BEU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 149: Spm. om, hvad der forhindrer, at forældelsen af en sag afbrydes når det er erkendt, at det skyldes myndighedernes sløseri, til justitsministeren

Beskæftigelsesudvalget 2021-22
BEU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Beskæftigelsesudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

9. februar 2022

Strafferetskontoret

Freja Thorup Aahauge

2022-0032/01-0065

2303115

Besvarelse af spørgsmål nr. 149 (Alm. del) fra Folketingets Beskæftigel-

sesudvalg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 149 (Alm. del), som Folketin-

gets Beskæftigelsesudvalg har stillet til justitsministeren den 20. januar

2022. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Christian Juhl (EL).

Nick Hækkerup

Mette Johansen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 3392 3340

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/3

BEU, Alm.del - 2021-22 - Endeligt svar på spørgsmål 149: Spm. om, hvad der forhindrer, at forældelsen af en sag afbrydes når det er erkendt, at det skyldes myndighedernes sløseri, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 149 (Alm. del) fra Folketingets Beskæftigelsesudvalg:

”Vil

ministeren redegøre for, hvad der forhindrer, at forældelsen

af en sag afbrydes når det er erkendt, at det skyldes myndighe-

dernes sløseri, at sagsbehandlingen ikke kan nås inden en sag er

forældet?”

Svar:

Straffelovens regler om forældelse findes i lovens kapitel 11 om ophør af

den strafbare handlings retsfølger.

Det følger af straffelovens § 92, at en lovovertrædelse ikke straffes, når der

er indtrådt forældelse efter straffelovens §§ 93-94.

Forældelsesfristens længde følger af straffelovens § 93. Heraf fremgår bl.a.,

at forældelsesfristen er 2 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel

i 1 år for overtrædelsen, og at forældelsesfristen er 5 år, når der ikke er hjem-

let højere straf end fængsel i 4 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1 og 2.

Det følger af straffelovens § 94, stk. 1, at forældelsesfristen regnes fra den

dag, da den strafbare virksomhed eller undladelse er ophørt.

Efter straffelovens § 94, stk. 5, 1. pkt., afbrydes forældelsesfristen, når den

pågældende gøres bekendt med sigtelsen, eller når anklagemyndigheden an-

moder om rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for overtrædel-

sen.

Straffelovens kapitel 11 er indført ved lov nr. 248 af 9. juni 1967. Ved lov

nr. 364 af 24. maj 2005 blev der dog foretaget betydelige ændringer i kapit-

let. Denne lovændring var dels baseret på betænkning 1438/2004 fra Justits-

ministeriets udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet, dels på

Straffelovrådets betænkning 1441/2004 om visse forældelsesretlige spørgs-

mål. Af betænkning 1438/2004, s. 73, fremgår bl.a. følgende om, hvilke af

myndighedernes dispositioner der bør medføre forældelsesfristens afbry-

delse:

”Udvalget har valgt, at den generelle hovedregel i alle sager

bør

være, at den pågældende gøres bekendt med sigtelsen. Hensynet til

den sigtede taler også for, at der i almindelighed ikke er mulighed

for, at den pågældende først efter forældelsesfristens udløb gøres

bekendt med, at der verserer en straffesag. Udvalget finder ikke, at

Side 2/3

der bør stilles krav om, at den sigtede får sigtelsen skriftligt, men

alene de sædvanlige krav om, at det kan dokumenteres

–

f.eks. via

gengivelse i en politirapport

–

hvad sigtelsens nøjagtige indhold er.

Udvalget finder, at en alternativ afbrydelsesmåde bør være, at an-

klagemyndigheden anmoder om et rettergangsskridt.

Ved en sådan regulering får anklagemyndigheden og politiet

samme simple fremgangsmåde til at afbryde forældelsesfristen,

som andre offentlige myndigheder har i dag efter § 94, stk. 5. Hvis

man ikke kan få kontakt med den pågældende, må man som i dag

indskrænke sig til at afbryde gennem en anmodning om retter-

gangsskridt. Der vil endvidere ske afbrydelse, hvis der f.eks. opnås

en retskendelse om telefonaflytning.

[…]

Den forældelsesafbrydende sigtelse skal som i dag være en egentlig

sigtelse med alle de retsvirkninger, der er knyttet hertil. Det er ikke

tilstrækkeligt, at der for at beskytte den pågældende gives en rets-

stilling (i praksis kaldet ”en sigtets retsstilling”),

hvor visse af rets-

virkningerne finder anvendelse, uden at der formelt rejses sigtelse.”

Forældelsesreglerne er et resultat af en afvejning mellem hensynet til den

mistænkte over for hensynet til samfundets interesse i, at lovovertrædelser

straffes. Sidstnævnte hensyn varetages bl.a. af de retshåndhævende myndig-

heder, herunder politiet og anklagemyndigheden.

Der er ikke i loven eller bemærkningerne holdepunkter for, at forsømmelse

fra myndighedernes side skulle give anledning til, at denne afvejning kon-

kret forskydes til ulempe for den mistænkte.

Det forhold, at de retshåndhævende myndigheder har begået fejl i sagsbe-

handlingen, medfører således ikke afbrydelse eller forlængelse af forældel-

sesfristen.

Side 3/3