Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2614700_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022 - 4773
Den 26. august 2022
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1147 (Alm. del), som Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
har stillet til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri den 28. juni 2022. Spørgsmålet er stillet efter
ønske fra Erling Bonnesen (V).
Spørgsmål nr. 1147 (Alm. del) fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
”Ministeren bedes uddybende og detaljeret oversende de erhvervsøkonomiske konsekvenser for fosfor-
lofter, herunder konkret for de berørte husdyrproduktioner, herunder f.eks. kvæg, svin og fjerkræ?”
Svar
I forbindelse med fastsættelse fosforlofterne har Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri anmo-
det Københavns Universitet om en udredning af de erhvervsøkonomiske konsekvenser ved justerede
fosforlofter frem mod 2025. Københavns Universitet har opgjort konsekvenserne i udkast til ”Driftsøko-
nomisk opgørelse af effekter af justerede fosforlofter frem mod 2025” af 22. maj 2022. Der er i denne
udredning opgjort de omkostninger, som husdyrproducenter har ved øget transport af husdyrgødning
og fortrængning af kunstgødning fra planteavlen i en række scenarier.
I det scenarie, hvor omkostningerne er opgjort med fosforlofter svarende til de fastlagte niveauer for
2025 og frem, finder Københavns Universitet, at henholdsvis 1.380, 568 og 415 kvægbrug, svinebrug og
blandede brug (herunder fjerkræ) vil komme til at mangle harmoniareal i takt med, at fosforlofterne
strammes. Størstedelen af disse vil kunne tilpasse sig med omkostninger mellem 1.500-5.500 kr. pr.
virksomhed. Omtrent 700 virksomheder vil have omkostninger på mellem 3.000-11.400 kr. pr. virk-
somhed. Forudsætninger og øvrige resultater fremgår af udkast til ”Driftsøkonomisk opgørelse af effek-
ter af justerede fosforlofter frem mod 2025” af 22. maj 2022, som er vedlagt besvarelsen.
Rasmus Prehn
/
Morten Ejrnæs
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 10 60 00 • CVR 41956011 • EAN 5798000880016 • [email protected] • www.fvm.dk