Kulturudvalget 2021-22
Folketingets Kulturudvalg
Christiansborg
1240 København K
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Tel
: 33 92 33 70
Web
: www.kum.dk
18. januar 2022
Peter Skaarup (DF) har den 20. december 2022 stillet mig følgende spørgsmål nr. 89
(alm. del), som jeg hermed besvarer.
Spørgsmål:
Vil ministeren kommentere artiklen "Knivoffer var del af trend, hvor kriminelle bliver
gjort til helte”, bragt på www.bt.dk den 16. november 2021, og redegøre for, hvordan
regeringen agter at løse problemet med, at kunstnere og pladeselskaber, der
samarbejder med kriminelle, kan opnå produktionsstøtte, kulturstøtte mv. eller adgang
til offentlige arrangementer, spillesteder og festivaler, modtager offentlig støtte, og vil
regeringen med Dansk Folkeparti skærpe kravene, således at det kræver en ren
straffeattest for at modtage offentlige tilskud og bevillinger til arrangementer m.v.?
Svar:
Jeg vil starte med at slå fast, at jeg er enig med Peter Skaarup i, at den tendens, som
skitseres i artiklen fra BT om kriminalitet i dele af musikmiljøet, giver anledning til
bekymring. Og jeg vil gerne appellere til musikbranchen og pladeselskaberne om, at de
har et ansvar for at overveje, hvorvidt de er med til at skabe rollemodeller, der bidrager
til et voldsforherligende musikmiljø.
Når det så er sagt, så vil jeg henvise til, at afgørelser vedrørende uddeling af statslig
kulturstøtte til kunstnere og arrangementer som udgangspunkt træffes af Statens
Kunstfond. Statens Kunstfond er et armslængdeorgan, som er kendetegnet ved, at det
er et uafhængigt, fagligt organ, der er bemyndiget til på statens vegne at træffe
afgørelser om fx uddeling af statslige midler.
I forbindelse med uddelingen af kulturstøtte forholder Kunstfonden sig til det
kunstneriske indhold af en given ansøgning. Dermed lægger Kunstfonden egne
kunstfaglige kriterier til grund for tildeling af støtte uafhængigt af Kulturministeriet og
mig som kulturminister.
Jeg har en forventning om, at Kunstfondens tildeling af støtte beror på en velfunderet,
kunstfaglig vurdering. Og jeg mener derfor ikke, at jeg som kulturminister bør blande
mig i Kunstfondens konkrete prioriteringer.
Ane Halsboe-Jørgensen
Dok. nr. 22103