Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2604164_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022-7663
Den 1. juli 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1135 (MOF alm. del) stillet den 27. juni 2022 efter ønske
fra Anni Matthiesen (V).
Spørgsmål nr. 1135
”Ministeren bedes redegøre for omfanget af giftholdigt PFAS-havskum på danske strande og for,
hvordan det sikres, at danskerne ikke uvidende opholder sig på strande og havområder, der har været i
kontakt med giftholdigt PFAS-havskum. Kan lokale beboere og turister ved Vestkysten trygt bade i
Vesterhavet hen over sommeren? Hvor store dele af Vesterhavet kan være forurenet med PFAS? Der
henvises til artiklen ”Strandgæster bør undgå direkte kontakt med giftigt havskum på Vestkysten”,
dr.dk, den 22. juni 2022, og artiklen i Ingeniøren Watertech af 23. juni: ”Efter PFAS-fund i Harboøre:
Hele Vestkysten kan være forurenet fra nord til syd”, ing.dk, den 23. juni 2022.”
Svar
Jeg forstår godt, at de seneste fund af PFAS ved Vestkysten kan give anledning til bekymring. Styrelsen
for Patientsikkerhed har for tilfældet ved Lemvig kommune vurderet, at der ikke er akut
sundhedsrisiko forbundet med badning ved Vestkysten. Og Lemvig Kommune har meldt ud, at selvom
der er fundet forurening med PFAS, så er det ikke forbundet med en sundhedsrisiko at bade i området
eller opholde sig eller lege på stranden.
I forhold til kontakt med havskum har én prøve vist et højt indhold af PFAS. På baggrund af denne
prøve fraråder Styrelsen for Patientsikkerhed ud fra et forsigtighedshensyn direkte kontakt med
havskummet, og det anbefales at afvaske hudområdet ved kontakt.
På baggrund af tilfældet ved Vestkysten har jeg iværksat, at Miljøstyrelsen tager ekstraordinære prøver
for PFAS i havvand på omkring 50 steder fordelt rundt omkring i Danmark. Hermed kan vi få et svar
på, hvor store dele af ikke bare Vesterhavet, men havet langs hele den danske kyst, der kan have
forhøjede koncentrationer af PFAS. Herudover er alle kommuner blevet opfordret til at tage prøver for
PFAS i badevandet hurtigst muligt og jeg forventer, at kommunerne ønsker at bidrage til at sikre
trygheden for borgerne.
Lea Wermelin
/
Nina Porst
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk