Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022-8850
Den 5. september 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1254 (MOF alm. del) stillet 11. august 2022 efter ønske
fra Carl Valentin (SF).
Spørgsmål nr. 1254
”Vil ministeren oplyse, hvilke socioøkonomiske fordele der ifølge SEAC ”opvejer de risici for
menneskers sundhed eller miljøet, der følger af anvendelserne af stoffet”? Der henvises til grundnotat
om godkendelse af anvendelsen af chromtrioxid, jf. MOF alm. del – bilag 655.”
Svar
Kemikalieagenturets Risikovurderingskomité, RAC, vurderer de anvendte
risikohåndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold, og beregner estimater af de risici for
menneskers sundhed eller miljøet, som følger af virksomhedens anvendelser. Kemikalieagenturets
Socioøkonomiske Komité, SEAC, vurderer på baggrund af risikoestimaterne fra RAC hvilke
socioøkonomiske fordele og omkostninger, der er ved fortsat anvendelse, dels kvantitativt så vidt
muligt og dels kvalitativt.
SEAC har vurderet omkostningerne ud fra:
- Mellem 10 til 20 medarbejdere udsættes direkte for stoffet.
- Ca. 10.000 personer i lokalområdet udsættes for stoffet.
- Over en 12-årig periode vil anvendelsen af stoffet resultere i 0,015 kræfttilfælde ud over de
kræfttilfælde, der normal vil finde sted. Der er tale om tilfælde af både dødelig og ikke-dødelig
lungekræft.
- Samlet vurderes risikoen for sygdom over en 12-årig periode til at koste samfundet € 62.200.
SEAC har vurderet fordelene ud fra:
- Ansøgervirksomheden vil kunne fortsætte produktion, og fabrikken vil derfor ikke skulle
lukkes ned.
- Ansøgervirksomheden har en fortjeneste på mere end € 9 mio. om året. Over en 12-årig
periode vil det være mere end € 108 mio.
- Der bevares arbejdspladser i EU, da ansøger ved afslag ville flytte produktionen til Tyrkiet. Det
er dog ikke opgjort, hvor mange arbejdspladser der er tale om.
- Samlet vurderes de socioøkonomiske fordele at udgøre mindst € 108 mio.
SEAC vurderer, at sygdomsforekomsten og -udgifterne er marginale ift. virksomhedens overskud, og
SEAC anbefaler på baggrund af alternativanalysen og de socioøkonomiske fordele, at virksomheden
fortsætter brugen af stoffet.
Detaljerne er beskrevet i ekspertudvalgenes rapport på Kemikalieagenturets hjemmeside:
https://echa.europa.eu/documents/10162/219b0709-262a-4e3e-df67-e585309ff27a
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk