Miljø- og Fødevareudvalget 2021-22
MOF Alm.del
Offentligt
2602483_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022-7491
Den 29. juni 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 1116 (MOF alm. del) stillet 22. juni 2022 fra Miljø- og
Fødevareudvalget uden spørger.
Spørgsmål nr. 1116
”Vil ministeren kommentere henvendelsen af 7/6-22 fra Brancheforeningen Genanvend Biomasse om
sikker og cirkulær genanvendelse af biogødning fra rensningsanlæg, jf. MOF alm. del - bilag 565?”
Svar
Det er vigtigt at vi tager godt hånd om spildevandsslam, så vi passer på vores miljø, grundvand og
menneskers sundhed. Samtidig er fosfor, der findes i spildevandsslam, en begrænset, men
nødvendig og uerstattelig ressource for al produktion af fødevarer. Ved at genanvende fosfor fra
spildevandsslam kan vi reducere import af kunstgødning og dermed begrænse klima- og
miljøbelastningen.
For at sikre at vi ikke spreder uønskede stoffer på vores marker, er der i affald til jord-bekendtgørelsen
fastsat grænseværdier for miljøskadelige stoffer, herunder tungmetaller og miljøfremmede stoffer i
spildevandsslam, der anvendes som gødning på landbrugsarealer. Ubehandlet spildevandsslam må
ikke udbringes til jordbrugsformål, og alt spildevandsslam skal analyseres og godkendes inden det
anvendes til jordbrugsformål. Hvis spildevandsslammet indeholder væsentlige mængder af et
miljøskadeligt stof, må det ikke udbringes efter bekendtgørelsen.
I forhold til PFAS i spildevandsslam, kan jeg henvise til, at der som led i den nationale handlingsplan
for cirkulær økonomi er igangsat en ’analyse af fremtidig slamhåndtering til gavn for miljø og klima’.
Analysen sætter fokus på miljøfremmede stoffer og medicinrester ved forskellige metoder for
håndtering og behandling af spildevandsslam, herunder behandling af PFAS-forurenet
spildevandsslam.
Lea WermelinLea Wermelin
/
Janne Birk Nielsen
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk