Kulturudvalget 2021-22
KUU Alm.del
Offentligt
Kulturudvalget 2021-22
Notat til kulturudvalget
Aarhus 05.04.2022
KØN – Museum for kønnenes historie
Museet KØN (tidligere kvindemuseet) har de seneste år manifisteret sig som Danmarks synlige og
kvalificerende platform for køn, ligestilling og mangfoldighed.
Museets direktør Julie Rokkjær Birch blev i 2022 anerkendt for arbejdet med Artbeat Prisens
hovedpris for at sætte en ny retning og ny standard inden for kulturformidling.
KØN har især fat i en yngre målgruppe, som efterspørger større viden om kønnenes historie, for at
kunne forholde sig kvalificeret til debatter som #Metoo, fædrebarsel, kønsidentitet, ligeløn m.m.
Hele 63 procent af museets 42.000 besøgende (2019) er således mellem 14-29 år (skoleklasser
ikke medregnet), hvilket ligger langt over landsgennemsnittet, hvor de unge blot udgør 18 procent
af museumsgæsterne.
Henstilling om årlig bevilling på 1,5 mio. kr. over finansloven
KØN modtager 0,5 mio. kr. årligt på finansloven i perioden 2019-2022.
Vi henstiller til, at bevillingen øges til 1,5 mio. kr. årligt i perioden 2023-2026, hvilket skyldes tre
forhold:
1) KØN kan i øjeblikket ikke imødekomme de mange forespørgsler fra skoler. Konsekvensen
er, at skoleklasserne ikke får mulighed for at bruge museets tilbud i deres undervisning.
Skoler fra hele landet efterspørger desuden online undervisningstilbud, hvilket KØN heller
ikke har mulighed for at honorere inden for den nuværende økonomi
2) KØN’s forskning er i dag finansieret af fonde, og der er derfor tale om projektansættelser.
Konsekvensen er, at meget viden går tabt, når projekterne afsluttes. Museet ønsker derfor
at fastansætte en ph.d. for at forankre forskningen i organisationen.
3) KØN er i dag tvunget til at nedprioritere indsamling og bevaring af genstande, der fortæller
kønnenes historie. Konsekvensen er, at den nære fortid ikke i tilstrækkelig grad bliver
bevaret, og at vi derfor får et hul i historien.
De nævnte udfordringer er især problematiske, da feltet køn, ligestilling og mangfoldighed
udvikler sig med høj hastighed i disse år.
KØN vil betyde mere for flere
Museet skiftede i 2016 ansvarsområde fra kvinders kulturhistorie til kønnenes kulturhistorie, og
skiftede i 2021 navn fra Kvindemuseet til Køn. Museets ansvarsområde er således blevet udvidet,
men den statslige støtte er ikke fulgt med.
KUU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 255: Spm. om kommentar til henvendelsen fra KØN af 5. april 2022, herunder sætningen Museets ansvarsområde er således blevet udvidet, men den statslige støtte er ikke fulgt med., til kulturministeren
Museet er de seneste år blevet gennemrenoveret og moderniseret med støtte fra flere store
fonde, hvilket har skabt rammerne for, at museet kan løfte denne større samfundsopgave.
Vi henstiller til, at den statslige støtte til KØN løftes tilsvarende.
KØN modtager i dag blot 1mio. kr. i årlig ordinær driftsstøtte fra staten og 3,4 mio. kr. fra Aarhus
Kommune, hvilket placerer KØN blandt den tredjedel af statsanerkendte museer, der modtager
mindst i offentlig støtte.
KØN’s indtægter på entré, butik, café, fondsmidler, offentlige projekttilskud, samt refusioner i
forbindelse med flexjob og aktivering m.v. udgør til gengæld knap 9 mio. kr. (2019), hvilket ifølge
rapporten ”Museumslandskabet” (2019) er næsten fem gange så meget som sammenlignelige
museer.
Vi ser det som et udtryk for, at KØN både er relevant for publikum og samfundet, samt evner at
drive en forretning, hvor borgerne får meget igen for den offentlige støtte.
Det er vores håb, at folketingets kulturudvalg vil bidrage til, at KØN kan spille en endnu større
samfundsrolle.
Venlig hilsen
Julie Rokkjær Birch
Museumsdirektør KØN
[email protected]
tlf. 25 45 45 23