Juni 2021
Vejledning om ansøgningspulje til borgerrådgivning
Indledning
Puljen til borgerrådgivning er oprettet på baggrund af aftalen af 6. december 2020 mellem regeringen
og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet om finansloven for 2021.
Den overordnede ramme for puljen er fastlagt på finanslovens § 15.11.08. Kommunal
borgerrådgivning.
Det fremgår af aftaleteksten, at regeringen og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten
og Alternativet er enige om at styrke borgernes relation til kommunerne, herunder øge borgerens
retssikkerhed. Der blev derfor afsat 30 mio. kr. i 2021 og 35 mio. kr. årligt i perioden 2022-2024 til en
ansøgningspulje, som kommunerne kan søge med henblik på at ansætte en borgerrådgiver til bl.a. at
rådgive og vejlede borgerne i kontakten med kommunen, og føre tilsyn med kommunens
administration.
Bolig- og Planstyrelsen udmønter ansøgningspuljen til borgerrådgivning i én ansøgningsrunde i 2021
for alle midlerne afsat i årene 2021-2024. For bevillingerne afsat i årene 2022-2024 tages der dog
forbehold for Folketingets tilslutning til at videreføre bevillingerne på finanslovene for 2022-2024,
hvilket vil fremgå af bevillingstilsagnet til de kommuner, der modtager tilskud fra puljen.
Bolig- og Planstyrelsens forvaltning af tilskud fra ansøgningspuljen til borgerrådgivning er
konkretiseret i Bekendtgørelse om ansøgningspulje til borgerrådgivning, bek. nr.
1114 af 2. juni 2021.
Puljens formål
Ansøgningspuljens formål er at styrke borgernes relation til kommunen og øge borgernes
retssikkerhed ved at understøtte, at kommunerne ansætter borgerrådgivere til bl.a. at rådgive og
vejlede borgerne i kontakten med kommunen og føre tilsyn med kommunens administration.
Det er målet med puljen, at borgerrådgiverordningen udbredes i så mange kommuner som muligt.
Ansøgerkreds
Det er kun kommuner, der kan få støtte fra ansøgningspuljen.
Flere kommuner, som ønsker at dele en borgerrådgiverfunktion, kan søge sammen.
I de tilfælde, hvor flere kommuner søger sammen, skal én af kommunerne dog stå som primær
ansøger og som ansvarlig projektejer. For den eller de øvrige kommuner skal der fremgå
dokumentation for deres deltagelse i projektet.
Kriterier for tildeling af tilskud
Der gælder følgende krav for at opnå tilskud fra ansøgningspuljen:
•
Borgerrådgiveren skal være formelt uafhængig af den kommunale forvaltning, og
borgerrådgiverfunktionen skal derfor oprettes eller være etableret efter § 65 e i lov om
kommunernes styrelse.
1