Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2610332_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022 - 7523
Den 12. august 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1126 (MOF alm. del) stillet 23. juni 2022 efter ønske fra
Jacob Jensen (V).
Spørgsmål nr. 1126
”Med henvisning til projektet Kattrup Vildnis beliggende i Kalundborg Kommune, som Miljøstyrelsen
har modtaget en projektbeskrivelse af, bedes ministeren forholde sig til, hvorvidt projektet kan
gennemføres inden for gældende lovgivning, herunder med den planlagte indhegning af området med
2,5 meter høje dyrehegn.”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet Miljøstyrelsen, som oplyser at:
"Miljøstyrelsen kan bekræfte modtagelsen af en projektbeskrivelse i forbindelse med en ansøgning om
dispensation fra skovlovens § 8 til etablering af en dyrehave til fremme af biodiversitetsformål i
Kattrup Vildnis. Styrelsen har sagen under behandling og har p.t. ikke truffet afgørelse.
Efter skovlovens § 8, stk. 1, nr. 4, er dyrehold på fredskovspligtige arealer forbudt. Efter lovens § 38,
stk. 1, kan der dog dispenseres fra forbuddet, hvis særlige grunde taler for det. I lovbemærkningerne til
§ 8, stk. 1, nr. 4, forudsættes det, at der i praksis kan gives dispensation til nye dyrehaver, som
etableres for at fremme biodiversiteten.
Miljøstyrelsen har udarbejdet retningslinjer for vurdering af ansøgninger om dispensation til
etablering af dyrehaver til fremme af biodiversiteten, og herunder om særlige grunde til at meddele
dispensation foreligger. Disse retningslinjer er udarbejdet med afsæt i lovbemærkningerne til § 8, stk.
1, nr. 4, hvor det i forbindelse med dispensation til dyrehaver forudsættes, at der stilles vilkår om
offentlighedens adgang, hegnets udformning, græsningstryk mv. Hertil fremgår det af vejledningen til
skovlovens § 8, at der skal fastsættes krav til effekten på den biologiske mangfoldighed, og at der
udarbejdes en detaljeret forvaltningsplan.
Definitionen på en dyrehave, jf. lovbemærkningerne til § 8, stk. 1, nr. 4, er et areal, hvor bestanden af
dyr er større end en normal vildtbestand det pågældende sted. Dyrehaver er derfor typisk hegnet med
et højt hegn, som ikke tillader ud- eller indspring. Der bliver derved tale om et i skovlovens forstand
usædvanligt hegn. Opsætning af usædvanlige hegn omkring skov reguleres ikke af skovloven, men er
forbudt efter naturbeskyttelsesloven § 23, stk. 2. En tilladelse efter skovloven til etablering af en
dyrehave vil imidlertid medføre, at hegnet anses som sædvanligt, hvorfor naturbeskyttelseslovens
generelle forbud mod usædvanlig hegning ikke er relevant i dette tilfælde, jf. lovbemærkningerne til §
23, stk. 2. Derfor vil en dyrehave, såfremt der opnås dispensation fra skovloven, kunne etableres med
hegn på f.eks. 2,5 m, hvis det er nødvendigt for at hindre ud- eller indspring.
Ifølge retningslinjerne for vurdering af ansøgninger om dispensation efter skovloven til etablering af
dyrehaver til fremme af biodiversiteten er der ud over denne lov en række regler i andre love, der evt.
kræves dispensation fra, for at der kan etableres en dyrehave. For så vidt angår regler uden for
Miljøministeriets område, forudsættes det, at ansøger selv retter henvendelse til rette myndighed med
henblik på indhentelse af de nødvendige tilladelser mv."
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk