EUU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 261: Spm. om EU-Domstolens præjudicielle afgørelse i sag C-232/20 vedr. udstationeringsdirektivet, til beskæftigelsesministeren, til udenrigsministeren

Europaudvalget 2021-22
EUU Alm.del
Offentligt

Beskæftigelsesministeriet

Folketingets Europaudvalg

[email protected]

Søren Søndergaard

Soren@[email protected]

Holmens Kanal 20

1060 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

J.nr. 2022 - 6692

20. september 2022

Europaudvalget har i brev af 25. august 2022 stillet følgende spørgsmål nr. 261

(alm. del), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Søren Søn-

dergaard (EL).

Spørgsmål nr. 261:

”

Ministeren bedes redegøre for EU-Domstolens præjudicielle afgørelse i sag C-

232/20, herunder oplyse om afgørelsen skal forstås sådan, at en ansat i overens-

stemmelse med udstationeringsdirektivet, kan være ”midlertidigt” udstationeret

i et

andet EU-land i helt op til 55 måneder.”

Svar:

Jeg kan indledningsvist oplyse, at EU-domstolens præjudicielle afgørelse i sag C-

232/20 vedrører fortolkningen af vikardirektivet (direktiv 2008/104/EU). I sagen

fandt domstolen, at fornyelsen af successive udsendelser af en og samme vikaran-

sat til en og samme brugervirksomhed i en periode på 55 måneder udgør misbrug

og omgåelse af reglerne i direktivet, såfremt de successive udsendelser fører til en

tjenesteperiode hos brugervirksomheden, der er længere end hvad der med rimelig-

hed

kan anses som ”midlertidigt” under hensyn

til alle relevante omstændigheder,

og inden for de nationale rammer.

Sagen, som EU-domstolens præjudicielle afgørelse omhandler, har ikke et grænse-

overskridende element, og afgørelsen vedrører således ikke udstationeringsdirekti-

vet (direktiv 96/71/EF). Jeg vil dog gerne for fuldstændighedens skyld redegøre

for, hvad der efter udstationeringsdirektivet forstås ved

begrebet ”midlertidigt”,

hvordan man det i reviderede udstationeringsdirektiv (direktiv 2018/957) har søgt

at løse nogle af de udfordringer, som dette begreb i praksis har givet anledning til.

Udstationeringsdirektivet fastsætter en kerne af ufravigelige regler for minimums-

beskyttelse af udstationerede arbejdstageres løn

–

og arbejdsvilkår, som skal over-

holdes i værtslandet af alle arbejdsgivere, som sætter arbejdstagere til at udføre

midlertidigt arbejde på værtslandets område, uanset varigheden af udstationerin-

gen. Vikarer er omfattet af fuld beskyttelse efter direktivet.

EUU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 261: Spm. om EU-Domstolens præjudicielle afgørelse i sag C-232/20 vedr. udstationeringsdirektivet, til beskæftigelsesministeren, til udenrigsministeren

Ifølge definitionen i udstationeringsdirektivets artikel 2, stk. 1, er en udstationeret

arbejdstager enhver arbejdstager, der i en midlertidig

periode udfører arbejde på

en anden medlemsstats område, end den, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører

sit arbejde.

Udstationeringsdirektivet angiver ikke mere specifikke kriterier for, hvordan man

fastslår den midlertidige karakter af det arbejde, som den udstationerede arbejdsta-

ger skal udføre.

Definitionen af udstationering skal ses i samspil med Rom-konventionen

, idet

Danmark vil være det sædvanlige arbejdsland i konventionens forstand, hvis der ar-

bejdes mere end midlertidigt. Det fremgår af konventionen, at med hensyn til indi-

viduelle arbejdsaftaler bør udførelsen af arbejde i et andet land betragtes som mid-

lertidig, når arbejdstageren forventes at genoptage sit arbejde i sit oprindelsesland

efter at have udført sine opgaver i udlandet.

Med henblik på at gennemføre, anvende og håndhæve udstationeringsdirektivet er

der med håndhævelsesdirektivet (direktiv 2014/67/EU) bl.a. fastsat en bestemmelse

i artikel 4, stk. 3, der indeholder elementer til at vurdere, om en arbejdstager er ud-

stationeret midlertidigt. Det fremgår af bestemmelsen, at for at kunne vurdere, om

en udstationeret arbejdstager midlertidigt udfører sit arbejde i en anden medlems-

stat end den, hvor vedkommende normalt arbejder, undersøges alle faktuelle ele-

menter, der karakteriserer et sådant arbejde og arbejdstagerens situation, og der op-

regnes elementer, der kan indgå i vurderingen. Det er imidlertid kun vejledende

elementer, og det er altid en konkret vurdering.

Det følger af praksis fra EU-domstolen

, at en midlertidig levering af tjenesteydel-

ser kan strække sig over en årrække, typisk i forbindelse med udførelsen af større

projekter, fx inden for infrastruktur. Det vil afhænge af arbejdstagerens individuelle

forhold, som fx forudgående arbejde i virksomheden, om en udstationeret arbejds-

tager kan siges at udføre arbejdet midlertidig i den forbindelse.

Som det fremgår, kan det være vanskeligt at fastsætte en øvre grænse for, hvornår

en udstationering af en medarbejder ikke længere har karakter af at være midlerti-

dig. Efter omstændighederne kan en udstationering vare mange år, hvor værtslan-

det efter det oprindelige udstationeringsdirektiv kun kunne kræve overholdelse af

”den hårde

kerne” af ufravigelige regler. Et af formålene med revideringen af ud-

stationeringsdirektivet i 2018 var at løse det problem. Det blev således indført med

direktivet, at når en udstationering af en lønmodtager varer mere end 12 måneder,

skal den udstationerende virksomhed overholde værtslandets øvrige ansættelsesret-

lige regler ud over de vilkår, som allerede fremgår af direktivets kerne af ufravige-

lige regler. Virksomheden kan forlænge udstationeringen med 6 måneder op til i alt

Det bemærkes, at udstationeringsdirektivet anvender begrebet ”en bestemt periode”. Der er dog ingen tvivl om,

at der med direktivet er ment en midlertidig periode, som det også fremgår af direktivets andre sprogversioner end

en danske. Udstationeringsloven,

der implementerer direktivet, anvender således også begrebet ”midlertidigt”.

Rom-konventionen af 19. juni 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, anvendes i

forholdet mellem Danmark og andre EU-lande, da Danmark som følge af retsforbeholdet ikke er omfattet af den

senere forordning (EF) nr. 593/2008, Rom-I forordningen.

F.eks. Schnitzer-dommen (C-215/01), præmis 30-31.

18 måneder, hvorefter virksomheden skal overholde værtslandets øvrige arbejds-

og ansættelsesvilkår. Dog er regler om opsigelse og supplerende pensionsionsord-

ninger ikke omfattet.

Med hensyn til vikarer blev det i det reviderede udstationeringsdirektiv gjort obli-

gatorisk for medlemslandene at sikre ligebehandling af nationale og udstationerede

vikarer. Dette var muligt for medlemsstater at indføre tidligere, men ikke obligato-

risk. Når en vikar sendes til Danmark, gælder vikarloven altså fra dag 1, uanset om

vikaren kan anses for udstationeret midlertidigt.

Venlig hilsen

Peter Hummelgaard

Beskæftigelsesminister