Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2614419_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022-7541
Den 26. august 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1133 (MOF alm. del) stillet 23. juni efter ønske fra
Rasmus Nordqvist (SF), Carl Valentin (SF), og Karsten Filsø (SF).
Spørgsmål nr. 1133
”Vil ministeren lade denne nye problemstilling om opkoncentrering af miljøgifte i
havskum kan føres tilbage til land indgå ved fastsættelsen af miljømål,
tærskelværdier, indikatorer og andre målsætninger for god tilstand i vandmiljøet og
tilsvarende sikre, at der tages højde for denne mekanisme i alle afgørelser, der
omfatter tilførsel eller remobilisering af farlige stoffer i vandmiljøet?”
Svar
Spørgsmålet har været forelagt Miljøstyrelsen, der har oplyst, at:
"Det gælder for vandrammedirektivets generelle miljømål om god tilstand for overfladevand, at miljø-
kvalitetskrav fastsat for miljøfarlige forurenende stoffer skal være overholdt. Miljøkvalitetskravene kan
være fastsat for en eller flere af de tre matricer vand, sediment og biota. En praktisk og
reguleringsmæssig forudsætning for at tilføje havskum som en yderligere matrice, for hvilken der kan
eller skal fastsættes miljøkvalitetskrav, er, at der kan etableres en sammenhæng mellem målte
koncentrationer i skummet og miljømæssige skadevirkninger for vandlevende organismer og
menneskers sundhed. Miljøstyrelsen vurderer, at der ikke i dag foreligger et tilstrækkeligt fagligt
grundlag til at kunne etablere en sådan sammenhæng. Dette skyldes, at vandlevende organismer
primært eksponeres for miljøfarlige forurenende stoffer gennem vand og ikke gennem skum på
vandoverfladen, og at der ikke er en entydig sammenhæng mellem koncentrationer i vand og
koncentrationer i skum, jf. bidrag til svar på spørgsmål nr. 1130. Miljøstyrelsen har ikke kendskab til
kontrollerede forsøg, hvor vandlevende organismer har været udsat for påvirkning med sådanne
stoffer i skum. Miljøstyrelsen har heller ikke kendskab til undersøgelse af, hvordan de badenes
sundhed påvirkes ved eksponering for miljøfarlige forurenende stoffer gennem havskum.
Ved Miljøstyrelsens vurdering og klassificering af overfladevandområdernes tilstand med hensyn til
forekomst af miljøfarlige forurenende stoffer sammenholdes måleresultater med de fastsatte miljø-
kvalitetskrav for de målte stoffer. Måleresultaterne er resultater af analyse af prøver udtaget af vand,
sediment eller biota i regi af det nationale overvågningsprogram NOVANA. Miljøkvalitetskravene er
fastsat på EU-niveau for prioriterede stoffer, mens miljøkvalitetskrav for nationalt specifikke stoffer er
fastsat nationalt. Den tekniske procedure for fastsættelse af miljøkvalitetskrav er den samme for de to
kategorier af miljøfarlige forurenende stoffer.
Forpligtelserne til at overvåge forekomsten af miljøfarlige forurenende stoffer i overfladevand og
herunder vurdere og klassificere vandområdernes tilstand følger af vandrammedirektivet. Medlems-
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
MOF, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 1133: Spm. om opkoncentrering af miljøgifte i havskum, til miljøministeren
staterne skal overvåge prioriterede stoffer, som udledes, og nationalt specifikke stoffer, som udledes i
betydende mængder. Medlemsstaterne kan vælge at overvåge prioriterede stoffer i en anden matrice
end den, der på EU-niveau er fastsat miljøkvalitetskrav for, men skal i så fald nationalt fastsætte
miljøkvalitetskrav for stofferne i den målte matrice, som sikrer samme beskyttelsesniveau som EU-
kravene. For de nationalt specifikke stoffer skal medlemsstaterne fastsætte nationale
miljøkvalitetskrav for relevante matricer med henblik på vurdering af overvågningsresultaterne og
klassificering af tilstanden. PFOS blev med direktiv om prioriterede stoffer (2013/39/EU) identificeret
som et prioriteret stof, og der blev fastsat miljøkvalitetskrav for stoffet i vand (0,65 ng/L i ferskvand,
0,13 ng/L i saltvand) og biota (9,1 µg/kg vådvægt). Der er endnu ikke på EU-niveau fastsat
miljøkvalitetskrav for andre PFAS-stoffer. Miljøstyrelsen overvåger forekomsten af PFOS i biota (fisk)
på lokaliteter i både vandløb, søer, kystvande og territorialfarvande."
Lea Wermelin
/
Nina Porst
2