Folketingets Grønlandsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2022 - 1921
Doknr.
553425
Dato
25-04-2022
Folketingets Grønlandsudvalg har d. 28. marts 2022 stillet følgende spørgsmål
nr. 75 (alm. del) til social- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Aaja Chemnitz Larsen (IA).
Spørgsmål nr. 75:
”Der er ikke sat punktum på historien om juridisk faderløse i Grønland, som
udgør et af de mørke kapitler i rigsfællesskabets historie. Statsministeren har
under sit seneste besøg i Grønland udtalt, at Danmark og Grønland står i dag
som ligeværdige parter bundet sammen af den fælles historie og fælles
værdier, og at man skal erkende de fejl, der er begået. Grønlands Råd for
Menneskerettigheder har i sin årsrapport fra 2014 anbefalet, at der bør
overvejes at kompensere dokumenterbare økonomiske tab for juridiske fader-
løse. Hvad er status for evalueringen af lovgivningen omkring rettigheder til
juridisk faderløse, og hvad er regeringens holdning til at kompensere juridisk
faderløse for dokumenterbare økonomiske tab ved tabt arveret?”
Svar:
Det er desværre sådan, at nogle juridisk faderløse – uanset fastslåelse af
faderskabet – ikke har kunne få del i arven efter deres far, fordi dødsboet er
afsluttet.
Som det fremgår af lovændringen fra 2014 (lov nr. 483 af 21. maj 2014), kan
faderskab, der er fastslået efter loven, ikke begrunde genoptagelse af et
dødsbo, der er afsluttet på det tidspunkt, hvor sag om faderskabet blev anlagt,
eller hvor anmodning om genoptagelse af en afsluttet faderskabssag blev
fremsat. Begrundelsen herfor er, at arvinger, der evt. har modtaget arv fra
allerede afsluttede dødsboer, ikke skal kunne fratages denne arv.
I forbindelse med lovændringen var det regeringens holdning, at der ikke var
grundlag for en kompensationsordning, og det bemærkes i øvrigt, at
Inatsisartuts tilslutning til lovforslaget ikke var betinget af en erstatnings- eller
kompensationsordning.
Om evaluering af lovændringen kan jeg oplyse, at det af betænkning, afgivet af
Grønlandsudvalget den 9. maj 2014 over LFS 16, Forslag til lov om ændring af
lov for Grønland om børns retsstilling og arvelov for Grønland (Fastslåelse af
faderskab til børn født uden for ægteskab før ikrafttræden af lov for Grønland
om børns retsstilling m.v.), fremgår, at udvalget opfordrede regeringen til, at
loven evalueres.
1