FIU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 409: Spm. om ministeren kan oplyse udviklingen i antallet af offentligt ansatte i hvert år frem mod 2030, hvis man lader de offentlige udgifter stige svarende til det demografiske træk sammenlignet med et scenarie, hvor de offentlige udgifter kun stiger som følge af allerede indgåede aftaler, til finansministeren

Finansudvalget 2021-22
FIU Alm.del
Offentligt

Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

2. september 2022

Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 409 (Alm. del) af 4. juli

2022 stillet efter ønske fra Rasmus Jarlov (KF)

Spørgsmål

Kan ministeren oplyse udviklingen i antallet af offentligt ansatte i hvert år frem

mod 2030, hvis man lader de offentlige udgifter stige svarende til det demografi-

ske træk, sammenlignet med et scenarie, hvor de offentlige udgifter kun stiger som

følge af allerede indgåede aftaler?

Svar

Det bemærkes indledningsvist, at der i Danmark ikke fra centralt hold sættes et

særskilt mål for udviklingen i den offentlige beskæftigelse, hverken under denne

eller tidligere regeringer. De offentlige serviceudgifter, som består af dels løn til

offentligt ansatte (ca. to tredjedele), og dels køb af varer og tjenester fra den pri-

vate sektor (ca. en tredjedel), prioriteres således i kraft af de offentlige budgetter.

Det er som udgangspunkt op til de enkelte statslige, regionale og kommunale in-

stitutioner og beslutningstagere, hvordan de får størst muligt udbytte af budget-

terne

–

herunder fordelingen på offentlige lønudgifter og køb fra den private sek-

tor (netto). Udviklingen i den offentlige beskæftigelse frem mod 2030 vil således

blandt andet afspejle lokale behov og prioriteringer i den enkelte kommune, re-

gion og institution.

Der er dermed heller ikke en enkel sammenhæng mellem realvæksten i det offent-

lige forbrug og udviklingen i den offentlige beskæftigelse. Sammenhængen mellem

det offentlige forbrug og den offentlige beskæftigelse afhænger blandt andet af,

hvor stor en del af det offentlige forbrug, der produceres i den offentlige sektor

(og dermed af offentligt ansatte), og hvor stor en del, der købes fra private leve-

randører (og dermed produceres af privat ansatte). Antallet af offentligt ansatte er

dermed ikke i sig selv et mål for omfanget eller kvaliteten af den offentlige service.

Det demografiske træk er opgjort til at vokse med omtrent 0,4-0,6 pct. årligt frem

mod 2030,

jf. tabel 1.

Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K

FIU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 409: Spm. om ministeren kan oplyse udviklingen i antallet af offentligt ansatte i hvert år frem mod 2030, hvis man lader de offentlige udgifter stige svarende til det demografiske træk sammenlignet med et scenarie, hvor de offentlige udgifter kun stiger som følge af allerede indgåede aftaler, til finansministeren

Side 2 af 3

Tabel 1

Væksten i det demografiske træk

Pct.

Vækst i demografisk

træk

2024

0,4

2025

0,5

2026

0,5

2027

0,6

2028

0,6

2029

0,6

2030

0,6

Anm.: Væksten i det demografiske træk er et beregningsteknisk mål, der opgør, hvor meget det samlede offentlige

forbrug rent mekanisk vil ændre sig som følge af udvikling i befolkningssammensætningen, når det

forudsættes, at den reale udgift pr. bruger er fastholdt uændret. Heri indgår en korrektion for delvis sund

aldring idet stigende levetid betyder, at en faldende andel i hver aldersgruppe vil være i de sidste leveår, hvor

sundhedsudgifterne erfaringsmæssigt er størst.

Kilde:

2030-planforløb: Grundlag for udgiftslofter 2026,

august 2022 og egne beregninger

Hvis de offentlige serviceudgifter følger det demografiske træk, vil der således

som udgangspunkt være plads til en vækst i den offentlige beskæftigelse (målt i ti-

mer) svarende til det demografiske træk og tilsvarende en realvækst i varekøbet fra

den private sektor svarende til det demografiske træk.

Det vil dog som nævnt være op til de enkelte institutioner mv., hvordan de vil pri-

oritere ressourcerne. Historisk har der været en tendens til, at realvæksten i vare-

købet er højere end realvæksten i den offentlige timebeskæftigelse, hvilket blandt

andet skal ses i lyset af, at varekøbet bliver relativt billigere som følge af produkti-

vitetsvækst i de brancher, som producerer og sælger varer og tjenester til det of-

fentlige forbrug.

I Finansministeriets mellemfristede fremskrivninger lægges det beregningsteknisk

til grund, at der i den offentlige produktion er et fast forhold mellem udgifterne til

offentlig beskæftigelse og offentligt varekøb. Det betyder, at andelen af det offent-

lige forbrug, der benyttes til aflønning af ansatte (lønsumskvoten) er omtrent uæn-

dret over tid. Antagelsen er overordnet på linje med de historiske erfaringer, om

end der har været udsving i lønsumskvoten over tid. Almindeligvis betyder anta-

gelserne, at væksten i den offentlige beskæftigelse er ca. 0,5 pct.-point lavere pr. år

end realvæksten i det offentlige forbrug

Såfremt det under den beregningstekniske antagelse om uændret lønsumskvote

–

og med de aktuelle forudsætninger om den relative udvikling mellem deflatoren

for varekøbet i forhold til den offentlige løn

–

forudsættes, at det offentlige for-

brug vokser (realt) svarende til det demografiske træk i 2024-2030, skønnes det

beregningsteknisk, at den offentlige beskæftigelse vil aftage fra 2023 til 2030 (med

godt 1 pct. eller ca.11.000 personer), mens realvæksten i købet af varer og tjene-

ster fra det private omvendt vil overstige væksten i det demografiske træk.

I fremskrivningerne er der forudsat en produktivitetsvækst i den private sektor, og dermed falder prisen på

de varer og tjenester, som det offentlige køber, relativt til den offentlige løn. Ved en uændret lønsumskvote

vil det indebære en større realvækst i varekøbet og tilsvarende en lavere vækst i den offentlige beskæftigelse

set i forhold til væksten i det offentlige forbrug.

Side 3 af 3

Fremskrivningen af den offentlige beskæftigelse afspejler beregningstekniske for-

udsætninger, og er således ikke udtryk for regeringens politik, eller forventninger

hertil.

Væksten i det offentlige forbrug frem mod den mellemfristede planlægningshori-

sont afspejler regeringens mellemfristede finanspolitiske prioriteter. Det er således

ikke muligt at adskille de mellemfristede rammer fra virkningen af politiske aftaler.

Såfremt det forudsættes, at der ingen realvækst er i det offentlige forbrug, skønnes

det beregningsteknisk, at den offentlige beskæftigelse vil falde med omtrent

41.000 personer fra 2023 til 2030.

Tabel 2

Beregningsteknisk vækst i den offentlige beskæftigelse, 2023-2030

1.000 personer

Forudsat offentlig forbrugsvækst svarende til demografisk træk

Forudsat nulvækst i det offentlige forbrug

Ændring i den offentlige beskæftigelse

-11

-41

Anm.: Den offentlige beskæftigelse er opgjort inkl. orlovspersoner.

Kilde:

2030-planforløb: Grundlag for udgiftslofter 2026,

august 2022 og egne beregninger.

Med venlig hilsen

Nicolai Wammen

Finansminister