Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget 2021-22
KEF Alm.del
Offentligt
2557087_0001.png
Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2022 - 3507
Den 7. april 2022
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 181 (KEF alm. del) stillet 10. marts 2022 efter ønske fra
Katarina Ammitzbøll (KF).
Spørgsmål nr. 181
” Vil ministeren redegøre for, hvordan en landvindmølle påvirker det omkringliggende dyreliv?”
Svar
Jeg har forelagt spørgsmålet om vindmøllers påvirkning af det omkringliggende dyreliv for
Miljøstyrelsen, som har oplyst følgende:
"Det er ikke muligt at redegøre udtømmeligt for, hvordan landvindmøller påvirker det
omkringliggende dyreliv generelt, fordi påvirkningen afhænger af flere forhold, deriblandt det
eksisterende dyreliv i området, nærtliggende naturtyper samt årstider, geografiske og geologiske
forhold.
Som eksempel fremhæves neden for dyregrupper, hvorpå der er særlig opmærksomhed ift.
landvindmøller.
Flagermus
Vindmøller kan udgøre et problem for flagermus i forbindelse med individdrab. Drab sker i forbindelse
med kollision med møllevinder eller som følge af biotraumer, hvor flagermusenes lunger eller ører
ødelægges pga. kraftige ændringer i lufttrykket omkring roterende møllevinger. Øget mortalitetsrate
kan have stor betydning for en flagermusbestand. Også kvaliteten af et ynglested og et levested for
flagermus kan blive forringet, hvis mortalitetsrisikoen bliver øget i området. Støj og lysforurening i
området kan have samme effekt. Under anlægsarbejde af landvindmøller kan kollision med køretøjer,
fældning af træer og nedrivning af bygninger, som er leve- eller rasteområde for flagermus, medføre
individdrab. Der er større risiko for individdrab, hvis møllerne placeres i nærhed af skov og ledelinjer.
Fugle
Fugle kan påvirkes af landvindmøller, men påvirkningen afhænger af mange forhold, blandt andet
placeringen af vindmøllerne og fuglearterne. Vindmøller kan påvirke fugle, da de risikerer at kollidere
med vindmøllernes vinger. Risikoen for kollision afhænger af mange forskellige parametre, men
opsætning af vindmøller i fuglerige områder og områder, hvor der er store trækruter for trækfugle,
giver anledning til flere kollisioner. Der er en vis tendens til at især rovfugle, som f.eks. havørn, i større
grad kolliderer med vindmøllerne.
Vindmøllerne har en vis barriereeffekt, da mange fugle undgår vindmøllerne ved at flyve over eller
uden om vindmøllerne. Dette kan påvirke trækfuglenes ruter og lokale bestandes flyveruter mellem
fødesøgningsområder og rasteområder. Forstyrrelse- og fortrængningseffekten fra vindmøller kan
Miljøministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mim.dk
KEF, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 181: Spm. om, hvordan en landvindmølle påvirker det omkringliggende dyreliv, til miljøministeren
betyde, at mange fugle holder stor afstand til vindmøllerne, hvorved habitaterne omkring
vindmøllerne vil kunne forringes og formindskes.
Placeringen af vindmøller kan derfor have betydning for fugle både i forhold til kollisioner, barriere-
og fortrængningseffekter.
Padder
Paddebestanden kan påvirkes af landvindmøller i forbindelse med anlægsfasen, hvis en vindmølle
placeres i eller i nærheden af et levested for padder. Anlæg af en vindmølle på et levested vil kunne
inddrage et areal permanent og dermed formindske levestedet. Desuden vil der ofte skulle anlægges
arbejds- eller adgangsveje, som også vil optage areal og evt. gennemskære levestedet.
Ud over forringelsen af levesteder, kan der under selve anlægsarbejdet ske tab af individer. Padder
migrerer og er aktive i bestemte perioder af året og vil derfor under den aktive periode kunne bevæge
sig ind på arbejdsområdet. Padderne kan bl.a. blive fanget i huler i forbindelse med gravearbejde eller
dræbes som følge af kørsel."
Lea Wermelin
/
Charlotte Brøndum
2