Sikring af gravsten: Vejledning til de folkekirkelige arbejdspladser
Indledning
Der kan være sikkerhedsmæssige udfordringer forbundet med (løse) gravsten på landets kirkegårde.
Folkekirkens Arbejdsmiljøråd vil gerne vejlede om dette tema.
Menighedsrådets ansvar og opgaver
•
Menighedsrådet har ansvaret for, at det ikke er forbundet med fare for mennesker at færdes på
kirkegården. Tilsvarende har menighedsrådet som arbejdsgiver pligt til at sikre, at arbejdspladsen
overholder de almindelige arbejdsmiljømæssige regler.
•
Menighedsrådet skal oplyse de ansatte om den ulykkesrisici der er ved arbejdet med gravsten.
•
Menighedsrådet har ansvaret for oplæring, instruktion af medarbejderne, samt med det daglige
tilsyn med kirken og kirkegården. Instruktionen skal tage udgangspunkt i de konkrete forhold på
kirkegården og i den konkrete arbejdssituation eller arbejdsopgave.
•
Vurderer menighedsrådet, at der er gravsten, der kan være til fare for sikkerheden på kirkegården,
skal menighedsrådet gøre gravstedsejeren opmærksom herpå. Det må bero på en konkret
risikovurdering i hvert enkelt tilfælde, om en gravsten skal lægges ned med det samme med
efterfølgende meddelelse herom til gravstedsejeren om det foretagne, eller om menighedsrådet
vælger at skrive til gravstedsejeren med en frist for udbedring af forholdet.
Der henvises til § 9 og § 23 stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 1156 af. 1. september 2016 om folkekirkens
kirkebygninger og kirkegårde, samt til vejledning nr. 9682 af 10. september 2014 om registrering af
gravminder.
Arbejdstilsynets (AT) virke og vurdering
AT er den danske myndighed på arbejdsmiljøområdet, og arbejdsmiljøloven sætter den overordnede
ramme for tilsynets virke, der navnlig handler om at fremme et sikkert og sundt arbejdsmiljø, men det er
virksomhedernes ansvar at sørge for, at arbejdsforholdene på virksomhederne er sikkerheds-og
sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige.
AT fører på den baggrund tilsyn med arbejdsmiljøet på landets kirkegårde, hvilket i forbindelse med
konkrete tilsynsbesøg kan føre til, at tilsynet afgiver påbud om sikring af løse gravsten, der kan være til fare
for de ansatte.
Arbejdstilsynet har ikke lavet retningslinjer eller regler vedrørende løse gravsten, ligesom de heller ikke har
udstedt noget ”landsdækkende påbud” om sikring af gravsten.
Det er derfor altid en konkret vurdering, om en gravsten udgør en risiko for, at ansatte kan komme til
skade. I den konkrete vurdering tager AT bl.a. udgangspunkt i gravstenens højde, vægt og stabilitet. Hvis
det efter en konkret vurdering er nødvendigt, af hensyn til de ansattes sikkerhed, giver AT påbud om at
sikre gravstenen mod at kunne vælte.
AT´s seneste udmelding til Landsforeningen af Menighedsråd er følgende: