GRU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 100: Spm. om sagerne om tvangsanbringelser af grønlandske børn i Danmark bør revurderes, da testen kritiseres for at være misvisende ift. forældrenes intelligens, til social- og ældreministeren

Grønlandsudvalget 2021-22
GRU Alm.del
Offentligt

Børn med grønlandsk

baggrund, der er anbragt i

Danmark – fra danske

kommuner

Karen Margrethe Dahl, Maliina Grønvold Olsen, Mette Lausten

og Jakob Trane Ibsen

GRU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 100: Spm. om sagerne om tvangsanbringelser af grønlandske børn i Danmark bør revurderes, da testen kritiseres for at være misvisende ift. forældrenes intelligens, til social- og ældreministeren

Børn med grønlandsk baggrund, der er anbragt i Danmark – fra danske kommuner

e-ISBN: 978-87-7582-055-9

Modelfoto: Ole Bo Jensen/VIVE

Projekt: 301917

Finansiering: Midler fra Nordatlantpuljen afsat på Finansloven for 2021

VIVE

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Herluf Trolles Gade 11

1052 København K

www.vive.dk

VIVEs publikationer kan frit citeres med tydelig kildeangivelse.

Forord

Børn med grønlandske forældre, der bor i Danmark, anbringes 5-7 gange of-

tere uden for hjemmet end børn med danske forældre. Dette forhold vækker

bekymring i Grønland og Danmark og har ført til, at der på finansloven for 2021

blev afsat midler til at afdække baggrunden for, at børnene anbringes, proces-

sen, når det sker, og trivslen hos de børn med grønlandsk baggrund, der an-

bringes fra danske kommuner. Dette er formålet med denne rapport, der byg-

ger på registerdata fra Danmarks Statistik, spørgeskemadata indsamlet blandt

børn, der bor i en plejefamilie eller på døgninstitution, samt kvalitative sags-

og interviewdata om 17 familier med grønlandsk baggrund, der har et eller

flere børn, der er anbragt uden for hjemmet. De kvantitative data er fra perio-

den 2014-2020, mens de kvalitative interviews er indsamlet i 2021.

Forhåbningen er, at rapporten kan hjælpe professionelle i de danske kommu-

ner og grønlandske forældre til en større grad af gensidig forståelse og danne

baggrund for, at det danske system bedre kan hjælpe grønlandske familier,

der får brug for hjælp til at håndtere deres familieliv.

VIVE ønsker at rette en stor tak til forældre, børn og unge, plejeforældre og

kommunale myndighedsrådgivere for at fortælle om deres oplevelse af anbrin-

gelsesprocessen og til de grønlandske forældre for at lade os læse om anbrin-

gelsesforløbet i børnenes anbringelsessager.

Rapporten er udarbejdet af Karen Margrethe Dahl, Maliina Grønvold Olsen,

Mette Lausten og Jakob Trane Ibsen. Karen Margrethe Dahl har været projekt-

leder på undersøgelsen.

Rapporten er finansieret af midler fra Nordatlantpuljen afsat på Finansloven

for 2021. Den er blevet fulgt af en følgegruppe med repræsentanter for det

grønlandske miljø i Danmark, myndighedsrådgivere og ledere fra danske kom-

muner og forskere. Der er foretaget eksternt og internt review af rapporten –

vi takker for konstruktive kommentarer fra alle.

Kræn Blume Jensen

Forsknings- og analysechef for VIVE Social

Indholdsfortegnelse

Sammenfatning

1.1

1.2

1.3

1.4

Indledning

Børn med grønlandsk baggrund i Danmark – og deres forældre

Børn og familiers rettigheder

Grønlandsk og dansk familiekultur

Læsevejledning

2.1

2.2

Data og analysemetoder

Kvantitative data og analysemetoder

Kvalitative data og analysemetoder

3.1

3.2

Grønlandske forældre, hvis børn anbringes i Danmark

Indledning

Forældrenes nuværende situation og karakteristika

3.3 Forældrenes opvækst

3.4 Er børn med grønlandsk baggrund i højere grad anbragte – når der

tages højde for børnenes familiesituation?

3.5

Opsamling

4.1

4.2

Sagsbehandling og forebyggelse

Indledning

Møder mellem grønlændere og danske sagsbehandlere

4.3 Udredning af børnetrivsel og forældrekompetencer

4.4 Forebyggende foranstaltninger

4.5

Opsamling

5.1

Anbringelsen

Indledning

5.2

5.3

5.4

5.5

5.6

5.7

Begrundelsen for anbringelsen

Frivillige anbringelser og tvangsanbringelser

Valg af anbringelsessted

Samarbejdet mellem forældre og plejeforældre

Samvær mellem børn og forældre

Opsamling

100

6.1

6.2

6.3

Børnenes trivsel

Indledning

Helbred

Børnenes adfærd og trivsel

102

103

104

106

109

110

111

116

6.4 Oplevelse af tilknytning og trivsel på anbringelsesstedet

6.5

6.6

6.7

6.8

Skolegang og faglig udvikling

Venner og fritidsliv

Tilknytning til familie, netværk og kultur

Opsamling

Litteratur

Bilag 1 Resultat af propensity score matching

117

123

Sammenfatning

Børn med grønlandsk baggrund er oftere

anbragt

Børn med grønlandske forældre, der bor i Danmark, anbringes oftere uden for

hjemmet end børn med danske forældre. Tal fra Danmarks Statistik viser såle-

des, at 5 ud af 100 børn, der er født i Danmark af grønlandske forældre, og 7

ud af 100 børn, der er født i Grønland af grønlandske forældre, er anbragt

uden for hjemmet. Blandt børn med to danske forældre er omtrent 1 ud af 100

anbragt uden for hjemmet.

Opdeles familierne på forældres og børns fødested, ser vi, at forældre, der

selv er født i Grønland, men hvor børnene er født i Danmark, har den højeste

sandsynlighed for at få anbragt deres børn (16 %). Over for dette er anbringel-

seshyppigheden omkring 4 % blandt børn, der har en grønlandsk og en dansk

forælder, og som selv er født i Danmark.

Disse markante tal er udgangspunktet for denne undersøgelse af børn med

grønlandsk baggrund, der bor i Danmark med deres familier. Undersøgelsen

beskriver således ved hjælp af kvantitative og kvalitative data:

Hvad der kendetegner de grønlandske familier, der oplever en an-

bringelse, og om børn med grønlandsk baggrund har en højere sand-

synlighed for at blive anbragt, når man tager højde for familiernes

kendetegn (fx beskæftigelse, psykisk sygdom, misbrugsbehandling,

kriminalitet og evt. boligforhold)

Hvordan sagsbehandlingen og anbringelsesprocessen foregår, når et

barn med grønlandsk baggrund anbringes uden for hjemmet

Hvordan børnene og de unges trives, og hvordan de oplever deres

relationer til henholdsvis anbringelsessted, forældre og grønlandsk

kultur.

Undersøgelsen fokuserer på alle børn, der har mindst en forælder, der er født i

Grønland. Da den grønlandske identitet kan spille en varierende rolle for disse

børn, omtales børnene som ”børn med grønlandsk baggrund” frem for fx

”grønlandske børn”.

Grønlandske forældre til anbragte børn i

Danmark er vanskeligt stillede

Undersøgelsen viser, at grønlandske forældre, hvis børn anbringes uden for

hjemmet i Danmark – ligesom danske forældre til anbragte børn – ofte står i en

vanskelig situation i forhold til fx beskæftigelse, psykisk helbred og kriminali-

tet. I begge grupper er mindre end en fjerdedel af mødrene i beskæftigelse,

omtrent halvdelen af mødrene har en psykiatrisk diagnose, og næsten halvde-

len af fædrene har fået en betinget eller ubetinget dom for kriminalitet. På

flere af disse parametre er de grønlandske mødre og fædre til anbragte børn

ifølge de statistiske registerdata gennemsnitligt mere udsatte end de danske

mødre og fædre: De er i højere grad eneforsørgere (66 % mod 55 %), i højere

grad på kontanthjælp (66 % mod 55 %), ligesom forekomsten af misbrugsbe-

handling er højere (20 % af de grønlandske mødre mod 11 % af danske mødre

til anbragte). Det kvalitative datamateriale bekræfter, at livet for en del af de

grønlandske forældre til anbragte børn er præget af vold, misbrug, hjemløshed

eller økonomisk usikkerhed. For nogle er denne situation opstået før flytningen

til Danmark. Andre oplever først vanskeligheder i mødet med det danske sam-

fund, der for en dels vedkommende fører til social isolation og ensomhed. I

nogle af anbringelsessagerne spiller den sociale isolation sammen med andre

risikofaktorer i familien og betyder, at helbredsvanskeligheder, misbrug eller

økonomiske problemer får større betydning for familielivet, end disse risiko-

faktorer ville have fået, hvis der

havde

været et netværk omkring familien.

Forældrenes svære situation viser sig ved, at børn med grønlandsk baggrund i

højere grad end børn med dansk baggrund anbringes på grund af deres foræl-

dres situation og i mindre grad på grund af deres egne individuelle vanske-

ligheder.

Sammenlignes den samlede gruppe af grønlandske forældre i Danmark med

en dansk gruppe forældre med samme karakteristika (ifølge registerdata), re-

duceres forskellen på anbringelseshyppigheden mellem børn med dansk og

grønlandsk baggrund væsentligt. Der er dog stadig en forskel – og en overre-

præsentation – af børn og unge med grønlandsk baggrund på 1,7 procentpo-

int, idet vi i den sammenlignelige gruppe af børn med dansk baggrund finder

3,9 %, der er anbragt uden for hjemmet, mod 5,6 % af alle børn med grøn-

landsk baggrund i Danmark. Det vil altså sige, at børn med grønlandsk bag-

grund har 1,4 gange højere sandsynlighed for at være anbragt end børn med

dansk baggrund, når der korrigeres for forskelle på familiernes baggrundsfor-

hold. Den tilbageværende forskel kan sandsynligvis forklares med forhold i fa-

milierne, der ikke findes viden om i registrene, men som træder frem i det kva-

litative datamateriale og i tidligere undersøgelser af grønlændere i Danmark.

Det kan fx handle om forældrenes traumereaktioner efter turbulente opvækst-

forhold, hjemløshed eller voldelige konflikter i familierne. Derudover kan det

handle om en dårligere sagsbehandlingsproces i sagerne med de grønlandske

familier, der fx betyder, at man i mindre grad lykkes med de forebyggende til-

tag, der iværksættes forud for anbringelsen.

Sprogvanskeligheder vanskeliggør inddragelse

Sagsbehandlere og forældre er enige om, at det er befordrende for samarbej-

det, at der deltager en tolk ved møderne, når forældrenes hverdagssprog pri-

mært er grønlandsk. I nogle anbringelsessager er der tolk på alle møder – i an-

dre sker det ikke, selvom forældrene ikke fuldt ud forstår, hvad der bliver sagt.

Når der ikke altid bruges tolk, handler det i nogle sager om, at sagsbehand-

lerne ikke ser et behov for tolk, fx fordi de har svært ved at aflæse, hvor me-

get forældrene forstår. Det kan også handle om praktiske udfordringer med at

skaffe (uvildige) tolke. Nogle forældre oplever, at deres ønske om brug af tolk

ikke imødekommes af sagsbehandlerne, men der er også eksempler på, at for-

ældrene selv afviser tolkebistand, fordi de oplever at tale godt dansk, selvom

det måske ikke rækker til at forstå fx lovgivning og andre ikke-hverdagslige

emner på møderne. I forhold til skriftlig oversættelse af væsentlige dokumen-

ter kræver lovgivningen, at der i hver sag foretages et konkret skøn af beho-

vet hos de involverede borgere. Der er dog i de anbringelsessager, der indgår

i det kvalitative data, ikke eksempler på, at skriftlige dokumenter er blevet

oversat til grønlandsk.

Oplevelse af kulturelle forskelle og gensidige

fordomme

Kulturelt opstår der forståelsesvanskeligheder mellem sagsbehandlerne og de

grønlandske forældre, der både handler om forskellige måder at fremstille sig

selv på og om forskellige værdier i opdragelse og familieliv. Det kan handle

om, at sagsbehandlerne i mødesituationen oplever forældrene som passive,

mens forældrene selv ser en tilbageholdende og lidt ydmyg selvfremstilling

som et tegn på respekt. Det kan også handle om, at forældrene oplever at

blive kritiseret for praksisser, som de oplever som normale blandt grønlæn-

dere. Det kan handle om kritik for ikke i tilstrækkelig grad at indtage en aktiv

og styrende rolle i arbejdet med barnets udvikling, for ikke i tilstrækkelig grad

at have en-til-en samtaler med barnet eller for ikke i tilstrækkelig grad at sikre

barnet en fast struktur i hverdagen. De kulturelle forskelle er i sagsmaterialet

ikke afgørende for beslutningen om anbringelse, men kan være med til at

skabe et dårligt samarbejde i sagsbehandlingen og gøre, at forældrene har

vanskeligt ved at indtage en positiv rolle i samværet med børnene.

Mange grønlandske forældre har desuden oplevelser af forskelsbehandling på

grund af den grønlandske baggrund. Det kan være oplevelser, de har i mødet

med det offentlige system eller i andre dele af samfundet, men handler ikke

nødvendigvis om konkrete oplevelser i de børnesager, som undersøgelsen

kigger på. Når forældrene møder sagsbehandlerne, er det dog i de mere kon-

fliktfulde sager med en stærk forventning om at møde forskelsbehandling og

ringeagt på grund af den grønlandske baggrund. En forventning, der hurtigt

omsættes til beskyldninger om racisme, når sagsbehandlerne prøver at

komme i dialog om situationen i hjemmet og omsorgen for børnene. En ud-

bredt fortælling blandt grønlændere i både Danmark og Grønland om, at grøn-

landske forældre har stor risiko for at få anbragt deres børn i Danmark, kan

derudover betyde, at nogle venter for længe med at bede om hjælp, og at man

derfor ikke får gang i en konstruktiv forebyggende proces.

Forskelle på det grønlandske og danske sociale

system skaber misforståelser

Ud over de sproglige og kulturelle forskelle er der også mulighed for misfor-

ståelser mellem forældre og sagsbehandlere, der handler om, at det faglige

system er forskelligt for grønlandske børn og børn med dansk baggrund, og at

forældrene derfor misforstår centrale begreber og oplever at blive vurderet

væsentligt anderledes, og hårdere, som forældre i det danske system. I Grøn-

land er der i en del områder en høj andel familier, der er udsatte. Da sagsbe-

handlere i Grønland derudover typisk har flere sager end en typisk dansk

sagsbehandler, kan der være forskellige tærskler for, hvornår man griber ind i

familien, og hvad der skal til, for at man anbringer et barn i Danmark og Grøn-

land. Nogle forældre fortæller således, at de før flytningen til Danmark ikke

havde været i kontakt med de sociale myndigheder og blev opfattet som en

relativt normalt fungerende familie. De bliver derfor overraskede over, at de-

res familieliv bliver set som problematisk for børnene i Danmark og har ikke

umiddelbart samme forståelse af, hvad der udgør en risikofaktor i et børneliv i

Danmark som sagsbehandlerne. Derudover ser vi, at forældrene har svært ved

at forstå, hvad fx et frivilligt samtykke til anbringelse betyder og har af konse-

kvenser. Det kan handle om, at der i Grønland er/har været en mere fleksibel

tilgang til anbringelse, hvor forældrene selv har kunnet indgå aftaler om mid-

lertidige anbringelser af deres børn hos familie og netværk – og ophæve afta-

len, når de igen kunne have børnene boende. Misforståelser af begrebet frivil-

lighed betyder, at nogle grønlandske forældre føler sig pressede til at accep-

tere et samtykke.

Børnefaglige undersøgelser dækker et bredt

spektrum af udfordringer og ressourcer, men

forældrekompetenceundersøgelser bør

tilpasses sprog og kultur

Forud for en anbringelse skal der gennemføres en børnefaglig § 50-undersø-

gelse af barnets individuelle forhold og familiesituation. I nogle sager med

børn med grønlandsk baggrund rejses der tvivl om, hvorvidt de gennemførte

§ 50-undersøgelser er egnede til at opfange de grønlandske familiers udfor-

dringer og ressourcer, da især de anvendte psykologiske test i forældrekom-

petenceundersøgelserne mistænkes for kulturelle og sproglige bias (skævhe-

der). VIVEs undersøgelse viser, at de gennemførte forældrekompetenceunder-

søgelser i sagsmaterialet bygger på et bredt spektrum af informationskilder og

metoder samt flere forskellige typer af test. Der er således ikke eksempler på,

at forældrene vurderes på et enkelt testresultat eller en enkeltstående kilde.

Der er dog grund til at øge opmærksomheden omkring de kulturelle og sprog-

lige bias, der kan være i testinstrumenterne, og arbejde mod, at psykologen,

der tester forældrene, har forståelse for den grønlandske kulturbaggrund.

Derudover påpeger undersøgelsen et behov for, at de anvendte test oversæt-

tes til grønlandsk og valideres på personer med grønlandsk baggrund.

Nogle forældre oplever, at forældrekompetenceundersøgelserne har for stort

fokus på udfordringerne i hjemmet og kun i mindre grad har blik for ressour-

cerne. Den øgede brug af forældrekompetenceundersøgelser er indført for at

styrke forældrenes retssikkerhed i tvangsanbringelsessager. I nogle af sa-

gerne med de grønlandske familier oplever forældrene dog i stedet, at deres

position som forældre svækkes, ved at problemerne i familien bliver tydelig-

gjort af en autoriseret psykolog, som de oplever står på samme side i sagen

som den kommunale sagsbehandler. Dette forhold understreger et behov for

at sikre, at undersøgelserne ikke har indbyggede kulturelle bias, og at under-

søgelserne ikke opleves som et redskab, der primært har til formål at under-

bygge en tvangsanbringelsesbeslutning, der er taget på forhånd.

Derudover giver nogle forældre i undersøgelsen udtryk for, at der er oplysnin-

ger på deres barns sag, som de ikke mener er korrekte eller kan genkende.

For eksempel kan der stå i en sag, at forælder har depressive symptomer,

uden at der er stillet en egentlig diagnose. Eller der kan stå, at der har været

mistanke om alkoholmisbrug, selvom mistanken ikke længere er aktuel. Nogle

beder derfor om at få slettet eller rettet sådanne oplysninger, og det kan ople-

ves frustrerende, når sletning eller rettelse ikke sker. Ifølge lovgivningen har

forældrene ret til at kommentere på sagsbehandlernes beskrivelse, og deres

kommentarer skal noteres på sagen. Men af hensyn til dokumentation af sa-

gens gang – herunder forskellige vurderinger fra personer omkring familien –

har de kun ret til at få slettet eller rettet forhold, der er faktuelt forkerte, så-

som navne eller adresser.

Forløb med forebyggende foranstaltninger

præges af samarbejdsudfordringer

Børn med grønlandsk baggrund modtager i højere grad end børn med dansk

baggrund forebyggende foranstaltninger. I sagsmaterialet ser det dog ud til, at

det problematiske samarbejde i sagsbehandlingen også kan betyde problemer

i det forebyggende arbejde. Det kan føre til meget langstrakte forebyggende

forløb, hvor kommunen afprøver forskellige tiltag uden at opnå et konstruktivt

samarbejde med forældrene, samtidig med at barnets trivsel forværres. Vi ser

også eksempler på forløb, hvor det ser ud til, at kommunen relativt hurtigt gri-

ber til en anbringelse på baggrund af et begrænset indblik i familiens ressour-

cer og udfordringer, fordi der er et højt konfliktniveau i sagen. I sagsmaterialet

ser vi dog også eksempler på veltilrettelagte forebyggende forløb, hvor man

gradvist bevæger sig op ad indsatstrappen og lykkes med en inddragende og

afklarende proces undervejs.

De interviewede sagsbehandlere foreslår, at man i højere grad laver forebyg-

gende tiltag direkte rettet mod grønlandske familier. Det kunne fx være mere

helhedsorienterede indsatser, der samtænker familiebehandling med beskæf-

tigelse eller øget brug af parallelanbringelse på forælder-barn-hjem, der er til-

passet personer med grønlandsk kulturbaggrund.

Mange hensyn i valg af anbringelsessted –

sjældent fokus på sproglig og kulturel

kontinuitet

Anbragte børn og unge med grønlandsk baggrund bor oftere end børn med

dansk baggrund i plejefamilie og lidt sjældnere på institution. Der er næsten

udelukkende tale om danske plejefamilier, hvilket skyldes, at der er meget få

grønlandske plejefamilier i Danmark. I valget af plejefamilie spiller nærheden til

de biologiske forældre, mulighed for, at søskende kan bo sammen og kemien

mellem barn, forældre og plejeforældre en vigtig rolle, mens kulturel og sprog-

lig kontinuitet spiller en mindre rolle. Forældrene føler sig i mindre grad inddra-

gede i valget af anbringelsesstedet. Blandt børnene er der dog samme ople-

velse af involvering i valg af anbringelsessted som blandt danske anbragte

børn.

En del af forældrene og plejeforældrene oplever samarbejdsvanskeligheder.

For nogle fortsætter vanskelighederne i store dele af anbringelsen. Andre op-

lever dog en bedring i samarbejdet, i takt med at der opbygges et tillidsforhold

mellem forældre og plejeforældre, og hvis forældrene oplever, at børnene tri-

ves hos plejeforældrene, og hvis de selv oplever at få rum til at være forældre

på egne præmisser.

Praktiske og sproglige begrænsninger i

samværet

Børn med grønlandsk baggrund har lige så hyppigt som børn med dansk bag-

grund samvær med mor, men mindre med far. For mange er samværet dog

støttet eller overvåget, hvilket opleves ufleksibelt og kunstigt af forældrene og

nogle gange af plejeforældrene. Det begrænsede samvær begrundes typisk

med begrænsede forældreressourcer, forældrenes ustabilitet, risiko for over-

greb, samarbejdsvanskeligheder – og at barnet har negative reaktioner efter

samvær.

Nogle forældre får at vide, at de ikke må/bør tale grønlandsk i samværet.

Dette begrundes med, at mange af børnene kun i begrænset omfang taler og

forstår grønlandsk, og at børnene derfor får mere ud af samværet og får mu-

lighed for en tættere relation til forældrene, hvis kommunikationen sker på

dansk. I de tilfælde, hvor samværet er overvåget eller støttet, kan begrundel-

sen dog også være, at støttepersonerne skal kunne bistå og kontrollere sam-

været.

Hvis børn og forældre skal have mulighed for en god kontakt i samværssituati-

onen, er det ikke hensigtsmæssigt, at kommunikationen mellem børn og foræl-

dre foregår med tolk. I de tilfælde, hvor både forældre og børn har det bedst

med at kommunikere på grønlandsk, og hvor den sproglige begrænsning

handler om, at kommunens samværskonsulenter skal have mulighed for at

støtte samværet, bør det dog undersøges, om det i højere grad er muligt at

bruge grønlandsksprogede samværskonsulenter, så samværet i så høj grad

som muligt er på børns og forældres præmisser.

Anbragte børn med grønlandsk baggrund

trives bedre end andre anbragte børn

Børn og unge med grønlandsk baggrund, der er anbragt, trives på flere para-

metre bedre end andre anbragte børn i Danmark. Det gælder både, når vi ser

på deres individuelle trivsel og adfærd, deres skolegang, deres oplevelse af

muligheder i fritiden, og når vi ser på deres oplevelse af at blive holdt af på

anbringelsesstedet. Den relativt gode trivsel blandt børn med grønlandsk bag-

grund kan handle om, at de i mindre grad end børn med dansk baggrund er

anbragt på grund af egne adfærds- og trivselsvanskeligheder.

De kvalitative interviews bekræfter, at børnene med grønlandsk baggrund for

det meste trives og føler sig hjemme på deres anbringelsessteder. De inter-

viewede børn og unge oplever at være velintegrerede i deres lokalområde og

at have gode venskaber og fritidsliv. En del af sagerne beskriver dog børn, der

især i starten af anbringelsen har tilknytningsforstyrrelser, grænseløshed og

vanskeligheder med at mærke egne behov. Der er også børn, der viser sig at

have væsentlige sprog- og indlæringsproblemer. Derudover ser vi ligesom

blandt anbragte børn med dansk baggrund, børn med grønlandsk baggrund,

der efter en barndom med god trivsel i løbet af teenageårene udvikler store

adfærds- og trivselsproblemer.

Børnene med grønlandsk baggrund føler i lige så høj grad som anbragte børn

med dansk baggrund, at deres forældre holder af dem, og oplever, at anbrin-

gelsesstedet støtter deres kontakt til forældrene. De føler dog i mindre grad

end andre anbragte børn, at de kan få hjælp og støtte hos forældrene, og de

føler en mindre grad af tilknytning til forældrene end andre anbragte børn.

Dette kan både hænge sammen med forældrenes udsathed og med sproglig

og kulturel afstand mellem børn og forældre.

Få børn taler grønlandsk

Kun få af de anbragte børn i det kvalitative datamateriale taler grønlandsk. En

del har aldrig lært det, fordi de var små, da de blev anbragt, eller fordi deres

forældre ikke har lært dem grønlandsk. Andre har mistet deres grønlandske

sprog i løbet af anbringelsen. På dette område ligner de anbragte børn andre

børn med grønlandsk baggrund, der bor i Danmark, idet kun få børn med grøn-

landsk baggrund ifølge tidligere undersøgelser taler og forstår grønlandsk. En

del af de grønlandske forældre til anbragte børn har dog et ønske om, at bør-

nene lærer og fastholder deres grønlandske sprog, idet den sproglige forskel

mellem børn og forældre er med til at forstærke en følelsesmæssig afstand.

Blandt børnene og de unge ser vi, at ønsket om at kunne tale grønlandsk eller

fastholde en stærk tilknytning til grønlandsk kultur varierer og ser ud til at

hænge sammen med, hvorvidt de

har

kunnet tale grønlandsk, og hvor meget

grønlandsk kultur har fyldt i deres opvækst. De halvstore nuværende anbragte

børn, som er interviewet i undersøgelsen, ser det at være grønlandsk som en

af flere identitetsparametre i deres liv og vægter ofte samvær med venner og

deltagelse i fritidsaktiviteter højere end undervisning i grønlandsk og delta-

gelse i grønlandske kulturaktiviteter. Flere sagsbehandlere ser dog, at en del

anbragte børn viser en større interesse for – og glæde ved – aktiviteter sam-

men med andre med børn med grønlandsk baggrund, når de kommer op i

teenageårene. Ligeledes ser vi, at de tidligere anbragte unge i undersøgelsen,

der selv er delvist opvokset i Grønland, oplever et behov for at genetablere en

tilknytning til deres grønlandske baggrund og vedligeholde deres grønlandske

sprog som voksne.

Perspektivering

Undersøgelsen afdækker således ved hjælp af flere forskellige datakilder år-

sagerne til, at de grønlandske familier ender med at få anbragt deres børn, og

sagsprocessen, når det sker. Generelt viser undersøgelsen, at forskellen i an-

bringelseshyppigheden blandt børn med grønlandsk og dansk baggrund delvis

skyldes, at grønlandske familier i Danmark gennemsnitligt befinder sig i en

mere udsat position. Derudover er der indikationer på, at samarbejdet mellem

de grønlandske familier og de danske sagsbehandlere ikke altid lykkes, og at

det betyder, at man ikke lykkes med at hjælpe børnene med forebyggende til-

tag, mens de bor i hjemmet.

Den højere anbringelsesprocent blandt børn med grønlandsk baggrund i Dan-

mark skal ses i sammenhæng med anbringelsesprocenten i Grønland, hvor

4,5 % af alle børn er anbragt uden for hjemmet i plejefamilie eller på døgninsti-

tution. Børn med grønlandsk baggrund i Danmark er altså meget oftere an-

bragt uden for hjemmet sammenlignet med børn med dansk baggrund – men

kun lidt oftere anbragt uden for hjemmet, når de sammenlignes med børn, der

bor i Grønland. Undersøgelsen kan ikke vise, i hvilken grad familier med grøn-

landsk baggrund ligner familier, der bor i Grønland. De høje anbringelsestal i

begge grupper tyder dog på, at en del familier med grønlandsk baggrund har

svære betingelser for at få deres familieliv til at fungere, og at en del familier

med grønlandsk baggrund i begge lande har brug for hjælp, inden børnene en-

der med at blive anbragt uden for hjemmet.

I undersøgelsen fremkommer der forskellige løsningsforslag, som måske kan

forbedre samarbejdet mellem sagsbehandlere og grønlandske forældre i Dan-

mark. Det handler om at øge sagsbehandlernes viden om grønlandske forhold

og udvikle mødeformer og forebyggende tiltag, der er sensitive over for, at

grønlænderes selvfremstilling og familieværdier kan være anderledes end

danskeres. Det er dog vigtigt, at man i udarbejdelsen af særlige grønlandske

tiltag ikke skærer alle grønlændere over en kam, men er opmærksom på, at

grønlandsk kultur og sprog spiller forskellige roller for de grønlændere, der bor

i Danmark. Undersøgelsen peger også på, at det er væsentligt af hensyn til

både borgernes retssikkerhed, vidensgrundlaget i sagen og samarbejdet mel-

lem sagsbehandler og familie at prioritere ressourcer til fx tolkebistand – også

tidligt i sagsforløbet, og i sager, hvor forældre taler nogenlunde dansk. Det

kan både dreje sig om tolkebistand ved møder og tolkning af væsentlige doku-

menter i sagen.

Undersøgelsen viser, at de grønlandske familier, der har børnesager i Dan-

mark, som oftest står i en meget udsat position og viser også til dels noget af

forklaringen på, at familierne er endt der. Der er dog brug for mere viden om,

hvorfor så mange grønlændere i Danmark ender i en udsat position, og brug

for mere opmærksomhed omkring grønlændernes oplevelse af mødet med

Danmark.

Undersøgelsen lægger således op til at undersøge, hvilken situation de grøn-

landske forældre står i, inden de flytter fra Grønland til Danmark, og hvordan

de integreres i arbejde, uddannelse og civilsamfund, når de flytter til Danmark.

Undersøgelsen peger også på et behov for mere viden om det konkrete møde

’mellem system og klient’ for borgere med grønlandsk baggrund. Den kvalita-

tive del af vores undersøgelse har belyst dette gennem interviews med flere

parter i dette møde. Denne kunne beriges af kvantitative og kvalitative under-

søgelser, der følger børn, unge og familier via registerdata og kvalitative stu-

dier over en længere periode, herunder i flere møder med sagsbehandlere og

foranstaltningspersoner. På baggrund af sådanne undersøgelser kan der ud-

vikles informationsmateriale, der kan styrke sagsbehandleres viden om særligt

de familier, hvor forældrene har opholdt sig kort tid i Danmark, og hvor deres

kulturelle tilknytning til Grønland er størst. Derudover kan informationsmateria-

let forberede forældre (og andre grønlændere) på mødet med det danske

samfund og system. Der kan desuden udarbejdes initiativer målrettet ny-

ankomne grønlændere i enten kommunalt regi eller i de grønlandske organisa-

tioner i Danmark. Derudover kan der måske udvikles nogle samarbejdsmodel-

ler mellem danske og grønlandske kommuner, der sikrer, at familier, der alle-

rede er i kontakt med det sociale system i Grønland, hurtigt får hjælp, når de

flytter til Danmark.

Undersøgelsen viser desuden, at der er brug for en øget opmærksomhed på

børnenes sproglige og kulturelle kontinuitet og på at modvirke fremmedgø-

relse mellem forældre og børn. En øget adgang til viden om grønlandske for-

hold for børn og plejefamilier og en øget adgang til positive fællesskaber med

andre børn med grønlandsk baggrund kan give børnene en mere positiv for-

ståelse af den grønlandske baggrund og hjælpe børn og forældre til en højere

grad af gensidig forståelse. Igen er det dog vigtigt, at man ikke skærer alle

børn med grønlandsk baggrund over en kam, men respekterer, at de kan have

forskellige ønsker til, hvor meget den grønlandske identitet skal fylde hos

dem, og hvad den skal indeholde.

Datagrundlag

Undersøgelsen bygger på kvantitative register- og spørgeskemadata samt

kvalitative data i form af børnenes anbringelsessager og interviews med for-

ældre, børn og unge, plejeforældre og sagsbehandlere.

De kvantitative registerdata dækker den samlede børnepopulation i Danmark i

2020, hvoraf 7.113 børn og unge i denne undersøgelse kategoriseres som børn

og unge med grønlandsk baggrund, fordi de har en eller to forældre, der er

født i Grønland. Børnene kan både være født i Grønland og i Danmark. Ud af

de 7.113 børn med grønlandsk baggrund er 396 børn anbragt uden for hjem-

met. Disse 396 børn og unge med grønlandske forældre sammenlignes med

9.821 børn og unge med danske forældre, der ligeledes er anbragt uden for

hjemmet. Registerdataene bruges til at afdække forældrenes situation og

dækker således fx forældrenes socioøkonomiske situation, psykiske helbreds-

forhold og kriminalitet.

Spørgeskemadataene er hentet fra Trivselsundersøgelsen blandt Anbragte

Børn og Unge, der har undersøgt trivslen blandt 11-, 13-, 15- og 17-årige an-

bragte børn i 2014, 2016, 2018 og 2020. Når vi puljer data fra de 4 år, kan vi

analysere på 127 børn, der ifølge registerdataoplysninger har en eller to foræl-

dre, der er født i Grønland. Disse børn holdes op imod 4.345 børn med dansk

baggrund, der ligeledes var anbragt uden for hjemmet i de 4 indsamlingsår.

Trivselsundersøgelsen bruges til at afdække børnenes trivsel og oplevelse af

relationer til forældre og anbringelsessted.

Det kvalitative sags- og interviewdata indeholder data om 17 familier med be-

skrivelser af i alt 29 anbragte børns sagsforløb. I 13 af sagerne har vi modta-

get sagsakter fra børnenes anbringelsessager, der fx består af børnefaglige §

50-undersøgelser, statusnotater og handleplaner. Derudover er 14 forældre, 7

børn og unge samt 6 plejeforældre, der optræder i de 17 sager, interviewet in-

dividuelt eller i par om: 1) oplevelsen af sagsbehandlingen, 2) anbringelsespro-

cessen, 3) børnenes trivsel og relationer mellem børn, forældre og anbringel-

sessted og 4) børnenes sproglige og kulturelle tilknytning til Grønland. 7 af in-

terviewene med forældrene er gennemført på grønlandsk. Endelig er der gen-

nemført fokusgruppeinterviews med sagsbehandlere og supplerende inter-

views/samtaler med aktører i det grønlandske miljø om barrierer og mulighe-

der i sagsbehandlingen af anbringelsessager med grønlandske familier.

Indledning

Børn med grønlandsk baggrund, der bor i Danmark, anbringes 5,6 gange of-

tere uden for hjemmet end børn med dansk baggrund. Denne store forskel er

anledningen til denne undersøgelse af baggrunden for, at børn med grøn-

landsk baggrund anbringes, og af processen omkring anbringelsen.

At være anbragt uden for hjemmet er et stort indgreb og en stor omvæltning i

ethvert barns og families liv – ja, faktisk det mest vidtgående indgreb, man

som myndighed kan foretage i en familie. Der er derfor en række betingelser,

der skal være opfyldt, og procedurer, der skal følges for at sikre, at barnets

problemer ikke kan løses

”under barnets fortsatte ophold i hjemmet”

og for at

sikre, at barnet får bedre mulighed for trivsel og udvikling på anbringelsesste-

det end i hjemmet (Social- og Indenrigsministeriet, 2018). Det betyder fx, at

der er særlige krav til den børnefaglige undersøgelse, der afdækker barnets

og forældrenes situation forud for anbringelsen (§ 50-undersøgelsen), at for-

ældre og børn inddrages i sagsbehandlingen, at anbringelsen sker på et sag-

ligt, ikke-diskriminerende og proportionalt grundlag, at man vælger det anbrin-

gelsessted, der bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov, og at

kommunen løbende fører tilsyn med, at anbringelsesstedet er i stand til at op-

fylde barnets behov (Svendsen, 2017; Svendsen & Hartoft, 2013).

Nogle børn og familier deler myndighedernes opfattelse af årsagerne til an-

bringelsen og oplever en lettelse ved at få hjælp. Andre forældre er uenige i

anbringelsen og modsætter sig indgrebet. Uanset om anbringelsen sker med

eller uden forældrenes samtykke, vil der i de fleste familier være følelser af

sorg, savn og frustration over situationen. Følelser af ikke at slå til og af tvivl

om, hvad anbringelsen vil føre med sig – for barnets trivsel og udvikling og for

relationen mellem barnet og forældrene.

For familier med grønlandsk baggrund er der særlige problemstillinger i den

adskillelse, der opstår med anbringelsen, og vilkårene for at bevare en relation

mellem det anbragte barn og forældrene, da børnene som oftest anbringes i

plejefamilier eller institutioner, der ikke taler eller forstår grønlandsk. Det bety-

der, at børnene har sværere ved at tilegne sig og bevare deres grønlandske

sprog og tilhørsforhold, hvilket kan skabe distance til forældrene og danne

grundlag for en identitetsmæssig rodløshed hos børnene. Det kan også være

svært for forældre, anbringelsessted og sagsbehandler at have en fælles for-

ståelse af, hvad barnets behov er, og hvilke aftaler, man har indgået med hin-

anden.

Det høje anbringelsestal blandt børn med grønlandsk baggrund og de særlige

omstændigheder, der knytter sig til processen i anbringelsessager med grøn-

landske familier, er udgangspunktet for denne undersøgelse af børn med

grønlandsk baggrund, der bor i Danmark med deres familier og som (med få

undtagelser) anbringes i danske plejefamilier og institutioner.

Undersøgelsen har således til formål at belyse

Hvad der kendetegner de grønlandske familier, der oplever en an-

bringelse, og vise, om børn med grønlandsk baggrund har en højere

sandsynlighed for at blive anbragt, når man tager højde for familier-

nes karakteristika (fx socioøkonomiske ressourcer, psykisk sygdom,

misbrugsbehandling, kriminalitet og evt. boligforhold).

Hvad der kendetegner sagsbehandlingen og anbringelsesprocessen,

når et barn med grønlandsk baggrund anbringes uden for hjemmet

med særligt fokus på, hvilke forhold der har ført til beslutningen om

anbringelse, hvordan børn og forældre er blevet involveret i sagsfor-

løbet, samt i hvilken grad grønlandsk sprog og kultur har spillet en

rolle i sagsforløbet og ved valg af anbringelsessted og støtteforan-

staltninger.

Hvordan børnene og de unges trives ud fra deres egne udsagn i hen-

holdsvis spørgeskemaundersøgelser og kvalitative interviews.

Undersøgelsen indeholder både kvantitative og kvalitative analyser. De kvan-

titative analyser giver mulighed for at sammenlige anbragte børn med grøn-

landsk baggrund med andre anbragte børn i Danmark med hensyn til deres fa-

miliesituation og deres trivsel. De kvalitative analyser formidler erfaringer og

perspektiver fra både børn og unge, forældre, plejeforældre og sagsbehand-

lere om sagsbehandling, anbringelse og trivsel.

Undersøgelsen fokuserer på alle børn, der har mindst en forælder, der er født i

Grønland. Da den grønlandske identitet kan spille en varierende rolle for disse

børn, omtales børnene som ”børn med grønlandsk baggrund” frem for fx

”grønlandske børn”. På samme måde omtales sammenligningsgruppen af børn

med to danske forældre som ”børn med dansk baggrund”, da en del af bør-

nene med grønlandsk baggrund formodentlig også oplever sig selv danske.

Som ramme for undersøgelsen redegør vi indledende kort for nogle generelle

træk ved borgere med grønlandsk baggrund, som lever i Danmark, men er op-

vokset i Grønland. Dernæst beskrives den danske lovgivning på anbringelses-

området, der jævnføres med den grønlandske anbringelseslovgivning på prin-

cipielt plan. Derefter tegner kapitlet et billede af nogle typiske træk ved grøn-

landsk og dansk børne- og familiekultur, som ofte trækkes frem i den gene-

relle debat og i de sager, der indgår i denne undersøgelse. Endelig beskriver

kapitlet forskellige teoretiske kulturforståelser, som anvendes i de efterføl-

gende analyser.

1.1

Børn med grønlandsk baggrund i Danmark – og

deres forældre

I 2021 boede der i Danmark 16.740 personer, der var født i Grønland. Denne

gruppe af grønlændere i Danmark er en mangfoldig gruppe, som ikke kan sæt-

tes på en enkelt formel. Nogle har boet i Danmark, siden de var børn. Nogle er

flyttet til Danmark for at studere og flytter måske tilbage til Grønland efter de-

res uddannelse. Nogle flytter til Danmark, fordi de bliver kæreste eller gifter

sig med en, der bor i Danmark, mens andre igen flytter for at opnå bedre leve-

vilkår for dem selv eller deres børn, end de havde i Grønland (Christensen,

2010; Baviskar, 2015; Rådet for Socialt Udsatte, 2013; Økonomisk Råd, 2013).

Størstedelen af grønlændere i Danmark er velfungerende og velintegrerede i

det danske samfund. En kortlægning af levevilkårene blandt grønlændere i

Danmark fra 2015 viser dog, at andelen af socialt udsatte blandt grønlændere i

Danmark er højere end i den øvrige danske befolkning på en række områder.

Det gælder fx i forhold til beskæftigelse, hvor 37 % af de 25-50-årige grøn-

lændere er registrerede som lønmodtagere eller selvstændige mod 80 % af

den danske befolkning. Det gælder i forhold til hjemløshed, hvor 6 % har været

indskrevet på et herberg eller forsorgshjem mod 0,13 % af danskerne. Og det

gælder i forhold til andelen, der er indskrevet i offentlig behandling for alko-

holmisbrug, hvor 2,4 % grønlændere mod 0,2 % øvrige danske befolkning

havde været i behandling for et alkoholmisbrug inden for et år (Baviskar,

2015).

Den nyeste opgørelse fra Grønlands Statistik fra 2021 viser, at næsten halvde-

len af grønlænderne i Danmark har boet i Danmark i en sammenhængende pe-

riode på mere end 20 år (Grønlands Statistik, 2022a). Det samme har tidligere

undersøgelser vist, og det betyder ifølge Togeby (2002) og Christensen

(2010), at mange af de grønlændere, der bor i Danmark, oplever en form for

dobbeltidentitet, hvor de opfatter sig selv som både grønlændere og dan-

skere. De kan have en positiv tilknytning til Grønland (landet, naturen, kosten,

familie, venner, aktiviteter), men deres livsform afviger meget lidt fra andre

borgere i Danmark (Christensen, 2010).

Generelt viser Togebys undersøgelse, at grønlændere oplever at have gode

muligheder for at vedligeholde deres grønlandske identitet og kultur. I mødet

med det danske samfund oplever grønlænderne dog ofte kulturelle og sprog-

lige barrierer, og næsten halvdelen af grønlændere har oplevet at blive mødt

med fordomme af danskere (Togeby, 2002; Laage-Petersen, 2015).

Fokuserer vi udelukkende på børn med grønlandsk baggrund og forældrene til

disse børn, finder vi i 2020 7.113 børn, der havde mindst en forælder, der var

født i Grønland, og hvor børnene enten selv enten var født i Grønland eller var

født i Danmark. Langt størstedelen af disse (81 %) er født i Danmark, og langt

størstedelen er børn, hvor den ene forælder er født i Grønland, mens den an-

den typisk er født i Danmark (90 %). Christensen (2010) viste, at der i familier,

hvor kun den ene forælder er dansk, oftest er tale om en grønlandsk mor og

en dansk far.

Tabel 1.1

Børn med grønlandsk baggrund fordelt på eget fødested og på for-

ældres fødested. 2020. Procent og antal.

Begge forældre

født i Grønland

Barn født i Grønland

Barn født i Danmark

Alle (procent)

Alle (antal)

Anm.:

En forælder

født i Grønland

Alle, antal og

procent

1.360

(19 % af alle)

5.753

(81 % af alle)

100

7.113

6.397

716

Børn født uden for både Danmark og Grønland er inkluderet i gruppen af børn født i Danmark. Det drejer sig om 84 børn, der alle har

en forælder født i Grønland.

Kilde:

VIVEs beregninger på registerdata for 0-17-årige i Danmark i 2020.

Christensen (2010) viste endvidere, at flertallet af mødrene til børn med grøn-

landsk baggrund opfatter deres barn som dansk (65 %) eller både grønlandsk

og dansk (28 %), mens kun få ser barnets identitet som udelukkende grøn-

landsk (7 %). I gruppen, hvor begge forældre er født i Grønland, er der dog 24

%, der opfatter børnenes identitet som udelukkende grønlandsk. Spørgsmålet

om identitet og forældres fødested hænger tæt sammen med børnenes sprog-

lige kompetencer på dansk og grønlandsk. Således viser Christensen, at næ-

sten alle børn med grønlandsk baggrund, der bor i Danmark, ifølge deres

mødre taler godt dansk, mens kun 8 % er gode eller nogenlunde gode til grøn-

landsk. I gruppen med to grønlandske forældre er der dog en tredjedel, der er

gode eller nogenlunde gode til grønlandsk, en tredjedel, der ikke er gode til

grønlandsk, og en tredjedel, der slet ikke taler grønlandsk.

Generelt udgør børn med grønlandsk baggrund en meget lille del af børnebe-

folkningen i Danmark. I alt har 0,6 % af alle børn i Danmark grønlandsk bag-

grund. Ser vi på Danmarkskortet i Figur 1.1, finder vi, at børn med grønlandsk

baggrund udgør en lidt større andel af børnebefolkningen i Nord- og Midtjyl-

land, det sydlige Fyn, på Bornholm og flere ø-kommuner. Omvendt bor der kun

få børn med grønlandsk baggrund på Sjælland. Knap halvdelen af kommu-

nerne har mindre end 0,5 % børn med grønlandsk baggrund i kommunen,

mens de udgør 4 % af børnebefolkningen i den kommune, hvor der bor flest.

Figur 1.1

Geografisk fordeling af børn med grønlandsk baggrund i

Danmark

Anm.:

Kilde:

Landsgennemsnittet er 0,6 % børn med grønlandsk baggrund.

VIVEs beregninger på registerdata for 0-17-årige i Danmark i 2020.

Som det gælder den generelle grønlandske befolkning, har størstedelen af

børn med grønlandsk baggrund et velfungerende børneliv i ressourcestærke

familier. Der er dog lidt flere børn med grønlandsk baggrund, der ifølge Chri-

stensen (2010) har adfærds- og trivselsproblemer, end vi ser blandt børn med

dansk baggrund. Derudover er der en mindre gruppe børn med især enlige

grønlandske forældre, der oplever at føle sig uden for det sociale fællesskab

med jævnaldrende.

Tabel 1.2 og Tabel 1.3 viser på baggrund af registeroplysninger fra 2020, at

lidt flere familier med grønlandsk baggrund befinder sig i en udsat position

sammenlignet med familier med dansk baggrund. Både mødre og fædre til

børn med grønlandsk baggrund er således i lidt mindre grad end forældre til

børn med dansk baggrund beskæftigede og har i mindre grad uddannelse ud

over grundskoleniveau. Derudover har forældrene oftere modtaget behandling

for et misbrug af alkohol, hash eller stoffer.

Tabel 1.2

Baggrundskarakteristika for mødre, særskilt for børn med grønlandsk

og dansk baggrund i Danmark, 2020. Procent.

Mødre til børn med

dansk baggrund

Gennemsnitlig alder

Familieforhold

Mor og far bor sammen

Mor eller far er enlig forsørger

Mor bor med ny partner

Socioøkonomiske forhold

Beskæftiget

På kontanthjælp

Ingen uddannelse ud over grundskolen

Udsathedsfaktorer

Har mindst en psykiatrisk diagnose

Har været i misbrugsbehandling

Har fået en betinget eller ubetinget dom

Er i fængsel i 2020

Har selv været anbragt i Danmark

Antal år, mor er i data fra 2020 og tilbage

Antal mødre i data

Note:

Kilde:

** = p < 0,05, *** = p < 0,01.

VIVEs beregninger på registerdata for 0-17-årige i Danmark i 2020.

Mødre til børn med

grønlandsk baggrund

Sign.

forskel

***

0,0

998.691

0,1

7.000

***

Tabel 1.3

Baggrundskarakteristika for fædre, særskilt for børn med grønlandsk

og dansk baggrund i Danmark, 2020. Procent.

Fædre til børn med

dansk baggrund

Gennemsnitlige alder

Socioøkonomiske forhold

Beskæftiget

På kontanthjælp

Ingen uddannelse ud over grundskolen

Udsathedsfaktorer

Har mindst en psykiatrisk diagnose

Har været i misbrugsbehandling

Har fået en betinget eller ubetinget dom

Er i fængsel i 2020

Har selv været anbragt i Danmark

Antal år, far er i data fra 2020 og tilbage

Antal fædre i data

Note:

Kilde:

** = p < 0,05, *** = p < 0,01.

VIVEs beregninger på registerdata for 0-17-årige i Danmark i 2020.

Fædre til børn med

grønlandsk baggrund

Sign.

forskel

***

0,3

973.725

0,8

6.705

***

Christensen (2010) finder også, at grønlandske forældre, der bor i Danmark,

har lidt svagere tilknytning til arbejdsmarkedet og færre uddannelsesressour-

cer, men viser i øvrigt, at grønlændere i Danmark er bedre stillede end grøn-

lændere, der bor i Grønland, i forhold til omsorgsressourcer i hjemmet. Sam-

menlignet med familier, der bor i Grønland, oplever færre grønlændere i Dan-

mark aktuel vold i hjemmet eller misbrugsproblemer. En del af de enlige grøn-

landske forældre i Christensens undersøgelse angiver dog, at årsagen til brud-

det med den anden forælder var enten vold eller misbrug af alkohol eller hash.

Da mange af de grønlandske forældre er flyttet til Danmark som voksne, har vi

kun i begrænset omfang adgang til præcise statistiske informationer om deres

opvækstforhold og levekår, før de flyttede til Danmark. I Larsen et al.’s grøn-

landske befolkningsundersøgelse fra 2019 får vi dog et fingerpeg, idet denne

undersøgelse belyser 15-94-årige grønlænderes nuværende levekår og op-

vækstforholdene for forskellige fødselskohorter. Her ser vi, at personer, der

ligesom de grønlandske forældre i Danmark er omkring 40-45 år, dvs. født i

perioden 1970-1980, i relativt høj grad har oplevet belastninger i barndoms-

hjemmet i form af alkoholproblemer (60-70 %), vold (50-60 %) og seksuelle

overgreb (35-40 %). Endvidere viser flere undersøgelser af det sociale område

i Grønland en høj forekomst af sociale problemer, selvmordstanker og selv-

mordsforsøg blandt voksne grønlændere, og at tanker om selvmord er sam-

menhængende med oplevelsen af belastninger i barndommen (Christensen et

al., 2009; Larsen et al., 2019).

Den høje forekomst af sociale problemer i de grønlandske familier betyder, at

anbringelseshyppigheden blandt børn i Grønland er høj sammenlignet med an-

dre nordiske lande. VIVEs undersøgelser af henholdsvis døgninstitutionsområ-

det og plejefamilieområdet fra 2019 og 2020 viser således, at 4,5 % af alle

grønlandske børn er anbragt af de grønlandske kommuner i plejefamilie eller

på institution. Dertil kommer et ukendt antal privat-arrangerede plejeanbrin-

gelser, hvor forældrene selv aftaler en midlertidig eller permanent anbringelse

af barnet hos familie eller netværk. Ifølge VIVEs opgørelser drejer det sig om

0,5-1 % af den grønlandske børnebefolkning (Dahl et al., 2020; 2021). Til sam-

menligning er 1 % af børnebefolkningen i Danmark, som beskrevet tidligere,

anbragt uden for hjemmet.

1.2

Børn og familiers rettigheder

For mange familier – grønlandske som danske – kan det være svært at møde

et kommunalt børne- og familie-sagsbehandlingssystem, som på den ene side

er indrettet til at yde hjælp til borgere, som er i en svær situation, men som på

den anden side indebærer en pligt for systemet til at handle, i særlige tilfælde

imod forældres ønske, hvis barnets behov vurderes at kræve det. I dette af-

snit gengives kort de overordnede principper omkring børn og forældres ret-

tigheder og de konkrete krav, disse stiller til sagsforløb i kommunerne i situati-

oner, hvor der er tale om en mulig anbringelse uden for hjemmet. Reglerne er

forskellige, alt efter om anbringelse sker med eller uden samtykke fra foræl-

drene, og om barnet er over 15 år. Juridisk skelnes der klart mellem

forældre-

myndighedsindehaver

forældre

, men for nemheds skyld skriver vi her

for-

ældre,

også når vi mener

forældremyndighedsindehaver

De grundlæggende menneskeretlige principper om børn og forældres ret-

tigheder er formuleret i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og

FN’s Børnekonvention og fastslår, at alle børn har ret til en tryg opvækst, samt

at familien er det naturlige udgangspunkt for barnets opvækst. Der er endvi-

Det er forældremyndighedsindehaver, som skal give samtykke og har de øvrige rettigheder i forhold til

at blive hørt. En forælder uden forældremyndighed har dog også rettigheder i forhold til samvær

(afsnit 1.2.4).

dere fastslået en række grundlæggende principper, herunder ligebehandlings-

princippet, som bl.a. skal beskytte borgere mod diskrimination. Set fra et

børne- og ungeperspektiv er det også et helt centralt princip, at børn og unge

har ret til medbestemmelse og indflydelse på eget liv. Det betyder, at der i sa-

gerne skal ske en reel inddragelse af både forældrene og barnet eller den

unge, hvor både forældre og barnet eller den unge får mulighed for at give ud-

tryk for ønsker og synspunkter. Da anbringelse uden samtykke er særligt ind-

gribende, er der en række særlige sagsbehandlingsregler, som skal give for-

ældre og børn nogle særlige retssikkerhedsgarantier, som skal overholdes i

disse sager. Nedenfor beskrives kort de enkelte skridt, for så vidt angår Dan-

mark. Det er dog væsentligt at nævne, at der angående de overordnede prin-

cipper og retssikkerhedsgarantier er meget stor lighed mellem børne-familie-

området i Danmark og i Grønland (Naalakkersuisut, 2017; 2020; og Børne- og

Socialministeriet, 2019).

1.2.1

Oprettelse af en sag

En sag oprettes typisk enten ved, at socialforvaltningen, fx familieafdelingen,

modtager en underretning om mistrivsel hos et barn eller en ung eller en di-

rekte henvendelse fra forældre eller barn/ung med ønske om hjælp. Alle bor-

gere i Danmark har en almindelig underretningspligt, når personen har kend-

skab til, at et barn eller en ung udsættes for vanrøgt eller nedværdigende be-

handling (Hartoft, 2021a). Underretning skal ske, hvis der er kendskab til, at

barnet eller den unge udsættes for forhold, som er til fare for dets sundhed og

udvikling. Personer, som udøver offentlig tjeneste eller hverv, har en

skærpet

underretningspligt, hvilket betyder, at der skal underrettes, når det må anta-

ges, at et barn eller ung har behov for særlig støtte. En underretning fra bor-

gere kan ske anonymt, men sker ofte fra en professionel, som har kendskab til

barnet, fx en pædagog i en daginstitution, en skolelærer eller en læge. Kom-

munen har pligt til at registrere underretninger, foretage en akutvurdering, om

der skal foretages noget straks, og til at foretage en vurdering af, om der kan

være behov for særlig støtte. I så fald skal der gennemføres en børnefaglig

undersøgelse.

1.2.2

Undersøgelse – og barnets og forældrenes ret til at blive hørt

Hvis sagsbehandleren går videre med sagen, skal forældrene orienteres om,

at der iværksættes en børnefaglig undersøgelse af deres barns forhold (§ 50-

undersøgelse), og typisk vil man blive indkaldt til en samtale om familiens situ-

ation. I det tilfælde vil samtalen have karakter af en høring i forvaltningslovens

forstand (Hartoft, 2021b). Hartoft forklarer følgende om forældresamtalen:

Det er i sagens natur meget forskelligt, hvilket lys forældresamtalen

kaster over problematikken. Forældrene kan opleve sig som udsatte

for urimelig kritik eller forfølgelse og kan gå i forsvarsposition. Den

rejste bekymring kan vedrøre forhold, der er strafbare eller tabube-

lagt, og som forældrene derfor lægger afstand til. Forældre, der skal

forholde sig til forskellige former for mistanker, kan således af flere

årsager være tilbøjelige til at benægte problemernes eksistens en-

ten i egen interesse eller af hensyn til andre familiemedlemmer osv.

Det kan være en barriere for samarbejde, idet forældrene kan føle

en mistillid til forvaltningen. Omvendt kan der jo også være situatio-

ner, hvor forældrene deler den rejste bekymring og ønsker at samar-

bejde om løsninger

(Hartoft, 2021b, s. 227).

Den børnefaglige undersøgelse skal så vidt muligt gennemføres i samarbejde

med forældremyndighedsindehavere og den unge, hvis denne er fyldt 15 år.

Der er ikke krav om samtykke til selve gennemførelsen af en undersøgelse.

Lovgivningen stiller en række krav til, hvad § 50-undersøgelsen skal belyse,

men det er op til forvaltningen, hvordan det gøres. Kommunen kan fx bede om

udtalelser fra daginstitution, læge, privatpersoner eller andre. Hvis det er nød-

vendigt, skal kommunen lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller

en autoriseret psykolog. Barnets ret til at blive hørt indebærer et krav om en

børnesamtale

i undersøgelsesfasen og også en ret til at have en bisidder (Har-

toft, 2021b). Undersøgelsen kan i øvrigt indebære, at man indhenter oplysnin-

ger og vurderinger fra andre parter, og at man forsøger at afdække ressourcer

i familien og dens netværk. Det er et krav, at undersøgelsen afdækker både

problemer og ressourcer i familien (Hartoft, 2021b). Undersøgelse skal gene-

relt foretages så skånsomt som muligt over for familien.

Oplysningerne, som indhentes, giver løbende anledning til vurderinger fra

sagsbehandler, og både de indhentede oplysninger og sagsbehandlers vurde-

ringer skal som følge af notatpligten registreres på sagen, så det er muligt for

forældre og barn eller ung at blive hørt herom eller få aktindsigt deri. Det fore-

kommer til tider, at forældre eller barnet eller den unge mener, at indkomne

oplysninger og vurderinger er uvæsentlige eller direkte urigtige, hvilket også

skal noteres på sagen, men netop fordi der ikke nødvendigvis er enighed mel-

lem de vurderinger, som indkommer fra fx skole, læge eller andre, og de invol-

verede forældre og barn, kan disse ikke slettes. Det betyder, at borger som

udgangspunkt ikke kan kræve, at indhentede oplysninger helt udgår og slettes

fra sagen, men det skal fremgå, hvis borger er uenig og mener, at der er fejl i

de indhentede oplysninger. Dette forekommer ofte. Hvis borgerens navn er

stavet forkert eller en forkert skole er angivet, skal det rigtige noteres i sagen.

Derimod kan vurderinger foretaget af andre, uanset om de fx handler om et

eventuelt misbrug, diagnoser eller andre forhold, som borger benægter, ikke

kræves berigtiget, selvom forældre eller barnet eller den unge ikke er enig i

disse vurderinger. Hvis fagpersonen ændrer sin vurdering som følge af bor-

gers indsigelse, skal dette fremgå, når det sker, men hensynet til, at sagsma-

terialet afspejler sagens gang, betyder, at sletning af tidligere indhentede og

noterede oplysninger normalt ikke forekommer.

1.2.3

Afgørelse og klage

Når der træffes en afgørelse, skal der som nævnt ovenfor være

hjemmel

til af-

gørelsen, der skal være truffet på baggrund af en konkret, individuel vurdering

på et sagligt, ikke-diskriminerende grundlag. Der gælder en række forskellige

forvaltningsretlige principper og særlige sagsbehandlingsregler, der skal sikre,

at borgernes rettigheder respekteres, og at afgørelsen bliver korrekt.

En børnefaglig undersøgelse kan enten føre til, at man træffer afgørelse om at

lukke sagen, eller at man træffer afgørelse om at iværksætte en foranstalt-

ning. Hvis man iværksætter en anbringelse uden for hjemmet, kan denne gen-

nemføres med eller uden samtykke. Inden der træffes afgørelse, skal der ud-

arbejdes en handleplan. Forældre og barn eller ung har ret til at få forklaret

grundlaget for sagsbehandlers vurderinger, så de har et informeret grundlag

at give eller nægte samtykke efter. Forældrene og barnet eller den unge har

krav på at kende konsekvenserne af afgørelsen. Ved den høring, der foregår,

har forældrene også krav på at få indskrevet deres bemærkninger til den vur-

dering, som myndigheden er nået frem til. Herunder om de er enige eller

uenige i vurderingen. I sidste ende skal der også, hvis forældrene og barnet

eller den unge samtykker, træffes en afgørelse om anbringelse uden for hjem-

met. Denne afgørelse træffes som udgangspunkt af sagsbehandleren.

1.2.4

Frivillighed (samtykke) eller tvang (uden samtykke)

Hvilken instans, der træffer afgørelsen, beror som nævnt på, om afgørelsen

sker frivilligt, dvs. med forældrene eller den unges informerede samtykke, eller

uden samtykke. Hvis forældrene eller den unge er enige i afgørelsen – samtyk-

ker – er det kommunen, der træffer afgørelsen. Kommunen kan træffe en af-

gørelse om anbringelse uden for hjemmet, når barnet har et

væsentligt behov

for

støtte.

Hvis forældrene eller den unge over 15 år ikke samtykker, følges dels en an-

den og mere krævende proces, dels gælder der strengere krav til grundlaget

for anbringelsen. I forhold til

proces

er det ikke længere kommunen, men en

selvstændig forvaltningsenhed – børn og unge-udvalget – der træffer afgørel-

sen. Børn og unge-udvalget består af en dommer, to børnesagkyndige og to

Ret til sletning gælder kun, hvis artikel 17 Persondataforordningen er opfyldt (EU, 2016).

kommunalbestyrelsesmedlemmer for at sikre, at forældrenes retssikkerheds-

garantier er imødekommet. Desuden har forældre ret til advokatbistand uden

at skulle betale for det, og de har ret til at udtale sig i udvalget. Sammenlignet

med en anbringelse med samtykke er kravene til problemets omfang stren-

gere, idet man kun kan anbringe uden samtykke, når

barnet er i væsentlig ri-

siko for alvorlig skade

Det er desuden en betingelse, at der er en begrundet

formodning om, at problemerne ikke kan løses, mens barnet eller den unge

fortsat bor hjemme (Ankestyrelsen, 2021).

I indstillingen fra kommunen til børn og unge-udvalget skal der være en sær-

skilt vurdering af forældrenes kompetencer for selv at drage omsorg for deres

barn. Reglerne herom blev skærpet i 2020, hvor der kom et krav om særskilt

dokumentation for vurdering af forældrekompetencerne. Formålet var at un-

derstøtte retssikkerheden ved at styrke oplysningsgrundlaget, så det er klart

for forældrene, hvad der ligger til grund for afgørelsen (Schulz, 2021).

Det er også muligt for Ankestyrelsen at træffe afgørelse om anbringelse uden

familiens samtykke (Svendsen, 2017). Når der træffes afgørelse om anbrin-

gelse uden for hjemmet uden samtykke, skal der samtidig fastsættes en frist

for sagens genbehandling.

I sagerne uden samtykke har barnet over 12 år og forældremyndighedsinde-

haver ret til at klage over afgørelsen. Det er Ankestyrelsen, som er klagein-

stans på området. Ankestyrelsens afgørelser kan indbringes for retten.

1.2.5

Handleplan og valg af foranstaltning

Kommunen skal udarbejde en handleplan, der beskriver formålet og målene

med den valgte indsats. Kommunen har pligt til at følge op på indsatsen, se-

nest 3 måneder efter at den er sat i værk, og herefter følge op løbende med

højst 6 måneders mellemrum. Det kan give anledning til justering af den valgte

foranstaltning.

I forhold til valget af foranstaltning stiller den gældende lovgivning krav om

formålsorientering

egnethed

, og man skal vælge

”den eller de foranstalt-

ninger, der bedst kan imødekomme de problemer og behov hos barnet, som er

afdækket i den børnefaglige undersøgelse”

. Denne formulering er indført i for-

bindelse med Barnets Reform i 2009-2010. Den tidligere formulering herom

angav, at kommunen skulle vælge den

”mindst indgribende formålstjenstlige

For eksempel, at forælderen ikke formår at drage tilstrækkelig omsorg for barnet, at forælderen ud-

sætter barnet for vold eller overgreb, eller at barnet eller den unge udviser misbrugsproblemer, kri-

minel adfærd eller har andre svære sociale vanskeligheder (Ankestyrelsen, 2021).

indsats”

(Svendsen, 2017). I de sagsforløb, som vi har undersøgt, er der både

eksempler på, at de er startet under den nyere og den ældre formulering.

I et typisk forløb afprøves mindre indgribende tiltag, før man griber til en an-

bringelse, da barnets stabile tilknytning til gennemgående omsorgspersoner

ses som afgørende for dets udvikling. Desuden kan forebyggende indsatser,

såsom familiebehandling, anvendes til at arbejde med og undersøge forældre-

nes kompetencer. Anbringelse kan finde sted akut eller planlagt, når behovet

er der, og udredningen har sandsynliggjort, at forebyggende indsatser ikke vil

være nok til at gøre forældrene i stand til at udfylde omsorgsrollen. I praksis er

det dog ofte den sidste udvej, som sættes i værk, når relevante forebyggende

indsatser er afprøvet og har vist sig at være utilstrækkelige. Der arbejdes i

kommunerne i forskelligt omfang med omfattende støtteformer som alternativ

til eller forebyggelse af en anbringelse, fx igennem såkaldte sikkerhedsplaner

(Socialstyrelsen, 2019).

Når der træffes afgørelse om anbringelse, skal kommunen, som reglerne er i

dag, tilbyde forældremyndighedsindehaver en støtteperson, der kan være

med til at dække de behov, som forældrene har under barnets anbringelse, og

styrke forældrenes samarbejde og involvering i arbejdet omkring barnet

(Børne- og Socialministeriet, 2019).

1.2.6

Regler om samvær

Selvom et barn eller en ung er anbragt uden for hjemmet, er det derfor kom-

munens pligt at sørge for, at forbindelsen mellem barn og forældre/netværk

holdes ved lige, både gennem samvær og ved fx at forældremyndighedsinde-

haver får information om barnets eller den unges hverdag (Social- og Inden-

rigsministeriet, 2018). Samvær kan begrænses eller eventuelt helt afskæres,

hvis hensynet til barnet taler for det. Hvis der er tale om overvåget samvær el-

ler samvær mindre end en gang om måneden, træffes afgørelsen om dette af

børn- og ungeudvalget (Svendsen, 2017).

1.2.7

Regler om hjemgivelse

Kommunen skal som nævnt løbende følge op på sagen og vurdere, om der er

grundlag for at fortsætte anbringelsen med udgangspunkt i barnets bedste.

Anbringelsen skal som udgangspunkt ophøre, når anbringelsen ikke længere

opfylder sit formål, når anbringelsens formål er nået, eller når det anbragte

barn er fyldt 18 år. Forældre, som har fået anbragt deres barn, har normalt

krav på hjemgivelse af barnet, når anbringelsesgrundlaget ikke mere er til

stede, og fx forholdene i hjemmet har ændret sig til det bedre. Der kan dog

være situationer, hvor anbringelsen videreføres, fordi dette er til barnets bed-

ste, selvom det oprindelige anbringelsesgrundlag ikke længere er gældende. I

hvert tilfælde er der tale om en konkret og individuel vurdering.

Ifølge Ankestyrelsen kan en forbedring af forældrenes forhold fx handle om, at

”forælder har udviklet sig positivt under barnets anbringelse for eksempel

efter samtaleterapi hos psykolog”

”en forælder med psykiske problemer har

gennem længere tid haft en stabil adfærd”

, eller

”forælderen erkender sine el-

ler barnets vanskeligheder og er villig til at modtage støtte til sig selv eller bar-

net”

, og at

”samværet med barnet foregår roligt og harmonisk”

(Ankestyrelsen,

2021).

I 2020 gennemførtes en ændring af reglerne om hjemgivelse, sådan at der nu

skal være tale om ”væsentlige ændringer”, før en forælder kan få behandlet en

anmodning om hjemgivelse af et barn anbragt uden samtykke. Baggrunden for

denne ændring var, at en del kommuner oplevede, at anbringelsessagerne

nærmest kontinuerligt var under behandling på baggrund af anmodning om

hjemgivelse fra forældre, hvilket de har set som en stor belastning for de be-

rørte børn og unge (Schultz, 2020). Dette kan ses som en væsentlig indgriben

over for forældrene. Schultz fremhæver da, at det er helt afgørende for rets-

sikkerheden i sager om anbringelse uden samtykke,

”at de er tilstrækkeligt op-

lyst, og at de skærpede krav efterleves”

(Schultz, 2020).

1.2.8

Bisidder og oversættelse

For at sikre, at forældre og barn eller ung kan forstå, hvad der sker, og give

dem reel og ikke kun formel mulighed for at blive hørt om sagen, har alle ret til

at have en bisidder fx i forbindelse med møder hos kommunen. Dette gælder

for både børn og unge og for forældre. Kommunen har pligt til at oplyse foræl-

dre, unge og børn om denne ret, og har også pligt til at hjælpe barnet med at

finde en bisidder. Hvorvidt dette sker, viser vores undersøgelse ikke noget om.

Generelt gælder der desuden en pligt for kommunen til at foretage en konkret

vurdering i den enkelte sag, om der er behov for tolkebistand (Social- og In-

denrigsministeriet, 2019). Vejledningen på området siger, at vurderingen skal

”tage hensyn til den enkelte parts muligheder og forudsætninger i øvrigt for at

sætte sig ind i sagens akter, bl.a. i samarbejde med tolk og eventuelt advo-

kat”

. Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at myndigheden

skal sikre, at de bliver forstået af udlændinge, hvis sager de behandler. Dette

indebærer, at kommunen skal være opmærksom både på tolkebehov i forhold

til møder og samtaler og i forhold til oversættelse af dokumenter i sagen.

1.2.9

Hensyn til kultur i børnekonventionen

Børnekonventionen og menneskerettighedskonventionens regler om ligebe-

handling og respekt for familieliv peger på, at der ved etniske minoritetsbørns

og unges anbringelser skal tages hensyn til etnisk, religiøs, kulturel og sproglig

baggrund, og deres mulighed for at udøve sin egen kultur (jf. faktaboks).

Det er ikke entydigt

FN’s konvention om Barnets rettigheder

– relevante artikler

Af artikel 9, stk. 1 fremgår det, at det skal sikres, at et barn ikke

adskilles fra sine forældre mod deres vilje, undtagen når kompe-

tente myndigheder bestemmer, at en sådan adskillelse er nød-

vendig af hensyn til barnets tarv. I stk. 2 fremgår det, at i be-

handlingen af enhver sag skal alle interesserede parter have

mulighed for at deltage i sagsbehandlingen og fremføre deres

synspunkter. Og i stk. 3 nævnes, at et barm, der er adskilt fra

den ene eller begge forældre til at opretholde regelmæssig per-

sonlig forbindelse med forældrene, med mindre hvis dette stri-

der mod barnets tarv.

Af artikel 20, stk. 3 fremgår, at staten i forbindelse med anbrin-

gelse af et barn uden for hjemmet skal tage tilbørligt hensyn til

ønskeligheden af sammenhæng i et barns opvækst og til bar-

nets etniske, religiøse, kulturelle og sproglige baggrund (FN’s

Børnekonvention, 1992).

Til sidst nævnes i artikel 30, at børn, der tilhører et etnisk, religi-

øst eller sprogligt mindretal, ikke må nægtes retten til i fælles-

skab med andre medlemmer af sin gruppe at udøve sin egen

kultur, at bekende sig til og udøve sin egen religion eller bruge

sit eget sprog (FN’s Børnekonvention, 1992).

fastslået, hverken i

konventionerne eller i

den nationale lovgiv-

ning, hvad der nær-

mere ligger i en ret til

at ”udøve sin kultur”,

eller hvordan man skal

prioritere ”ret til at

bruge sit eget sprog”.

Der skal foretages en

konkret vurdering af,

hvad det består i, og

hvor vigtigt det er for

den enkelte familie. I

den vurdering er der

på den ene side nogle

faktiske forhold for

borgere med grøn-

landsk baggrund, der

gør sig gældende, og

på den anden side for-

skellige opfattelser af

kultur, som påvirker

vurderingen.

1.3

Grønlandsk og dansk familiekultur

I det kvalitative datamateriale i kapitel 4-6 ser vi en række eksempler på for-

ståelsesvanskeligheder og konflikter mellem grønlandske forældre og danske

professionelle. Disse forståelsesvanskeligheder ser dels ud til at have rod i

forskellige kulturelle måder at udtrykke sig på/ leve sit familieliv på, dels for-

skellige opfattelser af, hvornår en bestemt forældreadfærd er udtryk for legi-

time kulturelle forskelle, og hvornår der er tale om adfærd, der er uhensigts-

mæssig eller risikabel for et barn. For at have en ramme at diskutere disse op-

levelser af kulturforskelle ud fra, beskriver vi i dette afsnit ud fra tidligere un-

dersøgelser nogle typiske træk ved grønlandsk og dansk familiekultur – uden

at underkende, at man både blandt grønlændere og danskere finder en rig va-

riation i værdier og måder at leve sit familieliv på. Og uden at underkende, at

kultur er en meget dynamisk og relationel størrelse. Dernæst præsenterer vi

forskellige teoretiske kulturforståelser, der ligeledes danner ramme om de em-

piriske analyser.

1.3.1

Træk ved familiekultur i Danmark og Grønland

Beskrivelser af forskellen på dansk og grønlandsk (familie)kultur tager ofte ud-

gangspunkt i spørgsmålet om individets rolle over for kollektivet, idet den

grønlandske familiekultur beskrives som mere kollektivistisk end den danske.

Konkret viser dette sig ved en større tilbøjelighed til at brede ansvaret for om-

sorg og opdragelse ud til den udvidede familie/lokalsamfundet i Grønland,

mens ansvaret i Danmark i højere grad tillægges forældrene

(Navne, 2008;

Elixhauser, 2018). Derudover ses forskellen i børneopdragelsen, hvor man i

Grønland ser barnet som fysisk kompetent i en ung alder (det grønlandske be-

greb

nammineq

), men samtidig værdsætter lydighed, artighed, stilfærdighed

og tilbageholdende adfærd i samvær med voksne (de grønlandske begreber

naalanneq

ittoorneq

) hos børn (Flora, 2007; Langgård, 2007; Jensen, 2012;

Elixhauser, 2018). Over for dette ser vi i undersøgelser af danskernes opdra-

gelsesværdier et relativt stærkt fokus på barnet som individ, idet danskerne i

lighed med andre skandinaviske lande typisk vægter evne til at agere selv-

stændigt uden for familien og ligestilling mellem børn og voksne højt og om-

vendt vægter en værdi som lydighed lavt i forhold til andre nationaliteter

(seEVALUE, 2022; Dahl, 2014; Skytte, 2016).

Derudover spiller beskrivelserne af dansk og grønlandsk kultur ofte på spørgs-

målet om tid, udvikling og planlægning, hvor den grønlandske kultur beskrives

som mere spontan og optaget af nutiden, mens den danske kultur (i forenklet

form) er mere optaget af fremtiden, udvikling og planlægning. I Grønland er

det således mere almindeligt at arrangere socialt samvær spontant, mens man

i Danmark i højere grad planlægger sine aftaler uger og måneder frem i tiden.

Derudover er der i dansk børneopdragelse en relativt stor optagethed af bar-

nets fremtidige udviklingspotentiale og de risici, der kan betyde, at barnet ikke

kommer til at klare sig godt i fremtiden (Dahl, 2019; Dahl & Ottosen, 2018). I

Grønland er der som følge af en mere kollektivistisk familiekultur større fokus

Både i Danmark og Grønland er en høj andel af børnene i daginstitutioner i løbet af dagen, så forskel-

len skal i højere grad ses i inddragelsen af den udvidede familie og netværket i den omsorg, der lig-

ger uden for institutionstiden, og i hvilken grad man forventer, at forældrene tager ansvar for børne-

nes udvikling.

på, at barnet her og nu tilpasser sig kollektivets normer og praksisser og lidt

mindre fokus på barnets individuelle fremtidige udviklingsmuligheder. Derud-

over kan der være forskel på, hvor meget man i Grønland og Danmark dyrker

verbal interaktion mellem børn og forældre over for mere fysisk og handlings-

præget samvær. Den grønlandske børne- og familiekultur vægter således i hø-

jere grad aktiviteter og fysisk samvær, der gerne involverer en større gruppe

familiemedlemmer, mens den danske børne- og familiekultur har mere fokus

på en-til-en verbalt samspil mellem børn og forældre (Flora, 2007).

Forskellene på dansk og grønlandsk børne- og familiekultur afspejles i nogen

grad i sociolog Anette Lareaus idealtyper om på den ene side en opdragelses-

praksis, der målrettet arbejder mod at styrke barnet som individ (concerted

cultivation), over for en tilgang, der lægger vægt på, at barnet tilpasser sig

den gruppe, det er en del af (accomplishment of natural growth) (Lareau,

2003; Gilliam & Gulløv, 2012). Ifølge Lareau giver disse to praksisser børnene

forskellige vigtige kompetencer, men da vestlige samfund er domineret af

middelklassens præferencer for ”concerted cultivation”, kommer børn og for-

ældre, der praktiserer ”accomplishment of natural growth” sommetider til kort

(Lareau, 2003). Det kan fx betyde, at nogle grønlandske forældre oplever at få

påtaler eller undrende spørgsmål fra lærere, daginstitutionspersonale eller

sagsbehandlere, hvis børnene leger meget alene, hvis børnene virker stille, el-

ler hvis der ofte er andre end forældre og børn til stede i hjemmet. Og det kan

betyde, at nogle professionelle tolker både forældres og børns mere tilbage-

holdende adfærd som manglende interesse, manglende ansvar eller mang-

lende forståelse, mens forældrene selv ser deres tilbageholdenhed som udtryk

for respekt.

1.3.2

Forskellige kulturopfattelser

Som beskrevet findes der både blandt grønlandske og danske familier en rig

variation i måder at leve sit familieliv på, og der er i begge grupper masser af

eksempler på familier, der praktiserer såvel ”concerted cultivation” og ”accom-

plishment of natural growth”. I det hele taget påpeger forskere og praktikere,

der arbejder med familier med forskellig baggrund, vigtigheden af at være be-

vidst om at tage udgangspunkt i den enkelte families, barns og forældres kon-

krete hverdagspraksis frem for at tillægge dem en bestemt kollektiv identitet

(Mørck, 1998; Hammen & Jensen, 2010). En sådan konkret og kontekstbaseret

kulturforståelse gør op med forestillingen om kultur som noget naturgivent for

i stedet at betragte forskelle mellem kulturelle og etniske grupper som noget,

der skabes i de kontekster, som personer indgår i. Særlige træk ved etniske

grupper anses i denne kulturopfattelse som betinget af den specifikke sociale

og lokale kontekst og dermed ikke som noget fundamentalt ved en bestemt

kultur (Hammen & Jensen, 2010).

Den kontekstuelle kulturopfattelse skal ses i kontrast til henholdsvis en evolu-

tionistisk kulturforståelse og en relativistisk/essentialistisk kulturforståelse.

I en

evolutionistisk

kulturforståelse anses den kulturelle og samfundsmæssige

udvikling som en entydigt fremadskridende proces, hvor nogle kulturer (typisk

den vesteuropæiske og nordamerikanske) anses som højere udviklet end an-

dre. Ifølge denne opfattelse er personer fra ”højtudviklede kulturer” i stand til

at afgøre, hvad der er bedst for personer fra ”lavere udviklede kulturer”. Det er

dermed legitimt at tilbyde eller tvinge ”laverestående mennesker” til at tillære

sig de ”højtståendes” kulturelle og sociale værdier, traditioner og normer

(Hammen & Jensen, 2010; Hagen & Qureshi, 1996).

Den

relativistiske

kulturforståelse går ud fra, at alle kulturer har deres unikke

historie og logik. I den relativistiske kulturforståelse er der dermed ingen kul-

turer, der er bedre eller højere udviklede end andre, og forskellige kulturer skal

forstås ud fra deres egne præmisser med det udgangspunkt, at der findes

flere løsninger på grundlæggende problemer om, hvordan en gruppe skal for-

stå sig selv som et fællesskab. Alle kulturelle praksisser kan inden for denne

kulturforståelse være legitime i enhver kontekst (Hammen & Jensen, 2010).

Den relativistiske kulturforståelse bygger på en

essentialistisk

kulturopfat-

telse, hvor kultur ses som afgrænsede universer med værdisæt, der mere eller

mindre statisk videreføres fra generation til generation. Der kan derfor være

en tendens til, at kultur opfattes som homogen inden for denne tradition

(Skytte, 2016).

I det kvalitative materiale i kapitel 4-6 ses flere eksempler på, at både sagsbe-

handlere, forældre og aktører omkring de grønlandske familier trækker på for-

skellige kulturopfattelser – både i udredningen af familiernes udfordringer og i

forsøget på at støtte børn og familier til bedre forhold. Når der i dette samspil

opstår konflikt, handler det ofte om en diskussion om, hvorvidt en bestemt

praksis er udtryk for en legitim kulturel forskel eller ud fra et børnefagligt

synspunkt udgør en risiko for børnene i familien. Her føler forældrene sig i

nogle tilfælde mødt med et evolutionistisk kultursynspunkt og føler, at deres

normalitet tillægges mindre værdi end sagsbehandlernes, plejeforældrenes og

andre danske støttefunktioners normalitet. De professionelle oplever omvendt,

at de støtter sig op ad børnefaglig teori, når de fx opfordrer forældrene til at

skabe mere struktur for børnene, når de opfordrer forældrene til i højere grad

at stimulere deres børn sprogligt, eller når de opfordrer forældrene til at be-

grænse antallet af omsorgspersoner for at styrke børnenes tilknytning til for-

ældrene.

1.4

Læsevejledning

Resten af rapporten indeholder en beskrivelse af undersøgelsens fremgangs-

måder og datagrundlag –

Kapitel 2

– samt fire analysekapitler:

Kapitel 3

beskriver grønlandske familier, der får anbragt deres børn, ved hjælp

af primært kvantitative data og beregner ved hjælp af statistisk matching,

hvorvidt børn med grønlandsk baggrund er overrepræsenterede i anbringel-

sesstatistikken, når man tager højde for de grønlandske familiers karakteri-

stika.

Kapitel 4

beskriver ved hjælp af primært kvalitative data mødet mellem grøn-

lændere og danske myndighedsrådgivere i sagsbehandlingen i anbringelses-

sager. Kapitlet ser overordnet på oplevelsen af sproglige, kulturelle og syste-

miske forståelsesvanskeligheder og på oplevelsen af fordomme i mødet mel-

lem grønlændere og danske myndighedsrådgivere. Derudover viser kapitlet,

hvilke elementer der indgår i udredningen af børnesagerne, og hvilke typer af

forebyggende indsatser, familierne typisk deltager i forud for anbringelserne.

Kapitel 5

fokuserer på selve anbringelsen og viser således ved hjælp af kvali-

tative og kvantitative data, hvad der begrunder anbringelserne i sagerne med

børn med grønlandsk baggrund. Derudover viser kapitlet, i hvilken grad der er

tale om frivillige anbringelser kontra tvangsanbringelser, og hvor børn med

grønlandsk baggrund anbringes. Endelig viser kapitlet, hvordan samarbejdet

mellem forældre og plejeforældre opleves af begge parter, og hvordan foræl-

dre, børn og plejeforældre oplever samværet mellem børn og forældre.

Endelig belyser

Kapitel 6

børnenes og de unges trivsel, skolegang og ople-

velse af anbringelsesstederne ud fra kvantitative og kvalitative data.

Data og analysemetoder

Undersøgelsen fokuserer på børn og unge med grønlandsk baggrund, som er

anbragt uden for hjemmet, samt på deres familier.

Vi er interesseret i at vide, hvad der kendetegner børnene, de unge og deres

familier, hvilke ressourcer og udfordringer de har, og hvilken støtte de får.

Dertil er vi interesserede i, hvordan familiernes møde med de sociale myndig-

heder er; herunder om der er forskel på, hvordan mennesker med grønlandsk

og dansk baggrund bliver behandlet af de sociale myndigheder. Endelig ser vi

på børnenes og de unges trivsel.

De tre elementer belyses med både kvantitative og kvalitative data. De kvan-

titative data giver os ved hjælp af registerdata og survey-data mulighed for at

analysere et stort antal børn, unge og familier, og mulighed for at sammen-

ligne børn med grønlandsk baggrund med børn med dansk baggrund. De kva-

litative data giver os omvendt et dybere indblik i en mindre gruppe børns

sagsforløb og mulighed for at opnå kendskab til forældres, børns, plejeforæl-

dres og sagsbehandleres egne forståelser af anbringelsesforløbet. Nedenfor

gennemgås de to overordnede dataindsamlingsspor og de analysemetoder,

der er anvendt.

2.1

Kvantitative data og analysemetoder

Den kvantitative analyse har tre overordnede formål:

at belyse, hvad der kendetegner de børn med grønlandsk baggrund,

der er anbragt uden for hjemmet i Danmark, sammenlignet med børn

med dansk baggrund, der er anbragt uden for hjemmet

at afdække, om børn med grønlandsk baggrund er overrepræsente-

rede i anbringelse, hvis vi sammenligner deres grønlandske forældre

med en sammenlignelig gruppe af danske forældre med samme bag-

grundsfaktorer som de grønlandske forældre

at belyse børnenes trivsel ud fra spørgeskemadata.

De to første formål belyses ved hjælp af registerdata fra Danmarks Statistik,

mens børnenes trivsel belyses ved hjælp af allerede indsamlet spørgeskema-

data indsamlet til Social- og Ældreministeriets trivselsundersøgelse blandt an-

bragte børn og unge (Lausten & Andreasen, 2022).

2.1.1

Registerdata

Vi anvender registerdata på individniveau i Danmarks Statistik. Her har vi ad-

gang til den fulde børnepopulation i 2020 og deres forældre. Datagrundlaget

for de kvantitative analyser er derfor alle børn og unge med dansk og grøn-

landsk baggrund i alderen 0 til 17 år, der er i Danmark pr. 31. december 2020.

Det er i alt 1.011.018 børn og unge.

Fordelen ved at bruge registerdata er, at alle karakteristika er objektivt speci-

ficerede ud fra de oplysninger, der er indberettet til Danmarks Statistik, såle-

des at der er ensrettede og detaljerede oplysninger om alle, der inkluderes i

analyserne. Det er i alt 1.011.018 børn og unge. Anvendelsen af registerdata

giver os mulighed for at trække informationer om baggrundskarakteristika for

en række centrale dimensioner omkring børnene og deres familie. Vi kan be-

lyse familiernes situation i forhold til demografi, fødested, socioøkonomi, so-

matisk og psykisk helbred og kriminalitet. Samtidig er ulempen ved at bruge

registerdata, at der ikke findes data om subjektive faktorer som personlige ud-

fordringer og livsforhold i familierne. Det gælder fx selvværd, adfærdsmøn-

ster, venskaber og fritidsinteresser, dysfunktionelle eller understøttende fami-

lieforhold, forældreevne, misbrugsproblemer m.m. Der findes ingen direkte un-

dersøgelser af sammenhængen mellem de objektive faktorer fra registerdata

og de subjektive faktorer fra spørgeskemadata og kvalitative interviews og

observationer. Men, baseret på en række erfaringer fra tidligere undersøgel-

ser, bl.a. de tidligere undersøgelser af grønlændere i Danmark og trivselsun-

dersøgelser blandt anbragte børn og unge, har vi en stærk antagelse om, at

de detaljerede og objektive registeroplysninger er tilstrækkeligt korrelerede

med de uobserverede subjektive faktorer til, at registerdata giver en god indi-

kation af familiers udsathed. Derfor benyttes registerdata oftest til at belyse

ligheder og forskelle i objektive baggrundskarakteristika i sammenligningen

mellem to grupper i befolkningen.

Udvælgelsen af børn med grønlandsk baggrund i registerdataene sker ved at

kigge på børnenes forældres fødested, således at alle børn, hvor mindst en

forælder er født i Grønland, i denne undersøgelse defineres som børn med

grønlandsk baggrund. Dette er en simpel inddeling, hvor vi på den ene side in-

kluderer børn, hvor det grønlandske spiller en minimal rolle i hverdagen, fx

fordi forældrene kun har boet få år i Grønland som børn. På den anden side

udelukker vi børn, hvor det grønlandske spiller en væsentlig rolle i familien,

fordi forældrene er født i Danmark, men derefter har boet i Grønland indtil

voksenalderen. Man kan vælge andre måder at afgrænse populationen på,

men da vi ikke i registerdataene har mulighed for at se på forhold som sprog,

kulturel tilknytning eller antallet af år, forældrene har opholdt sig i Grønland,

finder vi, at afgrænsningen er den bedst mulige som grundlag for de statisti-

ske analyser, hvor formålet er at tegne et overordnet billede af forskellene på

børn med henholdsvis dansk og grønlandsk baggrund. Afgrænsningen af

grønlandsk baggrund ved hjælp af fødested er også brugt i analyserne af Triv-

selsundersøgelsen blandt Anbragte Børn og Unge (se afsnit 2.1.2), der stati-

stisk viser forskelle på trivsel blandt anbragte børn med henholdsvis dansk og

grønlandsk baggrund. I de kvalitative analyser, der beskrives i afsnit 2.2, an-

vender vi derimod en snævrere definition af grønlandsk baggrund, idet vi her

kun medtager sager og familier, hvor grønlandsk kultur og sprog ifølge sags-

behandlere eller forældrene selv spiller eller har spillet en væsentlig rolle i

hverdagen.

Den samlede population af børn og unge kan opdeles i undergrupper, alt efter

hvor de og deres forældre er født. Som vist i Tabel 2.1 definerer vi populatio-

nen af børn med grønlandsk baggrund i Danmark ud fra oplysninger om føde-

sted for både børnene og deres forældre. Et barn defineres i registerdata som

et barn med grønlandsk baggrund, hvis

barnet er født i Grønland af forældre, hvor mindst en af dem er født i

Grønland

barnet er født i Danmark af forældre, hvor mindst en af dem er født i

Grønland.

Når vi udvælger børn med grønlandsk baggrund i Danmark ud fra, at mindst en

forælder er født i Grønland, finder vi, som vist i Tabel 2.1 i alt 7.113 børn med

grønlandsk baggrund i alderen 0-17 år og i alt 1.003.905 børn med dansk bag-

grund. Dette antal svarer til 0,61 % af alle 0-17-årige i Danmark i 2020. Det er

altså en meget lille andel af alle børn og unge, der har grønlandsk oprindelse.

Størstedelen af dem (80 %) er børn født uden for Grønland, men hvor en af

forældrene er af grønlandsk oprindelse.

Tabel 2.1

Antal 0-17-årige i Danmark i 2020, særskilt for børn med dansk og

grønlandsk baggrund. Antal og procent.

Børn med

dansk baggrund

Antal 0-17-årige i alt

Antal 0-17-årige anbragte

Andel 0-17-årige, der er anbragt uden for

hjemmet

Andel mødre, der er i data i 2020

Andel fædre, der er i data i 2020

Kilde:

VIVEs beregninger på registerdata for 0-17-årige i Danmark i 2020.

Børn med grøn-

landsk baggrund

7.113

396

I alt

1.003.905

9.821

1.011.018

10.217

1,0

99,5

97,0

5,6

98,4

94,3

1,0

99,2

96,6

Af de 1.011.018 børn og unge med dansk og grønlandsk baggrund er 10.217

anbragt uden for hjemmet – heraf 396 børn med grønlandsk baggrund. De

10.217 børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, udgør datagrundlaget

for hovedparten af de kvantitative analyser i kapitel 3.

2.1.1.1

Data om de anbragtes forældre

Når der er tale om anbragte børn og unge, er det ikke alle forældre, der er til

at finde i Danmarks Statistiks registerdata. Vi ved fra andre undersøgelser, at

der er større sandsynlighed for, at der ikke findes oplysninger om begge for-

ældre, når vi ser på baggrundskarakteristika for udsatte og anbragte børn og

unge (Lausten et al., 2020). Det samme gør sig gældende her, hvor Tabel 2.2

viser den andel af anbragte børn med dansk og grønlandsk baggrund, hvor vi

kan finde oplysninger om forældrene i data.

Tabel 2.2

Registrering af forældre i data, særskilt for børn med dansk og

grønlandsk baggrund. 2020. Procent og antal.

Anbragte børn med

dansk baggrund

Andel mødre, der er i data i 2020

Andel fædre, der er i data i 2020

Antal anbragte børn i 2020

Anm.:

Anbragte børn med

grønlandsk baggrund

396

Sign.

forskel

9.821

***

Andelen, der ikke er i registerdata, er summen af forældre, der er registreret døde i Danmark, forældre, der er udvandret eller flyttet

til et andet land eller manglende registrering af en forælder til barnet.

Note:

Kilde:

** = p < 0,05, *** = p < 0,01.

VIVEs beregninger på registerdata for 0-17-årige i Danmark i 2020.

Der er ingen forskel mellem danske og grønlandske anbragte børn, når vi ser

på oplysninger om mødre i data. Her kan der for 94 % af alle danske og 93 %

af alle grønlandske anbragte børn findes oplysninger om deres mødre i 2020.

Andelen, hvor vi kan finde oplysninger om fædrene, er noget mindre, da der

findes oplysninger om fædre i 2020 for 88 % af alle danske og 80 % af alle

grønlandske anbragte børn. Det betyder, at vi ikke kan finde baggrundsoplys-

ninger på fædre for hver femte af de grønlandske anbragte børn i Danmark.

Det høje tal skyldes sandsynligvis, at mange af fædrene er i Grønland. Det kan

danske registerdata desværre ikke informere om.

I analyserne er børn med anden etnisk baggrund end dansk og grønlandsk udeladt, og antallet af an-

bragte i undersøgelsen er således lidt lavere end det reelle tal, som i 2020 var 11.346 børn og unge.

2.1.2

Spørgeskemadata fra Trivselsundersøgelsen blandt anbragte

børn og unge

Børnenes trivsel analyseres ved hjælp af data fra Trivselsundersøgelsen

blandt anbragte børn og unge indsamlet blandt 11-, 13-, 15- og 17-årige i 2014,

2016, 2018 og 2020.

Social- og Ældreministeriet har siden 2014 initieret en spørgeskemaundersø-

gelse blandt anbragte børn og unge, der dykker ned i børnenes og de unges

trivsel i hverdagen, tilknytning til biologisk familie og en lang række andre fak-

torer, der alt sammen bidrager til, hvordan børn og unge trives i deres anbrin-

gelse. Den seneste dataindsamling i 2020 dækker kun, grundet corona-situati-

onen, de 15- og 17-årige (Lausten & Andreasen, 2022), hvorimod de tre fore-

gående runder i 2014, 2016 og 2018 dækker trivsel blandt 11-, 13-, 15- og 17-

årige (Ottosen et al., 2015; Lausten & Jørgensen, 2017; Rambøll, 2018).

Når vi puljer data fra de 4 år, kan vi analysere på 127 børn, der ifølge register-

dataoplysninger har en eller to forældre, der er født i Grønland. Disse børn

holdes op imod 4.345 børn med dansk baggrund, der ligeledes var anbragt

uden for hjemmet i de 4 indsamlingsår. Dette svarer til lige knap 3 % af alle

besvarelser i den samlede trivselsundersøgelse.

2.1.2.1

De anvendte spørgsmål og indikatorer i trivselsundersøgelserne

Trivselsundersøgelserne blandt anbragte børn og unge lægger sig indholds-

mæssigt tæt op ad en anden af VIVEs store forløbsundersøgelser, Børn og

unge i Danmark (se fx Ottosen et al., 2018, for en fyldestgørende beskrivelse),

der indsamles hvert fjerde år for at vise den generelle børne- og ungebefolk-

nings velfærd og trivsel. Trivselsundersøgelserne blandt anbragte børn og

unge beskriver derfor ved hjælp af en lang række indikatorer, hvordan an-

bragte børn og unge trives i hverdagen og den livssituation, de er i på under-

søgelsestidspunktet. Vi beskriver her nogle af de indikatorer, som vi har ind-

draget i denne rapport.

Måling af børns trivsel

Det validerede instrument, SDQ (Strenghts and Difficulties Questionnaire), af-

dækker børns indadvendte og udadvendte trivselsproblemer ved hjælp af 25

spørgsmål. Spørgsmålsformuleringerne kan ses på SDQ-organisationens

hjemmeside (http://www.sdqinfo.org).

I den samlede SDQ-skala indgår 20 spørgsmål

, der måler emotionelle vanske-

ligheder, udadvendte adfærdsvanskeligheder, hyperaktivitet og vanskelighe-

der i forhold til kammeratskabsrelationer. Det giver en samlet skala, der går fra

0 til 40, hvor 0 angiver fraværet af trivselsproblemer (som SDQ-spørgsmålene

kan indfange), mens 40 angiver det højeste niveau af trivselsproblemer.

Denne skala er efterfølgende inddelt efter en standardiseret metode tilpasset

danske forhold, hvor en score på 0-15 point betegner en relativt god trivsel,

16-19 point angiver en let forværret trivsel, mens 20-40 point angiver en

stærkt forværret trivsel (Goodman, 1997; 2001).

Måling af børns relationer og trivsel på anbringelsesstedet

Trivselsundersøgelsen indeholder en lang række indikatorer for barnets ople-

velse af trivsel og tilknytning til anbringelsesstedet, da dette har stor betyd-

ning for, hvordan anbragte børn og unge klarer sig, hvordan de ser sig selv, og

hvordan de klarer sig i sociale og faglige sammenhænge (Lausten & Andre-

asen, 2022).

Trivselsundersøgelsens spørgsmål om børnenes trivsel på anbringelsesstedet

ligger tæt op ad spørgsmål, som er i VIVEs tilsvarende forløbsundersøgelse af

børn og unge, der bor sammen med deres forældre (Ottosen et al., 2018).

Spørgsmålene bruges som indikatorer på børnenes følelse af tilhørsforhold,

hjemlighed og harmoni på anbringelsesstedet, samt deres følelse af at føle sig

tryg, der hvor de bor.

Måling af børns skolegang bygger på almindeligt brugte spørgsmålsbatterier

omkring trivsel i skolen, vurdering af eget fagligt niveau, og om de oplever

skoleproblemer. Disse spørgsmål er brugt i både Børneforløbsundersøgelsen

(se fx Ottosen, 2012, eller Thomsen, 2016) og Børn og unge i Danmark (Otto-

sen et al., 2018).

Måling af børns relationer til forældre er baseret på spørgsmål om følelses-

mæssig tilknytning og oplevelsen af social støtte fra forældrene. Trods anbrin-

gelsen har den følelsesmæssige tilknytning til forældrene stadig stor betyd-

ning for anbragte børn og unge (Lausten & Andreasen, 2022). Den følelses-

mæssige tilknytning til forældrene er målt ved hjælp af tre udsagn, om bør-

nene oplever, at forældrene holder af dem, om børnene føler stor tilknytning til

forældrene, og om de altid oplever at få social støtte af forældrene.

De resterende fem spørgsmål indgår i en særskilt skala for prosociale egenskaber, men ikke i den

samlede skala.

2.1.3

Kvantitative analyser

Størstedelen af de kvantitative analyser er lavet ved hjælp af krydstabeller,

hvor vi sammenligner gennemsnit for de to grupper af børn og unge, børn og

unge med grønlandsk baggrund og børn og unge med dansk baggrund, på en

række parametre og indikatorer. Alle sammenligninger er testet med chi

- og

t-test for at undersøge, om der er forskel mellem børn med grønlandsk bag-

grund og børn med dansk baggrund. De steder, hvor de to gennemsnit er for-

skellige fra hinanden med 95 % sandsynlighed, er forskellen angivet med to el-

ler tre stjerner i tabellerne. To stjerner indikerer, at de to testede gennemsnit

er statistisk signifikant forskellige på et 95-procents niveau, dvs. der er højst 5

% sandsynlighed for, at forskellen i tallene blot er udtryk for statistisk tilfæl-

dighed (dette markeres ofte med p < 0,05), mens tre stjerner indikerer, at de

to testede gennemsnit er statistisk signifikant forskellige på et 99-procents ni-

veau (p < 0,01).

Trivselsundersøgelsen er i alle årene 2014-2020 udført med en aldersstratifi-

ceret stikprøve. Derfor er datamaterialet vægtet på alder, køn og anbringel-

sessted for at gøre resultaterne repræsentative for den samlede population af

anbragte børn og unge i de fire udvalgte aldersgrupper (Lausten & Andreasen,

2022).

Der er derudover i kapitel 3 også brugt statistisk matching for at analysere,

hvorvidt børn med grønlandsk baggrund er overrepræsenterede i anbringel-

sesstatistikken, hvis man tager højde for de grønlandske familiers karakteri-

stika. Matching er en statistisk metode til at korrigere for registrérbare for-

skelle mellem to grupper af personer, så man statistisk kan sammenligne et

bestemt udfald for de to grupper, der nu er gjort sammenlignelige. Matching

foretages på de observerbare karakteristika fra registerdata og er beskrevet

udførligt i afsnit 3.4, hvor analyseresultaterne også er vist.

2.2

Kvalitative data og analysemetoder

Den kvalitative analyse har tre overordnede formål:

at belyse sagsbehandlingen og anbringelsesprocessen, når et barn

med grønlandsk baggrund anbringes uden for hjemmet fra såvel

børns, forældres, sagsbehandleres og anbringelsessteds perspektiv

at belyse forældres, sagsbehandleres og plejeforældres oplevelse af

deres samarbejde

at belyse børnenes trivsel og oplevelse af relationer til forældre og

anbringelsessted.

I vores valg af fremgangsmåde har vi taget udgangspunkt i undersøgelsens

overordnede mål om at belyse feltet fra så mange af de relevante aktørers

perspektiv som muligt med udgangspunkt i et børneperspektiv. Derudover har

vores fremgangsmåde været bestemt af, hvilken adgang vi havde til forskel-

lige datakilder samt de rammer og ressourcer, vi har haft i forhold til tid,

sproglige kompetencer og leveringsforpligtelser.

I forhold til rammer og ressourcer har det været væsentligt, at vi kunne belyse

praksisser i flere kommuner, men samtidig opnå en vis dybde i materialet in-

den for en relativt kort tidsperiode. Vi har derfor udvalgt tre kommuner. I for-

hold til den kvalitative dybde har vi prioriteret først og fremmest at få foræl-

dres og børns samt anbringelsessteders og sagsbehandleres perspektiver be-

lyst i interviews og at have mulighed for at knytte disse perspektiver sammen

med det forløb, der er beskrevet i børnenes sager. Meget kan være glemt eller

overset både i sagerne og i den fortælling, som en interviewperson gengiver

på et givent tidspunkt. I forhold til ressourcer har det været afgørende, at vi

kunne gennemføre interviews på både dansk og grønlandsk efter behov. Da

det indhentede sagsmateriale indeholder mange dokumenter, der belyser

sagsbehandleres og plejeforældres/anbringelsessteders perspektiv, og færre,

der belyser forældrenes perspektiv, og da vi har adgang til et spørgeskema-

data, der belyser børnenes perspektiv, har vi i udvælgelsen af kvalitative inter-

views prioriteret at få flest mulige forældre i tale.

I forhold til at belyse det konkrete møde mellem klient og system – mellem fa-

milie og sagsbehandler – kan det være nyttigt at følge nogle få familier over

længere tid og supplere interviews med familien med deltagerobservation i

hjemmet og i de konkrete møder i forbindelse med sagsbehandlingen. En så-

dan fremgangsmåde indebærer dog mange timer med den enkelte familie og

gør typisk, at man kan undersøge et væsentligt mindre antal familier, end vi

har kunnet, når vi har et eller to interviews, uden at følge familien tæt. Under

alle omstændigheder fordrer en mere omfattende analyse med deltagerobser-

vation en længere undersøgelsesperiode, end vi har haft til rådighed.

Det kvalitative materiale består derfor af eksisterende sagsakter samt inter-

views gennemført med forældre, børn og unge, plejeforældre, sagsbehandlere

og øvrige aktører i forbindelse med undersøgelsen. Nedenfor beskrives, hvor-

dan materialet er sammensat, hvordan kommuner og sager er udvalgt, og

hvilke spørgsmål vi har fokuseret interviews på.

2.2.1

Sammensætning af kvalitative data

Datamaterialet indeholder sagsakter og/eller interviews med forældre, børn og

plejeforældre fra i alt 17 familier med i alt 29 nuværende og tidligere anbragte

børn og unge med grønlandsk baggrund. 22 af disse børn optræder som cen-

trale aktører i de pågældende sager, mens de øvrige 7 børn er søskende, der

tidligere er anbragt, og hvis sagsforløb beskrives i de centrale børns sagsfor-

løb eller i interviews med forældre og børn.

Datamaterialet indeholder sagsakter om 13 af sagerne, interviews med 14 for-

ældre fra 11 sager, interviews med 7 børn fra 6 sager og interviews med 6 ple-

jeforældre i 5 sager. 7 af forældreinterviewene foregik på grønlandsk, mens de

øvrige blev gennemført på dansk. Alle interviewene med børn og unge foregik

på dansk.

Tabel 2.3 viser, hvilke typer af data der indgår i beskrivelsen af de 17 familier.

Derudover viser tabellen alder og køn på de centrale børn i det kvalitative

sagsmateriale.

Tabel 2.3

Oversigt over kvalitative individdata i undersøgelsen

Sag

Barns køn + alder

Interview

med for-

ældre

Interview

med børn

Interview

med anbrin-

gelsessted

Sags-

akter

Sag 1

Sag 2

2 drenge 16 + 17 år

Pige 7 år (+ beskrivelse af ældre

søster)

2 drenge 9 + 10 år

Dreng 11 år

Dreng 14 år

2 piger 16 + 17 år

Pige 13 år (+ beskrivelse af yngre

plejebror)

Pige 8 år

Pige 1 år

Ung mand 26 år (13 år på anbrin-

gelsestidspunkt)

2 drenge 6 år

Dreng knap 2 år (+ beskrivelse af

to ældre søskende)

Dreng 2 år

Sag 3

Sag 4

Sag 5

Sag 6

Sag 7

Sag 8

Sag 9

Sag 10

Sag 11

Sag 12

Sag 13

Sag

Barns køn + alder

Interview

med for-

ældre

Interview

med børn

Interview

med anbrin-

gelsessted

Sags-

akter

Sag 14

Dreng 16 år (+ beskrivelse af to æl-

dre søskende)

Dreng 6 år, pige 2 år

Ung kvinde 23 år (14 år på anbrin-

gelsestidspunkt) (+ beskrivelse af

ældre søster)

Dreng 2 år

29 børn i 17 familier

14 foræl-

dre fra 11

sager

Sag 15

Sag 16

Sag 17

I alt

7 børn fra

6 sager

6 plejeforæl-

dre i 5 sager

Sags-

akter

fra 13

sager

Vi har desuden foretaget fire ikke-sagsbaserede interviews (to fokusgruppein-

terviews og to enkeltinterviews) med syv sagsbehandlere, der behandler an-

bringelsessager med børn med grønlandsk baggrund i tre forskellige danske

kommuner, og et interview med Foreningen Grønlandske Børn. Endelig har vi

indhentet perspektiver fra forskellige aktører inden for feltet, navnlig organisa-

tioner, som er mentorer eller bisiddere i de sager, vi fokuserer på, og eksper-

ter, som har indsigt i brugen af psykologiske test i udredningsarbejdet i Grøn-

land og Danmark.

2.2.2

Udvælgelse af kommuner og sager – og anonymisering

De sager, der indgår i datamaterialet, er i første omgang fundet ved at kon-

takte tre kommuner, der ifølge Danmarks Statistiks registre har et relativt stort

antal anbringelsessager med børn med grønlandsk baggrund, og bede dem

om at identificere anbringelsessager med grønlandske familier og bede foræl-

drene om samtykke til at deltage. Derudover har vi bedt aktører i det grøn-

landske miljø om at formidle kontakt til grønlandske familier med anbragte

børn og har til slut selv fundet 2 tidligere anbragte unge i egne netværk. I alt

modtog vi 8 sager direkte gennem sagsbehandlerne i de tre kommuner. Aktø-

rerne i det grønlandske miljø formidlede kontakt til 7 familier, mens de 2 unge

tidligere anbragte, der er interviewet om deres sagsforløb, er fundet gennem

egne netværk. 12 af sagerne er behandlet i de tre udvalgte kommuner

, mens

de øvrige 5 sager er behandlet i fem andre kommuner.

I udvælgelsen af sager og interviewpersoner har vi forsøgt at sikre, at forskel-

lige typer af sager er repræsenterede:

3 af de sager, som aktørerne i det grønlandske miljø formidlede kontakt til, var behandlet i samme

kommuner, som i øvrigt var udvalgt som de primære kommuner i undersøgelsen.

grønlandsk sprog og/eller kultur skal spille en væsentlig rolle for fami-

lierne

der skal være sager med mindre børn og sager med ældre børn

der skal være sager med børn, der har været anbragt i længere tid,

og sager med nyligt anbragte børn

der skal være sager, hvor samarbejdet mellem forældre, sagsbehand-

lere og anbringelsessted er velfungerende, og sager, hvor samarbej-

det er svært og konfliktfuldt

der skal være både frivillige anbringelser og tvangsanbringelser

der skal være sager med mange og åbenlyse risikofaktorer og sager

med mindre tydeligt anbringelsesgrundlag.

Sagsmaterialerne omfatter alt skriftlig materiale omkring det anbragte barn.

Det er bl.a. sagsbehandlerens journalnotater, indhentede udtalelser af rele-

vante aktører, underretninger, korrespondancer, handleplaner, socialfaglige

undersøgelser, forældrekompetenceundersøgelser m.m. Ofte er sagerne fore-

gået over en længere periode, og sagsmaterialerne kan dermed være meget

omfattende – op til flere tusinde sider på et enkelt barn.

I rapporten optræder alle individer anonymt, ligesom vi har valgt at beskytte

borgere og sagsbehandlere ved ikke at skrive, hvilke kommuner der indgår i

undersøgelsen. I fremstillingen af sager og familier er personlige kendetegn

således ændret, så det ikke er muligt at identificere de deltagende borgere.

2.2.3

Fokuspunkter i sagsanalyse og interviews

Analysen af sagsakterne har fokuseret på beskrivelsen af familiens udfordrin-

ger på anbringelsestidspunktet, eventuelle forebyggende indsatser, som fami-

lien modtog forud for anbringelse, anbringelsesårsag, overvejelser over valg af

anbringelsessted og inddragelse af forældre og børn i sagerne. Derudover er

der i sagsgennemgangen set efter, i hvilken grad der er blevet taget hensyn til

familiens grønlandske kultur og sprog i sagsforløbet, hvorvidt der er blevet an-

vendt tolk, hvordan barnets trivsel og udvikling er beskrevet samt barnets be-

skrivelse af barnets kontakt og relation til sin biologiske familie under anbrin-

gelsen. Disse oplysninger er samlet i en kort beskrivelse af sagen, der efterføl-

gende er bearbejdet og kodet i Nvivo.

Der blev udarbejdet en interviewguide for hver målgruppe, og interviewene

blev udført med en semistruktureret opbygning, hvilket muliggør en fleksibili-

tet for at åbne op for ny viden.

Interviewguiden til de biologiske forældre omfatter bl.a. temaer som forældre-

nes livssituation før anbringelsen, forældrenes oplevelse af sagsbehandling,

anbringelsesproces og anbringelsessted og forældrenes oplevelse af sprog-

lige og kulturelle hensyn.

Interviewguiden til plejeforældre havde bl.a. temaer som tiden op til og efter

anbringelsen, barnets relation og samvær med de biologiske forældre, sam-

vær og andre familiemedlemmer og barnets trivsel, herunder hensyn til vedli-

geholdelse af barnets grønlandske sprog og/eller kultur.

Der blev udarbejdet en noget kortere interviewguide til børneinterviewene for

at tage højde for børnenes koncentrationsevne. I interviewene med børnene er

der som udgangspunkt stillet åbne spørgsmål, således at barnet ikke begræn-

ser til ja eller nej-svar. De åbne spørgsmål fokuserer typisk på børnenes og de

unges oplevelse af konkrete begivenheder eller forløb, da mere abstrakte

spørgsmål ofte er vanskelige at svare på eller virker ledende. Der er taget ud-

gangspunkt i hverdagssituationer og børnenes og de unges egen opfattelse af

disse.

Tabel 2.4 giver et mere udførlig beskrivelse af fokusområderne i de enkelte in-

terviewguides.

Tabel 2.4

Indhold af interviewguides til forældre, børn og unge, plejeforældre

og sagsbehandlere

Interview-

guides

Biologiske

forældre

Tiden før anbringelsen: livssituation i forhold til familieliv, venner, bolig, parforhold m.m.,

første kontakt med kommunen, forebyggende indsats i hjemmet

Tiden op til anbringelse: forklaring på anbringelse, forberedelse på anbringelse

Oplevelse af sproglige udfordringer og hjælp til at håndtere disse

Inddragelse af forældre i valg af anbringelse, oplevelse af anbringelsesstedet

Barnets trivsel og udviklingen i denne henover anbringelsen

Samvær: mængde af samvær, type af samvær, sprog under samvær

Oplevelse af sproglige og kulturelle hensyn og mulige tiltag til vedligeholdelse af det

grønlandske sprog og kulturelle tilknytning

Mødet med barnet og de biologiske forældre – tanker om at modtage et barn med grøn-

landsk baggrund

Samarbejdet med kommune og biologiske forældre

Barnets relation til de biologiske forældre – herunder beskrivelse af barnets reaktioner i

forbindelse med samvær

Barnets trivsel og udviklingen i barnets trivsel: helbredsmæssigt, følelsesmæssigt og so-

cialt i hjem, skole eller daginstitution.

Barnets interesser og fritidsaktiviteter, barnets muligheder for at vedligeholde dets grøn-

landske sprog og kultur

Oplevelse af forskelle på plejebørn med grønlandsk og dansk baggrund

Plejeforæl-

dre

Interview-

guides

Børn og

unge

Barnets familieforhold

Barnets hverdagsliv på anbringelsesstedet, i skolen og i fritiden – herunder eventuelle

venskaber med børn med grønlandsk baggrund

Barnets samvær med forældre: aktiviteter, sprog under samvær, deltagere i samvær

Barnets erindring om at flytte til plejefamilien – herunder eventuelle barrierer i tilpasning

til mere dansk livsstil

Barnets tilknytning til grønlandsk sprog og kultur

Sagsbehandleres erfaring med arbejdet med børn og unge med grønlandsk baggrund

Oplevelser af mulige særtræk ved sagerne i forhold til sagsbehandlingsforløb, risikovur-

dering, vurdering af ressourcer eller andet

Sagsforløb forud for og under anbringelse, bl.a. i forhold til inddragelse af og samarbejde

med forældre

Betydningen af grønlandsk sprog, kultur og tradition for sagsforløbet for barn/forælder,

herunder brug af tolk

Oplevelser af, hvad der lykkes, og hvad der er svært i disse sager, samt anbefalinger til

forbedring af sagsforløb

Sagsbe-

handlere

Interviewene med forældre, børn og unge samt plejeforældre er gennemført i

perioden oktober og november 2021, mens fokusgruppeinterviewene er gen-

nemført i januar 2022.

Interviewene med børn og unge, forældre og plejefamilier blev transskriberet

og efterfølgende kodet og analyseret i Nvivo. Interview med sagsbehandlere

blev optaget, og der blev udarbejdet referater med transskribering af udvalgte

sekvenser fra fokusgruppediskussionerne.

Grønlandske forældre, hvis

børn anbringes i Danmark

Indledning

Når et barn anbringes uden for hjemmet, kan det både handle om barnets in-

dividuelle vanskeligheder og om forhold i hjemmet, som myndighederne vur-

derer udgør en risiko for barnet. I dette kapitel ser vi på forholdene i hjemmet,

nærmere bestemt forældrenes ressourcer ved hjælp af kvantitative og kvalita-

tive data med fokus på forhold, der kan betyde, at familien befinder sig i en

udsat position, og som derfor kan udgøre en risiko for børnene i familien. Efter

denne beskrivelse af grønlandske familier til anbragte børn vender vi blikket

mod den samlede gruppe af grønlandske familier i Danmark og viser, hvorvidt

børn med grønlandsk baggrund har større sandsynlighed for at blive anbragt,

når vi sammenligner de grønlandske forældre med en gruppe af danske foræl-

dre, der ligner dem i forhold til fx beskæftigelse, uddannelse, psykisk helbred,

kriminalitet og misbrugsbehandling.

Beskrivelsen af grønlandske familier til anbragte børn bygger på registerdata

om forældrene til de 396 børn med grønlandsk baggrund, som er anbragt

uden for hjemmet i Danmark. Disse sammenlignes med forældrene til 9.821

børn med dansk baggrund, der ligeledes er anbragt uden for hjemmet. Derud-

over bygger beskrivelsen på interviews med forældre og sagsbeskrivelser om

de 17 familier, der indgår i det kvalitative datasæt. Analysen af, om børn med

grønlandsk baggrund er overrepræsenterede i anbringelsesstatistikken, byg-

ger på registerdata om alle ca. 7.113 børn med grønlandsk baggrund i Dan-

mark og på en tilsvarende gruppe af børn med dansk baggrund.

3.1

3.2

Forældrenes nuværende situation og

karakteristika

Som beskrevet flere gange er udgangspunktet for undersøgelsen, at flere

børn med grønlandsk baggrund anbringes uden for hjemmet sammenlignet

med børn med dansk baggrund. Dykker vi længere ned i tallene i Figur 3.1, ser

vi dog nogle forskelle mellem forskellige grupper af børn med grønlandsk bag-

grund. De grønlandske familier, der får anbragt et barn, er således oftere at

finde blandt familier, hvor begge forældre er grønlandsk. I familier, hvor kun

den ene forælder er grønlænder, og hvor barnet er født i Danmark, sker det

noget sjældnere. Alle grupper, hvor mindst en af forældrene eller barnet er

født i Grønland, er dog som Figur 3.1 viser, overrepræsenterede i anbringel-

sesstatistikkerne sammenlignet med børn med dansk baggrund. Den højeste

anbringelseshyppighed finder vi blandt de 349 børn, der selv er født i Dan-

mark, og hvor forældrene er født i Grønland. Her er 16 % (56 børn) anbragt

uden for hjemmet. Derudover ser vi høje anbringelsestal (9-10 %) blandt de

1360 børn, der selv er født i Grønland, og hvor en eller begge forældre er født

i Grønland (i alt 129 børn). Endelig ser vi, at 4 % af børn, der har en grønlandsk

forælder og selv er født i Danmark, er anbragt uden for hjemmet.

Figur 3.1

Anbringelseshyppighed fordelt på forældres og børns

fødested. 2020. Procent.

9,5

16,3

12,9

9,5

5,6

4,0

4,8

4,7

Begge forældre født i

Grønland

En forælder født i

Grønland

Alle grønlandske

forældre

Børn af danske

forældre

Barn født i Grønland

Barn født i Danmark

Alle børn

Anm.:

Kilde:

N: Børn med grønlandsk baggrund: 7.113, Børn med dansk baggrund: 9.821.

VIVEs beregninger på registerdata for 0-17-årige i Danmark i 2020.

Dette billede ses også i det kvalitative datamateriale, hvor der i de fleste til-

fælde er tale om enlige mødre, der selv er født og/eller opvokset i Grønland,

og hvor faren til barnet også er grønlænder – og i flere tilfælde opholder sig i

Grønland. Forældrene har derfor i mange af sagerne en stærk sproglig og kul-

turel tilknytning til Grønland, mens de fleste børn enten er født i Danmark eller

så små ved flytningen, at de ikke har nået at tilegne sig sprog eller kulturel til-

knytning i Grønland. Undersøgelsens data bekræfter dermed tidligere under-

søgelser, der også viste, at enlige grønlandske mødre og familier med to grøn-

landske forældre oftere end andre familier med grønlandsk baggrund lever

med begrænsede ressourcer og derfor er i større risiko for at opleve sociale

problemer i Danmark (Christensen, 2010; 2011).

Analyserne af registerdata i Tabel 3.1 og Tabel 3.2 viser, at grønlandske for-

ældre til anbragte børn på mange måder ligner danske forældre til anbragte

børn i forhold til socioøkonomiske ressourcer, psykiske helbredsforhold og kri-

minalitet, idet begge grupper er dårligere stillede på disse parametre end for-

ældre, der ikke har fået anbragt deres børn (for sammenligning se Tabel 1.2 og

Tabel 1.3). Tabel 3.1 og Tabel 3.2 viser således, at ca. halvdelen af såvel dan-

ske og grønlandske mødre og ca. en tredjedel af fædrene til anbragte børn har

en psykiatrisk diagnose, samt at en femtedel af mødrene og næsten halvdelen

af fædrene til både danske og grønlandske anbragte børn på et tidspunkt i de-

res liv er dømt for kriminalitet.

De grønlandske forældre til anbragte børn er dog på flere områder dårligere

stillede end danske forældre til anbragte børn. Det ses på beskæftigelsesom-

rådet ved, at 65 % af de grønlandske mødre og 45 % af de grønlandske fædre

i 2020 modtog kontanthjælp mod henholdsvis 46 % af danske mødre og 25 %

af danske fædre til anbragte børn. Derudover er der markante forskelle, når vi

ser på andelen, der har været i behandling for misbrug af rusmidler, idet regi-

sterdataene viser, at en femtedel af de grønlandske forældre til anbragte børn

har været i behandling for et misbrug mod 11-14 % af de danske forældre. En-

delig viser Tabel 3.1, at 2 ud af 3 af de grønlandske mødre er enlige forsørgere

mod godt halvdelen af de danske mødre, og at de grønlandske fædre i mindre

grad end de danske fædre kan identificeres i de danske registerdata. Det

skyldes formodentlig, som en del af det kvalitative datamateriale illustrerer, at

de opholder sig i Grønland.

Tabel 3.1

Mødres baggrundsfaktorer, særskilt for anbragte børn med dansk og

grønlandsk baggrund. 2020. Procent.

Mødre til danske

anbragte børn

Gennemsnitlige alder

Familieforhold

– Mor og far bor sammen

– Mor er enlig forsørger

– Mor bor med ny partner

Mødre til grønlandske

anbragte børn

Sign.

forskel

***

Mødre til danske

anbragte børn

Socioøkonomiske forhold

– Beskæftiget

– På kontanthjælp

– Ingen uddannelse ud over grund-

skolen

Udsathedsfaktorer

– Har mindst en psykiatrisk diag-

nose

– Har været i misbrugsbehandling

– Har fået en betinget eller ubetin-

get dom

– Er i fængsel i 2020

– Har selv været anbragt i Danmark

Antal mødre i data

Mødre til grønlandske

anbragte børn

Sign.

forskel

***

9.248

n.a.

370

***

Note 1: ** = p < 0,05, *** = p < 0,01. n.a. indikerer, at der er færre end 5 observationer i cellen, så andelen ikke kan vises.

Note 2: Alle forhold er, medmindre andet er angivet, målt i et livstidsperspektiv.

Kilde:

VIVEs beregninger på registerdata for 0-17-årige i Danmark i 2020.

Tabel 3.2

Fædres baggrundsfaktorer, særskilt for anbragte børn med dansk og

grønlandsk baggrund. 2020. Procent.

Fædre til danske

anbragte børn

Gennemsnitlige alder

Socioøkonomiske forhold

– Beskæftiget

– På kontanthjælp

– Ingen uddannelse ud over grund-

skolen

Udsathedsfaktorer

– Har mindst en psykiatrisk diag-

nose

– Har været i misbrugsbehandling

Fædre til grønlandske

anbragte børn

Sign.

forskel

***

Fædre til danske

anbragte børn

– Har fået en betinget eller ubetin-

get dom

– Er i fængsel i 2020

– Har selv været anbragt i Danmark

Antal fædre i data

Note 1: ** = p < 0,05, *** = p < 0,01.

Note 2: Alle forhold er, medmindre andet er angivet, målt i et livstidsperspektiv.

Kilde:

VIVEs beregninger på registerdata for 0-17-årige i Danmark i 2020.

Fædre til grønlandske

anbragte børn

Sign.

forskel

8.615

317

***

De kvalitative data bekræfter, at de fleste af forældrene til de anbragte børn

befinder sig i en sårbar position, som presser dem i deres forældreskab. De

fleste har i kun i mindre grad fast tilknytning til arbejdsmarkedet, og mange

oplever problemer med at styre familiens økonomi og har dermed risiko for at

blive sat ud af deres bolig. En del af forældrene oplever desuden vanskelighe-

der i deres parforhold og i nogle tilfælde voldelige indbyrdes konflikter. I en

sag beskrives forholdene i hjemmet:

Da mor bliver gravid som 19-årig, udsætter eksmanden hende for

vold og senere det lille barn for hårdhændet behandling. Tilværelsen

i Danmark blev hurtigt uholdbar, da der var meget druk og kaos i fa-

milien. Mor og stedfar havde intet med sig fra Grønland, og der var

derfor store økonomiske problemer.

En tidligere undersøgelse af udsatte grønlandske mødre, der flytter til Dan-

mark, viser, at vold og misbrug ofte er en af årsagerne til, at grønlandske

mødre vælger at flytte til Danmark med deres børn. Derudover flytter en del

på grund af behandlingskrævende sygdomme, der bedst eller kun kan be-

handles i Danmark (Christensen, 2011). Christensens undersøgelse viser såle-

des, at udfordringerne i en del familier er opstået, mens forældrene stadig bo-

ede i Grønland. Andre oplever først problemer, efter at familien er flyttet til

Danmark, hvor de oplever vanskeligheder med at finde beskæftigelse, social

isolation og ensomhed (Christensen, 2011).

Oplevelsen af social isolation og manglende netværksressourcer ses også i

det kvalitative materiale i denne undersøgelse. I nogle familier handler det om,

at der ikke er nogen familiemedlemmer og tætte venner i Danmark – for andre

handler det om, at netværket ikke har ressourcer til at bistå forældrene i om-

sorgsarbejdet.

Endelig viser det kvalitative datamateriale, at en del af forældrene oplever fy-

siske og psykiske helbredsmæssige udfordringer hos dem selv eller hos deres

børn, hvilket stiller ekstra krav til forældreskabet. Dertil kommer, at en del af

forældrene ifølge sagsakterne viser tegn på nedsatte mentaliseringsevner –

dvs. nedsat evne til selvindsigt og evne til at sætte sig i andres sted.

3.3

Forældrenes opvækst

Analyserne af det kvalitative sagsmateriale viser, at en stor del af forældrene

til de anbragte børn er opvokset under særdeles vanskelige vilkår præget af

misbrug, vold, seksuelle overgreb, kriminalitet og mange skift mellem forskel-

lige omsorgspersoner. Det har for mange af disse forældres vedkommende

medført traumereaktioner og følelsesmæssige skader, der ifølge sagsmateria-

let og dem selv gør det svært for dem at sikre deres børns behov for omsorg

og udvikling. I en af sagerne beskrives det:

Barnets mor har været udsat for seksuelt overgreb af sin far. Mo-

rens opvækst var præget af (mor)farens vold mod (mor)moren, der

endte med at (mor)moren dræbte (mor)faren i selvforsvar. Barnets

mor har derudover oplevet alkoholmisbrug i hjemmet og har selv

boet på institution. Barnets mors opvækst beskrives derfor som en

tid med mangelfuld stabilitet og omsorg.

Moren til barnet fortæller i sagen, at oplevelserne i opvæksten har medført

vanskeligheder med at kontrollere følelser og dermed har betydning for hen-

des egne omsorgsressourcer:

Mor fortæller, at hun har et meget voldsomt temperament og en stor

vrede. Dette går ofte ud over barnet. Det er ifølge mor blevet et

stort problem, fordi barnet er i en alder, hvor hun konstant prøver

grænser af. Mor fortæller, at hun ikke kan styre sit temperament i

disse situationer og derfor bliver meget sur på barnet. Mor fortæller,

at hun er bange for, at hun en dag ikke længere kan styre tempera-

mentet og kommer til at slå barnet.

Analyserne af registerdataene i Tabel 3.1 og Tabel 3.2 viste, at danske foræl-

dre til anbragte børn i højere grad end de grønlandske forældre har været an-

bragt som børn – i Danmark. Henholdsvis 35 % af mødrene og 28 % af fæd-

rene til de anbragte børn med dansk baggrund har således på et tidspunkt

været anbragt uden for hjemmet i plejefamilie eller på institution. Blandt de

grønlandske forældre finder vi til sammenligning, at henholdsvis 16 og 18 %

har været anbragt som børn i Danmark. De kvalitative beskrivelser af de grøn-

landske forældres opvækstforhold vidner dog om, at en stor del af de grøn-

landske forældre til anbragte børn ligesom de danske forældre har været an-

bragt uden for hjemmet, mens de voksede op i Grønland.

Selvom hovedparten af forældrene i det kvalitative datamateriale har oplevet

en række udfordringer i deres opvækst, er der dog også forældre, der ifølge

sagsakterne og interviewene, i deres opvækst

har

oplevet positive omsorgsfi-

gurer, der har sikret dem tilstrækkelig omsorg. Det kan både være deres egne

forældre eller fx en bedstemor, en plejefamilie eller en stedfar, som foræl-

drene har boet hos, fordi deres egne forældre fx havde nogle sociale proble-

mer. Disse forældre har igennem disse omsorgspersoner nogle positive rolle-

modeller for deres eget forældreskab, hvilket ifølge dem selv og sagsmateria-

let er med til at gøre, at forældrene har en grundlæggende forståelse for deres

egne børns behov og er i stand til at varetage omsorgen, hvis de får den rette

støtte til de udfordringer, de oplever. En mor fortæller:

Jeg er opvokset hos mine bedsteforældre

[fordi min mor ikke kunne

tage sig af mig]

. Min bedstefar var lærer, og min bedstemor arbej-

dede på sygehuset, så der voksede jeg op. Stabilt liv, vi manglede

ingenting, en rigtig god barndom. Jeg flyttede sammen med min mor

til Danmark, da jeg var teenager. Jeg har fløjet frem og tilbage mel-

lem Grønland og Danmark, fordi jeg plejede at have hjemve efter

mine bedsteforældre. Jeg færdiggjorde min gymnasieuddannelse,

da jeg var i tyverne, og uddannede mig efterfølgende. Efter nogle

års arbejde i Grønland ønskede jeg at få en base i Danmark, og da

jeg så flyttede til Danmark, blev jeg gravid.

Når forældrene selv bliver forældre, bliver både positive og negative opvækst-

erfaringer aktiveret og udgør sammen med de omstændigheder, de lever un-

der på det tidspunkt, de bliver forældre, en samlet pakke af ressourcer og

barrierer for at opfylde deres barns behov for omsorg og udvikling. Hvis de

negative oplevelser med omsorgssvigt og overgreb aldrig er blevet bearbej-

det, eller hvis der ikke har været tilstrækkeligt med ressourcer i opvækstmil-

jøet til at kompensere for de negative oplevelser, kan forældrene opleve, at

egne traumatiske barndomsoplevelser aktiveres i pressede situationer, som

de fleste forældre oplever. Det sidste citat vidner dog også om, at man kan

have en god barndom, selvom den ikke forløber som i størstedelen af danske

familier, og at det er vigtigt, at de danske professionelle, der møder de grøn-

landske familier, ikke pr. automatik ser forekomsten af enkelte risikofaktorer i

de grønlandske forældres barndom som afgørende for forældrenes omsorgs-

ressourcer som voksne.

Beskrivelsen af de grønlandske forældre til anbragte børn har vist, at de i lige

så høj grad som danske forældre til anbragte er udsatte på de parametre, der

er oplysninger om i registerdataene. På nogle parametre står de i en endnu

sværere situation. De kvalitative data bekræfter, at de fleste af forældrene op-

lever mange vanskeligheder, men der er også eksempler på forældre, der har

grundlæggende omsorgsressourcer, men som i en periode af deres liv har

brug for støtte til at få hverdagen til at fungere.

3.4

Er børn med grønlandsk baggrund i højere grad

anbragte – når der tages højde for børnenes

familiesituation?

Holder vi beskrivelsen af de grønlandske forældre til anbragte børn i forrige

afsnit op imod beskrivelsen af den samlede gruppe af grønlandske familier i

kapitel 1, tegner der sig et billede af en gruppe, der på en række parametre

har nogle vanskeligheder, der kan være med til at forklare, at 5,6 % af børn

med grønlandsk baggrund er anbragt mod 1 % af børn med dansk baggrund.

Vi ved dog ikke, om de tegn på udsathed, som ses i registerdataene, er nok til

at forklare, at børnene med grønlandsk baggrund i højere grad er anbragt – el-

ler om den grønlandske baggrund spiller en selvstændig rolle.

Dette spørgsmål forsøger vi i dette afsnit at besvare ved hjælp af statistisk

matching (Propensity Score Matching (PSM)), hvor den samlede gruppe af

grønlandske familier i Danmark matches med en gruppe af danske familier, der

har de samme karakteristika som de grønlandske familier. Ved at sammenligne

de to grupper kan man se, om de grønlandske familiers overrepræsentation i

anbringelsesstatistikken skyldes den situation, de står i, fx dårligere beskæfti-

gelse og mere misbrugsbehandling, eller handler om nogle forhold, der ikke

optræder i Danmarks Statistiks registerdata – fx den grønlandske baggrund.

I matching-analysen udvælger vi konkret en gruppe af børn med dansk bag-

grund ud af alle de børn med dansk baggrund, der findes i data i 2020 (dvs.

ud af de 1.003.905 børn med dansk baggrund), der ligner de 7.113 børn med

grønlandsk baggrund i Danmark i 2020 på en lang række observerbare para-

metre, hvorefter vi undersøger, om den sammenlignelige gruppe af børn med

dansk baggrund er anbragt i samme grad som børn med grønlandsk baggrund.

Matching-metoden bruges til at korrigere for registrérbare forskelle mellem in-

divider, som fx modtager/ikke modtager en bestemt indsats eller mellem indi-

vider fra to forskellige oprindelsesgrupper – her børn med grønlandsk og

dansk baggrund i Danmark (Abadie & Imbens, 2016). Ved hjælp af matching-

metoden finder vi en såkaldt statistisk tvilling for hvert barn med grønlandsk

baggrund, således at sammenligningsgruppen af børn med dansk baggrund

ligner børnene med grønlandsk baggrund på en række observerbare forhold,

hvilket betyder, at det primært er den grønlandske oprindelse, der adskiller de

to grupper.

Matching-metoden reducerer dermed den del af forskellen mellem de to grup-

per, der skyldes forskellig familiesituation og levevilkår, men fjerner den ikke

helt. Der vil sandsynligvis være uobserverede forskelle mellem børn med

grønlandsk og dansk baggrund – fx ikke-registrerede helbredsforhold og for-

ældrenes opvækstforhold – som matchingen ikke er i stand til at tage højde

for. Disse uobserverede forskelle kan skævvride resultaterne, og vi kan derfor

ikke være sikre på, at resultaterne kan fortolkes som årsagssammenhænge.

De bør i stedet fortolkes som ”korrigerede” sammenhænge, der gælder, når

der er matchet på udvalgte karakteristika. Analysernes konklusioner skal der-

for læses med dette forbehold.

Vi matcher børnene på følgende karakteristika knyttet både til barnet selv og

forældrene:

▪

Barnets køn

Barnets alder

Mors familiestatus

Om forældrene har psykiatriske diagnoser

Om forældrene er beskæftigede

Om forældrene modtager kontanthjælp

Om forældrene har grundskole som højeste fuldførte uddannelse eller

ikke har nogen uddannelsesoplysninger

Om forældrene har fået en betinget eller ubetinget dom

Om forældrene er registreret i misbrugsbehandling

Om forældrene er missing i data.

Matching-analysen foregår som en todelt proces:

Først sammenligner og udvælger vi de børn med dansk baggrund, der

bedst matcher børnene med grønlandsk baggrund. Dette gøres ved

at estimere en propensity score, et beregnet tal mellem 0 og 1, der

angiver sandsynligheden for, at et barn med dansk baggrund ligner et

barn med grønlandsk baggrund på de ovenstående karakteristika.

Derefter udvælges de børn med dansk baggrund, hvis propensity

Vi beregner propensity-scoren med en logit-specifikation, og vi anvender 2:1 nearest neighbor

matching, som betyder, at vi for hvert barn med grønlandsk baggrund finder de to børn med dansk

baggrund med en propensity-score, der minder mest muligt om scoren hos barnet med grønlandsk

baggrund.

score ligger tættest på børnene med grønlandsk baggrund, dvs. børn

med dansk baggrund, der ligner børnene med grønlandsk baggrund

mest. Med andre ord sammenlignes hvert af de 7.113 børn med et el-

ler flere af de 1.003.905 børn med dansk baggrund, baseret på de

observerbare karakteristika.

Når den matchede gruppe af børn med dansk baggrund er fundet, ser

vi på, om der stadig er forskel på udfaldsmålet mellem de to grupper

af børn.

I denne sammenhæng analyseres det, om der er forskel i an-

delen af børn anbragt uden for hjemmet, når de to grupper af børn

med henholdsvis dansk og grønlandsk baggrund er gjort sammenlig-

nelige på en lang række baggrundsfaktorer. Sammensætningen af

henholdsvis gruppen af børn med grønlandsk baggrund og gruppen af

børn med dansk baggrund før og efter matchingen kan ses i Bilag 1.

Analysen i Figur 3.2 viser, at 3,9 % af børnene i den matchede gruppe af børn

med dansk baggrund er anbragt, mod, som før beskrevet, 1 % af den samlede

børnebefolkning i Danmark og 5,6 % af den samlede gruppe af børn med grøn-

landsk baggrund i Danmark.

Figur 3.2

Andel anbragte børn, særskilt for børn med dansk og

grønlandsk baggrund samt en gruppe af matchede børn med

dansk baggrund. 2020. Procent.

Alle børn med dansk baggrund

1,0***

Matchede børn med dansk baggrund

3,9***

Alle børn med grønlandsk baggrund

5,6

Procent

Anm.:

Datagrundlaget for tallene i figuren er N = 1.003.903 for alle børn med dansk baggrund, N = 9.764 for de matchede børn med

dansk baggrund, og N = 7.113 for alle børn med grønlandsk baggrund i Danmark.

Kilde:

VIVEs beregninger på registerdata for 0-17-årige i Danmark i 2020.

Det er denne estimerede forskel, der i effektstudier kaldes for effektstørrelsen eller ATT (Average Tre-

atment on the Treated), altså den potentielle forskel, en indsats kan have gjort for indsatsgruppen

(the treated), når vi sammenligner med en kontrolgruppe, der ligner dem på en lang række para-

metre.

Dette betyder, at forskellen på anbringelseshyppigheden mellem børn med

dansk og grønlandsk baggrund reduceres væsentligt, når vi sammenligner

børnene med grønlandsk baggrund med en lignende gruppe af børn med

dansk baggrund, men at der fortsat er signifikant forskel på de to grupper.

Selvom vi sammenligner de grønlandske forældre med en gruppe af danske

forældre med samme baggrundsfaktorer som de grønlandske forældre, er

børnene med grønlandsk baggrund således stadig overrepræsenterede i an-

bringelsesstatistikken.

Selvom den anvendte matching-metode øger sammenligneligheden mellem

børn med dansk og grønlandsk baggrund, kan det ikke afvises, at der fortsat

er forskelle mellem børn med grønlandsk baggrund og børnene med dansk

baggrund i den matchede sammenligningsgruppe, som vi ikke har taget højde

for, og som kan skævvride resultaterne. Når analyserne er baseret på register-

data, er der en række livsforhold, der ikke kan observeres. Det gælder for ek-

sempel barnets adfærd og relationer, dysfunktionelle familieforhold, funktionel

hjemløshed, misbrugsproblemer m.m. Vi kan derfor ikke afvise, at der til trods

for matchingen er nogle forskelle på grønlandske og danske familier, som kan

være med til at forklare den højere anbringelseshyppighed blandt børn med

grønlandsk baggrund.

3.5

Opsamling

Dette kapitel har beskrevet grønlandske familier med anbragte børn ud fra re-

gisterdata fra Danmarks Statistik og kvalitative data fra sagsbeskrivelser og

interviews med forældre. Derefter har kapitlet vist, i hvilken grad børn med

grønlandsk baggrund er overrepræsenterede i anbringelsesstatistikkerne, når

vi sammenligner dem med børn med dansk baggrund med samme baggrunds-

og familiekarakteristika.

Den beskrivende analyse viser, at forældre, der selv er født i Grønland, men

hvor børnene er født i Danmark, har den højeste sandsynlighed for at få an-

bragt deres børn (16 %), mens anbringelseshyppigheden er noget lavere

blandt børn, der er født i Danmark af en grønlandsk og en dansk forælder.

Derudover viser de statistiske analyser, at grønlandske forældre til anbragte

børn, ligesom danske forældre til anbragte børn, står i en vanskelig situation i

forhold til fx beskæftigelse, psykisk helbred og kriminalitet. I begge grupper er

mindre end en fjerdedel af mødrene i beskæftigelse, omtrent halvdelen af

mødrene har en psykiatrisk diagnose, og næsten halvdelen af fædrene har

fået en betinget eller ubetinget dom for kriminalitet. På en række af disse pa-

rametre er de grønlandske mødre og fædre til anbragte børn dog gennemsnit-

ligt mere udsatte end de danske mødre og fædre: De er i højere grad enefor-

sørgere (66 % mod 55 %), i højere grad på kontanthjælp (66 % mod 55 %), li-

gesom forekomsten af misbrugsbehandling er højere (20 % af de grønlandske

mødre mod 11 % af danske mødre til anbragte).

Det kvalitative materiale bekræfter, at mange af forældrene til de anbragte

børn står i en vanskelig situation præget af vold, misbrug og økonomisk kaos.

For nogen er denne situation opstået før flytningen til Danmark – andre ople-

ver først vanskeligheder i mødet med det danske samfund, der for en dels

vedkommende fører til social isolation og ensomhed. Både denne undersø-

gelse og tidligere undersøgelser viser således, at mange af de grønlandske fa-

milier har svage netværksressourcer – enten fordi familien bor i Grønland, eller

fordi familien selv har vanskeligheder, der gør, at de ikke kan bistå forældrene

i omsorgsarbejdet.

Det kvalitative materiale viser, at en stor del af forældrene er opvokset under

særdeles vanskelige vilkår, og at belastningerne i barndommen har medført

traumereaktioner og følelsesmæssige skader, der gør det vanskeligt at sikre

deres børns behov for omsorg. Der er dog også forældre, der ifølge sagsak-

terne og interviewene i deres opvækst

har

oplevet positive omsorgsfigurer,

der har sikret dem tilstrækkelig omsorg.

Den afsluttende matching-analyse viser, at forskellen i anbringelseshyppighed

mellem børn med dansk og grønlandsk baggrund reduceres væsentligt, når vi

tager højde for de statistiske forskelle mellem grupperne. Der er dog stadig en

forskel – og en overrepræsentation – af børn og unge med grønlandsk bag-

grund på 1,7 procentpoint, idet 3,9 % af børn med familiebaggrund som de

grønlandske børn er anbragt mod 5,6 % af alle børn med grønlandsk baggrund

i Danmark og 1 % af alle børn med dansk baggrund. Den tilbageværende for-

skel kan måske forklares med forhold i familierne, der ikke findes viden om i

registrene, men som træder frem i det kvalitative datamateriale og i tidligere

undersøgelser af grønlændere i Danmark. Derudover kan det handle om for-

skellige tilgange i sagsbehandlingen, hvilket det følgende kapitel tager fat på.

Sagsbehandling og

forebyggelse

Indledning

Som beskrevet i forrige kapitel hænger de høje anbringelsestal blandt børn

med grønlandsk baggrund til dels sammen med den situation, forældrene står

i. Der er dog fortsat, når vi tager højde for de statistiske forskelle mellem

grønlandske og danske familier, en forskel i anbringelseshyppigheden, som

dels kan handle om forhold i hjemmet, som vi ikke har statistisk viden om – og

som dels kan handle om mindre optimale sagsbehandlingsprocesser i sager

med grønlandske forældre.

Dette kapitel undersøger derfor sagsbehandlingen i sager, der ender med, at

et barn fra en grønlandsk familie anbringes, og viser, hvordan der i de anbrin-

gelsessager, der indgår i sagsmaterialet sættes ind med forebyggende foran-

staltninger, inden barnet anbringes. Kapitlet indledes med en beskrivelse af

mødet mellem de grønlandske familier og de danske sagsbehandlere og de

forskellige forhold, der afgør, om der etableres et godt samarbejde i sagerne.

Dernæst beskrives den udredningsproces, der går forud for anbringelserne

med særligt fokus på de forældrekompetenceundersøgelser, der bruges til at

afdække forældrenes ressourcer til at varetage deres børns behov. Endelig

beskriver kapitlet forskellige forløb med forebyggende indsatser og diskuterer

muligheder for at undgå, at sagerne fører til anbringelse.

4.1

4.2

Møder mellem grønlændere og danske

sagsbehandlere

Børnesagerne med de grønlandske familier starter ligesom andre sager typisk,

fordi kommunen modtager underretninger om familien fra fx sundhedsperso-

nale, lærere og pædagoger eller andre professionelle aktører, der kender for-

ældrene fra fx beskæftigelsessystemet eller misbrugsbehandling. Derudover

er der flere eksempler på, at underretningerne kommer fra familiens egne fa-

milier og netværk eller fra aktører i det grønlandske miljø.

Når kommunen modtager en underretning, indkaldes forældre og børn til en

samtale med henblik på at afdække udfordringerne i familien og sikre, at bar-

net får hjælp. Her er det afgørende, at der etableres et godt samarbejde mel-

lem hjemmet og kommunen, så man kan sikre, at barnet får den rette hjælp og

kan forblive i hjemmet.

Sagsbehandlere og grønlandske forældre er dog enige om, at samarbejdet i

børnesager kan være vanskeligt. Det skyldes ligesom i sager med danske for-

ældre, at det handler om noget af det vigtigste og mest følsomme i forældre-

nes liv – nemlig deres børns trivsel, og at de selv bliver vurderet på deres helt

fundamentale formåen til at tage vare på deres børn. Det er almindeligt, at an-

bringelsessager vækker frustrationer og vrede, og at det kan være vanskeligt

at etablere et velfungerende samarbejde mellem sagsbehandlere og forældre,

fordi forældrene ikke forstår sagsbehandlernes bekymringer eller deler opfat-

telsen af årsagerne til bekymringerne. I sagerne med de grønlandske familier

er der dog flere ekstra lag, der kan vanskeliggøre samarbejdet og forhindre, at

man opnår en god dialog, hvor forældrene føler sig vurderet fair og inddraget

på passende vis i beslutninger.

Det handler både om sprogvanskeligheder og forskellige måder at fremstille

sig selv på, kulturel forskel på, hvordan man lever op til idealer om at være en

god forælder, systemiske forskelle på, hvornår en bekymring for et barn bliver

til en anbringelse, og hvad en anbringelse indebærer og om oplevelser hos

både grønlandske forældre og sagsbehandlere af at blive mødt med for-

domme og mistillid.

4.2.1

Sproglige forståelsesvanskeligheder

En del af de grønlandske forældre har svært ved at forstå eller udtrykke sig på

dansk. I de tilfælde er alle parter ifølge interviewene enige om, at det er nød-

vendigt med tolk til møderne, og at forældrenes position styrkes, og samarbej-

det lettes, når der er tolk med til møderne. Både i sagsmaterialet og i inter-

views med sagsbehandlere og forældre er der dog eksempler på, at anvendel-

sen af tolk ikke sker systematisk, eller at sagsbehandlerne først et stykke

henne i sagsforløbet finder ud af, at forældrene har behov for tolkning. Det

kan skyldes, at forældrene har en korrekt dansk udtale, der måske ikke i første

omgang afslører, at ordforrådet er begrænset, eller at de ikke tillægger de

danske ord samme betydning, som den danske sagsbehandler. I interviewene

er der eksempler på, at forældrenes ønske om at få tilknyttet en tolk er blevet

afvist af sagsbehandlerne. Derudover er der eksempler på, at forældrene selv

takker nej til at bruge tolk, fordi de oplever at tale godt hverdagsdansk, men

alligevel oplever forståelsesvanskeligheder i de afgørende samtaler om lovgiv-

ningsmæssige krav og processer.

Selv når der deltager en tolk, kan sagsbehandlerne være i tvivl om kvaliteten

af tolkningen, og om, hvorvidt forældrene, på trods af tolkningen, forstår, hvad

der bliver sagt. Derudover kan det ifølge sagsbehandlerne være en udfordring

at finde en tolk. Og, hvis dette er muligt, udfordringer med, at tolken ikke på

den ene eller anden måde kender til familien og derfor ikke er uvildig i sagen.

Derudover kan det være en udfordring, at der er forskel på, hvordan grøn-

landsk tales i forskellige områder af Grønland, og at tolken og familien derfor

kan have forståelsesvanskeligheder, selvom der kommunikeres på grønlandsk.

Ifølge lovgivningen skal der ske et konkret skøn af borgernes behov for skrift-

lig oversættelse. Dette skøn skal tage højde for, om oversættelsen vil medføre

væsentlige forbedringer i muligheden for at formidle væsentlige afgørelser og

begrundelser for afgørelserne til forældrene og dermed muligheden for at ind-

drage forældrene og leve op til krav om partshøring. I sagsmaterialet finder vi

dog ingen eksempler på, at dokumenter er oversat til grønlandsk.

4.2.2

Kulturelle forståelsesvanskeligheder

Ud over de sproglige forståelsesvanskeligheder vidner sagsmaterialet og in-

terviewene også om, at både forældre og sagsbehandlere oplever kulturelle

forståelsesvanskeligheder i deres gensidige møder – og diskussioner om, hvor

skellet mellem kultur og risikofaktor går. Det handler, som beskrevet i indled-

ningen, på den ene side om, at nogle grønlændere kan have en mere afven-

tende og tilbageholdende selvfremstilling i mødet med autoriteter, der kan

være svær at aflæse for en dansk sagsbehandler. På den anden side kan der

opstå problemer med at nå frem til en fælles problemforståelse, fordi grøn-

lænderne oplever, at deres familieliv og børneopdragelse er udtryk for legitime

grønlandske kulturelle normer, mens de danske sagsbehandlere selv oplever,

at de vurderer forholdene i hjemmet ud fra børnefaglige normer for, hvad der

udgør et godt børneliv i Danmark.

En sagsbehandler fortæller, hvordan hun oplever nogle af de grønlandske bor-

gere:

Det kan fx være, at de måske ikke er så snakkesalige. De har en helt

anden måde at indgå i et samarbejde på. Børnene er måske mere

stille i skolerne. Den tanke skal man være bevidst om i arbejdet med

grønlandske familier. Men kulturen, de er opvokset i, er meget an-

derledes. Det er ikke, fordi de enten ikke ønsker at samarbejde eller

ikke ved, hvad de skal sige. Men de er bare opvokset i en kultur,

hvor de måske ikke har så mange ord, som vi andre har. Og når de

så endelig udtrykker sig, så er de også til gengæld – hvert fald nogle

af dem – rigtigt udtryksfulde. Altså, så har de også en anden kultur i

forhold til det, hvor man måske godt kan tolke på nogle ting som

værende umodne, men det er ikke sikkert, at de er det. Det kan

være den måde, de faktisk udtrykker sig på.

Forskellige måder at fremstille sig selv på kombineret med sprogvanskelighe-

der kan altså betyde, at sagsbehandlerne fejllæser forældrenes ressourcer, el-

ler at der går relativt lang tid, hvor sagsbehandlerne tror, at forældrene for-

står, hvad der tales om på møderne, og hvad der skal ske i sagen, uden at det

reelt er tilfældet.

Sagsbeskrivelser og interviews vidner også om, at forældre og sagsbehand-

lere oplever, at det kan være vanskeligt at nå frem til en fælles problemforstå-

else i udredningsfasen, fordi forældrene har andre opfattelser af, hvad et barn

har brug for i forhold til fx sproglig stimulation, struktur, tilknytning til faste

omsorgspersoner, pædagogisk stimulering i daginstitutioner, regelmæssig

skolegang eller boligmæssige rammer. En mor fortæller om en diskussion mel-

lem hende og en dansk sundhedsplejerske:

Vi grønlændere opdrager vores børn med nærvær, varme, krops-

sprog. Det er vores måde at opdrage på. Ansigtsudtryk … De fortalte

[far], at han skulle gøre sådan noget, ”lave sjove ansigter” … pff …

de ville gerne se, om vi havde kontakt til barnet. Så der sagde jeg, at

det var ikke på den måde, vi opdrager på. Det er ikke vores kultur at

lave sjove ansigter, hvorfor skulle vi det? ...

Andre fortæller, hvordan de oplever, at nutidige forhold eller oplevelser i barn-

dommen tolkes mere belastende for det nuværende forældreskab, end foræl-

drene selv oplever, at det er tilfældet:

[Sagsbehandleren] kunne ikke forstå, at jeg kan leve et liv med

glæde, på trods af at jeg har den baggrund, som jeg har. For dem er

det rigtig hårdt, for mig er det allerede sket, og jeg er i nutiden. Jeg

har levet med rigtig meget selvmedlidenhed, da jeg var yngre, og

det kan man også komme videre fra. Alting har en ende, man kan

ikke sidde fast i fortiden for altid. Jeg er blevet meget stærkere.

Da relativt mange af de grønlandske forældre har oplevet vanskelige op-

vækstvilkår, kritiseres en tilgang, der tillægger en belastet opvækst stor be-

tydning for et fremtidigt forældreskab, for at ramme denne gruppe hårdere,

end den rammer danske forældre.

Sagsbehandlerne fortæller fra den anden side af bordet om diskussioner om

betydningen af at overholde mødeaftaler eller diskussioner om betydningen af

at leve op til bestemte boligmæssige standarder i familien:

Vi har så forskellige syn. Et af kriterierne er fx, at man ikke kan bo

otte mennesker og ligge og sove på gulvet i stuen. Det kan man

ikke. Det er ikke godt nok for et barn at komme hjem til og ikke

kunne invitere legekammerater ind. Vi har en standard for, hvad der

er godt nok. Den står ikke skrevet nogle steder, men det er en faglig

vurdering, vi sætter for, hvad der er godt nok, for at et barn kan bo

derhjemme. Og der er vi lodret uenige. De siger, at det er sådan, de

er vant til det, og sådan bor man i Grønland.

Sagsbehandlerne mener selv, at deres bekymringer er baseret på børnefaglige

hensyn til, hvad et barn behøver for at kunne følge med i det danske skolesy-

stem eller for at kunne have samme standarder for privatliv, som andre børn

og unge i Danmark. De kulturelle forskelle på fx boligstandard eller selvfrem-

stilling er ifølge sagsmaterialet og interviewene med sagsbehandlerne ikke af-

gørende for beslutningen om anbringelse, men er som beskrevet med til at be-

grænse dialogen mellem forældre og sagsbehandlere om at opnå de bedste

betingelser for børnene.

4.2.3

Systemiske ligheder og forskelle

Lovgivningsmæssigt er der, som beskrevet i indledningen, kun få forskelle på

børnefamilieområdet i Danmark og Grønland ud over nogle detaljer i forhold til

frister for fx at behandle underretninger eller udarbejde socialfaglige undersø-

gelser. Da andelen af udsatte familier i en del områder af Grønland er høj, og

da de grønlandske sagsbehandlere har flere sager end en typisk dansk sags-

behandler, kan der dog være forskel på, hvornår der gribes ind i en familie og

med hvilke begrundelser. I det grønlandske system er der således en høj andel

akutte sager, og mange anbringes på grund af aktuelle misbrugsproblemer,

vold eller overgreb, mens færre anbringes på grund af fx ustabil skolegang,

skiftende omsorgspersoner eller nedsatte mentaliseringsevner hos forældrene

(Grønlands Statistik, 2022b; Dahl et al., 2020; 2021).

Derudover kan begreber som fx en forebyggende indsats eller en frivillig an-

bringelse betyde meget forskellige ting i en dansk og en grønlandsk kontekst.

Tilsammen kan disse systemiske forskelle betyde, at forældrene har svært

ved at forstå, hvorfor der rejses bekymring for deres forældreskab og familie-

liv, og hvor meget der skal til, for at kommunen griber til fx en anbringelse.

Derudover kan de, som det følgende kapitel viser, have svært ved at forstå,

hvad tiltagene indebærer, fordi begreber med samme ordlyd dækker over for-

skelligt meningsindhold.

4.2.4

Oplevelser af fordomme, forskelsbehandling og mistillid

Flere af de grønlandske forældre i undersøgelsen oplever at blive vurderet an-

derledes og hårdere af det danske system på grund af den grønlandske bag-

grund og dertil knyttede forestillinger om misbrug af rusmidler og omsorgs-

svigt af børn. For nogle bygger oplevelsen på konkrete oplevelser med for-

skelsbehandling i den pågældende sag eller i andre møder med det danske

system. Andre har oplevet forskelsbehandling eller fordomme andre steder i

det danske samfund og overfører disse erfaringer til mødet med sagsbehand-

lerne. Andre igen har hørt om forskelsbehandlingen fra familie og venner. Op-

levelse af fordomme kan hos nogle føre til en generaliseret forestilling om, at

det danske samfund er fordomsfuldt indstillet over for grønlændere, og at det

derfor er nødvendigt at være på vagt over for især systemets repræsentanter.

Denne forestilling har vi i undersøgelsesperioden mødt blandt både ressource-

stærke og mere udsatte grønlændere både i Danmark og i Grønland, der fx vi-

ser sig i en udtalelse som:

”rygterne går jo heroppe, at man skal passe på med

at flytte

[til Danmark],

for så får man taget sine børn”

(psykolog med base i

Grønland)

Nogle grønlændere

bliver

mødt med fordomme og forskelsbehandling i Dan-

mark. En undersøgelse udarbejdet af Institut for Menneskerettigheder om

grønlænderes oplevelser af mødet med det danske samfund fra 2015 viser så-

ledes, at omkring 15 % af de adspurgte grønlændere har oplevet at være udsat

for fornærmende ord, øgenavne eller nedværdigende vittigheder som følge af

deres grønlandske baggrund i kontakten til det offentlige. Desuden viser un-

dersøgelsen, at 10 % af grønlænderne med to grønlandskfødte forældre og 5

% af grønlændere med én grønlandskfødt forælder har oplevet at få dårlig be-

tjening eller service som følge af deres grønlandske baggrund. Socialt udsatte

er underrepræsenterede blandt respondenterne, derfor fremhæver rapporten

også, at tallene formentlig også vil være højere i forhold til den samlede popu-

lation af grønlændere i Danmark (Laage-Petersen, 2015).

Oplevelserne af fordomme – uanset om de stammer fra den pågældende sag

eller fra andre møder med systemet – fører til, at en del af de grønlandske fa-

milier møder de danske sagsbehandlere med stor mistillid. En mistillid, der

både kan holde forældrene tilbage fra at søge hjælp og gøre møderne mellem

grønlænderne og de danske sagsbehandlere meget konfliktfulde. Dette gen-

kender de danske sagsbehandlere, der selv oplever at blive mødt fordoms-

fuldt af de grønlandske forældre og deres partsrepræsentanter, selvom de

selv oplever at tage udgangspunkt i den konkrete families situation uden at

dømme dem ud fra deres kultur eller grønlandske baggrund:

Det er ærgerligt at blive mødt med ”I ser os bare som grønlændere”.

Der er en mur imellem, hvad sagsbehandler synes er godt nok. De

kriterier kan vi ikke ændre så meget på. Det er ærgerligt, at de kun

føler sig mødt med etniske fordomme. Sådan er det ikke. Sagerne er

meget forskellige. Mange sager har misbrug. Vi møder dem, hvor de

er, men opfattelsen af systemet er svær og forskellig.

Sagsbehandlerne fortæller videre om at blive beskyldt for at være racister og

om en oplevelse af, at sagsbehandlere generelt har et dårligt rygte blandt

grønlændere:

Vi har samfundet lidt imod os, fordi vi er dem, der anbringer børn.

Det ser man på Facebook, hvor man får at vide, at man får penge for

at anbringe deres børn. ”I tjener penge på at anbringe mit barn”, har

jeg tit fået smidt i hovedet. Vi har meget dårligt rygte blandt grøn-

landske og andre etniske kulturer. Det er svært for os at vende den

og fortælle, at vi er der for at hjælpe og for barnet, så barnet kan

udvikle sig og få en hverdag. Det er svært, når der er en mur og

mennesker på nettet, der bakker op.

Sagsbehandlerne fortæller, at det kan være svært at have en god dialog med

borgeren. De kommer i tvivl om, hvorvidt forældrene har forstået, hvad der

sker, og de synes, det er svært, når forældrene nærmest ikke siger noget i en

sammenhæng, hvor de netop forventes at skulle komme til orde.

4.2.5

Muligheder for at forbedre samarbejdet

I interviewene peges dog også på, at det er muligt at opbygge et godt samar-

bejde, hvis sagsbehandlerne opsøger viden og viser interesse for den grøn-

landske baggrund. En medarbejder fra Foreningen Grønlands Børn fortæller:

Mange sagsbehandlere har minimal viden om Grønland og har en

forudindtagethed om boligforhold og alkoholindtag. Uden at interes-

sere sig for, hvor de kommer fra i Grønland. Det betyder noget, om

du er vokset op i Nuuk eller fra en lille bygd i nord. Vi holder oplæg

en gang imellem og overraskes over, hvor lidt folk de ved. Fra pro-

fessionelt hold mangler der interessen. Men det gælder også for an-

dre etniske minoriteter. Det er ikke en ny samtaleteknik, men hand-

ler om at gå lidt dybere.

En øget viden kan ifølge flere aktører fra de grønlandske organisationer i Dan-

mark opbygges gennem oplæg eller sparring med grønlandske organisationer

såsom Foreningen Grønlands Børn eller de grønlandske huse.

En anden måde, som kan styrke mødet mellem familie og kommune i sagsbe-

handlingen, er, at man i nogle kommuner har et særligt team med godt kend-

skab både til Grønland generelt og til grønlandske miljøer i kommunen. Nogle

af medarbejderne heri har grønlandsk baggrund og taler grønlandsk. Derfor

kan sagsbehandlere uden grønlandsk baggrund let få sparring tidligt i et sags-

behandlingsforløb på, hvordan de kan forstå borgerens situation, handlemåde

og udsagn. Det hjælper ofte med at få en god dialog med borger. Dette kan

også ske ved, at den pågældende kollega i en periode kommer i hjemmet hos

familien og får en direkte dialog.

En tredje måde at styrke mødet, særlig med udgangspunkt i forældrenes situ-

ation, er at tilbyde en kontaktperson eller en bisidder til familien, som er uaf-

hængig af kommunen. Flere sagsbehandlere har da benyttet forskellige grøn-

landske aktører som bisidder i sagerne. Sagsbehandlere oplever, at det virker

godt, når bisidder kan hjælpe med en dialog om barnet og familien, herunder

at forældre kommer bedre til orde og er mere trygge under mødet. De nævner

dog også eksempler på, at bisidder kan medvirke til at fremme eller optrappe

en konflikt.

En fjerde måde, der ifølge en sagsbehandler kan hjælpe meget på samarbej-

det, er, at hun og forælder mødes løbende til uformelle ”jeg lytter til dig”-mø-

der, hvor der netop ikke skal træffes en afgørelse, som der skal ske partshø-

ring om. Sagsbehandler får mere at vide om, hvordan forælder har det, og

hvordan forælder ser på barnets situation. Og forælder har en mere rolig

ramme for en samtale og kan bedre komme til orde. Disse møder afholdes,

hvor det passer bedst; sommetider mødes sagsbehandler uden for med foræl-

der. Sagsbehandler mener, at det i den konkrete sag har medført, at et relativt

konfliktfyldt forløb – med høj grad af mistillid og misforståelser – over tid er

blevet meget bedre.

I næste afsnit ser vi nærmere på forskellige forløb og oplevelse med udred-

ningsfasen omkring barnet og på vurderingen af forældrekompetencer.

4.3

Udredning af børnetrivsel og

forældrekompetencer

Når kommunen vurderer, at der er grundlag for at iværksætte indsatser af

mere indgribende art, som fx en anbringelse, påbegyndes en § 50-udredning

af familiens og barnets udfordringer.

§ 50-undersøgelse indeholder dels en vurdering af det konkrete barns trivsel

og udvikling, dels en vurdering af forældrenes udfordringer og ressourcer for

at imødekomme deres børns behov – en såkaldt forældrekompetenceundersø-

gelse. Derudover kan udredningen af sagen indeholde en vurdering af samar-

bejdet mellem forældrene og kommunen, og hvorvidt forældrene formår at

handle passende på sagsbehandlerens anvisninger.

Udredningerne af børnenes trivsel og behov gennemføres af sagsbehandleren

og beskriver typisk barnets adfærd, helbredstilstand, sproglige, faglige og

motoriske udvikling ud fra fx observationer i sundhedsplejen, daginstitutioner,

skoler eller familiebehandlere, der kommer i hjemmet. Hvis barnet er mindst 6-

7 år, vil man typisk også gennemføre en børnesamtale med barnet for at sikre

sig, at barnets perspektiv indgår i udredningen.

I det kvalitative sagsmateriale ser vi, at indholdet af § 50-udredningerne især af-

hænger af det konkrete barns alder, og hvorvidt der findes andre børn i sagen.

4.3.1

Udredninger af sager med spæde børn

I de sager, hvor børnene var spæde på anbringelsestidspunktet, er udrednin-

gen af forældrenes ressourcer påbegyndt under graviditeten. Da barnet endnu

ikke er født på udredningstidspunktet, handler udredningen ikke om et konkret

udøvet forældreskab over for det barn, der overvejes anbragt, men i stedet

om en vurdering af forældrenes

fremtidige

mulighed for at varetage det kom-

mende barns behov baseret på forældrenes nuværende forhold – og eventu-

elle forældreskab over for ældre børn.

I sager med helt spæde børn vil forældrenes konkret udøvede forældreskab

over for det aktuelle barn af naturlige grunde fylde relativt lidt i udredningerne

– og vurderingen af forældrenes kompetencer handler derfor i højere grad om

ældre søskende og forældrenes egne forhold samt psykologiske test.

Hvis forældrene står over for at få anbragt et spædbarn og allerede har fået

anbragt et eller flere børn, vægter de tidligere sagsakter og konkrete under-

retninger om mistrivsel og omsorgssvigt af de ældre børn relativt tungt i ud-

redningen af forældrenes nuværende forældrekompetencer. Der findes her ty-

pisk en lang række underretninger fra forskellige aktører med kendskab til for-

ældre og børn og typisk en lang række observationer af det konkret udøvede

forældreskab henover en årrække. De aktuelle test, samtaler og observationer

af forældrene sammen med spædbarnet indgår i anbringelsesgrundlaget, men

spiller ikke nødvendigvis lige så stor en rolle, som når der ikke er andre børn i

familien.

Er der omvendt tale om forældrenes første barn, der overvejes anbragt som

spæd, er udgangspunktet for udredningen typisk forældrenes nuværende si-

tuation og hidtidige evne til egenomsorg. I vurderingen af evnen til at tage sig

af et barn får de psykologiske test og samtalerne om forældrenes forestillinger

om forældreskabet derfor en større betydning, end hvis familien har ældre an-

bragte børn. Forældrekompetenceundersøgelserne (FKU’erne) bygger typisk

på en blanding af samtaler, psykologiske test og indhentning af udsagn fra ak-

tører omkring familien. I de sager, der indgår i sagsmaterialet, tillægges det i

FKU’erne betydning, at forældrene ifølge psykologen, der gennemfører

FKU’en, ikke viser tilstrækkelig indsigt i egne muligheder og begrænsninger,

ikke tager afstand fra de omsorgssvigt og overgreb, som de selv eller deres

søskende har oplevet i barndommen, eller ikke reflekterer over opvækstbegi-

venhedernes betydning for det kommende forældreskab i samtaler/interview

om deres forældreevne. Det kan også tælle negativt, hvis den ene forælder

ikke forholder sig kritisk over for den anden forælders eventuelle misbrug, vol-

delige adfærd eller kriminalitet eller ikke i samtalen udtrykker betænkeligheder

mod at omgås personer, der har begået overgreb på forælderen selv. Derud-

over kan beskrivelser af forældrenes kapacitet til at indgå i et samarbejde med

professionelle aktører i diverse aktiverings- og behandlingsforløb indgå i vur-

deringen af forældrenes varige evne til at sikre deres børn omsorg og stabili-

tet. I de sager, der indgår i datamaterialet, og som omhandler spædbarnsan-

bringelser, bygger vurderingerne på en række test, observationer og beskri-

velser af forældrene indhentet blandt flere forskellige aktører. Vi ser ikke ek-

sempler på, at en enkeltstående test eller en enkelt samtale med forældrene

tillægges afgørende betydning i vurderingerne. Som beskrevet i afsnit 4.3.3,

er der dog flere gange rejst kritik af FKU’erne for ikke at gengive grønlandske

forældres mentale udfordringer og ressourcer korrekt.

4.3.2

Udredninger af større børn

I sager, hvor anbringelsen sker, efter at barnet har boet hos forældrene i

mindst et år, finder vi en del sager, hvor forældrene er flyttet til Danmark fra

Grønland relativt kort tid før anbringelsen – i nogle tilfælde uden at blive regi-

streret på en konkret adresse i Danmark. I disse sager er kommunens kend-

skab til forældrene begrænset, før kommunen modtager underretninger om

barnet – eller familien selv henvender sig til kommunen for at få hjælp. I disse

sager kan de forhold, der vækker bekymring, have været til stede i længere tid

uden de danske myndigheders vidende, men der kan også være tale om for-

hold, der først er opstået, kort tid før kommunen får kendskab til familien. Der-

udover ser vi også sager, hvor familien har boet i Danmark i længere tid. I

nogle af disse sager har kommunen kendt til sagen i en årrække og forsøgt en

række forebyggende tiltag, før sagen indstilles til anbringelse. I andre sager

får kommunen først kendskab til (alvoren af) familiens vanskeligheder kort før

anbringelsestidspunktet, fx fordi de pågældende børn selv – eller netværk til

familien har formået at opretholde en hverdag og skjule familiens vanskelighe-

der for kommunen, eller fordi forældrenes vanskeligheder gradvist er eskale-

ret i løbet af børnenes opvækst – eller i mødet med det danske samfund. En

ung fortæller, hvordan morens problemer voksede, da hun og børnene flyttede

til Danmark:

Efter 2 år blev det bare værre og værre, med at vores mor drak. Og

nogle gange kunne jeg komme hjem fra skole, hvor hun sad og var

fuld. Og sådan ... Det var sådan der, vi først tænkte “nu er det sådan

slemt”, og så blev der også nogle dage, hvor hun slet ikke kom hjem,

hvor der gik 2-3 dage, og vi ikke havde noget mad i køleskabet.

Interviewer: Og det havde hun slet ikke haft problemer med, da hun

boede i Grønland eller?

I hvert fald ikke sådan, at det gik rigtig meget ud over hverdagen.

Det var – hvad hedder det – Jeg kan ikke sådan selv huske det, men

... Hun ... Hun har tit været i byen i weekenden, hvor vores faster

passede os. Men det er ikke rigtig noget, jeg havde lagt mærke til.

Det har ikke været sådan, altså – Hun har godt kunnet passe sit job.

I disse sager, hvor forældrene i kortere eller længere tid har varetaget deres

barns omsorg, indeholder udredningerne en

konkret

vurdering af trivsel og ud-

vikling hos det barn, der overvejes anbragt, og konkrete observationer af for-

ældrenes ressourcer til at varetage barnets behov. Derudover har udrednin-

gen også fokus på barnets egen tilknytning og egne relationer til sine om-

sorgspersoner.

Enkelte af sagerne med ældre børn er akutte anbringelser efter konkret mis-

tanke om overgreb på eller alvorlige omsorgssvigt af børnene. I størstedelen

af sagerne sker udredningen dog på baggrund af en længere fase med af-

prøvning af forebyggende foranstaltninger og observationer af børnenes triv-

sel i eller uden for hjemmet.

I sagerne med børn, der anbringes efter at have boet et eller flere år sammen

med forældrene, har en del af forældrene ifølge udredningen en grundlæg-

gende omsorgskapacitet, men har svært ved at sikre deres barns omsorg og

udvikling på grund af fx misbrugsproblemer, vold i hjemmet eller forældrenes

helbredsproblemer. Anbringelsesgrundlaget i sagerne med de ældre børn

handler således i højere grad om børnenes trivsel, forældrenes nuværende

forhold og samarbejdet med kommunen frem for, som i sagerne med de

spæde børn, forældrenes mentale ressourcer og historik af egenomsorg og

omsorg for ældre børn.

4.3.3

Forældrekompetenceundersøgelser

I anbringelsessagerne med børn med grønlandsk baggrund rejses der i flere

tilfælde tvivl om kvaliteten af forældrekompetenceundersøgelserne, der indgår

i § 50-undersøgelserne, da de psykologer, der gennemfører undersøgelserne,

i næsten alle tilfælde har dansk baggrund, og da testene ikke er validerede i

forhold til grønlandsk sprog og kulturbaggrund (Christensen & Hertig, 2020).

Det danske psykolognævn er i en af sagerne i sagsmaterialet delvist enig i kri-

tikken, idet de fremhæver, at undersøgelsen burde have inkluderet faglige

overvejelser over betydningen af forældrenes kulturbaggrund. Psykolognæv-

net finder dog ikke grundlag for en generel kritik af psykologens virke i sagen

og skriver, at undersøgelsen generelt er gennemført omhyggeligt og upartisk

(Afgørelse fra psykolognævnet i en konkret sag).

I de sager, der indgår i datamaterialet, inddrager forældrekompetenceunder-

søgelser typisk følgende forhold:

Observationer af forældrenes konkret udøvede forældreskab over for

det barn, der er aktuel bekymring for

Beskrivelser af ældre børns sagsforløb før og efter en eventuel an-

bringelse

Observationer af forældrenes samspil med deres eventuelt ældre an-

bragte børn, når børnene er på samvær

Beskrivelser af forældrenes beskæftigelse, boligforhold, psykiske og

fysiske helbredsforhold og eventuelle misbrug af rusmidler

Samtaler om forældrenes egne opvækstforhold og forestillinger om

det fremtidige forældreskab

Psykologiske test af forældrenes kognitive og følelsesmæssige res-

sourcer.

De psykologiske test af forældrenes mentale ressourcer kan fx være følgende:

▪

Wais IV, der tester forældrenes IQ ud fra sprogforståelse, perception

og hukommelse

Rorschach (Exner) testen, der beskriver forældrenes typiske tanke-

gang, evne til kontrol og stress-håndtering, sociale- og følelsesmæs-

sige forhold samt realitets- og selvopfattelse

▪

MCMI III, der belyser forældrenes personlighedstræk

RME (Reading the Mind in the Eyes), der tester forældrenes evne til at

tolke følelsesudtryk

▪

PAI, der tester psykiske lidelser og personlighedsforstyrrelse

Den projektive personlighedstest, der tester tankeforstyrrelser og re-

alitetsforstyrrelser

Screening med SRS-2, der vurderer afvigelser i voksnes sociale kom-

petencer

BRIEF-V, der tester for eksekutive vanskeligheder

LEAS (Levels of Emotional Awareness), der tester evne til empati og

mentalisering.

Ifølge Socialstyrelsen indgår forældrekompetenceundersøgelser i kommunens

myndighedsarbejde og skal altid gennemføres af en autoriseret psykolog. For-

ældrekompetenceundersøgelsen skal tilrettelægges og gennemføres så skån-

somt som muligt, og der skal tilstræbes en høj grad af inddragelse af børn og

forældre. Undersøgelsen skal altid gennemføres ved brug af flere informati-

onskilder og metoder, herunder samtaler med forældrene, samtaler med bar-

net, observationer af samspillet mellem barn og forældre samt eventuelt psy-

kologiske test. Undersøgelsen skal fokusere på både styrker og svagheder i

forældrenes samspil med barnet. Ved anbringelser uden samtykke har der si-

den marts 2020 været et krav om, at indstillingen til børn- og ungeudvalget

skulle indeholde en vurdering af forældremyndighedsindehaverens kompeten-

cer til at varetage omsorgen for barnet eller den unge. Sagsbehandleren i sa-

gen skal sikre, at både børn og forældre mødes respektfuldt og inddragende,

og at begge parter forstår kommunens bekymring og indholdet af undersøgel-

sen. Derudover skal forældrene have mulighed for at give deres ønsker til fx

psykologens kvalifikationer og kulturelle baggrund til kende, og disse ønsker

skal imødekommes, hvis muligt og hensigtsmæssigt (Socialstyrelsen, 2021).

I Socialstyrelsens anvisninger behandles spørgsmålet om at vælge psykologen

ud fra dennes kulturbaggrund altså som en mulighed, der kan behandles på

forældrenes ønske – uden at forældrene kan stille et egentligt krav.

I det amerikanske psykologforbund (APA)s retningslinjer for brug af test på

forskellige etniske grupper lægges der op til en høj grad af opmærksomhed på

kulturelle bias i test, der fx handler om forskelle på personer med en kollektivi-

stisk kontra en individualistisk kulturbaggrund og forskellige måder at kommu-

nikere verbalt og nonverbalt på. APA anbefaler på den baggrund, at psykolo-

ger stræber efter at være bevidste om deres egen kulturelle position og tilpas-

ser deres praksis til personer med forskellig baggrund, uden at der direkte

stilles krav om et fuldstændigt overlap mellem den testede og psykologens

kulturbaggrund (Suyemoto et al., 2019).

Psykolog Conni Gregersen, der arbejder i Grønland, er enig i, at det er vigtigt

at være opmærksom på, at psykologiske test, der er valideret på personer

med en vestlig kulturbaggrund, kan fremstille grønlændere dårligere, end de

reelt er:

[Testene kan] være biased på, at “grønlandske” personlighedsstruk-

turer gennemgående er mere “bløde og runde i det” end europæiske

personligheder, hvor et stærkt (og kampberedt) ego er det alminde-

lige og scorer højt i test. Selv i Grønland bliver grønlændere ofte

sammenlignet med og beskrevet ud fra de europæiske standarder

for normalitet, og det er ikke altid fair for grønlænderen, som ofte

ikke reagerer imod netop på grund af den bløde og milde person-

lighed, som har svært ved at tage kampe med mere hårdføre egoer

– og som også finder, at det er en forkert måde at opføre sig på.

Denne forståelse af den grønlandske kultur, og ”grønlandske personligheds-

strukturer” fokuserer, som det ses, på generelle træk i den individuelle per-

sonlighed, der i nogen grad går igen på tværs af en række sammenhænge.

Samtidig skal man dog være opmærksom på, at der kan være stor forskel på

grønlændere fra forskellige geografiske områder og fra forskellige klasser, og

at den tilgang, der passer til en, der har boet hele sit liv i Østgrønland, ikke

nødvendigvis passer til en, der er opvokset i Nuuk og flyttet til Danmark som

ung. Nogle af de aktører, vi har talt med, fremhæver i overensstemmelse her-

med, hvordan man i sagsbehandlingen bør være påpasselig med en meget es-

sentialistisk kulturforståelse, hvor kulturen ses som en konstant og på forhånd

given størrelse, og i stedet tage udgangspunkt i en kontekstualistisk kulturfor-

ståelse for at skærpe sit blik for at bestemte (grønlandske) karaktertræk og

handlemåder kan være særligt udtalte i fx mere formelle sammenhænge som

fx møder og test-interviews.

I de analyserede sager finder vi ikke eksempler på, at man har brugt en grøn-

landsksproget psykolog i forældrekompetenceundersøgelserne, hvilket formo-

dentlig afspejler, at det sjældent sker – uden at undersøgelsen har dokumen-

tation for, at det aldrig sker. Vi har ikke kendskab til, om der i Danmark findes

grønlandsksprogede psykologer, som har autorisation til at gennemføre foræl-

drekompetenceundersøgelserne, og hvorvidt det i praksis vil være muligt for

kommunerne at benytte sådanne psykologer – og samtidig overholde de tids-

frister, der er i § 50-undersøgelserne. Vi kan se, at der bliver brugt tolk i nogle

af forældrekompetenceundersøgelserne, men kan også se, at det ikke sker

konsekvent.

Den psykologiske test inddrager i de sager, vi har haft adgang til, altid flere in-

strumenter i vurderingen af forældrenes mentale ressourcer. Hvis forældrene

vurderes til at have begrænsede omsorgskompetencer, bygger det således på

vurderinger af både deres kognitive og følelsesmæssige ressourcer og på ud-

talelser fra en række aktører, der kender forælderen fra andre sammenhænge

end børnesagen. I udredningen og vurderingen af, om sagen skal ende med en

anbringelse, vægter de forskellige dele af udredningen forskelligt alt efter bar-

nets alder og forældrenes konkret udøvede forældreskab i forhold til dette

barn samt tilstedeværelsen af andre børn i familien. Den psykologiske vurde-

ring af forældrenes potentielle omsorgskapacitet vægter således mere, jo min-

dre forældrene har haft mulighed for konkret at vise deres forældreskab i

praksis. Er der observationer af forældrenes samspil med ældre børn eller det

barn, der påtænkes anbragt, udgør disse observationer omvendt en væsentlig

del af anbringelsesgrundlaget, mens betydningen af psykologiske test og vur-

deringer mindskes.

Nogle forældre oplever, som før beskrevet, at forældrekompetenceundersø-

gelserne har for stort fokus på udfordringerne i hjemmet og kun i mindre grad

har blik for ressourcerne. Den øgede brug af forældrekompetenceundersøgel-

ser er, som beskrevet i afsnit 1.2.4, indført for at styrke forældrenes retssik-

kerhed i tvangsanbringelsessager. I nogle af sagerne med de grønlandske fa-

milier oplever forældrene dog i stedet, at deres position som forældre svæk-

kes, ved at problemerne i familien bliver tydeliggjort af en autoriseret psyko-

log, som de oplever står på samme side i sagen som den kommunale sagsbe-

handler. Dette forhold understreger et behov for at sikre, at undersøgelserne

ikke har indbyggede kulturelle bias, og at undersøgelserne ikke opleves som

et redskab, der primært har til formål at underbygge en tvangsanbringelses-

beslutning, der er taget på forhånd.

4.4

Forebyggende foranstaltninger

I de fleste af de sager, hvor børnene ikke er spæde på anbringelsestidspunk-

tet, iværksættes der i en kortere eller længere periode forebyggende foran-

staltninger for at forsøge at stabilisere forældrenes omsorgsevner og dermed

muliggøre, at barnet bliver boende hjemme. Da denne undersøgelse kun inklu-

derer anbringelsessager, ender alle sagerne i datamaterialet med, at børnene

anbringes, hvilket ikke skal tages som udtryk for, at forebyggende foranstalt-

ninger, der gives til grønlandske familier, altid ender med en anbringelse.

Ifølge lovgivningen er kommunerne forpligtede på – så vidt muligt – at fore-

bygge og afhjælpe problemer i hjemmet eller i det nære miljø og at løse børn

og unges problemer

”i samarbejde med familien og med dennes medvirken”

(Social- og Indenrigsministeriet, 2018).

Mange danske kommuner arbejder i forlængelse heraf med den såkaldte ind-

satstrappe, hvor man bestræber sig på at afprøve alle muligheder på de ne-

derste mindst indgribende trin, før man går videre til de mere indgribende til-

tag på de øvre trin (Socialstyrelsen, 2018). Nogle af de mest anvendte fore-

byggende indsatser i familier, hvor der er gennemført en § 50-undersøgelse,

er praktisk-pædagogisk støtte i hjemmet, også kaldet en hjemmehosser-ord-

ning, og familiebehandling, der enten gennemføres som ambulante individuelle

eller gruppebaserede samtaler og øvelser for familiemedlemmerne i et kom-

munalt børne-familiecenter eller som et intensivt botilbud, hvor hele familien

anbringes, mens der arbejdes med fx tilknytning og struktur i hjemmet. I de

sidste tilfælde tales om parallelanbringelse eller døgnfamilieophold. Rasmus-

sen m.fl. (2020) finder dog, at parallelanbringelse kun bruges i meget begræn-

set omfang.

De forebyggende foranstaltninger har til hensigt at støtte og stabilisere fami-

lien, men kan også fungere som grundlag for beskrivelsen af forældrenes res-

sourcer til at varetage deres børns behov. Det giver familiebehandlerne en

dobbeltrolle i den forebyggende fase, som også påpeges af de grønlandske

forældre i denne undersøgelse: På den ene side skal de hjælpe forældrene

med at forbedre deres forhold – på den anden side skal de dokumentere deres

udfordringer og ressourcer som forældre med henblik på at skabe et beslut-

ningsgrundlag forud for en eventuel anbringelse.

Ifølge Danmarks Statistiks registre er der 4,7 % af børn med grønlandsk bag-

grund, som modtager forebyggende foranstaltninger, mod 2,1 % af børn med

dansk baggrund. I de sager, der indgår i datamaterialet, finder vi eksempler på

1) forebyggende faser, der virker

relativt lange

i forhold til beskrivelsen af

barnets trivsel og forældrenes ressourcer, 2) forebyggende faser, der virker

veltilpassede

i forhold til børnenes trivsel og forældrenes ressourcer og 3) fo-

rebyggende faser, hvor

sagen relativt hurtigt eskalerer

til en anbringelse,

uden at vi kan se, at relevante muligheder for at forebygge og afhjælpe pro-

blemerne i hjemmet er afprøvet. I sagsbeskrivelserne ser det ud til, at både til-

bageholdenhed og (for) hurtig indgriben i sagerne kan have noget med foræl-

drenes grønlandske baggrund at gøre, der igen kan hænge sammen med

sproglige og kulturelle misforståelser samt vanskeligheder med at etablere et

godt samarbejde og en fælles problemforståelse i sagerne.

Følgende beskrivelse af den forebyggende fase i en af sagerne er eksempel

på en relativt lang forebyggende fase, hvor kommunen ser ud til at tøve med

at gribe til anbringelse til trods for mange dokumenterede risikofaktorer hos

forældrene og gradvis forværret trivsel hos børnene:

Lang forebyggende fase uden ud-

vikling

Sundhedssystemet opdager i forbindelse med graviditeten et alkoholmis-

brug hos faren. Familien, der taler begrænset dansk, knyttes derfor til for-

skellige sundhedsmæssige og kommunale behandlingstilbud med henblik

på at udrede forældrenes forældrekompetencer og støtte forældrene i

omsorgen for barnet, der har et handikap, der kræver hjælpemidler. For-

ældrene møder ikke stabilt frem til familiebehandlingen og begrunder de-

res afbud med, at de føler sig forkerte i forhold til danske normer. Kom-

munen finder på forældrenes ønske en grønlandsk kontaktperson, der

skal støtte dem i deres forældreskab. Samtidig bevilges barnet friplads og

støttepædagog i vuggestue, og forældrene pålægges at aflevere barnet i

vuggestuen regelmæssigt. Barnet beskrives som forstyrret i sin tilknyt-

ning og med begrænsede følelsesudtryk. Barnet bruger ofte ikke sine

hjælpemidler – hverken hjemme eller i vuggestuen, og vuggestuen bruges

ikke stabilt. Der er løbende indberetninger om, at forældrene har efterladt

børnene alene, om misbrug af hash og alkohol, om fysisk afstraffelse og

vold, om manglende kommunikation mellem forældre og børn, og om

børn, der er hæmmet i deres sproglige, sundhedsmæssige og følelses-

mæssige udvikling. Der er derudover økonomiske og boligmæssige pro-

blemer i familien. De pædagogiske og socialfaglige professionelle omkring

familien finder det vanskeligt at vejlede forældrene, der ikke viser tegn på

udvikling i deres forældreskab. Der er i tiltagende grad konflikt mellem fa-

milie og professionelle. Efter nogle år besluttes det, at barnet skal i aflast-

ning, da man ikke vurderer, at forældrene er i stand til at støtte barnet i en

sund udvikling. Samtidig iværksættes ekstra støtte i familien til de øvrige

børn. 2 år senere udvider man antallet af aflastningsdage for få måneder

senere at beslutte at anbringe barnet fuld tid hos aflastningsfamilien (ba-

seret på sagsakter).

Både i dette eksempel og i flere andre lignende sager ser det ud som om,

samarbejdet mellem forældre og kommune er præget af manglende forståelse

for problemerne, målene og midlerne til at nå målene. Forældrene anerkender

ikke kommunens bekymring, forstår ikke, hvad de skal, og kan ikke se behovet

for de handlinger, kommunerne forventer, at de gennemfører for at forbedre

deres forældrekompetencer og sikre deres barns trivsel og udvikling. Som før

beskrevet kan den manglende forståelse handle om en kombination af sprog-

lige udfordringer, forskellige kulturelt og socialt betingede opfattelser af ”det

gode forældreskab”, manglende systemkendskab og begrænsede mentale

ressourcer hos forældrene.

I andre sager er samarbejdet i den forebyggende fase bedre, og selvom man

ikke når frem til en tilstand, hvor børnene kan blive i hjemmet, sker der en af-

klaring hos den biologiske familie, der gør det nemmere for dem at acceptere

anbringelsen og finde en ny omsorgsrolle. Følgende sag omhandler en sag,

hvor familiemedlemmer selv beder kommunen om hjælp til at sikre barnets

trivsel og udvikling, og hvor det kunne tyde på, at familien i kraft af oplevelsen

af selv at være aktør og oplevelsen af at blive anerkendt som gyldig omsorgs-

person har nemmere ved at samarbejde med kommunen:

Gradvis optrapning af indsatser, der

fører til afklaring

Efter en indberetning fra et familiemedlem om fars mulige overgreb på

barnet iværksættes en akut netværksanbringelse hos en faster i Danmark,

mens det afklares, om fasteren kan godkendes som varigt anbringelses-

sted. I første omgang godkendes fasteren ikke, da hun selv vurderes til at

have begrænsede helbredsmæssige, netværksmæssige og beskæftigel-

sesmæssige ressourcer. For at sikre kontinuitet i barnets liv og for at

kunne tilbyde barnet et grønlandsksproget opvækstmiljø fastholdes faste-

ren dog som netværkspleje-familie, samtidig med at der arbejdes på at

styrke relationerne til barnets mor, der opholder sig i Grønland, og etab-

lere regelmæssigt samvær med faren, der opholder sig i Danmark. Faste-

rens plejetilladelse er betinget af, at der iværksættes familiebehandling,

som skal støtte hende i at varetage barnets omsorgsbehov, hvilket faste-

ren også selv ønsker. Anbringelsen kombineret med familiebehandlingen

fungerer til at begynde med godt, og barnets trivsel øges. Efter et stykke

tid forværres fasterens forhold, og hun beder først om aflastningsanbrin-

gelse og kort tid efter fuldtidsplejeanbringelse i samme familie til barnet,

hvilket kommunen bevilger. Der er på dette tidspunkt opbygget en god

relation mellem barn, familie og aflastningsfamilien, der letter over-gan-

gen til fuldtidspleje (baseret på sagsakter).

Som beskrevet indeholder langt de fleste af de sager, der indgår i sagsmateri-

alet, en række risikofaktorer, der til sammen fører til, at sagen indstilles til en

anbringelse. I en enkelt sag ser det dog ud til, at konflikt og dårlig kommunika-

tion mellem forældre og kommune skygger for, at kommunen i tilstrækkelig

grad ser familiens ressourcer og derfor ser ud til at gribe til anbringelse, før

mulighederne for forebyggende hjælp er udtømt:

Forskellig problemopfattelse skyg-

ger for familiens ressourcer

I en sag om et mindre barn har både mor og barn fået konstateret en

smitsom sygdom. Mor har et begrænset netværk, men oplever ellers ikke

sig selv som socialt udsat, da hun er i gang med en videregående uddan-

nelse, der dog sættes på pause på grund af sygdommen. På hospitalet

oplever moren, at personalet misforstår hende, da hun giver udtryk for sin

bekymring, for om barnet overlever sygdommen. Og hun oplever,

at per-

sonalet tolker manglende

succes med at få barnet til at tage imod

medi-

cinen som et udtryk for morens

manglende vilje og utilstrækkelige ind-

sats. Familien

visiteres til et familiebehandlingstilbud

for misbrugere og

derefter til et hjemme-hosser-tilbud, der skal støtte hende i hendes for-

ældreskab, selvom moren selv afviser både misbrugsproblemer og mang-

lende forældreevne.

Moren oplever selv, at hendes

behov handler om

sygdom, træthed og behov for praktisk hjælp, og at kommunens medar-

bejdere forvrænger hendes udtalelser, fejlfortolker begivenheder i barn-

dommens betydning for hendes omsorgsevner og underkender hendes

autoritet som forælder. Derfor opstår der konflikt mellem moren og kom-

munen. Moren giver her selv et eksempel på en situation, hvor hun ople-

vede, at kommunens medarbejder misforstod og underkendte hende, og

hvor hun og kommunen ikke var enige i, hvilken hjælp hun havde brug for:

Min søn havde ikke været i vuggestuen hele morgenen, og jeg

havde haft overskud til at lege med ham. Hjemmehosseren

kom kl. 10, og jeg tænkte, at det var dejligt at have nogen at

snakke med. Mens vi snakkede, kom min søn hen og ville vise

en brandbil og sagde ”mor, brandbil, rød”. Da jeg gerne vil

have, at han lærer at respektere, når nogen snakker og vente

lidt, sagde jeg til ham: ”Vent lige lidt. Jeg har leget med dig

hele morgenen. Jeg snakker lige med nogen lige nu. Jeg ven-

der tilbage, når jeg lige har snakket”. Efterfølgende vendte jeg

tilbage til kvinden, og i det øjeblik jeg vendte blikket mod kvin-

den, tog hun min arm og på en måde kneb min arm og sagde til

mig: ”Din søn vil gerne have din opmærksomhed”. Så svarede

jeg: ”Jamen, du hørte mig. Jeg har lige sagt til ham, at han skal

vente”. Hun svarede mig hidsigt: ”Men han vil have din op-

mærksomhed, nu!”. Jeg svarede: ”Du er da ikke her for at lære

mig, hvad for en mor jeg skal være”. Dertil svarede hun: ”Jo,

det er jeg”. Da indså jeg, at der var noget, der var helt galt.

Herefter bryder samarbejdet sammen, og kommunen beslutter at an-

bringe barnet i et år begrundet i morens temperament, frustration og

stressede tilstand – sindstilstande, som moren selv tolkede som udtryk

for hendes fysiske sygdom og pres, der opstod som følge af børnesagen.

Moren får at vide, at en frivillig anbringelse vil med-føre mere samvær og

accepterer derfor modvilligt. Efter ca. et halvt års anbringelse hjemgives

drengen (baseret på interview med biologisk mor).

Et ikke optimalt samarbejde kan altså betyde ikke optimale forebyggende for-

løb i sagerne med de grønlandske familier. De interviewede sagsbehandlere er

enige i dette, men har også idéer til at forbedre det forebyggende arbejde

med de grønlandske familier. Det handler, som to sagsbehandlere i det føl-

gende beskriver, fx om mere helhedsorienterede indsatser, hvor der er fokus

på både familieliv og øget brug af parallelanbringelser – gerne målrettet grup-

pen af grønlændere:

Lad os nu sige, at man oprettede et … forælder-barn-hjem, hvor der

var noget pædagogisk støtte, som også havde grønlandsk bag-

grund. For jeg kan godt forstå, at de gerne vil opretholde deres

grønlandske baggrund. Jeg kan godt forstå, at de gerne vil opret-

holde de traditioner, de har, og vil være en del af hinanden og være i

den kultur, de er i, og hjælpe hinanden med at passe hinandens børn

på kryds og tværs, som de plejer at gøre. Så hvis nu vi havde noget i

Danmark, hvor vi kunne sige ”jamen, du skal bo her i en periode, og

det skal du, fordi vi har brug for at hjælpe dit barn til at komme i triv-

sel. Og det skal vi med de her pædagogiske redskaber. Og der er

faktisk nogle grønlandske pædagoger, som har en viden om det og

det og det.”… Det kunne jeg se kunne være fedt. Og hvis du giver

mig pengene, så starter jeg det op!

Jeg tænker faktisk, at det er alt det, som de har brug for for at

kunne opretholde det, som de har brug for i den her situation, der er

så svær. For hvis man opretholder noget genkendeligt i sin hverdag,

så tror jeg også på, at man har mulighed for at tage noget læring

ind. Om det så handler om forældrekompetencer eller måder at se

andre mennesker og måder at møde sit eget barns behov på … Det

tror jeg bare er så vanvittig vigtigt, at der så er noget i den anden

ende, der er … som det plejer at være.

4.5

Opsamling

Samarbejdet mellem forældre og sagsbehandlere omkring indgribende foran-

staltninger som en anbringelse er ofte svært. I sagerne med børn med grøn-

landsk baggrund, der anbringes uden for hjemmet, kan samarbejdet mellem

forældre og sagsbehandlere dog vanskeliggøres yderligere af sproglige, kultu-

relle og systemiske forståelsesvanskeligheder – og af gensidige oplevelser af

fordomme.

Nogle grønlandske forældre forstår kun i begrænset omfang dansk eller har

svært ved at udtrykke sig på dansk, når det handler om svære ikke-hverdags-

lige emner. Alle aktører er enige om, at det er befordrende for et godt samar-

bejde, at der bruges tolke i de situationer. Det varierer dog, om der bliver

brugt tolk i de grønlandske sager, fx fordi sagsbehandlerne ikke er tilstrække-

ligt opmærksomme på forældrenes behov, fordi der er praktiske problemer

med at skaffe tolke, eller at forældrene selv oplever at tale godt dansk, men

alligevel oplever forståelsesvanskeligheder i de afgørende samtaler om lovgiv-

ningsmæssige krav og processer.

Kulturelt opstår der forståelsesvanskeligheder, der handler om både måden at

fremstille sig selv på, hvor nogle grønlændere kan have en mere afventende

og tilbageholdende selvfremstilling i mødet med autoriteter end danske bor-

gere. Sagsbehandlerne oplever derfor nogle gange forældrene som passive,

mens forældrene selv kan opleve at blive talt hen over hovedet. Derudover

kan der opstå problemer med at nå frem til en fælles problemforståelse, fordi

grønlænderne oplever, at deres familieliv og børneopdragelse er udtryk for le-

gitim grønlandsk kulturelle normer, mens de danske sagsbehandlere selv ople-

ver, at de vurderer forholdene i hjemmet ud fra børnefaglige normer for, hvad

der udgør et hensigtsmæssigt børneliv i Danmark.

I Grønland er der typisk mere akutte og alvorlige årsager til, at kommunen be-

slutter, at et barn skal anbringes, hvilket både skyldes, at niveauet af sociale

problemer i mange lokalområder er højt, og at de grønlandske sagsbehandlere

ikke har ressourcer til at tage sig af de mindre akutte sager. Hvis børnene del-

vist er opvokset i Grønland, eller hvis forældrene kender til det grønlandske

systems ageren i børnesager, kan forældrene derfor blive overraskede over

det danske systems håndtering af børnesager og opleve, at den danske kom-

munes opfattelse af risikofaktorer ikke svarer til deres egen. Derudover kan de

have svært ved at forstå, hvad tiltagene indebærer, fordi begreber med

samme ordlyd dækker over forskelligt meningsindhold.

En del af forældrene i undersøgelsen har oplevet forskelsbehandling på grund

af deres grønlandske baggrund. Det kan være oplevelser, de har i mødet med

det offentlige system eller i andre dele af samfundet, men handler ikke nød-

vendigvis om konkrete oplevelser i de børnesager, som undersøgelsen kigger

på. Når forældrene møder sagsbehandlerne, er det dog ofte med en stærk for-

ventning om at møde forskelsbehandling og ringeagt på grund af den grøn-

landske baggrund, der i en del sager omsættes til beskyldninger om racisme,

når sagsbehandlerne prøver at komme i dialog om situationen i hjemmet og

omsorgen for børnene. En udbredt fortælling blandt grønlændere i både Dan-

mark og Grønland om, at grønlandske forældre har stor risiko for at få anbragt

deres børn i Danmark, kan derudover betyde, at nogle venter for længe med

at bede om hjælp, og at man derfor ikke får gang i en konstruktiv forebyg-

gende proces.

Samarbejdet mellem danske sagsbehandlere og grønlændere kan ifølge aktø-

rer i det grønlandske miljø måske forbedres ved hjælp af forskellige tiltag. For

det første foreslås det, at sagsbehandlerne i højere grad opsøger viden og vi-

ser interesse for den grønlandske baggrund. For det andet kan man i kommu-

ner med en større grønlandsk population opbygge teams med særlige kompe-

tencer i forhold til grønlændere. For det tredje kan man i højere grad være op-

mærksomme på at tilbyde familierne kontaktpersoner og bisiddere med kend-

skab til det grønlandske miljø, som er uafhængige af kommunen. Og for det

fjerde kan man arbejde med forskellige mødeformer, hvor man i højere grad

giver plads til, at forældrene kan komme til orde, uden at der skal træffes en

afgørelse på mødet.

I nogle anbringelsessager med børn med grønlandsk baggrund rejses der tvivl

om, hvorvidt de gennemførte § 50-undersøgelser er egnede til at opfange de

grønlandske familiers udfordringer og ressourcer, da især de anvendte psyko-

logiske test i forældrekompetenceundersøgelserne mistænkes for kulturelle

og sproglige bias. Undersøgelsen viser, at de gennemførte forældrekompeten-

ceundersøgelser i sagsmaterialet bygger på et bredt spektrum af informati-

onskilder og metoder samt flere forskellige typer af test. Der er således ikke

eksempler på, at forældrene dømmes på et enkelt testresultat eller en enkelt-

stående kilde. Der er dog grund til at øge opmærksomheden omkring de kultu-

relle og sproglige bias, der kan være, og arbejde mod, at psykologen, der te-

ster, har forståelse for den grønlandske kulturbaggrund. Derudover bør der ar-

bejdes mod, at testene oversættes til grønlandsk og valideres på personer

med grønlandsk baggrund.

Nogle forældre i undersøgelsen giver udtryk for, at der er oplysninger på de-

res barns sag, som de ikke mener er korrekte eller kan genkende. For eksem-

pel kan der stå i en sag, at forælder har depressive symptomer, uden at der er

stillet en egentlig diagnose. Nogle beder derfor om at få slettet eller rettet så-

danne oplysninger og oplever da, at det er frustrerende, når sletning eller ret-

telse ikke sker. Ifølge lovgivningen har forældrene (som nævnt i afsnit 1.2) ret

til at kommentere på sagsbehandlernes beskrivelse, men de har kun ret til at

få slettet eller rettet forhold, der er faktuelt forkerte.

Børn med grønlandsk baggrund modtager i højere grad end børn med dansk

baggrund forebyggende foranstaltninger. I sagsmaterialet ser det dog ud til, at

det problematiske samarbejde i sagsbehandlingen også kan betyde problemer

i det forebyggende arbejde. Det kan føre til meget langstrakte forebyggende

forløb, hvor kommunen afprøver forskellige tiltag uden at opnå et konstruktivt

samarbejde med forældrene, samtidig med at barnets trivsel forværres. Vi ser

også eksempler på forløb, hvor det ser ud til, at kommunen relativt hurtigt gri-

ber til en anbringelse uden at have et solidt indblik i familiens ressourcer og

udfordringer, fordi der er et højt konfliktniveau i sagen. Endelig ser vi dog også

eksempler på veltilrettelagte forebyggende forløb, hvor man gradvist bevæger

sig op af indsatstrappen og lykkes med en inddragende og afklarende proces

undervejs.

De interviewede sagsbehandlere foreslår, at man i højere grad laver forebyg-

gende tiltag direkte rettet mod grønlandske familier. Det kunne fx være mere

helhedsorienterede indsatser, der samtænker familiebehandling og beskæfti-

gelse eller øget brug af parallelanbringelse på forælder-barn-hjem, der er til-

passet personer med grønlandsk kulturbaggrund.

5.1

Anbringelsen

Indledning

Dette kapitel omhandler selve anbringelsesforløbet og viser på baggrund af

kvantitative og kvalitative data, 1) hvilke begrundelser der gives for anbringel-

sen, 2) i hvilken grad der er tale om frivillige anbringelser eller tvangsanbrin-

gelser, og hvordan forældrene forstår forskellen på de to typer af anbringelse,

3) hvor børnene anbringes, og hvordan anbringelsesstedet vælges, 4) hvad

der kendetegner samarbejdet mellem forældre og plejeforældre, og 5) hvad

der kendetegner samværet mellem de grønlandske forældre og deres børn.

5.2

Begrundelsen for anbringelsen

Børn med grønlandsk baggrund anbringes oftere end børn med dansk bag-

grund på grund af deres forældres situation og utilstrækkelig omsorg i hjem-

met og sjældnere på grund af børnenes egne vanskeligheder. Det ses i Tabel

5.1 fx ved, at 48 % af anbringelserne af børnene med grønlandsk baggrund

udelukkende er begrundet i forældrenes forhold, mens det samme gør sig

gældende i 39 % af anbringelserne af børn med dansk baggrund. Derudover

ser vi, at de anbragte børn med grønlandsk baggrund i lidt mindre grad end

anbragte børn med dansk baggrund har funktionsnedsættelser (hhv. 6 og 12

%), og at utilstrækkelig omsorg er angivet som anbringelsesårsag i 78 % af sa-

gerne mod 70 % af sager med børn med dansk baggrund. Både de kvalitative

og kvantitative data peger imod, at omsorgssvigtet i en stor del af sagerne er

knyttet til misbrug af rusmidler. Det kan dog også, som vi ser i det kvalitative

datamateriale, handle om en kombination af børn, der ikke kommer til læge

med deres helbredsproblemer, om boligforhold, der vurderes uegnede og

nogle gange farlige for børnene, om psykisk sygdom hos forældrene, eller om

forældre, der ikke stimulerer deres børn følelsesmæssigt og kognitivt. I en sag

beskrives forholdene i hjemmet:

Familiekonsulenten oplevede, at barnet levede i et understimuleret,

kaotisk og ustruktureret hjem, hvor der var meget rod og næsten in-

tet legetøj. Forældrene boede dengang hos en bedsteforælder, som

sov på sofaen i stuen. De øvrige rum i lejligheden var fyldt op med

madrasser, kasser, tøj og poser. Køkkenet var beskidt, der var gam-

mel mad i gryder, og tallerkener med mug på stod frit fremme. Fami-

liekonsulenten oplevede, at der intet var gjort for at børnesikre

hjemmet. Ligeledes oplevede familiekonsulenten, at forældrene

havde en manglende evne til at sætte sig i børnenes sted og en for-

ståelse for, hvad der er godt for børnene.

Den endelige beslutning om anbringelse indeholder derudover ofte en vurde-

ring af forældrenes vilje og evne til at samarbejde med sagsbehandlerne om at

rette op på de forhold, der bekymrer sagsbehandlerne.

Tabel 5.1

Typer af anbringelsesårsager, særskilt for børn med dansk og

grønlandsk baggrund. 2020. Procent.

Alle børn

i DK

Børn med

dansk bag-

grund

Børn med

grønlandsk

baggrund

Sign.

forskel

Anbringelse begrundet i henholdsvis

barns eller forældres forhold

Anbringelsen (delvist) begrundet i barnets

trivsel og adfærd

Anbringelsen KUN begrundet i barnets triv-

sel og adfærd – ikke i forældrenes forhold

Anbringelsen (delvist) begrundet i foræl-

drenes forhold

Anbringelsen KUN begrundet i forældrenes

forhold – ikke i barnets trivsel og adfærd

Uspecificerede anbringelsesårsager

Bekymrende adfærd hos barn

Funktionsnedsættelse hos barnet

Sundhedsforhold hos barnet

Utilstrækkelig omsorg fra forældre

Funktionsnedsættelse hos forældrene

Vold og konflikt i hjemmet

Population

Anm.:

***

9.383

8.063

326

***

Tallene i den nederste del af tabellen summer ikke til 100 procent, da der kan angives flere forskellige årsager til anbringelse. Der er

ikke registreret anbringelsesårsager i 17 % af alle anbringelser, hvorfor N er mindre end i de øvrige tabeller baseret på registerdata.

Kilde:

VIVEs beregninger på registerdata for 0-17-årige i Danmark i 2020.

5.3

Frivillige anbringelser og tvangsanbringelser

Cirka 1 ud af 4 børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, er, som Tabel

5.2 viser, anbragt uden samtykke – også betegnet som tvangsanbringelser.

Resten er anbragt med forældrenes samtykke – det, der ofte betegnes som

frivillige anbringelser. Her er der ikke forskel på anbragte børn med dansk og

grønlandsk baggrund.

Anbringelse uden samtykke er reguleret efter § 58, idet der er tale om et ind-

greb i familielivet efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions arti-

kel 8 og derfor underlagt særligt restriktive krav om saglighed, proportionalitet

og processuelle rettigheder. Anbringelse uden samtykke kan ske, når der er

åbenbar risiko for barnets sundhed og udvikling, hvilket kan være begrundet i

både forældrenes og barnets forhold (Svendsen, 2017).

Man kunne forestille sig, at spørgsmålet om frivillig kontra tvangsanbringelse

ville være sammenhængende med mængden af risikofaktorer i sagen, således

at der ville være færre belastninger hos børn og forældre i frivillige anbringel-

sessager end i tvangsanbringelsessager. I de analyserede sager med børn

med grønlandsk baggrund finder vi dog ikke tydelige forskelle mellem anbrin-

gelsessager med og uden samtykke. Det virker således, som om den primære

forskel er, om forældrene har samtykket, frem for deres bagvedliggende pro-

blemer.

Tabel 5.2

Andel anbringelser uden samtykke, særskilt for børn med dansk og

grønlandsk baggrund. 2020. Procent.

Børn med dansk baggrund

Anbragt uden samtykke

Population

Anm.:

Kilde:

Børn med grønlandsk baggrund

396

9.821

Der er ikke statistisk signifikant forskel på andelen, der er anbragt uden samtykke, mellem børn med dansk og grønlandsk baggrund.

VIVEs beregninger på registerdata for 0-17-årige i Danmark i 2020.

De kvalitative data viser endvidere, at grænsen mellem en frivillig og en ikke-

frivillig anbringelse ikke altid er helt klar – set fra forældrenes synspunkt. Det

skyldes dels, at nogle forældre mangler viden om, hvad betegnelsen ”frivillig”

dækker over, og en oplevelse hos nogle forældre af at føle sig presset til at

acceptere anbringelsen. Der er dog også en del forældre i materialet, der er

enige i sagsbehandlernes vurdering af deres og børnenes udfordringer og be-

hov, og som oplever, at anbringelsen giver barnet den hjælp, det har behov for.

5.3.1

Misforståelse af betingelser for frivillige anbringelser

Den manglende viden om, hvad den frivillige anbringelse indebærer, handler i

sagerne ofte om, at forældrene forstår den frivillige anbringelse som en mid-

lertidig foranstaltning, som de kan stoppe ved at trække deres samtykke til-

bage og dermed få deres børn hjem at bo igen. De anerkender måske de mest

alvorlige og akutte begrundelser for anbringelsen (som fx et alvorligt alkohol-

misbrug eller vold i hjemmet), men ikke sagsbehandlernes bekymringer for

forældrenes mulighed for på længere sigt at sikre barnets trivsel og udvikling.

Derfor har en del af forældrene også en forestilling om, at de kan få barnet

hjem, hvis de nedbringer deres forbrug af rusmidler eller får en stabil boligsi-

tuation. Og de bliver overraskede, når de oplever, at deres egen oplevelse af,

at situationen forbedres, ikke automatisk bringer børnene hjem.

En forælder fortæller:

Som [sagsbehandler] forklarede mig, var det en midlertidig hjælp,

indtil de finder den rigtig hjælp til [sønnen], […]. Jeg forstod ikke

princippet [lyder fortrydende], åbenbart var det noget helt andet

end den måde, jeg forstod det på. Hun forklarede mig, at det var en

frivillig anbringelse, og at jeg altid kan trække mit samtykke tilbage

når som helst. Jeg stolede på dem og troede på dem, fordi de vil det

bedste for min søn og mig, suk.

Flere forældre oplever således, at sagsbehandlerne ikke har kommunikeret

betingelserne for den frivillige anbringelse tilstrækkeligt, og de oplever stor

forvirring og afmagt, når de finder ud af, at der ikke nødvendigvis er udsigt til,

at børnene flytter hjem igen, hvis de trækker deres samtykke tilbage.

Den manglende forståelse af, hvad anbringelsen indebærer, kan handle om

sproglige udfordringer og begrænset kendskab til det danske system og lov-

givning. I Grønland kan en anbringelse uden for hjemmet i højere grad ske på

forældrenes initiativ som en midlertidig måde at få hverdagen til at hænge

sammen på, mens forældrene fx uddanner sig eller arbejder på en fisketrawler

(Dahl et al., 2021). De har derfor også i denne type anbringelser flere handle-

muligheder, hvis de gerne vil have deres børn hjem igen. Derudover viser VI-

VEs kortlægninger af døgninstitutionsområdet og plejefamilieområdet, at der i

Grønland skal relativt meget til, før man griber ind i familien, fordi mange sags-

behandlere i Grønland har et meget højt antal sager og skal behandle flere un-

derretninger, end en gennemsnitlig sagsbehandler i Danmark skal (Dahl et al.,

2020; 2021). Denne forskel på, hvad der fører til anbringelse i Danmark og

Grønland, kan også betyde, at forældrene ikke har den samme forståelse af,

hvad der er normalt og almindeligt som sagsbehandlerne, og derfor oplever, at

sagsbehandlerne overreagerer i deres bekymring for omsorgsmiljøet i hjemmet.

I inddragelsen af forældrene i sagsbehandlingen er det derfor vigtigt at være

opmærksom på både sproglige udfordringer, og at en anbringelse kan have

forskellig betydning i Danmark og Grønland.

5.3.2

Oplevelse af pres for at acceptere en frivillig anbringelse

Ud over misforståelser af begrebet frivillig anbringelse viser interviewene med

forældrene også, at flere oplevede at blive presset til at give samtykke til en

frivillig anbringelse, fordi forældrene oplever, at accepten af anbringelsen

kobles med forældrenes mulighed for indflydelse, omfanget af samvær med

børnene og muligheden for genbehandling af anbringelsen. En mor fortæller,

hvordan hun accepterede anbringelsen for at få mere indflydelse og for ikke at

udsætte sit barn for unødig belastning:

De sagde: ”Hvis du giver samtykke, så får du mere indflydelse på,

hvornår I skal ses”. Jeg svarede, at jeg aldrig nogensinde bliver enig

i den her beslutning, så jeg vil ikke. Så svarede de, at det så bliver

en tvangsfjernelse, og spurgte mig, om vi skal blive enige om det.

Jeg har jo aldrig hørt om det, så den måde, jeg forestillede mig

tvangsfjernelse på, var, at det involverer politiet og dramatiske sce-

ner, så jeg endte med at underskrive, fordi jeg følte mig tvunget til

det.

En anden mor fortæller, hvordan hun oplevede, at accepten af anbringelsen

ifølge hende blev koblet til muligheden for at se børnene efter anbringelsen:

Så spurgte de mig: ”Kan du underskrive her?”. Jeg svarede: ”Hvad er

det? Jeg vil først gerne vide det”. ”Men hvis du ikke underskriver,

kommer du ikke til at se dine børn i 2 år”. Jeg grinede lidt, fordi jeg

tænkte: ”Hvordan kan man sige sådan noget?”. (…) Jeg sagde til

dem: ”Jeg vil gerne have en advokat”, og de svarede: ”Hvis du får en

advokat, kan du heller ikke se dine børn i 2 år. Du bliver nødt til at

underskrive lige nu og her”. Jeg tænkte, ”Hvis de siger det på den

måde, så må jeg gøre det”, og jeg tænkte også, at hvis jeg under-

skriver, at de vil sige, ”børnene kommer hjem nu”. Efter at jeg under-

skrev, sagde [sagsbehandleren]: ”Dine børn kommer ikke hjem

igen”, og gik ud. Jeg blev chokeret og forvirret. Hun sagde lige før,

at hvis jeg ikke underskriver, kommer jeg ikke til at se mine børn i 2

år, og hvad er det, hun siger nu? Jeg var rigtig forvirret.

Oplevelsen af, at accepten af den frivillige anbringelse kobles til muligheden

for samvær, går igen i flere interviews med de grønlandske forældre. Det er

muligt, at de interviewede forældre blander muligheden for samvær sammen

med muligheden for at få genbehandlet anbringelsesafgørelsen og dermed få

hjemgivet børnene. I en frivillig anbringelse er der typisk mere fleksible mulig-

heder for genbehandling, mens kommunalbestyrelsen i en tvangsanbringelse

skal fastsætte en frist for genbehandling, der typisk er 1 år, hvis barnet ikke

har været anbragt det seneste år, og 2 år, hvis barnet har været anbragt året

forinden.

Uanset om der er tale om en misforståelse eller ej, siger vejlednin-

gen til loven klart, at det er vigtigt, at forældrene ikke oplever, at spørgsmålet

om samtykke kobles med muligheden for samvær. Samvær er nævnt ovenfor

(afsnit 1.2) en ret, som alle anbragte børn har (medmindre det strider mod

hensynet til deres tryghed, sundhed og udvikling) – uanset anbringelsesform

(Svendsen, 2017). Sagsbehandleren skal da, eventuelt i samarbejde med en

tolk, sikre sig, at forældrene er korrekt informerede om deres rettigheder og

muligheder, hvis de samtykker til anbringelsen, og hvis de ikke gør.

5.3.3

Forældre, der samtykker om anbringelsen ud fra fælles

problemforståelse

Forældrene, der er enige i anbringelsen, og som selv har taget initiativ til an-

bringelse af deres børn, fortæller typisk, hvordan de oplevede ikke at kunne

give deres børn den tryghed, omsorg og sikkerhed, som børnene havde behov

for, fx fordi de oplevede eftervirkninger efter traumatiske oplevelser i opvæk-

sten eller ikke så sig i stand til at sikre børnene tilstrækkelig stabilitet i hjem-

met. Selvom de elsker deres børn højt, oplever de ikke at kunne opfylde bør-

nenes behov og har svært ved at rumme dem. De har derfor selv været med til

at tage initiativ til, at børnene kommer i plejefamilie enten midlertidigt, mens

de selv får styr på deres liv, eller permanent. En forælder fortæller om, hvor-

dan beslutningen om anbringelse føltes hård, men nødvendig for barnet:

Jeg har ikke lyst til at vise ham min svage side, hvor jeg græder og

vil af med ham, for jeg ville ikke af med ham, men jeg havde det bare

hårdt, og jeg ved godt 100 %, at jeg ikke kan passe ham ordentligt,

på den [måde] som jeg gerne selv ville have haft det. Jeg [har jo

fået omsorg] af min far, men først sent, [og] jeg kunne mærke, at jeg

ikke kan give det samme, som min far har gjort.

Disse forældre, der er enige i sagsbehandlernes problemforståelse og selv har

været med til at opsøge hjælp, oplever typisk i højere grad at føle sig inddra-

get og anerkendt som forældre af både sagsbehandlere og plejeforældre. Den

fælles problemforståelse er med til at give dem en oplevelse af, at barnet får

bedre opvækstmuligheder, end de selv ville have kunnet tilbyde, samtidig med

at forældrene fortsætter med at være en uundværlig del af barnets liv.

Se Ankestyrelsens principmeddelelse 96-16 om fortsat anbringelse uden for hjemmet,

https://www.retsinformation.dk/eli/accn/W20191016725

5.4

Valg af anbringelsessted

Børn med grønlandsk baggrund er, som Tabel 5.3 viser, oftere end børn med

dansk baggrund anbragt i plejefamilier frem for på døgninstitution. Det hæn-

ger formodentlig sammen med som tidligere vist, at børnene oftere er anbragt

på grund af deres forældres forhold frem for egne forhold og derfor ikke i lige

så høj grad som børn med dansk baggrund har behov for den specialiserede

behandling, som en døgninstitution typisk kan tilbyde.

Generelt har man i Danmark de senere år set en bevægelse imod flere plejefa-

milieanbringelser frem for institutionsanbringelser. Institutionsanbringelse an-

vendes derfor primært i begyndelsen af anbringelsen, mens man finder det

rette match mellem barn og plejefamilie og til større børn med relativt store

adfærds- og trivselsproblemer (Bengtsson et al., 2021).

Tabel 5.3

Anbringelsessted. Særskilt for børn med dansk og grønlandsk

baggrund. 2020. Procent.

Børn med dansk baggrund

Familiepleje

Institution

Eget værelse

Procentgrundlag

Note:

Kilde:

* = p < 0,05, ** = p < 0,01, *** = p < 0,001.

Børn med grønlandsk baggrund

396

Sign. forskel

9.821

***

VIVEs beregninger på registerdata for 0-17-årige i Danmark i 2020.

I de fleste af de analyserede sager sker valget af anbringelsessted ud fra et

hensyn til geografisk nærhed til forældrene, mulighed for, at barnet kan fort-

sætte sin skolegang og bevare venskaber og fritidsliv, muligheden for, at sø-

skende kan bo sammen, og om der er god kemi og relation mellem plejeforæl-

dre, barn og biologiske forældre. Generelt er der dog mangel på plejefamilier i

mange danske kommuner, og kommunerne har derfor ofte kun mulighed for at

matche på enkelte parametre frem for på alle de kriterier, sagsbehandlerne

kunne ønske sig at matche på (se fx Ankestyrelsen, 2021; Bengtsson et al..,

2021; KL, 2019; Luckow et al., 2021). Det gælder særligt, hvis man ønsker en

velegnet plejefamilie i barnets og forældrenes geografiske nærområde

(Bengtsson et al., 2021).

De fleste børn er anbragt i danske plejefamilier eller på institutioner, hvor per-

sonalet også er dansktalende. I enkelte sager, hvor børnene selv er grøn-

landsktalende, fremgår det af sagen eller interviewene, at kommunen har for-

søgt at tage hensyn til børnenes mulighed for sproglig og kulturel kontinuitet

ved indledningsvist at anbringe børnene hos et grønlandsktalende familiemed-

lem eller hos plejeforældre, der har boet i Grønland. Dertil kommer to børn, der

bor i en grønlandsktalende plejefamilie, der sammen med børnene er flyttet fra

Grønland til Danmark, efter at børnene er blevet anbragt. I de resterende sa-

ger er spørgsmålet om barnets etniske, sproglige og kulturelle baggrund ikke

noget, der spiller nogen større rolle i sagsbehandlernes overvejelser om valg

af anbringelsessted.

Forældrene oplever i mindre grad at have indflydelse på valget af anbringel-

sessted, men der er dog enkelte, der beder om en anden plejefamilie end den,

kommunen i første omgang har valgt, og får medhold. Blandt børnene er der

ifølge spørgeskemaundersøgelsen en tredjedel, der oplever at være blevet ta-

get med på råd i valg af anbringelsessted, hvilket er samme andel, som blandt

børn med dansk baggrund. Flere af de interviewede forældre fortæller, at de

gerne ville være blevet mere inddraget i valget af anbringelsessted, og at de

havde foretrukket, at der var blevet taget mere hensyn til barnets kulturelle og

sproglige baggrund i valget af anbringelsessted. Når dette ikke er sket, og når

forældrene ikke oplever at være blevet spurgt, om de foretrak en dansk eller

en grønlandsk plejefamilie, skyldes det formodentlig førnævnte mangel på ple-

jefamilier generelt, og at der kun er meget få plejefamilier med grønlandsk

baggrund i Danmark.

De kulturelle og sproglige forskelle på de biologiske forældre og plejeforæl-

drene betyder for nogle forældre og plejeforældre et vedvarende modsæt-

ningsforhold, mens barnet er anbragt. Andre finder, som nedenstående citat

viser, med tiden hinanden, i takt med at der opbygges et tillidsforhold, og den

biologiske forælder oplever, at barnet trives hos plejeforældrene:

Interviewer: Har det nogensinde spillet en rolle for dig, at de skulle

kende noget til grønlandsk kultur og sprog?

Altså, hvis det havde været på banen, helt fra dengang jeg skulle af-

levere ham, så har jeg nok sagt, at ja, det ville jeg gerne have – det

skal være nogen med grønlandsk baggrund.

Interviewer: Ja, så hvis du havde haft et valg mellem to lige gode

plejefamilier, der boede lige tæt på dig, og ja – så havde du tænkt,

dengang, ja – men …

Ja, men i dag – de har jo haft ham og kender ham og elsker ham, og

jeg kan ikke drømme om at skifte dem ud – bare fordi de har mere

kendskab til Grønland.

I børnenes handleplaner er spørgsmålet om bevarelse af børnenes grønland-

ske sprog og kultur sjældent noget, der lægges vægt på. I stedet er der fokus

på at gøre de mindre børn skoleparate, sikre de større børn en stabil og udvik-

lende skolegang, arbejde med børnenes eventuelle adfærds- og trivselsvan-

skeligheder og sikre deres relationer til forældre og netværk. Hvorfor det for-

holder sig sådan, kan være svært at gisne om, men det kan handle om, at

sagsbehandlerne i første omgang forsøger at imødekomme børnenes mest ak-

tuelle behov for følelsesmæssig, social og faglig udvikling og ser spørgsmålet

om sproglig og kulturel tilknytning som et mere langsigtet og sekundært be-

hov hos børnene. Som kapitel 6 behandler mere udførligt, viser interviewene

med børnene, at de mindre børn ikke oplever, at spørgsmålet om grønlandsk

sprog og identitet spiller en væsentlig rolle for dem her og nu. De tidligere an-

bragte unge fortæller dog, at de efter at være blevet voksne er blevet mere

bevidste om betydningen af deres baggrund og gerne ville have haft flere mu-

ligheder for at bevare sprog og tilknytning til den grønlandske kultur. Som

nævnt i kapitel 4 er der også flere sagsbehandlere, som nævner, at betydnin-

gen af børnenes grønlandske baggrund for en del af børnene træder mere

frem, når de kommer op i teenageårene.

5.5

Samarbejdet mellem forældre og plejeforældre

Den første tid af en anbringelse kan for børnene, biologiske forældre og pleje-

familie være en stor omvæltning. Uanset anbringelsestype, er det for alle par-

ter en meget krævende situation, når et barn, måske imod sine forældres vilje,

skal have en anden primær omsorgsgiver og et andet opholdssted. En del for-

ældre er vrede og uforstående over kommunens beslutning og overfører i

nogle tilfælde denne vrede på plejeforældrene. Således fortæller en plejefor-

ælder, at barnets biologiske familie i starten af anbringelsen havde svært ved

at forstå, at det ikke var plejefamilien, som tog beslutningen om at anbringe

barnet, men at de blot er blevet ”bestilt” af kommunen til at passe på barnet:

Altså, der er sommetider, hvor jeg bliver råbt og skreget af ude i det

kvarter, hvor [barnets] mor bor, af andre, at jeg har stjålet det barn

og sådan noget. Men det er bare at lukke ørerne. Sådan er det jo.

Og det er forståeligt. Men jeg plejer bare at sige: ”Jamen, jeg er ble-

vet bestilt til at passe hende. Det er ikke mig, der har taget beslut-

ningen”. Det har været svært for dem at forstå, men det er blevet

godt.

I nogle sager fortsætter de vanskelige samarbejdsrelationer mellem forældre

og plejeforældre. Andre starter op med et højere niveau af mistillid og konflikt,

men udvikler et bedre samarbejde, i takt med at forældre og plejeforældre læ-

rer hinanden at kende. En forælder fortæller:

Jeg har været så heldig med plejefamilien, at det er dem og ikke an-

dre, for det – jeg er så taknemmelig i dag for, at det er dem. I starten

var det selvfølgelig hårdt, og jeg havde en mistanke om, at det må-

ske er på grund af pengene, de vil have barnet. Det var faktisk også

på det tidspunkt, at det kørte i (nyhederne meget), at der var nogle

familier, der var ramt af, hvad hedder det, plejefamilierne, de var

ikke så søde ved deres plejebarn (…) – og det var jeg meget bange

for, at min søn skulle havne i sådan en familie der. Og så var det

også hårdt for mig at tænke på, at min søn blev passet af nogen,

som jeg ikke selv kendte.

Interviewer: Fik du ikke lov til at lære dem lidt at kende, inden de

startede?

Jo, jo, det gjorde jeg også, men jeg har svært ved at stole på folk jo,

og jeg er ikke så god med det nye, stadigvæk ikke faktisk … og så

fik vi en – fik jeg lært dem at kende, det var faktisk den sødeste og

dejligste plejefamilie, han er havnet i, og jeg ved, de kun ønsker det

bedste for ham.

Et godt samarbejde kan kræve meget af både forældre og plejeforældre.

Nogle plejeforældre foretrækker, at størstedelen af samarbejdet sker gennem

kommunens sagsbehandler, fx ved, at alt støttet eller overvåget samvær sker i

kommunens samværshuse, og ved, at al kontakt mellem barn, forældre og ple-

jeforældre er aftalt skriftligt. Andre plejeforældre oplever dog, at de ved at

etablere en mere direkte relation til forældrene og åbne op for mere fleksibili-

tet i kontakt og samvær får en mere tillidsbaseret relation, der betyder, at for-

ældrene selv føler sig anerkendt i deres forældreskab og derfor i højere grad

bakker op om anbringelsen – til fordel for barnet. En plejeforælder fortæller:

Jeg fandt ret hurtigt ud af, at hvis man føler, at man er lige gyldige

og lige værdige i en sammenhæng, så gør man også noget mere for

at kunne tilgodese andres behov, hvis man samtidig har en fornem-

melse af, at man får opfyldt sit eget. Så hvis man har brug for at

komme af med noget i forhold til noget, der fylder, og man så bruger

tiden på det, så gør det noget godt i den anden ende. Hvis det har

fyldt, at man ikke har haft så mange penge til bil eller husleje, eller

hvad der nu er, og man så får lov til ligesom at få luft for det, så har

man overskud til faktisk at gøre noget andet for sine børn. De har altid

måttet ringe, og jeg har også ringet til dem, og vi har snakket og aftalt

og sådan noget. Vi har altid haft en meget åben kommunikation.

5.6

Samvær mellem børn og forældre

De anbragte børn med grønlandsk baggrund har, som Tabel 5.4 viser, næsten

lige så hyppigt som børn med dansk baggrund samvær med deres mor, men

ses sjældnere med deres far, hvilket kan skyldes, at en del af fædrene ikke

befinder sig i Danmark, og at de grønlandske forældre sjældnere end danske

forældre til anbragte børn bor sammen. 55 % ses således med deres mor mini-

mum hver 14. dag, mens 30 % ser deres far tilsvarende hyppigt.

Sammenlignet med børn med dansk baggrund oplever børnene med grøn-

landsk baggrund i lige så høj grad, at anbringelsesstedet hjælper dem med at

holde kontakten til deres forældre. 60 % af børnene oplever således at få

hjælp til at holde kontakt med forældrene.

Tabel 5.4

Hyppigheden af samvær med biologiske forældre, særskilt for børn

med dansk og grønlandsk baggrund. Procent.

Børn med dansk

baggrund

Har samvær med mor mindst hver 14. dag

Har samvær med far mindst hver 14. dag

Anbringelsessted hjælper med at holde kontak-

ten til forældrene

Procentgrundlag

Note:

Kilde:

* = p < 0,05, ** = p < 0,01, *** = p < 0,001.

Anbragte børn og unges trivsel 2014, 2016, 2018 og 2020.

Børn med grøn-

landsk baggrund

Sign.

forskel

***

4340

126

De fleste børn har således samvær med deres forældre, men i de analyserede

sager ser vi, at både længden af samværet og rammerne for samværet varie-

rer. Her spiller det i særlig grad en rolle, om forældrene er alene sammen med

deres børn under samværet, eller alternativt, om samværet er støttet eller

overvåget af en kommunal samværskonsulent.

Nogle har således mulighed for at få deres børn på besøg i hele dage eller

weekender i deres eget hjem, mens andre har mulighed for få timers støttet

eller overvåget samvær i et kommunalt samværshus eller i plejeforældrenes

hjem. Et begrænset samvær med støtte begrundes fx med kommunens vurde-

ring af forældrenes kompetencer til at skabe et positiv samspil med barnet, at

forældrenes fremmøde har været ustabilt ved tidligere samvær, eller at sags-

behandlere, samværskonsulenter eller plejeforældre oplever, at børnene har

negative reaktioner efter samværet og har brug for hjælp til at navigere mel-

lem forældre og plejeforældre. En plejeforælder fortæller således:

I starten reagerede han voldsomt i situationen derude. Men det gik

faktisk hurtigt over. Men til gengæld så reagerer han så om aftenen

eller om natten efter. Eller ... inden vi skal afsted, hvor han bliver

nervøs. Han kan ikke snøre sine snørebånd – ja, det er ikke engang

snørebånd, det er bare sådan en velcroluk. Han kan ikke finde ud af

at tage sin skoletaske på. Han kan ikke finde ud af at lyne sin jakke.

Altså, det er sådan nogle ting. Altså, han regredierer ned til halvan-

den, 2 år, og han bliver denne her lille krybdyrhjerne, som ikke kan

noget.

Er samværet overvåget, begrundes det fx i kommunens mistanke om over-

greb, eller at samarbejdet er præget af højt konfliktniveau, hvor forældrene fx

forsøger give udtryk for deres modstand mod anbringelsen over for barnet,

mens samværskonsulenten og eventuelt plejeforældrene forsøger at skærme

barnet mod modsatrettede beskeder fra forældre og system.

Omvendt øges mængden og hyppigheden af samvær til fx hele dage og week-

ender, når børnene udtrykker ønske om at se deres forældre mere, eller når

sagsbehandlere og plejeforældre oplever, at samværet har en positiv betyd-

ning for børnene. Derudover vil en udvidelse af samværet typisk komme på

tale, når forældrene føler sig parate til mere samvær, og når samarbejdet mel-

lem forældre, plejeforældre og sagsbehandlere er godt.

I flere sager ses en dynamisk udvikling i samværet, der følger børnenes og

forældrenes udvikling samt samarbejdet mellem forældre, plejeforældre og

sagsbehandlere. Der er således sager, hvor samværet gradvist optrappes og

gøres mere fleksibelt, i takt med at samarbejdsrelationerne forbedres, eller

forældrenes situation forbedres. Og omvendt er der sager, hvor samværet

mindskes, fordi der er et højt konfliktniveau, fordi forældrene udebliver fra

samværet, eller fordi barnet reagerer negativt på samværet.

Som vi ser i mange andre dele af anbringelsen, er der forskel på, om foræl-

drene deler sagsbehandlernes og plejeforældrenes syn på dem, børnene og

samværet, og dermed forskel på, om mængden af samværet opleves accepta-

belt eller utilstrækkeligt. I følgende eksempel har forældrene svært ved at for-

stå begrundelsen for det begrænsede samvær, og om de har mulighed for at

påvirke mængden af samværet.

Det er for lidt, 1 time på 14 dage. Selvfølgelig får min stakkels datter

ikke nok. Når vi spørger om det nu, ”hvornår er det, hun skal be-

gynde at besøge os?”, ville de svare: ”Hun er alt for lille, hun er over-

stimuleret”. Der kommer altid undskyldninger, når vi spørger omkring

dette her. Når vi spørger sagsbehandlerne: ”Hvor er vi nået til? Hvad

er det, vi skal gøre? Hvor er det, vi skal hen?”. Hun har aldrig svaret

klart. Sagen er slet ikke kommet videre på den måde.

Der er dog også forældre, der har accepteret en begrænset mængde samvær, da

de deler sagsbehandlernes syn på deres egen situation og deres børns behov:

I: Hvad synes du om, at I kun må se hinanden en gang om måneden?

C: Hvis jeg skulle gætte på det … fordi vores liv har været hårdt …

hvad skal jeg sige, det er bedre at holde processen positiv, noget i

den retning …, men det er lidt hårdt, at det kun er en time, men jeg

har det okay, også når jeg tænker på børnene … de vil nok ikke helst

være i det lille rum i 2 timer, så det er kun 1 time.

Det afgrænsede og strukturerede samvær er, som beskrevet, ofte begrundet i

et hensyn til børnene og i en vurdering af forældrenes forældrekompetencer

og stabilitet. Derudover kan det handle om at aflaste plejeforældrene fra det

direkte samarbejde med forældrene. Både forældre, plejeforældre og børn kan

dog opleve, at det korte strukturerede samvær, der planlægges mange måne-

der frem, bliver meget besværligt, rigidt og nogle gange kunstigt og i sig selv

begrænser kvaliteten af samværet. Der kan være lang transporttid til sam-

værshuset, der vanskeliggøres af, at forældrene ofte ikke har adgang til bil.

Det er ofte ikke muligt at få erstatningssamvær, når forældrene er syge. Og

det er i mange tilfælde ikke muligt at ændre på samværet, hvis forældrene øn-

sker at tage børnene med til et arrangement, eller hvis børnene vil deltage i et

arrangement i klassen den dag, der er planlagt samvær.

Et udvidet og mere fleksibelt samvær stiller dog også krav til både forældre og

plejeforældre, der i højere grad skal indrette deres hverdag efter samværet og

gensidigt må indstille sig på, at forholdene i de to hjem afviger fra deres egne

idealer/vaner om fx orden og struktur. Som beskrevet i afsnit 5.5, vælger

nogle plejeforældre at indtage en mere aktiv rolle i samarbejdet med foræl-

drene og fx gennemføre samværet hos plejeforældrene, hvis forældrene ikke

selv har en bolig, der er egnet til samvær. Fordelene ved dette kan ud over

føromtalte mulighed for en mere direkte og tillidsbaseret relation mellem for-

ældre og plejeforældre være, at plejeforældrene selv kan støtte børnene i

samværet, hvilket kan øge børnenes tryghed i samværet og dermed sikre for-

ældre og børn mere samvær. Det kræver dog, som følgende eksempel illustre-

rer, at forældrene accepterer plejeforældrenes guidning af samværet, og at

plejeforældrene ønsker at indtage den mere aktive rolle i samværet:

Altså fødselsdagene har også været berammet tidsmæssigt, men

der har forældrene været der til slut, fordi jeg har haft, hvad skal

man sige, magten til at kunne stoppe det før, hvis børnene ikke har

kunnet være i det. Men der har jeg jo så valgt at gøre det modsatte

og sige: ”Nu tror jeg lige, at hun skal have lidt plads”. Og så har det

kunnet fungere. Og det prøvede vi med [plejedatters] fødselsdag,

hvor det lige blev lidt svært, hvor jeg siger: ”Nu tror jeg bare, at du

skal lade hende være lidt”.

Interviewer: Okay. Siger du til dem, at de skal tage hjem så?

Nej. De skal bare koncentrere sig om noget andet. Og så kommer

hun på banen igen. Og sidste samvær, vi havde her, der lavede de

gækkebreve, og der kunne den lille slet ikke være i det lige pludse-

lig. Der ved de godt, at så skal de lige give hende lidt plads. Så sø-

ger hun mig, og så skal hun bare lige have lov til kun at være ved si-

den ved mig, og så er hun klar til at gå ud igen. Hun skal bare lige

være sikker på, at hendes base er, som den hele tiden har været. Og

det har de begge to altid haft brug for.

Interviewer: Ja, og det har de også lært at være i, forældrene?

Ja. Og det er de gode til.

Ud over at plejeforældrene spiller en vigtig rolle i at vise forældrene anerken-

delse og opbygge tillid, oplever sagsbehandlerne også, at muligheden for at

imødekomme forældrene i spørgsmålet om samvær kan have stor betydning

for deres indbyrdes samarbejde. Sagsbehandlerne fortæller således, at de op-

lever en forbedret dialog og tillid, når sagsbehandlerne efterkommer et kon-

kret ønske fra forældrene i form af fx skift af samværskonsulent, så kan en ne-

gativ oplevelse hos forældre skifte, fordi de føler sig hørt:

”Det har føltes som

en krig, men når man imødekommer på det muliges plan, er det godt. Men det

er bare ikke hele tiden, man kan det, og så sker det modsatte”

5.6.1

Sprog i samværet

En del dobbeltsprogede grønlandske forældre med begrænset samvær ople-

ver at få at vide, at de skal tale dansk med deres børn til samværet. Dette op-

leves af mange forældre som et uforståeligt og urimeligt krav forbundet med

tab af identitet og samhørighed med børnene. Hvis der er tale om overvåget

samvær, er sagsbehandlernes begrundelse typisk, at samværskonsulenterne

vil kontrollere, hvad forældrene kommunikerer med børnene om, som følgende

citat fra en forælder vidner om:

Min søn snakkede primært grønlandsk, så vi plejer at snakke grøn-

landsk, og så ville overvågeren hurtigt spørge, ”hvad sagde du til

ham?”, så sagde jeg ”hvorfor? Må jeg ikke snakke grønlandsk til

ham?”, så svarede overvågeren, ”nej, vi er bange for, at du vil instru-

ere ham til at stikke af, fordi du har jo kidnappet ham før”. Mens han

var det sted, glemte han fuldstændigt sproget. Han måtte jo ikke

snakke grønlandsk.

I de fleste tilfælde begrundes opfordringen/kravet om at tale dansk dog med,

at børnenes hverdagssprog enten altid har været eller er blevet dansk under

anbringelsen, og at kvaliteten af samværet bliver bedre for barnet, når barnet

kan forstå, hvad forældrene siger, og når barnet kan fortælle sin plejemor om

samværet. En forælder forklarer selv:

Vi må ikke snakke grønlandsk, så plejemoren også kan snakke med

dem også. Vi snakker kun dansk.

Interviewer: Må du ikke snakke grønlandsk til dem?

Ja, jeg ved det ikke. De skal kunne forstå os.

Interviewer: Har nogen forklaret dig hvorfor?

Nej, men de sagde, at når de skulle køre hjem, så kan de snakke på

vej hjem. Så han kan have noget at sige til sin plejemor.

I en anden sag udtrykker plejemoren forståelse for forældrenes ønske om at

tale grønlandsk til samværene, men fortæller, at hun selv har været med til at

gennemføre, at der blev talt dansk til samværet for at sikre børnene en god

oplevelse:

Grunden til, at man ikke snakkede grønlandsk, det var, at børnene,

de fór simpelthen sammen, når man gjorde det

[fordi far typisk talte

grønlandsk, når han var vred]

. Så det blev ret hurtigt lukket ned. Det

skulle foregå på dansk, fordi det kunne børnene bedre være i, og jeg

kan ikke grønlandsk. Og der var ikke nogen af børnene, der kunne

grønlandsk. Når far blev sådan meget kommanderende, slog han

over i grønlandsk, og så for de sammen.

Interviewer: Og hvordan har de taget det, forældrene, at de har fået

at vide, at de ikke må tale grønlandsk?

Det blev de faktisk meget oprevede over, da kommunen sagde det

til dem. Så ringede faren herop, og jeg forklarede ham, at det var

simpelthen, fordi pigerne reagerede voldsomt. Og at det var for at

give dem det bedste samvær med mor og far. Og så kunne det godt

være på et senere tidspunkt, at man kunne sige, at det var okay,

men det var simpelthen for at passe på dem alle sammen. Da jeg

forklarede ham det, så var det hele i orden. Så sagde han til mig:

"Det kunne de jo bare have sagt”.

5.6.2

Kultur i samværet

Sagerne viser, at samværet i mange tilfælde medfører diskussioner mellem

sagsbehandlere, plejeforældre, støttepersoner og forældre om det gode bør-

neliv og forskellige måder at være forældre og familie på. I disse diskussioner

oplever forældrene i nogle tilfælde, at de korrekses for handlinger, der i deres

øjne er normalt og legitimt i den grønlandske kultur, mens sagsbehandlerne

kan opleve handlingerne som uhensigtsmæssige ud fra deres børnefaglige vi-

den. Konkret ser vi diskussioner om, hvor meget forældrene er fysisk og ver-

balt sammen med deres børn. Det handler fx om, hvor meget de taler sammen,

og hvor meget forældrene krammer deres børn eller lader større børn/teen-

agere sove i sengen sammen med forældrene. Samværskonsulenter og pleje-

forældre oplever på deres side, at børnene finder det grænseoverskridende

og frygter i enkelte tilfælde, at barnet udsættes for overgreb. Bekymringen

kan dog også handle om en generaliseret forståelse af, hvilken adfærd der er

passende for børn i forskellige aldre.

Derudover ser vi i flere sager uoverensstemmelser omkring, hvem der må del-

tage i samværet. Her forsøger samværskonsulenter, sagsbehandlere og an-

bringelsessted typisk at sikre, at det kun er forældrene, der deltager, mens

forældrene finder det naturligt, at hjemmet og familiens grænser er mere

åbne, og at der derfor ofte opholder sig andre end forældre og egne børn til

samværene. Der er dog også sager, hvor sagsbehandlere og plejeforældre an-

befaler, at bestemte familiemedlemmer deltager i samværet, fordi man ser

dem som en ressource for børnene og/eller en god støtte for forældrene under

samværene.

5.7

Opsamling

Børn med grønlandsk baggrund anbringes oftere end børn med dansk bag-

grund på grund af deres forældres vanskeligheder herunder omsorgssvigt –

og sjældnere på grund af egne vanskeligheder. Omsorgssvigtet er ofte relate-

ret til misbrug af rusmidler og psykisk sygdom – men også ofte relateret til

manglende struktur og forudsigelighed i hjemmet. Derudover er der ofte også

vanskeligheder med at få et godt samarbejde med forældrene om at rette op

på forhold, der bekymrer i hjemmet.

100

En fjerdedel af de anbragte børn med grønlandsk baggrund anbringes uden

samtykke. Dette er samme andel som blandt anbragte børn med dansk bag-

grund. De grønlandske forældre har dog vanskeligt ved at forstå begrebet fri-

villighed i den danske lovgivning, og flere føler sig pressede til at acceptere en

frivillig anbringelse.

Anbragte børn og unge med grønlandsk baggrund bor oftere end børn med

dansk baggrund i plejefamilie og lidt sjældnere på institution. Der er næsten

udelukkende tale om danske plejefamilier, hvilket formodentlig skyldes, at der

er meget få grønlandske plejefamilier i Danmark og generel mangel på plejefa-

milier. I valget af plejefamilie spiller nærheden til de biologiske forældre, mu-

lighed for, at søskende kan bo sammen, og kemi mellem barn, forældre og ple-

jeforældre en vigtig rolle, mens kulturel og sproglig kontinuitet spiller en min-

dre rolle. Forældrene føler sig i mindre grad inddraget i valget af anbringelses-

stedet – blandt børnene er der dog samme oplevelse af involvering i valg af

anbringelsessted som blandt børn med dansk baggrund.

En del af forældrene og plejeforældrene oplever samarbejdsvanskeligheder.

For nogle fortsætter vanskelighederne i store dele af anbringelsen. Andre op-

lever dog en bedring i samarbejdet, i takt med at der opbygges et tillidsfor-

hold, og i takt med forældrene oplever, at børnene trives hos plejeforældrene,

og at de får rum til at være forældre på egne præmisser.

Børn med grønlandsk baggrund har lige så hyppigt som børn med dansk bag-

grund samvær med mor, men mindre med far. For mange er samværet dog

støttet eller overvåget, hvilket opleves ufleksibelt og kunstigt af forældrene og

nogle gange plejeforældrene. Det begrænsede samvær begrundes typisk med

begrænsede forældreressourcer, ustabilitet, risiko for overgreb, samarbejds-

vanskeligheder – eller at barnet har negative reaktioner efter samvær. Nogle

forældre får at vide, at de ikke skal/må/bør tale grønlandsk i samværet – dette

begrundes både med, at børnene ikke forstår/taler grønlandsk – og med at

støttepersoner/overvågere kan bistå og kontrollere samværet. Samvær med-

fører desuden diskussioner af kulturelle forskelle på dansk og grønlandsk fa-

miliekultur – fx struktur, tilstedeværelse af andre familiemedlemmer, fysisk

kontra verbal kontakt.

101

6.1

Børnenes trivsel

Indledning

Dette kapitel sætter fokus på anbragte børn med grønlandsk baggrund og un-

ges trivsel, skolegang og fritidsliv samt tilknytning til forældre, anbringelses-

sted og grønlandsk kultur. Det sker ved hjælp af spørgeskemadata indsamlet

blandt alle 11-17-årige børn, der er anbragt uden for hjemmet i Danmark, og

kvalitative interviews med børn og unge med grønlandsk baggrund, der er el-

ler har været anbragt uden for hjemmet i Danmark suppleret med oplysninger

fra børnenes anbringelsessager.

Efter en kort beskrivelse af børnenes demografiske sammensætning beskrives

børnenes helbred og individuelle trivsels- og adfærdsvanskeligheder, der føl-

ges af en beskrivelse af deres oplevelse af anbringelsesstederne. Efterføl-

gende undersøger vi deres skolegang og faglige udvikling, hvorefter vi beskri-

ver børnenes oplevelse af venskaber og fritidsliv. Afslutningsvis giver vi et

indblik i børnenes tilknytning til familie, netværk og kultur. Her kigger vi også

på børnenes muligheder for sproglig og kulturel kontinuitet.

6.1.1

Børnenes køn og alder

Børn med grønlandsk baggrund er, som Tabel 6.1 viser, gennemsnitligt lidt

yngre end anbragte børn med dansk baggrund, idet 17 % af de aktuelt an-

bragte børn med grønlandsk baggrund er 0-5 år mod 14 % af børn med dansk

baggrund. Omvendt ser vi færre teenagere blandt de anbragte børn med

grønlandsk baggrund end blandt anbragte med dansk baggrund, hvilket kan

hænge sammen med, som vist i kapitel 5, at børn med grønlandsk baggrund

oftere end børn med dansk baggrund anbringes på grund af forældrenes ud-

fordringer frem for deres egne, der typisk især viser sig i teenageårene.

Derudover ligner børn med dansk og grønlandsk baggrund hinanden i forhold

til køn og i forhold til deres alder på anbringelsestidspunktet, idet begge grup-

per gennemsnitligt er omkring 6 år, da de anbringes første gang.

102

Tabel 6.1

Anbragte børns køn og alder, særskilt for børn med dansk og

grønlandsk baggrund. 2020. Procent.

Børn med dansk

baggrund

Drenge

Gennemsnitsalder

Aldersfordeling

0-5 år

6-12 år

13-17 år

Alder ved første anbringelse

Antal år i anbringelse

Procentgrundlag

Note:

Kilde:

* = p < 0,05, ** = p < 0,01, *** = p < 0,001.

VIVEs beregninger på registerdata for 0-17-årige i Danmark i 2020.

Børn med grønlandsk

baggrund

Sign. for-

skel

9.821

396

***

6.2

Helbred

I spørgeskemaundersøgelsen blandt 11-17-årige anbragte børn vurderer 78 %

af børn med grønlandsk baggrund deres helbred som godt, hvilket er samme

andel, som vi ser blandt anbragte børn med dansk baggrund. Børn med grøn-

landsk baggrund angiver dog i noget mindre grad (7 %) end børn med dansk

baggrund, at de har en langvarig sygdom eller et handicap (25 %).

Tabel 6.2

Selvvurderet helbred, særskilt for børn med dansk og grønlandsk

baggrund. Procent.

Børn med dansk

baggrund

Vurderer sit helbred til at være godt

Vurderer sig selv som tyk

Har langvarig sygdom eller handicap

Procentgrundlag

Note:

Kilde:

* = p < 0,05, ** = p < 0,01, *** = p < 0,001.

Anbragte børn og unges trivsel 2014, 2016, 2018 og 2020.

Børn med grøn-

landsk baggrund

126

Sign. forskel

4.340

***

103

I det kvalitative datamateriale tegner der sig samme billede af, at de anbragte

børn og unge med grønlandsk baggrund generelt har et godt helbred. I sags-

materialerne findes der dog også eksempler på børn og unge med fysiske eller

psykiske helbredsudfordringer, som fx autisme, ADHD, hørehandicap eller

hjerneskade og enkelte med indlærings- og hukommelsesvanskeligheder.

Nogle af børnenes helbredsudfordringer er i løbet af anbringelsen blevet for-

bedret, mens det for andre er blevet forværret. Samme billede ser vi, når vi

kigger på danske anbringelsessager (Lausten et al., 2013).

6.3

Børnenes adfærd og trivsel

Sammenlignet med anbragte børn med dansk baggrund har anbragte børn

med grønlandsk baggrund færre adfærdsproblemer og bedre trivsel. Det ses

af børnenes spørgeskemabesvarelser i Tabel 6.3, hvor 77 % af børnene med

grønlandsk baggrund har en god trivsel og få adfærdsproblemer, når vi måler

dem ved hjælp af SDQ-instrumentet (se afsnit 2.1.2.1). Det samme gælder for

68 % af de anbragte børn med dansk baggrund. En nøjere granskning af de

forskellige dimensioner, der indgår i SDQ-instrumentet, viser, at børnene med

grønlandsk og dansk baggrund ligner hinanden i forhold til emotionelle proble-

mer, hyperaktivitet og prosociale egenskaber, men at børn med grønlandsk

baggrund i højere grad end børn med dansk baggrund er i god trivsel, når vi

ser på udadvendte adfærdsproblemer og samvær med kammerater.

Derudover viser tabellen, at børnene med dansk og grønlandsk baggrund lig-

ner hinanden i forhold til livstilfredshed, syn på fremtiden og ensomhed. I

begge grupper scorer knap en tredjedel 9-10 på en 10-punktsskala over livstil-

fredshed og glæde ved fremtiden, mens 13-15 % af begge grupper angiver, at

de ofte eller meget ofte føler sig ensomme.

104

Tabel 6.3

Trivsel, livstilfredshed og følelsen af ensomhed, særskilt for børn

med dansk og grønlandsk baggrund. Procent.

Børn med

dansk bag-

grund

Trivsel målt ved hjælp af SDQ

God trivsel (0-15 point på 40-punktsskala)

Let forværret trivsel (16-19 point på 40-punktsskala)

Stærkt forværret trivsel (20-40 point på 40-punktsskala)

Livstilfredshed og ensomhed

Høj livstilfredshed (9 og 10 på en skala fra 1 til 10)

Helt glad for fremtiden (9 og 10 på en skala fra 1 til 10)

Føler sig ofte eller meget ofte ensom

Procentgrundlag

Note:

Kilde:

* = p < 0,05, ** = p < 0,01, *** = p < 0,001.

Anbragte børn og unges trivsel 2014, 2016, 2018 og 2020.

Børn med

grønlandsk

baggrund

Sign.

forskel

4.340

126

Læsningen af børnenes anbringelsessager og interviewene med børnene be-

kræfter, at de fleste børn er i relativt god trivsel. Her har vi i modsætning til

spørgeskemaundersøgelsen mulighed for at følge børnene gennem flere år og

ser her, at nogle af børnenes psykiske og sociale trivsel og adfærd ændrer sig

over tid – både i positiv og i negativ retning.

Der er eksempler på børn, der i starten af deres anbringelsesforløb har et

usikkert tilknytningsmønster, separationsangst og/eller haft vanskeligt ved at

mærke egne og andres grænser, hvilket for nogle viser sig som en seksualise-

ret adfærd. I de sager, der indgår i sagsmaterialet, får plejeforældrene eller

børnene selv hjælp til at tackle disse udfordringer, og børnene oplever som

følge heraf en bedring i deres udfordringer, mens de bor i plejefamilien.

Andre børn har svært ved at mærke basale behov som kulde, varme, sult og

tørst – eller føle mæthed og skal støttes af plejeforældrene. En plejemor for-

tæller:

Det er meget det der med at finde ud af, om man skal være meget

ked af det eller være meget lidt ked af det. Eller om man skal ...

Hvad hedder det? … Om man skal have en jakke på, når man går ud,

når det er koldt og vådt, eller om man ikke skal. Eller når der er sol:

”Skal jeg så tage tøj af?”. Altså alle de der ting, som man må sige, at

105

det har vi lært en gang og øvet rigtig meget på og tænker, at det har

vi faktisk sådan rimelig styr på. Men det skal man ikke tro, at man

har, fordi der er altid – enten, når man bliver udfordret eller kommer i

puberteten, så skal man lige have den køreplan opdateret igen.

Langt størstedelen af børnene og de unge har ifølge sagsakterne behov for

meget struktur og forudsigelighed i hverdagen. Børnene og de unge trives

mest i meget faste rammer og faste rutiner i hverdagen. De bliver ofte udfor-

dret i mere ustrukturerede rammer, eller hvis der opstår ændringer og foran-

dringer i hverdagen. Det bliver bl.a. beskrevet, at børnene og de unge kan rea-

gere voldsomt og nemt bliver forvirrede, ukoncentrerede og urolige, når struk-

turen brydes. Plejefamilierne og døgninstitutionerne arbejder derfor meget på

at skabe struktur og forudsigelighed i børnenes og de unges hverdag, hvilket

har givet børnene ro og tryghed og har givet dem overskud til at udvikle sig

både socialt, psykisk og fagligt.

Både sagsakter og interviews vidner dog også om børn, som enten trives dår-

ligt under hele anbringelsen, eller som til at begynde med ser ud til at trives

godt, men i løbet af anbringelsen oplever tiltagende psykisk mistrivsel. Sags-

akterne vidner om, at udredningen af disse børn ikke altid har haft blik for

disse børns måde at udtrykke følelser på, og at plejeforældre, sagsbehandlere

og andre, der er i kontakt med børnene, nogle gange tolker en manglende re-

aktion og en stor tilpasningsvilje som udtryk for god trivsel og derfor bliver

meget overraskede, når børnene i teenageårene udvikler store adfærdspro-

blemer og i enkelte tilfælde forsøger at begå selvmord.

Disse eksempler på dårlig trivsel og ikke-udredte vanskeligheder ses dog

også i sager med anbragte børn med dansk baggrund (Rasmussen et al.,

2020).

6.4

Oplevelse af tilknytning og trivsel på

anbringelsesstedet

Spørgeskemaundersøgelsen viser, at børn med grønlandsk baggrund er mere

tilfredse med deres anbringelsessted end børn med dansk baggrund. Tabel

6.4 viser således, at 81 % af børn med grønlandsk baggrund føler sig holdt af

på anbringelsesstedet mod 73 % af børn med dansk baggrund. Og at 87 % af

børn med grønlandsk baggrund føler sig trygge derhjemme mod 79 % af børn

med dansk baggrund. 87 % af de anbragte børn med grønlandsk baggrund har

det godt med at bo på anbringelsesstedet, mens det samme gælder for 81 %

af børn med dansk baggrund. Desuden føler 70 % af børnene med grønlandsk

106

baggrund sig hjemme på anbringelsesstedet, mens 80 % oplever at have til-

strækkeligt privatliv på anbringelsesstedet.

Tabel 6.4

Tilknytning til anbringelsesstedet, særskilt for børn med dansk og

grønlandsk baggrund. Procent.

Børn med dansk

baggrund

Føler, at de voksne på anbringelsesstedet

holder af dem

Føler sig hjemme på anbringelsesstedet

Har tilstrækkeligt privatliv på anbringelsesste-

det

Føler sig trygge på anbringelsesstedet

Oplever harmoni på anbringelsesstedet

Har det godt med at bo på anbringelsesstedet

Procentgrundlag

Note:

Kilde:

* = p < 0,05, ** = p < 0,01, *** = p < 0,001.

Anbragte børn og unges trivsel 2014, 2016, 2018 og 2020.

Børn med grøn-

landsk baggrund

Sign.

forskel

4340

126

Det kvalitative data bekræfter, at de fleste grønlandske børn oplever at blive

holdt af og grundlæggende føler sig trygge på deres anbringelsessted, der i det

kvalitative datamateriale for størstedelens vedkommende er plejefamilier. Den

første tid af anbringelsen opleves dog af mange som et gennemgribende brud i

deres liv, hvor de skal lære at tilpasse sig andre rammer i hverdagen og lære de

nye omsorgspersoner at kende. I interviewet med en tidligere anbragt ung

kvinde fortæller hun sit indtryk af den dag, hun flyttede ind hos plejefamilien:

Meget mærkeligt. Meget, meget mærkeligt. Virkelig underligt, det er

sådan “nå, det bliver så min familie” eller sådan “det bliver så her,

jeg skal bo.” Det var sådan meget underligt, sådan, ja. Og sådan lige

pludselig skulle ud og, ja.

Når anbringelsen ikke længere opleves som en stor omvæltning, kommer de

fleste af børnene i sagsmaterialet dog i god trivsel i deres anbringelsessted og

føler sig i tiltagende grad hjemme. Dette udtrykkes også af flere af de inter-

viewede børn og unge, som i følgende interviewresumé med en dreng anbragt

i plejefamilie:

107

Så synes jeg egentlig bare, det er ret hyggeligt at være her [hos ple-

jefamilien). Vi bor sådan normalt, tror jeg. Det er bare sådan en by,

og så går jeg i skole ligesom alle andre. Nogle gange har vi sådan en

filmaften, hvor vi bare ligger og hygger alle sammen inde i stuen.

Nogle gange tager vi ud på restaurant, og så får vi hele familien med

– plejefamilien. Også de plejebørn, der er flyttet hjemmefra.

De fleste af de interviewede forældre er overordnet enige i, at deres børn tri-

ves i anbringelsesstedet, og at børnene er glade for plejeforældrene. Foræl-

drene fortæller bl.a. også, at de oplever, at plejeforældrene holder af børnene,

og at børnene er en del af familien.

Som beskrevet i forrige afsnit er der dog også enkelte børn, der trives dårligt

personligt, hvilket hænger tæt sammen med en oplevelse af ikke at passe ind

på anbringelsesstedet og af manglende oplevelse af accept. Disse børn ople-

ver oftere sammenbrud under deres anbringelsesforløb, fordi anbringelsesste-

det ikke har kunnet håndtere deres udfordringer og sikre positiv trivsel og ud-

vikling. En ung fortæller om sit anbringelsessted, hvor han i varierende grad

oplevede anerkendelse og støtte fra personalet:

De gode ting, det var, at der var færre børn, og vi var faktisk næsten

på alder med hinanden. Og jeg blev introduceret til Foreningen

Grønlandske Børn efter kort tid. Og én af pædagogerne var jeg rigtig

glad for, og hun, hvad kan man sige, fik mig til at føle tryghed igen.

Der var stabilitet dér. Vi vidste, hvad vi skulle, og hvordan den næ-

ste dag også skulle foregå. Lige før vi gik i seng, blev vi introduceret

til næste dag. Jeg tror, jeg havde godt af den form for stabilitet, al

den forudsigelighed, der var. […] De mere dårlige ting var, der var

mange fordomme om ikke-etniske danskere. Jeg var den eneste

grønlænder, men de havde en fra Somalia også. Og der var nogle af

pædagogerne, som var virkelig uvidende

[og fordomsfulde. En

sagde til mig]

, at jeg aldrig ville blive til andet end en alkoholiker, og

at jeg vil aldrig være i stand til at få en uddannelse, fordi jeg var så

lavt begavet.

Det overordnede billede viser således, at anbragte børn med grønlandsk bag-

grund i lidt højere grad end anbragte børn med dansk baggrund føler sig

hjemme på deres anbringelsessted og i lidt højere grad føler, at anbringelses-

stederne holder af dem. Der er dog også børn og unge, der ikke føler sig aner-

kendt og oplever sig mødt med fordomme.

108

6.5

Skolegang og faglig udvikling

Spørgeskemaundersøgelsen blandt anbragte børn viser også et positivt bil-

lede af grønlandske børns hverdagsliv og trivsel, når vi ser på deres skole-

gang. Tabel 6.5 viser således, at de anbragte grønlandske børn i højere grad

(73 %) går i en almindelig folkeskole sammenlignet med anbragte børn med

dansk baggrund (54 %). Langt de fleste (94 %) af de anbragte børn med grøn-

landsk baggrund synes godt om eller nogenlunde godt om skolen, hvilket gæl-

der for 87 % af de anbragte børn med dansk baggrund. 59 % af de anbragte

børn med grønlandsk baggrund oplever, at de klarer sig godt eller meget godt

fagligt, hvilket omtrent er på niveau med anbragte børn med dansk baggrund.

Tabel 6.5

Børnenes oplevelse af skolegang, særskilt for børn med dansk og

grønlandsk baggrund. Procent.

Børn med

dansk bag-

grund

Går i en almindelig folkeskole

Synes godt eller nogenlunde godt om skolen

Klarer sig godt eller meget godt fagligt

Har maksimalt 1 ud af 4 skoleproblemer

Har oplevet lærere, der har høje forventninger til dem

Føler altid, de kan få hjælp til skolearbejde på anbringel-

sesstedet

Procentgrundlag

Note:

Kilde:

* = p < 0,05, ** = p < 0,01, *** = p < 0,001.

Anbragte børn og unges trivsel 2014, 2016, 2018 og 2020.

Børn med

grønlandsk

baggrund

Sign.

forskel

***

4340

126

Sagsmaterialet og de kvalitative interviews bekræfter, at børnene for det me-

ste har et positivt syn på skolen, og at de fleste kan klare at følge med i en al-

mindelig skoleklasse på deres eget alderstrin. Størstedelen af de børn, der er i

skolealderen, er glade for at gå i skole og for deres klasse. Størstedelen trives

også fagligt og er alderssvarende med andre jævnaldrende, men der er også

en del af børnene og de unge, der har indlærings- og koncentrationsvanske-

ligheder, og enkelte, der derfor må gå klasser om eller skifte til en special-

klasse. Desuden er flere af børnene sprogligt udfordrede med begrænset be-

grebsverden og ordforråd – både på dansk og på grønlandsk. Det bliver i

sagsmaterialerne ofte beskrevet, at børnenes manglende sproglige danske

109

kundskaber kan give forværrede forudsætninger for deres læring i skolen.

Derfor er der blandt børnenes sagsbehandlere, anbringelsessted og lærere

ofte stort fokus på at styrke børnenes kompetencer af det danske sprog.

6.6

Venner og fritidsliv

Størstedelen af de anbragte børn med grønlandsk baggrund oplever god triv-

sel i fritiden og oplever at have gode venskaber. Det ses i Tabel 6.6, der viser,

at 56 % af de grønlandske anbragte børn ses med deres venner uden for an-

bringelsesstedet hver uge mod 44 % af de danske anbragte børn, mens 82 %

af de grønlandske børn mod 73 % af børn med dansk baggrund oplever at

have gode muligheder i fritiden.

Tabel 6.6

Venskaber og muligheder i fritiden, særskilt for børn med dansk og

grønlandsk baggrund. Procent.

Børn med dansk

baggrund

Sammen med venner uden for anbringelses-

stedet hver uge

Har ingen eller kun én ven

Har masser af muligheder i fritiden

Har masser af steder, hvor unge kan være

Procentgrundlag

Note:

Kilde:

* = p < 0,05, ** = p < 0,01, *** = p < 0,001.

Anbragte børn og unges trivsel 2014, 2016, 2018 og 2020.

Børn med grøn-

landsk baggrund

Sign.

forskel

4340

126

***

Det kvalitative materiale bekræfter, at de fleste børn har et tilfredsstillende fri-

tidsliv, og at der i handleplaner og hverdagslivet i plejefamilien er fokus på, at

de får mulighed for at udleve deres interesser og dygtiggøre sig i de ting, de

går op i. Der bliver bl.a. dyrket gymnastik, svømning, fodbold, ridning, E-sport

og håndbold og derudover aktiviteter, som sker i hjemmet eller sammen med

plejefamilien/pædagoger såsom lege i haven, udflugter, cykelture og rejser

m.m. De fleste af børnene og de unge udviser højt engagement i deres organi-

serede fritidsinteresser, og for mange har fritidsaktiviteterne givet gode mu-

ligheder for nye venskaber. Som alle andre børn oplevede også de anbragte

børn en del begrænsninger i deres fritidsliv under covid-19.

110

Størstedelen af børnene og de unge har gode og/eller mange venskaber, som

de har mødt igennem skolen, fritidsaktiviteter, SFO eller sociale medier. Lige-

ledes fremgår det ofte i børnenes og de unges anbringelsessager, at de tit har

legeaftaler efter skole og venner på besøg. De fleste er gode til at fastholde

og få nye venskaber, men der er også enkelte, der er udfordrede med at

danne og fastholde venskaber og let kommer i konflikter med deres jævnald-

rende. Dog ikke mere, end vi ser blandt andre anbragte børn.

De fleste af de anbragte grønlandske børns venner er danske. Enkelte har

kontakt med andre børn med grønlandsk baggrund, men vennerne vælges of-

tere på grund af interessen for en bestemt fritidsinteresse eller blandt klasse-

kammerater og naboer. For de børn, der er født og opvokset i Danmark, ser

det ifølge interviewene ikke ud til at have stor betydning – her og nu.

For børn, der delvist er opvokset i Grønland, har det dog betydning, at de har

mulighed for at få et fællesskab med andre børn med grønlandsk baggrund,

som følgende citat med en ung grønlænder viser:

Jeg følte mig lidt ensom, fordi der var nogle ting, som jeg ikke vid-

ste. Altså Mortens Aften og Sankt Hans, som jeg ikke vidste noget

om. Og julen er også lidt anerledes. Og jeg følte mig ensom og lidt

alene, så ville jeg gerne have sådan lidt mere med Grønland at gøre.

[Så fandt en af pædagogerne ud af, at]

der var en ungegruppe i For-

eningen Grønlandske Børn. For mig var det dejligt

[at være sammen

med de andre grønlandske unge]

. Jeg følte, jeg kunne være mig selv

og bare slappe af. Det var rart ikke at skulle snakke dansk hele ti-

den, og at jeg kunne snakke grønlandsk med dem. Og der var faktisk

også én, som også var anbragt, og vi kunne snakke om de ting, som

fyldte, og dele erfaringer med hinanden. Og det hjalp rigtig meget.

6.7

6.7.1

Tilknytning til familie, netværk og kultur

Børnenes oplevelse af tilknytning til forældrene

Anbragte børn med grønlandsk baggrund oplever i lige så høj grad som an-

bragte børn med dansk baggrund, at deres forældre holder af dem, men ople-

ver i lidt mindre grad, at de kan få støtte fra forældrene, eller at forældrene

spiller en vigtig rolle i deres liv. Det ses i Tabel 6.7, hvor 4 ud af 5 grønlandske

– og danske – anbragte børn angiver, at deres forældre holder af dem, men

hvor kun 40 og 29 % af de grønlandske børn oplever henholdsvis en høj grad

111

af tilknytning til forældrene og en høj grad af støtte fra forældrene mod hen-

holdsvis 44 og 50 % af de danske anbragte børn (se afsnit 2.1.2.1 for oplysnin-

ger om indikatorer på tilknytning og støtte).

Tabel 6.7

Tilknytning til forældrene, særskilt for børn med dansk og grønlandsk

baggrund. 2020. Procent.

Børn med dansk

baggrund

Oplever, at forældrene holder af dem

Føler stor tilknytning til forældrene

Oplever altid social støtte fra forældrene

Procentgrundlag

Note:

Kilde:

* = p < 0,05, ** = p < 0,01, *** = p < 0,001.

Anbragte børn og unges trivsel 2014, 2016, 2018 og 2020.

Børn med grøn-

landsk baggrund

126

Sign.

forskel

4.340

***

Som beskrevet i kapitel 5 ser børn med grønlandsk baggrund lige så ofte som

danske anbragte børn deres mødre, men har mindre kontakt til deres fædre.

Det kvalitative materiale vidner dog om, at mange børn med grønlandsk bag-

grund og deres forældre oplever begrænsninger og vanskeligheder i samvæ-

ret, og at samværet i flere af sagerne er præget af forståelsesproblemer eller

forældrenes ustabile fremmøde. Da børnene i de fleste tilfælde ikke taler grøn-

landsk, og i deres danske plejefamilie lever et liv meget forskelligt fra foræl-

drene, kan dette også medvirke til fremmedgørelse mellem børn og forældre.

Det kvalitative materiale vidner derfor både om børn, der er glade for at være

sammen med forældrene, og børn, der oplever, at samværet er svært. De

børn, der har et godt forhold til deres forældre, er glade for, at deres forældre

bor tæt på, og sætter pris på, at samværet kan indrettes fleksibelt efter deres

behov:

Vi er sammen en gang om ugen. Vi plejer at spise pizza og bare

slappe af. Eller vi går tur. Det er hyggeligt, når det ikke er regnvejr.

Vi har en samværskonsulent, men nogle gange må vi gerne være

alene, og så går vi på gågaden. Jeg kan bedst lide, når jeg bare er

alene med min mor.

Der er dog også børn, der oplever ambivalente følelser i forhold til forældrene,

og børn, der modsætter sig samvær eller reagerer negativt i forbindelse med

samværet. Dette ses fx i følgende uddrag fra en sag:

112

Han reagerer meget voldsomt både i sin adfærd og følelsesmæssigt

efter samvær og ønsker ikke at tale om biologisk mor, se på billeder

af hende og vil ikke høre tale om, at han fx skal ud til biologisk mor i

eftermiddag. Han siger, ”nej, hjem til mor”.

Denne type reaktioner opstår ifølge sagsakterne typisk, hvis børnene og de

unge oplever, at forældrene gentagne gange udebliver fra samvær.

6.7.2

Tilegnelse og bevarelse af det grønlandske sprog

Langt de fleste af de grønlandske anbragte børn og unge i det kvalitative data

kommer fra et hjem, hvor den ene eller begge forældres modersmål er grøn-

landsk. Størstedelen af disse børn og unge kan dog ikke, eller blot i meget be-

grænset omfang, tale det grønlandske sprog, da undersøgelsen finder sted.

Nogle af dem er anbragt som nyfødte eller i en ung alder og har dermed aldrig

lært det grønlandske sprog. Enkelte har aldrig lært grønlandsk til trods for at

have boet med forældrene i flere år. Andre har mistet sproget efter nogle år i

anbringelsen. Alle børnene bruger således dansk som deres primære eller

eneste hverdagssprog. Herved adskiller de sig dog ikke, som beskrevet i ind-

ledningen, fra den generelle gruppe af børn med grønlandsk baggrund, idet

kun relativt få børn med grønlandsk baggrund i Danmark taler og forstår basalt

grønlandsk. I Christensen (2010) angiver 92 % af mødrene til hele gruppen af

børn med grønlandsk baggrund således, at børnene slet ikke taler grønlandsk

eller kun taler det i meget begrænset omfang. Blandt hjemmeboende børn med

to grønlandske forældre, der bor i Danmark, er der dog ifølge Christensen

(2010) en tredjedel, der taler godt eller nogenlunde grønlandsk, mens to tredje-

dele enten ikke taler grønlandsk eller kun taler det i meget begrænset omfang.

En del af de små børn og de børn, der ved anbringelsen talte grønlandsk i

hjemmet, havde begrænsede sprogfærdigheder på dansk ved anbringelsen.

For at styrke deres skoleparathed og sikre deres integration i plejefamilien og i

kammeratskabsgrupper er der derfor fokus på at styrke deres danskfærdighe-

der i de første handleplaner efter anbringelsen. Handleplanerne indeholder

ikke i samme grad overvejelser om børnenes mulighed for at vedligeholde og

udvikle deres grønlandske modersmål eller overvejelser over konsekvenserne

for barnets relationer til forældre og grønlandsk familie eller identitetsdannelse

ved at miste det grønlandske sprog – til trods for at flere forældre, som i ne-

denstående citat fra en sag, ytrer ønske om, at deres barn lærer grønlandsk:

[Biologisk mor] synes, at det er godt, at drengene lærer dansk, men

at det også er vigtigt, at de lærer grønlandsk. Sagsbehandler og mor

taler om, at dette kan de stadig nå, da de ikke er gamle. Der er an-

det, som er vigtigere at lære.

113

Der er således ikke i sagsakterne eller interviewene eksempler på, at børnene

med grønlandsk baggrund modtager undervisning i grønlandsk, mens de er an-

bragt. Tilegnelsen af det grønlandske sprog overlades i stedet til forældrene,

der dog også ofte, som vist i kapitel 5, opfordres til at tale dansk i samværet

med børnene, for at børnene og forældrene kan forstå hinanden, og for at bar-

net lettest muligt kan navigere mellem forældrenes og plejeforældrenes hjem.

I nogle af sagerne ser vi, at børnene og de unge selv fravælger eller ikke øn-

sker at prioritere at lære det grønlandske sprog. En dreng fortæller:

Da jeg var lille, kunne jeg tale grønlandsk, men så blev jeg nødt til at

tale dansk, for dem i børnehaven eller vuggestuen kunne ikke forstå

mig. Nu kan jeg ikke grønlandsk mere. Nogle gange, når jeg er sam-

men med min mor og mormor, taler de grønlandsk sammen

[og der

vil det være rart at kunne forstå dem].

Interviewer: Vil du have lyst til at bruge noget tid på at lære at tale

grønlandsk? Hvor meget betyder det for dig?

Jeg tænker ikke, at det er så vigtigt.

Selvom de kan have et ønske om at kunne forstå, når deres forældre

snakker med andre familiemedlemmer på grønlandsk, ser de alligevel

ikke selv et stort behov for at lære sproget, hvis det fx kræver, at de må

fravælge fritidsaktiviteter eller tid med deres venner.

Modsat har det for en tidligere anbragt ung mand, der delvist er vokset

op i Grønland, været meget vigtigt at bevare sit grønlandske sprog:

Der var perioder, hvor jeg frygtede, at jeg kunne glemme mit grøn-

landske sprog, og den dag i dag er jeg lidt mere tryg i det danske,

men jeg kan stadig snakke grønlandsk, og det har betydet meget for

mig, at jeg kunne vedligeholde det. […] Hvis jeg mistede det grøn-

landske sprog, så ville jeg ikke så godt kunne snakke med min mor

og min mormor, som jo ikke er så gode til dansk. Så er der noget

samvær, der går tabt. Og jeg vil også miste min stolthed i at være

grønlænder og være fra Grønland. Og jeg tror, altså, jeg kan huske,

at jeg tænkte, at jeg ville jo ikke være den samme person, hvis jeg

mistede det.

Der er således en risiko for, at børnenes manglende muligheder for at udvikle

modersmålet under anbringelsen vil vanskeliggøre deres muligheder for at kom-

munikere nuanceret med deres forældre og andre relationer. Dette kan resultere

i, at noget af børnenes relation og tilknytning til deres forældre går tabt.

114

6.7.3

Tilknytning til grønlandsk kultur

Blandt børnene varierer deres ønske om at bevare grønlandsk tilknytning, og

hvorvidt deres grønlandske baggrund har en betydning for deres liv. Især for

de mindre børn spiller deres grønlandske baggrund en begrænset rolle i deres

liv. De børn, der fortsat er anbragt, fortæller, at de kun en gang imellem tæn-

ker over deres grønlandske baggrund. Det kan være sjovt at høre historier om

Grønland, men de vil gerne selv bestemme, hvor meget den grønlandske kul-

tur skal fylde i deres liv. Nogle af disse børn kender andre grønlændere, men

har primært danske venner, som de går i skole med eller deler interesser med.

Andre kender ikke andre grønlændere end deres familie.

De unge tidligere anbragte, der begge delvist er opvokset i Grønland, er dog i

højere grad optagede af at opretholde og genetablere en tilknytning til deres

grønlandske baggrund og fortæller, hvordan det har været godt for dem, at de

som unge og voksne har haft mulighed for at tilegne sig viden og opsøge net-

værk med grønlændere. Dette har, som følgende citat illustrerer, været med til

at give dem et positivt selvbillede og en kærlighed til det grønlandske:

Ja, jeg tror også, jeg mistede kærligheden til det grønlandske – i en

periode. Hvor jeg ville lægge min grønlandske baggrund fra mig.

Men det ændrede sig, da jeg blev lidt ældre, så ville jeg gerne lidt

tilbage til det grønlandske. […] For mig har det bare været [dejligt]

at møde nogle andre børn fra Grønland, der havde samme, ja … kær-

lighed til Grønland og samme altså – Hvor vi lidt kunne dele det, vo-

res grønlandske baggrund og sådan.

De tidligere anbragte oplever således, at et øget kendskab og netværk med

grønlændere er med til at hele dem og give dem en positiv identitet omkring

det at være grønlænder. Derudover kan kendskabet til de kulturelle rødder

ifølge en grønlandsk plejemor i undersøgelsen være med til at modvirke pro-

blemer i voksenlivet:

Det er meget vigtigt for deres identitet, når de bliver voksne, hvis

man ikke kender deres egen baggrund, ikke … så synes jeg, så er

der mere problemer i voksenlivet, hvis man ikke kender sig selv,

hvor man stammer fra.

Dette understøttes af Marianne Skyttes forskning i anbragte børn med anden

etnisk baggrund end dansk, der ligeledes beskriver, hvordan det at kende til

sin baggrund og opnå forståelse og accept af sin familie og ens kulturelle rød-

der er en styrke i voksenlivet, mens oplevelsen af ikke at blive sprogligt og

kulturelt accepteret kan være nedbrydende:

”Hvis et barn gennem sit opvækst

ikke ser, at dets modersmål anerkendes af samfundet, og bliver set som et

115

handicap, eller anser, at de mennesker, som taler samme sprog som primitive,

så har barnet alle mulige forudsætninger for at vurdere sin egen baggrund ne-

gativt”

(Skytte, 2002)

6.8

Opsamling

Kapitlet viser, at anbragte børn og unge med grønlandsk baggrund på flere

parametre trives bedre end anbragte børn og unge med dansk baggrund. Det

gælder både, når vi ser på deres individuelle trivsel og adfærd, deres skole-

gang, deres oplevelse af muligheder i fritiden, og når vi ser på deres oplevelse

af tilknytning til anbringelsesstedet.

De føler i lige så høj grad som anbragte børn med dansk baggrund, at deres

forældre holder af dem, og oplever, at anbringelsesstedet støtter deres kon-

takt til forældrene. De føler dog i mindre grad end anbragte børn med dansk

baggrund, at de kan få hjælp og støtte hos forældrene, og de føler i mindre

grad end børn med dansk baggrund en høj grad af tilknytning til forældrene.

De kvalitative interviews bekræfter, at børnene med grønlandsk baggrund for

det meste trives og føler sig hjemme på deres anbringelsessteder. De inter-

viewede børn og unge oplever at være velintegrerede i deres lokalområde og

at have gode venskaber og fritidsliv. En del af anbringelsessagerne beskriver

dog også børn med tilknytningsforstyrrelser, grænseløshed og vanskeligheder

med at mærke egne behov. Der er også børn, der viser sig at have væsentlige

sprog- og indlæringsproblemer. Derudover ser vi børn, der efter en barndom

med god trivsel i løbet af teenageårene udvikler store adfærds- og trivsels-

problemer. For nogle fører det til selvmordstrusler – og selvmordsforsøg.

De fleste børn i det kvalitative datamateriale kommer fra et hjem, hvor mo-

dersmålet har været grønlandsk, men kun få af børnene kan tale grønlandsk

på undersøgelsestidspunktet. Nogle er anbragt tidligt og har ikke lært grøn-

landsk inden, mens andre har mistet evnen til at tale grønlandsk efter en læn-

gere anbringelsesperiode. Mens de fleste forældre har et ønske om, at deres

børn kan grønlandsk, har de interviewede børn i forskellig grad interesse i at

lære grønlandsk og udforske deres grønlandske kulturelle baggrund.

De tidligere anbragte unge oplever et behov for at genetablere en tilknytning

til deres grønlandske baggrund, og især har et øget kendskab og netværk med

andre grønlændere været med til at give dem en positiv identitet omkring det

at være grønlænder.

116

Litteratur

Abadie, A. & Imbens, G.W. (2016). Matching on the Estimated Propensity

Score.

Econometrica, 84

(2), 781–807.

Ankestyrelsen. (2021).

Guide - Anbringelse uden samtykke: Eksempler fra An-

kestyrelsens praksis

. København: Ankestyrelsen.

Baviskar, S. (2015).

Grønlændere i Danmark: En registerbaseret kortlægning

København: SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Bengtsson, T.T., Luckow, S.T., Rasmussen, P.S. & Liversage, A. (2021).

Rekrut-

tering og fastholdelse af plejefamilier: Udviklingstendenser og geografisk

variation.

København: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter

for Velfærd.

Børne- og Socialministeriet. (2019).

VEJ nr. 9142 af 26/02/2019.Vejledning om

indsatser og særlig støtte til børn og unge og deres familier.

Christensen, E. (2010).

Grønlandske børn i Danmark

. København: SFI – Det Na-

tionale Forskningscenter for Velfærd.

Christensen, E. (2011).

Væk fra Grønland: Udsatte grønlændere, der er flyttet

til Danmark med deres børn

. København: SFI – Det Nationale Forsknings-

center for Velfærd.

Christensen, N.D. & Hertig, M. (2020). Tvangsfjernelse på et falsk grundlag.

Kronik.

Sermitsiaq, 15. maj 2020

Christensen, E., Kristensen, L.G. & Baviskar, S. (2009).

Børn i Grønland: En

kortlægning af 0-14-årige børns og familiers trivsel.

København: SFI - Det

Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Dahl, K.M. (2014).

Frihed, lighed og fællesskab i teenagefamilien: Sociologiske

kategoriseringer af familiepraksis i børnenes teenageår samt analyser af

årsager til og konsekvenser af familiers praksis

. København: Det Sam-

fundsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.

Dahl, K.M. (2019). Faste rammer, omtanke for andre og tolerance: Strømninger

i danskernes opdragelsesværdier. I: Frederiksen, M. (red.):

Usikker Moder-

nitet: Danskernes værdier fra 1981 til 2017

. København: Hans Reitzels For-

lag.

117

Dahl, K.M., Kloppenborg, H.S. & Pedersen, N.J.M. (2020).

Kortlægning af

døgninstitutionsområdet i Grønland.

København: VIVE – Det Nationale

Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Dahl, K.M., Kloppenborg, H.S., Pedersen, N.J.M., Luckow, S.T. & Kreutzmann,

A. (2021).

Kortlægning af plejefamilieområdet i Grønland.

København: VIVE

– Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Dahl, K.M. & Ottosen, M.H. (2018).

Kortlægning af viden om opdragelse: Fami-

lietid, hverdagsliv, pligter og ansvar

. København: VIVE – Det Nationale

Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Elixhauser, S. (2018).

Negotiating Personal Autonomy: Communication and

Personhood in East Greenland

. New York: Routledge.

EU (2016).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27.

april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling

af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om

ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse).

EVALUE. (2022).

Atlas of European Values

. Tilgået på: https://www.at-

lasofeuropeanvalues.eu/maptool.html.

Flora, J. (2007). Tilknytning og selvstændighed – unges fravalg af uddannelse.

I: Kahlig, W. & Banerjee, N. (red.):

Børn og unge i Grønland: En antologi.

Nu-

ussuaq: MIPI, Ilisimatusarfik.

FNs Børnekonvention. (1992).

BKI nr 6 af 16/01/1992. Bekendtgørelse af FN-

konvention af 20. november 1989 om Barnets Rettigheder

Gilliam, L. & Gulløv, E. (2012).

Civiliserende institutioner: Om idealer og distink-

tioner i opdragelse

. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.

Goodman, R. (1997). The Strengths and Difficulties Questionnaire: A research

note.

Journal of Child Psychology and Psychiatry, 38

(5), 581-586.

Goodman, R. (2001). Psychometric Properties of the Strengths and Difficulties

Questionnaire.

Journal of the American Academy of Child & Adolescent

Psychiatry, 40

(11), 1337-1345.

Grønlands Statistik. (2022a).

2022 Grønlændere i Danmark.

Tilgået på:

https://stat.gl/dialog/main.asp?lang=da&version=202201&sc=GD&sub-

themecode=O1&colcode=O.

118

Grønlands Statistik. (2022b).

Offentlig hjælp efter tid, distrikt, ydelser, alder,

køn og enhed

. Tilgået på: https://bank.stat.gl/pxweb/da/Greenland/Green-

land__SO__SO20/SOX008.px?rxid=SOX00811-05-2022%2010:35:00.

Hagen, G. & Qureshi, N.A. (1996).

Etnisitet i socialt arbejd: Arbejd med etniske

minoriteter i barnevern og social sector.

Oslo: Tano Ashehoug.

Hammen, I. & Jensen, T.G. (2010).

Anbringelse af børn med etnisk minoritets-

baggrund: En forskningsoversigt. Odense:

Servicestyrelsen.

Hartoft, H. (2021a). Tilsyn og underretningspligter. I: Schultz, T., Hartoft, H.,

Klausen, J. & Mørk, A. (red.):

Socialret: Børn og unge

, 2. udgave. Køben-

havn: DJØF Forlag.

Hartoft, H. (2021b). Undersøgelse og oplysning af børnesager. I: Schultz, T.,

Hartoft, H., Klausen, J. & Mørk, A. (red.):

Socialret: Børn og unge

, 2. ud-

gave. København: DJØF Forlag.

Jensen, B. (2012). Det gode børneliv i Grønland. I: Halvorsen, K. & Olesen, S.G.

(red.):

Socialpædagogik i Grønland.

Ilulissat: Perorsaanermik Ilinniarfik -

Socialpædagogisk Seminarium.

KL. (2019).

Undersøgelse af honorering af familieplejere: Opfølgning på økono-

miaftalen for 2019 mellem KL og regeringen

. København: KL.

Laage-Petersen, J. (2015).

Ligebehandling af grønlændere i Danmark: Grøn-

lænderes oplevelser af mødet med det danske samfund.

København: Insti-

tut for Menneskerettigheder.

Langgård, K. (2007). Aamma uagut taamaappugut? Er også vi sådan? Menin-

ger i aviser om opdragelse og uddannelse i begyndelsen af det 20. årh. I:

Kahlig, W. & Banerjee, N. (red.):

Børn og unge i Grønland: En antologi.

Nuussuaq: MIPI, Ilisimatusarfik.

Lareau, A. (2003).

Unequal Childhoods: Class, Race, and Family Life

. Oakland,

CA: University of California Press.

Larsen, C.V.L., Hansen, C.B., Ingemann, C., Jørgensen, M.E., Olesen, I., Søren-

sen, I.K., Koch, A., Backer, V. & Bjerregaard, P. (2019).

Befolkningsundersø-

gelsen i Grønland: Levevilkår, livsstil og helbred - Oversigt over indikatorer

for folkesundheden.

København: Statens Institut for Folkesundhed, SDU.

119

Lausten, M., Andersen, D., Skov, P.R. & Nielsen, A.A. (2013).

Anbragte 15-åri-

ges hverdagsliv og udfordringer: Rapport fra tredje dataindsamling af for-

løbsundersøgelsen af anbragte børn født i 1995.

København: SFI – Det Na-

tionale Forskningscenter for Velfærd.

Lausten, M. & Andreasen, A.G. (2022).

Anbragte unges trivsel 2020: Trivsels-

undersøgelse blandt anbragte 15- og 17-årige, 2014-2020.

København:

VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Lausten, M., Frederiksen, S. & Olsen, R.F. (2020).

Tidligere anbragte unge – 18

år og på vej mod voksenlivet: Forløbsundersøgelse af tidligere anbragte

unge født i 1995

. København: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analy-

secenter for Velfærd.

Lausten, M. & Jørgensen, T. (2017).

Anbragte børn og unges trivsel 2016

. Kø-

benhavn: SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Luckow, S.T., Rasmussen, P.S., Westergreen, S.E. & Jonsen, E.H. (2021).

Nye

plejefamilier: Hvad kendetegner nye plejefamilier og hvorfor vælger de at

blive plejefamilier.

København: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analy-

secenter for Velfærd.

Mørck, Y. (1998).

Bindestregsdanskere: Fortællinger om køn, generationer og

etnicitet.

København: Forlaget Sociologi

Naalakkersuisut. (2017).

Inatsisartutlov. 20 af 26. juni 2017 om støtte til børn.

Børnestøtteloven.

Naalakkersuisut. (2020).

Myndighedsvejledning til lov om støtte til børn.

Ser-

mersooq: Styrelsen for Forebyggelse og Sociale Forhold.

Navne, L.E. (2008).

Fleksibelt moderskab: Reproduktive beslutninger, livsfor-

løb og slægtskab i Grønland.

København: Institut for Antropologi, Køben-

havns Universitet.

Ottosen, M.H. (red.) (2012).

15-åriges hverdagsliv og udfordringer: Rapport fra

femte dataindsamling af forløbsundersøgelsen af børn i 1995.

København:

SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Ottosen, M.H., Andreasen, A.G., Dahl, K.M., Hestbæk, A.-D., Lausten, M. &

Rayce, S.B. (2018).

Børn og unge i Danmark: Velfærd og trivsel 2018.

Kø-

benhavn: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

120

Ottosen, M.H., Lausten, M., Frederiksen, S. & Andersen, D. (2015).

Anbragte

børn og unges trivsel 2014.

København: SFI – Det Nationale Forsknings-

center for Velfærd.

Rambøll. (2018).

Anbragte børn og unges trivsel 2018

. København: Rambøll.

Rasmussen, P.S., Hestbæk, A.-D. & Røgeskov, M. (2020).

Svære anbringelses-

sager: Erfaringer fra VISO-rådgivningsforløb

. København: VIVE – Det Natio-

nale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Rådet for Socialt Udsatte. (2013).

”I Grønland er jeg for dansk, i Danmark er

jeg ’bare’ grønlænder”: Udfordringer for udsatte grønlændere i Danmark

Rønne: Rådet for Socialt Udsatte.

Schultz, T. (2020). Ny lov begrænser adgang til hjemgivelse af tvangsan-

bragte børn.

Socialrådgiveren, 9/20

, 28-29.

Schultz, T. (2021). Anbringelse. I: Schultz, T., Hartoft, H., Klausen, J. & Mørk, A.

(red.):

Socialret: Børn og unge

, 2. udgave. København: DJØF Forlag.

Skytte, M. (2002).

Anbringelse af etniske minoritetsbørn: Om socialarbejderes

vurderinger og handlinger.

Lund: Socialhögskolan, Lunds universitet.

Skytte, M. (2016).

Etniske minoritetsfamilier og socialt arbejde,

4. udgave. Kø-

benhavn: Hans Reitzels Forlag.

Social- og Indenrigsministeriet. (2018).

LBK nr 1114 af 30/08/2018. Lov om so-

cial service.

Social- og Indenrigsministeriet. (2019).

VEJ nr 9330 af 21/03/2019. Vejledning

om retssikkerhed og administration på det sociale område. Retssikker-

hedsvejledningen.

Socialstyrelsen. (2018).

Evaluering af omlægning af indsatsen for udsatte børn

og unge: Resultat- og analyserapport.

Odense: Socialstyrelsen.

Socialstyrelsen. (2019).

Håndbog for det gode anbringelsesforløb i familie-

pleje

, 2. udgave. Odense: Socialstyrelsen.

Socialstyrelsen. (2021).

Retningslinjer for udarbejdelse og anvendelse af for-

ældrekompetenceundersøgelser 2021

. Odense: Socialstyrelsen.

Suyemoto, K.L., Trimble, J.E., Cokley, K.O., Neville, H.A., Mattar, S. & Speight,

S. (2019).

APA Guidelines on Race and Ethnicity in Psychology: Promoting

121

Responsiveness and Equity.

Washington D.C.: American Psychological As-

sociation.

Svendsen, I.L. (2017). Anbringelse – hvad siger reglerne? I: Svendsen, I.L.

(red):

Den svære beslutning: En antologi om beslutninger om anbringelse

af børn og unge – hvornår, hvorfor og hvordan

. Frederiksberg: Institut for

Socialt Arbejde.

Svendsen, I.L. & Hartoft, H. (2013). Kommunernes almindelige tilsynsforplig-

telse – de juridiske rammer. I: Kildedal, K., Laursen, E. & Michelsen, R.R.

(red.):

Socialfaglig ledelse: Børne- og ungeområdet

. København: Sam-

fundslitteratur.

Thomsen, J.P. (2016).

Unge i Danmark – 18 år og på vej til voksenlivet: Årgang

95 – Forløbsundersøgelsen af børn født i 1995

. København: SFI - Det Nati-

onale Forskningscenter for Velfærd.

Togeby, L. (2002).

Grønlændere i Danmark - en overset minoritet

. Aarhus:

Aarhus Universitetsforlag.

Økonomisk Råd. (2013).

Belysning af grønlændere bosiddende i Danmark:

Teknisk baggrundsnotat 2013-02

. Nuuk: Økonomisk Råd - Aningaasaqar-

nermut Siunnersuisoqatigiit.

122

Bilag 1 Resultat af propensity score matching

Bilagstabel 1.1

Familiebaggrund hos børn med grønlandsk baggrund og hos børn med dansk baggrund før og efter matching med

gruppen af grønlandske børn ved hjælp af propensity score matching

Unmatched

Variable

Børn med

grønlandsk

baggrund

2010,4

0,47

37,520

0,091

0,270

0,058

0,164

0,597

0,163

Børn med

dansk

baggrund

2011,2

0,4870

39,391

0,073

0,192

0,006

0,134

0,804

0,068

Matched

Børn med

grønlandsk

baggrund

2010,4

0,47

37,520

0,091

0,270

0,058

0,164

0,597

0,163

Børn med

dansk

baggrund

2010,3

0,48

37,646

0,094

0,266

0,060

0,167

0,606

0,154

Sign.

forskel

***

Bias i %

-16,6

-2,6

-18,7

6,6

18,6

29,6

8,4

-46,6

30,1

Sign.

forskel

Bias i %

-0,4

-1,3

-0,9

0,9

-1,1

-0,8

-2,1

2,7

Fødselsår

Pige (dummy)

Mors alder

Mor eller far er enlig forsørger

Mor bor med ny partner

Manglende information om mors familiestatus

Mor har mindst en psykiatrisk diagnose

Mor er beskæftiget

Mor er på kontanthjælp

123

Unmatched

Variable

Børn med

grønlandsk

baggrund

Børn med

dansk

baggrund

Matched

Børn med

grønlandsk

baggrund

Børn med

dansk

baggrund

Sign.

forskel

Bias i %

Sign.

forskel

Bias i %

Mor har grundskole som højeste uddannelse eller ingen registre-

ret uddannelse

Mor har fået en betinget eller ubetinget dom

Mor har været i misbrugsbehandling

Mor er ikke i data

Far har mindst en psykiatrisk diagnose

Far er beskæftiget

Far er på kontanthjælp

Far har grundskole som højeste uddannelse eller ingen registreret

uddannelse

Far har fået en betinget eller ubetinget dom

Far har været i misbrugsbehandling

Far er ikke i data

Kilde:

VIVEs beregninger på registerdata for 0-17-årige i Danmark i 2020.

0,267

0,032

0,027

0,016

0,093

0,688

0,081

0,110

0,019

0,007

0,005

0,079

0,876

0,029

***

41,1

8,3

15,8

10,5

4,9

-47

22,8

0,267

0,032

0,027

0,016

0,093

0,688

0,081

0,260

0,026

0,030

0,015

0,091

0,693

0,078

1,9

3,8

-2,2

0,5

0,7

-1,4

1,2

0,306

0,136

0,036

0,057

0,169

0,105

0,018

0,030

***

32,7

9,5

11,4

13,4

0,306

0,136

0,036

0,057

0,305

0,133

0,033

0,051

0,1

0,9

2,1

3,2

124