Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2615012_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 29. august 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1223 (MOF alm. del) stillet 1. august 2022 efter ønske fra
Kristian Phil Lorentzen (V).
Spørgsmål nr. 1223
”Kan ministeren fuldkommen udelukke, at der i forbindelse med Aarhus Universitets fremlæggelse i
2019 af konklusionerne om biodiversitetens tilstand blev malet et meget dystert billede af udviklingen
fra 2010 til 2019, uden at det har videnskabeligt belæg i tingenes reelle tilstand?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet Miljøstyrelsen, der oplyser at:
”Rødlisteindeksberegningen sammenligner vurderinger mellem to vurderingsrunder (2010 og 2019),
hvor ændringerne skyldes reelle ændringer i naturen og ikke ændringer, som fx kun skyldes, at man
har fået bedre kendskab til en art (uden den reelt har fået det værre eller bedre i naturen). Processen
for udvælgelse af arter til beregning af rødlisteindekset er fagligt velbegrundet. Resultaterne fra
rødlisteindeksberegningen, som præsenteres på Aarhus Universitets hjemmeside for rødlisten, viser
overordnet et lille statistisk signifikant fald i indeksværdien i perioden. Dertil er der også udregnet
ændringer i rødlisteindekset for 21 af de 28 artsgrupper. Der er fundet stigning og fald i indeksværdien
fra 2010 til 2019 for hhv. 9 og 10 artsgrupper. Artsgrupper med statistisk signifikant stigning eller fald
i indeksværdien, er hhv. 1 og 4 artsgrupper. Der er derfor sket et fald i indeksværdien for flere
artsgrupper, end omvendt. ”
Det bekymrer mig, at jeg oplever en tendens til at forsøge at underkende og fordreje et omfattende
videnskabeligt og fagligt arbejde, der gentagne gange har belyst, at naturens tilstand i Danmark på en
lang række områder er i ugunstig tilstand. Kritikken af rødlisten drager paralleller til debatten om
klimaforandringer. Her har der været talrige eksempler på, at alvoren af klimaforandringerne ikke
anerkendes trods entydig videnskabelig viden om det. Derudover er der adskillige rapporter mv., der
fagligt underbygger det generelle billede af, at naturen er under pres, og at naturen har brug for mere
plads.
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk