BUU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 447: Spm. om talepapir fra det åbne samråd om, hvordan regeringen vil sikre, at børn med diagnoser som eksempelvis autisme og deres forældre ikke behandles uretmæssigt i deres møde med det kommunale system, til børne- og undervisningsministeren og social- og ældreministeren

Børne- og Undervisningsudvalget 2021-22
BUU Alm.del
Offentligt

TALEPAPIR

–

DET TALTE ORD GÆLDER

Anledning

Titel

Målgruppe

Arrangør

Taletid

Tid og sted

Samråd

Børne- og undervisningsministerens tale til Samråd Q

Børne- og Undervisningsudvalget

10 minutter

Børne- og Undervisningsudvalget, 29. september 2022 kl. 10-11.30

BUU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 447: Spm. om talepapir fra det åbne samråd om, hvordan regeringen vil sikre, at børn med diagnoser som eksempelvis autisme og deres forældre ikke behandles uretmæssigt i deres møde med det kommunale system, til børne- og undervisningsministeren og social- og ældreministeren

Disposition

Indledende bemærkninger

Tolærerordninger som løsning på kort sigt

Specialkompetencer og co-teaching som løsninger på længere sigt

Vi retter supertankeren op på tværs af Folketinget

1. Indledende bemærkninger

•

Tusind tak for at indkalde til et samråd med det her utrolig vigtige emne.

•

Jeg er vanvittig bekymret for vores folkeskoles evne til at rumme børn, der har

særlige behov, herunder børn med autisme. Man kunne også nævne børn med

ADHD, man kunne også nævne børn med ordblindhed. Det er vi kommet lidt

mere efter. Men bare for at sige, at problematikken er helt klar. Og i spørgsmå-

let om skolevægring er jeg enormt bekymret.

•

Der er ikke nogen tvivl om, at det indgreb, det er i et barns liv, at man ikke får

den skolegang, man har fortjent med det fællesskab og den indlæring, der lig-

ger heri, det kan vi som samfund ikke leve med.

•

Jeg vil gerne sige igen, at en af de bedste ting, der er sket i forhold til spørgs-

målet om inklusion er, at Venstre med fru Ellen Trane Nørby som under-

visningsminister fjernede den firkantethed, som man havde fået indsat med

96%-målsætningen.

•

Det er stadigvæk sådan, at i nogle kommunale praksisser har man ikke helt fan-

get, at den del af lovgivningen er væk. Derfor har jeg ad flere omgange lagt

vægt på, at vi skal bort fra den firkantethed.

•

Den duer ikke, og den er med til, at nogle børn bliver holdt i skoletilbud, som

på ingen måde svarer til det, de har behov for.

•

Da jeg sad som socialordfører i sin tid, talte jeg rigtig meget om 80/20-proble-

matikker. På skoleområdet har jeg talt om 90/10. Jeg tror, at lige her er det

også mest rigtigt at tale om 80/20. Forstået på den måde, at 80% af stederne,

der fungerer det faktisk ret godt, men 20% af stederne, der fungerer det givet

ikke.

•

Om tallene er rigtige, skal jeg ikke kunne sige. Det er billedet, jeg synes, er

væsentligt. Altså at vi har nogle ret store huller i osten, og i de huller, der fal-

der altså nogle børn, hvis skolegang bliver ødelagt. Derfor er det vanvittig vig-

tigt, at vi får ordentligt fat om det her.

2. Tolærerordninger som løsning på kort sigt

•

Vi har haft Autismeforeningen inde. Det ved ordførerne godt, for de har selv

deltaget i det samarbejdsforum, der hedder Sammen om Skolen, for at komme

tættere på nogle løsninger for den gruppe af børn

•

Men jeg tror, jeg vil pege på nogle enkelte redskaber, vi har brugt i fællesskab

med hinanden, som jeg tror kan være med til at flytte bjerge på det her område.

•

Det ene af dem er spørgsmålet om tolærerordninger. Der var en journalist i går,

som ikke helt forstod, hvordan det her med tolærerordninger kunne give me-

ning, så jeg vil bare lige forklare, hvis der skulle være andre, der ikke forstår,

hvorfor det er utrolig meningsfuldt.

•

Man kan sige, at sandsynligheden for, at et barn får en bumlet skolegang er væ-

sentlig mindre, hvis der er to voksne i klasselokalet.

•

For det betyder, at den voksne, der underviser

–

hvis man står alene - skal

håndtere hele den store mangfoldighed inde i klasselokalet, inklusive eventuelt

et barn, der har fx en autismediagnose, eller det kan være noget andet.

•

Hvis man er to voksne til stede i lokalet, så kan man differentiere langt dybere i

undervisningen. Og nogle af de værste eksempler, jeg har hørt, som har med-

ført skolevægring, der har man jo sat børn i tilstødende lokaler med en iPad, og

det er så det, der er deres skolegang. Simpelthen fordi man ikke har kunne

håndtere dem inde i et klasselokale. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt.

•

Det giver sig selv, at hvis der i de klasselokaler rent faktisk havde været to

voksne, så havde den ene voksen kunne gå til side med det ene barn, der har

det svært inde i klasselokalet, og ville kunne gennemføre relevant undervisning

for det barn, eller har kunne være sparingspartner med forældrene, eller alt det

andet, som foregår, der kræver en masse kræfter. Derfor er tolærerordningen

vigtig.

•

Det har vi kørt de sidste to år, og det felt er helt bredt i Folketinget, så det er

ikke noget, vi som regering skal tage æren for. Det er noget, der er forankret

helt bredt.

•

Men de sidste to år har det været sådan, at vi har givet mulighed for at konver-

tere det, der hedder understøttende undervisning til tolærerordninger. Og hvor-

for er det så vanvittigt effektivt? Det er det, fordi alle har understøttende under-

visning, og det vil sige mulighed for kunne konvertere til tolærerordninger.

•

Det betyder, at det er et redskab, hvor man i stedet for at give muligheden et el-

ler to steder i en kommune, så er det en mulighed, der kan lægges ud til hver

eneste klasse i Danmark, hvis man vil det.

•

Hvis man vurderer, at i denne klasse har vi behov for, at der er to voksne på, så

kan man som kommune umiddelbart få lov til at konvertere den understøttende

undervisning. Cirka 90% af skolerne i Danmark har i løbet af de sidste to år

gjort det, altså konverteret fra understøttende undervisning til to-voksenordnin-

ger.

3. Specialkompetencer og co-teaching som løsninger på læn-

gere sigt

•

Er det så nok? Nej. Det er det ikke, for så kunne vi stoppe det samarbejde, vi

har i Sammen om Skolen om, hvordan vi griber inklusionen an.

•

Børnene kan jo ikke vente på, at de andre ting virker. Og lige præcis det her

med tolærerordninger er faktisk noget, vi umiddelbart har kunnet gøre noget

ved. Derfor er det, efter min mening, rigtig vigtigt at pege på lige præcis den

del.

•

Det, der så i øvrigt skal til, hvis man spørger lærere, forældre, skoleledere mv.,

det er, at der kommer flere, der har de rette kompetencer. Det er i virkeligheden

det, som fru Anni Mathiessen peger på ved indledningen til det her samråd,

nemlig at der er for mange, der ikke ved, hvordan de skal gribe om det.

•

Det er fint underbygget, eller i virkeligheden frygteligt underbygget med de

undersøgelser, der er på området, at der er alt for få, der har kompetencer til at

tage sig af børn som har forskellige typer af særlige behov, herunder autisme-

diagnoser og andet.

•

Der er vi så ude i de ting, der tager lidt længere tid.

•

Jeg ville elske, hvis vi bare kunne gøre det fra i morgen, men nogen afskaffede

i deres visdom det, at man kunne have specialundervisning som linjefag på se-

minarierne for 15-20 år siden.

•

Det var utrolig uklogt, for det betyder, at rigtig mange af de gamle speciallæ-

rere nu går på pension, og det vil sige, at denne ret lettilgængelige ressource på

hver skole i Danmark

–

at der faktisk er lærere, der er uddannet til at tage sig af

børn, der har særlige behov

–

den forsvinder.

•

Det, vi har valgt at gøre

–

det er igen et i et bredt samarbejde i Folketinget

–

det er at genindføre specialundervisning som linjefag.

•

Puljer og projekter hjælper selvfølgelig nogle enkelte børn, men folkeskolen er

meget stor, og det er antallet af børn med særlige behov også.

•

Derfor skal vi ud og have fat om de meget store muskler, og det er det selvføl-

gelig, hvis en stor andel af lærerne har specialundervisning som linjefag.

•

Det betyder nemlig, at de lærere, der ikke har det, umiddelbart i frikvarteret

kan gå ned og spørge deres kollega

–

og i øvrigt kan blive ved med at følge op

med den pågældende kollega henover barnets skoleliv

– ”jeg

står med Peter

der har de og de udfordringer, hvad ville du som specialuddannet gøre ved

det?”.

•

Skolelederen ville have mulighed for, at den pågældende speciallærer er med i

undervisningen i en periode, både for at observere barnet, men også for at give

den faste lærer nogle konkrete redskaber. Det er det, man kalder co-teaching.

Altså at give nogle konkrete redskaber til, hvordan man tackler forskellige situ-

ationer i undervisningen bedst.

•

Så de to ben, som vi fra regeringen side mener, man skal gå på, og som vi bredt

forankret i Folketinget har sat i værk, det er, at der skal flere ressourcer i form

af flere klasselokaler med tolærerordninger. Vi har også sat flere penge af til

folkeskolen i det hele taget.

•

Med det andet ben skal vi sørge for, at den relevante viden er til stede, så man

kan tackle de problemstillinger, der opstår i hverdagen, og det skal være nemt

tilgængeligt.

4. Vi retter supertankeren op på tværs af Folketinget

•

Det tredjesidste, jeg vil sige, det er, at det samarbejdsforum, der hedder Sam-

men om Skolen, er midt i en proces, hvor vi forsøger at tilrettelægge, hvad er

det i øvrigt er for nogle greb, der skal til for, at vi kan håndtere børn med sær-

lige behov væsentligt bedre i skolen end vi gør i dag.

•

Der har nogle af fokuspunkterne selvfølgelig været skolevægring, børn med

autisme, børn med ADHD som værende nogle af de store grupper.

•

Vi har gjort rigtig meget, også i fællesskab med hinanden, i forhold til børn

med ordblindhed. Det er jo en lidt anden problemstilling. Men bare for at sige,

at der forsøger vi at komme hele vejen rundt om de problemstillinger, der er

omkring inklusion.

•

Så noget er umiddelbare snuptagsløsninger, men andre ting tager tid, blandt an-

det at uddanne en lærer fra ikke at have specialundervisning på linje til at have

specialundervisning på linje, så noget af det må vi desværre vente på.

•

Lad mig lige understrege her til sidst: alle kommuner må i denne sammenhæng

ikke føle sig skældt ud, og alle forældre skal heller ikke sidde tilbage med en

følelse af, at det ikke fungerer nogen som helst steder i folkeskolen, for det er

ikke rigtigt. Det er ikke et retvisende billede.

•

Problemet er jo bare, at for de børn, der går i de skoler i de kommuner, hvor

det ikke fungerer, der har det ekstremt stor indflydelse på deres hverdag og

hele deres børneliv, fordi de kan have meget lange perioder med skolevægring

som konsekvens.

•

Så der er lang vej at gå endnu, men jeg mener faktisk også, at vi på tværs af

partierne har taget nogle gode skridt i de senere år, som gør mig optimistisk i

forhold til, at vi nok skal få rettet supertankeren op. I hvert fald med tiden. Tak

for ordet.