Folketingets Europaudvalg
Stormgade 2-6
1470 København K
Telefon 72 28 24 00
Sagsnr.
2022 - 1499
Doknr.
503206
Dato
08-04-2022
Svar på spørgsmål fra Søren Søndergaard (EL) stillet den 17. marts 2022.
Spørgsmål nr. 116:
”Ministeren
bedes oplyse den konkrete formulering samt hvilke svarmuligheder,
som regeringen forventer, at der vil fremgå af stemmesedlen i forbindelse med af-
holdelse af folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet den 1. juni 2022.”
Svar:
Udenrigsministeriet har den 30. marts 2022 sendt to udkast til lovforslag i offentlig
høring. Det drejer sig for det første om forslag til lov om Danmarks deltagelse i det eu-
ropæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar og for det andet om forslag til lov om af-
holdelse af folkeafstemning om forslag til lov om Danmarks deltagelse i det europæi-
ske samarbejde om sikkerhed og forsvar.
Med vedtagelsen af førstnævnte lovforslag vil Folketinget afgive sit samtykke efter
grundlovens § 19 til, at regeringen i medfør af artikel 7 i protokol nr. 22 om Danmarks
stilling underretter de øvrige EU-medlemsstater om, at Danmark ikke længere ønsker
at benytte sig af protokollens bestemmelse om forsvarsforbeholdet (protokollens del
II, som udgøres af artikel 5). En sådan underretning af de øvrige medlemsstater vil in-
debære, at forsvarsforbeholdet afskaffes.
Det følger af grundlovens § 42, stk. 6, 2. pkt., at de i § 19 nævnte beslutninger, der
måtte være givet i lovs form, ikke kan undergives folkeafstemning, medmindre det ved
særlig lov bestemmes, at en sådan afstemning skal finde sted. Formålet med det sidst-
nævnte lovforslag er på den baggrund at skabe det retlige grundlag for at afholde en
bindende folkeafstemning om forsvarsforbeholdet.
Den bindende folkeafstemning om forsvarsforbeholdet den 1. juni 2022 vil skulle af-
holdes i henhold til særlig lov, jf. grundlovens § 42, stk. 6, 2. pkt.
Bestemmelserne i folketingsvalglovens kapitel 12 om folkeafstemninger finder (med få
undtagelser) anvendelse på folkeafstemninger, der afholdes i henhold til særlig lov,
medmindre andet følger af den særlige lov. Dette følger af folketingsvalglovens § 94, 2.
pkt. I det udkast til lovforslag om afholdelse af en folkeafstemning, der nu er sendt i
høring, er der ikke lagt op til at indføre særlige regler for afholdelse af folkeafstemnin-
gen.
Efter folketingsvalglovens § 98, stk. 1, skal der på stemmesedlerne ved folkeafstemnin-
ger klart adskilt være trykt ordene ”Ja” og Nej”. Efter bestemmelsens stk. 2 fastsætter
indenrigs- og boligministeren nærmere regler om stemmesedlernes indhold og ud-
formning.