Udlændinge- og Integrationsudvalget 2021-22
UUI Alm.del Bilag 74
Offentligt
2551001_0001.png
Dato:
Kontor:
29. marts 2022
Stats- og Menneskerets-
kontoret
Sagsbeh: Lea Elkjær Tarpgård
Sagsnr.: 2017-629-0123
Dok.:
2385429
NOTITS
om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark
fra 1. marts 2021 til og
med 17. marts 2022
1. Indledning
Danmark har tiltrådt en række individuelle klageadgange til internationale
organer, herunder klageadgangen til Den Europæiske Menneskerettigheds-
domstol (EMD) samt til flere FN-komitéer.
Europarådets Ministerkomité har i anbefaling CM/Rec(2008)2 om effektive
nationale procedurer for fuldbyrdelse af domme afsagt af EMD bl.a. anbe-
falet, at medlemsstaterne orienterer deres nationale parlamenter om opfyl-
delsen af domme afsagt af EMD i sager mod medlemsstaten.
Justitsministeriet udarbejder på denne baggrund årligt nærværende notits
om domme mv. afsagt af EMD.
Med henblik på at give et samlet overblik over domme og udtalelser mod
Danmark fra internationale organer omfatter notitsen endvidere udtalelser
fra relevante FN-komitéer. Desuden omfatter notitsen sager, hvor Danmark
har interveneret som tredjepart i sager ved EMD mod andre medlemsstater.
2. Domme, afviste sager, afsluttede sager og verserende sager ved Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol
EMD har fra 1. marts 2021 til 17. marts 2022 afsagt fire domme i sager mod
Danmark. Endvidere er der seks sager mod Danmark, der er blevet afvist og
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
T +45 3392 3340
F +45 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
Side 1/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
en enkelt, der er blevet afsluttet. Derudover er der en række verserende sager
mod Danmark ved EMD, ligesom Danmark har interveneret som tredjepart
i verserende sager mod andre medlemsstater.
2.1. Domme
I sagen
M.A. mod Danmark
(sagsnr. 6697/18), fandt EMD ved dom af 9. juli
2021, at Danmark havde krænket Den Europæiske Menneskerettighedskon-
ventions (herefter
”EMRK”)
artikel 8 om retten til respekt for privatliv og
familieliv ved at give en syrisk statsborger afslag på familiesammenføring
med sin syriske ægtefælle under henvisning til, at klageren på ansøgnings-
tidspunktet ikke havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7,
stk. 3 (midlertidig subsidiær beskyttelsesstatus) i 3 år (3-årsreglen). Sagen
angik et principielt spørgsmål om fortolkningen af EMRK og blev behandlet
af
EMD’s
Storkammer.
EMD bemærkede indledningsvist, at EMD ikke tidligere havde forholdt sig
til, hvorvidt en lovbestemt venteperiode for familiesammenføring for flygt-
ninge med midlertidig beskyttelsesstatus var i overensstemmelse med
EMRK, og at dens prøvelse begrænsede sig til, om Udlændingenævnets af-
slag af 16. september 2016 på familiesammenføring under henvisning til 3-
årsreglen indebar en krænkelse af EMRK artikel 8.
EMD fandt, at staterne har en vid skønsmargin ved fastsættelsen af vente-
perioder for familiesammenføring for flygtninge med subsidiær beskyttelse.
EMD anførte dog samtidig, at staternes skønsmargin ikke er ubegrænset og
skal undersøges i lyset af den pågældende foranstaltnings proportionalitet.
Mens EMD ikke så nogen grund til at sætte spørgsmålstegn ved rationalet
ved en venteperiode
på 2 år (som er udgangspunktet efter EU’s familiesam-
menføringsdirektiv, som dog ikke gælder for subsidiært beskyttede), var det
EMD’s
opfattelse, at de uoverstigelige hindringer for
at udøve familielivet i
hjemlandet ved en venteperiode ud over de 2 år skal tillægges en gradvis
større betydning i vurderingen af, om der er foretaget en rimelig afvejning.
EMD anførte i den forbindelse, at selvom EMRK artikel 8 ikke kan anses
for at pålægge en stat en generel forpligtelse til at tillade familiesammenfø-
ring på dens territorium, kræver konventionens genstand og formål en for-
ståelse og anvendelse af dens bestemmelser på en sådan måde, at de er prak-
tiske og effektive
ikke blot teoretiske og illusoriske i deres anvendelse i
en konkret sag.
Side 2/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
EMD bemærkede herefter, at indførelsen af den midlertidige beskyttelses-
status og udskydelsen af retten til familiesammenføring var begrundet i et
behov for at kontrollere tilstrømningen til Danmark med henblik på at sikre
landets økonomiske velfærd og en effektiv integration af anerkendte flygt-
ninge med henblik på at bevare den sociale sammenhængskraft, og at Dan-
mark ikke havde nogen holdepunkter i EMD’s
praksis for at vurdere, om en
udskydelse af retten til familiesammenføring kunne indføres og i hvor lang
tid. Om udskydelsens længde udtalte EMD dog bl.a., at 3 år i alle tilfælde
er en lang periode at være adskilt fra sin familie, når et familiemedlem op-
holder sig i et land karakteriseret ved vilkårlig voldsudøvelse og mishand-
ling af civile, og når det er anerkendt, at der er uoverstigelige forhindringer
for udøvelse af familielivet dér.
I forhold til den konkrete sag bemærkede EMD herefter, at mulighederne
for at gøre undtagelse fra 3-årsreglen var meget begrænsede og i forhold til
klager reelt fungerede som en absolut venteperiode, og at reglerne ikke gav
mulighed for at foretage en vurdering af klagers faktiske udsigter til tilba-
gevenden til hjemlandet. EMD bemærkede endvidere, at klager og hans
kone havde været sammen i ca. 25 år, da klager fik beskyttelsesstatus i Dan-
mark, og at det stod klart, at der var uoverstigelige hindringer for at udøve
deres samliv i hjemlandet.
EMD konkluderede herefter, at Danmark ikke havde foretaget en rimelig
afvejning mellem klagers interesse i at blive familiesammenført med sin
kone over for samfundets generelle interesse i at kontrollere indvandring
med henblik på at beskytte landets økonomi og sikre en effektiv integration.
Danmark havde derfor krænket EMRK artikel 8.
Danmark har som led i implementeringen af dommen fremsendt en hand-
lingsplan til Europarådet den 5. januar 2022, udbetalt erstatning til klageren,
meddelt klageren familiesammenføring samt etableret en praksisændring
med tilbagevirkende kraft, så der nu administreres i overensstemmelse med
dommen. Det indebærer bl.a., at udlændinge med midlertidig beskyttelses-
status efter udlændingelovens § 7, stk. 3 i en situation, hvor Danmark ikke
oplever en massetilstrømning af asylansøgere, meddeles familiesammenfø-
ring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, senest efter 2 år. Regeringen (ud-
lændinge
og integrationsministeren) forventer endvidere i denne samling
at fremsætte et lovforslag, der bl.a. skal sikre, at loven afspejler den gæl-
dende retstilstand.
Side 3/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
I
Abdi mod Danmark
(sagsnr. 41643/19), fandt EMD ved dom af 14. sep-
tember 2021, at Danmark havde krænket EMRK artikel 8 om retten til re-
spekt for privatliv og familieliv ved at udvise en somalisk statsborger fra
Danmark med et indrejseforbud for bestandig på baggrund af kriminalitet
begået her i landet.
EMD anførte, at der forelå et indgreb i klagers ret til respekt for privatliv og
familieliv i medfør af EMRK artikel 8, men at indgrebet var i overensstem-
melse med lovgivningen og forfulgte et legitimt mål om at forebygge uro og
forbrydelse. I forhold til, om indgrebet kunne anses for proportionalt, be-
mærkede EMD indledningsvist, at de nationale domstole havde foretaget en
nøje gennemgang af proportionalitetskriterierne, som følger af EMD’s prak-
sis vedrørende EMRK artikel 8, men at der skulle meget tungtvejende
grunde (very serious reasons) til for at retfærdiggøre udvisningen af klager,
som var kommet til Danmark i en ung alder (4 år) og havde tilbragt det
meste af sin barndom og ungdom i Danmark.
EMD anerkendte alvorligheden af det strafbare forhold, som førte til udvis-
ningen (ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder),
men bemærkede herefter bl.a., at klager ikke tidligere havde modtaget en
advarsel om udvisning eller en betinget udvisningsdom, at klager ikke tidli-
gere var straffet af relevans for sagen, at klager var blevet idømt en relativt
mild straf for det forhold, der førte til udvisningen,, og at klager kom til
Danmark, da han var meget ung og havde boet lovligt i Danmark i ca. 20 år,
hvorfor hans bånd til Danmark var stærke, mens hans bånd til Somalia var
nærmest ikke-eksisterende.
På den baggrund konkluderede EMD, at udvisningen af klager kombineret
med et indrejseforbud for bestandigt var uproportionalt, hvorfor EMD fandt,
at Danmark havde krænket EMRK artikel 8.
Danmark anmodede den 15. oktober 2021 om at få dommen indbragt for
EMD’s
Storkammer.
EMD meddelte den 17. januar 2022 afslag på regerin-
gens anmodning, hvilket indebærer, at dommen af 14. september 2021 er
endelig. Udlændinge- og Integrationsministeriet skal herefter udarbejde en
handlingsplan til Europarådet om dommens efterlevelse.
I
Avci mod Danmark
(sagsnr. 40240/19), fandt EMD ved dom af 30. novem-
ber 2021, at Danmark ikke havde krænket EMRK artikel 8 om retten til re-
spekt for privatliv og familieliv ved for bestandigt at udvise en tyrkisk
Side 4/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
statsborger, der var født og opvokset i Danmark, tidligere var idømt en straf
på 20 dages betinget fængsel og i den konkrete sag var blev idømt 4 års
fængsel for alvorlig narkotikakriminalitet.
EMD fandt at indgrebet i klagerens rettigheder var proportionalt, bl.a. hen-
set til at de danske domstole foretog en grundig afvejning af alle relevante
kriterier, der følger af EMD’s retspraksis
vedrørende EMRK artikel 8, samt
at der i tilfælde, hvor en klager er født og opvokset i landet, kræves meget
tungtvejende grunde for at udvise ham. De danske domstole tog således
højde for en lang række faktorer, herunder kriminalitetens art og alvor samt
den idømte straf, at klageren er tidligere straffet, at klageren var født i Dan-
mark og lovligt havde opholdt sig i Danmark i ca. 25 år, og at en permanent
udvisning fra Danmark med indrejseforbud for bestandigt ville udgøre en
særlig byrde for klageren, men at klageren dog på baggrund af sit kendskab
til det kurdiske sprog og kultur havde forudsætningerne for at kunne etablere
et liv i Tyrkiet.
For så vidt angår varigheden af indrejseforbuddet i tilknytning til udvisnin-
gen bemærkede EMD’s flertal, at EMD aldrig har fastsat en nedre grænse
for grovheden af de forbrydelser eller længden af de fængselsstraffe, der kan
begrunde udvisning. EMD har heller ikke fastslået, hvor stor vægt de re-
spektive kriterier, der skal indgå i proportionalitetsvurderingen, skal tillæg-
ges i forhold til hinanden. Dette beror i stedet på en konkret vurdering.
EMD fandt endvidere samlet, at indgrebet i klagers privatliv var understøttet
af relevante og tilstrækkelige grunde, at de nationale domstole havde påvist,
at der var meget tungtvejende grunde bag klagers udvisning, og at de danske
domstole på tilfredsstillende måde tog højde for, hvorvidt udvisningen ville
være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. I den forbindelse be-
mærkede EMD, at klager med sin kriminalitet udgjorde en alvorlig trussel
mod den offentlige orden.
EMD henviste endvidere til subsidiaritetsprincippet, hvorefter EMD, når af-
vejningen er blevet foretaget af de nationale myndigheder i overensstem-
melse med de kriterier, som er fastlagt i EMD´s praksis, vil kræve vægtige
grunde for at tilsidesætte de nationale domstoles vurdering.
Klagers advokat har anmodet om, at sagen indbringes for EMD’s Storkam-
mer. Storkammeret ses ikke at have taget stilling til anmodningen endnu.
Side 5/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
I sagen
Savran mod Danmark
(sagsnr. 57467/15)
fandt EMD’s Storkammer
den 7. december 2021, at Danmark havde krænket EMRK artikel 8 om ret-
ten til respekt for privatliv og familieliv ved at udvise klageren, som var
psykisk syg (paranoid skizofren), til Tyrkiet på baggrund af kriminalitet be-
gået her i landet (grov vold med døden til følge). EMD fandt dog samtidig,
at Danmark ikke havde krænket EMRK artikel 3 om forbuddet mod tortur
og umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf.
Sagen har tidligere været behandlet af et kammer ved EMD, der ved dom af
1. oktober 2019 vurderede, at Danmark ved udsendelsen af klager til Tyrkiet
krænkede EMRK artikel 3, bl.a. under henvisning til, at de danske myndig-
heder burde have sikret sig, at klageren havde en fast og personlig kontakt-
person i Tyrkiet, som var passende til klagerens behov. Dette indebar efter
den danske regerings opfattelse en ny og anderledes fortolkning af kriteri-
erne for anvendelsesområdet af EMRK artikel 3, således som disse blev op-
stillet af EMD i
Paposhvili mod Belgien
(sagsnr. 41738/10), dom af 13. de-
cember 2016, hvorfor Danmark anmodede om at få sagen henvist til be-
handling ved EMD’s Storkammer,
hvilket blev godkendt den 27. januar
2020. Sagen blev herefter forhandlet mundtligt den 24. juni 2020.
Som anført kom Storkammeret ved sin dom af 7. december 2021
modsat
kammeret
frem til, at Danmark ikke havde krænket EMRK artikel 3 om
forbuddet mod tortur og umenneskelig og nedværdigende behandling eller
straf ved at udvise klageren til Tyrkiet. EMD anførte i den forbindelse bl.a.,
at kriterierne for anvendelsesområdet af EMRK artikel 3, således som disse
blev opstillet af EMD i
Paposhvili mod Belgien,
er tilstrækkeligt fleksible
til også at finde anvendelse i sager om psykisk sygdom. EMD fandt dog
ikke, at det var godtgjort, at klagerens udsendelse til Tyrkiet udsatte ham for
en alvorlig, hurtig og uoprettelig forværring af hans helbredstilstand, som
kunne resultere i intens lidelse eller væsentlig reduktion af hans forventede
restlevetid. EMD pegede i den forbindelse bl.a. på, at klager havde syg-
domsindsigt og anerkendte sit behov for terapi og samarbejdede herom, og
at risikoen for aggressiv adfærd over for andre i forbindelse med et eventuelt
tilbagefald ikke kunne siges at føre til intens lidelse for klageren selv.
I forhold til spørgsmålet om EMRK artikel 8 om retten til respekt for privat-
liv og familieliv bemærkede EMD indledningsvist, at klager, der er tyrkisk
statsborger, kom til Danmark, da han var 6 år og derfor havde haft sine for-
mative år i Danmark. EMD fandt på den baggrund,
at klager var en ”settled
migrant” og omfattet af retten til privatliv i medfør af EMRK artikel 8.
Side 6/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
Udvisningen af klager til Tyrkiet udgjorde således et indgreb i hans rettighe-
der efter EMRK artikel 8.
Udvisningen af klager var i overensstemmelse med lovgivningen på davæ-
rende tidspunkt og forfulgte et legitimt formål om at forebygge uro og for-
brydelse.
I forhold til indgrebets proportionalitet bemærkede EMD bl.a., at en udvis-
ning af en person fra et land, hvor den pågældende har tilbragt hele eller
størstedelen af sin barndom og ungdom, kun kan ske på baggrund af meget
tungtvejende grunde. EMD anerkendte i den forbindelse, at klager var dømt
for forbrydelser af voldelig karakter, men pegede samtidig på, at Østre
Landsret ved kendelse af 13. januar 2015 om opretholdelse af udvisningen
ikke havde taget højde for, at klager pga. sin psykiske sygdom blev frifundet
for straf og i stedet idømt en foranstaltningsdom, og alene i begrænset om-
fang tog højde for ændringerne i klagerens personlige forhold fra 2009 til
2015, hvor klager havde gennemgået medicinsk behandling for sin psykiske
lidelse, herunder risikoen for, at klager ville begå nye strafbare forhold i
lyset af hans mentale tilstand og de gavnlige effekter af hans behandling.
EMD fandt i lyset heraf samt konsekvenserne af udsendelsen for klageren,
at de nationale myndigheder ikke havde taget tilstrækkelig grundigt hensyn
til klagerens rettigheder efter EMRK artikel 8 og ikke havde foretaget en
rimelig afvejning af hensynet til klagerens rettigheder overfor hensynet til
at forebygge uro og forbrydelse.
EMD fandt ligeledes, at Østre Landsret ikke havde taget tilstrækkelig højde
for klagers tilknytning til Danmark i forhold til Tyrkiet. EMD tillagde det i
den forbindelse særlig vægt, at klager var en
”settled migrant”, som havde
boet i Danmark siden han var 6 år.
Desuden pegede EMD på, at de dagældende regler ikke gav mulighed for at
foretage en konkret vurdering af varigheden af klagerens udvisning fra Dan-
mark (udvisningen var for bestandig).
EMD fandt på den baggrund, at de nationale myndigheder ikke i tilstrække-
lig grad havde inddraget de relevante hensyn og foretaget en rimelig afvej-
ning af klagerens interesser over for statens interesser, hvorfor Danmark
havde krænket EMRK artikel 8. Udlændinge- og Integrationsministeriet
skal herefter udarbejde en handlingsplan til Europarådet om dommens ef-
terlevelse.
Side 7/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
2.2. Afsluttede sager
EMD offentliggjorde i 2021 én beslutning om afslutning af en sag mod Dan-
mark efter EMRK artikel 39 på baggrund af et indgået forlig.
Sagen
Dam mod Danmark
(sagsnr. 1349/21) omhandlede, hvorvidt det var
i overensstemmelse med EMRK artikel 3 (forbud mod tortur og nedværdi-
gende eller umenneskelig behandling eller straf), at klager, en psykiatrisk
patient, under en tvangsindlæggelse på psykiatrisk afdeling blev bæltefikse-
ret henholdsvis 25 timer og 35 minutter og 3 timer og 30 minutter. Klager
indbragte de to bæltefikseringer for Det Psykiatriske Patientklagenævn, som
godkendte iværksættelsen af de to bæltefikseringer. Disse afgørelser blev
sidenhen godkendt i byretten, ligesom Østre Landsret stadfæstede byrettens
dom.
Danmark har, i lyset af blandt andet afgørelsen i
Aggerholm mod Danmark
(sagsnr. 45439/18) indgået forlig med klager, og har i den forbindelse udbe-
talt erstatning til klager. EMD har på den baggrund den 2. december 2021
afsluttet sagen.
2.3. Afviste sager
EMD offentliggjorde i 2021 seks beslutninger om afvisning af sager mod
Danmark efter EMRK artikel 35 om kriterier for antagelse af en sag til be-
handling i realiteten.
Sagen
Aziz Thamer Al-Ebrah mod Danmark
(sagsnr. 32834/18) blev den 15.
juli 2021 afvist af EMD med henvisning til, at klager ikke havde udtømt
nationale retsmidler, jf. EMRK artikel 35, stk. 1 og 4. Sagen omhandlede,
hvorvidt det var i strid med EMRK artikel 14 om forbuddet mod diskrimi-
nation sammenholdt med artikel 8 om retten til respekt for privatliv og fa-
milieliv, at klager fik afslag på en ansøgning om optagelse på et lovforslag
om indfødsrets meddelelse, fordi hun ikke opfyldte kravene i indfødsrets-
cirkulæret. Klager lider af paranoid skizofreni og havde på den baggrund
anmodet om dispensation fra kravene til dokumentation for danskkundska-
ber og dokumentation for en bestået indfødsretsprøve. Den 16. februar 2016
meddelte Udlændinge- og Integrationsministeriet klageren afslag på ansøg-
ningen om optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, idet Fol-
ketingets Indfødsretsudvalg ikke havde fundet grundlag for at give dispen-
sation. Ved dom af 25. september 2017 fandt Københavns Byret, at afslaget
var i strid med forbuddet mod diskrimination på baggrund af handicap i
Side 8/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
EMRK artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Klageren ansøgte herefter på
ny om dansk indfødsret og fik den 6. april 2018 igen afslag fra Udlændinge-
og Integrationsministeriet efter forelæggelse for Indfødsretsudvalget.
Den 20. december 2019 besluttede Indfødsretsudvalget imidlertid at med-
dele klageren, hvis sag udvalget havde genåbnet, dispensation fra kravene
om dokumentation for danskkundskaber og dokumentation for at have be-
stået en indfødsretsprøve. Den 23. juni 2020 blev klageren meddelt dansk
indfødsret ved lov med virkning fra den 3. juli 2020.
EMD fandt med henvisning til bl.a. en afgørelse i en tidligere klagesag mod
Danmark om afslag på indfødsret (Nazari
mod Danmark,
sagsnr. 64372/11),
at klager, som kunne indbringe Udlændinge- og Integrationsministeriets se-
neste afslag på ansøgningen om optagelse på et lovforslag om indfødsret
meddelelse for domstolene, havde adgang til et effektivt retsmiddel i form
af domstolskontrol, og at klager ikke havde udnyttet dette. EMD anførte i
den forbindelse, at domstolskontrollen udgjorde et effektivt retsmiddel, selv
om en dom ikke
idet kompetencen til at tildele dansk statsborgerskab efter
grundloven tilkommer Folketinget
kan forpligte Folketinget til at tildele
sagsøgeren dansk statsborgerskab. Det skyldes, at de danske domstole har
mulighed for at tage stilling til afslagets overensstemmelse med EMRK og,
hvis relevant, tilkende klager godtgørelse og/eller erstatning. Da klager ikke
havde udtømt de nationale retsmidler, afviste EMD klagen.
Sagen
Johansen mod Danmark
(sagsnr. 27801/19) blev den 3. marts 2022
afvist af EMD med henvisning til, at klagen var åbenbart grundløs, jf.
EMRK artikel 35, stk. 3, litra a og stk. 4. Sagen vedrørte, hvorvidt det var i
overensstemmelse med EMRK artikel 8 (om retten til respekt for privatliv
og familieliv), at Højesteret ved dom af 19. november 2018 frakendte kla-
geren, der var fundet skyldig i at have ladet sig hverve til og træne af Isla-
misk Stat (ISIL), sit danske statsborgerskab og udviste ham fra Danmark
med indrejseforbud for bestandig.
Klager er født på Færøerne og opnåede ved fødslen både dansk og tunesisk
statsborgerskab. Klager er primært opvokset i Danmark og er gift med en
dansk statsborger, som han har et barn med. Klager indrejste i 2013 i Syrien
og lod sig hverve og træne som kæmper for ISIL, hvilket han i 2018 af Ve-
stre Landsret blev idømt fire års fængsel for i Danmark. Klager var ikke
tidligere straffet.
Side 9/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
For så vidt angår frakendelsen af det danske statsborgerskab bemærkede
EMD i sin afgørelse af 3. marts 2022 for det første, at frakendelsen ikke var
vilkårlig. EMD bemærkede i den forbindelse bl.a., at frakendelsen var kon-
sekvensen af klagers dom for en alvorlig terrorforbrydelse og dermed i vid
udstrækning et resultat af klagers egne valg og handlinger. EMD bemær-
kede også, at det er legitimt for et land at tage et fast standpunkt mod de
personer, som bidrager til terrorhandlinger.
EMD bemærkede for det andet, at Højesteret havde foretaget en grundig
vurdering af konsekvenserne af frakendelsen for klager i lyset af klagers
tilknytning til henholdsvis Danmark og Tunesien, herunder at klager fortsat
havde et tunesisk statsborgerskab. EMD udtalte i den forbindelse bl.a., at
det forhold, at klager havde haft dansk statsborgerskab fra fødslen, ikke æn-
drede væsentligt ved konsekvenserne af frakendelsen for klager, set i lyset
af at klager var dømt for alvorlig terrorkriminalitet, som i sig selv udgør en
alvorlig trussel mod menneskerettigheder, og som i vid udstrækning viser
klagers mangel på tilknytning til Danmark og landets værdier.
For så vidt angår udvisningen for bestandig bemærkede EMD bl.a., at klager
i det foreliggende tilfælde udgjorde en alvorlig trussel mod den offentlige
orden, at klager havde efterladt sin kone og sit barn i Danmark på eget ini-
tiativ for at tage ophold i en krigszone i Syrien, og at klagers kone og barn
havde forudsætninger for at kunne følge med klager til Tunesien eller be-
søge ham dér og kommunikere via telefon/internet. EMD henviste endvi-
dere til, at Højesteret havde foretaget en grundig afvejning af de relevante
hensyn.
Sagen
Ahmed mod Danmark
(sagsnr. 16588/20) blev den 3. marts 2022 af-
vist af EMD med henvisning til, at klagen var åbenbart grundløs, jf. EMRK
artikel 35, stk. 3, litra a og stk. 4. Sagen vedrørte, hvorvidt det var i over-
ensstemmelse med EMRK artikel 8 om retten til respekt for privatliv og
familieliv, at Højesteret ved dom af 28. oktober 2019 udviste klageren med
indrejseforbud for bestandigt på baggrund af grov vold begået under prøve-
løsladelse. Klageren var tidligere dømt for fire grove røverier, grov vold og
vidnetrusler og var tidligere betinget udvist.
Klager er født i Pakistan i 1990 og kom til Danmark som otteårig. Han har
bevaret en vis tilknytning til Pakistan, bl.a. ved ferierejser til landet og ved,
at han forstår og taler sprog, der tales i landet. EMD bemærkede i sin afgø-
relse, at
udvisning af en ”settled migrant” kræver meget tungtvejende
Side 10/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
grunde, og at varigheden af et indrejseforbud skal tillægges betydning ved
vurderingen af en udvisning, men at Højesteret havde foretaget en grundig
afvejning af de hensyn, der efter EMD’s praksis skal inddrages i udvisnings-
sager, og at udvisningen for bestandig var underbygget af relevante og til-
strækkelige grunde. EMD henviste herved bl.a. til, at klager i lyset af krimi-
nalitetens art og grovhed udgjorde en alvorlig trussel mod den offentlige
orden. EMD henviste endvidere til subsidiaritetsprincippet, hvorefter EMD,
når afvejningen er blevet foretaget af de nationale myndigheder i overens-
stemmelse med de kriterier, som er fastlagt i EMD´s praksis, vil kræve væg-
tige grunde for at substituere de nationale domstoles vurdering med sin
egen.
Sagen
Abdulji mod Danmark
(sagsnr. 20579/20) blev den 17. marts 2022
afvist af EMD med henvisning til, at klagen var åbenbart grundløs, jf.
EMRK artikel 35, stk. 3, litra a og stk. 4. Sagen vedrørte, hvorvidt det var i
overensstemmelse med EMRK artikel 8 om retten til respekt for privatliv
og familieliv, at Østre Landsret ved dom af 8. august 2019 udviste klageren
med indrejseforbud i 12 år på baggrund af begået narkotikakriminalitet samt
deltagelse i modstand mod en politiaktion mod organiseret salg af narkotika.
Forholdene var begået i prøvetiden for en betinget udvisning. Klageren var
tidligere dømt for bl.a. narkotikakriminalitet og røveri .
Klager er født i 1994 i Danmark og opvokset i Danmark, og han bor sammen
med sine forældre og to søskende. Klager er ikke gift og har ikke børn. Kla-
ger har nordmakedonsk statsborgerskab og har bevaret en vis tilknytning til
Nordmakedonien i form af årlige rejser til landet med henblik på familiebe-
søg frem til 2017 og ved, at han taler albansk, som der tales af et mindretal
i landet. EMD bemærkede
i sin afgørelse, at udvisning af en ”settled mi-
grant” kræver meget tungtvejende grunde, og at Østre Landsret havde vur-
deret, om sådanne grunde forelå, samt udtrykkeligt taget stilling til, om ud-
visning ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. EMD
fandt endvidere, at udvisningen i lyset af sagens samlede omstændigheder
ikke var uproportional. EMD henviste i den forbindelse til subsidiaritets-
princippet, hvorefter EMD, når afvejningen er blevet foretaget af de natio-
nale myndigheder i overensstemmelse med de kriterier, som er fastlagt i
EMD´s praksis, vil kræve vægtige grunde for at substituere de nationale
domstoles vurdering med sin egen.
Sagen
Hussain mod Danmark
(31572/19) blev den 17. marts 2022 afvist af
EMD med henvisning til, at klagen var åbenbart grundløs, jf. EMRK artikel
Side 11/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
35, stk. 3, litra a og stk. 4. Sagen vedrørte, hvorvidt det var i overensstem-
melse med EMRK artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv,
at Højesteret ved dom af 6. februar 2019 udviste klager for bestandig på
baggrund af bl.a. et groft overfald begået mod en fængselsbetjent samt al-
vorlige narkotikaforbrydelser. Klager var tidligere dømt for bl.a. narkotika-
kriminalitet samt overtrædelse af våbenloven og var tidligere betinget ud-
vist. Endelig havde klager været medlem af banden Loyal to Familia, der
blev opløst ved dom.
Klager er født i Danmark, men har pakistansk statsborgerskab og bevaret en
vis tilknytning til Pakistan, bl.a. ved kendskab til pakistansk sprog og kultur
samt familie og besøg i landet. Klager var først under udvisningssagen ble-
vet gift i Danmark (ved en muslimsk ceremoni), og havde ikke bopæl med
sin ægtefælle. EMD bemærkede i sin afgørelse, at
udvisning af en ”setttled
migrant” kræver meget tungtvejende grunde, og at
varigheden af et indrej-
seforbud skal tillægges betydning ved vurderingen af en udvisning, men at
Højesteret havde foretaget en grundig afvejning af de hensyn, der efter
EMD’s praksis skal inddrages i udvisningssager,
og at udvisningen for be-
standig var underbygget af relevante og tilstrækkelige grunde samt var pro-
portional. EMD henviste i den forbindelse bl.a. til, at klager udgjorde en
alvorlig trussel for den offentlige orden, og at klager vedvarende havde vist
uvilje til at overholde dansk lovgivning. EMD henviste endvidere til subsi-
diaritetsprincippet, hvorefter EMD, når afvejningen er blevet foretaget af de
nationale myndigheder i overensstemmelse med de kriterier, som er fastlagt
i EMD´s praksis, vil kræve vægtige grunde for at substituere de nationale
domstoles vurdering med sin egen.
Sagen
Bajrami mod Danmark
(24379/20) blev den 17. marts 2022 afvist af
EMD med henvisning til, at klagen var åbenbart grundløs, jf. EMRK artikel
35, stk. 3, litra a og stk. 4. Sagen vedrørte, hvorvidt det var i overensstem-
melse med EMRK artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv,
at Vestre Landsret ved dom af 13. august 2019 udviste klageren for bestan-
dig, idet klageren bl.a. havde begået alvorlig narkotikakriminalitet. Klager
var også tidligere dømt for narkotikakriminalitet og var tidligere betinget
udvist.
Klager er albansk statsborger og kom til Danmark som 22-årig i 1998. Kla-
ger har tre børn i Danmark, men kun kontakt til to, der er mindreårige og
bor med deres mor, og klager har bevaret en tilknytning til Kosovo i form
af årlige rejser hjem til sine forældre, der bor i landet, ligesom klager både
Side 12/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
taler og kan skrive på albansk. EMD bemærkede i sin afgørelse, at varighe-
den af et indrejseforbud skal tillægges betydning ved vurderingen af en ud-
visning, men at den narkotikakriminalitet, klager var udvist på baggrund af,
havde en sådan karakter, at klager udgjorde en alvorlig trussel for den of-
fentlige orden. EMD forholdt sig endvidere til hensynet til den byrde, det
ville være for klagers børn at blive adskilt fra deres far, men fandt ikke, at
børnene ville blive påvirket heraf i en sådan grad, at hensynet hertil skulle
tillægges større vægt end hensynene til at udvise klager. Domstolen bemær-
kede i den forbindelse, at klagers børn havde mulighed for at besøge klager
i Albanien og kommunikere via telefon/internet. EMD fandt samlet, at de
danske domstolene havde foretaget en grundig afvejning af de hensyn, der
efter EMD’s praksis skal inddrages i udvisningssager, og at udvisningen for
bestandig var underbygget af relevante og tilstrækkelige grunde samt var
proportional. EMD henviste i den forbindelse også til, at domstolene ud-
trykkeligt havde taget stilling til, om udvisning ville være i strid med Dan-
marks internationale forpligtelser, og til subsidiaritetsprincippet, hvorefter
EMD, når afvejningen er blevet foretaget af de nationale myndigheder i
overensstemmelse med de kriterier, som er fastlagt i EMD´s praksis, vil
kræve vægtige grunde for at substituere de nationale domstoles vurdering
med sin egen.
2.4. Verserende sager
Der verserer i alt otte sager ved EMD, hvori Danmark enten er anmodet om
eller har afgivet retlige bemærkninger.
Sagen
M.G. mod Danmark
(sagsnr. 7921/20) vedrører, hvorvidt det var i
strid med EMRK artikel 6, stk. 1 om retten til en retfærdig rettergang, at
klagers anmodning om en mundtlig høring i en sag om nedsættelse af bør-
nebidrag blev afvist af Familieretten. Familieretten havde i sagen anvendt
den forenklede familiesagsproces, hvorefter sagen blev afgjort på baggrund
af sagens dokumenter. Familieretten opretholdt herefter Ankestyrelsens af-
gørelse om, at børnebidraget ikke blev nedsat. Der er forligsfrist i sagen den
22. april 2022.
Sagen
Ilhan mod Danmark
(sagsnr. 41157/20) vedrører, hvorvidt det var i
strid med EMRK artikel 8 om retten til privatliv og familieliv at udvise kla-
ger med et indrejseforbud for bestandigt. Klager, der er tyrkisk statsborger,
blev ved landsretten dømt for bl.a. forsøg på manddrab, men blev frifundet
for straf efter straffelovens § 16, da retten fandt, at han på grund af sinds-
sygdom eller en tilstand, der må ligestilles hermed, var utilregnelig i
Side 13/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
gerningsøjeblikket. Retten traf i stedet bestemmelse om anbringelse på psy-
kiatrisk afdeling efter straffelovens § 68, 2. pkt. Der er forligsfrist i sagen
den 12. maj 2022.
Sagen
El-Asmar mod Danmark
(sagsnr. 27753/19) omhandler, hvorvidt det
var i strid med EMRK artikel 3 om forbud mod tortur og nedværdigende
eller umenneskelig behandling eller straf, at to fængselsbetjente anvendte
peberspray mod klager i en observationscelle, og at klager blev fikseret i ca.
17 timer. Sagen drejer sig endvidere om, hvorvidt politiet har foretaget en
effektiv efterforskning af klagerens anmeldelse om vold begået af fængsels-
betjente. Et af spørgsmålene i sagen er, om EMRK artikel 3 generelt er til
hinder for brug af peberspray i et lukket rum, eller om dette beror på en
konkret vurdering. Der er afgivet processkrift i sagen den 1. marts 2022.
I sagen
K.K. og andre mod Danmark
(sagsnr. 25212/21) er spørgsmålet, om
det var i strid med EMRK artikel 8 om retten til respekt for privatliv og
familieliv at afslå K.K.’s ansøgning om adoption af to børn, der var blevet
til gennem en surrogataftale med en kvinde i Ukraine, som den ukrainske
kvinde havde modtaget betaling for. K.K. havde sammen med børnenes bi-
ologiske far fælles forældremyndighed over børnene, men K.K.’s ansøgning
om adoption blev afslået af Statsforvaltningen, hvis afgørelse efterfølgende
blev stadfæstet af Ankestyrelsen med henvisning til, at § 15 i adoptionsloven
indeholder et ubetinget forbud mod adoption, hvis nogen, der skal afgive
samtykke til adoptionen, yder eller modtager vederlag.
Sagen blev af K.K indbragt for domstolene, hvorefter både byretten og
landsretten frifandt Ankestyrelsen. Højesteret stadfæstede landsrettens af-
gørelse. Højesteret fandt dog, at det ubetingede adoptionsforbud i § 15 i
adoptionsloven ikke kan opretholdes, da bestemmelsen ikke giver mulighed
for at foretage en konkret vurdering af, om adoption vil være bedst for det
pågældende barn, hvilket strider mod retten til privatliv efter EMRK artikel
8. Højesteret fandt på den baggrund, at der er behov for, at lovgivningsmag-
ten tager § 15 i adoptionsloven op til overvejelse. Samtidig tilkendegav Hø-
jesteret, at indtil der måtte foreligge en ny regulering, følger det af EMRK,
at der i sager omfattet af § 15 i adoptionsloven skal foretages en konkret
vurdering af, om afslag på adoption vil være i strid med EMRK artikel 8.
På grundlag af en konkret vurdering af den konkrete sag fandt et flertal i
Højesteret(fire ud af syv dommere) , at den interesse, som børnene havde i
at blive adopteret af K.K.
afvejet over for de generelle hensyn til at
Side 14/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
beskytte børn mod gennem kommercielle surrogataftaler at blive gjort til
genstand for handel og til at modvirke udnyttelse af sårbare kvinder, som §
15 i adoptionsloven bygger på
ikke indebar, at afslag på adoption på da-
værende tidspunkt måtte anses for en krænkelse af EMRK artikel 8. Dan-
mark har den 18. januar 2022 afgivet processkrift i sagen.
Sagen
Mørck Jensen mod Danmark
(sagsnr. 60785/19), drejer sig om, hvor-
vidt det var i overensstemmelse med EMRK’s artikel 7 om ingen straf uden
retsregel og artikel 2, stk. 2, i 4. Tillægsprotokol til EMRK om retten til
bevægelses- og opholdsfrihed at idømme klageren 6 måneders ubetinget
fængsel for overtrædelse af straffelovens indrejse- og opholdsforbud ved at
have indrejst og opholdt sig i al-Raqqa-distriktet i Syrien.
Klager blev i både byretten og landsretten fundet skyldig i forsætligt at have
opholdt sig i det forbudte område i Syrien og dermed have overtrådt ind-
rejse- og opholdsforbuddet i straffelovens § 114 j. Højesteret stadfæstede
landsrettens dom og fandt, at klagers indrejse og ophold i al-Raqqa-distriktet
var omfattet af ordlyden af straffelovens § 114 j, stk. 1, jf. stk. 3, sammen-
holdt med § 1, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelsen om forbud mod indrejse eller
ophold i visse konfliktområder. Endvidere fandt Højesteret, at straffelovens
§ 114 j efter ordlyden og forarbejderne også omfattede tilfælde som det fo-
religgende, hvor en person havde kæmpet mod en terrororganisation. Høje-
steret fandt også, at ophævelsen af bekendtgørelse nr. 1200 af 28. september
2016 var en følge af en ændret faktisk situation i Syrien, der var indtrådt
efter gerningstidspunktet, og som derfor beroede på ydre, strafskylden uved-
kommende forhold, og klagers handlinger skulle derfor bedømmes efter den
straffelovgivning, som var gældende på gerningstidspunktet. Højesteret
fandt endvidere, at domfældelsen af klager hverken var i strid med artikel 7
i EMRK eller artikel 2 i 4. Tillægsprotokol til EMRK.
Højesterets flertal (fem ud af syv dommere) fandt, at straffen skulle fastsæt-
tes til 6 måneders ubetinget fængsel. Et mindretal på to dommere fandt, at
straffen skulle fastsættes til 3 måneders betinget fængsel, bl.a. henset til, at
det måtte anses for en formildende omstændighed, at klager deltog i væbnet
kamp imod IS. Danmark har den 19. januar 2022 afgivet processkrift i sa-
gen.
I sagen
Bjerg mod Danmark
(sagsnr. 11227/21) er spørgsmålet, hvorvidt det
er i strid med EMRK artikel 5, stk. 4 om prøvelse af frihedsberøvelsens lov-
lighed, at der efter dansk ret ikke er mulighed for at få prøvet en
Side 15/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
administrativ beslutning om indlæggelse på psykiatrisk hospital i henhold
til en behandlingsdom.
Klager blev for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 (vold eller trussel
om vold mod offentligt ansatte) og § 123 (forulempelse af vidner mv.) dømt
til behandling på psykiatrisk afdeling med mulighed for udskrivning og gen-
indlæggelse efter overlægens og Kriminalforsorgens bestemmelse, jf. straf-
felovens § 69, jf. § 68, 2. pkt. Længstetiden for ophold i institution blev
fastsat til et år, men der blev ikke fastsat en længstetid for selve foranstalt-
ningen. Klager blev herefter i løbet af 2018 gentagne gange indlagt i henhold
til behandlingsdommen, hvorefter han indbragte spørgsmålet om genind-
læggelsernes lovlighed for byretten.
Både byretten og landsretten fandt, at der var adgang til domstolsprøvelse
af beslutningerne om genindlæggelse og godkendte indlæggelserne. Sagen
for Højesteret angik særligt, om der efter straffelovens § 72, stk. 2, er adgang
til domstolsprøvelse af beslutningerne om genindlæggelse. Højesteret fast-
slog ved kendelse, at en administrativ beslutning om genindlæggelse i hen-
hold til en behandlingsdom, som hjemler genindlæggelse, ikke er omfattet
af ordlyden af straffelovens § 72, stk. 2. Højesteret fastslog endvidere, at der
ingen holdepunkter i lovforarbejderne er for, at sådanne beslutninger skal
anses for omfattet af bestemmelsen. Højesteret fandt herefter, at bestemmel-
sen derfor ikke omfatter en situation som den foreliggende, hvor der er truf-
fet en administrativ beslutning om genindlæggelse i henhold til en behand-
lingsdom. Med henvisning til, at der efter straffelovens § 72, stk. 2, er mu-
lighed for hvert halve år at få domstolsprøvelse af, om den idømte foran-
staltning skal ændres eller ophæves, fandt Højesteret endvidere, at der ikke
er grundlag for at antage, at dette resultat vil være i strid med artikel 5, stk.
4, i EMRK. Danmark har den 18. januar 2022 afgivet processkrift i sagen.
Sagen
Lings mod Danmark
(sagsnr. 15136/20) omhandler, hvorvidt det var
i overensstemmelse med EMRK artikel 10 om retten til ytringsfrihed at
idømme klager en betinget fængselsdom for overtrædelse af straffelovens §
240 (om medvirken til selvmord. Klager blev ved landsretten idømt 60 da-
ges betinget fængsel for bl.a. at have vejledt personer om metoder til at begå
selvmord.
Klager blev i både byretten og landsretten fundet skyldig i et forhold af for-
søg på medvirken til selvmord efter straffelovens § 240, jf. § 21, ved i for-
ening med en anden læge at have skaffet receptpligtig medicin til en tredje
Side 16/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
person (A) velvidende, at denne person ønskede at begå selvmord. Klager
blev ligeledes fundet skyldig i to forhold af overtrædelse af straffelovens §
240 om medvirken til selvmord, i det ene forhold ved via en kontakt at have
skaffet medicin til en person (B) velvidende, at medicinen skulle bruges til
personens selvmord, og i det andet forhold ved i en mailkorrespondance
med en anden person (C) at have vejledt hende om konkrete metoder til at
begå selvmord.
Ved dom af 23. september 2019 stadfæstede Højesteret landsrettens dom.
For så vidt angår dét af sagens forhold, hvor klagers medvirken udelukkende
bestod i rådgivning af person C, fandt Højesterets flertal (tre ud af fem dom-
mere), at klager havde foretaget en konkretiseret og væsentlig medvirken til
personens selvmord, og at rådgivningen efter sin karakter ikke var straffri
som følge af, at rådgivningen tog udgangspunkt i en generel lovligt offent-
liggjort vejledning om selvmord. Efter flertallets opfattelse var der ikke
grundlag for at fastslå, at domfældelse ville være i strid med EMRK artikel
10. Højesterets mindretal (to dommere) fandt derimod, at klageren skulle
frifindes i dette ene af sagens tre forhold, idet klager ikke havde givet op-
lysninger, der ikke allerede fremgik af hjemmesiden, og idet han hverken
havde opfordret eller opmuntret modtageren til at begå selvmord, hvorfor
oplysningerne i sig selv ikke kunne anses for strafbar medvirken. Mindre-
tallet fandt, at frifindelse også måtte anses for bedst stemmende med EMRK
artikel 10. Danmark har den 10. september 2021 afgivet processkrift i sagen.
Sagen
Duarte Agostinho m.fl. mod Portugal og 32 andre konventionsstater
(sagsnr. 39371/20), drejer sig om 33 konventionsstaters, herunder Dan-
marks, udledning af drivhusgasser, der bidrager til global opvarmning og
bl.a. kan resultere i hedebølger, der ifølge klagerne kan påvirke klagernes
levevilkår og sundhed. Klagerne gør bl.a. gældende, at de indklagede stater
ikke har overholdt deres forpligtelser i medfør af EMRK artikel 2 om retten
til liv og artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv, læst i sam-
menhæng med disse staters forpligtelser i medfør af Parisaftalen.
Danmark har
ligesom de 32 andre konventionsstater
den 15. januar 2021
informeret EMD om, at Danmark ikke anser sagen for egnet til at blive løst
ved forlig, samt anmodet EMD om at forholde sig til, om klagen kan antages
til realitetsbehandling, jf. EMRK artikel 29, stk. 1. Danmark har den 27. maj
2021 afgivet processkrift i sagen.
Side 17/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
2.5. Tredjepartsinterventioner
I 2021 har Danmark i to sager ved EMD afgivet tredjepartsindlæg efter
EMRK artikel 36.
Den første sag,
Grzeda mod Polen
(sagsnr. 43572/18), drejer sig om, hvor-
vidt det var i overensstemmelse med EMRK artikel 6 om retten til en ret-
færdig rettergang og artikel 13 om adgangen til effektive retsmidler, at kla-
ger den 6. marts 2018 ex lege (ved en lovændring)
som led i en reform af
domstolssystemet i Polen
fik tilendebragt sin embedsperiode som juridisk
medlem af Domstolsrådet (NCJ) før udløbet af et forfatningssikret fireårigt
mandat, og at han ikke havde adgang til prøvelse heraf. Sagen er blevet hen-
vist til behandling ved EMD’s Storkammer. Danmark afgav den 10.
maj
2021 tredjepartsindlæg i sagen. Afgivelsen af indlægget var i tråd med tid-
ligere danske indlæg i retssager om retsstatsprincippet ved EU-Domstolen
og skal ses i lyset af den danske interesse i bl.a. et uafhængigt og velfunge-
rende polsk retssystem og en stærk beskyttelse af retsstatsprincippet.
EMD fandt ved sin dom af 15. marts 2022, at Polen havde krænket EMRK
artikel 6. EMD udtalte i den forbindelse bl.a., at den forfatningssikrede ret
til et fireårigt mandat i Domstolsrådet kunne anses som en civil rettighed
omfattet af artikel 6’s beskyttelsesområde,
herunder at udelukkelsen af ad-
gangen til at få prøvet den tidlige tilendebringelse af embedsperioden i
Domstolsrådet ikke var objektivt begrundet. EMD bemærkede herved bl.a.,
at Domstolsrådet (der er enekompetent til at indstille dommerkandidater)
har til opgave at sikre det polske domstolssystems uafhængighed, og at en
stat, der er baseret på retsstatsprincippet, ikke kan have en interesse i at ude-
lukke prøvelsesadgangens grundlæggende beskyttelse af en civil rettighed,
der er tæt forbundet med beskyttelsen af domstolssystemets uafhængighed.
EMD bemærkede endvidere, at medlemmer af den dømmende magt
lige-
som andre borgerne
skal beskyttes mod vilkårlighed fra den lovgivende
og udøvende magt, og at kun muligheden for prøvelse ved et uafhængigt
juridisk organ af foranstaltninger så som tilendebringelse af en embedsperi-
ode kan sikre dette.
EMD fandt herefter
under henvisning til bl.a. Domstolsrådets særlige rolle
i at beskytte domstolssystemets uafhængighed
at der i forbindelse med
tilendebringelsen af embedsperioden for medlemmer af Domstolsrådet
skulle gælde en processuel beskyttelse svarende til beskyttelsen af dom-
mere, der afskediges. EMD pegede endvidere på den stærke offentlige inte-
resse i at opretholde den dømmende magts uafhængighed og på behovet for
Side 18/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
at se udelukkelsen af prøvelsesadgangen i sammenhæng med de øvrige ele-
menter af de polske domstolsreformer, som har ført til svækkelse af dom-
stolens uafhængighed og overholdelse af retsstatsprincippet.
EMD konkluderede samlet, at Polen havde krænket kernen i klagers ret-
tigheder efter artikel 6 ved at udelukke klager fra adgang til retlig prøvelse
af tilendebringelsen af hans mandat i Domstolsrådet.
Den anden sag,
Christensen mod Rusland
(sagsnr. 44386/19), vedrører,
hvorvidt det var i overensstemmelse med EMRK artikel 9 om retten til at
tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed alene eller læst sammen
med EMRK artikel 11 om retten til forenings- og forsamlingsfrihed at
idømme klager fængselsstraf for at have fortsat aktiviteter for Jehovas Vid-
ner i byen Orjol i form af kollektive gudstjenester, efter at organisationen
for Jehovas Vidner i Orjol (Oryol LRO) blev tvangsopløst ved dom med
henvisning til, at organisationen var ekstremistisk. Sagen har været behand-
let samlet med
Christensen mod Rusland
(sagsnr. 39417/17) (tredjepartsind-
læg afgivet i april 2018) vedrørende varetægtsfængslingen af klager, som er
dansk statsborger, på baggrund af klagers ovennævnte aktiviteter. Danmark
har afgivet tredjepartsindlæg i sagen den 15. september 2021.
2.6. Status i sager som Danmark tidligere har interveneret i
Ud over de ovennævnte sager, hvori Danmark har afgivet tredjepartsindlæg
i 2021, verserede der fem sager ved EMD, hvori Danmark tidligere har af-
givet tredjepartsindlæg efter EMRK artikel 36.
Den ene sag,
Abdi Ibrahim mod Norge
(sagsnr. 15379/16), blev behandlet
af
EMD’s Storkammer
og omhandlede, hvorvidt de norske myndigheders
fratagelse af klagerens forældremyndighed over hendes søn og deres samti-
dige tilladelse til bortadoption af sønnen var i strid med klagerens rettighe-
der efter bl.a. artikel 8 om retten til privatliv og familieliv og artikel 9 om
retten til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed. I sagen blev
klagers muslimske søn anbragt i
og senere bortadopteret til
en kristen
plejefamilie, selv om klageren anmodede om, at sønnen skulle anbringes i
en muslimsk eller somalisk plejefamilie.
EMD’s
kammer
traf afgørelse i sagen den 17. december 2019. Kammeret
fandt, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 8. Der blev i den for-
bindelse bl.a. lagt vægt på, at de norske myndigheder ikke aktivt havde ar-
bejdet for at opretholde kontakten mellem klager og barnet med henblik på
Side 19/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
genforening. EMD konstaterede endvidere, at de norske myndigheder ikke
havde lagt fornøden vægt på klagers synspunkter og interesse i opretholdel-
sen af den familiemæssige forbindelse til sit barn. EMD undlod at tage di-
rekte stilling til spørgsmålet om krænkelse af religionsfriheden efter EMRK
artikel 9.
Afgørelsen blev efterfølgende indbragt for Storkammeret efter anmodning
fra klageren, der har gjort gældende, at anbringelsen af sønnen hos en kristen
plejefamilie og familiens efterfølgende adoption af ham indebar en kræn-
kelse af klagerens religionsfrihed efter EMRK artikel 9. Danmark afgav
tredjepartsindlæg den 2. oktober 2020.
Den 10. december 2021 blev der afsagt dom ved EMD’s Storkammer. Stor-
kammeret fandt ligesom kammeret, at der var sket en krænkelse af EMRK
artikel 8. Storkammerets konklusion byggede på mange af de samme argu-
menter som kammerafgørelsen og hvilede tillige eksplicit på en fortolkning
af artikel 8 set i lyset af artikel 9 Det fremgår i den forbindelse bl.a. af
Storkammerets dom, at sikring af regelmæssig kontakt mellem barnet og
klageren
udover at have medvirket til at muliggøre en senere genforening
af moder og barn
også kunne have medvirket til at imødekomme klagerens
ønske om at barnet bevarede visse bånd til sin kulturelle og religiøse bag-
grund (hvilket ikke havde kunnet imødekommes ved placering i en somalisk
plejefamilie, idet de norske myndigheder ikke havde kunnet finde en sådan
plejefamilie).
Den anden sag,
HF og MF mod Frankrig
(sagsnr. 24384/19), vedrører en
kvindelig fransk statsborger, som i 2014 sammen med sin partner udrejste
af Frankrig for at indrejse i et område i Syrien kontrolleret af Islamisk Stat
(ISIL). Under opholdet fik parret to børn. Siden februar 2019 har kvinden
og børnene været fængslet i det nordøstlige Syrien i Al-Hol-lejren kontrol-
leret af SDF (Syrian Democratic Forces). Der er i Frankrig udstedt en ar-
restordre på kvinden for medvirken til terrorisme. Klagerne, der er forældre
til kvinden, har anmodet de franske myndigheder om, at kvinden og børnene
hjembringes til Frankrig. Sagen rejser bl.a. spørgsmålet, om kvinden og bør-
nene er under fransk jurisdiktion efter EMRK artikel 1, og dermed om
Frankrig er forpligtet efter konventionen over for kvinden og børnene. Dan-
mark afgav tredjepartsindlæg den 20. juli 2020. Desuden har Danmark bi-
draget til et mundtligt indlæg afholdt af Storbritannien og Nederlandene den
29. september 2021 på vegne af en række intervenerende stater, herunder
Danmark.
Side 20/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
Den tredje sag,
Humpert mod Tyskland
(sagsnr. 59433/18), omhandler,
hvorvidt det tyske forbud mod, at tjenestemænd strejker, samt muligheden
for at give disciplinære sanktioner for deltagelse i strejker, udgør et upro-
portionalt indgreb i EMRK artikel 11 (retten til forsamlings- og forenings-
frihed, der tillige beskytter retten til at danne fagforeninger og retten til at
strejke). Endvidere omhandler sagen, hvorvidt forbuddet udgør diskrimina-
tion i strid med EMRK artikel 14 sammenholdt med artikel 11, idet offent-
ligt ansætte lærere, der ikke er tjenestemandsansatte, har ret til at strejke.
Efter det oplyste minder det tyske tjenestemandssystem om det danske tje-
nestemandssystem, bl.a. fordi begge systemer opererer med et forbud mod
at strejke samt mulighed for, at der kan gives disciplinære sanktioner for
deltagelse i strejker. Danmark afgav tredjepartsindlæg den 30. januar 2020.
Den fjerde sag,
M.T. m.fl. mod Sverige
(sagsnr. 22105/18), omhandler, hvor-
vidt det er i strid med EMRK artikel 8 om retten til privatliv og familieliv),
at Sverige har givet afslag på familiesammenføring til en mindreårig syrisk
flygtning med midlertidig subsidiær beskyttelsesstatus. Sagen har dansk in-
teresse, idet den svenske ordning
ligesom de danske regler om udskydelse
af adgangen til familiesammenføring for udlændinge med midlertidig be-
skyttelsesstatus
indebærer en midlertidig udskydelse af adgangen til fami-
liesammenføring for visse grupper af flygtninge. Sagen minder om den dan-
ske sag,
M.A. mod Danmark
(sagsnr. 6697/18), der er omtalt ovenfor, og
som der nu er afsagt dom i. Danmark afgav den 2. september 2019 et tred-
jepartsindlæg i sagen.
Den femte sag,
Christensen mod Rusland
(sagsnr. 39417/17), som også er
omtalt under pkt. 2.5, har været sambehandlet med sagen
Christensen mod
Rusland
(sagsnr. 44386/19), som Danmark afgav tredjepartsindlæg i i 2021.
Sagen vedrører, om en dansk klagers anholdelse og efterfølgende varetægts-
fængsling var i strid med EMRK artikel 9 om retten til religionsfrihed alene
eller sammenholdt med forbuddet mod diskrimination i EMRK artikel 14
og EMRK artikel 5, stk. 3, om retten til frihed og sikkerhed. Danmark afgav
tredjepartsindlæg den 10. april 2018. Sagen er anket i Rusland, og det er
forventningen, at EMD vil afvente ankesagens udfald.
Side 21/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
3. FN’s komitéers udtalelser i klagesager mod Danmark
fra 1. marts
2021 til og med 17. marts 2022
Danmark har tiltrådt den individuelle klageadgang til FN’s Menneskeret-
tighedskomité, FN’s Handicapkomité, FN’s Torturkomité, FN’s Kvindeko-
mité, FN’s Racediskriminationskomité og FN’s Børnekomité.
Komitéernes udtalelser er ikke retligt bindende for Danmark.
I det følgende redegøres der for komitéernes udtalelser i klagesager mod
Danmark i perioden fra 1. marts 2021 til 3. marts 2022, hvor der er blevet
udtalt kritik af Danmark. Det bemærkes, at redegørelsen ikke omfatter sa-
ger, som er blevet lukket eller afvist, fordi komitéerne af formelle eller ind-
holdsmæssige grunde har fundet klagerne grundløse.
3.1. FN’s Menneskerettighedskomité
FN’s Menneskerettighedskomité fremkom
med tre udtalelser i klagesager
mod Danmark i 2021. I to af sagerne udtalte
FN’s Menneskerettighedsko-
mité kritik af Danmark.
Den ene klagesag
A.M.F. og A.M. mod Danmark
(sagsnr. 2651/2015) om-
handlede, hvorvidt udsendelsen af en etiopisk statsborger og dennes søn til
Etiopien ville være i strid med artikel 6 om retten til liv, artikel 7 om forbud
mod tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling el-
ler straf og artikel 24, stk. 1 om beskyttelse af mindreårige
i FN’s Konven-
tion om Borgerlige og Politiske Rettigheder (CCPR). Flygtningenævnet gav
klagerne afslag på asyl med den begrundelse, at klagerne ikke risikerede at
blive udsat for behandling i strid med CCPR ved en tilbagevenden til Etio-
pien, ligesom klagernes personlige forhold og familieforhold ej heller ud-
gjorde en tilstrækkelige begrundelse for asyl.
Menneskerettighedskomitéen fandt i sin udtalelse af 22. juli 2021, at en ud-
sendelse af klagerne til Etiopien uden gennemførelse af en procedure, som
garanterer en behørig vurdering af den risiko, som klagerne står overfor ved
udsendelse, vil udgøre en krænkelse af artikel 6 og 7 i CCPR. Komitéen
fandt således, at de danske myndigheder ikke i tilstrækkelig grad havde fo-
retaget en individuel vurdering af de faktorer som klager havde fremført ud-
gjorde en reel risiko for behandling i strid med CCPR. Flygtningenævnet
har den 9. december 2021 genoptaget sagen, og har i den forbindelse udsat
klagernes udrejsefrist.
Side 22/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
Den anden klagesag
M.N. mod Danmark
(sagsnr. 3188/2018) vedrørte
spørgsmålet, om en iransk statsborger kunne udsendes til Iran eller om det
ville være i strid med artikel 6 om retten til liv og artikel 7 om forbud mod
tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller
straf i CCPR. Flygtningenævnet havde givet klager afslag på asyl med be-
grundelsen, at klager ikke i tilstrækkelig grad
bl.a. da visse påstande ikke
var fundet troværdige
havde vist, at han ville være i særlig individuel ri-
siko for forfølgelse eller mishandling, hvis han vendte tilbage til Irak.
Menneskerettighedskomitéen udtalte den 22. juli 2021, at en udsendelse af
klageren til Iran uden gennemførelse af en procedure, som garanterer en be-
hørig vurdering af den risiko, som klagerne står overfor ved udsendelse, vil
udgøre en krænkelse af artikel 6 og 7 i CCPR. Komitéen fandt i den forbin-
delse, at de danske myndigheder fejlagtigt havde undladt i tilstrækkelig grad
at tage højde for mulige konsekvenser af en udsendelse for klager, herunder
andre konsekvenser end henrettelse, som klager kunne blive udsat for.
Flygtningenævnet har den 21. december 2021 genoptaget sagen.
3.2. FN’s Handicapkomité
FN’s Handicapkomité fremkom ikke med nogle udtalelser i klagesager mod
Danmark i 2021.
3.3. FN’s Torturkomité
FN’s
Torturkomité fremkom med én udtalelse i klagesager mod Danmark i
2021. Der blev ikke udtalt kritik af Danmark.
3.4. FN’s Kvindekomité
FN’s Kvindekomité
fremkom ikke med nogle udtalelser i klagesager mod
Danmark i 2021.
3.5. FN’s Racediskriminationskomité
FN’s Racediskriminationskomité fremkom ikke med nogle udtalelser i kla-
gesager mod Danmark i 2021.
3.6. FN’s Børnekomité
FN’s Børnekomité fremkom med
en udtalelse i en klagesag mod Danmark
i 2021. I sagen udtalte
FN’s Børnekomité kritik af Danmark.
Klagesagen,
Y.A.M. mod Danmark
(sagsnr. 83/2019) vedrørte, hvorvidt ud-
sendelsen en somalisk mor og hendes datter til Somalien ville være i strid
Side 23/24
UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 74: Notits om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og udtalelser fra FN's komitéer mod Danmark fra 1. marts 2021 til og med 17. marts 2022, fra udlændinge- og integrationsministeren
med artikel 3 og 19 om hhv. barnets tarv og bl.a. forbud mod diskrimination
og beskyttelse mod enhver form for vold eller mishandling i
FN’s Konven-
tion om Barnets Rettigheder (CRC). Flygtningenævnet havde givet afslag
på asyl til datteren, bl.a. fordi klagers baggrund var udokumenteret, og kla-
gers troværdighed generelt var svækket. Ligeledes fandt Flygtningenævnet,
at klager havde mulighed for at beskytte sin datter mod kvindelig omskæ-
ring efter en udsendelse til Somalia.
Børnekomitéen konkluderede i deres udtalelse af 4. februar 2021 bl.a., at de
danske myndigheder undlod at foretage en tilstrækkelig konkret vurdering
af situationen for klager og hendes barn og at tage hensyn til barnets tarv og
ved vurderingen af den påståede risiko for, at klagers datter ville blive udsat
for kvindelig omskæring ved udsendelse til Somalia. Udsendelse af klager
og hendes datter til Somalia ville derfor udgøre en krænkelse af artikel 3 og
19 i CRC.
Flygtningenævnet genoptog på den baggrund den 16. marts 2021 sagen. Den
7. juni 2021 blev klager og dennes datter meddelt opholdstilladelse i medfør
af udlændingelovens § 7, stk. 1.
Side 24/24