Folketingets Finansudvalg
Christiansborg
23. maj 2022
Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 213 (Alm. del) af 31.
marts 2022 stillet efter ønske fra Mette Hjermind Dencker (DF)
Spørgsmål
Finder ministeren det problematisk, at mindrereguleringen af sociale ydelser ram-
mer relativt hårdere med den stigende inflation og fødevarepriser?
Svar
Som led i
Aftale om skattereform 2012
blev der aftalt en afdæmpet regulering af
overførselsindkomsterne gældende for perioden 2016-2023, hvilket overordnet set
betyder, at overførslerne stiger mindre end de ellers ville have gjort. Den afdæm-
pede regulering indebærer et fradrag i den årlige regulering på 0,3 pct.-point i
2016, 0,4 pct.-point i 2017 og 0,75 pct.-point i årene 2018-2023. Fra 2024 og frem
reguleres overførslerne igen svarende til lønudviklingen uden fradrag for afdæm-
pet regulering. Dog vil en del af den årlige stigning fortsat gå til forøgelse af pro-
centen, der går til pensionsopsparing frem for at blive udbetalt i årlige ydelse.
Det skal i forhold til den afdæmpede regulering i øvrigt bemærkes, at folkepensio-
nister med beskedne supplerende indkomster er friholdt fra den afdæmpede regu-
lering, idet pensionstillægget opreguleres svarende til den samlede mindreregule-
ring af grundbeløb og pensionstillæg. Endvidere er den supplerende pensions-
ydelse (ældrechecken) friholdt fra den afdæmpede regulering. En folkepensionist
med fuld folkepensionsydelse er således ikke berørt af den afdæmpede regulering.
Mindrereguleringen blev indført som et led i at sikre, at det altid kan betale sig at
arbejde. Der skal være et incitament for den enkelte overførselsmodtager til at
søge beskæftigelse, og derfor skal der være en mærkbar forskel mellem indkom-
sten ved hhv. overførselsindkomst og beskæftigelse. Da den stigende inflation
rammer overførselsmodtagere og beskæftigede på samme måde, er der, som følge
af den stigende inflation, ikke opstået et øget behov for at ændre på indkomstfor-
skellen mellem grupperne af overførselsmodtagere og beskæftigede.
Regeringen kan ikke kompensere alle danskere for den stigende inflation, men vil
målrette hjælpen til de med de laveste indkomster.
Med venlig hilsen
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K