26. april 2022
j.nr. 22/01843
Statens Serum Instituts bidrag til besvarelse af EPI alm. del spm. 206 vedr.
spildevandsovervågning
Sundhedsministeriet (SUM) har den 19. april 2022 bedt Statens Serum Institut (SSI) om
bidrag til besvarelse af EPI alm. del spm. 206 vedr. spildevandsovervågning. SSI’s
bidrag til besvarelsen følger herunder.
EPI alm. del spm. 206:
”Vil ministeren svare på, om ministeren er enig i, at SSI som en del af den danske
overvågning af coronavarianter bør opsøge og anvende udenlandske erfaringer
med spildevandsovervågning, herunder eksempelvis i Israel, der er førende på
området?”
Statens Serum Instituts bidrag
Statens Serum Institut opsøger og anvender viden fra andre lande, der kan bidrage til at
forbedre den danske spildevandsovervågning af SARS-CoV-2. Foruden at orientere sig
i den internationale forskning på området har SSI været i kontakt med europæiske
kolleger.
Holland er et af de lande, der har mest erfaring med spildevandsanalyser, og der har
været dialog med hollandske eksperter, ligesom der har været afholdt møder med
østrigske eksperter indenfor spildevandsovervågning. Der har også været forespørgsler
i relation til den danske spildevandsovervågning fra andre lande herunder Singapore og
Norge. Derudover er EU-Kommissionen ved at opbygge et fælles overvågningssystem
og et vidensnetværk, og Danmark deltager løbende i møderne sammen med andre
lande, der bruger spildevand til at overvåge SARS-CoV-2.