Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 29. august 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1216 (MOF alm. del) stillet 1. august 2022 efter ønske fra
Kristian Phil Lorentzen (V).
Spørgsmål nr. 1216
”Er ministeren enig i, at målet om udlægning af urørt skov kunne nås ved indgåelse af frivillige aftaler
med private skovejere i sammenhæng med certificering af de pågældende private skove som alternativ
til planen om udlægning af enorme arealer i statsskovene med urørt skov og ophør af træproduktion?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet Miljøstyrelsen, som oplyser, at:
”Skovejere, som indgår en frivillig skov-certificeringsaftale, forpligter sig til, at der som minimum
udlægges 10% af det samlede certificerede areal til biodiversitet. FSC-certificeringsordningen taler om
arealer til bevaring og fremme af biodiversitet, mens PEFC-certificeringsordningen taler om udlæg af
biodiversitetsareal, herunder urørt skov.
For begge certificeringsordninger gælder, at lysåbne naturarealer kan udgøre en andel af de 10%. FSC
stiller krav om, at minimum 5% af det certificerede areal skal være urørt skov. PEFC stiller krav om, at
der skal indgå skovarealer, men ikke en specifik andel. PEFC kræver dog, at arealer der på
certificeringstidspunktet var urørt skov eller naturmæssigt særlig værdifuld skov, skal bevares og
udlægges inden for 10% grænsen. Skovejendomme under 50 hektar er undtaget fra PEFC’s 10%-krav.
Her udgør det samlede areal af nøglebiotoper som minimum biodiversitetsarealet. Mere end 90% af de
danske skovejendomme er mindre end 50 ha.
Hvis det samlede private skovareal i Danmark blev certificeret (ca. 480.000 ha), ville der, med de
nuværende ordninger, være usikkerhed om hvor meget urørt skov det rent faktisk ville medføre. Det
skyldes ovennævnte forpligtigelser, hvor arealer til biodiversitet kan omfatte andet end urørt skov,
samt undtagelsen for mindre skove."
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk