BEU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 181: Spm. om, hvordan lønmodtager og selvstændig defineres i de forskellige lovgivninger i relation til platformsarbejdere, til beskæftigelsesministeren

Beskæftigelsesudvalget 2021-22
BEU Alm.del
Offentligt

Folketingets Beskæftigelsesudvalg

[email protected]

Beskæftigelsesministeriet

Holmens Kanal 20

1060 København K

T +45 72 20 50 00

E [email protected]

www.bm.dk

CVR 10172748

J.nr. 2022-1288

31. marts 2022

Beskæftigelsesudvalget har i brev af 2. februar 2022 stillet følgende spørgsmål nr.

181 (alm. del), som hermed besvares endeligt.

Spørgsmål nr. 181:

”Vil

ministeren oplyse, hvordan lønmodtager og selvstændig defineres i de forskel-

lige lovgivninger i relation til platformsarbejdere?”

Svar:

Jeg kan indledningsvis oplyse, at der ikke i lovgivningen på Beskæftigelsesministe-

riets område er en særlig definition af

henholdsvis ”lønmodtager” og ”selvstændig”

ved platformsarbejde. Det betyder, at de definitioner, der er almindeligt gældende

på arbejdsmarkedet, også finder anvendelse i forhold til platformarbejdere.

En detaljeret beskrivelse af begreberne ”lønmodtager” og ”selvstændig” inden for

de forskellige retsområder er omfattende, idet begreberne varierer på tværs af lov-

givningen, ligesom begreberne i vidt omfang er fortolket både ved de fagretlige og

ved de almindelige domstole. I forbindelse med det ekspertarbejde, som jeg har

omtalt i svaret på spørgsmål 180, har Beskæftigelsesministeriet bl.a. anmodet ek-

sperterne om at redegøre for lovgivning, retspraksis og myndighedernes anvendelse

af lønmodtagerbegrebet inden for det arbejdsretlige område og tilstødende retsom-

råder.

Jeg forventer, at ekspertrapporten er færdig i løbet af april måned, og jeg vil heref-

ter oversende rapporten til Beskæftigelsesudvalget, så den kan indgå i den dialog,

som vi allerede har om direktivforslaget og om platformsarbejde generelt. Udvalget

vil i den forbindelse få eksperternes detaljerede kortlægning af lønmodtagerbegre-

bet. Jeg vil derfor i dette svar alene give en overordnet introduktion til lønmodta-

gerbegrebet i de arbejds- og ansættelsesretlige regler, i arbejdsmiljøloven og ar-

bejdsskadesikringsloven og i de skatteretlige regler, som jeg vurderer som særligt

relevante i denne sammenhæng.

Efter de

arbejds- og ansættelsesretlige regler

betragtes en person, der udfører ar-

bejde, som enten lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende. Lønmodtager-

begrebet er ikke generelt defineret, og om et arbejdsforhold eller en tjenesteaftale

BEU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 181: Spm. om, hvordan lønmodtager og selvstændig defineres i de forskellige lovgivninger i relation til platformsarbejdere, til beskæftigelsesministeren

skal betragtes som et lønmodtagerforhold, må derfor afgøres ud fra en konkret vur-

dering i relation til det regelsæt, der er tale om at anvende, fx ferieloven, ansættel-

sesbevisloven, den kollektive arbejdsret osv. Det skyldes bl.a., at formålet og be-

skyttelseshensynet bag regelsættene kan variere. En person kan være lønmodtager i

relation til én lov, men ikke nødvendigvis være det i relation til en anden.

Inden for arbejds- og ansættelsesretten er det typisk anvendte lønmodtagerbegreb

det, som findes i fx ferieloven og ansættelsesbevisloven:

”Enhver, der mod veder-

lag udfører personligt arbejde i tjenesteforhold.”

Forståelsen af begrebet er udfol-

det i praksis fra både det fagretlige system og ved de almindelige domstole, og

praksis tegner nogle retningsgivende kriterier, som domstolene ofte anvender i de-

res vurdering af lønmodtagerstatus:

•

Graden af instruktionsbeføjelse, herunder kontrol- og sanktionsbeføjelse

Indretningen af det økonomiske mellemværende mellem parterne

En eventuel pligt til at udføre arbejdet personligt

Graden af tilknytning mellem parterne

Den sociale opfattelse

Ud fra de nævnte kriterier foretages der en samlet vurdering ud fra de faktiske om-

stændigheder i den konkrete sag.

Om definitionerne i

arbejdsmiljøloven

arbejdsskadesikringsloven

har Arbejds-

tilsynet til brug for besvarelsen oplyst følgende:

”Arbejdsmiljølovens

normale gyldighedsområde er

”arbejde,

der udføres for en ar-

bejdsgiver”,

og når Arbejdstilsynet skal afgøre, om der er tale om arbejde, der ud-

føres for en arbejdsgiver, vurderes den konkrete situation ud fra følgende kriterier:

Om pågældende har pligt til at stille sin personlige arbejdskraft til rådighed

Om pågældende er undergivet instruktionsbeføjelse og kontrol i forbindelse

med udførelsen af arbejdet

•

Om der stilles arbejdsrum, maskiner, redskaber, materialer eller andre nødven-

dige hjælpemidler til rådighed for arbejdets udførelse

•

Om ”arbejdsgiveren” bærer risikoen for arbejdsresultatet

•

I særlige tvivlstilfælde lægges en vis vægt på, om den pågældende får vederlag for

det udførte arbejde, men dette kan kun undtagelsesvist tillægges væsentlig betyd-

ning.

Det tillægges ikke væsentlig betydning, om det retlige grundlag for arbejdsforhol-

det skal søges i et traditionelt ansættelsesforhold eller hviler på et andet grundlag.

Kriterierne har afgørende betydning for vurderingen af, hvem der har beføjelserne

til

–

og reel mulighed for

–

at drage omsorg for, at arbejdsopgaverne bliver tilrette-

lagt og udført forsvarligt.

Begrebet

”arbejde

for en arbejdsgiver”

fortolkes bredere end fx

det ansættelsesret-

lige lønmodtagerbegreb, hvilket skyldes den samfundsmæssige interesse i at for-

hindre, at man kommer til skade, når man er på arbejde.

Efter arbejdsskadesikringsloven anses man som arbejdsgiver, hvis man i sin tjene-

ste beskæftiger personer, der udfører et arbejde, uanset om dette arbejde er lønnet,

ulønnet, varigt, midlertidigt eller forbigående. Efter formålsparagraffen i arbejds-

skadesikringsloven skal arbejdstagere sikres, når de ikke har kontrol med arbejds-

processen, men tværtimod overlader denne kontrol over arbejdsprocessen til en ar-

bejdsgiver. Det grundlæggende formål med loven har utvivlsomt haft betydning

for, i hvilket omfang arbejdstager- og arbejdsgiverbegrebet er defineret, hvor det

således ikke er arbejdstageren, men derimod arbejdsgiverens objektive ansvar og

sikringspligt, som er i centrum for reglerne i arbejdsskadesikringsloven.

Praksis peger på, at det afgørende ved fastlæggelsen af, hvem der konkret er sik-

ringspligtig arbejdsgiver, er følgende kriterier:

Hvem der har instruktions- og tilsynsbeføjelser i et tjenesteforhold. Det er ar-

bejdsgiveren, som har ret til at lede og fordele arbejdet.

•

Hvem der drager nytte af arbejdet (at arbejdsgiveren har en økonomisk interesse

i arbejdets udførelse)

•

At der efter en vurdering af tjenestemodtagerens hele sociale og erhvervsmæs-

sige stilling foreligger en sådan afhængighed af eller underordning under ar-

bejdsgiveren, at det kan sidestilles hermed

•

Vederlag (løn).

•

Det er Arbejdstilsynets vurdering, at instruktions-, tilsyns- og kontrolbeføjelser har

afgørende betydning for klassificeringen af et forhold som et tjenesteforhold uanset

den formelle klassificering.”

Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet endvidere indhentet et bidrag fra

Skatteministeriet, som har oplyst følgende:

”Ved

vurderingen af, hvorvidt der er tale om en lønmodtager, en honorarmodtager

eller en selvstændigt erhvervsdrivende, tages der på skatteområdet udgangspunkt i

en samlet vurdering af kontraktforholdet, og der vil således være tale om en kon-

kret vurdering af den enkelte situation.

På samme måde som i andre sammenhænge vil der ved vurderingen blive taget ud-

gangspunkt i lovforarbejder og praksis på området, bl.a. som beskrevet i Den Juri-

diske Vejledning. Herudover indeholder cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 om per-

sonskatteloven en længere række kriterier, som kan indgå i forbindelse med den

konkrete vurdering af, om der er tale om lønmodtagerforhold, eller om den pågæl-

dende er selvstændigt erhvervsdrivende.

Det fremgår af cirkulæret, at som lønmodtager anses den, der modtager vederlag

for personligt arbejde i et tjenesteforhold, mens selvstændig erhvervsvirksomhed er

kendetegnet ved, at der for egen regning og risiko udøves en virksomhed af økono-

misk karakter med det formål at opnå et overskud.

For personer, der modtager betaling i form af honorarer, vil det ligeledes bero på en

konkret vurdering, om den pågældende konkret skattemæssigt må anses for at være

lønmodtager, selvstændigt erhvervsdrivende, eller om den pågældende må anses

som honorarmodtager.”

Venlig hilsen

Peter Hummelgaard

Beskæftigelsesminister