Kulturudvalget 2021-22
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2021-3094
Den
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 197 (MOF alm. del) stillet 24. november 2021 efter ønske
fra udvalget.
Spørgsmål nr. 197
Vil ministeren kommentere henvendelsen af 19/11-21 fra Dansk Orienterings-Forbund om udlægning
af naturnationalparker, jf. MOF alm. del - bilag 95?
Svar
Som miljøminister ønsker jeg, at flere danskere kommer ud i naturen. Hvad end det er på hesteryg,
cykelsadel eller i gummistøvler. Grundlæggende tror jeg på, at der er plads til både natur og
mennesker - og her er gode samarbejder og den lokale og konkrete dialog om spørgsmål, bekymringer
og ikke mindst løsninger helt afgørende. Et eksempel på en god lokal løsning kan findes i
Naturnationalpark Fussingø ved Randers, hvor områdets mountainbikeruter bibeholdes, og der er
mulighed for at udbygge dem i Udskovene. Både for Fussingø naturnationalpark og Gribskov
naturnationalpark har de lokale stemmer derudover fx haft indflydelse på, hvilke dyr der udsættes og
indgange.
Meget friluftsliv vil kunne foregå uden problemer i områderne, men tiltag, der skal styrke natur og
biodiversitet, kan i nogle tilfælde medføre udfordringer for friluftslivet, eksempelvis når der etableres
hegn og udsættes dyr. Der kan derfor potentielt også være områder, hvor nogle friluftsaktiviteter vil
blive begrænset, om end dette altid vil afhænge af en konkret vurdering af den pågældende aktivitet og
det pågældende område. For aktiviteter der ikke kan fortsætte som hidtil, vil det blive undersøgt, om
der kan findes alternative løsninger uden for området – som det fx er tilfældet med hundeskoven i
Fussingø.
Miljøministeriet, Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet har sammen formuleret
”Principper for natur og friluftsliv i naturnationalparker”, hvor det blandt andet fremgår, at der skal
løbende indsamles erfaringer om effekterne af de nye naturforvaltningstiltag på både biodiversitet og
friluftsliv, så de kan bruges konstruktivt i den videre planlægning og løbende tilpasning af
forvaltningen. Det skal også sikre, at eventuelle begrænsninger af rekreative aktiviteter kun sker på
baggrund af en fagligt begrundet vurdering af, at aktiviteterne kan påvirke plante- eller dyrelivet
væsentligt, eller hvis det potentielt kan medføre uhensigtsmæssige situationer for besøgende.
Der er afsat 5 mio. kr. pr. park til at understøtte friluftslivet i naturnationalparker, så der kan
vedligeholdes og etableres nye stier og andre faciliteter, der skaber gode muligheder for
naturoplevelser. Der er yderligere afsat i alt 9,9 mio. kr. til etablering af friluftsfaciliteter og opkøb af
arealer, der kan bidrage til bedre arrondering/udvidelse af naturnationalparker, kompenserende
arealer for friluftsliv i forbindelse med etablering af naturnationalparker og/eller opkøb af arealer i det
åbne land.
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk