Ligestillingsudvalget 2021-22
Offentligt
Folketingets Lovsekretariat
Stormgade 2-6
1470 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2022 - 4558
Doknr.
549798
Dato
09-09-2022
Svar på spørgsmål stillet af medlem af Folketinget Maja Torp (V) den 2. september
2022.
Spørgsmål nr. S 1236:
”Vil ministeren redegøre for, hvad aldersgrænsen for juridisk kønsskifte konkret bør
være ifølge den socialdemokratiske regering?”
Svar:
Siden den 1. januar 2016 har der i Danmark været tilbud om kønsmodificerende medi-
cinsk behandling til personer under 18 år med kønsligt ubehag.
I handlingsplanen fra juni 2018 til fremme af tryghed, trivsel og lige muligheder for
LGBTI-personer for 2018-2021 besluttede den daværende borgerlige regering at ned-
sætte en tværministeriel arbejdsgruppe til fremme af lige muligheder for LGBTI-perso-
ner, som bl.a. fik til opgave at undersøge, om der burde åbnes for juridisk kønsskifte for
transkønnede børn og unge under 18 år. I august 2020 afgav arbejdsgruppen en rapport,
hvori arbejdsgruppen bl.a. opstillede og vurderede mulige modeller.
Som led i undersøgelsen har den tværministerielle arbejdsgruppe overvejet, men fundet
det vanskeligt at fastsætte en nedre aldersgrænse. Arbejdsgruppen har i den forbindelse
konkluderende henvist til følgende:
”Konkluderende
finder arbejdsgruppen, at det er vanskeligt at fastsætte en nedre alders-
grænse for ændring af juridisk køn. Det skyldes, at der hverken i Sundhedsstyrelsens
vejledning eller ud fra et sundhedsfagligt belæg kan udledes en absolut nedre alders-
grænse for, hvornår et barn tidligst kan påbegynde kønsmodificerende behandling. Der-
med vurderes det heller ikke, at der inden for rammerne af Danmarks internationale
forpligtelser kan fastsættes en nedre aldersgrænse for ændring af juridisk køn for børn
og unge under 18 år. Det er således arbejdsgruppens vurdering, at en evt. nedre alders-
grænse for ændring af juridisk køn går hånd i hånd med en evt. nedre aldersgrænse for
kønsmodificerende behandling.”
Der henvises for en nærmere beskrivelse af arbejdsgruppens overvejelser til afsnit
4.1.11.1 i arbejdsgruppens rapport.
Arbejdsgruppen har således konkluderet, at der ikke inden for rammerne af Danmarks
internationale forpligtelser kan fastsættes en (absolut) nedre aldersgrænse for ændring
af juridisk køn for børn og unge under 18 år.
Det fremgår endvidere af arbejdsgruppens rapport, at Sundhedsstyrelsen har påpeget,
at oplevelsen af ens kønsidentitet i udgangspunktet må antages at være individuel og
subjektiv.