Kulturudvalget 2021-22
Kulturministeren
Folketingets Kulturudvalg
Christiansborg
1240 København K
Kulturministeriet
Nybrogade 2
1203 København K
Tlf
: 33 92 33 70
Web
: www.kum.dk
1. juli 2022
Folketingets Kulturudvalg har den 8. juni 2022, efter ønske fra Birgitte Bergman (KF),
stillet mig følgende spørgsmål nr. 301 (Alm. del), som jeg hermed besvarer.
Spørgsmål:
Mener ministeren, at dansk kultur, film og TV alene bør produceres af danske selskaber
og i bekræftende fald oplyse, hvordan regeringen definerer danske selskaber, da mange
danske producenter er ejet af udenlandske selskaber?
Svar:
Danske serier, film og dokumentarprogrammer binder os sammen som land og
befolkning. De bidrager til vores fælles dannelse og kan både udfordre og inspirere os til
nye perspektiver. Danske produktioner vinder stor international anerkendelse og har
høj kvalitet. Men streamingtjenesternes hastige indtog på det danske marked udfordrer
finansieringsgrundlaget, tilgængeligheden og udbredelsen af dansk indhold.
Derfor er der brug for, at produktionen af dansksprogede film, serier og
dokumentarprogrammer styrkes, så danskerne også fremover har mulighed for at møde
dansksprogede serier, film og dokumentarprogrammer. Det kræver, at ikke bare
nationale, men også udenlandske tjenester bidrager til produktionen.
Med medieaftalen 2022-2025 indføres et kulturbidrag for streamingtjenester på 6 pct. af
tjenesternes omsætning i Danmark. Provenuet af kulturbidraget skal anvendes til
produktion af dansksprogede serier, film og dokumentarprogrammer.
Streamingtjenester der pålægges et kulturbidrag, vil få adgang til at søge om midlerne
til produktion af dansksprogede serier, film og dokumentarprogrammer. Hermed vil
udenlandske selskaber også få mulighed for at søge om støtte til produktion af
dansksprogede serier, film og dokumentarprogrammer.
Ane Halsboe-Jørgensen
Dok. nr. 49481