Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022-4842
Den 12. august 2022
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1185 (Alm. del), som Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
har stillet til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri den 15. juli. Spørgsmålet er stillet efter ønske
fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 1185 (Alm. del) fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
”Vil ministeren kommentere artiklen ”Landboformand raser over minister: Aldrig har jeg oplevet så stor
arrogance”, den 13. juli 2022, www.jv.dk, herunder oplyse
–regeringens svar til de berørte landmænd,
–sende en kopi af regeringens svar til borgmestrene,
–udførligt redegøre for, hvilke initiativer regeringen vil tage i sagen, bl.a. konkret om udbetaling af kom-
pensation/erstatning til de berørte lodsejere og redegøre for tidsplaner for, hvornår kompensations og
erstatningsspørgsmålene forventes afklaret for lodsejerne?”
Svar
Udtagning af lavbundsjorder er afgørende for landbrugets grønne omstilling, og derfor er det helt cen-
tralt, at vi sikrer så gode incitamenter for udtagning, som vi kan inden for reglerne.
I den af spørgeren nævnte artikel henvises til det svar, jeg har fremsendt til de 45 borgmestre, der i et
fælles brev til miljøministeren, klima-, energi- og forsyningsministeren og undertegnede har rejst be-
kymring om kompensationsgrundlaget for udtagning af naturarealer og kommunernes muligheder for
at bidrage til udtagningsindsatsen.
I svaret til borgmestrene redegør jeg for, at der arbejdes intensivt på at fjerne de barrierer med udtagning
af landbrugsjord, som borgmestrene peger på. Svaret til borgmestrene vedlægges. Der er taget kontakt
til EU-kommissionen om problemstillingen. Der forventes en afklaring af problemstillingen i efteråret
2022.
Rasmus Prehn
/
Morten Ejrnæs
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K