KUU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 37: Spm. om problematikken om tilbagelevering af kulturgenstande til disses oprindelseslande, til kulturministeren

Kulturudvalget 2021-22
KUU Alm.del
Offentligt

Kulturudvalget 2021-22

Kulturministeren

Folketingets Kulturudvalg

Christiansborg

1240 København K

Kulturministeriet

Nybrogade 2

1203 København K

Tlf

: 33 92 33 70

E-mail : [email protected]

Web

: www.kum.dk

6. december 2021

Folketingets Kulturudvalg har den 11. november, efter ønske fra Søren Søndergaard

(EL) og Christian Juhl (EL), stillet mig følgende spørgsmål nr. 37 (Alm. del), som jeg

hermed besvarer.

Spørgsmål:

Vil ministeren bede Nationalmuseet kommentere problematikken om tilbagelevering af

kulturgenstande til disses oprindelseslande, herunder om der er behov for at udarbejde

nogle overordnede retningslinjer for offentlige institutioner som udgangspunkt for at af-

gøre konkrete sager?

Svar:

Jeg skal indledningsvis understrege, at problematikken om tilbagelevering af kultur-

genstande til disse oprindelseslande ikke er specifik for Nationalmuseet. Jeg har derfor

ikke særskilt bedt Nationalmuseet om at kommentere spørgsmålet.

Det vil være forbundet med betydelige vanskeligheder at fastlægge generelle retnings-

linjer for afgørelse af konkrete sager om udlevering af kulturgenstande til disses oprin-

delseslande.

For så vidt angår genstande fra nyere tid, så har Danmark tiltrådt den såkaldte UNID-

ROIT-konvention om tilbagelevering og overførelse af stjålne eller ulovligt udførte kul-

turgenstande. Dette indebærer, at der for genstande ulovligt udført af oprindelseslandet

efter 30. november 2010 findes et retskrav efter dansk ret på tilbagelevering (såfremt

oprindelseslandet også har tiltrådt konventionen).

Lidt længere tilbage i tid markerer UNESCO-konvention af 14. november 1970 om mid-

lerne til at forbyde og forhindre ulovlig import, eksport og ejendomsoverdragelse af kul-

turgenstande en international skillelinje. Danmark ratificerer konventionen fra 2003,

og et statsligt eller statsanerkendt museum er derfor efter museumslovens § 33 forplig-

tet til at tilbagelevere genstande i overensstemmelse med konventionen, hvis den er

ulovligt udført af et land, som er part i konventionen, efter 2003.

Dok. nr. 13225

KUU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 37: Spm. om problematikken om tilbagelevering af kulturgenstande til disses oprindelseslande, til kulturministeren

Derudover markerer selve etableringen af konventionen i 1970, at det internationale

samfund ønsker at sikre, at ulovlig udførsel af kulturgenstande skal forhindres, og at

museer og lignende institutioner har en klar forpligtigelse til at medvirke hertil. Uden

at det har en specifik juridisk virkning, må man således anlægge en særlig vurdering,

når det drejer sig om genstande, der måtte vær udført af deres oprindelsesland efter

1970.

Før dette tidspunkt giver det i al almindelighed ringe mening at diskutere denne type

sager i et juridisk perspektiv, og det er forbundet med betydelige udfordringer at fast-

lægge generelle principper, fordi sagerne er omfattet af så forskelligartede omstændig-

heder, som fx:

Hvornår er genstanden kommet til Danmark?

Under hvilke omstændigheder er genstanden udført af oprindelseslandet

–

den erhvervet i almindelig handel eller i forbindelse med udgravninger, som lo-

kale myndigheder har givet tilladelse til, eller hidrører den f.eks. fra plyndrin-

ger?

Udgør den for oprindelseslandet et særlig unikt stykke kulturarv

–

som f.eks. de

islandske håndskrifter, der blev tilbageleveret i 1970'erne?

Er der generelt meget lidt fysisk kulturarv tilbage i oprindelseslandet, som det

er tilfældet for en række af de tidligere kolonier, som Frankrig har udleveret en

række museumsgenstande til for nyligt?

Er genstanden central for den danske institutions formidling, eller har den

f.eks. i mange år været udlånt til en institution i oprindelseslandet?

Gør der sig andre særlige forhold gældende

–

som f.eks. igen de islandske hånd-

skrifter, der havde befundet sig i København i flere hundrede år, men jo under

den særlige omstændighed, at København i disse århundreder også havde været

Islands rigshovedstad?

Ovenstående er ikke tænkt til at konkludere eller give et fyldestgørende overblik, men

blot for at understrege, at jeg ikke på nuværende tidspunkt vil tage stilling til, om der

er behov for overordnede retningslinjer for afgørelse af denne type sager, og om sådanne

i givet fald er mulige at formulere. Jeg skal dog bemærke, at jeg har bedt mit embeds-

værk om at undersøge spørgsmålet nærmere med henblik på at tage stilling til mulig-

hed og behov vedr. sådanne retningslinjer.

Ane Halsboe-Jørgensen

Side 2