IFU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 32: Spm. om oversendelse af ministerens talepapir fra samråd d. 15/12-2021 om hvorfor ministeren fortsat afviser at oversende en række sagsakter til Indfødsretsudvalget, til udlændinge- og Integrationsministeriet

Indfødsretsudvalget 2021-22
IFU Alm.del
Offentligt

Talepapir

Arrangement:

Samråd B (IFU)

Hvornår:

15. december 2021 kl. 8.00

DET TALTE ORD GÆLDER

29. november 2021

Tekst:

Sags nr.

Akt-id

2021 - 19687

1825125

Vil ministeren uddybe, hvorfor Udlændinge- og Integrati-

onsministeriet fortsat ikke vil oversende relevante oplys-

ninger om ansøgere til dansk statsborgerskab til Indføds-

retsudvalget, når medlemmer af udvalget anmoder om så-

danne oplysninger?

Tale:

Tak for spørgsmålet, som vi jo også havde lejlighed til at

drøfte med hinanden i folketingssalen i sidste uge, hvor vi

behandlede et beslutningsforslag og havde en forespørg-

selsdebat om samme emne.

Der vil derfor nok ikke være så meget af det, jeg vil sige i

dag, som kommer til at overraske spørgeren.

IFU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 32: Spm. om oversendelse af ministerens talepapir fra samråd d. 15/12-2021 om hvorfor ministeren fortsat afviser at oversende en række sagsakter til Indfødsretsudvalget, til udlændinge- og Integrationsministeriet

Men lad mig alligevel starte med at fremhæve, at regerin-

gen den 20. april i år sammen med Venstre, Det Konser-

vative Folkeparti og Liberal Alliance indgik en aftale om,

hvilke betingelser der skal gælde for at blive optaget på et

lovforslag om indfødsrets meddelelse.

Jeg er glad for vores aftale, hvor vi fik understreget, at til-

deling af dansk statsborgerskab er noget, som man skal

gøre sig fortjent til.

Af vores aftale fremgår det bl.a., at tildelingen af statsbor-

gerskab bør ske på baggrund af strenge krav og dermed

være forbeholdt de personer, som har valgt Danmark og

grundlæggende danske værdier og retsprincipper til, lært

dansk, ikke har begået kriminalitet og som har integreret

sig i og ønsker at være en aktiv del af det danske samfund.

Aftalen er efterfølgende – helt som sådanne aftaler plejer

– blevet udmøntet i en cirkulæreskrivelse om naturalisa-

tion. En cirkulæreskrivelse, der beskriver de betingelser,

der skal være opfyldt for, at en ansøger kan optages

di-

rekte

på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, samt de

betingelser, der skal være opfyldt for, at en ansøgers sag

kan forelægges for Indfødsretsudvalget.

Sidste år meddelte Folketinget indfødsret til knapt 5.000

personer på de lovforslag, der blev behandlet her i Folke-

tingssalen. I 1850 meddelte man på den samme matrikel

indfødsret til 10 personer.

Det er et udtryk for, at der er sket noget i Danmark, på

samme måde som det er sket i mange andre europæiske

lande. Det er nemlig et udtryk for, at der bor markant flere

mennesker i vores land, som er indvandret hertil, og som

har fået børn her.

Vi har i de sidste 4-5 årtier haft en periode i Danmarkshi-

storien, hvor der har været markant mere indvandring til

og faktisk også mere udvandring fra Danmark.

Danmark er et land, som mange indvandrer til og udvan-

drer fra. Nogle af dem, der indvandrer hertil, beslutter sig

for at blive her, de får en permanent opholdstilladelse, og

ønsker måske at søge statsborgerskab. Det er der mange

flere, der gør nu, end for 30, 40 og 50 år siden.

Og jeg synes faktisk, at statsborgerskabet ligger i forlæn-

gelse af de forventninger, vi har til de mennesker, der

kommer til vores land.

Forventninger om, at de bliver integreret, at de lærer spro-

get, sætter sig ind i kulturen, at de har en interesse for det

land, som de er flyttet til, at de tilslutter sig de værdier,

herunder særligt demokrati og ligestilling, som det danske

samfund bygger på. Derfor mener jeg også, at det er helt

naturligt, at en stor del af dem på et tidspunkt får lyst til at

søge statsborgerskab i vores land.

Vores opgave i Folketinget er så at forvalte tildeling af

statsborgerskab inden for rammerne af den særlige be-

stemmelse, vi har i § 44 i Grundloven.

Det er vores opgave her i Folketinget at finde en model

for, hvordan vi sikrer, at Danmark – som et åbent land i en

tid, hvor der er migration, både ind og ud af landet – er i

stand til at tildele statsborgerskab på en måde, så det ikke

er noget, man trækker i en automat.

At vi sikrer at finde en model, hvor der på den ene side

bliver stillet krav, hvor vi viser, at vi har nogle forventnin-

ger om, at man tilslutter sig samfundets værdier, bakker

op om og bidrager aktivt til det danske samfund, hvis man

ønsker dansk statsborgerskab. Men også en model, der på

den anden side sikrer, at tildelingen af statsborgerskab

sker på en rimelig og transparent måde.

Og jeg synes, at den model, som Folketinget har udviklet

og forfinet igennem årtier, er ret fornuftig. Altså den mo-

del, hvor det er et flertal i Folketinget, der sætter sig sam-

men og fastlægger nogle objektive betingelser, som folk

skal leve op til, og som man som borger, der bor i det her

land, på forhånd kan orientere sig i.

Så kan folk søge dansk statsborgerskab, og hvis de lever

op til de betingelser, som et flertal har fastsat, så kan de

være ret sikre på, at deres navn ender på et lovforslag om

indfødsrets meddelelse. Et lovforslag, der bliver vedtaget

her i Folketinget.

Men i og med, at der ikke kan foretages et skøn i ministe-

riet på grund af den grundlovsbestemmelse, vi har, hvor

det kun er politikere, der kan tildele statsborgerskab, så er

der, som på alle andre områder, hvor der forvaltes, behov

for, at der foretages et skøn et andet sted, og det skøn fo-

retages i Folketingets Indfødsretsudvalg, forinden loven

fremsættes.

Det kan f.eks. være, at der er en ansøger, som på grund af

sygdom ikke er i stand til at opfylde de betingelser, der er

stillet, og så kan udvalget forholde sig til det.

Det, som spørgeren forfølger med sine gentagne spørgs-

mål om bl.a., hvorfor jeg bl.a. ikke vil oversende oplys-

ninger om ansøgere til Indfødsretsudvalget, det er en

grundlæggende anden model for tildeling af statsborger-

skab. Jeg synes, at det er en dårligere model, men det er

en model, der også kan rummes inden for rammerne af

grundloven.

Det er en anden model, fordi selvom ansøgere lever op til

de objektive betingelser, der er fastsat af et flertal i Folke-

tinget, så skal der fortsat foretages en sagsbehandling – en

politisk sagsbehandling i Folketingets Indfødsretsudvalg,

hvor man fjerner nogle ansøgere, selvom de opfylder alle

de objektive betingelser – og det er jeg imod.

Hvis man ønsker en anden model, så synes jeg, at man må

stå ved det og sige det åbent. Så må man sige, at man ud

over den sagsbehandling, der foretages i ministeriet på

baggrund af den politiske aftale, ønsker en efterfølgende

politisk stillingtagen til hver enkelt sag.

Det, som spørgeren efterlyser, er, at selvom folk lever op

til de politisk fastsatte betingelser, så vil man gerne have

oversendt alle sager enkeltvis. Udover at der vil være

nogle administrative og økonomiske udfordringer forbun-

det med et fuldstændigt andet set up, end det, der er aftalt

i dag, så synes jeg som sagt, at det er forkert og urimeligt

og i strid med den måde, vi har behandlet indfødsretsan-

søgninger på i årtier i Danmark – og jeg synes ikke, at vi

skal gå den vej.

Derfor kommer jeg ikke til at oversende tusindvis af sager

til Folketingets Indfødsretsudvalg med personlige oplys-

ninger om ansøgere, der lever op til samtlige de objektive

betingelser, der er aftalt af et flertal i Folketinget. Det me-

ner jeg virkelig vil være den forkerte vej at gå.

Tak for ordet.