Side 1 af 3
Talemanuskript til brug for samråd om ny slumlejr i
vejtransportsektoren - dårlige forhold for chauffører
Tale
Også tak til udvalget for at sætte fokus på området.
For regeringen er det helt afgørende, at de chauffører der hver dag kører på de
danske veje, mødes af ordnede forhold.
Chaufførerne er et vigtigt aktiv i alle danskernes hverdag. Vores hverdag kan ikke
hænge sammen uden en velfungerende transportbranche.
At der findes chauffører, der underbetales og lever en kummerlig tilværelse, er på
ingen måde i orden.
Lad mig gøre det klart: Regeringen vil ikke acceptere dårlige og uværdige
arbejdsvilkår. Det er skadeligt for de virksomheder, der spiller efter reglerne, som
skal konkurrere mod dem, som bevidst omgår reglerne.
Det kan vi ikke være bekendt.
I transportsektoren er kampen for gode og ordentlige arbejdsvilkår af høj prioritet.
Regeringens indsats for at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår har taget fart
siden Padborg sagen i 2018, hvor vi var vidner til grov systematisk udnyttelse af
chauffører.
Jeg ved, at der er blevet arbejdet benhårdt for, at lignende sager ikke skulle
gentage sig, men det er en langvarig og vedvarende kamp at sikre gode
rammevilkår i vejtransportsektoren.