Udviklingsministerens talepunkt til åbent samråd om salg af vacciner og
donation af vacciner gennem COVAX (Epidemiudvalget)
01.12.2021
Taletid: 10 minutter
Tak for ordet og for spørgsmålene.
Jeg vil lægge ud med at besvare spørgsmål A om vaccinationsraten
i verdens fattigste lande,
særligt Afrika, samt COVAX’
udfordringer ift. at nå vaccinationsmålsætningerne.
Herefter vil jeg besvare spørgsmål B og C samlet med fokus på
regeringens vaccinedonationer. Derefter vil sundhedsministeren
uddybe besvarelsen af spørgsmål B og C vedrørende regeringens
prioritering af donation versus salg af vacciner samt videregivelse
af danske erfaringer med vaccinationsudrulningen.
***
Udgangspunktet for vores drøftelser i dag er, at verdens
udviklingslande oplever stor vaccineknaphed. Blandt andre WHO,
FN og EU har lavet forskellige opgørelser over den globale
vaccineadgang. Men fælles for dem er, at de tegner et billede af
stor global vaccineulighed. Den ulige adgang til vacciner udfordrer
udviklingslandenes muligheder for at bekæmpe pandemien. Og har
mange steder sat landenes økonomiske og sociale udvikling år
tilbage. Vaccineknapheden betyder samtidig øget risiko for nye
udbrud og varianter, som vi ser det i øjeblikket. Det gælder stadig,
at ingen er sikre, før alle er sikre.
1