UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 62: Lovudkast - om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Opfølgning på flerårsaftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025, herunder leje af fængselspladser i udlandet, revision af disciplinærstraffesystemet, udstationering til eget hjem med fodlænke eller udslusningsfængsel m.v.), fra udlændinge- og integrationsministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2021-22
UUI Alm.del Bilag 62
Offentligt

UDKAST

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2021-22

UUI Alm.del - Bilag 62

Offentligt

Forslag

til

Lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffeloven, retsple-

jeloven og forskellige andre love (Opfølgning på flerårsaftalen om krimi-

nalforsorgens økonomi 2022-2025, herunder leje af fængselspladser i ud-

landet, revision af disciplinærstraffesystemet, udstationering til eget hjem

med fodlænke eller udslusningsfængsel m.v.)

§1

I lov om fuldbyrdelse af straf m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1333 af 9. de-

cember 2019, som ændret ved § 1 i lov nr. 1942 af 15. december 2020, § 28

i lov nr. 982 af 26. maj 2021, lov nr. 157 af 31. januar 2022 og § 2 i lov nr.

158 af 31. januar 2022, foretages følgende ændringer:

Overalt i loven ændres »pensioner« til: »udslusningsfængsler«.

Efter § 1 indsættes før overskriften før

§ 2:

»§

1 a.

Regeringen kan indgå traktat mellem Kongeriget Danmark og

Republikken Kosovo om brugen af fængsel i Gjilan til fuldbyrdelse af fæng-

selsstraf eller forvaring med tilhørende samarbejdsaftale.

Stk. 2.

Justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan med hen-

blik på gennemførelse af de aftaler, som er nævnt i stk. 1, bestemme, at

fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring skal ske i de fængselsfaciliteter,

som er omfattet af disse aftaler.

Stk. 3.

Denne lov og regler fastsat i medfør heraf finder anvendelse ved

fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i medfør af stk. 2, jf. dog stk. 4.

Stk. 4.

Justitsministeren fastsætter regler om fuldbyrdelse af fængsels-

straf eller forvaring efter stk. 2 og 3, herunder om fravigelse af regler i denne

lov, i det omfang det er nødvendigt for fuldbyrdelse af fængselsstraf eller

forvaring i medfør af stk. 2.

Stk. 5.

Sundhedsministeren fastsætter regler om, hvilke regler på sund-

hedsområdet, der med de nødvendige tilpasninger og fravigelser, skal finde

anvendelse for den sundhedsfaglige behandling af indsatte, der foretages i

de fængselsfaciliteter, der er omfattet af stk. 2. Sundhedsministeren kan end-

videre fastsætte regler om fravigelse af reglerne på sundhedsområdet i det

omfang det er nødvendigt for at sikre patientsikkerheden eller lægemiddel-

forsyningen i de fængselsfaciliteter, som er omfattet af stk. 2.

Stk. 6.

Databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven og rets-

håndhævelsesloven finder anvendelse for behandling af personoplysninger

UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 62: Lovudkast - om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Opfølgning på flerårsaftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025, herunder leje af fængselspladser i udlandet, revision af disciplinærstraffesystemet, udstationering til eget hjem med fodlænke eller udslusningsfængsel m.v.), fra udlændinge- og integrationsministeren

UDKAST

i fængselsfaciliteter, hvor der skal ske fuldbyrdelse af fængselsstraf eller

forvaring i medfør af stk. 2.

Stk. 7.

Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler for behandling af

personoplysninger i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller

forvaring i medfør af stk. 2.«

§ 2, stk. 3,

ændres »skal der være« til: »hører«, og efter »kriminalfor-

sorgsområder« indsættes: »og en institution i Kosovo«.

§ 2

indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk.

Institutionen i Kosovo kan udøve de beføjelser, der i denne lov

er tillagt kriminalforsorgsområderne.«

Stk. 5-6 bliver herefter stk. 6-7.

§ 42, stk. 5, 2. pkt.,

indsættes efter »stk. 3 og 4«: », herunder om andelen

af vederlaget, der skal opspares for indsatte, der er udvist af landet ved

dom«.

§ 42, stk. 5,

indsættes efter 2. pkt. som

4. pkt.:

»Det kan i den forbindelse fastsættes, at det påhviler indsatte, der er ud-

vist af landet ved dom, at tegne en privat sundhedsforsikring, og at tvangs-

opsparede midler efter stk. 4 skal anvendes til dækning heraf. Der kan des-

uden fastsættes regler om løsladelsesbeløb, herunder at visse indsatte, der er

udvist af landet ved dom, ikke er omfattet heraf.«

§ 50, 2. pkt.,

ændres »tidsrum af 3 måneder« til: »tidsrum af op til 6

måneder«, og efter »udeblevet« indsættes: »uden lovlig grund«.

Efter § 50 indsættes før overskriften før

§ 51:

»§

50 a.

Kriminalforsorgsområdet bestemmer, om indsatte, der er idømt

tidsbestemt fængselsstraf i mere end 6 måneder, kan udstationeres til egen

bopæl under intensiv overvågning og kontrol eller til udslusningsfængsel,

når

1) en tredjedel af straffen er udstået,

2) der ikke skønnes at være risiko for misbrug af udstationeringen, og

3) hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udstationering.

Stk. 2.

Udstationering efter stk. 1 kan tidligst ske 8 måneder før forventet

prøveløsladelse.

§ 50 b.

Udover at de betingelser, der er nævnt i § 50 a, skal være opfyldt,

kan der alene ske udstationering til egen bopæl under intensiv overvågning

UDKAST

og kontrol, hvis den indsattes boligforhold er af en sådan beskaffenhed, at

udstationering under intensiv overvågning og kontrol kan gennemføres, og

personer, der har samme bopæl som den dømte, og som er over 18 år, med-

deler samtykke til, at den indsatte kan udstationeres til den fælles bopæl.

Stk. 2.

Til brug for afgørelsen af, om den indsatte opfylder betingelserne

for udstationering til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol, fo-

retages en nærmere vurdering og undersøgelse af den indsattes forhold, her-

under vedkommendes boligforhold, beskæftigelsesforhold samt fysiske og

psykiske tilstand. Der kan alene ske udstationering til egen bopæl under in-

tensiv overvågning og kontrol, hvis den dømte medvirker til undersøgelsen.

§ 50 c.

Justitsministeren fastsætter nærmere regler om udstationering til

egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol eller til udslusningsfæng-

sel, herunder om behandling af sager om udstationering, om vilkår, om kon-

trol og tilsyn m.v., og om tilbagekaldelse af tilladelser til udstationering.«

§ 53, stk. 3,

indsættes efter 3. pkt. som

4. pkt.:

»Justitsministeren fastsætter desuden regler om forbud mod besøg i et

tidsrum af 3 måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte er udeblevet uden

lovlig grund efter tilsigelse til afsoning.«

10.

§ 66 b

indsættes som

stk. 2:

»Stk.

Politiets Efterretningstjeneste kan elektronisk indhente oplysnin-

ger om indsatte direkte fra registre og systemer i kriminalforsorgen, i det

omfang indhentelsen må antages at have betydning for varetagelsen af ef-

terretningstjenestens opgaver vedrørende forebyggelse og efterforskning af

overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13.

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

11.

§ 67

indsættes efter »En indsat skal«: », jf. dog stk. 2,«.

12.

§ 67

indsættes som

stk. 2:

»Stk.

Kriminalforsorgsområdet kan i helt særlige tilfælde undlade at

ikende disciplinærstraf efter stk. 1.«

13.

§ 68, stk. 1

indsættes efter »bøde«: », midlertidigt udgangsforbud,

midlertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af ret-

ten til brevveksling, midlertidig begrænsning af retten til telefoni«.

14.

§ 68

indsættes som

stk. 5-8:

UDKAST

»Stk.

Midlertidig begrænsning af retten til telefoni kan alene ikendes

over for indsatte, som afsoner i lukket fængsel eller arresthus.

Stk. 6.

Midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til

besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling og midlertidig be-

grænsning af retten til telefoni kan ikke ikendes over for livstids- og forva-

ringsdømte, der er omfattet af reglerne i §§ 49 a og 55 a-57 a, eller som er

afskåret kontakt efter § 59 b.

Stk. 7.

Disciplinærstraffen fastsættes under hensyn til overtrædelsens art

og omfang og under hensyn til, i hvilken type afsoningsinstitution den ind-

satte afsoner.

Stk. 8.

Disciplinærstraffen skal skærpes ved hver tredje forseelse.«

15.

§ 69, stk. 1, 2. pkt.,

ændres »en uges« til: »to ugers«.

16.

Efter § 69 indsættes:

»§

69 a.

Ved ikendelse af midlertidigt udgangsforbud som disciplinær-

straf fastsættes varigheden under hensyn til overtrædelsens art og omfang til

et tidsrum af højst 3 måneder.

Stk. 2.

Er den indsatte ikendt midlertidigt udgangsforbud, kan udgang

ikke finde sted. Dog kan der undtagelsesvis gives tilladelse til udgang, hvis

helt særlige omstændigheder taler derfor.

§ 69 b.

Ved ikendelse af midlertidig begrænsning af retten til besøg som

disciplinærstraf fastsættes varigheden under hensyn til overtrædelsens art og

omfang til et tidsrum af højst 3 måneder.

Stk. 2.

En indsat, der er ikendt midlertidig begrænsning af retten til besøg,

må alene modtage besøg af nærtstående.

Stk. 3.

En midlertidig begrænsning af retten til besøg påvirker ikke den

indsattes ret til at modtage besøg efter § 51, stk. 2 og 3, og berører ikke den

indsattes ret efter § 54.

§ 69 c.

Ved ikendelse af midlertidig begrænsning af retten til brevveks-

ling som disciplinærstraf fastsættes varigheden under hensyn til overtrædel-

sens art og omfang til et tidsrum af højst 3 måneder.

Stk. 2.

En indsat, der er ikendt midlertidig begrænsning af retten til brev-

veksling, må alene brevveksle med nærtstående.

Stk. 3.

En midlertidig begrænsning af retten til brevveksling påvirker ikke

den indsattes ret til at brevveksle efter § 56, stk. 1.

UDKAST

§ 69 d.

Ved ikendelse af midlertidig begrænsning af retten til telefoni

som disciplinærstraf fastsættes varigheden under hensyn til overtrædelsens

art og omfang til et tidsrum af højst 3 måneder.

Stk. 2.

En indsat, der er ikendt midlertidig begrænsning af retten til tele-

foni, må alene telefonere med nærtstående.

Stk. 3.

En midlertidig begrænsning af retten til telefoni påvirker ikke den

indsattes mulighed for at telefonere med de personer og myndigheder mv.,

som er nævnt i § 56, stk. 1.«

17.

§ 70, stk. 1,

ændres »4 uger« til: »14 dage«.

18.

§ 70

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk.

Uanset stk. 1 kan der i særlige tilfælde ikendes strafcelle i et tids-

rum på over 14 dage, dog højst 4 uger.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

19.

§ 79, stk. 2,

indsættes efter »beskæftigelsesmæssige«: », sociale«.

20.

§ 101, stk. 2, 1. pkt.,

indsættes efter »ulønnet arbejde«: »i private virk-

somheder eller institutioner og organisationer, som er offentlige, offentligt

støttede eller har almennyttige formål«.

21.

§ 113, stk. 1,

indsættes som

5. pkt.:

»Er den dømte indsat til fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i

medfør af § 1 a, stk. 2, indbringes sagen for Københavns Byret.«

22.

§ 116

indsættes som

stk. 3-5:

»Stk.

Bestemmer retten, at en sag, som er indbragt for Københavns

Byret i medfør af § 113, stk. 1, 5. pkt., skal behandles mundtligt, kan retten

træffe bestemmelse om, at retsmødet gennemføres ved anvendelse af tele-

kommunikation med billede.

Stk. 4.

Gennemføres retsmødet ved anvendelse af telekommunikation

med billede efter stk. 3, kan den dømtes advokat møde i retten eller deltage

ved anvendelse af telekommunikation med billede fra et andet sted end den

dømte.

Stk. 5.

Gennemføres retsmødet ved anvendelse af telekommunikation

med billede efter stk. 3, kan justitsministeren møde i retten eller deltage i

retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med billede.«

23.

§ 123

indsættes som

stk. 2:

UDKAST

»Stk.

Bestemmelserne i § 113, stk. 1, 5. pkt., og § 116, stk. 3-5, finder

tilsvarende anvendelse på øvrige afgørelser efter denne lov, som er indbragt

til prøvelse for retten.«

§2

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1851 af 20. september 2021, som

ændret ved § 4 i lov nr. 2591 af 28. december 2021, § 1 i lov nr. 2600 af 28.

december 2021, § 1 i lov nr. 2601 af 28. december 2021 og § 1 i lov nr. 226

af 15. februar 2022, foretages følgende ændringer:

§ 79 b, stk. 3,

indsættes som

3. pkt.:

»Kontaktforbud omfatter endvidere ikke andre indsatte, som den, der har

et kontaktforbud, er placeret på afdeling med under afsoning af en friheds-

straf i en af kriminalforsorgens institutioner.«

§ 119

indsættes som

stk. 5:

»Stk.

Øves der vold, der er omfattet af stk. 1, mod en person, der er

ansat i en af kriminalforsorgens institutioner, kan straffen forhøjes indtil det

dobbelte.«

§ 119 b

indsættes som

stk. 2:

»Stk.

Øves der vold, der er omfattet af stk. 1, mod en person, der er

ansat i en af kriminalforsorgens institutioner, kan straffen forhøjes indtil det

dobbelte.«

§3

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1835 af 15. september 2021, som

ændret ved § 2 i lov nr. 2600 af 28. december 2021 og § 2 i lov nr. 2601 af

28. december 2021, foretages følgende ændringer:

§ 769

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk.

Er der afsagt dom i sagen, hvorved den tiltalte er idømt ubetinget

fængsel i mere end 30 dage for en lovovertrædelse, som er undergivet of-

fentlig påtale, kan den tiltalte desuden varetægtsfængsles, hvis der efter det

om den tiltaltes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at vedkom-

mende vil udeblive uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

UDKAST

§ 769, stk. 3,

som bliver stk. 4, ændres »stk. 1 eller 2« til: »stk. 1-3«, og

efter »§ 769, stk. 2« indsættes: »og 3«.

§ 775, stk. 1,

indsættes efter »bøde«: »midlertidigt udgangsforbud, mid-

lertidig begrænsning af retten til besøg, midlertidig begrænsning af retten til

brevveksling, midlertidig begrænsning af muligheden for telefoni«.

§ 775, stk. 2,

ændres »4 uger« til: »14 dage«.

§ 775

indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk.

Uanset stk. 2 kan der i særlige tilfælde ikendes strafcelle i et tids-

rum på over 14 dage, dog højst 4 uger.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

§ 775

indsættes efter stk. 4, som bliver stk. 5:

»Stk.

Bestemmelserne i § 68, stk. 5, 7 og 8, i lov om fuldbyrdelse af

straf m.v. finder tilsvarende anvendelse på varetægtsarrestanter.«

§ 809, stk. 2,

§ 811, stk. 2, 1. pkt.,

ændres »hospital for sindslidende«

til: »psykiatrisk afdeling«.

§ 811, stk. 3, 1.

2. pkt.,

ændres »et hospital for sindslidende« til: »en

psykiatrisk afdeling«.

§4

I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 775 af 3. maj 2021, som ændret

ved § 2 i lov nr. 447 af 9. juni 2004, § 1 i lov nr. 530 af 27. marts 2021 og §

5 i lov nr. 1169 af 8. juni 2021, foretages følgende ændring:

§ 197, stk. 2, nr. 3,

indsættes efter »erstatningspådragende forhold«:»,

medmindre der er tale om gæld i form af sagsomkostninger pålagt i straffe-

sager«.

§5

I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af

7. januar 2022, foretages følgende ændring:

UDKAST

§ 13, stk. 2, nr. 3,

indsættes efter »erstatningspådragende forhold«: »,

medmindre der er tale om gæld i form af sagsomkostninger pålagt i straffe-

sager«.

§6

I lov nr. 349 af 2. april 2020 om ændring af straffeloven, retsplejeloven og

udlændingeloven (Skærpet straf for lovovertrædelser med baggrund i eller

sammenhæng med covid-19 og blokering af hjemmesider, hvorfra der begås

visse lovovertrædelser, som har baggrund i eller sammenhæng med covid-

19) foretages følgende ændring:

§ 4

indsættes som

stk. 5

»Stk.

Ved pådømmelse efter 1. juli 2022 af forhold omfattet af § 1, nr.

1, skal der ikke ske strafskærpelse efter straffelovens § 81 d, stk. 2, som

affattet ved denne lovs § 1, nr. 1.

Stk. 6.

Straffelovens § 81 d, stk. 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1,

finder, uanset stk. 5, fortsat anvendelse.«

§7

I SU-loven, jf. lovbekendtgørelse nr. nr. 1037 af 30. august 2017, som æn-

dret bl.a. ved § 1 i lov nr. 1569 af 18. december 2018 og senest ved § 1 i lov

nr. 2400 af 14. december 2021, foretages følgende ændring:

§ 24, stk. 3, nr. 4,

udgår »eller Kriminalforsorgens uddannelse til fæng-

selsbetjent eller transportbetjent«.

§8

I integrationsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020, som æn-

dret ved § 6 i lov nr. 2189 af 29. december 2020, § 3 i lov nr. 1192 af 8. juni

2021, § 21 i lov nr. 2055 af 16. november 2021 og § 3 i lov nr. 2326 af 28.

december 2021, foretages følgende ændringer:

§ 22

ophæves.

§ 45, stk. 10,

ophæves.

Stk. 11 bliver herefter til stk. 10.

§ 48, stk. 1, 4. pkt.,

ophæves.

UDKAST

§9

I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 241 af 12. februar

2021, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 466 af 20. marts 2021 og senest ved

§ 2 i lov nr. 1171 af 8. juni 2021, foretages følgende ændringer:

§ 22, stk. 4, 4. pkt.,

udgår: »eller danskbonus efter integrationslovens §

22«

§ 33, stk. 1, nr. 10,

ophæves.

§ 10

I arbejdsmiljøloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021,

som ændret ved § 2 i lov nr. 2588 af 28. december 2021, foretages følgende

ændring:

Efter § 3 indsættes:

»§

3 a.

Beskæftigelsesministeren kan bestemme, at arbejdsmiljøloven

finder anvendelse i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller for-

varing i et fængsel i Kosovo i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse

af straf m.v.

Stk. 2.

Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om lovens anvendelse,

herunder om fravigelse af regler i loven, i det omfang, det er nødvendigt

som følge af de særlige omstændigheder ved fuldbyrdelse af fængselsstraf

eller forvaring i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.«

§ 11

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1910 af 26. september 2021,

som ændret senest ved § 1 i lov nr. 2623 af 28. december 2021, foretages

følgende ændringer:

§ 7

indsættes efter stk. 3 som nyt stykke 4:

»Stk.

Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på en udlænding, der af-

soner en fængselsstraf eller forvaring i henhold til § 1 a, stk. 2, i lov om

fuldbyrdelse af straf m.v.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

§ 9, stk. 41,

ophæves.

Stk. 42-43 bliver herefter til stk. 41-42.

UDKAST

§ 9 b, stk. 2, 1. pkt.,

indsættes efter »landet«: »eller der afsoner en fæng-

selsstraf eller forvaring i henhold til § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af

straf m.v.«.

§ 11, stk. 3, nr. 5,

udgår: »Danskbonus efter integrationslovens § 22

anses ikke som hjælp efter integrationsloven.«

§ 32, stk. 6, 1. pkt.,

indsættes efter »som indrejseforbuddet vedrører«: »,

jf. dog stk. 7.«.

§ 32

indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:

»Stk.

Er udlændingen i henhold til § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse

af straf m.v. indsat til fuldbyrdelse af en fængselsstraf eller forvaring i Ko-

sovo, regnes indrejseforbuddet fra datoen for udrejsen eller udsendelsen der-

fra. Er udlændingen tilbageført her til landet efter fuldbyrdelsen af fæng-

selsstraffen eller forvaringen i Kosovo, regnes indrejseforbuddet dog fra da-

toen for den efterfølgende udrejse af Danmark.«

Stk. 7-9 bliver herefter til stk. 8-10.

§ 33

indsættes som

stk. 8:

»Stk.

Er udlændingen i henhold til § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse

af straf m.v. indsat til fuldbyrdelse af en fængselsstraf eller forvaring i Ko-

sovo, vedrører udrejsefristen, jf. stk. 1, 1. pkt. og stk. 5, udrejse derfra. Er

udlændingen under fuldbyrdelsen eller forvaringen tilbageført her til landet

med henblik på at udrejse, vedrører udrejsefristen dog udrejse af Danmark.«

§ 33 a

indsættes som

stk. 4:

»Stk.

Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for en udlænding, der af-

soner en fængselsstraf eller forvaring i henhold til § 1 a, stk. 2, i lov om

fuldbyrdelse af straf m.v.«

§ 37 a,

indsættes som

stk. 11:

»Stk.

11.

Stk. 8-10 finder tilsvarende anvendelse for en udlænding, der

afsoner en fængselsstraf eller forvaring i henhold til § 1 a, stk. 2, i lov om

fuldbyrdelse af straf m.v.«

10.

§ 42 a, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »indgiver« til: »har indgivet«.

11.

§ 46, stk. 3,

ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.

UDKAST

12.

§ 46, stk. 3,

indsættes som

2. pkt.:

»Hjemrejsestyrelsen kan i forbindelse med en udlændings afsoning af

en fængselsstraf eller forvaring i henhold til § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyr-

delse af straf m.v., træffe afgørelse om optagelse af fingeraftryk og person-

fotografi efter § 40 a, stk. 1, nr. 1, og § 40 b, stk. 1.«

13.

§ 46 a, stk. 2,

indsættes efter nr. 3 som nyt nummer 4:

»4)

Kriminalforsorgens afgørelser efter § 48, stk. 5.«

Nr. 4 bliver herefter nr. 5.

14.

§ 48

indsættes som

stk. 5:

»Stk.

Kriminalforsorgen kan i forbindelse med en udlændings afso-

ning af en fængselsstraf eller forvaring i henhold til § 1 a, stk. 2, i lov om

fuldbyrdelse af straf m.v., træffe afgørelse om optagelse af fingeraftryk og

personfotografi efter § 40 a, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 4, og § 40 b, stk. 1,

og stk. 2, nr. 3. Indgrebet skal ske så skånsomt, som omstændighederne til-

lader det, og kan om nødvendigt ske med den fornødne magtanvendelse.«

15.

§ 48 a, stk. 3, 2. pkt.,

udgår », der opholder sig her i landet,«.

16.

§ 53 a, stk. 2, 3. pkt.,

indsættes efter »landet«: »eller der afsoner en

fængselsstraf eller forvaring i henhold til § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse

af straf m.v.,«.

17.

§ 53 a, stk. 2, 6. pkt.,

indsættes efter »udlandet«: », medmindre udlæn-

dingen afsoner en fængselsstraf eller forvaring i henhold til § 1 a, stk. 2, i

lov om fuldbyrdelse af straf m.v.«.

18.

§ 53 b

indsættes som

stk. 4:

»Stk.

Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om,

at Dansk Flygtningehjælps samtaler med ansøgere, der afsoner en fængsels-

straf eller forvaring i henhold til § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf

m.v., afholdes via telefonmøde, telekommunikation med billede eller lig-

nende kommunikationsmiddel.«

19.

§ 56

indsættes som

stk. 10:

»Stk.

10.

Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om,

at Flygtningenævnets behandling af en klage over en afgørelse truffet over

for en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller forvaring i henhold til §

1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v., foretages uden for Danmark.«

UDKAST

§ 12

I hjemrejseloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 982 af 26. maj 2021, som ændret

senest ved § 23 i lov nr. 2055 af 16. november 2021, foretages følgende

ændringer:

Efter

§ 1

indsættes i kapitel 1:

»§

1 a.

Denne lov finder tilsvarende anvendelse for en udlænding, der

afsoner en fængselsstraf eller forvaring i henhold til § 1 a, stk. 2, i lov om

fuldbyrdelse af straf m.v.

Stk. 2.

En udlænding omfattet af stk. 1 har pligt til at udrejse derfra, hvor

udlændingen i henhold til § 1 a, stk. 2 i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

afsoner en fængselsstraf eller forvaring.

Stk. 3.

Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om

udlændingens udrejse efter stk. 2, herunder regler om fravigelse af visse

regler i denne lov, i det omfang det er nødvendigt for at sikre udrejsen.«

§ 21

indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:

»Stk.

Kriminalforsorgen kan i forbindelse med en udlændings afso-

ning af en fængselsstraf eller forvaring i henhold til § 1 a, stk. 2, i lov om

fuldbyrdelse af straf m.v. varetage opgaver efter denne lov. Kriminalforsor-

gen kan om nødvendigt anvende den fornødne magt.«

§ 13

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juli 2022, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Justitsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af § 1,

nr. 11-18, og § 3, nr. 3-6.

Stk. 3.

Lovens § 6, nr. 1, har virkning for beregning af årsfribeløbet eller

uddannelsesfribeløbet ved den endelige tildeling, jf. SU-lovens § 22 og § 22

a, fra støtteåret 2022 og derefter.

Stk. 4.

Loven finder ikke anvendelse på ansøgninger om danskbonus, der

er indgivet før lovens ikrafttræden. For sådanne ansøgninger finder de hidtil

gældende regler i integrationslovens § 22, jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af

22. juni 2020, anvendelse.

Stk. 5.

§ 4 finder anvendelse for gældssaneringer, hvor begæringen om

gældssanering er indgivet efter lovens ikrafttræden. Er begæringen indgivet

før lovens ikrafttræden, finder de hidtil gældende regler anvendelse.

UDKAST

Stk. 6.

Regler fastsat i medfør af § 9, stk. 42, i udlændingeloven, jf. lov-

bekendtgørelse nr. 1910 af 26. september 2021, forbliver i kraft, indtil de

ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af udlændingeloven §

9, stk. 41.

§ 14

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men §§ 1 og 4 kan ved kon-

gelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændrin-

ger, som de færøske forhold tilsiger.

UDKAST

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indhold

1. Indledning.............................................................................................. 19

2. Lovforslagets hovedpunkter .................................................................. 21

2.1. Leje af fængselspladser i udlandet ..................................................... 21

2.1.1. Ratificering af traktat om leje af fængselspladser i Kosovo ....... 21

2.1.1.1. Den politiske aftale................................................................... 21

2.1.1.2. Det forventede traktatgrundlag................................................. 23

2.1.1.3. Om implementeringen af traktaten ........................................... 25

2.1.1.4. Om Kosovo .............................................................................. 28

2.1.2. Fængslets placering i kriminalforsorgens organisation ............... 30

2.1.2.1. Gældende ret ............................................................................ 30

2.1.2.2. Justitsministeriets overvejelser ................................................. 31

2.1.2.3. Den foreslåede ordning ............................................................ 32

2.1.3. Muligheden for at fuldbyrde fængselsstraf eller forvaring i Kosovo

............................................................................................................... 32

2.1.3.1. Gældende ret ............................................................................ 32

2.1.3.2. Justitsministeriets overvejelser ................................................. 33

2.1.3.3. Den foreslåede ordning ............................................................ 33

2.1.4. Indsattes rettigheder og pligter i forbindelse med afsoning i Kosovo

............................................................................................................... 35

2.1.4.1. Gældende ret ............................................................................ 35

2.1.4.2. Justitsministeriets og Sundhedsministeriets overvejelser ........ 42

2.1.4.3. Den foreslåede ordning ............................................................ 44

2.1.5. Databeskyttelseslovgivningen ..................................................... 50

2.1.5.1. Gældende ret ............................................................................ 50

2.1.5.2. Justitsministeriets overvejelser ................................................. 51

2.1.5.3. Den foreslåede ordning ............................................................ 51

2.1.6. Om værneting og øget mulighed for anvendelse af

telekommunikation med billede ved domstolsprøvelse ........................ 53

2.1.6.1. Gældende ret ............................................................................ 53

UDKAST

2.1.6.2. Justitsministeriets overvejelser ................................................. 54

2.1.6.3. Den foreslåede ordning ............................................................ 55

2.1.7. Om arbejdsmiljø i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf i

et fængsel i Kosovo ............................................................................... 56

2.1.7.1. Gældende ret ............................................................................ 56

2.1.7.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser ................................... 57

2.1.7.3. Den foreslåede ordning ............................................................ 58

2.1.8. Regler om udlændinges udrejse .................................................. 59

2.1.8.1. Gældende ret ............................................................................ 59

2.1.8.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser ............. 59

2.1.8.3. Den foreslåede ordning ............................................................ 61

2.1.9. Bistand til magtanvendelse under udlændingemyndighedernes

sagsbehandling i Kosovo ....................................................................... 62

2.1.9.1. Gældende ret ............................................................................ 62

2.1.9.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser ............. 64

2.1.9.3. Den foreslåede ordning ............................................................ 65

2.1.10. Beregning af indrejseforbud ...................................................... 67

2.1.10.1. Gældende ret .......................................................................... 67

2.1.10.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser ........... 67

2.1.10.3. Den foreslåede ordning .......................................................... 68

2.1.11. Bedømmelse af udrejsefrist ....................................................... 68

2.1.11.1. Gældende ret .......................................................................... 68

2.1.11.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser ........... 69

2.1.11.3. Den foreslåede ordning .......................................................... 69

2.1.12. Pålæg af undersøgelse for sygdomme omfattet af epidemiloven

............................................................................................................... 70

2.1.12.1. Gældende ret .......................................................................... 70

2.1.12.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser ........... 70

2.1.12.3. Den foreslåede ordning .......................................................... 71

2.1.13. Adgang til at søge asyl mv. ....................................................... 72

2.1.13.1. Gældende ret .......................................................................... 72

2.1.13.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser ........... 84

2.1.13.3. Den foreslåede ordning .......................................................... 88

UDKAST

2.1.14. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser .................. 97

2.1.14.1. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) ... 97

2.2. Revision af disciplinærstraffesystemet......................................... 103

2.2.1. Bedre understøttelse af fængselsbetjentenes faglige skøn ........ 103

2.2.1.1. Gældende ret .......................................................................... 103

2.2.1.2. Justitsministeriets overvejelser ............................................... 103

2.2.1.3. Den foreslåede ordning .......................................................... 104

2.2.2. Nye disciplinærstraffe og mulighed for større bøder ................ 105

2.2.2.1. Gældende ret .......................................................................... 105

2.2.2.2. Justitsministeriets overvejelser ............................................... 105

2.2.2.3. Den foreslåede ordning .......................................................... 106

2.2.3. Proportionalitet og effekt i disciplinærstraffesystemet ............. 109

2.2.3.1. Gældende ret .......................................................................... 109

2.2.3.2. Justitsministeriets overvejelser ............................................... 110

2.2.3.3. Den foreslåede ordning .......................................................... 112

2.2.4. Justering af varigheden ved ikendelse af strafcelle som

disciplinærstraf .................................................................................... 114

2.2.4.1. Gældende ret .......................................................................... 114

2.2.4.2. Justitsministeriets overvejelser ............................................... 115

2.2.4.3. Den foreslåede ordning .......................................................... 116

2.2.5. Disciplinærstraf over for varetægtsarrestanter .......................... 116

2.2.5.1. Gældende ret .......................................................................... 116

2.2.5.2. Justitsministeriets overvejelser ............................................... 117

2.2.5.3. Den foreslåede ordning .......................................................... 118

2.3. Udførelse af samfundstjeneste i private virksomheder ................ 118

2.3.1. Gældende ret ............................................................................. 118

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser .................................................. 119

2.3.3. Den foreslåede ordning ............................................................. 120

2.4. Øgede muligheder for gældssanering og eftergivelse af gæld for

personer pålagt straffesagsomkostninger ............................................ 121

2.4.1. Gældende ret ............................................................................. 121

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser .................................................. 124

UDKAST

2.4.3. Den foreslåede ordning ............................................................. 125

2.5. Håndtering af belægget som følge af straffelovens § 81 d, stk. 2 126

2.5.1. Gældende ret ............................................................................. 126

2.5.2. Justitsministeriets overvejelser .................................................. 129

2.5.3. Den foreslåede ordning ............................................................. 130

2.6. Initiativer til imødegåelse af udeblivelse fra afsoning ................. 132

2.6.1. Gældende ret ............................................................................. 132

2.6.2. Justitsministeriets overvejelser .................................................. 136

2.6.3. Den foreslåede ordning ............................................................. 137

2.7. Udstationering til eget hjem med fodlænke eller udslusningsfængsel

............................................................................................................. 138

2.7.1. Gældende ret ............................................................................. 138

2.7.2. Justitsministeriets overvejelser .................................................. 140

2.7.3. Den foreslåede ordning ............................................................. 142

2.8. Strammere økonomiske vilkår for udvisningsdømte ................... 143

2.8.1. Gældende ret ............................................................................. 143

2.8.2. Justitsministeriets overvejelser .................................................. 145

2.8.3. Den foreslåede ordning ............................................................. 146

2.9. Faste løsladelsesdage.................................................................... 147

2.9.1. Gældende ret ............................................................................. 147

2.9.2. Justitsministeriets overvejelser .................................................. 148

2.9.3. Den foreslåede ordning ............................................................. 149

2.10. Skærpelse af straffen for vold mod ansatte i kriminalforsorgens

institutioner.......................................................................................... 149

2.10.1. Gældende ret ........................................................................... 149

2.10.2. Justitsministeriets overvejelser ................................................ 152

2.10.3. Den foreslåede ordning ........................................................... 152

2.11. Rækkevidden af kontaktforbuddet efter straffelovens § 79 b, stk. 1,

for indsatte på specialiserede terrorafdelinger .................................... 154

2.11.1. Gældende ret ........................................................................... 154

2.11.2. Justitsministeriets overvejelser ...................................... 155

2.11.3. Den foreslåede ordning .................................................... 156

UDKAST

2.12. Politiets Efterretningstjenestes adgang til kriminalforsorgens

registre og systemer ............................................................................. 157

2.12.1. Gældende ret ........................................................................... 157

2.12.2. Justitsministeriets overvejelser ................................................ 159

2.12.3. Den foreslåede ordning ........................................................... 162

2.13. Afskaffelse af danskbonus for selvforsørgede udlændinge........ 164

2.13.1. Gældende ret ........................................................................... 164

2.13.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser ............ 165

2.13.3. Den foreslåede ordning ........................................................... 166

2.14. Ophævelse af bestemmelse om højeste fribeløb under lønnet praktik

på uddannelsen til fængsels- og transportbetjent ................................ 167

2.14.1. Gældende ret ........................................................................... 167

2.14.2. Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser ............ 168

2.14.3. Den foreslåede ordning ........................................................... 168

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige ................................................................................................. 168

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v. . 168

5. Administrative konsekvenser for borgerne ......................................... 169

6. Klimamæssige konsekvenser .............................................................. 169

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser ................................................ 169

8. Forholdet til EU-retten ........................................................................ 169

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v. ......................................... 170

10. Sammenfattende skema ..................................................................... 170

UDKAST

1. Indledning

Regeringen, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative

Folkeparti er enige om en ny aftale om kriminalforsorgens økonomi 2022-

2025. Flerårsaftalen skal skabe fundamentet for en genopretning af krimi-

nalforsorgen med en væsentlig forøgelse af kapaciteten og en målrettet ind-

sats for at fastholde og rekruttere de nødvendige fængselsbetjente. Samtidig

skal der sættes hårdt ind over for de indsatte, som ikke vil et liv uden krimi-

nalitet, mens de, som ønsker at være en del af samfundet, skal hjælpes bedre

på vej.

Kriminalforsorgen står aktuelt over for en grundlæggende driftsudfordring

med et historisk højt belæg, stor mangel på fængselsbetjente og for få fæng-

sels- og arrestpladser. Flerårsaftalen sætter derfor særligt fokus på, at balan-

cen i kriminalforsorgen genoprettes, så kriminalforsorgen i de kommende

år har bedre forudsætninger for at bidrage til tryghed og sikkerhed i samfun-

det.

Dette lovforslag har til formål at implementere en række af de initiativer,

som fremgår af flerårsaftalen, og som kræver lovændringer.

Lovforslaget indeholder forslag til ændringer i bl.a. straffuldbyrdelsesloven

med henblik på, at sikre de retlige rammer for, at udvisningsdømte kan af-

sone fængselsstraf eller forvaring i et fængsel i Kosovo under afsoningsfor-

hold, der grundlæggende svarer til forholdene i danske fængsler, samt ud-

lændinge- og hjemrejseloven med henblik på at sikre de retlige rammer for,

at asylsagsbehandling og udsendelse kan ske i og fra Kosovo.

Lovforslaget indeholder derudover forslag til ændringer i straffuldbyrdel-

sesloven med henblik på at revidere disciplinærstraffesystemet. Der lægges

i den forbindelse op til at indføre en række nye typer af disciplinærstraf,

ligesom der lægges op til, at det i helt særlige tilfælde skal være muligt at

undlade at ikende disciplinærstraf. Der lægges desuden op til, at der som

noget nyt skal lægges vægt på typen af afsoningsinstitution, når disciplinær-

straffen fastsættes. Endelig lægges der op til, at det skal være muligt at

ikende større bøder i form af disciplinærstraf, end tilfældet er i dag, ligesom

der lægges op til, at strafcelle fremadrettet og som udgangspunkt højst kan

ikendes i et tidsrum på 14 dage i modsætning til 4 uger, som tilfældet er i

dag.

Lovforslaget indeholder endvidere forslag til ændringer i straffuldbyrdelses-

loven med henblik på at muliggøre, at samfundstjeneste skal kunne udføres

hos private erhvervsvirksomheder.

UDKAST

Lovforslaget indeholder desuden forslag til ændringer i konkursloven og

gældsinddrivelsesloven med henblik på at sidestille gæld fra straffeomkost-

ninger med anden gæld.

Lovforslaget indeholder også ændringer i lov nr. 349 af 2. april 2020, med

hvilken bl.a. straffelovens § 81 d om strafskærpelse for covid-19-relateret

kriminalitet blev indført. Formålet med ændringerne er at gennemføre fler-

årsaftalens initiativ om håndtering af belæg, der udspringer af strafskærpel-

sen for covid-19-relateret kriminalitet. Ændringerne indebærer, at personer,

der har begået svindel mv. med hjælpepakker, mens straffelovens § 81 d var

i kraft, men som på tidspunktet for lovforslagets ikrafttræden endnu ikke har

modtaget endelig dom herfor, skal kunne idømmes indtil dobbelt straf

–

frem for indtil firedobbelt straf

–

i forhold til den straf, der ville være idømt

for tilsvarende forhold, der ikke har baggrund i eller sammenhæng med co-

vid-19-epidemien i Danmark.

Lovforslaget indeholder derudover ændringer i straffuldbyrdelsesloven og

retsplejeloven med henblik på at indføre initiativer til imødegåelse af ude-

blivelse fra afsoning. Der lægges i den forbindelse op til, at det skal være

muligt at begrænse udeblevne indsattes ret til få besøg i op til 3 måneder

med undtagelse af besøg fra nærtstående, og ret til udgang, så tilladelse til

udgang ikke kan gives i op til 6 måneder. Derudover lægges der op til at

skabe øgede muligheder for varetægtsfængsling af personer efter dom, hvis

der efter det om den tiltaltes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage,

at vedkommende vil udeblive efter tilsigelse til afsoning.

Lovforslaget indeholder endvidere ændringer i straffuldbyrdelsesloven med

henblik på at etablere en ny udstationeringsmodel, som forpligter kriminal-

forsorgen til at tage spørgsmål om udstationering til bopæl med fodlænke

eller udslusningsfængsel op for indsatte, der er idømt tidsbestemt fængsels-

straf i 6 måneder eller derover.

Lovforslaget indeholder desuden ændringer i straffuldbyrdelsesloven med

henblik på at indføre strammere økonomiske vilkår for udvisningsdømte

indsatte. Der lægges i den forbindelse op til, at udvisningsdømte, der straks

efter endt afsoning udsendes med bistand fra udlændingemyndighederne,

eller efter afsoningen varetægtsfængsles med henblik på senere udsendelse,

ikke skal have krav på løsladelsesbeløb. Derudover lægges der op til, at an-

delen af den tvungne opsparing af løn for beskæftigelse skal øges fra 15 pct.

til 50 pct. for udvisningsdømte. Endelig lægges der op til at skabe hjemmel

til, at der kan fastsættes regler om pligt til at tegne sundhedsforsikring for

tvangsopsparede midler for udvisningsdømte.

UDKAST

Lovforslaget indeholder også ændringer i straffuldbyrdelsesloven med hen-

blik på, at der kan fastsættes regler om, at der fremover som udgangspunkt

skal ske løsladelse i starten af arbejdsugen (mandag-onsdag).

Lovforslaget indeholder derudover ændringer i straffuldbyrdelsesloven med

henblik på, at PET lettere kan få adgang til oplysninger om indsatte, som er

relevante til varetagelse af PET’s sikkerhedsmæssige opgaver, herunder til

brug for bekæmpelse af terrorisme.

Lovforslaget indeholder endvidere ændringer i straffeloven med henblik på

at gøre det muligt for bl.a. terrordømte indsatte at afsone i samme afdeling i

den pågældende afsoningsinstitution uden at overtræde de gældende regler

i straffelovens § 79 b om kontaktforbud.

Lovforslaget indeholder desuden ændringer i straffeloven med henblik på at

skærpe straffen for vold begået mod ansatte i kriminalforsorgens institutio-

ner. Lovforslaget indebærer, at strafskærpelsen gennemføres gennem en for-

dobling af strafniveauet i forhold til den straf, der ellers ville være fastsat af

domstolene for tilsvarende forhold af vold begået mod ansatte i kriminalfor-

sorgens institutioner.

Lovforslaget indeholder også ændringer i integrationsloven, udlændingelo-

ven og lov om en aktiv socialpolitik med henblik på at afskaffe danskbonus-

sen i integrationsloven for selvforsørgede udlændinge, som har bestået

Prøve i Dansk 2 eller en tilsvarende eller højere prøve i dansk.

Som følge af, at fængsels- og transportbetjentelever pr. 1. januar 2022 er

overgået til fuld basisløn under uddannelse indeholder lovforslaget endelig

en konsekvensændring i SU-loven, så det ikke længere fremgår heraf, at ud-

dannelsessøgende ved kriminalforsorgens uddannelse til fængselsbetjent el-

ler transportbetjent kan få højeste fribeløb, når den uddannelsessøgende

gennemgår perioder med praktik, der ikke giver ret til uddannelsesstøtte,

eller har lønnet orlov fra uddannelsen.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Leje af fængselspladser i udlandet

2.1.1. Ratificering af traktat om leje af fængselspladser i Kosovo

2.1.1.1. Den politiske aftale

Kriminalforsorgen står i en situation, hvor udvisningsdømte udlændinge op-

tager for mange pladser i fængslerne. I 2020 lagde udvisningsdømte således

i gennemsnit beslag på 368 pladser i fængslerne. Aftalepartierne er som en

del af aftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025 enige om, at der

UDKAST

skal lejes 300 fængselspladser i udlandet. Det er hensigten, at fængselsplad-

serne skal anvendes til udvisningsdømte fra lande uden for EU og EØS, og

at de udvisningsdømte efter afsoning af straffen i videst muligt omfang skal

udsendes direkte til deres hjemland. Afsoningen i udlandet skal ske under

danske straffuldbyrdelsesregler og under fysiske forhold, der grundlæg-

gende svarer til de forhold, der gælder i danske fængsler. Aftalepartierne er

desuden enige om, at Folketingets Ombudsmands tilsyn og behandling af

klager også skal gælde for udvisningsdømte i det fængsel, der lejes i udlan-

det, på samme måde som for udvisningsdømte i fængsler i Danmark, lige-

som nationale og internationale tilsynsorganer samt organisationer skal

kunne føre tilsyn og få adgang til fængslet på samme måde som i Danmark.

Endvidere er aftalepartierne enige om, at fængslet skal være underlagt en

dansk ledelse, som skal være ansvarlig for at sikre, at afsoningen sker i over-

ensstemmelse med danske regler og Danmarks internationale forpligtelser.

Med aftalen forudsættes det, at der indgås en folkeretligt bindende aftale

(traktat) mellem Danmark og et andet land om leje af fængselspladser. En

sådan aftale skal have den nødvendige retlige fasthed i beskrivelsen af afta-

leparternes rettigheder og forpligtelser og det skal sikres, at aftalen kan gen-

nemføres inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser.

Danmark har på nuværende tidspunkt ikke indgået aftale med andre lande

om leje af fængselspladser. Den 20. december 2021 underskrev Danmark

og Republikken

Kosovo (herefter ”Kosovo”) imidlertid en hensigtserklæ-

ring (letter

of intent)

om at arbejde hen imod færdiggørelsen af en traktat

om dansk leje af

Gjilan Detention Facility (herefter ”Gjilan”). Fængslet skal

ifølge erklæringen huse 300 indsatte og vil skulle undergå ombygninger

m.v. for at kunne leve op til danske fængselsstandarder samt Danmarks in-

ternationale forpligtelser. Det er forventningen, at de første indsatte fra Dan-

mark vil kunne overføres til Gjilan i begyndelsen af 2023. Det er i den for-

bindelse forståelsen med Kosovo, at Danmark vil kunne anvende fængslet

til brug for overførsel af udvisningsdømte udlændinge fra tredjelande, idet

Danmark dog ikke vil kunne overføre personer, der er dømt for overtrædelse

af terrorbestemmelserne, krigsforbrydere eller personer, som er terminalt

syge, eller som på grund af alvorlige psykiske lidelser vil have brug for be-

handling uden for fængslet.

Denne del af lovforslaget vil

for det første

indebære, at regeringen kan indgå

en traktat og tilhørende samarbejdsaftale med Kosovo i overensstemmelse

hensigtserklæringen.

UDKAST

Formålet med denne del af lovforslaget er

for det andet

at skabe det retlige

grundlag for, at udvisningsdømte udlændinge vil kunne fuldbyrde fængsels-

straffe eller forvaring i Kosovo i overensstemmelse med aftalen om krimi-

nalforsorgens økonomi 2022-2025. Det foreslås derfor, at der fastsættes et

udgangspunkt om, at fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i Kosovo

vil skulle ske efter reglerne i straffuldbyrdelsesloven og regler udstedt i

medfør deraf. Der lægges dog også op til, at justitsministeren bemyndiges

til at fravige reglerne i det omfang, det er nødvendigt, for at fuldbyrdelse af

fængselsstraf eller forvaring kan gennemføres i Kosovo. Der henvises i øv-

rigt til lovforslagets pkt. 2.1.2-2.1.13. Endvidere lægges der bl.a. op til at

skabe det retlige grundlag for, at asylsagsbehandling kan ske i Kosovo, at

udsendelse af de indsatte kan ske direkte fra Kosovo, at sundhedsbehandlin-

gen i fængslet kan ske i overensstemmelse med danske standarder og at de

danske ansatte og indsatte sikres et arbejdsmiljø, som er i overensstemmelse

med danske standarder.

2.1.1.2. Det forventede traktatgrundlag

Der pågår på nuværende tidspunkt forhandlinger mellem Danmark og Ko-

sovo om indgåelse af en traktat om leje af fængselspladser i Gjilan. Trakta-

ten vil udgøre en folkeretligt bindende aftale om dansk anvendelse af et

fængsel i Gjilan i Kosovo til fuldbyrdelse af danske fængselsstraffe eller

forvaringsdomme.

Det forventes, at

traktatens første del

kommer til at indeholde formålsbe-

stemmelser samt regler om fælles forpligtelser og lovvalg. Det vil i den for-

bindelse komme til at fremgå, at formålet med traktaten er at regulere for-

hold, som relaterer sig til eller udspringer af fuldbyrdelse af danske domme

i fængslet i Gjilan. Det forventes, at Kosovo bl.a. forpligtes til at lave juste-

ringer af fængslets faciliteter i overensstemmelse med de krav, som fastsæt-

tes af Danmark. Det er endvidere forventningen, at det vil komme til at

fremgå, at Danmarks internationale forpligtelser finder anvendelse ved fuld-

byrdelsen af rettigheder og pligter efter traktaten, herunder i relation til

fængslets faciliteter, transporten af indsatte, strafforfølgning i Kosovo samt

behandlingen i øvrigt af indsatte i og uden for fængslet, og at Kosovo for-

pligter sig til at medvirke til overholdelse heraf. De danske regler vil skulle

anvendes ved fuldbyrdelsen af fængselsstraffe eller forvaring, ligesom ret-

lige spørgsmål vedrørende fuldbyrdelsen af straffen vil blive behandlet af

danske domstole. Det forventes at blive præciseret i traktatens første del, at

de danske regler, der finder anvendelse, bl.a. omfatter databeskyttelsesreg-

lerne, så personoplysninger, der udveksles med fængslet, alene må anvendes

til at forfølge formålene med traktaten, og at personoplysninger modtaget

UDKAST

fra Danmark kun må videregives til andre dele af Kosovo, andre tredjelande

eller internationale organisationer under visse nærmere betingelser.

traktatens anden del

forventes der at blive fastsat regler om fængslet og

kompetencefordelingen mellem den danske institutionsleder og den lokale

kosovariske administrative leder. Det vil bl.a. komme til at fremgå, at ar-

bejdssproget i fængslet vil være engelsk, ligesom Kosovo forpligtes til at

stille 300 fængselspladser til rådighed med en størrelse, som er i overens-

stemmelse med danske regler herfor. Fængslet vil i øvrigt skulle være i en

stand, hvor institutionslederen kan sikre overholdelsen af danske regler for

straffuldbyrdelse. Der forventes at blive fastsat regler om, at den danske in-

stitutionsleder vil være ansvarlig for, at de indsatte under afsoningen i

fængslet behandles inden for rammerne af straffuldbyrdelsesloven og Dan-

marks internationale forpligtelser, herunder i forhold til brugen af magt. Den

lokalt ansatte administrative leder vil under den danske institutionsleders

overordnede ansvar blive ansvarlig for ledelsen af de lokalt ansatte fæng-

selsbetjente, som vil blive oplært i danske regler for myndighedsudøvelse

mv. Klager fra indsatte vil skulle behandles af institutionslederen.

Det forventes, at

traktatens tredje del

vil indeholde regler om selve fuldbyr-

delsen af straffen, herunder regler om placeringen af indsatte i fængslet, ud-

gang og løsladelse. Det forventes at komme til at fremgå, at personer, som

er dømt for terror eller krigsforbrydelser, ikke skal afsone i fængslet i Ko-

sovo, ligesom personer, som er terminalt syge eller har en alvorlig psykisk

lidelse med behov for behandling uden for fængslet, ikke skal afsone i

fængslet. Der vil desuden blive fastsat regler for transport af indsatte, her-

under regler om, at transport af indsatte uden for fængslet på Kosovos terri-

torium sker efter kosovariske regler, ligesom der vil blive fastsat regler om

sundhedsbehandling, dødsfald, selvmordsforsøg i fængslet, undvigelser,

sikkerheden i og uden for fængslet samt mulighed for evakuering af fængs-

let i nødsituationer.

Det forventes, at

traktatens fjerde og femte del

kommer til at indeholde reg-

ler, der relaterer sig til strafbare forhold samt indgivelse af ansøgninger om

asyl.

Det forventes, at

traktatens sjette del

kommer til at indeholde regler om ad-

gangen til fængslet, herunder at tilsyn med fuldbyrdelsen af fængselsstraf

eller forvaring er underlagt danske regler, og at tilsynsmyndigheder har mu-

lighed for at udøve deres beføjelser efter danske regler, ligesom advokater

UDKAST

vil have adgang til at udføre juridiske tjenester i fængslet. Derudover for-

ventes det at komme til at fremgå, at den danske institutionsleder og danske

ansatte har immunitet i fængslet.

Det forventes, at

traktatens syvende og ottende del

kommer til at indeholde

regler om den danske betaling for brugen af fængslet i Kosovo, regler for

konfliktløsning og voldgift, samt regler om erstatningsansvar. Endelig vil

der blive fastsat regler for aftalens ikrafttræden og ophør.

Det er forventningen, at der som supplement til traktaten vil blive indgået

en samarbejdsaftale om den nærmere implementering af traktaten. Der vil i

samarbejdsaftalen bl.a. blive fastsat bestemmelser om fængslets indretning

og organisering, håndteringen af transportopgaven, gennemførelsen af be-

skæftigelse og andre aktiviteter i fængslet, de indsattes kontakt med omver-

denen, samt nærmere regler om ansvarsfordeling.

2.1.1.3. Om implementeringen af traktaten

Hensigten med at indgå en aftale med Kosovo om leje af fængselspladser i

Gjilan er at muliggøre en forøgelse af kriminalforsorgens kapacitet, uden at

det påvirker bemandingssituationen i Danmark i væsentlig grad.

Fængselspladserne er alene tænkt anvendt til udvisningsdømte fra lande

uden for EU og EØS. Ordningen vil blive implementeret således, at det vil

være Direktoratet for Kriminalforsorgen, der beslutter, at en udvisnings-

dømt udlænding skal afsone i fængslet i Kosovo. Der vil i hvert enkelt til-

fælde forud for overførslen skulle foretages en konkret vurdering af, om

Danmarks internationale forpligtelser er til hinder for, at den pågældende

overføres til afsoning i Kosovo. Det forudsættes, at dømte uden børn i Dan-

mark vil blive placeret i fængslet forud for dømte, som har børn i Danmark.

Da der er tale om udvisningsdømte, hvor domstolene på tidspunktet for

dommen har vurderet, at det er muligt at udvise den pågældende inden for

rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, herunder retten til pri-

vatliv og familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions

(EMRK) artikel 8, må det antages, at der som udgangspunkt vil kunne ske

overførsel til afsoning i Kosovo.

Organisatorisk vil fængslet blive oprettet som en selvstændig (dansk) myn-

dighed under Direktoratet for Kriminalforsorgen (herefter

”direktoratet”).

Institutionen vil være underlagt en dansk institutionsleder (en såkaldt

”governor”), som organisatorisk vil være en del af ledelseskæden i direkto-

ratet. Institutionslederen vil være ansvarlig for fængslet, herunder rammerne

for fuldbyrdelsen af straffen, opretholdelsen af orden og sikkerhed, ram-

UDKAST

merne for de indsattes sundhed og sundhedsfaglige behandling. Institutions-

lederen vil derudover være ansvarlig for, at de indsatte behandles i overens-

stemmelse med straffuldbyrdelsesloven og anden relevant dansk lovgivning

samt Danmarks internationale forpligtelser. Institutionslederen vil også

være ansvarlig for de ansattes magtanvendelse over for de indsatte, herunder

tilbageholdelsesforanstaltninger med henblik på at opretholde orden og sik-

kerhed i fængslet, af sikkerhedsmæssige årsager eller for at forhindre und-

vigelser. Institutionslederen vil desuden være ansvarlig for de ansattes magt-

anvendelse i forbindelse med udlændingemyndighedernes sagsbehandling.

Enhver adgang til fængslets område vil skulle ske efter aftale med instituti-

onslederen, ligesom transport af indsatte til og fra fængslet i Kosovo vil

skulle ske på instruks fra institutionslederen eller den ansvarlige danske

myndighed. Transporten vil i øvrigt skulle ske efter kosovariske regler, her-

under kosovariske regler om magtanvendelse, dog således at transport og

eventuel magtanvendelse skal ske i overensstemmelse med Danmarks inter-

nationale forpligtelser. Institutionslederen vil have beføjelse til at pålægge

disciplinærstraffe for overtrædelser begået af indsatte, herunder i forbin-

delse med transport til og fra fængslet, i overensstemmelse med reglerne i

straffuldbyrdelsesloven.

Institutionslederen vil skulle have en dansk stab under sig, der bl.a. vil bestå

af enkelte fængselsbetjente, administrative medarbejdere, herunder juridisk

personale, sundhedsfagligt personale, socialrådgivere, tolke mv.

Udover den danske institutionsleder vil der være en lokalansat administrativ

leder (en såkaldt ”director”), som vil

indgå i et administrativt hierarki un-

derlagt institutionslederens daglige ledelse. Den administrative leder vil

have en understøttende funktion i forhold til den danske institutionsleder, da

den administrative leder vil have indgående kendskab til faciliteterne og lo-

kale forhold. Den lokalansatte administrative leder vil skulle forvalte fæng-

selsfaciliteterne og have ansvaret for det lokalansatte fængselspersonale. Al

øvrigt personale i fængslet vil være lokalansatte, som vil indgå i et admini-

strativt hierarki under den administrative leder og institutionslederen med

sidstnævnte som den overordnede ansvarlige for fængslet.

Myndighedsudøvelsen i fængslet vil skulle ske i overensstemmelse med de

almindelige forvaltningsretlige regler, som gælder for forvaltningsmyndig-

heder i Danmark, herunder offentlighedsloven, forvaltningsloven, arkivlo-

ven samt uskrevne retsgrundsætninger. Som anført ovenfor under pkt.

2.1.1.1, fremgår det af aftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025,

UDKAST

at Folketingets Ombudsmands tilsyn og behandling af klager også skal

gælde for udvisningsdømte i det fængsel, der lejes i udlandet.

De indsatte i fængslet vil have de samme rettigheder og pligter, herunder

adgang til besøg, udgang, beskæftigelse mv., som hvis de afsonede i et

dansk fængsel. Det kan dog efter en konkret vurdering være nødvendigt at

fravige udgangspunktet, hvis det er nødvendigt for fuldbyrdelsen af straffen

i fængslet, dog således, at der altid vil skulle lægges afgørende vægt på, at

de indsattes forhold grundlæggende svarer til forholdene i danske fængsler.

Sundhedsbehandling vil som udgangspunkt skulle ske i Danmark. Udgangs-

punktet fraviges, hvis behandlingen kan foretages af sundhedspersonalet i

fængslet, eller hvis behandlingen kræver indlæggelse på et hospital i et min-

dre antal dage og, hvor tilstanden ikke tydeligt kræver overførsel til Dan-

mark, og derfor kan foregå på et kosovarisk hospital. Endvidere kan behand-

lingen foregå på et kosovarisk hospital, hvis overførsel til Danmark ikke er

mulig grundet den dømtes tilstand. Behandlingen på et kosovarisk hospital

vil finde sted efter kosovariske sundhedsregler dog således, at det sker inden

for Danmarks internationale forpligtelser. I tilfælde, hvor sundhedsbehand-

lingen kan ske i fængslet, vil den sundhedsfaglige behandling, som måtte

være nødvendig at foretage i fængslet, så vidt muligt skulle ske i overens-

stemmelse med danske sundhedsretlige regler, herunder danske standarder

og patientsikkerhedsmæssige garantier. En beslutning om at overføre en

indsat til behandling i Danmark træffes endeligt af institutionslederen med

inddragelse af sundhedspersonalet.

Den danske institutionsleder vil være ansvarlig for at sikre rammerne for

den sundhedsfaglige behandling, og at de indsatte behandles inden for ram-

merne af Danmarks internationale forpligtelser. Fængslet vil som ethvert

andet dansk behandlingssted være underlagt tilsyn fra Styrelsen for Patient-

sikkerhed, som dog i dette tilfælde foreslås at skulle føre et frekvensbaseret

og reaktivt sundhedsfagligt tilsyn.

Dansk politi vil skulle ledsage de dømte mellem lufthavnen i Danmark og

lufthavnen i Kosovo. Transport af indsatte på kosovarisk territorium, herun-

der f.eks. fra lufthavnen til fængslet, foretages af kosovarisk personale, dog

således, at det sker inden for Danmarks internationale forpligtelser.

Hvis de dømte søger om asyl i Danmark, mens de befinder sig i Kosovo, vil

ansøgningen blive anset for indgivet i Danmark. De danske udlændinge-

myndigheder vil i den forbindelse skulle behandle ansøgningen om asyl og

herunder træffe afgørelse om, hvorvidt den pågældende vil kunne meddeles

UDKAST

opholdstilladelse i Danmark i henhold til udlændingelovens regler. Det til-

sigtes med den påtænkte ordning, at Udlændingestyrelsens asylsagsbehand-

ling vil foregå i Kosovo, hvor Udlændingestyrelsen vil have mulighed for

bl.a. at afholde fysiske samtaler med ansøgeren. Det tilsigtes endvidere, at

Flygtningenævnets behandling af sagerne vil foregå i Danmark. Det bety-

der, at ansøgeren i forbindelse med Flygtningenævnets behandling af en sag

vil skulle bringes til Danmark, hvor den pågældende midlertidigt vil skulle

opholde sig med henblik på at deltage i et nævnsmøde.

Det er hensigten, at de dømte efter endt afsoning om muligt vil skulle ud-

sendes direkte fra Kosovo til deres hjemland. Det tilsigtes med den påtænkte

ordning, at Hjemrejsestyrelsens sagsbehandling vil foregå i Kosovo. I til-

fælde, hvor udsendelse ikke kan ske umiddelbart efter endt afsoning, vil

vedkommende under ledsagelse af dansk politi blive transporteret til Dan-

mark efter endt afsoning.

I tilfælde af kortvarige udsendelseshindringer vil personen

–

som det også

er tilfældet i Danmark

–

kunne varetægtsfængsles i Kosovo efter hjemrejse-

lovens regler med henblik på efterfølgende udsendelse.

2.1.1.4. Om Kosovo

Kosovo er en stat på Balkanhalvøen, der erklærede sig uafhængig af Serbien

i 2008. Samme år trådte landets nye forfatning i kraft efter ni års FN-admi-

nistration. Kosovo afholdte sit første parlamentsvalg i 2010. Kosovo er ikke

medlem af FN. Pr. september 2020 har 97 FN-medlemsstater ud af 193,

heraf 22 EU-lande, inklusive Danmark, anerkendt landet som en selvstæn-

dig stat. Kosovo er en parlamentarisk republik. Landet har en præsident og

en premierminister. Præsidentens rolle er primært ceremoniel, men præsi-

denten har også en rolle i udenrigspolitiske sammenhænge og har kontrollen

over Kosovos militær.

I oktober 2015 underskrev EU og Kosovo en stabiliserings- og associerings-

aftale med henblik på en eventuel tiltrædelse af EU. Aftalen mellem EU og

Kosovo omfatter ti hovedpunkter, som Kosovo skal efterleve, herunder en

række generelle principper om bl.a. respekt for de demokratiske principper

og menneskerettighederne, principperne i international ret, retsstatsprincip-

pet samt de markedsøkonomiske principper. Videre omfatter aftalen punkter

som politisk dialog, regionalt samarbejde, frie varebevægelser, arbejdskraf-

tens frie bevægelighed og udveksling af tjenesteydelser og kapital, tilnær-

melse af Kosovos lovgivning til EU’s politikker om frihed, sikkerhed og

retfærdighed, samarbejdspolitikker, finansielt samarbejde og tilsyn. Koso-

vos fremtidige EU-integration er dog også knyttet til gennemførelsen af den

UDKAST

EU-faciliterede dialog mellem Kosovo og Serbien. Som led i aftalen optræ-

der Kosovo også i EU-Kommissionens udvidelsesstrategipapir, der giver en

status på fremskridtet for hvert kandidatland og potentielle kandidatlande

inden for aftalens nævnte områder. Den seneste rapport er fra 2020.

Kosovo er, som anført ovenfor, ikke medlem af FN eller Europarådet. For

så vidt angår Europarådet har der ikke været iværksat formelle optagelses-

procedurer. I artikel 22 i Kosovos forfatning er bl.a. Den Europæiske Men-

neskerettighedskonvention dog angivet som en af otte internationale kon-

ventioner m.v., der finder direkte anvendelse i Kosovo, og det er angivet, at

disse konventioner m.v. har forrang for nationale retskilder. De øvrige kon-

ventioner m.v.

med forrang for nationale retskilder er FN’s Verdenserklæ-

ring om Menneskerettigheder, Den Internationale Konvention om Borger-

lige og Politiske Rettigheder og dets protokoller, Europarådets Rammekon-

ventionen for Beskyttelse af Nationale Mindretal,

FN’s Konvention for Af-

skaffelse af Alle Former for Racediskrimination,

FN’s Konvention om Af-

skaffelse af Alle Former for Diskrimination af Kvinder,

FN’s Konvention

om Barnets Rettigheder,

FN’s Konvention mod

Tortur og anden Grusom

Umenneskelig eller Nedværdigende Behandling eller Straf. I forfatningens

artikel 53 fastslås, at de grundlæggende rettigheder i forfatningen skal for-

tolkes i overensstemmelse med praksis fra Den Europæiske Menneskeret-

tighedsdomstol.

En række internationale aktører er involveret i at føre tilsyn med overhol-

delsen af menneskerettigheder, demokratiske institutioner og retsstatsprin-

cippet i Kosovo. Det gælder bl.a. Europarådets Torturkomités (CPT) tilsyn

med menneskerettighedskrænkelser og forholdene for frihedsberøvede.

Derudover fører de kosovariske myndigheder tilsyn

–

heriblandt den koso-

variske ombudsmand. Ombudsmanden har siden 2015 fungeret som Koso-

vos organ for nationale forebyggelsesmekanismer i overensstemmelse med

Torturkonventionens valgfrie protokol, OPCAT. Det betyder, at den koso-

variske ombudsmand generelt skal føre tilsyn med institutioner for friheds-

berøvede for at kontrollere forholdene og behandlingen af de indsatte. Ko-

sovo er dog ikke folkeretligt bundet af de nævnte forpligtelser, ligesom

manglende overholdelse af forpligtelserne ikke kan indbringes for folkeret-

lige organer, som f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

CPT har i 2021 udgivet en rapport på baggrund af et tilsynsbesøg i Kosovo

i 2020, som omhandlede tilsyn med frihedsberøvede. I rapporten følges op

på en tidligere kritik i forbindelse med et besøg i 2015. Det fremgår af CPT-

rapporten fra 2021, at der er registreret en positiv udvikling siden besøget i

2015, herunder bl.a. ved istandsættelse af fysiske faciliteter og indvielsen af

UDKAST

nye faciliteter, ligesom belægget i fængslerne er væsentligt under den sam-

lede kapacitet. Der blev dog i forbindelse med tilsynsbesøget rapporteret om

korruption i visse fængsler, ligesom der i visse fængsler blev rapporteret om

overskridelser af magtbeføjelser blandt ansatte. CPT har på den baggrund

anført i rapporten, at de relevante myndigheder bør skærpe indsatsen i for-

hold til bekæmpelsen af korruption i fængslerne og straffe de involverede,

ligesom der skal være nøje opsyn med de ansattes brug af magt over for de

indsatte. I rapporten har CPT desuden indskærpet, at alle indsatte skal sikres

mulighed for at tilbringe en rimelig andel af dagen i fri luft, ligesom der skal

være mulighed for forskellige aktiviteter, som f.eks. beskæftigelse og

idrætsudøvelse. Endelig har CPT i rapporten anerkendt, at der siden 2015 er

sket adskillige forbedringer af sundhedsbehandlingen i fængslerne, herun-

der med behørig bemanding af uddannet sundhedspersonale.

2.1.2. Fængslets placering i kriminalforsorgens organisation

2.1.2.1. Gældende ret

Den samlede kriminalforsorg hører under Justitsministeriet, jf. straffuldbyr-

delseslovens § 2, stk. 1.

Direktoratet varetager den centrale ledelse og administrative fuldbyrdelse af

straf, jf. straffuldbyrdelseslovens § 2, stk. 2.

Under direktoratet hører en række kriminalforsorgsområder, jf. § 2, stk. 3.

De enkelte kriminalforsorgsområder udgør én myndighed, der består af en

områdeledelse, nogle centrale områdefunktioner placeret i et områdekontor

samt de kriminalforsorgsinstitutioner, der er placeret inden for området, jf.

Folketingstidende 2013-14, A, L 190 som fremsat, side 7. Antallet af krimi-

nalforsorgsområder, deres geografiske afgræsning samt fordelingen af lo-

kale kriminalforsorgsinstitutioner imellem områderne er fastsat ved be-

kendtgørelse nr. 424 af 9. april 2015 om kriminalforsorgsområder under Di-

rektoratet for Kriminalforsorgen.

Kriminalforsorgsområderne hører således organisatorisk under direktoratet

og indgår i et sædvanligt administrativt over-/underordnelsesforhold.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 2, stk. 5, 1. pkt., at justitsministe-

ren i sager af større eller principiel betydning kan beslutte at overtage direk-

toratets eller et kriminalforsorgsområdes beføjelser efter loven. På tilsva-

rende vis kan direktoratet i sager af større eller principiel betydning beslutte

at overtage et kriminalforsorgsområdes beføjelser efter loven, jf. § 2, stk. 5,

2. pkt. Bestemmelsen etablerer en adgang for Justitsministeriet og direkto-

ratet til i sager af større eller principiel betydning at overtage kriminalfor-

sorgsområdernes afgørelseskompetence i enkeltsager eller i grupper af sager

UDKAST

(såkaldt call-in). Bestemmelsen omfatter de situationer, hvor kriminalfor-

sorgsområdets beføjelser er fastsat i straffuldbyrdelsesloven, jf. Folketings-

tidende 2013-14, A, L 190 som fremsat, side 34.

På andre områder vil adgangen til call-in følge af over-/underordnelsesfor-

holdet mellem Justitsministeriet, direktoratet og kriminalforsorgsområ-

derne. Justitsministeriet og direktoratet vil således også i disse tilfælde

kunne beslutte at overtage områdernes kompetence i enkeltsager eller i

grupper af sager, herunder i sager, som ikke har større eller principiel be-

tydning. Der kan f.eks. være tale om afgørelser vedrørende meddelelse af

prøveløsladelse. Adgangen til call-in gælder, uanset om der er rekursadgang

til direktoratet, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 190 som fremsat, side

34.

Der er i straffuldbyrdelseslovens § 111 fastsat nærmere regler om admini-

strativ klageadgang. Det fremgår af bestemmelsens stk. 1, at afgørelser, der

træffes af en myndighed inden for kriminalforsorgen, ikke kan påklages til

højere administrativ myndighed. Efter stk. 2 kan afgørelser, der træffes i

henhold til straffuldbyrdelsesloven af andre myndigheder end kriminalfor-

sorgens myndigheder, heller ikke indbringes for højere administrativ myn-

dighed.

Justitsministeren kan dog efter stk. 3 fastsætte regler om, at afgørelser, der

er truffet af kriminalforsorgsområderne, jf. stk. 1, eller af andre myndighe-

der end kriminalforsorgens myndigheder, jf. stk. 2, kan påklages til direkto-

ratet.

Bemyndigelsen i § 111, stk. 3, er udmøntet i en række bekendtgørelser.

F.eks. er der i bekendtgørelse nr. 174 af 31. januar 2022 om anbringelse og

overførsel af personer, som skal udstå fængselsstraf eller forvaring fastsat

regler om, at kriminalforsorgsområdernes afgørelser efter straffuldbyrdel-

seslovens § 22, stk. 2-5, om anbringelse i lukket fængsel, kan påklages til

direktoratet.

2.1.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Kriminalforsorgen er organiseret således, at de enkelte fængsler i Danmark

er underlagt et kriminalforsorgsområde, der varetager opgaver vedrørende

gennemførelsen af straffuldbyrdelsen. Fængslet i Kosovo vil som udgangs-

punkt være en institution på lige fod med fængsler i Danmark.

På grund af den særlige konstruktion vil institutionen i Kosovo være under-

lagt en dansk ledelse, der vil være ansvarlig for, at afsoningen sker i over-

ensstemmelse med straffuldbyrdelsesloven og anden dansk lovgivning samt

UDKAST

Danmarks internationale forpligtelser. Det skal ske ved løbende monitore-

ring og kontrol af afsoningsforholdene ligesom relevante tilsynsorganer for-

udsættes at få adgang til at føre tilsyn i fængslet.

Det er efter Justitsministeriets opfattelse derfor mest hensigtsmæssigt, at

fængslet i Kosovo indgår i kriminalforsorgens organisation på en sådan

måde, at den danske institutionsleder refererer direkte til direktoratet, og at

den danske institutionsleder har de samme beføjelser som kriminalforsorgs-

områderne.

2.1.2.3. Den foreslåede ordning

Der vil med anvendelsen af fængslet i Kosovo blive foretaget dansk myn-

dighedsudøvelse på fremmed territorium.

Det foreslås, at fængslet i Kosovo vil blive etableret som en selvstændig

institution under direktoratet. Fængslet vil således ikke være tilknyttet et

kriminalforsorgsområde, som ellers forudsat i straffuldbyrdelseslovens § 2,

stk. 3.

Myndighedsudøvelsen vil blive varetaget af ansatte i kriminalforsorgen i

Danmark, som arbejder i fængslet, og af lokalt ansatte. De kompetencer,

som normalt udføres af et kriminalforsorgsområde vil skulle varetages af

lederen af institutionen, dog således at visse opgaver af større betydning vil

blive behandlet af direktoratet, ligesom direktoratet, som det allerede er til-

fældet i dag, i sager af større eller principiel betydning kan beslutte at over-

tage et kriminalforsorgsområdes beføjelse efter loven, jf. straffuldbyrdelses-

lovens § 2, stk. 5, 2. pkt.

Det forudsættes i den forbindelse, at direktoratet i højere grad end tilfældet

er med kriminalforsorgsområderne, vil udnytte adgangen til call-in.

Den foreslåede ordning vil indebære, at de indsatte vil kunne klage over

afgørelser truffet af institutionen, såfremt der er hjemmel til at påklage af-

gørelser truffet af et kriminalforsorgsområde, jf. de bekendtgørelser, der er

udstedt i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 3. Der vil blive fast-

sæt nærmere regler for klageadgangen ved bekendtgørelse.

2.1.3. Muligheden for at fuldbyrde fængselsstraf eller forvaring i Ko-

sovo

2.1.3.1. Gældende ret

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 20, stk. 1, at fængselsstraf fuld-

byrdes i fængsel eller arresthus. Efter bestemmelsens stk. 2 kan fængsels-

UDKAST

straf dog efter reglerne i § 78 om anbringelse i og overførsel til særlig insti-

tution m.v. i særlige tilfælde fuldbyrdes i kriminalforsorgens pensioner og

institutioner m.v. uden for kriminalforsorgen. Efter stk. 3, kan fængselsstraf

i særlige tilfælde fuldbyrdes på den dømtes bopæl under intensiv overvåg-

ning og kontrol efter reglerne i §§ 78 a- 78 f.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 105, at forvaring fuldbyrdes efter

reglerne i lovens kapitel 2 om almindelige bestemmelser for fuldbyrdelse af

straf og afsnit II om fuldbyrdelse af fængselsstraffe med den undtagelse, at

forvaring normalt fuldbyrdes i Anstalten ved Herstedvester.

Straffuldbyrdelsesloven indeholder ikke bestemmelser om, hvorvidt fæng-

selsstraf, herunder forvaring, kan fuldbyrdes i fængsler i udlandet, som Dan-

mark har lejet.

2.1.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Det fremgår hverken af straffuldbyrdelsesloven eller forarbejderne hertil, at

fængselsstraf eller forvaring idømt af en dansk domstol kan afsones i et land,

som Danmark har indgået aftale med.

For at sikre et klart retsgrundlag er det Justitsministeriets vurdering, at der

bør skabes klar hjemmel til, at der kan ske fuldbyrdelse af fængselsstraf eller

forvaring i de fængselsfaciliteter, som vil være omfattet af aftalen mellem

Kosovo og Danmark.

En sådan bestemmelse bør efter Justitsministeriets vurdering udformes på

en sådan måde, at målgruppen i samarbejdet mellem Danmark og Kosovo

løbende vil kunne justeres med henblik på en optimal udnyttelse af de lejede

fængselspladser i Kosovo. Der bør således ikke ved lov foretages en nær-

mere afgrænsning af den målgruppe, der vil kunne afsone i Kosovo, men

bestemmelsen bør udmøntes således, at justitsministeren, eller den der be-

myndiges dertil, kan bestemme, at fuldbyrdelsen af fængselsstraf eller for-

varing skal ske i de fængselsfaciliteter, som er omfattet af en aftale med

Kosovo.

2.1.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1

a, stk. 2, hvorefter justitsministeren eller den, der bemyndiges dertil, kan

bestemme, at fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring skal ske i de

fængselsfaciliteter, som er omfattet af en aftale mellem Danmark og Ko-

sovo, jf. lovforslagets § 1, nr. 2. Der lægges i den forbindelse op til, at fuld-

byrdelsen af fængselsstraf eller forvaring i de nævnte fængselsfaciliteter kan

ske uden den dømtes samtykke.

UDKAST

Det forventes, at traktaten vil indeholde en bestemmelse om, at Kosovo vil

forpligte sig til at overholde Danmarks internationale forpligtelser inden for

traktatens anvendelsesområde. Derudover vil det være udgangspunktet, at

forholdene i det pågældende fængsel vil være i overensstemmelse med kra-

vene til bl.a. indretning og afsoningsforhold, som de er forudsat i straffuld-

byrdelsesloven, og at fængslet også i den henseende lever op til Danmarks

internationale forpligtelser.

Den foreslåede ordning indeholder ikke en nærmere afgrænsning af mål-

gruppen for afsoning i Kosovo. Det skyldes, at målgruppen for afsoning i

Kosovo vil kunne justeres i samarbejdet med Kosovo om leje af fængsels-

pladser med henblik på en optimal udnyttelse af de lejede fængselspladser i

Kosovo.

Det forudsættes imidlertid, at der

–

i overensstemmelse med hensigtserklæ-

ringen

–

vil blive fastsat nærmere regler om, at personer, som er dømt for

terror eller krigsforbrydelser, ikke vil skulle afsone i fængslet i Kosovo, li-

gesom personer, som er terminalt syge eller har en alvorlig psykisk lidelse

med behov for behandling uden for fængslet, ikke vil skulle afsone i fængs-

let. Det er desuden hensigten, at fængslet indledningsvis alene vil skulle an-

vendes til udvisningsdømte fra lande uden for EU eller EØS.

Det forudsættes endvidere, at der i hvert tilfælde vil skulle foretages en kon-

kret vurdering af, om den pågældende indsatte kan afsone i fængslet i Ko-

sovo, således at afsoning i fængslet vil ske inden for rammerne af Danmarks

internationale forpligtelser, herunder den indsattes ret til privat- og familie-

liv. Da der er tale om udvisningsdømte, hvor domstolene på tidspunktet for

dommen har vurderet, at det er muligt at udvise den pågældende inden for

rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, herunder retten til re-

spekt for privatliv og familieliv efter EMRK artikel 8, må det antages, at

udvisningsdømte som udgangspunkt vil kunne overføres til afsoning i Ko-

sovo. Ordningen forudsættes implementeret således, at dømte uden børn i

Danmark placeres i fængslet forud for dømte, som har børn i Danmark.

Det bemærkes, at reglerne om overførsel til fortsat afsoning i en anden stat

i medfør af lovbekendtgørelse nr. 740 af 18. juli 2005 om international fuld-

byrdelse af straf mv. ikke vil finde anvendelse på fuldbyrdelse af fængsels-

straf eller forvaring i henhold til traktaten mellem Danmark og Kosovo i

medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2. Nærværende lovforslag æn-

drer således ikke reglerne for overførsel til fortsat afsoning i udlandet i med-

før af lov om international fuldbyrdelse af straf mv.

UDKAST

Det bemærkes endvidere, at det med den foreslåede ordning forudsættes, at

reglerne i lov nr. 117 af 11. februar 2020 om udlevering til eller fra Danmark

ikke vil finde anvendelse i den situation, hvor der modtages en anmodning

om udlevering fra den stat, hvor den indsatte allerede afsoner og dermed

befinder sig (i dette tilfælde Kosovo). Udleveringsloven vil således alene

finde anvendelse på udlevering til og fra Danmark. Det fremgår dog af afta-

len mellem Danmark og Kosovo, at indsatte, der fuldbyrder straffen i Ko-

sovo i henhold til traktaten, og som begæres udleveret af en tredje stat, vil

blive overført til Danmark med henblik på behandling af udleveringsanmod-

ningen efter reglerne i udleveringsloven.

2.1.4. Indsattes rettigheder og pligter i forbindelse med afsoning i Ko-

sovo

2.1.4.1. Gældende ret

2.1.4.1.1. Om straffuldbyrdelsesloven generelt

Straffuldbyrdelsesloven finder anvendelse på fuldbyrdelse af fængsels-

straffe, bødestraffe, betingede domme, samfundstjeneste og forvaring, jf. lo-

vens § 1.

Straffuldbyrdelsesloven regulerer forhold af betydning for tilrettelæggelsen

af den indsattes afsoning. Det fremgår af lovens § 3, at fuldbyrdelse

af en

straf skal ske med fornøden hensyntagen såvel til straffens gennemførelse

som til behovet for at hjælpe eller påvirke den dømte til at leve en krimi-

nalitetsfri tilværelse.

Det fremgår desuden af lovens § 4, at der ikke under

fuldbyrdelsen af straf må pålægges en person andre begrænsninger i tilvæ-

relsen end sådanne, der er fastsat ved lov eller er en følge af selve straffen.

Af særlig relevans ved fuldbyrdelsen af en fængselsstraf eller forvaring i et

fængsel i udlandet kan desuden nævnes bl.a. lovens regler om valg af afso-

ningsinstitution, sundhedsbehandling, udgang og besøg, jf. afsnit 2.1.4.1.1.

- 2.1.4.1.7.

2.1.4.1.2. Valg af afsoningsinstitution

Straffuldbyrdelseslovens kapitel 7 (§§ 20-30) indeholder regler om valg af

afsoningsinstitution mv. og senere overførsel mellem afsoningsinstitutioner.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 22, stk. 1, at fuldbyrdelsen af

fængselsstraf normalt sker i åbent fængsel. I § 22, stk. 2-5 er angivet en

række tilfælde, hvor fuldbyrdelse af fængselsstraf kan ske i lukket fængsel.

Det fremgår bl.a. af § 22, stk. 4, nr. 1, at fuldbyrdelsen af fængselsstraf kan

ske i lukket fængsel, hvis der efter de i øvrigt foreliggende oplysninger om

den dømte og efter kriminalitetens art er bestemte grunde til at antage, at

den dømte ved anbringelse i åbent fængsel vil undvige. Udvisningsdømte

UDKAST

udlændinge anbringes som hovedregel i lukket fængsel i medfør af straf-

fuldbyrdelseslovens § 22, stk. 4, nr. 1.

Med aftalen om kriminalforsorgens økonomi 2018-2021 blev det besluttet

at etablere et udvisningsfængsel i Ringe Fængsel, som er et lukket fængsel,

som skal huse de udvisningsdømte udlændinge, der tidligere har været ind-

sat på de særlige udrejseafdelinger i Nyborg Fængsel og Enner Mark Fæng-

sel. Det har således været målsætningen så vidt muligt at samle udvisnings-

dømte i Ringe Fængsel eller i nærheden heraf.

Det fremgår endvidere af straffuldbyrdelseslovens § 23, stk. 1, at fængsels-

straf, så vidt det er praktisk muligt, skal fuldbyrdes i nærheden af den døm-

tes hjemsted, samt

at der ved afgørelsen af, i hvilket åbent eller lukket

fængsel eller i hvilket arresthus den dømte skal anbringes, endvidere skal

tages hensyn til den dømtes egne ønsker, navnlig vedrørende arbejds-, ud-

dannelses-, familie- eller helbredsmæssige forhold. Af § 23, stk. 2, fremgår

en række undtagelser hertil, herunder at reglen i stk. 1 kan fraviges af hen-

syn til den samlede udnyttelse af pladserne i kriminalforsorgens instituti-

oner, jf. § 23, stk. 2, nr. 2.

2.1.4.1.3. Retten til sundhedsbehandling

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 45, stk. 1, at en indsat har ret til

lægebehandling og anden sundhedsmæssig bistand. Det er forudsat i be-

mærkningerne til bestemmelsen, at kriminalforsorgens klientel i sundheds-

mæssig henseende så vidt muligt skal sidestilles med befolkningen i almin-

delighed, jf. også grundprincippet i § 4, jf. Folketingstidende 1999-2000,

tillæg A, side 3780. Af § 45, stk. 4, fremgår, at justitsministeren kan fast-

sætte regler om sundhedsmæssig bistand til indsatte.

Straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om sundhedsbehandling suppleres

af en række administrative forskrifter, som findes i bekendtgørelse nr. 399

af 9. april 2015 om sundhedsmæssig bistand til indsatte i kriminalforsorgens

institutioner. Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, at de indsatte be-

handles af en læge, der er tilknyttet kriminalforsorgsområdet. Det fremgår

af § 2, stk. 2 og 3, at den indsatte, hvis lægen finder det nødvendigt, skal

behandles af en speciallæge uden for institutionen eller søges indlagt på

hospital, overføres til Vestre Hospital eller til ligeartet institution under

kriminalforsorgen med henblik på ophold på sygeafdeling. Det fremgår

endvidere af stk. 4, at indsatte med behov for psykiatrisk bistand indlægges

på en psykiatrisk afdeling eller hospital eller overføres til Herstedvester

Fængsel. Det fremgår af § 8, stk. 1, at hvis den indsatte ønsker samtale

med en læge eller sygeplejerske, skal denne finde sted snarest muligt.

UDKAST

De indsattes ret til tandbehandling følger af bekendtgørelsens kapitel 3.

Indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring, og som skal opholde sig

i kriminalforsorgens institutioner i tre måneder eller mere, har ret til de

typer af tandbehandling, hvortil der ydes tilskud efter sundhedsloven og

regler udstedt efter sundhedsloven. De indsatte har desuden ret til tandbe-

handling omfattende aftagelig protese samt nødvendig lokalbedøvelse el-

ler enorale røntgenundersøgelser i tilknytning til de nævnte tandbehand-

linger. Andre indsatte har ret til nødbehandling.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 18, at varetægtsarrestanter og indsatte,

som udstår fængselsstraf eller forvaring, og som skal opholde sig i krimi-

nalforsorgens institutioner i tre måneder eller mere, skal tilbydes tandef-

tersyn, når den pågældende har været indsat i tre måneder, og ikke har

været til tandeftersyn i 30 måneder. Indsatte tilbydes i øvrigt tandeftersyn,

når den behandlende tandlæge vurderer, at der er behov herfor.

Behandling af indsatte i fængsler skal som ved behandling i det øvrige

sundhedsvæsen ske i overensstemmelse med de grundlæggende regler om

patienters retsstilling i sundhedsloven, herunder reglerne om medinddra-

gelse i beslutninger, informeret samtykke til behandling, information, akt-

indsigt og tavshedspligt.

Behandlingen er også underlagt de samme patientsikkerhedsmæssige ga-

rantier som ved behandling i det øvrige sundhedsvæsen. Det gælder kravet

til sundhedspersoner om at udøve sit virke med omhu og samvittigheds-

fuldhed, reglerne om forbeholdt virksomhed, anvendelse af medhjælp og

journalføringspligt i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sund-

hedsfaglig virksomhed og reglerne om tilsyn, klage og erstatning i sund-

hedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæ-

senet.

For kriminalforsorgens institutioner gælder særlige regler i forhold til for-

deling, opsplitning og udlevering af lægemidler. Det fremgår af lægemid-

dellovens § 39, stk. 3, nr. 8, at kriminalforsorgens institutioner må fordele,

opsplitte og udlevere lægemidler, som bruges i behandling af indsatte. Det

betyder, at kriminalforsorgens institutioner i et vist omfang uden tilladelse

fra Lægemiddelstyrelsen må have medicinskabe eller -rum, hvorfra sund-

hedspersoner, der opfylder visse nærmere uddannelseskrav, kan ekspedere

lægemidler efter en læges ordination til de indsatte. Kriminalforsorgens

institutioner har ligeledes mulighed for at håndtere håndkøbslægemidler

uden for eventuelle medicinskabe til de indsatte.

UDKAST

Lægemidler til brug i kriminalforsorgens institutioner, der er omfattet af

lægemiddellovens § 39, stk. 3, nr. 8, skal håndteres i overensstemmelse

med bekendtgørelse nr. 1109 af 30. juni 2020 om medicinskabe eller -rum

samt håndkøbslægemidler i kriminalforsorgens institutioner.

Efter de gældende regler i lægemiddellovens § 39, stk. 1, må kriminalfor-

sorgen ikke udføre lægemidler til en anden stat, uden en tilladelse fra Læ-

gemiddelstyrelsen. Kriminalforsorgen må heller ikke indføre lægemidler

fra en anden stat uden en tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen. Kriminalfor-

sorgens aktiviteter med lægemidler adskiller sig fra de aktiviteter, som Læ-

gemiddelstyrelsen efter gældende praksis giver tilladelse til efter lægemid-

dellovens § 39, stk. 1.

2.1.4.1.4. Retten til misbrugsbehandling

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 45 a, stk. 1, at en indsat har ret

til vederlagsfri social behandling mod stofmisbrug, medmindre afgørende

sikkerheds- eller ordensmæssige forhold taler imod. Det fremgår endvi-

dere af § 45 a, stk. 2, at en indsat, der er udvist af landet ved dom, ikke har

ret til vederlagsfri social behandling mod stofmisbrug, medmindre særlige

forhold taler herfor. Særlige forhold kan navnlig foreligge, hvor der er ud-

sigt til, at en udvisningsdømt skal afsone i lang tid, og andre konkrete

grunde taler for det, f.eks. hvis det vurderes nødvendigt af hensyn til den

indsattes helbred. Forslaget begrænser ikke de indsattes ret til somatisk

behandling. Udvisningsdømte har således samme adgang som andre ind-

satte til at modtage f.eks. abstinens- og substitutionsbehandling (metadon-

nedtrapning mv.) eller anden lægelig behandling, der relaterer sig til stof-

misbrug. Der henvises til de almindelige bemærkninger til bestemmelsen,

jf. Folketingstidende 2016-17, L 130 som fremsat, s. 7.

2.1.4.1.5. Retten til udgang

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, at en indsat kan få til-

ladelse til udgang, når udgangsformålet er rimeligt begrundet i uddannelses-

mæssige, arbejdsmæssige, behandlingsmæssige, familiemæssige eller andre

personlige hensyn, der ikke er bestemte grunde til at antage, at den indsatte

i forbindelse med udgang vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straf-

fuldbyrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladelsen, og hvis hen-

synet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod udgangstilladelsen.

Straffuldbyrdelseslovens regler om udgang suppleres af en række admini-

strative forskrifter i bl.a. bekendtgørelse nr. 176 af 31. januar 2022 om ud-

gang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsor-

gens institutioner (udgangsbekendtgørelsen).

UDKAST

Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 1, nr. 4, at det ved vurderingen af

risiko for misbrug af udgangstilladelsen skal tillægges særlig vægt, hvis den

indsatte skal udvises af landet ved løsladelsen. Endvidere fremgår det af §

2, stk. 2, at det for udvisningsdømte

–

ud over den sædvanlige vurdering af

faren for misbrug

–

skal overvejes, om der kan antages at være fare for, at

den indsatte vil misbruge udgangen til at unddrage sig den videre strafud-

ståelse ved at udrejse af landet eller til at unddrage sig effektuering af ud-

visningsbeslutningen.

For indsatte, der er straffet for farlig kriminalitet og ikke har været løsladt i

tiden mellem dom og afsoning, skærpes vurderingen af risikoen for misbrug

af udgangstilladelsen yderligere, jf. straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 2, nr.

Det er i medfør af udgangsbekendtgørelsens § 9, stk. 1, nr. 4, Direktoratet

for Kriminalforsorgen, der træffer afgørelse om tilladelse til udgang til ud-

visningsdømte. Det gælder for alle udvisningsdømte, uanset straffens

længde og uanset udgangsformål. Afgørelsen træffes på baggrund af en ind-

stilling fra kriminalforsorgsområdet. Desuden skal politiet høres, inden der

træffes afgørelse om tilladelse til ledsaget såvel som uledsaget udgang til

udvisningsdømte, jf. udgangsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, nr. 9.

Efter § 31, stk. 1, i udgangsbekendtgørelsen kan en indsat få tilladelse til

udgang til særlige formål. Det drejer sig om udgang til at besøge en nært-

stående person, der er alvorligt syg, at være til stede ved en nærtstående

persons begravelse, udgang til retten eller andre offentlige myndigheder,

herunder Flygtningenævnet, politiet og Hjemrejsestyrelsen samt til sund-

hedsbesøg. I praksis får udvisningsdømte særligt udgangstilladelse til ud-

gange til særlige formål efter udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 1, herun-

der især til retten eller andre offentlige myndigheder og sundhedsbesøg.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 49 a, at en

indsat, der er idømt

fængselsstraf på livstid eller forvaring for overtrædelse af en bestemmelse,

som hjemler straf af fængsel på livstid, ikke kan opnå tilladelse til udgang,

før der er udstået 10 år af den idømte straf af fængsel på livstid, eller indtil

vedkommende har været anbragt i forvaring i 10 år, medmindre udgang

sker til bestemte særlige formål eller med henblik på at vurdere den forva-

ringsdømtes farlighed.

2.1.4.1.6. Retten til besøg

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 1, at en indsat har ret til

mindst ét ugentligt besøg af mindst én times varighed og så vidt muligt af

to timers varighed. Der kan i den enkelte institution gives tilladelse til besøg

UDKAST

i videre omfang end nævnt i 1. pkt. Efter stk. 2 har en indsat uden de i stk.

1 nævnte begrænsninger ret til at modtage besøg af den advokat, der er be-

skikket for eller valgt af den pågældende som forsvarer i den straffesag, der

har ført til indsættelse i institutionen, eller i en verserende straffesag. Det

samme gælder besøg i øvrigt af advokater, der efter retsplejelovens § 733 er

antaget af justitsministeren til at beskikkes som offentlige forsvarere.

udenlandsk indsat har desuden uden de i stk. 1 nævnte begrænsninger ret

til samtale med hjemlandets diplomatiske eller konsulære repræsentanter.

Af straffuldbyrdelseslovens § 51 a, stk. 1, fremgår, at en indsat, der udstår

fængselsstraf på livstid eller er idømt forvaring for overtrædelse af en be-

stemmelse, som hjemler straf af fængsel på livstid, uanset § 51, stk. 1, ikke

uden tilladelse må få besøg i de første 10 år af den idømte straf af fængsel

på livstid, eller indtil den pågældende har været anbragt i forvaring i de før-

ste 10 år. Det fremgår af § 51 a, stk. 2, at kriminalforsorgen meddeler tilla-

delse til besøg fra nærtstående eller personer, som den indsatte havde kon-

takt til før varetægtsfængslingen. Der kan meddeles tilladelse til besøg af

andre personer, hvis særlige omstændigheder taler herfor. Det fremgår af §

51 a, stk. 3, at stk. 1 ikke finder ikke anvendelse på besøg fra de personer,

som er nævnt i § 51, stk. 2. Det fremgår af § 51 a, stk. 5, at det påhviler den

indsatte at påvise, at en person er nærtstående, eller at der er etableret kon-

takt før varetægtsfængslingen.

2.1.4.1.7. Fuldbyrdelse af forvaring

I medfør af straffuldbyrdelseslovens § 105, stk. 1, fuldbyrdes forvaring

efter straffuldbyrdelseslovens kapitel 2 om almindelige bestemmelser for

fuldbyrdelse af straf og afsnit II om fuldbyrdelse af fængselsstraffe med

den undtagelse, at forvaring normalt fuldbyrdes i Anstalten ved Hersted-

vester.

Efter § 105, stk. 2, fastsætter justitsministeren regler om fuldbyrdelse

af forvaring, herunder om behandlingen af sager vedrørende tilladelse til ud-

gang, overførsel til anden institution

og prøveudskrivning En overvejende

del af de administrative forskrifter, som er udstedt i medfør af straffuld-

byrdelsesloven, er også udstedt i medfør af denne bestemmelse, og finder

således også anvendelse på fuldbyrdelse af forvaring.

2.1.4.1.8. Fællesskab

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 33, stk. 1, at en indsat så vidt

muligt skal have adgang til fællesskab med andre indsatte. Det fremgår af

§ 33, stk. 3, at den indsatte, såfremt denne selv ønsker det og forholdene

tillader det, fuldbyrder fængselsstraf uden eller med begrænset fællesskab.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen,

at den indsattes ret til at

afsone sin straf uden eller med begrænset fællesskab med andre indsatte

UDKAST

hermed lovfæstes. Det fremgår desuden, at såfremt det af praktiske grunde

ikke er muligt at afsone uden fællesskab i den institution, hvor den indsatte

er anbragt, kan den indsatte anmode om at blive overført til afsoning i ar-

resthus, jf. lovforslagets § 28, stk. 3, nr. 2, hvoraf fremgår, at en indsat i et

fængsel kan overføres til arresthus, hvis den indsatte selv ønsker det og sær-

lige familiemæssige eller andre personlige forhold taler for det. Fremsætter

den dømte sit ønske om afsoning uden fællesskab, før straffuldbyrdelsen

påbegyndes, kan anbringelse eventuelt ske i arresthus, jf. lovforslagets § 21,

stk. 4, nr. 2, hvoraf fremgår, at fængselsstraf i øvrigt kun kan fuldbyrdes i

arresthus, hvis den dømte selv ønsker det og særlige familiemæssige eller

andre personlige forhold taler for det. Endelig forudsættes det i forarbej-

derne til bestemmelsen, at den dømte som hidtil så vidt muligt skal have

adgang til at opholde sig i eget opholdsrum om natten. Der henvises til Fol-

ketingstidende 1999-2000, tillæg A, s. 3774.

2.1.4.1.9. Beskæftigelse

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 38, stk. 1, at en indsat har ret og

pligt til at være beskæftiget ved deltagelse i arbejde, uddannelse eller anden

godkendt aktivitet. Det fremgår af § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 746 af 27.

april 2021 om beskæftigelse m.v. for indsatte i kriminalforsorgens instituti-

oner, at

den tid, en indsat skal anvende på beskæftigelse, skal holdes inden

for de til enhver tid gældende normer på arbejdsmarkedet, herunder even-

tuelle normer for overarbejde.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 38, stk. 2, at en indsat, der er ud-

vist af landet ved dom, ikke kan være beskæftiget ved uddannelse, under-

visning eller programvirksomhed, medmindre særlige forhold taler herfor.

Særlige forhold kan bl.a. foreligge, hvis en bestemt uddannelse, undervis-

ning eller programvirksomhed konkret vurderes ikke at være rettet mod re-

socialisering, men derimod har til formål at sikre, at selve afsoningen kan

forløbe hensigtsmæssigt. Der kan desuden foreligge særlige forhold, såfremt

der er udsigt til, at en udvisningsdømt skal afsone i lang tid, inden der kan

ske løsladelse og udsendelse til hjemlandet, eller den pågældende kan over-

føres til fortsat afsoning i sit hjemland. Der bør i den forbindelse være kon-

krete grunde til at tilbyde en bestemt uddannelse. Der henvises til de almin-

delige bemærkninger til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2016-17, L

130, s. 5-6.

2.1.4.1.10. Forvaltningsretten

Ud over straffuldbyrdelsesloven er der en række retsområder, som regulerer

myndighedsudøvelsen i forbindelse med den indsattes fuldbyrdelse af fæng-

UDKAST

selsstraf. Kriminalforsorgen er således underlagt almindelige forvaltnings-

retlige regler, herunder lov om offentlighed i forvaltningen (offentligheds-

loven) og forvaltningsloven samt uskrevne retsgrundsætninger og princip-

per, også når de udøver myndighed i udlandet.

2.1.4.2. Justitsministeriets og Sundhedsministeriets overvejelser

2.1.4.2.1. Om ordningen generelt

Det er en forudsætning i aftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-

2025, at indsatte i fængslet i udlandet skal afsone under danske straffuldbyr-

delsesregler og under fysiske forhold, der grundlæggende svarer til de for-

hold, der gælder i danske fængsler, og inden for rammerne af Danmarks

internationale forpligtelser. Fuldbyrdelse af fængselsstraffen eller forvarin-

gen i Kosovo skal således som udgangspunkt ikke påvirke den indsattes ret-

tigheder og pligter efter straffuldbyrdelsesloven.

Det er Justitsministeriets vurdering, at der på den baggrund bør etableres

klar hjemmel til, at straffuldbyrdelseslovens regler som udgangspunkt vil

finde anvendelse ved fuldbyrdelsen af straffen i fængslet i Kosovo. Dette

udgangspunkt bør tillige omfatte bestemmelser, som er fastsat i medfør af

straffuldbyrdelsesloven.

Det er Justitsministeriets vurdering, at der i praksis vil opstå behov for at

fastsætte regler, herunder regler om fravigelse af visse af straffuldbyrdelses-

lovens bestemmelser, med henblik på den praktiske gennemførelse af fuld-

byrdelse af straf i et fængsel i Kosovo. Det er vanskeligt på forhånd at klar-

lægge i fuldt omfang, hvilke regler, herunder fravigelser af straffuldbyrdel-

seslovens regler, fuldbyrdelsen af fængselsstraf eller forvaring i Kosovo

konkret vil give anledning til, ligesom der løbende vil kunne opstå nye be-

hov for at gøre konkrete fravigelser.

Det er på den baggrund Justitsministeriets vurdering, at der bør etableres en

generel bemyndigelse til, at justitsministeren kan fastsætte regler om fuld-

byrdelsen af fængselsstraf eller forvaring i fængslet i Kosovo, herunder reg-

ler om fravigelse af straffuldbyrdelseslovens bestemmelser, som er nødven-

dige for den praktiske gennemførelse af fuldbyrdelsen af fængselsstraf eller

forvaring i fængslet i Kosovo. Det vil skulle tillægges afgørende betydning

ved udstedelsen af reglerne, at de indsattes forhold grundlæggende svarer til

forholdene i et dansk fængsel, ligesom Danmarks internationale forpligtel-

ser skal overholdes.

UDKAST

2.1.4.2.2. Patientsikkerhedsmæssige rammer for den sundhedsfaglige be-

handling i fængslet i Kosovo

Det er Justitsministeriets vurdering, at kriminalforsorgen vil skulle sørge

for, at indsatte, som fuldbyrder fængselsstraf eller forvaring i Kosovo, til-

bydes sundhedsbehandling, som er på niveau med den sundhedsbehandling,

der ville blive ydet ved afsoning i et dansk fængsel. I de tilfælde, hvor den

indsatte overføres til et hospital i Kosovo, og således behandles efter Koso-

vos lovgivning, vil det være et krav, at den behandling, som måtte blive

udført, lever op til Danmarks internationale forpligtelser.

Behandling vil også i visse tilfælde kunne ske i fængslet. Det er Justitsmi-

nisteriets opfattelse, at indsatte, som behandles i fængslet, så vidt muligt bør

behandles på lige fod med indsatte i fængsler i Danmark. Behandlingen bør

således så vidt muligt ske i overensstemmelse med danske sundhedsretlige

regler, herunder danske standarder og patientsikkerhedsmæssige garantier.

Det vil efter Sundhedsministeriets opfattelse bl.a. indebære, at behandlin-

gen i fængslet skal ske på ansvar af en dansk læge. Den danske institutions-

leder i fængslet vil have det overordnede organisatoriske ansvar for behand-

lingsstedet, herunder for at sikre, at behandlingsstedet er organiseret på en

sådan måde, at sundhedspersoner er i stand til at varetage deres opgaver

fagligt forsvarligt og overholde de pligter, som følger af lovgivningen.

Det vil efter Sundhedsministeriets opfattelse også indebære, at behandlin-

gen i fængslet så vidt muligt bør ske i overensstemmelse med de grund-

læggende regler om patienters retsstilling i sundhedsloven, herunder reg-

lerne om medinddragelse i beslutninger, informeret samtykke til behand-

ling, information, aktindsigt og tavshedspligt. Derudover bør regler om

sundhedspersoners pligter, herunder bl.a. kravet til sundhedspersoner om

at udøve sit virke med omhu og samvittighedsfuldhed og journalførings-

pligt, samt reglerne om forbeholdt virksomhed og anvendelse af medhjælp

finde anvendelse ved behandling i fængslet.

Fængslet og behandlingen bør i relevant omfang være omfattet af Styrel-

sen for Patientsikkerheds tilsyn, ligesom de indsatte som andre patienter

bør have adgang til at klage over behandlingen og søge om erstatning. Det

er Sundhedsministeriets vurdering, at de indsatte bør behandles med læge-

midler, som er markedsført i Danmark, og som kan rekvireres fra et dansk

apotek. Dette skal sikre, at de indsatte behandles med sikre, effektive og

godkendte lægemidler tilsvarende indsatte i kriminalforsorgens institutio-

ner i Danmark.

UDKAST

Det er videre Sundhedsministeriets vurdering, at de danske regler om

håndtering af lægemidler i kriminalforsorgens institutioner i Danmark som

udgangspunkt bør finde anvendelse i videst muligt omfang, for at sikre, at

de indsattes ret til lægebehandling og den deraf affødte håndtering af læ-

gemidler sker på en patientsikkerhedsmæssigt forsvarlig måde.

2.1.4.3. Den foreslåede ordning

2.1.4.3.1. Om ordningen generelt

Det foreslås, at der indføres en bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1

a, stk. 3, hvorefter loven og regler fastsat i medfør heraf vil finde anvendelse

på fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i Kosovo. Hermed fastsættes

et klart udgangspunkt om, at de indsatte, som afsoner i Kosovo, har de

samme rettigheder og pligter, som hvis de afsonede fængselsstraffen eller

forvaringsdommen i Danmark.

Med ordningen vil de indsatte i udgangspunktet have samme ret til f.eks.

besøg, udgang, beskæftigelse, sundhedsbehandling mv., som de ville have

ved afsoning i et dansk fængsel. Da der kan være konkrete praktiske forhold,

som nødvendiggør fastsættelsen af nærmere regler, herunder fravigelse af

straffuldbyrdelseslovens regler, foreslås det, at der indføres en bestemmelse

i § 1 a, stk. 4, hvorefter justitsministeren fastsætter regler om fuldbyrdelse

af fængselsstraf eller forvaring efter stk. 2 og 3, herunder om fravigelse af

visse regler i straffuldbyrdelsesloven, i det omfang, det er nødvendigt for

fuldbyrdelsen af fængselsstraf eller forvaring i medfør af stk. 2.

Det forudsættes, at bestemmelsen i § 1 a, stk. 4, alene vil blive anvendt til

at fastsætte regler, herunder regler om fravigelse af straffuldbyrdelseslovens

regler, som er nødvendige for gennemførelsen af fuldbyrdelsen i fængslet i

Kosovo. Heri ligger, at opretholdelsen af den regel, som ønskes fraveget,

skal være uforenelig med fuldbyrdelsen af straffen i fængslet i Kosovo med

de begrænsninger, der måtte ligge heri. Der forudsættes således, at der ikke

kan ske fravigelse af regler i straffuldbyrdelsesloven på baggrund af rent

ressourcemæssige hensyn, medmindre opretholdelsen af den regel, som øn-

skes fraveget, vil medføre uforholdsmæssige omkostninger, som ikke står i

rimeligt forhold til reglens betydning for den indsattes forhold under fuld-

byrdelse af straf.

Det forudsættes, at der således f.eks. vil kunne fastsættes nærmere regler

for, hvor og hvorledes sundhedsbehandlingen efter straffuldbyrdelseslovens

§ 45 skal foregå i fængslet i Kosovo. Der vil bl.a. kunne fastsættes regler

om, i hvilke situationer den indsatte skal behandles i henholdsvis Danmark,

på et kosovarisk hospital eller i fængslet under ansvar af en dansk autoriseret

UDKAST

læge. Bestemmelsen vil ikke kunne anvendes til at fastsætte regler om, at

indsatte ikke har ret til nødvendig sundhedsbehandling.

Endvidere vil det være muligt at fastsætte regler om fravigelse af reglerne

for valg af afsoningsinstitution og overførsel mellem afsoningsinstitutioner,

således at der på baggrund af nogle nærmere bestemte kriterier kan ske af-

soning i fængslet i Kosovo uafhængigt af den dømtes bopæl i Danmark, og

således at mulighederne for at blive overført til anden afsoningsinstitution i

visse tilfælde indskrænkes ved afsoning i fængslet i Kosovo. Afgørelser

herom vil dog i alle tilfælde skulle træffes i overensstemmelse med Dan-

marks internationale forpligtelser.

Der vil dertil være mulighed for at fastsætte nærmere regler for afviklingen

af besøg og udgang for at sikre, at de pågældende

–

med de begrænsninger

som afvikling af besøg over landegrænser vil have

–

har mulighed for at

modtage besøg og komme på udgang i et omfang svarende til straffuldbyr-

delseslovens regler, ligesom der vil kunne fastsættes regler for, at udgang

som udgangspunkt vil skulle finde sted i Danmark, medmindre formålet

med udgangstilladelsen tilsiger, at det sker i Kosovo. Det kan f.eks. være

tilfældet, hvis formålet med udgangstilladelsen er at besøge en nærtstående

person, som er alvorligt syg, i Kosovo, eller hvis der er tale om udgang til

et retsmøde i Kosovo.

Der vil desuden

–

afhængig af de nærmere sikkerhedsmæssige foranstalt-

ninger og vurderingen heraf

–

kunne fastsættes regler, som giver mulighed

for at føre videosamtaler med nærtstående i et vist omfang i forbindelse med

fuldbyrdelse af straf i Kosovo. Der forventes desuden etableret fysiske ram-

mer for besøg svarende til besøgsrammerne i et dansk fængsel. Endelig vil

der kunne fastsættes regler om muligheden for transportstøtte til besøg for

børn af indsatte.

Der vil også være mulighed for at tilpasse reglerne om disciplinærstraf, idet

det bl.a. fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 67, stk. 1, nr. 5, at der kan

ikendes disciplinærstraf

ved indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer el-

ler andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning, ligesom

det fremgår af

§ 67, stk. 1, nr. 7, at der kan ikendes disciplinærstraf ved

overtrædelse af straffelovgivningen, når overtrædelsen tillige indebærer en

selvstændig krænkelse af orden eller sikkerhed i institutionen.

Da det forventes, at fængslet i Kosovo hovedsalig vil blive indrettet med

dobbeltceller, vil der i øvrigt kunne ske fravigelse af det i straffuldbyrdel-

sesloven fastsatte udgangspunkt om, at den indsatte har ret til at afsone sin

straf uden eller med begrænset fællesskab med andre indsatte, jf. ovenfor

UDKAST

under afsnit 2.1.4.1.8, således at dømte, som skal fuldbyrde fængselsstraf

eller forvaring i fængslet i Kosovo, og som ønsker at afsone uden eller med

begrænset fællesskab, alene vil kunne fuldbyrde straffen uden eller med be-

grænset fællesskab i det omfang, det er muligt i fængslet i Kosovo af hensyn

til den fulde udnyttelse af kapaciteten i fængslet. Der vil således ikke kunne

ske afsoning i fængslet i Kosovo eller overførsel fra fængslet i Kosovo til et

fængsel eller en arrest i Danmark med henvisning til, at man ønsker at af-

sone uden eller med begrænset fællesskab.

Der vil kunne opstå øvrige tilfælde, hvor afsoningen i Kosovo nødvendig-

gør en fravigelse af straffuldbyrdelseslovens regler, som det på nuværende

tidspunkt ikke er muligt at forudse.

Det vil dog i alle tilfælde skulle tillæg-

ges betydning ved udstedelsen af reglerne, at de indsattes forhold grundlæg-

gende svarer til forholdene i et dansk fængsel, ligesom Danmarks internati-

onale forpligtelser skal overholdes.

Det bemærkes, at da fængslet i Kosovo vil blive etableret som en institution

under direktoratet, jf. afsnit 2.1.2.3, vil institutionen være en selvstændig

dansk myndighed. Som en følge heraf vil de almindelige forvaltningsretlige

regler, som gælder for øvrige forvaltningsmyndigheder, herunder bl.a. of-

fentlighedsloven, forvaltningsloven, arkivloven samt uskrevne retsgrund-

sætninger tillige finde anvendelse i det pågældende fængsel.

2.1.4.3.2. Patientsikkerhedsmæssige rammer for den sundhedsfaglige be-

handling i fængslet i Kosovo

Justitsministeren vil efter den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelses-

lovens § 1 a, stk. 4, kunne fastsætte regler om, i hvilke situationer de indsatte

skal modtage sundhedsbehandling i fængslet i Kosovo.

Med henblik på at sikre at den behandling, der kan ske i fængslet i Kosovo,

sker efter danske patientsikkerhedsmæssige standarder, foreslås det, at der

indføres en bestemmelse, hvorefter sundhedsministeren vil kunne fastsætte

regler om, hvilke regler på sundhedsområdet, der med de nødvendige tilpas-

ninger og fravigelser, skal finde anvendelse for den sundhedsfaglige be-

handling af indsatte, der foretages i de fængselsfaciliteter, der omfattes af

traktaten mellem Danmark og Kosovo.

Den foreslåede bemyndigelse til sundhedsministeren vil alene kunne ud-

møntes, når justitsministeren har fastsat regler om, i hvilke situationer ind-

satte skal behandles i selve fængslet i Kosovo.

UDKAST

Bemyndigelsen vil kunne anvendes til at fastsætte regler om de sundheds-

faglige og patientsikkerhedsmæssige forhold i et fængsel i Kosovo. Den fo-

reslåede bemyndigelse til sundhedsministeren skal sikre, at det med de nød-

vendige tilpasninger og fravigelser bliver muligt at lade regler, som gælder

for andre behandlingssteder i Danmark, og som varetager hensynet til pati-

entsikkerheden, vil finde anvendelse også for fængslet i Kosovo. Bemyndi-

gelsen vil ikke kunne anvendes til at fastsætte regler for den sundhedsfaglige

behandling, der foregår i det kosovariske sundhedsvæsen.

Det er efter Sundhedsministeriets vurdering vanskeligt på forhånd at klar-

lægge i fuldt omfang, hvilke regler, der med de nødvendige tilpasninger og

fravigelser, vil skulle gælde for at sikre bl.a. patientsikkerhed, og der kan

således ikke udtømmende i fuldt omfang redegøres for, hvilke regler be-

myndigelsen vil blive anvendt til at sætte i kraft. Hvilke regler, der konkret

anses for nødvendige at sætte i kraft vil bl.a. afhænge af lokale forhold, pa-

tientsikkerhedsmæssige standarder, sprog m.v. De samme hensyn vil også

kunne begrunde, at reglerne ikke sættes i kraft, fordi de vil kunne være umu-

lige eller uforholdsmæssigt vanskelige at implementere eller overholde.

Det er hensigten, at bemyndigelsen vil blive udmøntet til at sikre, at den

sundhedsfaglige behandling, som måtte være nødvendig at foretage i fængs-

let, så vidt muligt sker på samme vilkår som ved afsoning i Danmark, her-

under i overensstemmelse med danske sundhedsretlige regler, standarder og

patientsikkerhedsmæssige garantier.

Det er på den baggrund forventningen, at bemyndigelsen vil blive anvendt

til at fastsætte regler om, at visse centrale dele af sundhedsloven vil skulle

finde anvendelse. Det gælder bl.a. reglerne om patienters retsstilling i sund-

hedslovens afsnit III, herunder reglerne om patienters medinddragelse i be-

slutninger, informeret samtykke til behandling, information, aktindsigt og

tavshedspligt. Det gælder også reglerne om Styrelsen for Patientsikker-

heds tilsyn med behandlingssteder i lovens kapitel 66 for så vidt angår den

behandling, der foretages i fængslet af det dansk ledede sundhedsperso-

nale.

Bestemmelsen vil også kunne anvendes til at sætte lov om autorisation af

sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven)

helt eller delvist i kraft. Der kan eksempelvis være tale om reglerne om

sundhedspersoners pligter, herunder bl.a. reglerne om, at autoriserede

sundhedspersoner under udøvelsen af deres virksomhed er forpligtet til at

udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder ved benyttelse af med-

hjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v., reglerne om forbeholdt

UDKAST

virksomhed for visse grupper af sundhedspersoner, og regler om anven-

delse af medhjælp og journalføringspligt. Derudover vil reglerne om Sty-

relsen for Patientsikkerheds tilsyn med sundhedspersoner kunne være re-

levante at sætte i kraft i forhold til den behandling, der foretages i fængslet

af dansk autoriserede sundhedspersoner.

Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og

erstatningsloven) vil også kunne være relevant at sætte helt eller delvist i

kraft. Det gælder bl.a. reglerne om muligheden for at klage til Styrelsen for

Patientklager over behandlingssteder og behandlingsforløb og til Sundheds-

væsenets Disciplinærnævn over autoriserede sundhedspersoners sundheds-

faglige virksomhed. Det vil ligeledes kunne være relevant at sætte reglerne

om den særlige patienterstatningsordning i kraft.

Der vil også blive fastsat regler, som sikrer, at Styrelsen for Patientsikkerhed

har adgang til lokaler og til de nødvendige oplysninger. Tilsvarende gælder

for så vidt angår adgangen til oplysninger for Styrelsen for Patientklager og

Patienterstatningen.

Bemyndigelsesbestemmelsen vil også kunne anvendes til at sætte lov om

lægemidler helt eller delvist i kraft. Det gælder bl.a. reglerne for kriminal-

forsorgens institutioners fordeling, opsplitning og udlevering af lægemidler,

som bruges i behandling af indsatte. I forlængelse heraf vil bemyndigelsen

også kunne anvendes til at fastsætte regler om, at lægemidler til brug i

fængslet i Kosovo skal håndteres i overensstemmelse med bekendtgørelse

nr. 1109 af 30. juni 2020 om medicinskabe eller -rum samt håndkøbslæge-

midler i kriminalforsorgens institutioner med de eventuelle nødvendige til-

pasninger og fravigelser. Det vil desuden kunne være relevant at sætte læ-

gemiddellovgivningens regler om indberetning af bivirkninger i kraft.

Reglerne vil kunne sættes i kraft med de nødvendige tilpasninger og fravi-

gelser. Det betyder for det første, at love vil kunne sættes i kraft helt eller

delvist. Hermed sikres det, at der ikke sættes bestemmelser i love i kraft,

som ikke er relevante eller i praksis ikke vil kunne overholdes eller imple-

menteres. Det betyder også, at de love og bestemmelser, som påtænkes sat i

kraft, vil kunne sættes i kraft med de tilpasninger, som vurderes at være

nødvendige for, at reglerne vil kunne implementeres og fungere i praksis.

Muligheden for at fastsætte regler med de nødvendige fravigelser vil eksem-

pelvis kunne være relevant i forhold til Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn

med behandlingssteder, som forventes sat i kraft. Hertil bemærkes, at reg-

lerne forventes sat i kraft med den tilpasning, at styrelsen forventes at fore-

taget et frekvensbaseret tilsyn med behandlingsstedet og institutionsledelsen

UDKAST

som driftsherre og ikke et risikobaseret tilsyn som efter gældende ret. Der-

udover vil der eksempelvis kunne være tale om, at opgaver, som efter loven

er pålagt én myndighed overlades til en anden, hvis det f.eks. af praktiske

grund forekommer mest hensigtsmæssigt. Der vil også kunne være tale om

fravigelser af regler om sprogkrav, som ikke vil kunne overholdes som følge

af fængslets placering.

Det bemærkes, at der i takt med at ordningen gennemføres, også kan vise

sig behov for, at sætte øvrige love på sundhedsområdet med de nødvendige

tilpasninger i kraft, hvis det måtte være nødvendigt for sikre, at den sund-

hedsfaglige behandling, som måtte være nødvendig at foretage i fængslet,

så vidt muligt sker på samme vilkår som ved afsoning i Danmark, herunder

i overensstemmelse med danske sundhedsretlige regler, standarder og pati-

entsikkerhedsmæssige garantier.

Det foreslås endvidere at bemyndige sundhedsministeren til at fastsætte reg-

ler om fravigelse af reglerne på sundhedsområdet, i det omfang det er nød-

vendigt for at sikre patientsikkerheden eller lægemiddelforsyningen i de

fængselsfaciliteter, der er omfattet af stk. 2.

Bestemmelsen er tiltænkt anvendt i tilfælde, hvor de gældende regler på

sundhedsområdet i Danmark er til hinder for, at de påtænkte sundhedsfag-

lige aktiviteter i fængslet kan lade sig gøre. Et eksempel herpå er reglerne

for udførsel af lægemidler fra Danmark til andre stater, jf. afsnit 2.1.4.1.3.,

der i praksis forventes at være til hinder for, at lægemidler kan udføres fra

Danmark til fængslet.

Med henblik på at muliggøre anvendelsen af lægemidler markedsført i Dan-

mark forventes bestemmelsen anvendt til at fastsætte regler om kriminalfor-

sorgens mulighed og vilkår for udførsel af lægemidler, herunder lægemidler

med euforiserende stoffer, fra Danmark til den kriminalforsorgsinstitution,

der er placeret i Kosovo. Der vil i forlængelse heraf blive fastsat regler, som

skal sikre, at lægemidler, der er udført af kriminalforsorgen til fængslet i

Kosovo, som udgangspunkt ikke genindføres til Danmark.

Der kan, i takt med at ordningen gennemføres, også vise sig behov for at

fravige andre regler på sundhedsområdet i Danmark. Anvendelsen af be-

stemmelsen vil dog være begrænset til det nødvendige for, at de sundheds-

faglige aktiviteter i fængslet i Kosovo, kan lade sig gøre.

UDKAST

2.1.5. Databeskyttelseslovgivningen

2.1.5.1. Gældende ret

I Danmark er kriminalforsorgens behandling af personoplysninger i almin-

delighed reguleret af reglerne i retshåndhævelsesloven, når behandlingen

sker med henblik fuldbyrdelse af straf eller andre retshåndhævelsesformål,

jf. herved lovens § 1, stk. 1.

Ud over retshåndhævelseslovens § 56 om forholdet til

Færøerne og Grøn-

land

indeholder retshåndhævelsesloven og dens forarbejder ikke nogen nær-

mere afgrænsning af lovens geografiske anvendelsesområde.

Når personoplysninger behandles til andre formål end retshåndhævelse, som

f.eks. personaleadministration og sundhedspleje, er behandlingen i almin-

delighed reguleret af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelseslo-

ven.

Databeskyttelsesforordningens og databeskyttelseslovens geografiske an-

vendelsesområde er afgrænset til aktiviteter for dataansvarlige og databe-

handlere etableret i henholdsvis Unionen eller Danmark, jf. forordningens

artikel 3, stk. 1, og lovens § 4, stk. 1. Endvidere gælder forordningen og

loven for dataansvarlige og databehandlere etableret uden for Unionen, hvis

de behandler personoplysninger om personer, der opholder sig i henholdsvis

Unionen eller Danmark, og

behandlingsaktiviteterne vedrører

udbud af va-

rer eller tjenester til sådanne registrerede eller overvågning af sådanne regi-

streredes adfærd, jf. herved forordningens artikel 3, stk. 2, og lovens § 4,

stk. 3. Desuden gælder forordningen på behandling af personoplysninger,

som foretages af en dataansvarlig, der ikke er etableret i Unionen, men et

sted, hvor medlemsstaternes nationale ret i øvrigt gælder i medfør af folke-

retten, jf. forordningens artikel 3, stk. 3. Efter databeskyttelseslovens 4, stk.

2, gælder loven og regler udstedt i medfør af loven for den behandling, som

udføres for danske diplomatiske repræsentationer.

Retshåndhævelsesloven, databeskyttelsesforordningen og databeskyttelses-

loven fastsætter bl.a. betingelser for, hvornår personoplysninger må behand-

les, og krav, der skal iagttages, når personoplysninger behandles. Endvidere

fastsætter databeskyttelseslovgivningen nogle rettigheder for de personer,

som oplysningerne omhandler (de registrerede), herunder en oplysnings-

pligt og ret til indsigt.

Herudover fastsætter databeskyttelseslovgivningen regler om, hvornår der

kan ske overførsel af personoplysninger til lande uden for EU og EØS (tred-

jelande). Efter reglerne kan der som udgangspunkt kun ske overførsel af

personoplysninger til et tredjeland, hvis tredjelandet er karakteriseret som et

UDKAST

såkaldt sikkert tredjeland, eller der er stillet fornødne garantier for beskyt-

telsen af oplysningerne f.eks. i en international aftale.

2.1.5.2. Justitsministeriets overvejelser

Det er forventningen, at det kommer til at fremgår af traktatens første del,

at den danske databeskyttelseslovgivning finder anvendelse ved fuldbyr-

delse af danske straffe i Kosovo, herunder ved fuldbyrdelse af en beslutning

om udvisning samt ved forhold vedrørende asyl, og at Datatilsynet kan føre

tilsyn hermed. Af traktatens første del forventes det endvidere at komme til

at fremgå, at personoplysninger, der udveksles med fængslet i Kosovo, kun

må anvendes for at forfølge formålet med traktaten. Desuden er det fastsat,

at videregivelse af personoplysninger til andre myndigheder i Kosovo, andre

tredjelande og internationale organisationer skal ske i overensstemmelse

med databeskyttelseslovgivningens regler om bl.a. tredjelandsoverførsler,

ligesom der er fastsat en særlig procedure for sådanne videregivelser. Bag-

grunden for disse dele af traktaten er bl.a. at sikre, at der kan foretages de

nødvendige overførsler af personoplysninger fra Danmark til Kosovo i over-

ensstemmelse med databeskyttelseslovgivningens regler om tredjelands-

overførsler.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan det give anledning til tvivl, om eller

i hvilken udstrækning den foreslåede ordning med oprettelse af en dansk

myndighed i Kosovo er omfattet af databeskyttelseslovgivningens geogra-

fiske anvendelsesområde og Datatilsynets kompetence til at føre tilsyn med

overholdelsen af lovgivningen. Derfor bør det efter Justitsministeriets vur-

dering fastsættes, at databeskyttelseslovgivningen finder anvendelse herfor.

Med henblik på at sikre fornødne garantier for overførsel af personoplys-

ninger fra Danmark til fængslet i Kosovo er der efter Justitsministeriets vur-

dering endvidere behov at implementere traktatens bestemmelser om formål

med anvendelse af personoplysninger, der udveksles med fængslet, og pro-

ceduren for videregivelse af personoplysninger til andre myndigheder i Ko-

sovo mv. Der vil også kunne blive behov for at fastsætte nærmere regler om

behandling af personoplysninger med henblik på at gennemføre samarbejds-

aftalen med Kosovo om fuldbyrdelse af danse straffe i fængslet. Sådanne

regler fastsættes efter Justitsministeriets opfattelse bedst i en bekendtgø-

relse.

2.1.5.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1

a, stk. 6, hvorefter databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven og

UDKAST

retshåndhævelsesloven finder anvendelse for behandling af personoplysnin-

ger i fængselsfaciliteter, hvor der skal ske fuldbyrdelse af fængselsstraf eller

forvaring i medfør af den foreslåede § 1 a, stk. 2.

Fængslet i Kosovo vil således i forbindelse med fuldbyrdelse af danske

fængselsstraffe og forvaring skulle overholde de samme databeskyttelses-

regler som i Danmark, herunder betingelser for og krav til behandling af

personoplysninger, regler om registrerede rettigheder og betingelserne for

overførsel af personoplysninger til tredjelande. Den foreslåede bestemmelse

indebærer endvidere, at Datatilsynet vil have beføjelse til at føre tilsyn med

behandlingen af personoplysninger, som foretages i forbindelse med fuld-

byrdelse af fængselsstraf eller forvaring i fængslet, jf. herved databeskyttel-

seslovens § 27 og retshåndhævelseslovens § 37.

Det bemærkes, at overførsel af personoplysninger til et tredjeland skal ske

under iagttagelse af reglerne herom i databeskyttelsesforordningens kapitel

V (artikel 44-50) og retshåndhævelseslovens afsnit VII (§§ 32-36).

Databeskyttelsesforordningens artikel 44 og retshåndhævelseslovens § 32

fastsætter generelle principper, som skal overholdes i forbindelse med over-

førslen af personoplysninger til et tredjeland. Det fremgår af bestemmel-

serne, at reglerne i databeskyttelsesforordningens kapitel V og retshåndhæ-

velseslovens afsnit VII overordnet set har til formål at sikre, at det beskyt-

telsesniveau, som fysiske personer garanteres inden for EU/EØS, ikke un-

dermineres ved overførsel til et tredjeland.

Efter databeskyttelsesforordningens artikel 45 og retshåndhævelseslovens §

33 kan overførsel ske, hvis Europa-Kommissionen har truffet afgørelse om,

at tredjelandet har et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau.

Ved fraværet af en tilstrækkelighedsafgørelse fremgår det af

databeskyttel-

sesforordningens

artikel 46, stk. 2, litra a, at overførsel kan ske, hvis der ved

et retligt bindende instrument (f.eks. en international aftale), som kan hånd-

hæves mellem offentlige myndigheder eller organer, sikres fornødne garan-

tier for beskyttelsen af personoplysninger, jf. artikel 46, stk. 1. For så vidt

angår

retshåndhævelsesloven

kan der efter lovens § 34, stk. 1, bl.a. ske over-

førsel, hvis der i en international aftale er givet fornødne garantier for be-

skyttelsen af personoplysninger, jf. § 34, stk. 1, nr. 1, eller den dataansvar-

lige har vurderet alle forhold i forbindelse med overførslen af personoplys-

ninger og konkluderet, at der findes de fornødne garantier for beskyttelsen

af personoplysninger, jf. § 34, stk. 1, nr. 2.

UDKAST

Den foreslåede bestemmelse i § 1 a, stk. 6, skal sammen med de forventede

relevante bestemmelser i traktatens første del sikre, at der foreligger sådanne

fornødne garantier, idet personoplysninger herved også efter overførsel vil

nyde et beskyttelsesniveau, der i det væsentligste svarer til det, der gælder i

Danmark.

Med henblik herpå foreslås det endvidere, at der indsættes en bestemmelse

i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 7, hvorefter justitsministeren bemyndi-

ges til at

fastsætte nærmere regler for behandling af personoplysninger i

forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i medfør af

den foreslåede stk. 2.

Det er hensigten, at der herved vil skulle fastsættes nærmere regler for i

nødvendigt omfang at implementere traktatens bestemmelser om behand-

ling af personoplysninger samt eventuelt andre relevante dele af traktaten

og samarbejdsaftalen med Kosovo om fuldbyrdelse af danske straffe i

fængslet.

2.1.6. Om værneting og øget mulighed for anvendelse af telekommuni-

kation med billede ved domstolsprøvelse

2.1.6.1. Gældende ret

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 112, at visse endelige administra-

tive afgørelser inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den dømte, af

denne kan kræves indbragt til prøvelse for retten. Den udvidede adgang til

domstolsprøvelse gælder alene for de i § 112 nævnte administrative afgø-

relser, som omfatter bl.a. afgørelse om disciplinærstraf i form af strafcelle i

mere end 7 dage samt afgørelse om nægtelse af prøveløsladelse. Det er ved

valget af, hvilke typer afgørelser, der skal omfattes af den udvidede adgang

til domstolsprøvelse lagt vægt på, at det er afgørelser, som har lighed med

straffesager eller i øvrigt har særlig indgribende betydning for den indsatte.

Ordningen gælder ikke for afgørelser, som er begrundet i hensynet til opret-

holdelsen af orden og sikkerhed i fængslet, jf. Folketingstidende 1999-2000,

tillæg A, side 3753.

Efter § 113 sker

indbringelse af sagen for byretten i den retskreds, hvor den

institution, som den pågældende var indsat i på tidspunktet for den oprin-

delige afgørelse, er beliggende. Er den indsatte senere overført til en anden

institution, kan sagen i stedet indbringes for byretten i den retskreds, hvor

den institution, som den dømte er anbragt i, er beliggende. Er den dømte

ikke frihedsberøvet, indbringes sagen for byretten i den retskreds, hvor den

dømte bor eller opholder sig. Har den dømte ikke kendt bopæl eller op-

holdssted, indbringes sagen for Københavns Byret.

UDKAST

Af § 116, stk. 1, fremgår det, at sagen behandles på skriftligt grundlag, med-

mindre retten bestemmer andet. Retten kan stille krav om tilvejebringelse af

yderligere oplysninger. Behandles sagen mundtligt, træffer retten bestem-

melse om afhøring af den dømte og andre og om tilvejebringelse af beviser

i øvrigt, jf. § 116, stk. 2. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen,

jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 3754, at det efter Straffelov-

rådets opfattelse bør overlades til retten at træffe bestemmelse om, hvorvidt

en sag efter sin karakter bør behandles mundtligt. Der er efter rådets opfat-

telse grund til at tro, at et stort antal sager allerede ved modtagelsen vil være

tilstrækkeligt oplyst, så retten i mange tilfælde umiddelbart vil kunne træffe

sin afgørelse, efter at den dømte eller dennes advokat i et skriftligt indlæg

har haft lejlighed til at udtale sig om kriminalforsorgens begrundelse for den

pågældende afgørelse. Rådet har derfor fundet det hensigtsmæssigt og for-

svarligt at foreslå, at sagerne, selv om hovedprincippet i retsplejen er mundt-

lighed, som udgangspunkt behandles skriftligt, men således at retten - også

af egen drift - kan træffe bestemmelse om mundtlig behandling.

Der er visse afgørelser efter straffuldbyrdelsesloven, som ikke er omfattet

af den udvidede adgang til domstolsprøvelse i straffuldbyrdelseslovens §

112. Disse kan i stedet indbringes for retten i medfør af grundlovens § 63,

stk. 1.

2.1.6.2. Justitsministeriets overvejelser

Ved fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i Kosovo, vil der efter

Justitsministeriets vurdering være behov for at præcisere, hvilken retskreds

indbringelse af en sag i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 112 skal ske

til. Det vurderes i den forbindelse mest hensigtsmæssigt at lade sagerne be-

handle ved Københavns Byret, som det også er tilfældet, hvis den dømte

ikke har kendt bopæl eller opholdssted.

Det er udgangspunktet, at sagerne behandles skriftligt. Retten kan dog af

egen drift bestemme, at en sag skal behandles mundtligt. Ved fastsættelsen

af regler om videoretsmøder bør der tages hensyn til betydningen af parter-

nes fysiske tilstedeværelse. Justitsministeriet har i den forbindelse tillagt det

vægt, at sagerne allerede i dag som udgangspunkt behandles skriftligt, hvor-

for sagerne som udgangspunkt ikke kræver personlig tilstedeværelse.

Det er Justitsministeriets vurdering, at der, henset til visse af sagernes ka-

rakter samt det konkrete uforholdsmæssige ressourceforbrug ved at trans-

portere den dømte til et retsmøde i Danmark, bør fastsættes et udgangspunkt

UDKAST

om, at et retsmøde i tilfælde, hvor retten har besluttet, at en sag, skal be-

handles mundtligt og hvor den dømte er indsat i fængslet i Kosovo, gennem-

føres ved anvendelse af telekommunikation med billede.

Det findes i øvrigt hensigtsmæssigt og forsvarligt, at den dømtes advokat i

disse tilfælde kan møde fysisk i retten eller deltage ved anvendelse af tele-

kommunikation med billede fra et andet sted end den dømte, og at justits-

ministeren deltager i retsmødet ved anvendelse af telekommunikation med

billede. Det forudsættes i den forbindelse, at Direktoratet for Kriminalfor-

sorgen deltager på vegne af justitsministeren.

De foreslåede regler om værneting og mulighed for anvendelse af telekom-

munikation med billede, som finder anvendelse ved domstolsprøvelse efter

straffuldbyrdelseslovens § 112, bør efter Justitsministeriets vurdering på

samme måde gælde for domstolsprøvelse af andre afgørelser efter loven.

2.1.6.3. Den foreslåede ordning

For at skabe sikkerhed om rette værneting i sager, hvor den dømte er indsat

til afsoning i fængslet i Kosovo, foreslås det, at der indføres en bestemmelse,

hvorefter sager, som indbringes af en dømt, som er indsat til fuldbyrdelse af

fængselsstraf eller forvaring i Kosovo efter straffuldbyrdelseslovens § 1 a,

stk. 2, indbringes for Københavns Byret.

Det foreslås endvidere, at der indføres en mulighed for, at disse sager kan

behandles ved anvendelse af telekommunikation med billede. Der foreslås

således indsat en bestemmelse, hvorefter retten kan træffe bestemmelse om,

at retsmødet gennemføres ved anvendelse af telekommunikation med bil-

lede, hvis sagen er indbragt for Københavns Byret, når den dømte fuldbyr-

der fængselsstraf eller forvaring i Kosovo i henhold til traktaten. Bestem-

melsen vil også finde anvendelse i forbindelse med behandlingen under

kære, jf. straffuldbyrdelseslovens § 120, stk. 3.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en bestemmelse, hvorefter den døm-

tes advokat kan vælge at møde frem i retten eller deltage ved anvendelse af

telekommunikation med billede fra et andet sted end den dømte, i ovenstå-

ende tilfælde, hvor den dømte deltager ved anvendelse af telekommunika-

tion med billede. Endelig foreslås det, at der indsættes en bestemmelse,

hvorefter justitsministeren i tilfælde, hvor den dømte deltager ved anven-

delse af telekommunikation med billede, deltager i retsmødet ved anven-

delse af telekommunikation med billede. Det forudsættes i den forbindelse,

som anført, at Direktoratet for Kriminalforsorgen deltager på vegne af

justitsministeren.

UDKAST

Det foreslås endvidere, at der indsættes en bestemmelse, hvorefter reglerne

om værneting og muligheden for anvendelse af telekommunikation med bil-

lede i tilfælde, hvor den dømte fuldbyrder straffen i fængslet i Kosovo, til-

lige finder anvendelse på øvrige sager, som indbringes for retten.

Det vil i hvert enkelt tilfælde tilkomme retten at beslutte, om gennemførel-

sen af retsmøde ved anvendelse af telekommunikation med billede kan ske

på forsvarlig vis, idet det dog forudsættes, at retsmøderne, hvor retten har

bestemt, at sagen skal behandles mundtligt, som udgangspunkt gennemføres

ved anvendelse af telekommunikation med billede, medmindre tungtve-

jende grunde tilsiger, at afholdelse af retsmødet bør ske ved fysisk frem-

møde.

2.1.7. Om arbejdsmiljø i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf

i et fængsel i Kosovo

2.1.7.1. Gældende ret

2.1.7.1.1. Om den geografiske afgrænsning af arbejdsmiljølovens anvendel-

sesområde

Det fremgår af arbejdsmiljølovens § 2, at loven omfatter arbejde, der udfø-

res for en arbejdsgiver.

Det fremgår af lovens § 90, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Der er ikke i øvrigt i loven eller forarbejderne hertil foretaget nogen geogra-

fisk eller territorial afgrænsning af lovens anvendelsesområde.

Selv om det ikke udtrykkeligt fremgår af arbejdsmiljøloven, så følger det

dog af almindelige retsgrundsætninger, at loven kun gælder for arbejde, der

udføres i Danmark. Dette kommer også til udtryk i Arbejdstilsynets faste

praksis.

2.1.7.1.2. Om arbejdsmiljølovens anvendelse på indsattes arbejde i fængsler

Arbejdsmiljøloven finder anvendelse på arbejdsmiljøet for indsatte i fængs-

ler, når de udfører arbejde.

Det arbejde, som indsatte udfører på institutionernes særlige arbejdspladser,

som f.eks. værksteder m.v., betragtes som arbejde for en arbejdsgiver, jf.

lovens § 2, stk. 1. I de situationer, hvor indsatte udfører arbejde, der efter

sin karakter lige så vel kunne foregå uden for fængslet, f.eks. i møbelpro-

duktion eller gartneri, er arbejdet således omfattet af lovens hovedområde.

UDKAST

Den indsatte har typisk pligt til at stille sin arbejdskraft til rådighed og er

undergivet fængslets instruktionsbeføjelse. Samtidig stiller fængslet ar-

bejdsrum og redskaber til rådighed for arbejdets udførelse, og fængslet bæ-

rer risikoen for arbejdsresultatet.

Det fremgår i øvrigt også af straffuldbyrdelseslovens § 40, at arbejdspladser

i fængsler skal være indrettet således, at arbejdsforholdene for de indsatte er

sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige.

Det er i bemærkningerne til denne bestemmelse forudsat, at kriminalforsor-

gens varetagelse af sikkerhedsmæssige opgaver kan begrunde fravigelser af

kravene til arbejdspladsernes indretning. Det samme gælder de bygnings-

mæssige forhold, idet de særlige fængselsmæssige forhold undertiden be-

virker, at lovgivningens regler om flugtveje, placering af vinduer mv. må

fraviges. Der henvises til bemærkningerne til straffuldbyrdelseslovens § 40,

jf. Folketingstidende 1999-2000, tillæg A, side 3778.

Når Arbejdstilsynet fører tilsyn med fængsler, fører Arbejdstilsynet også til-

syn med de værksteder m.v., hvor indsatte arbejder. Arbejdstilsynet kan

træffe afgørelse i forhold til fængslerne, hvis der sker overtrædelser af ar-

bejdsmiljøloven i værkstederne. Det kan f.eks. være, hvis der arbejdes ved

rundsav med skæring i træ uden tilstrækkelig udsugning, eller hvis de ma-

skiner, der anvendes, ikke er sikret i forhold til afskærmning eller lignende.

Det betragtes som en arbejdsulykke, hvis en indsat kommer til skade i for-

bindelse med arbejdet på et værksted. Det kan f.eks. være i forbindelse med

arbejde ved en maskine, men der kan også være tale om en arbejdsulykke,

når der f.eks. sker vold i forbindelse med indsattes arbejde i et værksted.

Arbejdsulykker skal anmeldes efter de almindelige regler herom.

2.1.7.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser

Da arbejdsmiljøloven ikke har nogen nærmere geografisk afgrænsning, er

det Beskæftigelsesministeriets vurdering, at der bør skabes en hjemmel til,

at beskæftigelsesministeren kan bestemme, at arbejdsmiljøloven finder an-

vendelse i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i et

fængsel i Kosovo i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 1a, stk. 2, i lov om

fuldbyrdelse af straf m.v.

Bestemmelsen forudsættes udmøntet således, at beskæftigelsesministeren

kan bestemme, at arbejdsmiljøloven finder anvendelse på arbejdsmiljøet for

danske ansatte, som er beskæftiget i det pågældende fængsel i Kosovo. Det

forudsættes i den forbindelse, at arbejdsmiljøloven ikke vil finde anvendelse

på arbejdsmiljøet for de lokalt ansatte.

UDKAST

Bemyndigelsen kan endvidere benyttes til at bestemme, at det arbejde, som

indsatte udfører i fængslet i Kosovo, er omfattet af arbejdsmiljøloven sva-

rende til den gældende praksis for indsattes arbejde udført i fængsler i Dan-

mark.

Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering, at det med den foreslåede be-

myndigelsesbestemmelse i § 3 a, stk. 2, kan sikres, at der udarbejdes regler,

der kan tage højde for den endelige fastlæggelse af ordningen, herunder med

mulighed for at fravige regler i loven, hvis det er nødvendigt som følge af

de særlige omstændigheder ved fuldbyrdelsen af fængselsstraf eller forva-

ring i Kosovo.

2.1.7.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i § 3 a, stk. 1, i arbejdsmil-

jøloven, hvorefter beskæftigelsesministeren kan bestemme, at arbejdsmiljø-

loven finder anvendelse i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller

forvaring i medfør af § 1a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

Med bemyndigelsen vil det blive fastlagt, at arbejdsmiljøloven, på samme

måde som i Danmark, vil gælde for de danske ansatte, som skal beskæftiges

i fængslet i Kosovo. Det drejer sig bl.a. om institutionslederen, enkelte

fængselsbetjente, administrative medarbejdere m.fl. Der henvises til lov-

forslagets afsnit 2.1.2.

Med bemyndigelsen vil det endvidere blive fastlagt, hvordan arbejdsmiljø-

loven skal omfatte det arbejde, som indsatte udfører i et fængsel i Kosovo.

Bemyndigelsen forudsættes udmøntet således, at det svarer til den gældende

praksis for fængsler i Danmark, jf. afsnit 2.1.4.1.9.

Med bemyndigelsen skal det endelig fastlægges, at det danske arbejdstilsyn

kan føre tilsyn med overholdelsen af arbejdsmiljøloven i fængslet i Kosovo

i det omfang, den finder anvendelse i fængslet. Der skal fastlægges nærmere

regler om, hvordan dette tilsyn kan foregå, herunder omfang og kadence

herfor. Der kan i den forbindelse fastsættes regler om samarbejde med andre

danske myndigheder, som også skal føre tilsyn i fængslet i Kosovo.

Endelig vil der kunne fastsættes nærmere regler om fravigelse af arbejds-

miljølovens regler i det omfang, det er nødvendigt som følge af de særlige

omstændigheder ved fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i et fæng-

sel i Kosovo.

UDKAST

2.1.8. Regler om udlændinges udrejse

2.1.8.1. Gældende ret

Hjemrejseloven udgør det primære retsgrundlag for Hjemrejsestyrelsens ad-

ministration af udsendelsesområdet. Hjemrejseloven regulerer forhold, der

knytter sig til myndighedernes arbejde med udlændinge, der skal udrejse af

landet. Loven indeholder således bl.a. bestemmelser om rettigheder og plig-

ter for udlændinge, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, herunder

for udlændinge, der er udvist ved dom.

Loven indeholder bl.a. regler om udrejsepligt og udrejse med bistand fra

myndigheder, pligt til at medvirke til en frivillig udrejse og mulighed for at

modtage hjemrejsestøtte i den forbindelse.

Det fremgår således af hjemrejselovens § 1, stk. 1, at en udlænding, der efter

reglerne i udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 a eller efter reglerne i lov om

midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået dan-

ske myndigheder m.v., ikke har ret til at opholde sig her i landet, har pligt

til at udrejse.

Hjemrejselovens § 1, stk. 1, fastslår princippet om, at en udlænding skal

udrejse, når den pågældende ikke har ret til at opholde sig her i landet. Det

følger af bemærkningerne til hjemrejselovens § 1, stk. 1, jf. Folketingsti-

dende 2020-21, A L 203 som fremsat, side 110, at der ved udrejse forstås,

at udlændingen skal forlade Danmarks territorium.

Hjemrejseloven indeholder endvidere bestemmelser, der gør det muligt at

varetægtsfængsle en udlænding med henblik på udsendelse, lige som der

efter loven kan foretages tvangsindgreb i form af eksempelvis tvangsmæssig

fremstilling for en ambassade eller beslaglæggelse af en udlændings gen-

stande.

2.1.8.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Som led i aftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025 er det beslut-

tet, at der skal lejes 300 fængselspladser i udlandet. Det er hensigten, at

fængselspladserne skal anvendes til udvisningsdømte fra lande uden for EU

og EØS, og at de udvisningsdømte efter fuldbyrdelse af fængselsstraffen

ikke skal tilbage til Danmark, men derimod i videst muligt omfang skal ud-

sendes direkte fra Kosovo til deres hjemland.

Dette lovforslag har derfor til formål bl.a. at skabe det retlige grundlag for,

at domsudviste udlændinge kan indsættes til fuldbyrdelse af en fængsels-

straf eller forvaring i Kosovo, lige som der skal skabes det retlige grundlag

UDKAST

for at sikre, at udlændingen i videst mulige omfang efter fuldbyrdelsen af

straffen udrejser eller udsendes til deres hjemland.

Det vil kræve, at Hjemrejsestyrelsen igangsætter og i videst mulige omfang

færdiggør hjemrejsesagsbehandlingen under fuldbyrdelsen af fængselsstraf-

fen eller forvaringen i Kosovo. Det er derfor nødvendigt, at styrelsen i et

vist omfang er tilstede i Kosovo, lige som styrelsen skal have de hjemmels-

mæssige forudsætninger for at varetage de nødvendige opgaver, der er for-

bundet med udlændingens udrejse.

Det er på den baggrund Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse,

at hjemrejseloven, som udgør det primære retsgrundlag for administrationen

af udsendelsesområdet, bør finde anvendelse i forbindelse med fuldbyrdelse

af en fængselsstraf eller forvaring i Kosovo.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at hjemrejselo-

ven i sin helhed skal læses i sammenhæng med § 1, og dermed i sin helhed

relaterer sig til udrejse fra Danmark. Det er på denne baggrund Udlændinge-

og Integrationsministeriets vurdering, at hjemrejseloven ikke uden særskilt

regulering vil kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor en udlænding afsoner

en fængselsstraf eller forvaring i en anden stat og forudsættes at udrejse der-

fra.

Det er derfor Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at det bør

fremgå af hjemrejseloven, at loven finder tilsvarende anvendelse for en ud-

lænding, der i forbindelse med reglerne i straffuldbyrdelsesloven er indsat

til fuldbyrdelse en fængselsstraf eller forvaring i Kosovo. Det bør ligeledes

tydeligt fremgå, at udrejsepligten vedrører udrejse derfra.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der i praksis

vil kunne opstå behov for at fravige visse af hjemrejselovens bestemmelser

med henblik på at kunne gennemføre hjemrejsesagsbehandlingen og sikre

den domsudviste udlændings udrejse fra Kosovo.

Det er vanskeligt på forhånd at klarlægge i fuldt omfang, hvilke fravigelser

af hjemrejseloven, som fuldbyrdelse af fængselsstraf i og efterfølgende ud-

rejse fra Kosovo giver anledning til, ligesom der løbende vil kunne opstå

nye behov for at gøre konkrete fravigelser. Det er på den baggrund ministe-

riets vurdering, at udlændinge- og integrationsministeren bør bemyndiges

til at kunne fastsætte nærmere regler om udlændingens udrejse fra Kosovo,

herunder regler om fravigelse af hjemrejselovens bestemmelser, som er nød-

vendige for at sikre udrejsen.

UDKAST

2.1.8.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i hjemrejseloven, hvorefter

loven finder tilsvarende anvendelse for en udlænding, der i henhold til den

foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, afsoner en

fængselsstraf eller forvaring.

Baggrunden for forslaget er, at de domsudviste udlændinge, der skal fuld-

byrde en fængselsstraf eller forvaring i Kosovo, i videst mulige omfang skal

udrejse derfra, når straffen eller forvaringen er fuldbyrdet. Hjemrejsestyrel-

sen bør derfor have et hjemmelsgrundlag, der sikrer, at styrelsen effektivt

kan varetage udsendelsesopgaven i Kosovo.

Forslaget indebærer, at hjemrejseloven i sin helhed vil kunne finde anven-

delse i forbindelse med en udlændings fuldbyrdelse af en fængselsstraf eller

forvaring i Kosovo efter den foreslåede § 1 a, stk. 2, i straffuldbyrdelseslo-

ven. Det betyder bl.a. at hjemrejselovens bestemmelser vedrørende medvir-

ken, hjemrejsestøtte, varetægtsfængsling, tvangsfremstilling og beslaglæg-

gelse vil kunne finde anvendelse for udlændinge, der er indsat i fængslet i

Kosovo.

For så vidt angår varetægtsfængsling, indebærer forslaget, at udlændinge,

når fængselsstraffen er afsonet, vil kunne varetægtsfængsles efter hjemrej-

selovens regler herom med henblik på udsendelse fra Kosovo, såfremt be-

tingelserne herfor er opfyldt.

Det forudsættes, at Hjemrejsestyrelsen vil skulle administrere reglerne i

hjemrejseloven på samme måde, som hvis udlændingen fuldbyrdede sin

fængselsstraf eller forvaring i Danmark.

For så vidt angår foranstaltninger under Hjemrejsestyrelsens sagsbehand-

ling, der indebærer tvang og magtanvendelse, henvises til lovforslagets §

12, nr. 2 og bemærkningerne hertil.

Det foreslås endvidere, at der indføres en bestemmelse, hvorefter en udlæn-

ding, der i henhold til den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens

§ 1 a, stk. 2, afsoner en fængselsstraf eller forvaring, vil have pligt til at

udrejse derfra, hvor udlændingen afsoner en fængselsstraf eller forvaring.

Forslaget indebærer, at der indføres en pligt for udlændinge

–

der efter den

foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, afsoner en

fængselsstraf eller forvaring i Kosovo

–

til at udrejse derfra. Det sikres her-

med, at udlændingen er bekendt med, hvad der forventes af den pågældende,

UDKAST

når straffen er fuldbyrdet, herunder at det i udgangspunktet er udlændingens

eget ansvar at sørge for sin udrejse fra Kosovo.

Der vil være tilfælde, hvor udlændingen af forskellige årsager ikke kan ud-

rejse fra eller udsendes af Kosovo. Det kan derfor være nødvendigt at tilba-

geføre udlændingen enten midlertidigt eller mere permanent til Danmark.

Det kan f.eks. være udlændinge, der ikke vil medvirke til hjemrejsen, og

som ikke kan tvangsmæssigt udsendes eller udlændinge, der efter endt afso-

ning er henvist til tålt ophold i Danmark. Det kan også være udlændinge,

over for hvem en varetægtsfængsling efter hjemrejseloven ikke kan iværk-

sættes eller opretholdes, f.eks. fordi der ikke er reel udsigt til udsendelse.

Der kan ligeledes være tilfælde, hvor det af hensyn til rejserute, antallet af

transiteringer mv. vurderes mest hensigtsmæssigt at tilbageføre udlændin-

gen (kortvarigt) til Danmark med henblik på at effektuere udsendelsen her-

fra. For disse udlændinge vil det fortsat skulle gælde, at pågældende er for-

pligtet til at udrejse fra Danmark i medfør af hjemrejselovens § 1, stk. 1.

Det foreslås videre, at udlændinge- og integrationsministeren bemyndiges

til at kunne fastsætte regler om udlændingens udrejse fra Kosovo, herunder

regler om fravigelse af regler i hjemrejseloven i det omfang, det er nødven-

digt for at sikre udlændingens udrejse efter straffuldbyrdelsen.

Der vil endvidere ikke kunne fastsættes eller fraviges regler alene på bag-

grund af rent ressourcemæssige hensyn, medmindre opretholdelsen af den

regel, som ønskes fraveget, vil medføre uforholdsmæssige omkostninger,

som ikke står i rimeligt forhold til reglens betydning for udlændingen.

Der vil eksempelvis kunne fastsættes nærmere regler om, at en udlænding,

der afsoner en fængselsstraf i Kosovo, vil være omfattet af muligheden for

at modtage hjemrejsestøtte. Det bemærkes i den forbindelse, at der efter

hjemrejselovens § 8 om hjemrejsestøtte gælder et krav om, at udlændingen

opholder sig i Danmark.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 12, nr. 1 og bemærkningerne hertil.

2.1.9. Bistand til magtanvendelse under udlændingemyndighedernes

sagsbehandling i Kosovo

2.1.9.1. Gældende ret

Politiet bistår efter udlændingeloven og hjemrejseloven udlændingemyn-

dighederne under asyl- og hjemrejsesagsbehandlingen ved foranstaltninger,

der indebærer anvendelse af tvang og magt.

UDKAST

Det fremgår af udlændingelovens § 40 a, stk. 1, nr. 1, at der optages omgå-

ende fingeraftryk af en udlænding, som søger om opholdstilladelse efter §

7, stk. 1-3. Derudover kan der efter stk. 2, nr. 3 og 4, endvidere optages

fingeraftryk af en udlænding, hvis det skønnes hensigtsmæssigt med henblik

på identifikation eller identitetskontrol af den pågældende, eller hvis dette

skønnes hensigtsmæssigt med henblik på udstedelse eller fremskaffelse af

rejsedokument af den pågældende.

Det fremgår af udlændingelovens § 40 b, stk. 1, at der optages personfoto-

grafi af en udlænding, som søger om opholdstilladelse efter § 7 eller om

forlængelse af en opholdstilladelse, der er meddelt efter § 7 eller § 8, jf. dog

stk. 11. Derudover kan der efter stk. 2, nr. 1 og 3, optages personfotografi

af en udlænding, hvis dette skønnes hensigtsmæssigt med henblik på iden-

tifikation eller identitetskontrol af den pågældende, eller hvis dette skønnes

hensigtsmæssigt med henblik på udstedelse og fremskaffelse af rejsedoku-

ment til den pågældende.

Det fremgår af udlændingelovens § 46, stk. 1, at afgørelser efter udlændin-

geloven med de undtagelser, der fremgår af stk. 2-5 og 9, og af § 4 d, stk. 3

og 4, § 9, stk. 26, 27 og 36-38, §§ 46 a-49, § 50, § 50 a, § 51, stk. 2, 2. pkt.,

§ 56 a, stk. 1-5, § 58 i og § 58 j, jf. dog § 58 d, 2. pkt., træffes af udlændin-

gestyrelsen.

Afgørelser om optagelse af fingeraftryk og personfotografi af udlændinge,

som ansøger om opholdstilladelse efter § 7, jf. udlændingelovens § 40 a, stk.

1, nr. 1, og § 40 b, stk. 1, træffes således af Udlændingestyrelsen.

Det fremgår af henholdsvis § 40 a, stk. 10, og § 40 b, stk. 10, at optagelse af

fingeraftryk og personfotografi skal ske så skånsomt, som omstændighe-

derne tillader det, og at indgrebet om nødvendigt kan ske med den fornødne

magtanvendelse. Såfremt, der i forbindelse med optagelse af fingeraftryk er

nødvendigt at anvende magt, herunder fysisk fastholdelse, bistås Udlændin-

gestyrelsen eller Hjemrejsestyrelsen af politiet.

Efter udlændingelovens § 48, stk. 1, træffes afgørelser efter bl.a. § 40 a, stk.

1, nr. 2, stk. 2, nr. 1-3 og 5, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4-9, § 40 b, stk. 2, nr. 1 og

4, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4-9, af vedkommende politidirektør. Det bemærkes

i denne forbindelse, at efter udlændingelovens § 48, stk. 4, kan udlændinge-

og integrationsministeren delegere kompetence til at træffe afgørelse i 1.

instans i sager om optagelse af fingeraftryk og personfotografi af udlæn-

dinge, som ansøger om opholdstilladelse i medfør af § 7, jf. § 40 a, stk. 1,

nr. 1, og 40 b, stk. 1, til vedkommende politidirektør. Om den indledende

asylregistrering henvises i øvrigt til afsnit 2.1.14.3.1.

UDKAST

Politiets bistand efter udlændingelovens §§ 40 a og 40 b omfatter anvendelse

af den nødvendige magt i forbindelse med optagelse af fingeraftryk og per-

sonfotografi, herunder om nødvendig fysisk fastholdelse mv.

Det fremgår af hjemrejselovens § 1, at en udlænding, der efter reglerne i

udlændingelovens kapitel 1 og 3-5 a eller efter reglerne i lov om midlertidig

opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndig-

heder m.v., ikke har ret til at opholde sig her i landet, har pligt til at udrejse.

Det fremgår af stk. 3, at en udlænding omfattet af stk. 1 om nødvendigt ud-

rejser med bistand fra Hjemrejsestyrelsen, og at politiet om nødvendigt bi-

står Hjemrejsestyrelsen.

Politiets bistand efter hjemrejselovens § 1 omfatter bl.a. transport af friheds-

berøvede udlændinge, vurdering af sikkerhedsmæssige spørgsmål i forbin-

delse med en ledsaget udsendelse, herunder udfærdigelse af en sikkerheds-

vurdering, samt fysisk ledsagelse under udsendelsen.

Det fremgår af hjemrejselovens § 17, at retten kan bestemme, at en udlæn-

ding, der ikke medvirker til at fastlægge sin identitet eller til at tilvejebringe

rejsedokumenter til sin udrejse, skal fremstilles for hjemlandets myndighe-

der eller et andet lands repræsentation, hvis det skønnes nødvendigt med

henblik på udsendelse af udlændingen.

Politiets bistand efter hjemrejselovens § 17 omfatter forelæggelse af sagen

for retten med henblik på indhentelse af retskendelse til tvangsfremstilling

samt fysisk ledsagelse til den faktiske fremstilling.

Det fremgår af hjemrejselovens § 18, stk. 1, 1. pkt., at dokumenter og gen-

stande, der må antages at være af betydning for at fastslå en udlændings

identitet eller tilknytning til andre lande, eller som i øvrigt må antages at

være af betydning for sagens oplysning, kan tages i bevaring, hvis det skøn-

nes nødvendigt med henblik på udsendelse af en udlænding.

Politiets bistand efter hjemrejselovens § 18, stk. 1, 1. pkt., omfatter, hvis der

ikke foreligger samtykke, forelæggelse af sagen for retten med henblik på

indhentelse af retskendelse til ransagning og beslaglæggelse samt effektue-

ring af det egentlige tvangsindgreb.

2.1.9.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Som det følger af den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens §

§ 1, nr. 3, foreslås fængslet etableret som en institution under Direktoratet

for Kriminalforsorgen, og myndighedsudøvelsen vil blive varetaget af dan-

ske ansatte i kriminalforsorgen i Danmark og af lokalt ansatte.

UDKAST

Den danske institutionsleder vil være overordnet ansvarlig for fængslet, her-

under ansvarlig for at sikre, at de indsatte behandles i overensstemmelse

med dansk lovgivning og Danmarks internationale forpligtelser. Dette inde-

bærer bl.a., at den danske institutionsleder vil være ansvarlig for de ansattes

magtanvendelse over for de indsatte, herunder også den magtanvendelse,

som de lokalt ansatte under kriminalforsorgen bistår udlændingemyndighe-

derne med i forbindelse med asyl- og hjemrejsesagsbehandlingen.

Det forventes, at det vil fremgå af aftalen mellem Danmark og Kosovo, at

transport af indsatte på kosovarisk territorium, herunder f.eks. fra lufthavnen

til fængslet, vil skulle foretages af kosovarisk personale. Under transporten

vil der kunne anvendes magt og magtmidler, hvis det er nødvendigt af sik-

kerhedsmæssige grunde og med henblik på at sikre en uforstyrret transport.

Udlændingemyndighederne vil i forbindelse med behandling af sager om

asyl og udsendelse i Kosovo kunne have behov for bistand til foranstaltnin-

ger, der indebærer anvendelse af tvang eller magt. Det er imidlertid i lov-

givningen forudsat, at det er politiet, der bistår udlændingemyndighederne i

sådanne situationer.

Det er på den baggrund Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering,

at der bør være klar og udtrykkelig hjemmel til, at kriminalforsorgen kan

varetage opgaver efter udlændingeloven og hjemrejseloven, og at kriminal-

forsorgens opgavevaretagelse om nødvendigt kan ske ved anvendelse af

magt.

2.1.9.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i hjemrejseloven om, at kri-

minalforsorgen i forbindelse med en udlændings afsoning af en fængsels-

straf eller en forvaring i henhold til § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af

straf m.v. kan varetage opgaver efter hjemrejseloven, og at kriminalforsor-

gen om nødvendigt kan anvende den fornødne magtanvendelse.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en bestemmelse i udlændingeloven

om, at kriminalforsorgen i forbindelse med en udlændings afsoning af en

fængselsstraf eller en forvaring i henhold til § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyr-

delse af straf m.v., kan træffe afgørelse om optagelse af fingeraftryk og per-

sonfotografi efter § § 40 a, stk. 1 nr. 1 og stk. 2, nr. 3 og 4, og § 40 b, stk. 1

og stk. 2, nr. 1-3. Indgrebet skal ske så skånsomt, som omstændighederne

tillader det, og det kan om nødvendigt ske med den fornødne magtanven-

delse. For så vidt angår den foreslåede ordning for kriminalforsorgens ad-

UDKAST

gang til at optage fingeraftryk og personfotografi af udlændinge, som ansø-

ger om asyl, jf. udlændingelovens § 40 a, stk. 1, nr. 1, og 40 b, stk. 1, hen-

vises i øvrigt til afsnit 2.1.10.1.

Forslaget indebærer, at der skabes et klart og udtrykkeligt hjemmelsgrund-

lag i udlændingeloven og hjemrejseloven for, at kriminalforsorgen, herun-

der også lokalt ansatte i Kosovo, der er ansat under kriminalforsorgen, vil

kunne bistå udlændingemyndigheder ved opgaver relateret til asyl- eller

hjemrejsesagsbehandlingen, og at kriminalforsorgen om nødvendigt kan an-

vende den fornødne magtanvendelse.

Kriminalforsorgen vil således kunne bistå udlændingemyndighederne ved

optagelse af biometri, ved transport af frihedsberøvede udlændinge og ved

ledsagelse til tvangsfremstillinger, der foregår i Kosovo ved anvendelse af

video fra fængslet samt ransagning og beslaglæggelse.

Magtanvendelsen vil skulle opfylde de almindelige betingelser om propor-

tionalitet, nødvendighed og forsvarlighed mv., som følger af dansk lovgiv-

ning, herunder af straffuldbyrdelseslovens § 62. Den danske institutionsle-

der vil være ansvarlig for, at magtanvendelsen sker i overensstemmelse med

dansk lovgivning samt Danmarks internationale forpligtelser.

Den praktiske tilrettelæggelse af kriminalforsorgens bistand til magtanven-

delse vil blive fastsat lokalt mellem udlændingemyndighederne og krimi-

nalforsorgen.

Politiets bistand ved forelæggelse af sager for retten, herunder spørgsmål

om iværksættelse og opretholdelse af varetægtsfængsling efter § 14 samt

ved indhentelse af retskendelser til tvangsfremstilling eller beslaglæggelse

vil ikke være omfattet af forslaget. Ledsagelse under fysiske fremstillinger

for hjemlandets myndigheder i Danmark vil heller ikke være omfattet. Det

vil således fortsat være politiet, der bistår Hjemrejsestyrelsen efter samme

retningslinjer, som hvis udlændingen befandt sig i Danmark. Det vil endvi-

dere være politiet, der bistår Hjemrejsestyrelsen ved gennemførelsen af en

tvangsmæssig undersøgelse for en sygdom omfattet af epidemiloven. Det

vil desuden være politiet, der bistår Hjemrejsestyrelsen ved ledsagede ud-

sendelser, herunder ved vurdering af sikkerhedsmæssige spørgsmål i forbin-

delse med en ledsaget udsendelse, udfærdigelse af en sikkerhedsvurdering,

samt fysisk ledsagelse under udsendelsen.

Der henvises til lovforslagets § 11, nr. 9, § 12, nr. 2 og bemærkningerne

hertil.

UDKAST

2.1.10. Beregning af indrejseforbud

2.1.10.1. Gældende ret

Det fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 1, at der fastsættes et ind-

rejseforbud, hvorefter den pågældende udlænding ikke uden tilladelse på ny

må indrejse og opholde sig på det i afgørelsen fastsatte område, hvis udlæn-

dingen er udvist.

Bestemmelsen gælder bl.a. udvisning på grund af kriminalitet (ved dom,

kendelse eller administrativ afgørelse i henhold til udlændingelovens §§ 22-

24, 25 a, stk. 1, eller 25 c). Indrejseforbuddets anvendelsesområde og varig-

hed fastsættes i den afgørelse, hvorved indrejseforbuddet meddeles.

Udvisning ved dom, kendelse eller administrativ afgørelse som følge af kri-

minalitet efter udlændingelovens §§ 22-24, § 25 a, stk. 1, og § 25 c, er ikke

omfattet af udsendelsesdirektivets regler, og et indrejseforbud, der meddeles

efter bestemmelsen, gælder alene for Danmark.

Det fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 6, 1. pkt., at et indrejseforbud

regnes fra datoen for udrejsen eller udsendelsen af det område, som forbud-

det vedrører. Et indrejseforbud, der alene er gældende i Danmark beregnes

derfor fra den dato, hvor den pågældende forlader dansk territorium.

2.1.10.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Indrejseforbudsreglerne har til bl.a. til formål at understøtte, at udvisning fra

Danmark er en alvorlig retsfølge.

De gældende indrejseforbudsregler medfører, at et indrejseforbud meddelt

en domsudvist udlænding, der indsættes til fuldbyrdelse af en fængselsstraf

eller forvaring i Kosovo, vil skulle regnes fra tidspunktet, hvor udlændingen

ved transporten til afsoning forlader dansk territorium. Fuldbyrdelsen af

fængselsstraffen eller forvaringen vil dermed indgå i beregningen indrejse-

forbuddet.

Det er efter Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse ikke en hen-

sigtsmæssig retstilstand og stemmer i øvrigt ikke overens med indrejsefor-

budsreglernes formål. Dertil kommer, at udlændinge, der skal fuldbyrde en

fængselsstraf eller forvaring i Kosovo, reelt vil have en bedre retsstilling end

udlændinge, hvis fuldbyrdelse sker i Danmark, og for hvem indrejseforbud-

det først vil blive beregnet efter fuldbyrdelsen og den efterfølgende udrejse

af Danmark.

UDKAST

2.1.10.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i udlændingeloven, hvorefter

indrejseforbuddet for så vidt angår en udlænding, der er indsat til fuldbyr-

delse af en fængselsstraf eller forvaring i Kosovo, og som udrejser eller ud-

sendes herfra, regnes fra tidspunktet for udrejsen eller udsendelsen af den

stat.

Forslaget indebærer, at beregningen af indrejseforbuddet vil knytte sig til

udrejsen eller udsendelsen af d Kosovo efter den foreslåede § 1 a, stk. 2, i

straffuldbyrdelsesloven.

Der vil kunne være tilfælde, hvor udlændingen af forskellige årsager ikke

kan udrejse fra eller udsendes af Kosovo. Det kan derfor være nødvendigt

at tilbageføre udlændingen enten midlertidigt eller mere permanent til Dan-

mark.

Det kan f.eks. være udlændinge, der ikke vil medvirke til hjemrejsen, og

som ikke kan tvangsmæssigt udsendes eller udlændinge, der efter afsonin-

gen af fængselsstraffen eller forvaringen er henvist til tålt ophold i Danmark.

Det kan også være udlændinge, over for hvem en varetægtsfængsling efter

hjemrejseloven ikke kan iværksættes eller opretholdes, f.eks. fordi der ikke

er reel udsigt til udsendelse. Der kan ligeledes være tilfælde, hvor det af

hensyn til rejserute, antallet af transiteringer mv. vurderes mest hensigts-

mæssigt at tilbageføre udlændingen (kortvarigt) til Danmark med henblik

på at effektuere udsendelsen herfra.

For disse udlændinge foreslås det, at indrejseforbuddet regnes fra datoen for

den efterfølgende udrejse eller udsendelse, hvor udlændingen forlader dansk

territorium.

Der henvises til lovforslagets § 11, nr. 6 og bemærkningerne hertil.

2.1.11. Bedømmelse af udrejsefrist

2.1.11.1. Gældende ret

Det fremgår af udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., at en afgørelse eller

beslutning, hvorved det meddeles en udlænding, at vedkommende i medfør

af reglerne i kapitel 1 og 3-4a ikke har ret til at opholde sig i landet, skal

indeholde en frist for udrejse.

UDKAST

Er udvisning sket ved dom, fastsætter Hjemrejsestyrelsen udrejsefristen til

straks, jf. udlændingelovens § 33, stk. 5, 1. pkt., jf. § 46, stk. 10. Udrejsefri-

sten regnes fra tidspunktet for løsladelse, jf. § 33, stk. 5,2. pkt. Sker der

prøveløsladelse, regnes udrejsefristen fra dette tidspunkt.

2.1.11.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at udlændingelo-

vens bestemmelser om bedømmelse af udrejsefristen vedrører udrejse fra

Danmark.

Udlændinge, der efter den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslo-

vens § 1 a, stk. 2 indsættes til fuldbyrdelse af en fængselsstraf eller forvaring

i Kosovo, vil således isoleret set have udrejst i overensstemmelse med sin

udrejsefrist på tidspunktet for løsladelse eller prøveløsladelse i Kosovo, al-

lerede fordi den pågældende ikke opholder sig på dansk territorium.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at udrejsefristen,

herunder bedømmelsen af, om udrejse er sket inden for den fastsatte frist,

for udlændinge, der afsoner en fængselsstraf eller forvaring i Kosovo, bør

vedrøre udrejsen derfra.

Om en udrejse er sket i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist indgår

bl.a. som et moment i vurderingen af, om den pågældende medvirker til sin

udrejse eller ej. Det kan have betydning for, om en udrejse skal ske påset

eller ledsaget, lige som det kan have betydning i forhold til eventuel fast-

sættelse af hjemrejsestøtte ved udrejsen.

Der vil være tilfælde, hvor det af praktiske hensyn i relation til rejseplan-

lægningen mv. er hensigtsmæssigt eller ligefrem nødvendigt at tilbageføre

udlændingen kortvarigt til Danmark, således at udlændingen udrejser herfra.

I de tilfælde, er det ministeriets opfattelse, at bedømmelse af udrejsefristen

vil skulle vedrøre udrejsen fra Danmark.

2.1.11.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i udlændingeloven om, at ud-

rejsefristen for så vidt angår en udlænding, der er indsat til fuldbyrdelse af

en fængselsstraf eller forvaring i Kosovo, og som skal udrejse derfra, ved-

rører udrejsen fra Kosovo.

Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsens bedømmelse af, hvorvidt ud-

lændingen udrejser i overensstemmelse med en fastsat udrejsefrist, vil være

knyttet op på udrejsen fra Kosovo

–

og ikke udrejsen fra Danmark i forbin-

delse med transporten til afsoning.

UDKAST

Den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 33, stk. 1, 1. og 2. pkt.

betyder, at udrejsefristen vil skulle fastsættes til straks og regnes fra tids-

punktet for løsladelse. Udlændingen vil således have pligt til at udrejse

straks efter, at udlændingen har afsonet sin fængselsstraf i Kosovo.

Det foreslås endvidere, at i det tilfælde hvor en udlænding under fuldbyr-

delsen af fængselsstraffen eller forvaringen tilbageføres til Danmark med

henblik på at udrejse, vedrører udrejsefristen udrejse fra Danmark. Det vil

eksempelvis være tilfældet, hvis det af praktiske hensyn til rejseplanlægnin-

gen er mest hensigtsmæssigt eller ligefrem nødvendigt at udrejsen sker fra

Danmark. Det kan bl.a. være tilfældet, hvis det i praksis ikke er muligt at

rejse til destinationslandet fra Kosovo, eller hvor antallet af transiteringer

mv. gør det mest hensigtsmæssigt, at udrejsen sker fra Danmark.

Bestemmelsen omfatter alene tilbageførsel af en udlænding under fuldbyr-

delsen. For udlændinge, der efter fuldbyrdelsen tilbageføres til Danmark

med henblik på at udrejse, vil udrejsen skulle vedrøre udrejse fra Danmark.

Der henvises til lovforslagets § 11, nr. 8 og bemærkningerne hertil.

2.1.12. Pålæg af undersøgelse for sygdomme omfattet af epidemiloven

2.1.12.1. Gældende ret

Hjemrejsestyrelsen kan efter udlændingelovens § 37 a, stk. 8, i det omfang,

det er nødvendigt for at sikre en udlændings udrejse, pålægge en udlænding

uden lovligt ophold at lade sig undersøge for en sygdom omfattet af epide-

miloven. Efterkommer udlændingen ikke pålægget, kan udlændingen om

nødvendigt ved politiets bistand og under eventuel anvendelse af magt frem-

stilles for en sundhedsperson til en undersøgelse for en sygdom omfattet af

epidemiloven.

Sundhedsmyndighederne, sundhedspersoner, sundhedsvæsenet og Hjemrej-

sestyrelsen kan efter § 37 a, stk. 9, i forbindelse med en sådan undersøgelse

behandle personoplysninger, herunder helbredsoplysninger, i det omfang,

behandlingen er nødvendig for udlændingens udrejse. Behandlingen kan ske

uden udlændingens samtykke. Efter § 37 a, stk. 10, kan oplysningerne efter

stk. 8 og 9 uden udlændingens samtykke videregives til andre lande og pri-

vate aktører i det omfang, det er nødvendigt for udlændingens udrejse.

2.1.12.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at muligheden

for at pålægge og

–

om nødvendigt

–

gennemtvinge en undersøgelse for en

sygdom omfattet af epidemiloven, vedrører en udlændings udrejse fra Dan-

mark. Det er derfor vurderingen, at bestemmelsen aktuelt ikke vil kunne

UDKAST

finde anvendelse for en udlænding, der er indsat til fuldbyrdelse en fæng-

selsstraf eller forvaring i Kosovo, og som skal udrejse derfra.

Det er fortsat i vidt omfang nødvendigt med dokumentation for, at en ud-

lænding ikke er smittet med covid-19, når udlændingen skal udrejse eller

udsendes. Det er derfor afgørende at sikre, at en undersøgelse for en sygdom

omfattet af epidemiloven kan pålægges og eventuelt gennemtvinges, uanset

at udlændingen har fuldbyrdet en fængselsstraf i Kosovo.

2.1.12.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i udlændingeloven, hvorefter

bestemmelserne vedrørende pålæg af undersøgelse for sygdomme omfattet

af epidemiloven finder tilsvarende anvendelse for så vidt angår en udlæn-

ding, der efter straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, afsoner en fængselsstraf

eller forvaring.

Forslaget indebærer, at Hjemrejsestyrelsen vil kunne pålægge en udlænding,

der afsoner en fængselsstraf eller forvaring i Kosovo, at lade sig undersøge

for sygdomme omfattet af epidemiloven, hvis det er nødvendigt med hen-

blik på at sikre udlændingens udrejse derfra.

Forslaget indebærer endvidere, at hvis en udlænding, der afsoner en fæng-

selsstraf i Kosovo, ikke efterkommer pålægget om at lade sig undersøge for

eksempelvis covid-19, kan politiet om nødvendigt og ved anvendelse af den

fornødne magt fremstille udlændingen for en sundhedsperson med henblik

på at gennemføre undersøgelsen.

Forslaget indebærer videre, at sundhedsmyndighederne, sundhedspersoner,

sundhedsvæsenet og Hjemrejsestyrelsen vil kunne behandle personoplys-

ninger, herunder helbredsoplysninger, i det omfang, det er nødvendigt for

udrejsen fra en anden stat, og at oplysningerne kan videregives til andre

lande og private aktører i det omfang, det er nødvendigt for udlændingens

udrejse.

Der er ikke med forslaget tilsigtet ændringer i ordningen, hvorfor det forud-

sættes, at ordningen administreres på samme måde, som hvis udlændingen

var indsat til afsoning efter straffuldbyrdelsesloven eller varetægtsfængslet

efter hjemrejseloven på dansk territorium.

Der henvises til § 11, nr. 9 og bemærkningerne hertil.

UDKAST

2.1.13. Adgang til at søge asyl mv.

2.1.13.1. Gældende ret

2.1.13.1.1. Indgivelse af ansøgning om asyl

Udlændingeloven indeholder de almindelige regler for udlændinges indrejse

og ophold i Danmark. Loven omfatter bl.a. regler om indgivelse af ansøg-

ning om opholdstilladelse, visum, asyl, familiesammenføring, arbejdstilla-

delse, permanent opholdstilladelse, bortfald og inddragelse af opholdstilla-

delser samt udvisning og afvisning af udlændinge.

De fleste typer af opholdstilladelse skal som udgangspunkt indgives uden

for landet og kan bl.a. indgives til en dansk repræsentation i ansøgerens

hjemland eller i det land, hvor ansøgeren har haft fast ophold i de sidste 3

måneder, og det er således ikke en forudsætning for behandlingen af ansøg-

ningen, at ansøgeren opholder sig i Danmark. Dette gør sig gældende for

ansøgninger om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 (familiesam-

menføring), § 9 a, stk. 2, nr. 1-11 og 14, og stk. 3 (beskæftigelse), § 9 c, stk.

1 (ganske særlige grunde), §§ 9 f (religiøse forkyndere m.fl.), 9 i-9 n (ud-

dannelse, au pair, praktikophold m.fl.), 9 p (beskæftigelse som følge af Dan-

marks internationale forpligtelser) og 9 q (visse pensionister, der er gået på

pension som følge af ansættelsesstedets fastsatte pensionsalder).

Ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 d (udlændinge,

som tidligere har haft dansk indfødsret) kan dog indgives her i landet, og

ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, § 9 a, stk. 2, nr.

1-11 og 14, og stk. 3, § 9 c, stk. 1, §§ 9 f, 9 i-9 n, 9 p og 9 q kan efter

betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 25, § 9 a, stk. 5, 1. og 2. pkt., § 9

c, stk. 6, § 9 f, stk. 9, § 9 i, stk. 4, § 9 j, stk. 2, § 9 k, stk. 2, § 9 l, stk. 2, § 9

m, stk. 3, § 9 n, stk. 2, § 9 p, stk. 2 eller § 9 q, stk. 11, tillades indgivet her i

landet.

For enkelte opholdsgrundlag er det efter udlændingeloven imidlertid en be-

tingelse, at man opholder sig i Danmark ved indgivelsen af ansøgningen.

Dette gør sig gældende for ansøgning om asyl efter § 7, stk. 1-3, og ansøg-

ning om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1.

Det er tilsvarende en betingelse for indgivelse af ansøgning om opholdstil-

ladelse efter § 9 c, stk. 2 (udsendelseshindrede) og stk. 3 (uledsagede min-

dreårige), at ansøgeren opholder sig i Danmark. Det bemærkes i den forbin-

delse, at opholdstilladelse efter § 9 b, stk. 1, 9, c, stk. 2 og stk. 3, kun kan

meddeles til udlændinge, der har indgivet en ansøgning om asyl i Danmark.

Udlændingelovens regler om meddelelse af asyl fremgår af udlændingelo-

vens § 7.

UDKAST

Efter udlændingelovens § 7, stk. 1, gives der efter ansøgning opholdstilla-

delse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis udlændin-

gen vurderes at være omfattet af FN’s flygtningekonvention af 28. juli 1951.

Efter udlændingelovens § 7, stk. 2, gives der efter ansøgning opholdstilla-

delse med henblik på midlertidigt ophold til en udlænding, hvis det vurde-

res, at udlændingen ved en tilbagevenden til sit hjemland risikerer dødsstraf

eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende be-

handling eller straf.

Efter udlændingelovens § 7, stk. 3, gives der efter ansøgning opholdstilla-

delse med henblik på midlertidigt ophold i tilfælde omfattet af stk. 2, hvor

risikoen for dødsstraf eller for at blive underkastet tortur eller umenneskelig

eller nedværdigende behandling eller straf har baggrund i en særlig alvorlig

situation i hjemlandet præget af vilkårlig voldsudøvelse og overgreb på ci-

vile.

Efter udlændingelovens § 7, stk. 4, kan opholdstilladelse efter stk. 1-3 næg-

tes, hvis udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land, eller

hvis udlændingen har nær tilknytning til et andet land, hvor udlændingen

må antages at kunne opnå beskyttelse. Afgørelse efter 1. pkt. kan træffes,

uanset om udlændingen er omfattet af stk. 1-3.

En ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, stk. 1-3, skal som nævnt ind-

gives i Danmark, jf. forudsætningsvis udlændingelovens § 7 og udlændin-

gebekendtgørelsens § 20, stk. 1. Det er efter de gældende regler således ikke

muligt at indgive en ansøgning om asyl, hvis man ikke opholder sig i Dan-

mark på ansøgningstidspunktet.

En ansøgning betragtes som indgivet, såfremt en udlænding på nogen måde

giver udtryk for at være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet af

udlændingelovens § 7 ved tilbagevenden til sit hjemland eller tidligere op-

holdsland. Ønsket om at søge beskyttelse (asyl) behøver ikke at blive ud-

trykt på en bestemt måde. Det er alene afgørende, at udlændingen giver ud-

tryk for frygt for, hvad der kan ske ved en tilbagevenden til hjemlandet eller

tidligere opholdsland.

2.1.13.1.2. Den indledende og efterfølgende asylregistrering

Når en udlænding indgiver en ansøgning om opholdstilladelse efter udlæn-

dingelovens § 7 (asyl), bliver den pågældende ansøger registreret med navn,

fødselsdata og nationalitet på baggrund af oplysninger fra ansøgeren eller

data, som fremgår af dokumenter vedrørende ansøgeren. I forbindelse her-

UDKAST

med bliver ansøgerens fingeraftryk og personfotografi optaget og registre-

ret, jf. udlændingelovens §§ 40 a og 40 b, ligesom der foretages en sammen-

ligning af ansøgerens fingeraftryk med fingeraftryk i det centrale Eurodac-

system (den såkaldte Eurodac-høring) og VIS (Visuminformationssyste-

met). Som omtalt nedenfor er det efter aftale mellem Justitsministeriet og

Udlændinge- og Integrationsministeriet politiet, der indtil videre varetager

den indledende asylregistrering.

Optagelse af fingeraftryk og den efterfølgende videregivelse til Eurodac

sker via særligt teknisk udstyr og foretages som nævnt af politiet, der er

særlig udpeget myndighed. I forbindelse med søgninger og registreringer i

Eurodac foretager politiet også en manuel verifikation.

I henhold til Eurodac-forordningen er Danmark internationalt forpligtet til

omgående at optage fingeraftryk af udlændinge, der ansøger om asyl i Dan-

mark, og videregive oplysninger til det centrale Eurodac-system. Det frem-

går således af Eurodac-forordningens artikel 9, at medlemsstaterne omgå-

ende optager fingeraftryk af samtlige fingre af alle ansøgere om internatio-

nal beskyttelse, der er fyldt 14 år, og snarest muligt og senest 72 timer efter,

at vedkommendes ansøgning om international beskyttelse som defineret i

artikel 20, stk. 2, i Dublin-forordningen er indgivet, videregiver disse sam-

men med de i artikel 11, litra b)-g), i nærværende forordning omhandlede

oplysninger til det centrale system.

Eurodac-forordningen har til formål at give medlemsstaterne bedre mulig-

hed for at identificere en udlænding, der har indgivet en ansøgning om asyl,

og dermed lette fastsættelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for

behandlingen af ansøgningen efter Dublinforordningen. Der henvises for så

vidt angår Dublinforordningen til afsnit 2.1.14.1.3 nedenfor.

Når den indledende registrering mv. er tilendebragt, foretager Udlændinge-

styrelsen den såkaldte efterfølgende asylregistrering, hvor styrelsen bl.a. op-

tager biometri (fingeraftryk og personfotografi) til brug for udstedelse af

evt. opholdskort og opretter et person-id, som er det, udlændingemyndighe-

derne anvender ved identifikation af bl.a. asylansøgere i sagsbehandlings-

øjemed.

Ved kongelig resolution af 10. september 2019, jf. bekendtgørelse nr. 946

af 12. september 2019 om ændring i forretningernes fordeling mellem mi-

nistrene, blev ressortansvaret for en række sagsområder bl.a. omfordelt mel-

lem justitsministeren og udlændinge- og integrationsministeren.

UDKAST

Det blev herunder besluttet, at ressortansvaret for registrering af asylansø-

gere skulle overføres fra justitsministeren til udlændinge- og integrations-

ministeren pr. 16. september 2019.

Hensigten med ressortdelingen var, at udlændingemyndighederne fremover

skulle varetage opgaven vedrørende registrering af asylansøgere, herunder

registrering, søgning i relevante databaser samt optagelse af foto og finger-

aftryk med henblik på identifikation mm. Politiet ville skulle bistå, hvis der

var behov for at anvende magt eller i øvrigt behov for tvangsindgreb i for-

bindelse med asylregistreringen.

Det indgik i ressortdelingsaftalen, at opgaven med at registrere asylansøgere

skulle overdrages den 1. august 2020, dog således at den indledende regi-

strering af asylansøgere, der blev varetaget af politikredsene, først skulle

overdrages den 1. januar 2021. Endvidere indgik det i ressortdelingsaftalen,

at Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet frem mod

den 1. januar 2021 i fællesskab skulle afdække en fremtidig løsningsmodel

for de situationer, hvor politiet antræffer en udlænding, der ansøger om in-

ternational beskyttelse (asyl), rundt om i landet. Løsningsmodellen skulle

træde i kraft den 1. januar 2021, medmindre andet blev aftalt.

Justitsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet er senest blevet

enige om, at den ordning, hvorefter politiet varetager den indledende asyl-

registrering i hele landet, herunder i Center Sandholm, skal fortsætte uæn-

dret efter 1. januar 2021 og indtil videre.

Det er udlændingemyndighederne, der efter ressortoverdragelsen har det

retlige ansvar for, at der foretages en fuld asylregistrering af de udlændinge,

der ansøger om international beskyttelse (asyl) i Danmark. Det retlige an-

svar er overtaget uafhængigt af, hvornår den faktiske overtagelse af opgaven

med asylregistreringen måtte ske, ligesom det retlige ansvar overtaget uaf-

hængigt af, at politiet efter den 1. januar 2021 fortsat bistår udlændingemyn-

dighederne.

2.1.13.1.3. Udlændingestyrelsens indledende asylsagsbehandling

Når en udlænding påberåber sig at være omfattet af udlændingelovens § 7

(asyl), træffer Udlændingestyrelsen snarest muligt afgørelse om afvisning

eller overførsel efter reglerne i udlændingelovens kapitel 5 a eller kapitel 5

b eller om afvisning efter § 28, stk. 1, nr. 1, 2, 6 eller 7, eller § 28, stk. 2

eller 3, jf. stk. 1, nr. 1, 2, 6 eller 7, eller udvisning efter § 25, nr. 2, eller §

25 b og i givet fald udsendelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 1. pkt.

Dette gælder tilsvarende for udlændinge, der opholder sig i Danmark uden

UDKAST

opholdstilladelse, og som har søgt asyl i en anden medlemsstat uden at have

opnået international beskyttelse.

Det betyder, at når asylregistreringen er afsluttet, påbegyndes den indle-

dende asylfase, hvor Udlændingestyrelsen skal beslutte, om asylansøgnin-

gen skal realitetsbehandles i Danmark. Der vil i denne forbindelse skulle

tages stilling til, hvorvidt ansøgeren efter udlændingelovens kapitel 5 a skal

overføres til et andet land i medfør af Dublinforordningen.

Efter udlændingelovens § 29 a, stk. 1, i kapitel 5 a kan en udlænding over-

føres til en anden medlemsstat efter reglerne i Dublinforordningen eller efter

en overenskomst eller et hertil svarende arrangement, som Danmark har ind-

gået med et eller flere lande i tilslutning til Dublinforordningen.

Efter udlændingelovens § 29 b i kapitel 5 b kan Udlændingestyrelsen end-

videre afvise en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens §

7, såfremt udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet Dublin-

land. En afgørelse om afvisning efter udlændingelovens kapitel 5 b vil lige-

ledes kunne træffes efter, at der er truffet afgørelse om realitetsbehandling

af asylansøgningen i Danmark.

Ved Dublinforordningen forstås Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013, som fastsætter kriterierne og proceduren

til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af

ansøgninger om international beskyttelse, der er indgivet af en tredjelands-

statsborger eller en statsløs i en af medlemsstaterne. Formålet med forord-

ningen er bl.a. at sikre, at en asylansøgning kun behandles én gang og kun

af den medlemsstat, der er ansvarlig herfor.

Den ansvarlige medlemsstat vil efter reglerne i Dublinforordningens artikel

18 være forpligtet til at overtage eller tilbagetage en asylansøger og være

ansvarlig for at behandle eller afslutte behandlingen af asylansøgningen.

Efter Dublinforordningens § 17, stk. 1, kan en medlemsstat imidlertid be-

slutte at behandle en ansøgning om international beskyttelse, der er indgivet

af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs, selv om behandlingen af an-

søgningen ikke påhviler den pågældende medlemsstat efter kriterierne i for-

ordningen. I sager vedrørende asylansøgere, herunder frihedsberøvede asyl-

ansøgere, foretager Udlændingestyrelsen en vurdering af, hvorvidt det i den

konkrete sag vil være mere hensigtsmæssigt at behandle asylsagen i Dan-

mark i stedet for at anmode en anden medlemsstat om at overtage behand-

lingen. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis asylsagen kan behandles efter den

UDKAST

særlige ÅG-procedure (åbenbart grundløs) eller den særlige ÅGH-proce-

dure (åbenbart grundløs haste), eller hvis mindstetiden for udlændingens

reststraf umuliggør, at den pågældende vil kunne blive overført til en anden

medlemsstat efter Dublinforordningen som følge af de gældende frister her-

for.

Det bemærkes, at efter Dublinforordningens artikel 21 skal en medlemsstat,

der ønsker at anmode en anden medlemsstat om overtagelse, snarest muligt

og under alle omstændigheder inden for en frist på tre måneder efter, at asyl-

ansøgningen er indgivet, anmode denne anden medlemsstat om at overtage

ansøgeren. I tilfælde af et hit med data registreret i Eurodac, skal anmodnin-

gen sendes senest to måneder efter modtagelsen af hittet.

I den indledende asylfase vil ansøgeren i de fleste tilfælde og kort tid efter

ansøgningens indgivelse blive indkaldt til en første samtale med Udlændin-

gestyrelsen (oplysnings- og motivsamtale), hvor formålet med samtalen of-

test bl.a. er at fastlægge ansøgerens identitet, rejserute og asylmotiv.

Forpligtelsen til at afholde en oplysnings- og motivsamtale følger af udlæn-

dingelovens § 48 e, stk. 3. Derudover følger det af artikel 4 i Dublin-forord-

ningen, at der som udgangspunkt skal afholdes en personlig samtale med

ansøgeren.

Afvisninger og overførsler efter udlændingelovens kapitel 5 a og 5 b må kun

finde sted til et land, der har tiltrådt og faktisk respekterer flygtningekon-

ventionen af 28. juli 1951, hvor der er adgang til en forsvarlig asylprocedure,

og hvor udlændingen ikke vil være i risiko for dødsstraf eller for at blive

underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller

straf eller videresendelse til et land, hvor en sådan risiko består, jf. udlæn-

dingelovens § 48 a, stk. 1, 3. og 4. pkt. En afgørelse om afvisning eller over-

førsel til en anden medlemsstat efter udlændingelovens kapitel 5 a og 5 b

kan påklages til Flygtningenævnet i medfør af § 53 a, stk. 1, nr. 1. I henhold

til udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 4. og 5. pkt., har en udlænding, der har

påklaget en afgørelse efter udlændingelovens kapitel 5 a ret til at opholde

sig i Danmark, indtil Flygtningenævnet har behandlet klagen.

I den indledende asylfase har udlændingen ikke et formelt opholdsgrundlag

i Danmark. Udlændingen kan dog i denne periode ikke udsendes af Dan-

mark, idet dette vil kunne være i strid med forbuddet mod refoulement, jf.

udlændingelovens § 48 a, stk. 1, 3. og 4. pkt.

UDKAST

2.1.13.1.4. Udlændingestyrelsens realitetsbehandling

Såfremt Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om undladelse af afvisning,

udvisning, overførsel eller udsendelse, har udlændingen ret til at få sin an-

søgning om asyl realitetsbehandlet i Danmark, jf. udlændingelovens § 48 a,

stk. 2. Udlændingen vil under sagens behandling have ret til at opholde sig

i Danmark (processuelt ophold) efter udlændingelovens § 33 a, stk. 1.

Når Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at udlændingen kan op-

holde sig i Danmark under sagens behandling, registrerer Udlændingesty-

relsen udlændingen som asylansøger, jf. udlændingelovens § 48 e, stk. 2.

Udlændingestyrelsen vil efter afgørelsen om realitetsbehandling af ansøg-

ningen i Danmark dog fortsat have mulighed for at afvise ansøgningen efter

udlændingelovens kapitel 5 b. Dernæst påbegyndes vurderingen af asylan-

søgningen, og asylsagen realitetsbehandles enten i den såkaldte normalpro-

cedure eller i åbenbart grundløs- eller i åbenbart grundløs haste-proceduren

efter udlændingelovens § 53 b, stk. 1 og 2.

Det følger af udlændingelovens § 48 a, stk. 3, 1. pkt., at hvis Udlændinge-

styrelsen træffer afgørelse om undladelse af afvisning, udvisning eller over-

førsel og i givet fald udsendelse, skal asylansøgeren gøres bekendt med ad-

gangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp med henblik

på rådgivning. Udlændinge- og integrationsministeren kan endvidere fast-

sætte nærmere regler om, at asylansøgere, der opholder sig i Danmark, alle-

rede forud for Udlændingestyrelsens afgørelse skal gøres bekendt med ad-

gangen til at sætte sig i forbindelse med Dansk Flygtningehjælp, jf. udlæn-

dingelovens § 48 a, stk. 3, 2. pkt.

Asylansøgere har herefter ret til at blive i landet under asylsagens behand-

ling, jf. udlændingelovens § 33 a, stk. 1. De kan ikke udsendes under det

processuelle ophold og har som udgangspunkt ret til indkvartering og for-

sørgelse af Udlændingestyrelsen, indtil de meddeles opholdstilladelse, ud-

rejser eller udsendes af Danmark, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1, jf. dog

stk. 3 og 4.

Udlændingestyrelsen afholder efter oplysnings- og motivsamtalen som ud-

gangspunkt minimum én uddybende asylsamtale med udlændingen, med-

mindre sagen er tilstrækkelig oplyst til, at der kan træffes afgørelse i sagen

på baggrund af oplysningerne afgivet under oplysnings- og motivsamtalen.

Det kan endvidere ikke afvises, at styrelsen vil skulle afholde yderligere

samtaler med henblik på tilstrækkelig oplysning af sagen.

UDKAST

I dag afholdes samtlige samtaler, herunder oplysnings- og motivsamtaler

samt de uddybende asylsamtaler, som udgangspunkt ved fysisk tilstedevæ-

relse af en repræsentant fra Udlændingestyrelsen, ansøgeren og en tolk

(medmindre ansøgeren taler et tilstrækkeligt dansk til, at behandlingen kan

foregå på dansk). Efter forvaltningslovens § 8, stk. 1, 1. pkt., kan en asylan-

søger i øvrigt på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsen-

tere eller bistå af andre. Ansøgeren vil dog ikke kunne lade sig repræsentere

af andre og ikke selv møde op til samtalen.

I tilfælde af, at en ansøger er frihedsberøvet, gennemføres samtalen ved, at

en repræsentant for Udlændingestyrelsen og en tolk møder op i fængslet el-

ler arresten, hvor ansøgeren er frihedsberøvet.

Såfremt det vurderes hensigtsmæssigt vil kortere samtaler med Udlændin-

gestyrelsen kunne foregå via telekommunikation med billede. Dette kan

f.eks. være tilfældet, hvor formålet med samtalen alene er at partshøre an-

søgeren om resultatet på en sprogtest, ægthedsvurdering af fremlagte eller

beslaglagte dokumenter el.lign.

2.1.13.1.5. Flygtningenævnets asylsagsbehandling

Flygtningenævnet er et uafhængigt, domstolslignende organ med en lands-

dommer eller højesteretsdommer som formand og dommere som næstfor-

mænd, jf. udlændingelovens § 53, stk. 1 og 2. Flygtningenævnets sammen-

sætning og virke er reguleret i udlændingelovens § 53, som ikke indeholder

nogen regler om, hvor nævnet geografisk skal foretage sin sagsbehandling.

Afgørelser om asyl træffes af Udlændingestyrelsen i 1. instans. Såfremt ud-

lændingestyrelsen træffer afgørelse om afslag på asyl til en udlænding, der

opholder sig her i landet, påklages afgørelsen automatisk til Flygtningenæv-

net, medmindre asylsagen behandles i åbenbart grundløs-proceduren efter

udlændingelovens § 53 b, stk. 1. For udlændinge, der er meddelt afslag på

opholdstilladelse efter § 7, vil afgørelsen dog først blive automatiske påkla-

get, hvis udlændingen ikke frafalder sin klage inden 14 dage fra afgørelsen

er kommet pågældende til kundskab, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 4.

pkt.

En klage over afslag på asyl har opsættende virkning efter udlændingelo-

vens § 53 a, stk. 2, 5. pkt., og udlændingen har således ret til at blive i Dan-

mark, indtil Flygtningenævnet har truffet endelig afgørelse i sagen.

UDKAST

Efter åbenbart grundløs-proceduren i henhold til udlændingelovens § 53 b,

stk. 1, kan Udlændingestyrelsen efter forelæggelse for Dansk Flygtninge-

hjælp bestemme, at afgørelsen i en sag om opholdstilladelse efter udlændin-

gelovens § 7 ikke kan indbringes for Flygtningenævnet, når ansøgningen må

anses for åbenbart grundløs. I forbindelse med Udlændingestyrelsens fore-

læggelse af sagen for Dansk Flygtningehjælp vil ansøgeren have mulighed

for en samtale med Dansk Flygtningehjælp.

Flygtningenævnets møder er som udgangspunkt mundtlige, jf. udlændinge-

lovens § 56, stk. 2.

Flygtningenævnet kan om fornødent beskikke en advokat for udlændingen,

medmindre denne selv har antaget en sådan, jf. udlændingelovens § 55, stk.

1. I praksis beskikker Flygtningenævnet en advokat for ansøgeren i alle sa-

ger, der behandles på mundtligt nævnsmøde. Såfremt det ikke ud fra hensy-

net til sagens fremme kan anses for forsvarligt, at den advokat, som udlæn-

dingen ønsker beskikket, medvirker, kan Flygtningenævnet nægte at be-

skikke den pågældende som advokat for udlændingen, jf. udlændingelovens

§ 55, stk. 2, 1. pkt. Det kan eksempelvis være i tilfælde, hvor advokaten,

som udlændingen ønsker beskikket, først har mulighed for at deltage i et

nævnsmøde måneder efter, at sagen er klar til nævnsbehandling. Ønsker ud-

lændingen i stedet en anden advokat beskikket, skal Flygtningenævnet be-

skikke den pågældende, medmindre beskikkelse kan nægtes efter udlændin-

gelovens § 55, stk. 2, 1. pkt., jf. 2. pkt. Det forudsættes, at der forud for

nævnsmødet afholdes et møde mellem ansøgeren og den advokat, ansøgeren

har fået beskikket, med eventuel deltagelse af en tolk. Hvis asylansøgeren

er frihedsberøvet, bliver den pågældende transporteret af politiet eller kri-

minalforsorgen fra fængslet eller arresthuset til mødet i Flygtningenævnet.

Politiet eller kriminalforsorgen vil i tilfælde, hvor det af sikkerhedsmæssige

årsager vurderes nødvendigt, være til stede under nævnets behandling af sa-

gen.

2.1.13.1.6. Afgørelser om udsendelse i henhold til udlændingelovens § 49 a

og forbuddet mod refoulement

Det fremgår af udlændingelovens § 26 c, at en afgørelse om udvisning med-

fører, at udlændingens ret til ophold bortfalder. Det betyder, at en udlæn-

ding, som på tidspunktet for afgørelsen om udvisning, havde en tidsbegræn-

set eller tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet, mister sin opholdstil-

ladelse uanset sit tidligere opholdsgrundlag.

Efter udlændingelovens § 49 a skal Udlændingestyrelsen forud for Hjemrej-

sestyrelsens udsendelse af en udlænding, der har haft opholdstilladelse efter

UDKAST

udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1, eller 2 (kvoteflygtninge), og som er

udvist ved dom, træffe afgørelse om, hvorvidt udlændingen kan udsendes,

jf. udlændingelovens § 31, medmindre udlændingen samtykker i udsendel-

sen.

Udlændingelovens § 31 indeholder det såkaldte refoulementsforbud, dvs.

forbuddet mod at udsende eller udvise en udlænding til et land, hvor udlæn-

dingen risikerer dødsstraf eller overgreb omfattet af § 31, stk. 1, eller forføl-

gelse omfattet af § 31, stk. 2, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod

videresendelse til et sådant land

Refoulementsforbuddet i § 31, stk. 1 og 2, afspejler Danmarks internationale

forpligtelser efter henholdsvis EMRK artikel 3 og flygtningekonventionens

artikel 33, stk. 1.

Efter EMRK artikel 3 må ingen underkastes tortur, umenneskelig eller ned-

værdigende behandling eller straf. Beskyttelsen i artikel 3 er absolut og har

eksterritorial virkning, hvilket bl.a. indebærer, at Danmark ikke kan udsende

en person til et land, hvis der er en konkret og individuel risiko for, at den

pågældende herved vil blive udsat for forhold omfattet af artikel 3. I henhold

til artikel 13 om adgang til effektive retsmidler indeholder konventionen i

øvrigt en forpligtelse for staten til at foretage en uafhængig og indgående

prøvelse af en påstand om, at en udvisning, udsendelse eller udlevering vil

være i strid med forbuddet mod tortur.

Efter flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1, må en flygtning ikke udvi-

ses eller afvises til områder, hvor vedkommende risikerer forfølgelse om-

fattet af flygtningekonventionen eller derfra udsendes til et land, hvor det er

tilfældet. Dette gælder dog ikke, hvis flygtningen med rimelig grund må an-

ses for en fare for statens sikkerhed eller efter en endelig dom for en særlig

farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet.

Hvis udlændingen, der har haft opholdstilladelse efter udlændingelovens §§

7 eller 8, ikke samtykker i en udsendelse, påhviler det Hjemrejsestyrelsen af

egen drift at forelægge sagen for Udlændingestyrelsen. Styrelsen vil i for-

bindelse med sagens behandling afholde en samtale med udlændingen (en

såkaldt § 31-samtale) med henblik på en vurdering af, hvorvidt en udsen-

delse vil være i strid med udlændingelovens § 31, stk. 1 eller 2.

Udlændingen vil under § 31-samtalen blive spurgt ind til sit oprindelige

asylmotiv og eventuelle nye asylmotiver, der ikke tidligere er taget stilling

til, f.eks. fordi de er opstået efter den oprindelige opholdstilladelse blev

UDKAST

meddelt. Udlændingen vil i øvrigt blive spurgt ind til sine personlige for-

hold, herunder sin tilknytning til Danmark.

Såfremt det vurderes nødvendigt af hensyn til sagens oplysning, vil Udlæn-

dingestyrelsen kunne indkalde udlændingen til yderligere samtaler.

Efter § 49 a skal en afgørelse om, at udlændingen ikke kan udsendes, tillige

indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholdstilladelse

efter udlændingelovens § 7. Hvis refoulementsforbuddet er til hinder for ud-

sendelsen af en udlænding, skal der foretages en vurdering af, hvorvidt ud-

lændingen kan meddeles opholdstilladelse efter § 7, stk. 1-3, eller om ved-

kommende er udelukket fra at blive meddelt opholdstilladelse efter udlæn-

dingelovens § 10.

Det bemærkes herved, at efter udlændingelovens § 10, stk. 3, kan en udlæn-

ding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, i forbindelse med udvisning

efter §§ 22-24 eller § 25, ikke gives opholdstilladelse efter §§ 7 og 8, med-

mindre særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor.

Udlændingestyrelsens afgørelse om, at udlændingelovens § 31 ikke er til

hinder for en udsendelse, anses automatisk for påklaget til Flygtningenæv-

net, og klagen har opsættende virkning, jf. § 53 a, stk. 2.

Efter udlændingelovens § 26, stk. 2, skal en udlænding udvises efter udlæn-

dingelovens §§ 22-24 og § 25, medmindre dette med sikkerhed vil være i

strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Hvis der imidlertid er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold,

jf. § 26, og udvisningen efter § 49 ikke er iværksat, kan den pågældende

begære spørgsmålet om udvisningens ophævelse indbragt for retten ved an-

klagemyndighedens foranstaltning, jf. udlændingelovens § 50, stk. 1.

I sager, hvor der er rejst spørgsmål om eventuel ophævelse af udvisning ef-

ter udlændingelovens § 50, vil Flygtningenævnets behandling af spørgsmå-

let om, hvorvidt den pågældende kan udsendes, jf. § 31, jf. § 49 a, som ud-

gangspunkt afvente rettens stillingtagen til, hvorvidt udvisningen oprethol-

des.

Udlændingestyrelsens og Flygtningenævnets behandling af sager efter § 49

a svarer i vid udstrækning til behandlingen af almindelige spontansager,

hvorfor der i øvrigt henvises til afsnit 2.1.13.1.4 og 2.1.13.1.5.

UDKAST

2.1.13.1.7. Adgang til at søge humanitær opholdstilladelse

Efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, kan der efter ansøgning gives opholds-

tilladelse til en udlænding, der uden for de i § 7, stk. 1 og 2, nævnte tilfælde

befinder sig i en sådan situation, at væsentlige hensyn af humanitær karakter

afgørende taler for at imødekomme ansøgningen. Humanitær opholdstilla-

delse efter § 9 b, stk. 1, gives efter praksis f.eks. til personer, der lider af

meget alvorlige fysisk eller psykisk sygdom, som ansøgeren ikke kan mod-

tage behandling for i sit hjemland.

Humanitær opholdstilladelse gives kun helt undtagelsesvis og kun efter en

konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag. Afgørelserne

træffes af udlændinge- og integrationsministeren, jf. udlændingelovens §

46, stk. 4. Der er ikke administrativ klageadgang for udlændinge- og inte-

grationsministerens afgørelser om humanitær opholdstilladelse.

En ansøgning om humanitær opholdstilladelse efter § 9 b, stk. 1, kan kun

indgives af en udlænding, der opholder sig i Danmark og er registreret som

asylansøger efter § 48 e, stk. 2, jf. § 9 b, stk. 2. En udlænding vil således

først kunne indgive ansøgning om humanitær opholdstilladelse, når den på-

gældende har indgivet ansøgning om asyl, og Udlændingestyrelsen har truf-

fet afgørelse om, at ansøgningen skal realitetsbehandles i Danmark. En ud-

lænding, der har fået inddraget eller nægtet forlængelse af en opholdstilla-

delse efter § 7 (asyl), eller hvis asylopholdstilladelse er bortfaldet, vil ikke

have adgang til at ansøge om humanitær opholdstilladelse.

Det er efter de gældende regler således ikke muligt at indgive en ansøgning

om humanitær opholdstilladelse, hvis man ikke opholder sig i Danmark på

ansøgningstidspunktet.

Afgørelser om humanitær opholdstilladelse træffes bl.a. på baggrund af den

dokumentation, der er vedlagt ansøgningen, eller som indsendes under sags-

behandlingen om ansøgerens personlige og helbredsmæssige forhold. Det

følger således af udlændingelovens § 9 b, stk. 3, at en humanitær opholds-

tilladelse er betinget af, at udlændingen selv fremlægger nødvendig doku-

mentation for sine helbredsmæssige forhold. En ansøger om humanitær op-

holdstilladelse indkaldes således ikke til samtale med Udlændinge- og Inte-

grationsministeriet.

Ved behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse efter stk. 9 b, stk.

1, kan Udlændinge- og Integrationsministeriet uden ansøgerens samtykke

indhente de akter, der er indgået i sagen om opholdstilladelse til ansøgeren

efter § 7, fra Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet samt indhente

UDKAST

helbredsoplysninger om ansøgeren fra indkvarteringsoperatøren og Udlæn-

dingestyrelsen, jf. udlændingelovens § 9 b, stk. 2, 2. pkt.

Det følger af udlændingelovens § 10, stk. 4, 1. pkt., at en udlænding, som

har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, nr. 1 og 5, ikke kan gives opholdstilla-

delse efter bl.a. § 9 b, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet

til familiens enhed, taler derfor, dog tidligst 2 år efter udrejsen. Kravet om,

at der skal være forløbet 2 år fra udrejsen, gælder dog ikke for en udlænding,

som ikke er statsborger i et af de lande, der er nævnt i § 2, stk. 1 (tredje-

landsstatsborger), og som er udvist efter § 25 b eller er meddelt indrejsefor-

bud efter § 32, stk. 1, nr. 2, jf. § 10, stk. 4, 2. pkt.

Bestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 4, 1. pkt., betyder, at udlæn-

dinge, som har et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 1, er ude-

lukket fra at blive meddelt bl.a. humanitær opholdstilladelse, medmindre

vedkommende er omfattet er undtagelserne i 2. pkt. En udlænding, som har

et indrejseforbud på baggrund af en udvisningsdom, vil på denne baggrund

ikke kunne meddeles humanitær opholdstilladelse, hvis udlændinge ikke har

været udrejst i to år.

Udlændinge- og Integrationsministeriet vil i sager, hvor der meddeles afslag

på humanitær opholdstilladelse under henvisning til udlændingelovens § 10,

stk. 4, 1. pkt., og hvor udlændingen fortsat opholder sig i Danmark, vejlede

udlændingen om, at udlændingen i medfør af udlændingelovens § 50 har

mulighed for at indbringe spørgsmålet om ophævelse af udvisningen for

domstolene, hvis der er indtrådt væsentlige ændringer i den pågældendes

forhold, jf. udlændingelovens § 26. Der kan om udlændingelovens § 50 i

øvrigt henvises til afsnit 2.1.14.1.6.

Hvis retten dernæst ophæver udvisningen, vil udlændingen kunne meddeles

humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1, hvis den

pågældende i øvrigt opfylder betingelser herfor.

Såfremt ansøgeren ikke ønsker at indbringe spørgsmålet om ophævelse af

udvisningen for retten, eller retten ikke finder anledning til at ophæve ud-

visningen, jf. udlændingelovens § 50, vil Udlændinge- og Integrationsmini-

steriet vurdere, om den pågældende vil være i en situation, hvor det vil stride

mod artikel 3 i EMRK at udsende den pågældende, og i så fald henvise den

pågældende til tålt ophold, indtil vedkommende kan udsendes af landet.

2.1.13.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

For udlændinge uden et lovligt opholdsgrundlag i Danmark skal de fleste

typer af opholdstilladelser som udgangspunkt indgives uden for landet, og

UDKAST

det er således ikke en forudsætning for behandlingen af en ansøgning, at

ansøgeren opholder sig i Danmark. Ansøgning om asyl efter udlændingelo-

vens § 7, stk. 1-3, og humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens §

9 b, stk. 1, kan derimod kun indgives af udlændinge, der opholder sig i Dan-

mark.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der i udlæn-

dingeloven bør tilvejebringes grundlag for, at en udlænding, der afsoner en

fængselsstraf på en dansk fængselsplads i Kosovo, vil kunne indgive en an-

søgning om opholdstilladelse efter reglerne om asyl og humanitær opholds-

tilladelse i Danmark under samme betingelser, som gælder for udviste ud-

lændinge, der afsoner i Danmark.

Det er endvidere Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der

som en konsekvens heraf bør indføres et tilstrækkeligt grundlag, der gør det

muligt for udlændingemyndighederne at behandle en ansøgning om asyl ef-

ter udlændingelovens § 7, der indgives af en udlænding, der afsoner en

fængselsstraf eller forvaring i henhold til straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk.

2. Det bemærkes i tilknytning hertil, at asylsager som det klare udgangs-

punkt afgøres på baggrund af ansøgerens mundtligt forklaring over for ud-

lændingemyndighederne.

Det Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at udlændingemyn-

dighedernes behandling af asylsager vedrørende udlændinge, der afsoner en

fængselsstraf eller forvaring i Kosovo, vil skulle gennemføres efter en pro-

cedure, der svarer til den almindelige asylprocedure, der anvendes i forhold

udlændinge, der afsoner en fængselsstraf eller forvaring i Danmark. Den al-

mindelige asylprocedure indebærer navnlig, at Udlændingestyrelsens og

Flygtningenævnets behandling af asylsager som udgangspunkt gennemfø-

res på mundtlige møder med fysisk tilstedeværelse af ansøgeren. Der kan

herom henvises til afsnit 2.1.13.1.4. og 2.1.13.1.5.

Det bemærkes i denne forbindelse, at det i asylsager har betydning, at myn-

dighederne kan foretage en vurdering af ansøgerens troværdighed, og at det

efter ministeriets vurdering vil kunne være vanskeligt at foretage en vurde-

ring af troværdigheden via telekommunikation eller lignende kommunikati-

onsmiddel. I tilfælde, hvor der er tvivl om ansøgerens troværdighed, vil tviv-

len skulle komme ansøgeren til gode.

Anvendelse af telekommunikation eller lignende kommunikationsmiddel

vil således kunne medføre, at myndighederne ikke vil opnå det fornødne

grundlag til at fastslå, om den pågældende udlænding er berettiget til be-

skyttelse, hvorfor der vil skulle meddeles opholdstilladelse til asylansøgere

UDKAST

i situationer, hvor en anvendelse af den almindelige procedure ville have

ført til meddelelse af afslag på ansøgningen. Tilsvarende vil flere udlæn-

dinge

–

uanset at de måtte være udelukket fra at få opholdstilladelse som

følge af f.eks. alvorlig kriminalitet

–

kunne anses for at være i risiko for

forfølgelse eller overgreb omfattet af refoulementsforbuddet i udlændinge-

lovens § 31, stk. 1 og 2, hvilket vil medføre flere udlændinge på tålt ophold.

Det er dog samtidig Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at

kortere samtaler, som Udlændingestyrelsen vil skulle afholde med de på-

gældende, vil kunne foregå via telekommunikation med billede. Dette kan

f.eks. være i tilfælde, hvor formålet med samtalen alene er at partshøre an-

søgeren om resultatet på en sprogtest, ægthedsvurdering af fremlagte eller

beslaglagte dokumenter el.lign.

For så vidt angår ansøgerens muligheder for at afholde møder med Dansk

Flygtningehjælp eller sin advokat, såfremt pågældende har antaget en sådan,

er det Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der som ud-

gangspunkt skal være samme adgang til at afholde fysiske møder med an-

søgeren, som hvis ansøgeren afsonede i et dansk fængsel. Det er dog samti-

dig ministeriets vurdering, at disse samtaler i vidt omfang vil kunne foregå

via telefonmøde eller telekommunikation med billede eller lignende kom-

munikationsform.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at en ordning,

hvorefter Udlændingestyrelsen vil skulle afholde fysiske møder med asyl-

ansøgeren, forudsætter, at styrelsen vil være til stede i Kosovo i form af

personale, som i relevant omfang rejser til Kosovo eller er fast udstationeret

i Kosovo. Det bemærkes herved, at det ud fra formålet med afsoningsord-

ningen ikke vurderes hensigtsmæssigt, at en udlænding, der afsoner en

fængselsstraf eller forvaring i Kosovo, vil skulle overføres tilbage til Dan-

mark alene på den baggrund, at den pågældende indgiver en ansøgning om

asyl. Det bemærkes endvidere, at Udlændingestyrelsens realitetsbehandling

af en ansøgning om asyl som udgangspunkt indebærer afholdelse af flere

samtaler med ansøgeren, hvilket afhængigt af sagens kompleksitet vil kunne

indebære, at den pågældende i en længere periode vil skulle opholde sig i

Danmark og derved vil optage en fængselsplads i et dansk fængsel.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har overvejet, hvorvidt Flygtninge-

nævnets mundtlige nævnsmøder vil kunne afholdes i udlandet. Det bemær-

kes herved, at Flygtningenævnet er et uafhængigt domstolslignende organ,

der udøver myndighed i Danmark, og at Flygtningenævnet efter udlændin-

gelovens § 56, stk. 9, selv fastsætter sin forretningsorden. Det betyder, at

UDKAST

Flygtningenævnet bl.a. selv fastsætter, hvordan og hvornår afviklingen af

konkrete sager skal foregå.

Endvidere vil en ordning, hvorefter Flygtningenævnets behandling foreta-

ges i udlandet giver anledning til bl.a. en række praktiske problemstillinger.

Ved Flygtningenævnets mundtlige behandling af en sag medvirker nævnets

formand eller en næstformand, som er dommere, og yderligere to af Flygt-

ningenævnets medlemmer, der henholdsvis er udpeget af advokatrådet og

af Udlændinge- og Integrationsministeriet. Flygtningenævnet bistås på mø-

det af en medarbejder fra Flygtningenævnets Sekretariat. Desuden indkaldes

ansøgeren og den pågældendes beskikkede advokat samt en repræsentant

for Udlændingestyrelsen. Der vil således kunne være væsentlige udfordrin-

ger i forhold til at beramme de enkelte nævnsmøder, idet en række personer,

der ikke har arbejde i relation til Flygtningenævnet som hovedbeskæftigelse,

alle skal rejse til Kosovo samtidig, hvilket vil kunne give anledning til for-

længet sagsbehandlingstid. Hertil kommer, at det som følge af ressourcefor-

bruget vil have betydelige konsekvenser, såfremt nævnsmødet kort tid forud

for afviklingen må udsættes f.eks. på baggrund af sygdom hos nævnsmødets

aktører, herunder ansøgeren.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at de principielle

såvel som de praktiske overvejelser taler for, at Flygtningenævnets sagsbe-

handling foretages i henhold til den gældende procedure, hvorefter Flygt-

ningenævnets mundtlige nævnsmøder afvikles i Danmark. Det er dog sam-

tidig ministeriets opfattelse, at der bør tilvejebringes mulighed for, at Flygt-

ningenævnets behandling af sager vedrørende udlændinge, der afsoner en

fængselsstraf eller forvaring i henhold til straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk.

2, vil kunne foregå i udlandet, såfremt der skulle opstå behov herfor. Der er

i denne forbindelse lagt vægt på, at det ikke kan afvises, at der ud fra en

helhedsvurdering af ressourceforbruget og hensynet til en effektiv afvikling

af sagerne i praksis vil opstå behov for, at Flygtningenævnets behandling af

sagerne generelt eller i konkrete tilfælde foretages i udlandet. Dette kunne

f.eks. være i tilfælde af, at det skulle vise sig vanskeligt at få de pågældende

udlændinge bragt midlertidigt til Danmark inden for periode, der er hen-

sigtsmæssig for sagens afvikling eller for en effektuering af en beslutning

om udsendelse.

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det efter Udlændinge- og Integra-

tionsministeriets opfattelse er afgørende, at nævnsmødernes kan afvikles

med fysisk tilstedeværelse af ansøgeren, uden at sagsbehandlingstiden bli-

ver uforholdsmæssig lang, sammenholdt med sagsbehandlingstiden for lig-

nende sager, hvor ansøgeren ikke afsoner i udlandet. Dertil kommer, at en

UDKAST

sådan ordning efter ministeriets opfattelse alene vil skulle regulere, hvor

nævnsmøderne geografisk vil skulle afvikles og således ikke ændre på, at

det derudover alene er Flygtningenævnet, der har kompetence til at tilrette-

lægge behandlingen af de enkelte sager.

2.1.13.3. Den foreslåede ordning

2.1.13.3.1. Indgivelse af ansøgning om asyl fra dansk fængselsplads i Ko-

sovo

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 7 indsættes et nyt stykke, hvorefter

udlændingelovens § 7, stk. 1-3, vil finde anvendelse på en udlænding, der

afsoner en fængselsstraf eller forvaring i henhold til straffuldbyrdelseslo-

vens § 1 a, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en udlænding, der afsoner en

fængselsstraf eller forvaring i henhold til den foreslåede bestemmelse i straf-

fuldbyrdelseslovens 1 a, stk. 2, vil kunne indgive en ansøgning om asyl og

meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1-3, såfremt be-

tingelserne herfor er opfyldt. En udlænding, der afsoner en fængselsstraf

eller forvaring i henhold til straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, vil som

følge heraf desuden kunne nægtes opholdstilladelse efter § 7, stk. 1-3, hvis

udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land, eller hvis ud-

lændingen har nær tilknytning til et andet land, hvor udlændingen må anta-

ges at kunne opnå beskyttelse, jf. udlændingelovens § 7, stk. 4.

Det betyder, at en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller forvaring i

henhold til straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, vil have samme adgang til

at indgive en ansøgning om asyl, som en udlænding, der i en tilsvarende

situation afsoner en fængselsstraf eller forvaring i Danmark, og at ansøgnin-

gen vil have samme retsvirkning, som hvis den havde været indgivet under

afsoning her i landet.

Myndighederne vil i overensstemmelse med de gældende regler skulle fo-

retage den indledende asylregistrering efter udlændingelovens §§ 40 a og 40

b. På baggrund af den kongelige resolution af 10. september 2019, jf. be-

kendtgørelse nr. 946 af 12. september 2019 om ændring i forretningernes

fordeling mellem ministrene, er det udlændingemyndighederne, der har det

retlige ansvar for, at der foretages fuld asylregistrering. Den indledende

asylregistrering, herunder i forhold til optagelse af fingeraftryk og person-

fotografi efter §§ 40 a, stk. 1, nr. 1 og 40 b, stk. 1, foretages dog i praksis

fortsat af politiet efter aftale mellem justitsministeren og udlændinge- og

integrationsministeren jf. afsnit 2.1.13.1.2.

UDKAST

Det forudsættes, at den indledende asylregistrering, herunder i forhold til

optagelse af fingeraftryk og personfotografi, i praksis vil kunne foretages i

Kosovo i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser. Det

betyder, at der vil skulle tilvejebringes fornødne faciliteter og IT-udstyr med

henblik på, at myndighederne i overensstemmelse med Eurodac-forordnin-

gen vil kunne optage fingeraftryk og videregive oplysningerne til det cen-

trale Eurodac-system. Da politiet som udgangspunkt ikke vil være til stede

i fængslet i Kosovo, vil der være mulighed for, at Udlændingestyrelsen eller

Hjemrejsestyrelsen vil kunne optage fingeraftryk og personfotografi af an-

søgeren. Indtil der er fundet en varig IT-løsning i forhold til understøttelse

af udlændingemyndighedernes asylregistrering, vil der dog være behov for,

at informationerne sendes til politiet i Danmark med henblik på den videre

registrering.

Uanset, at det efter ressortoverdragelsen er udlændingemyndighederne, der

har det retlige ansvar for, at der foretages fuld asylregistrering, er det efter

udlændingelovens § 46 navnlig Udlændingestyrelsen, der har kompetence

til at træffe afgørelse om optagelse af fingeraftryk og personfotografi efter

udlændingelovens § 40 a, stk. 1, nr. 1, og § 40 b, stk. 1. For at sikre, at der i

videst mulige omfang vil være personale til stede i Kosovo til at foretage

den indledende asylregistrering, foreslås det, at der i udlændingeloven tilve-

jebringes hjemmel til, at Hjemrejsestyrelsen i forbindelse med en udlæn-

dings afsoning af en fængselsstraf eller forvaring i henhold til straffuldbyr-

delseslovens § 1 a, stk. 2, vil kunne træffe afgørelse om optagelse af finger-

aftryk og personfotografi. Det foreslås desuden, at optagelse af fingeraftryk

og personfotografi i forbindelse med den indledende asylregistrering i rele-

vant omfang vil kunne optages af kriminalforsorgen. Som det følger af de

gældende regler for politiets optagelse af fingeraftryk og personfotografi,

vil kriminalforsorgens optagelse af fingeraftryk skulle ske så skånsomt, som

omstændighederne tillader det, og indgrebet vil om nødvendigt kunne ske

med den fornødne magtanvendelse.

Baggrunden for forslaget er, at der med henblik på bl.a. at overholde frister

for optagelse af fingeraftryk efter Eurodac-forordningen vil kunne opstå be-

hov for, at kriminalforsorgen vil kunne varetage opgaven med optagelse af

fingeraftryk i det tilfælde, at udlændingemyndighederne ikke er til stede i

fængslet. Det bemærkes, at det forudsættes, at kriminalforsorgen alene vil

optage fingeraftryk og personfotografi efter den foreslåede bestemmelse,

hvis det f.eks. af praktiske grunde ikke er muligt for udlændingemyndighe-

derne at gøre dette. Det er således ikke hensigten med bestemmelsen, at kri-

minalforsorgen generelt skal varetage opgaven med optagelse af fingeraf-

UDKAST

tryk og personfotografi. Kriminalforsorgen vil efter den foreslåede bestem-

melse generelt kunne bistå udlændingemyndighederne med fornøden magt-

anvendelse, hvis der undtagelsesvist skulle være et behov herfor i forbin-

delse med udlændingemyndighedernes optagelse af fingeraftryk og person-

fotografi. Det bemærkes i den forbindelse, at kriminalforsorgen allerede i

dag efter retsplejelovens og straffuldbyrdelseslovens regler i visse tilfælde

har kompetence til at optage fingeraftryk og personfotografi, herunder ved

anvendelse af magt i fornødent omfang. Der kan om den foreslåede ordning

for så vidt angår kriminalforsorgens magtanvendelse i øvrigt henvises til

afsnit 2.1.9.

Efter den indledende asylregistrering påbegyndes den indledende asylfase,

hvilket indebærer, at Udlændingestyrelsen i overensstemmelse med gæl-

dende regler snarest muligt vil skulle træffe afgørelse om afvisning, udvis-

ning, overførsel eller udsendelse, jf. udlændingelovens § 48 a, stk. 1. Der vil

i denne forbindelse bl.a. skulle tages stilling til, hvorvidt ansøgeren efter

udlændingelovens kapitel 5 a skal overføres til et andet land i medfør af

Dublinforordningen. Det vil efter de gældende regler være Hjemrejsestyrel-

sen, der vil varetage opgaven i forhold til en eventuel overførsel af ansøge-

ren til en anden medlemsstat.

Såfremt Udlændingestyrelsen træffer afgørelse om undladelse af afvisning

eller overførsel, vil udlændingen have ret til at få realitetsbehandlet sin an-

søgning om asyl. Det foreslås, at udlændingen, som det gælder for asylan-

søgere efter de gældende regler, under behandlingen af sagen vil have ret til

at opholde sig i Danmark (processuelt ophold), uanset at vedkommende op-

holder sig i udlandet på tidspunktet for indgivelse af ansøgningen. Forslaget

vil alene have betydning i det tilfælde, hvor en udlænding, der afsoner en

fængselsstraf eller forvaring i Kosovo, tilbageoverføres fra Kosovo til Dan-

mark for herefter at blive løsladt.

Når Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at udlændingen kan op-

holde sig i Danmark under sagens behandling, vil Udlændingestyrelsen

skulle registrere udlændingen som asylansøger efter udlændingelovens § 48

e, stk. 2. Det forudsættes med lovforslaget, at Udlændingestyrelsen vil

træffe afgørelse efter § 48 e, stk. 2, uanset, at udlændingen afsoner en fæng-

selsstraf eller forvaring i henhold til straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2.

Efter ansøgeren er registreret efter § 48 e, stk. 2, vil Udlændingestyrelsen

endelig skulle realitetsbehandle asylansøgningen, hvilket enten vil skulle

ske i den såkaldte normalprocedure eller i åbenbart grundløs-proceduren ef-

UDKAST

ter udlændingelovens § 53 b, stk. 1 eller 2. Det bemærkes, at asylansøgnin-

gen i denne forbindelse også vil kunne blive afvist, jf. udlændingelovens §

29 b. Det forudsættes, at Udlændingestyrelsens realitetsbehandling såvel

som den indledende asylregistrering vil kunne foretages i Kosovo.

For så vidt angår udviste udlændinge, der afsoner en fængselsstraf eller for-

varing på en dansk fængselsplads i Kosovo, og som tidligere har haft op-

holdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller § 8, stk. 1, eller 2, vil Ud-

lændingestyrelsen efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 49

a forud for en udsendelse af udlændingen skulle træffe afgørelse om, hvor-

vidt udlændingen kan udsendes, jf. § 31, medmindre udlændingen samtyk-

ker i udsendelsen. En sådan afgørelse vil efter udlændingelovens § 49 a til-

lige skulle indeholde en afgørelse om meddelelse eller nægtelse af opholds-

tilladelse efter § 7.

Det bemærkes, at lovforslaget ikke omfatter bestemmelser, der regulerer til-

rettelæggelsen af Udlændingestyrelsens sagsbehandling, herunder i forhold

til, hvor sagsbehandlingen vil skulle finde sted, såfremt udlændingen afso-

ner på en fængselsplads i udlandet. Det betyder, at Udlændingestyrelsen i

praksis vil kunne foretage sagsbehandlingen af asyl- og § 49 a-sager i såvel

Danmark som i Kosovo. Det bemærkes i den forbindelse, at det imidlertid

med den foreslåede ordning tilsigtes, at asylregistreringen såvel som Ud-

lændingestyrelsens samtaler i forbindelse med asylansøgninger eller sager,

der behandles efter udlændingelovens § 49 a, vil skulle foregå i udlandet.

Dette vil enten kunne gøres ved fast udstationering af personale eller ved et

rejsehold, der i relevant omfang rejser til Kosovo for at afholde samtaler

med de pågældende udlændinge og foretage anden relevant sagsbehandling.

I overensstemmelse med gældende praksis vil kortere samtaler, som Udlæn-

dingestyrelsen vil skulle have med de pågældende, dog efter omstændighe-

derne kunne foregå via telekommunikation med billede eller andet fyldest-

gørende kommunikationsmiddel. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor for-

målet med samtalen alene er at partshøre ansøgeren om resultatet på en

sprogtest, ægthedsvurdering af fremlagte eller beslaglagte dokumenter

el.lign. Det forudsættes herved, at der i Kosovo vil skulle tilvejebringes for-

nødne faciliteter til afholdelse af møder samt teknisk udstyr til fjernkommu-

nikation.

Det bemærkes, at ansøgeren ligeledes vil skulle have mulighed for fysiske

møder og fjernkommunikation med Dansk Flygtningehjælp eller sin advo-

kat, såfremt pågældende har antaget en sådan. Det må dog forventes, at an-

søgerens møder med Dansk Flygtningehjælp og sin advokat i betydeligt om-

UDKAST

fang vil kunne gennemføres via telefonmøde, telekommunikation med bil-

lede eller lignende kommunikationsmiddel. For så vidt angår Dansk Flygt-

ningehjælps rådgivning og retshjælp til asylansøgere henvises der i øvrigt

til bemærkningerne nedenfor.

Lovforslaget ændrer i øvrigt ikke på betingelserne for at indgive ansøgning

om asyl for så vidt angår udlændinge, der ikke afsoner en fængselsstraf eller

forvaring i henhold til straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2. Det betyder, at

medmindre man afsoner en fængselsstraf eller forvaring i henhold til straf-

fuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, vil det som i dag udelukkende være muligt

at indgive ansøgning om asyl, såfremt man opholder sig i Danmark.

Udlændinge, der i henhold til straffuldbyrdelsesloven, afsoner en fængsels-

straf eller forvaring i Kosovo, vil blive omfattet af de samme regler for ind-

bringelse af klager til Flygtningenævnet, som gælder for andre udlændinge

efter udlændingelovens § 53. Det betyder bl.a., at såfremt Udlændingesty-

relsen træffer afgørelse om afslag på asyl til en udlænding, der afsoner en

fængselsstraf eller forvaring i henhold til straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk.

2, påklages afgørelsen automatisk til Flygtningenævnet, medmindre asylsa-

gen behandles i åbenbart grundløs-proceduren efter udlændingelovens § 53

b, stk. 1. Afgørelsen vil dog først blive automatiske påklaget, hvis udlæn-

dingen ikke frafalder sin klage inden 14 dage fra afgørelsen er kommet på-

gældende til kundskab, jf. udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 4. pkt. En klage

over afslag på asyl vil have opsættende virkning efter udlændingelovens §

53 a, stk. 2, 5. pkt., og udlændingen vil således ikke kunne hjemsendes i

henhold til udlændingestyrelsens afgørelse, før Flygtningenævnet har truffet

endelig afgørelse i sagen, eller klagen er frafaldet.

Der foreslås som udgangspunkt ingen ændringer i forhold til den gældende

procedure for Flygtningenævnets behandling af sager. En klage over Ud-

lændingestyrelsens afgørelse om afslag på asyl eller en afgørelse om, at re-

foulementsforbuddet i § 31, stk. 1 eller 2, ikke vil være til hinder for udsen-

delse af ansøgeren, vil således indebære, at ansøgeren i forbindelse med

nævnets behandling som udgangspunkt vil skulle bringes midlertidigt til

Danmark med henblik på at afvikle et nævnsmøde i henhold til bestemmel-

serne i Flygtningenævnets forretningsorden. Ansøgerens ophold i Danmark

vil i denne forbindelse udelukkende være med henblik på nævnsbehandlin-

gen, og det forudsættes således, at den pågældende efter nævnsmødet hur-

tigst muligt vil skulle tilbageoverføres til fængslet i Kosovo, hvor den på-

gældende afsoner sin fængselsstraf.

UDKAST

Det forudsættes således, at Flygtningenævnets såvel som Udlændingestyrel-

sens sagsbehandling vil skulle gennemføres efter den almindelige asylpro-

cedure, der anvendes i forhold udlændinge, der afsoner en fængselsstraf el-

ler forvaring i Danmark. Det betyder, at Udlændingestyrelsens og Flygtnin-

genævnets behandling af asylsager som udgangspunkt gennemføres på

mundtlige møder med fysisk tilstedeværelse af ansøgeren. Der henvises i

øvrigt til afsnit 2.1.13.1.4. og 2.1.13.1.5.

Det foreslås i imidlertid, at udlændinge- og integrationsministeren bemyn-

diges til at kunne fastsætte regler om, at Flygtningenævnets behandling af

en klage over en afgørelse truffet over for en udlænding, der afsoner en

fængselsstraf eller forvaring i henhold til den foreslåede bestemmelse i straf-

fuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, foregår i udlandet.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at udlændinge- og integrationsmi-

nisteren vil kunne fastsætte regler, hvorefter Flygtningenævnets mundtlige

behandling af klager vedrørende udlændinge, der afsoner en fængselsstraf

eller forvaring i henhold til straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, vil skulle

foregå uden for Danmark.

Bestemmelsen skal ses i lyset af, at det ikke kan afvises, at der ud fra en

helhedsvurdering af ressourceforbruget og hensynet til en effektiv afvikling

af sagerne i praksis vil opstå behov for, at Flygtningenævnets behandling af

sagerne generelt eller i konkrete tilfælde foretages i udlandet. Dette vil f.eks.

kunne være i tilfælde af et stort antal sager, der skal behandles i Flygtninge-

nævnet eller i tilfælde af, at det skulle vise sig vanskeligt, at få de pågæl-

dende udlændinge bragt midlertidigt til Danmark inden for en periode, der

ikke er uhensigtsmæssig for sagernes afvikling eller for effektueringen af en

afgørelse om udvisning.

I det omfang, det bliver relevant for behandlingen af sagerne at fastsætte

regler om, at dette skal foregå uden for Danmark, vil Flygtningenævnets

medlemmer, der er udpeget til at medvirke under sagens behandling, skulle

rejse til Kosovo, hvor der vil blive stillet lokaler mv. til rådighed med hen-

blik på afholdelsen af et nævnsmøde med ansøgeren. Det forudsættes her-

ved, at nævnsmøde i udlandet vil kunne gennemføres efter samme proce-

dure, som gælder for Flygtningenævnets mundtlige nævnsmøder i Danmark,

med fysisk deltagelse af ansøgerens advokat, en tolk og en repræsentant for

Udlændingestyrelsen.

Udlændinge- og Integrationsministeren vil efter bestemmelsen kunne fast-

sætte regler, hvorefter Flygtningenævnets behandling af alle sager, som ved-

UDKAST

rører udlændinge, der er afsoner en fængselsstraf eller forvaring efter straf-

fuldbyrdelsesloven § 1 a, stk. 2, og som behandles på mundtlige nævnsmø-

der, som udgangspunkt vil skulle afvikles i Kosovo. Udlændinge- og Inte-

grationsministeren vil herunder kunne fastsætte regler om, i hvilke tilfælde

dette udgangspunkt vil kunne fraviges. Dette vil eksempelvis kunne være i

tilfælde, hvor det af sikkerhedsmæssige årsager ikke vurderes forsvarligt at

afvikle et nævnsmøde i Kosovo.

Der vil ligeledes efter den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler,

hvorefter der i konkrete tilfælde vil skulle ske afvikling af det mundtlige

nævnsmøde i udlandet, såfremt hensynet til sagens fremme afgørende taler

for det. Der vil i forbindelse med vurderingen heraf skulle lægges vægt på,

hvorvidt en behandling af sagen i Danmark i det konkrete tilfælde ikke vil

være mulig eller væsentligt vil forsinke sagens afvikling.

Forslaget ændrer derudover ikke på, at det alene er Flygtningenævnet, der

fastsætter, hvordan og hvornår afviklingen af konkrete sager skal foregå.

Der vil således udelukkende kunne fastsættes regler om den geografiske pla-

cering af de mundtlige nævnsmøder, og det vil bl.a. fortsat være op til næv-

net inden for udlændingelovens rammer at beslutte, hvorvidt den enkelte sag

vil skulle behandles på skriftligt eller mundtligt grundlag.

For så vidt angår de sikkerhedsmæssige foranstaltninger på nævnsmøder så-

vel som under Udlændingestyrelsens samtaler med de indsatte, bemærkes

det, at det er den danske institutionsleder og herunder kriminalforsorgen, der

vil være ansvarlig for at opretholde orden og sikkerhed i fængslet.

Som beskrevet ovenfor vil det fortsat være udgangspunktet, at Flygtninge-

nævnets behandling foregår i Danmark, og det er således udelukkende til-

tænkt, at ministeren vil kunne fastsætte regler om Flygtningenævnets be-

handling af sager i udlandet, såfremt det ud fra en helhedsvurdering opstår

behov for, at sager, der berammes til mundtlige nævnsmøder, behandles i

Kosovo.

Det foreslås derudover, at der i udlændingeloven foretages enkelte ændrin-

ger, der vil medføre, at asylansøgere, der indgiver ansøgning om asyl under

afsoningen af en fængselsstraf eller forvaring i henhold til straffuldbyrdel-

seslovens § 1 a, stk. 2, vil blive omfattet af de samme regler som asylansø-

gere, der i Danmark indgiver en ansøgning om asyl.

Der vil således gælde de samme regler, herunder for Udlændingestyrelsens

pligt til at gøre ansøgeren bekendt med adgangen til at sætte sig i forbindelse

med Dansk Flygtningehjælp samt Udlændingestyrelsens forsørgelsespligt.

UDKAST

Det bemærkes i den forbindelse, at Udlændingestyrelsen efter udlændinge-

lovens § 42 a, stk. 3, nr. 1, 1. pkt., ikke har forsørgelsesforpligtelse over for

udlændinge, der afsoner straf eller i øvrigt er frihedsberøvet. Udlændinge-

styrelsens forsørgelsesforpligtelse vil således først blive relevant, hvis ud-

lændingen overføres tilbage til Danmark og ikke længere er frihedsberøvet.

Ændringerne skal ses i lyset af, at de relevante gældende regler forudsætter,

at ansøgeren opholder sig Danmark.

Det forudsættes med den foreslåede ordning, at det vil være muligt for

Dansk Flygtningehjælp, i forhold til varetagelsen af rådgivning og retshjælp

til asylansøgere, i vidt omfang at afholde samtaler med ansøgerne via fjern-

kommunikation, f.eks. via telefonmøder eller telekommunikation med bil-

lede.

For så vidt angår sager, der behandles i åbenbart grundløs-proceduren efter

udlændingelovens § 53 b, stk. 1 og 2, foreslås det på denne baggrund, at

udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om, at Dansk

Flygtningehjælps samtale med ansøgeren afholdes via telefonmøde, tele-

kommunikation med billede eller lignende kommunikationsmiddel.

Det bemærkes i denne forbindelse, at det væsentligt, at åbenbart grundløs-

og åbenbart grundløs haste-proceduren også i tilfælde, hvor ansøgeren er

indsat i fængslet i Kosovo, kan anvendes så fleksibelt som muligt, hvorfor

det er væsentligt, at der er et tilstrækkeligt grundlag for, at sagsbehandlingen

vil kunne afvikles hurtigt.

Hensigten med bestemmelsen er således at tilvejebringe mulighed for, at

samtalerne mellem Dansk Flygtningehjælp og ansøgeren praktisk kan gen-

nemføres, uden det er nødvendigt, at ansøgeren transporteres til Danmark,

eller en repræsentant fra Dansk Flygtningehjælp rejser til Kosovo.

Der vil efter den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler, hvorefter

det vil være udgangspunktet, at Dansk Flygtningehjælps samtaler efter ud-

lændingelovens § 53 b afholdes via telefonmøde, telekommunikation med

billede eller lignende kommunikationsform. Der vil ligeledes kunne fastsæt-

tes regler, hvorefter samtalerne i konkrete tilfælde afholdes via telefonmøde,

telekommunikation med billede eller lignende kommunikationsmiddel.

Dette vil f.eks. kunne være af hensyn til sagens fremme.

Der vil endvidere efter bestemmelsen kunne fastsættes undtagelser til et ud-

gangspunkt om, at samtalerne ikke afholdes fysisk. Dette vil f.eks. kunne

være tilfældet, såfremt hensynet til vurderingen af ansøgerens troværdighed

UDKAST

afgørende taler for, at mødet afholdes fysisk, og mødet vil kunne gennem-

føres uden en uhensigtsmæssig forsinkelse af sagens afvikling.

Det bemærkes i den forbindelse, at såfremt Dansk Flygtningehjælp finder,

at en vurdering af ansøgerens troværdighed er af væsentlig betydning for

sagen, og at der ikke er et tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte ansøge-

rens forklaring, vil Dansk Flygtningehjælp efter de gældende regler kunne

nedlægge veto mod sagens fortsatte behandling i åbenbart grundløs-proce-

duren. Der vil således ved fastsættelse af regler efter den foreslåede bestem-

melse skulle tages behørigt hensyn til balancen mellem hensynet til en ef-

fektiv fremme af sagerne og hensynet til Dansk Flygtningehjælps mulighe-

der for at vurdere ansøgerens troværdighed.

2.1.13.3.2. Indgivelse af ansøgning om humanitær opholdstilladelse fra

dansk fængselsplads i Kosovo

Det foreslås, at udlændingelovens § 9 b, stk. 2, ændres, således at en udlæn-

ding, der afsoner en fængselsstraf eller forvaring i henhold til den foreslåede

bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, vil kunne indgive en

ansøgning om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b,

stk. 1.

Den foreslåede ændring medfører, at en udlænding, der afsoner en fængsels-

straf eller forvaring på en dansk fængselsplads i medfør af den foreslåede

bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, og som er registreret

som asylansøger efter udlændingelovens § 48 e, stk. 2, vil kunne indgive en

ansøgning om opholdstilladelse i medfør af § 9 b, stk. 1.

Det betyder, at en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller forvaring i

henhold til straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, vil have samme adgang til

at indgive en ansøgning om humanitær opholdstilladelse, som en udlæn-

ding, der i en tilsvarende situation afsoner en fængselsstraf eller forvaring i

Danmark.

Forslaget ændrer ikke i øvrigt på betingelserne for indgivelse af ansøgning

om humanitær opholdstilladelse for så vidt angår udlændinge, der ikke af-

soner en fængselsstraf eller forvaring i henhold til straffuldbyrdelseslovens

§ 1 a, stk. 2. Det betyder, at medmindre man afsoner en fængselsstraf eller

forvaring i henhold til straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, vil det som i

dag udelukkende være muligt at indgive ansøgning om humanitær opholds-

tilladelse, såfremt man opholder sig i Danmark.

Det bemærkes, at det følger af udlændingelovens § 10, stk. 4, 1. pkt., at en

udlænding, som har indrejseforbud, jf. § 32, stk. 1, nr. 1 og 5, ikke kan gives

UDKAST

opholdstilladelse efter bl.a. § 9 b, medmindre ganske særlige grunde, herun-

der hensynet til familiens enhed, taler derfor, dog tidligst 2 år efter udrejsen.

Kravet om, at der skal være forløbet 2 år fra udrejsen, gælder dog ikke for

en udlænding, som ikke er statsborger i et af de lande, der er nævnt i § 2,

stk. 1 (tredjelandsstatsborger), og som er udvist efter § 25 b eller er meddelt

indrejseforbud efter § 32, stk. 1, nr. 2, jf. § 10, stk. 4, 2. pkt.

En udlænding, der afsoner en udvisningsdom i udlandet, vil have indrejse-

forbud efter udlændingelovens § 32, stk. 1, nr. 1, og vil således ikke kunne

meddeles humanitær opholdstilladelse, uanset om betingelserne for en hu-

manitær opholdstilladelse i øvrigt måtte være opfyldt.

Udlændinge- og Integrationsministeriet vil i sager, hvor der meddeles afslag

på humanitær opholdstilladelse til en alvorlig syg udlænding under henvis-

ning til udlændingelovens § 10, stk. 4, 1. pkt., og hvor udlændingen fortsat

opholder sig i Danmark, vejlede udlændingen om, at udlændingen i medfør

af udlændingelovens § 50 efter nærmere fastsatte betingelser har mulighed

for at indbringe spørgsmålet om ophævelse af udvisningen for domstolene,

hvis der er indtrådt væsentlige ændringer i den pågældendes forhold, jf. ud-

lændingelovens § 26. Der kan om udlændingelovens § 50 i øvrigt henvises

til afsnit 2.1.1.6.

Såfremt ansøgeren ikke ønsker at indbringe spørgsmålet om ophævelse af

udvisningen for retten, eller retten ikke finder anledning til at ophæve ud-

visningen, jf. udlændingelovens § 50, vil Udlændinge- og Integrationsmini-

steriet vurdere, om den pågældende vil være i en situation, hvor det vil stride

mod artikel 3 i EMRK at udsende den pågældende, og i så fald henvise den

pågældende til tålt ophold, indtil vedkommende kan udsendes af landet.

2.1.14. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser

2.1.14.1.

Den

Europæiske

Menneskerettighedskonvention

(EMRK)

2.1.14.1.1. Jurisdiktion

Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) ar-

tikel 1, at medlemsstaterne skal sikre enhver person under deres jurisdiktion

de rettigheder og friheder, der angives i konventionen.

Udøvelse af jurisdiktion er således en nødvendig forudsætning for, at en

medlemsstat kan blive ansvarlig for handlinger eller undladelser i strid med

EMRK, som kan tilregnes staten. Udøvelse af jurisdiktion er som udgangs-

punkt begrænset til medlemsstatens territorium, jf. f.eks. Menneskeret-

UDKAST

tighedsdomstolens dom af 7. juli 2011 i sagen Al-Skeini m.fl. mod Storbri-

tannien, præmis 131, og Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneske-

rettighedskonvention

–

for praktikere, 5. udgave (2020), side 50.

En medlemsstat kan dog i helt særlige situationer pådrage sig ansvar efter

EMRK for handlinger eller undladelser begået uden for statens territorium.

Dette kan efter praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

(Menneskerettighedsdomstolen) bl.a. være tilfældet, hvis medlemsstaten

udøver offentlig myndighed med territorialstatens samtykke, eller hvis med-

lemsstaten udøver fysisk og faktisk kontrol over individer, jf. Menneskeret-

tighedsdomstolens dom af 7. juli 2011 i sagen Al-Skeini m.fl. mod Storbri-

tannien, præmis 133-140.

Det er vurderingen, at Danmark vil blive anset for at udøve jurisdiktion i

relation til afsoningen i fængslet i Kosovo, der bl.a. vil være underlagt dansk

ledelse og danske straffuldbyrdelsesregler. Det er endvidere vurderingen, at

Danmark efter omstændighederne vil blive anset for at udøve jurisdiktion

over visse forhold med tilknytning til afsoningen, herunder i forbindelse

med transport til fængslet.

I det følgende redegøres for de bestemmelser i EMRK, der navnlig må an-

tages at være af betydning for afsoning i fængslet i Kosovo.

2.1.14.1.2. EMRK artikel 3

Det følger af EMRK artikel 3, at ingen må underkastes tortur og ej heller

umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Forbuddet er ab-

solut og tillader ikke nogen undtagelser.

Det følger af praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, at forholdene under

frihedsberøvelse kan udgøre en krænkelse af EMRK artikel 3. Menneske-

rettighedsdomstolen foretager i den forbindelse en helhedsvurdering af af-

soningsforholdene, hvor domstolen bl.a. inddrager cellens størrelse, i hvil-

ket omfang der er tale om overbelægning, sanitære forhold, hygiejne, mu-

lighed for rekreation og fysisk aktivitet, adgang til dagslys, ventilation og

varme, og lægelig behandling og kontrol med den indsattes helbredstilstand.

Endvidere kan også frihedsberøvelsens varighed og karakteren af den begå-

ede kriminalitet indgå, jf. jf. f.eks. Menneskerettighedsdomstolens dom af

28. oktober 1998 i sagen Assenov m.fl. mod Bulgarien, og dom af 15. de-

cember 2005 i sagen Georgiev mod Bulgarien, samt Jon Fridrik Kjølbro,

a.st., side 310 f.

Særligt hvad angår cellestørrelse, følger det af Menneskerettighedsdomsto-

lens praksis, at hver enkelt indsat i en flerpersoners celle som udgangspunkt

UDKAST

skal have 3 m

gulvareal eller personligt rum til rådighed. Hvis der er 3 m

eller mindre til rådighed, vil der være en stærk formodning for, at forholdene

er i strid med artikel 3, som statens må afkræfte. Hvis der er mellem 3 og 4

til rådighed for den enkelte indsatte, vil det afhænge af en konkret vur-

dering af de øvrige afsoningsforhold, og hvis der er mere end 4 m

til rådig-

hed, vil der normalvis ikke være en krænkelse af EMRK artikel 3, jf. Men-

neskerettighedsdomstolens dom af 20. oktober 2016 i sagen Muršić mod

Kroatien, præmis 136-141.

En behandling, som indsatte udsættes for under frihedsberøvelse, kan ud-

gøre en krænkelse af artikel 3 i EMRK. Det følger i den forbindelse af prak-

sis fra Menneskerettighedsdomstolen, at hvis en person fremfører en rime-

ligt begrundet påstand om, at vedkommende har været udsat for behandling

i strid med bestemmelsen, kan medlemsstaten efter omstændighederne være

forpligtet til at foretage en effektiv og officiel undersøgelse af forholdene.

Efterforskningen skal i den forbindelse være egnet til at lede til identifika-

tion og eventuel strafforfølgning af de ansvarlige, jf. Menneskerettigheds-

domstolens dom af 6. april 2000 i sagen Labita mod Italien, præmis 131.

Som det fremgår af pkt. 2 ovenfor, vil afsoning i fængslet i Kosovo ske i

henhold til danske straffuldbyrdelsesregler, og de indsatte vil afsone under

forhold, der svarer til forholdene i danske fængsler, herunder hvad angår

magtanvendelse, transport, sundhedsbehandling og de fysiske forhold i

fængslet. Det forudsættes derudover, at afsoningsordningen i praksis ud-

møntes inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, og at

Kosovo efter aftalen er forpligtet til at medvirke til, at Danmarks internati-

onale forpligtelser overholdes. Det bemærkes hertil, at fængslet vil være un-

derlagt dansk ledelse, der vil være ansvarlig for at sikre ovenstående, her-

under ved løbende monitorering og kontrol af afsoningsforholdene, og at

relevante tilsynsorganer vil have adgang til at udføre tilsyn i fængslet.

Det forudsættes, at Kosovo foretager de nødvendige ombygninger og repa-

rationer af fængslet, således at forholdene i fængslet svarer til forholdene i

danske fængsler og overholder Danmarks internationale forpligtelser.

Det bemærkes desuden, at der i hvert enkelt tilfælde forud for overførsel til

afsoning i Kosovo vil blive foretaget en vurdering af, om Danmarks inter-

nationale forpligtelser er til hinder herfor.

Det er på den baggrund vurderingen, at afsoningsordningen kan udformes

inden for rammerne af EMRK artikel 3.

UDKAST

2.1.14.1.3. EMRK artikel 8

Efter EMRK artikel 8, stk. 1, har enhver ret til respekt for sit privatliv og

familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

Rettigheden er imidlertid ikke absolut. Der kan gøres indgreb heri, hvis ind-

grebet er foreskrevet ved lov og er nødvendigt i et demokratisk samfund

(opfylder kravet om proportionalitet) til varetagelse af nærmere bestemte

anerkendelsesværdige formål, herunder af hensyn til den nationale sikker-

hed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at fore-

bygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden

eller for at beskytte andres ret og frihed, jf. artikel 8, stk. 2.

Menneskerettighedsdomstolen anerkender i sin praksis, at adskillelse og af-

stand fra familie er en uundgåelig følge af frihedsberøvelse, og EMRK giver

ikke frihedsberøvede ret til selv at vælge afsoningssted. I helt særlige til-

fælde vil frihedsberøvelse af en person langt fra den pågældendes familie

efter omstændighederne kunne udgøre et indgreb i den pågældendes ret til

familieliv derved, at besøg fra familie gøres vanskelig eller umulig. Det er i

den forbindelse afgørende, at myndighederne giver mulighed for og om nød-

vendigt bistår den frihedsberøvede med at bevare kontakten til nære fami-

liemedlemmer, jf. f.eks. Menneskerettighedsdomstolens dom af 7. marts

2017 i sagen Polyakova m.fl. mod Rusland, og Jon Fridrik Kjølbro, a.st.,

side 1005 f.

I den forbindelse vil også de konkrete afsoningsforhold, herunder begræns-

ning i muligheden for besøg og kommunikation med omverdenen, kunne

udgøre et indgreb efter artikel 8, idet Menneskerettighedsdomstolen dog

som nævnt anerkender, at frihedsberøvelse uundgåeligt medfører begræns-

ninger i retten til privatliv og familieliv. Domstolen anerkender således, at

nogle kontrolforanstaltninger, herunder for så vidt angår antallet af familie-

besøg og overvågning af sådanne besøg, kan være berettigede, men sådanne

begrænsninger må kunne retfærdiggøres konkret og være egnede og nød-

vendige, jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 30. juli 2015 i sagen

Khoroshenko mod Rusland, præmis 123-126.

Som det fremgår af pkt. 2 ovenfor, vil afsoning i fængslet i Kosovo ske i

henhold til danske straffuldbyrdelsesregler, og de indsatte vil afsone under

forhold, der svarer til forholdene i danske fængsler, herunder hvad angår

mulighederne for besøg og fængslets faciliteter til gennemførelse heraf. De

indsatte i fængslet i Kosovo vil således have ret til besøg i samme omfang

som indsatte i danske fængsler.

100

UDKAST

Det forudsættes, at afsoningsordningen i praksis udmøntes inden for ram-

merne af Danmarks internationale forpligtelser, og at Kosovo efter aftalen

er forpligtet til at medvirke til, at Danmarks internationale forpligtelser over-

holdes. Det bemærkes hertil, at fængslet vil være underlagt dansk ledelse,

der vil være ansvarlig for at sikre ovenstående, herunder ved løbende moni-

torering og kontrol af afsoningsforholdene, og at relevante tilsynsorganer

vil have adgang til at udføre tilsyn i fængslet.

Der vil i hvert enkelt tilfælde forud for overførsel til afsoning i Kosovo blive

foretaget en vurdering af, om Danmarks internationale forpligtelser er til

hinder herfor, herunder navnlig for så vidt angår den pågældendes ret til

privatliv og familie. Det bemærkes i den forbindelse, at ordningen alene

omfatter udvisningsdømte, hvor domstolene på tidspunktet for dommen har

vurderet, at det er muligt at udvise den pågældende inden for rammerne af

Danmarks internationale forpligtelser, herunder retten til respekt for privat-

liv og familieliv efter artikel 8.

Det bemærkes endvidere, at det i vurderingen af, om den pågældende kan

overføres til afsoning i Kosovo, vil skulle indgå, hvorvidt den pågældende

har mindreårige børn. Det bemærkes hertil, at ordningen vil blive imple-

menteret således, at dømte uden børn i Danmark placeres i fængslet forud

for dømte, som har børn i Danmark.

Det bemærkes desuden, at det forudsættes, at Kosovo foretager de nødven-

dige ombygninger og reparationer af fængslet, således at forholdene i fængs-

let svarer til forholdene i danske fængsler og overholder Danmarks interna-

tionale forpligtelser, herunder med henblik på at etablere de fysiske rammer

for gennemførelse af besøg til de indsatte og muligheder for andre former

for kommunikation med familie og pårørende i form af bl.a. videounderstøt-

telse.

Det er på den baggrund vurderingen, at afsoningsordningen kan udformes

inden for rammerne af EMRK artikel 8.

2.1.14.1.4. EMRK artikel 14

Det følger af EMRK artikel 14, at nydelsen af de i EMRK anerkendte ret-

tigheder og friheder skal sikres uden forskel på grund af køn, race, farve,

sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social op-

rindelse, tilhørighed til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel eller

ethvert andet forhold. Den opregnede liste af diskriminationsgrunde er der-

med ikke udtømmende.

101

UDKAST

Bestemmelsen omfatter efter Menneskerettighedsdomstolens praksis såvel

direkte som indirekte forskelsbehandling.

Som det fremgår af bestemmelsen, gælder forbuddet mod diskrimination

alene forskelsbehandling for så vidt angår rettigheder og friheder, der er an-

erkendt i EMRK. Det er ikke et krav, at der foreligger en krænkelse af øvrige

materielle bestemmelser i konventionen, og det er uden betydning, at den

påståede diskrimination vedrører en rettighed, som ikke kræves efter kon-

ventionen, men som staten frivilligt vælger at yde. Efter Menneskeret-

tighedsdomstolens praksis er det derudover afgørende for, om der foreligger

en krænkelse af bestemmelsen, at der er tale om forskelsbehandling i sam-

menlignelige situationer, og om der er en objektiv og rimelig begrundelse

for forskelsbehandlingen, jf. Jon Fridrik Kjølbro, a.st., side 1279 ff.

Det er vurderingen, at diskriminationsforbuddet i artikel 14, i det omfang

der er dansk jurisdiktion, jf. pkt. 3.1.1 ovenfor, vil være gældende for udvis-

ningsdømte, der afsoner i fængslet i Kosovo. Det vil bl.a. kunne være tilfæl-

det i relation til konkrete afsoningsvilkår, jf. artikel 5, og mulighed for at

opretholde kontakt med familie mv., jf. artikel 8.

Som det fremgår af pkt. 2 ovenfor, vil afsoning i fængslet i Kosovo ske i

henhold til danske straffuldbyrdelsesregler, og de indsatte vil afsone under

forhold, der svarer til forholdene i danske fængsler, herunder hvad angår

vilkår for besøg, tilbud under afsoning, klageadgang over forhold under af-

soningen, fysiske faciliteter, mulighed for udgang og prøveløsladelse og

sundhedsbehandling.

Det forudsættes, at afsoningsordningen i praksis udmøntes inden for ram-

merne af Danmarks internationale forpligtelser, og at Kosovo efter aftalen

er forpligtet til at medvirke til, at Danmarks internationale forpligtelser over-

holdes. Det bemærkes hertil, at fængslet vil være underlagt dansk ledelse,

der vil være ansvarlig for at sikre ovenstående, herunder ved løbende moni-

torering og kontrol af afsoningsforholdene.

Det bemærkes endvidere, at det med ordningen forudsættes, at Kosovo fo-

retager de nødvendige ombygninger og reparationer af fængslet, således at

forholdene i fængslet svarer til, hvad der kræves efter dansk ret om afsoning

i danske fængsler, og overholder Danmarks internationale forpligtelser.

Det er på den baggrund vurderingen, at afsoningsordningen kan udformes

inden for rammerne af artikel 14.

102

UDKAST

2.2. Revision af disciplinærstraffesystemet

2.2.1. Bedre understøttelse af fængselsbetjentenes faglige skøn

2.2.1.1. Gældende ret

De gældende regler om disciplinærstraf findes i straffuldbyrdelseslovens §§

67-72 i lovens kapitel 11 om disciplinærstraf, konfiskation og modregning

af erstatningsbeløb.

Straffuldbyrdelseslovens § 67 regulerer hvilke forseelser, der ikendes disci-

plinærstraf for.

Det fremgår således af § 67, at en indsat af kriminalforsorgsområdet skal

ikendes disciplinærstraf ved overtrædelse af § 32, ved udeblivelse, undvi-

gelse eller forsøg herpå, ved tilsidesættelse af beskæftigelsespligten efter §

38, stk. 1, ved nægtelse af afgivelse af udåndingsprøve eller urinprøve efter

§ 60 a, ved indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer eller andre stoffer,

der er forbudt efter den almindelige lovgivning, ved overtrædelse af de reg-

ler eller anvisninger, der gælder for rygning i institutionen, ved overtrædelse

af straffelovgivningen, når overtrædelsen tillige indebærer en selvstændig

krænkelse af orden eller sikkerhed i institutionen, ved overtrædelse af regler

fastsat af justitsministeren, når det i reglerne er bestemt, at overtrædelse kan

medføre disciplinærstraf, ved overtrædelse af regler fastsat af kriminalfor-

sorgsområdet, når det i reglerne er bestemt, at overtrædelse kan medføre

disciplinærstraf, ved overtrædelse af § 51 a, stk. 1, § 55 a, stk. 1, eller § 57

a, stk. 1, ved overtrædelse af § 59 a, stk. 1, og ved overtrædelse af § 59 a,

stk. 3.

Den gældende bestemmelse indebærer, at det er obligatorisk for kriminal-

forsorgsområdet at ikende disciplinærstraf i de situationer, som er nævnt i §

67, nr. 1-12. Ikendelse af disciplinærstraf forudsætter, at det bevismæssigt

kan lægges til grund, at den indsatte har gjort sig skyldig i det pågældende

forhold.

2.2.1.2. Justitsministeriets overvejelser

Som en del af aftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025 er aftale-

partierne enige om, at disciplinærstraffe, der anvendes over for indsatte, der

bryder de ordens- og sikkerhedsmæssige regler i fængsler og arresthuse, er

et redskab i incitamentsstyringen af de indsatte, som ikke lever op til deres

pligter og ikke indordner sig efter de fælles regler. Aftalepartierne er dog

også enige om, at det nuværende disciplinærstraffesystem ikke altid funge-

rer efter hensigten.

103

UDKAST

Aftalepartierne er med afsæt i praktikerudvalgets rapport om anvendelse,

oplevelse og effekt af kriminalforsorgens disciplinærstraffe og andre admi-

nistrative reaktioner fra februar 2018 på den baggrund enige om at revidere

disciplinærstraffesystemet for at sikre mere effektive reaktioner, så reakti-

onstypen i højere grad er i overensstemmelse med forseelsens alvor.

Der skal i den forbindelse bl.a. sikres bedre mulighed for, at fængselsbe-

tjente bedre kan udøve deres faglige skøn, således at det bliver muligt i helt

særlige tilfælde at fravige kravet om, at der skal ikendes disciplinærstraf i

tilfælde af en forseelse.

Justitsministeriet finder, at denne del af aftalen bør implementeres ved, at

der i straffuldbyrdelseslovens § 67 indsættes en ny bestemmelse, hvorefter

kriminalforsorgsområdet i helt særlige tilfælde kan undlade at ikende disci-

plinærstraf i de tilfælde, hvor der ellers i dag ville være en pligt for krimi-

nalforsorgsområdet til at gøre dette. Bestemmelsen bør afgrænses således,

at den finder anvendelse i helt særlige tilfælde, således at disciplinærstraf-

fesystemet fortsat bygger på et princip om nultolerance over for de indsatte,

som udviser foragt for fællesskabet i fængsler og arrester, og som gentagne

gange bryder reglerne i fængslet.

2.2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indføres mulighed for at fravige kravet i straffuldbyrdel-

seslovens § 67 om, at det i en række tilfælde er obligatorisk at ikende disci-

plinærstraf. Den foreslåede bestemmelse i § 67, stk. 2, indebærer således, at

kriminalforsorgsområdet i helt særlige tilfælde kan undlade at ikende disci-

plinærstraf efter § 67, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det i helt særlige tilfælde kan

besluttes at undlade at ikende disciplinærstraf, selvom en indsat har begået

én eller flere af de forseelser, som er opregnet i § 67, stk. 1, nr. 1-12.

Bestemmelsen er tiltænkt at have et snævert anvendelsesområde, jf. dens

afgrænsning til at finde anvendelse i helt særlige tilfælde. Om der foreligger

helt særlige omstændigheder vil afhænge af en konkret vurdering i det en-

kelte tilfælde. Det forudsættes, at der alene vil foreligge helt særlige om-

stændigheder, hvor en undladelse af ikendelse af disciplinærstraf

–

selv i

form af en advarsel

–

ud fra en faglig vurdering ikke vurderes at være hen-

sigtsmæssig ud fra et ordens- og sikkerhedsmæssigt hensyn.

Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis en indsat over lang tid ikke har

begået disciplinære forseelser, eller hvor der i øvrigt iagttages gode frem-

skridt hos den indsatte på trods af den begåede disciplinærforseelse, og hvor

104

UDKAST

det samtidig fagligt vurderes at være kontraproduktivt at ikende en discipli-

nærstraf. En forudsætning for bestemmelsens anvendelse er dog i alle til-

fælde, at den pågældende disciplinære forseelse er af beskeden karakter, ek-

sempelvis hvis forseelsen udgør en overtrædelse af rygeforbuddet.

2.2.2. Nye disciplinærstraffe og mulighed for større bøder

2.2.2.1. Gældende ret

Straffuldbyrdelseslovens § 68 indeholder regler om hvilke disciplinær-

straffe, der kan anvendes. Efter § 68, stk. 1, kan som disciplinærstraf anven-

des advarsel, bøde og strafcelle, idet strafcelle dog kun kan anvendes for

visse nærmere opregnede forhold eller forsøg herpå, jf. § 68, stk. 2.

Ved ikendelse af bøde som disciplinærstraf fastsættes bødens størrelse un-

der hensyn til overtrædelsens art og omfang, jf. § 69, stk. 1. Bøden kan dog

højst udgøre et beløb svarende til det almindelige vederlag, der udbetales

indsatte for en uges beskæftigelse, med fradrag af den del af vederlaget, som

er beregnet til dækning af personlige fornødenheder. Beløbet udregnes på

grundlag af bekendtgørelse nr. 2519 af 14. december 2021 om satser for

vederlag m.v. til indsatte i kriminalforsorgens institutioner (2022). Som

konsekvens af § 1, nr. 1, i den nævnte bekendtgørelse kan bødebeløbet ak-

tuelt maksimalt udgøre 412,55 kr.

2.2.2.2. Justitsministeriets overvejelser

Med aftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025 er det besluttet, at

der skal indføres nye typer af disciplinærstraf med henblik på at udvide kri-

minalforsorgens reaktionsmuligheder. En sådan udvidelse vil understøtte

udøvelsen af fængselsbetjentenes faglige skøn. Samtidig vil de nye typer af

disciplinærstraf skulle anvendes på en sådan måde, at der sikres gennemsig-

tighed og lighed over for den indsatte.

Justitsministeriet finder, at denne del af aftalen bør gennemføres ved, at der

i straffuldbyrdelsesloven indføres 4 nye typer af disciplinærstraf. Disse ud-

gør midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til besøg,

midlertidig begrænsning af retten til brevveksling og midlertidig begræns-

ning af retten til telefoni. Der er ikke i dag mulighed for at ikende discipli-

nærstraffe, som relaterer sig til udgang, besøg, brevveksling eller telefoni.

I lighed med det, som forudsættes i flerårsaftalen, finder Justitsministeriet,

at de nye disciplinærstraffe, der angår den indsattes mulighed for at få besøg,

brevveksle eller telefonere, bør afgrænses til ikke at omfatte den indsattes

nærtstående. Den indsatte vil således eksempelvis fortsat kunne modtage

besøg fra nær familie, forudsat at den konkrete besøgende har tilladelse til

105

UDKAST

besøg, uanset at den indsatte er ikendt disciplinærstraf i form af f.eks. mid-

lertidig begrænsning af retten til besøg.

Hvad angår anvendelsen af midlertidig begrænsning af udgang, finder

Justitsministeriet, at bestemmelsen skal afgrænses sådan, at der fortsat und-

tagelsesvis skal være mulighed for at tillade udgang, hvis helt særlige om-

stændigheder taler derfor.

Anvendelsen af de nye typer af disciplinærstraf bør desuden maksimalt

kunne vare i 3 måneder.

Med flerårsaftalen er det desuden besluttet, at bødeniveauet, når der ikendes

en sådan disciplinærstraf, skal skærpes, således at der bliver mulighed at

ikende større bøder, end tilfældet er i dag. Efter de gældende regler kan en

bøde maksimalt udgøre et beløb svarende til det almindelige vederlag, der

udbetales indsatte for én uges beskæftigelse, med fradrag af den del af ve-

derlaget, som er beregnet til dækning af personlige fornødenheder.

Justitsministeriet finder, at det maksimale bødeniveau bør fordobles, således

at bødebeløbet maksimalt kan udgøre et beløb svarende til det almindelige

vederlag, der udbetales indsatte for to ugers beskæftigelse. Der vil fortsat

skulle ske fradrag af den del af vederlaget, som er beregnet til dækning af

personlige fornødenheder.

2.2.2.3. Den foreslåede ordning

Den foreslåede ændring af straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 1, har til for-

mål at indføre 4 nye typer af disciplinærstraffe, således at disse nye discipli-

nærstraffe kan ikendes på lige fod med de gældende disciplinærstraffe i form

af advarsel, bøde og strafcelle.

Der foreslås i den forbindelse desuden indført 4 nye bestemmelser i straf-

fuldbyrdelsesloven, der nærmere regulerer indholdet af de 4 nye foreslåede

typer af disciplinærstraf.

Det følger af den foreslåede § 69 a, stk. 1, at ved ikendelse af midlertidigt

udgangsforbud som disciplinærstraf fastsættes varigheden under hensyn til

overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 3 måneder. Af den fore-

slåede bestemmelses stk. 2, 1. pkt., fremgår, at hvis den indsatte er ikendt

midlertidigt udgangsforbud, kan udgang ikke finde sted. Udgangsforbuddet

indebærer således, at udgang ikke kan finde sted i den pågældende periode.

Det betyder også, at en eventuel udgangstilladelse, der er givet før forbud-

dets ikrafttræden, suspenderes.

106

UDKAST

Uanset ovenstående udgangspunkt kan der efter bestemmelsens stk. 2, 2.

pkt. undtagelsesvis meddeles tilladelse til udgang, hvis helt særlige omstæn-

digheder taler derfor. Det forudsættes, at bestemmelsen forstås i overens-

stemmelse med den gældende bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 46,

stk. 4, 2. pkt.

Således vil der eksempelvis navnlig foreligge helt særlige omstændigheder,

hvor der er tale om spørgsmål om udgang til et særligt formål som nævnt i

udgangsbekendtgørelsens § 31, stk. 1. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis

formålet med udgangen er, at den indsatte skal deltage i retsmøder, eller hvis

vedkommende skal deltage i en nærtstående persons begravelse eller lig-

nende.

Der er dog også mulighed for at tillade udgang i andre tilfælde, hvor næg-

telse heraf vil være særligt indgribende for den indsatte. Det kan f.eks. være

tilfældet, hvis en indsat har frigang til arbejde og skal løslades inden for de

næste 3 måneder, idet den pågældendes løsladelsessituation i så fald kan

blive langt mindre gunstig, hvis den indsatte mister sit arbejde i forbindelse

med, at tilladelsen til frigang bortfalder.

På den anden side vil kravet om helt særlige omstændigheder normalt ikke

kunne anses for opfyldt, hvis der ønskes udgang med henblik på indgåelse

af ægteskab eller varetagelse af personlige interesser.

En tilladelse til udgang i ovenstående tilfælde forudsætter desuden under

alle omstændigheder, at de almindelige betingelser for udgang er opfyldt.

Der må f.eks. ikke være bestemte grunde til at antage, at den indsatte i for-

bindelse med udgangen vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straf-

fuldbyrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladelsen, jf. straffuld-

byrdelseslovens § 46, stk. 1, nr. 2.

Den foreslåede § 69 b, stk. 1, indebærer, at ved ikendelse af midlertidig be-

grænsning af retten til besøg som disciplinærstraf fastsættes varigheden un-

der hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 3 måneder.

Efter den foreslåedes bestemmelses stk. 2 må en indsat, der er ikendt mid-

lertidig begrænsning af retten til besøg, alene modtage besøg af nærtstående.

Den midlertidige begrænsning indebærer således, at den indsatte afskæres

besøg fra andre end nærtstående, medmindre den nærtstående er meddelt

afslag på besøg på baggrund af ordens- og sikkerhedsmæssige forhold, jf.

besøgsbekendtgørelsens § 4.

107

UDKAST

Det følger desuden af den foreslåede bestemmelses stk. 3, at en midlertidig

begrænsning af retten til besøg ikke påvirker den indsattes ret til at modtage

besøg efter straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 2 og 3, og at en sådan be-

grænsning desuden ikke berører den indsattes ret efter lovens § 54.

Det foreslås således, at en midlertidig begrænsning af retten til besøg ikke

vil finde anvendelse på besøg efter straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 2 og

3, om henholdsvis ret til besøg fra visse advokater, og reglen om udenland-

ske indsattes ret til samtale med hjemlandets diplomatiske eller konsulære

repræsentanter. Det foreslås desuden, at en midlertidig begrænsning af ret-

ten til besøg ikke skal berøre den indsattes ret til at have sit barn med sig i

institutionen efter lovens § 54.

Det følger af den foreslåede § 69 c, stk. 1, at ved ikendelse af midlertidig

begrænsning af retten til brevveksling som disciplinærstraf fastsættes varig-

heden under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst

3 måneder. Af den foreslåede bestemmelses stk. 2 følger, at en indsat, der

er ikendt midlertidig begrænsning af retten til brevveksling, alene må brev-

veksle med nærtstående.

Den midlertidige begrænsning indebærer således, at den indsatte afskæres

fra at brevveksle med andre end nærtstående.

Det følger desuden af den foreslåede bestemmelses stk. 3, at en midlertidig

begrænsning af retten til brevveksling ikke påvirker den indsattes ret til at

brevveksle efter § 56, stk. 1. Det foreslås således, at den indsatte, uanset

ikendelse af en midlertidig begrænsning af retten til brevveksling, fortsat

ukontrolleret kan brevveksle med de personer og myndigheder mv., som er

nævnt i lovens § 56, stk. 1.

Det følger af den foreslåede § 69 d, stk. 1, at ved ikendelse af midlertidig

begrænsning af retten til telefoni som disciplinærstraf fastsættes varigheden

under hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 3 må-

neder. Af den foreslåede bestemmelses stk. 2 følger, at en indsat, der er

ikendt midlertidig begrænsning af retten til telefoni, alene må telefonere

med nærtstående.

Den midlertidige begrænsning indebærer således, at den indsatte afskæres

fra at telefonere med andre end nærtstående. Den indsatte kan dog efter den

gældende regel i straffuldbyrdelseslovens § 57, stk. 2, være afskåret fra at

føre telefonsamtaler med bl.a. nærtstående.

108

UDKAST

Det følger desuden af den foreslåede bestemmelses stk. 3, at en midlertidig

begrænsning af retten til telefoni ikke påvirker den indsattes mulighed for

at telefonere med de personer og myndigheder mv., som er nævnt i § 56,

stk. 1. Det foreslås således, at den indsatte, uanset ikendelse af en midlerti-

dig begrænsning af retten til telefoni, fortsat ukontrolleret kan telefonere

med de personer og myndigheder mv., som er nævnt i § 56, stk. 1.

Det bemærkes desuden, at de foreslåede nye typer af disciplinærstraffe skal

fastsættes i overensstemmelse med de foreslåede bestemmelser i § 68, stk.

7 og 8, jf. lovforslagets § 1, nr. 13.

Med lovforslaget foreslås desuden, at der foretages en ændring af straffuld-

byrdelseslovens § 69, stk. 1, 2. pkt., således at det maksimale niveau for en

bøde, der ikendes som disciplinærstraf, fordobles. Niveauet foreslås dermed

højst at kunne udgøre et beløb svarende til det almindelige vederlag, der

udbetales for to ugers beskæftigelse, med fradrag af den del af vederlaget,

som er beregnet til dækning af personlige fornødenheder.

2.2.3. Proportionalitet og effekt i disciplinærstraffesystemet

2.2.3.1. Gældende ret

Som nævnt under punkt 2.2.2.1 kan der i dag ikendes disciplinærstraf i form

af advarsel, bøde eller strafcelle. Strafcelle kan dog kun ikendes i de tilfælde,

der er nævnt i straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 2.

Det følger af lovens § 68, stk. 3, at disciplinærstraf i form af bøde og straf-

celle kan ikendes i forening. Af § 68, stk. 4, følger desuden, at fuldbyrdelse

af disciplinærstraf helt eller delvist kan undlades på betingelse af, at den

indsatte i en bestemt periode ikke begår strafbart forhold eller en ny disci-

plinær forseelse.

Af lovens § 69, stk. 1, følger, at ved ikendelse af bøde som disciplinærstraf

fastsættes bødens størrelse under hensyn til overtrædelsens art og omfang.

Ligeledes følger det af § 70, stk. 1, at ved ikendelse af strafcelle som disci-

plinærstraf fastsættes varigheden under hensyn til overtrædelsens art og om-

fang til et tidsrum af højst 4 uger.

Der findes ikke i dag regler i straffuldbyrdelsesloven, som regulerer valget

af typen af disciplinærstraf ud over reglen i § 69, stk. 2, der regulerer, hvor-

når strafcelle kan anvendes.

109

UDKAST

2.2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Det er med aftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025 besluttet, at

disciplinærstraffesystemet skal revideres, således at der sikres mere effek-

tive sanktioner og større proportionalitet i sanktionssystemet. Dette skal ses

i sammenhæng med, at en bedre effekt af disciplinærstraffene forudsætter,

at de indsatte oplever reaktionerne som tab af privilegier, som de nødigt vil

undvære. Aftalepartierne er i den forbindelse enige om, at der skal sikres

mere proportionalitet i disciplinærstraffesystemet, således at de hårdeste

sanktioner kun i helt særlige tilfælde skal kunne anvendes ved overtrædelse

af de mildeste disciplinære forseelser som f.eks. rygeforbuddet.

Samtidig er aftalepartierne enige om, at et revideret disciplinærstraffesy-

stem skal have fokus på nultolerance over for de indsatte, som udviser foragt

for fællesskabet i fængsler og arrester, og som gentagne gange bryder reg-

lerne i fængslet. Med henblik på at understøtte dette nultoleranceprincip er

aftalepartierne enige om, at der skal indføres en konsekvensordning, således

at der ved hver tredje disciplinære forseelse udløses en mærkbar og markant

reaktion. Formålet hermed er, at den indsatte skal opleve en reel konsekvens

af en gentagen uacceptabel adfærd. Den mærkbare og markante reaktion

skal være proportional med den konkrete forseelses karakter.

Efter de gældende regler for ikendelse af disciplinærstraf, vil der ved udmå-

lingen af straffen skulle tages hensyn til overtrædelsens art og omfang. Det

er således overtrædelsens karakter, der er styrende for udmålingen af disci-

plinærstraffen, som således skal være proportional med arten og omfanget

af den konkrete forseelse.

Som led i implementeringen af aftalen om kriminalforsorgens økonomi

2022-2025 finder Justitsministeriet, at der bør indføres en regel, der inde-

bærer, at fastsættelse af disciplinærstraffen også skal ske under hensyn til i

hvilken type afsoningsinstitution, den indsatte afsoner.

Indførelsen af et sådant selvstændigt moment skal understøtte, at discipli-

nærstraffesystemet skal hvile på en tilgang om ret og pligt. Formålet er så-

ledes at sikre en bedre effekt af disciplinærstraffene, hvilket forudsætter, at

de indsatte oplever reaktionerne som tab af privilegier, som de ikke vil und-

være. I den forbindelse har det en betydning, at indsatte afsoner i forskellige

regimer.

En indsat, der afsoner i lukket fængsel eller arresthus, kan f.eks. opleve en

ikendelse af strafcelle som mindre indgribende, end hvis strafcelle anvendes

over for en person, der afsoner i åbent fængsel. Det skyldes, at den indsatte

i et lukket fængsel i forvejen afsoner i et mere lukket regime, hvor der er

110

UDKAST

mindre adgang til fællesskab, end den indsatte, der afsoner i åbent regi. Om-

vendt kan en indsat, der afsoner i lukket fængsel, opleve en disciplinærstraf

som et midlertidig udgangsforbud som værende mere begrænsende, end en

indsat der afsoner i åbent regi, da sidstnævnte indsatte afsoner under mere

åbne forhold.

Som led i understøttelsen af et effektivt og mærkbart disciplinærstraffesy-

stem bør der desuden ved fastsættelsen af disciplinærstraffen lægges vægt

på, om den indsatte eksempelvis har udgangstilladelse, før der ikendes en

disciplinærstraf i form af midlertidig begrænsning af retten til udgang. Dette

gør sig også gældende, hvis den indsatte f.eks. ikke generelt modtager be-

søg, da en midlertidig begrænsning af retten til besøg i så fald må forventes

ikke at være mærkbart over for den indsatte.

Justitsministeriet finder, at bl.a. de ovenstående forhold har betydning for

effekten af en ikendt disciplinærstraf, og dermed at forholdene har betyd-

ning for, om disciplinærstraffen virker efter sin hensigt. På den baggrund

bør der ved fastsættelsen af disciplinærstraffen inddrages et hensyn til, i

hvilken type afsoningsinstitution den indsatte afsoner.

Det skal samtidig sikres, at disciplinærstraffesystemet er gennemsigtigt for

den indsatte, og at disciplinærstraffene desuden ikendes på lige vilkår mel-

lem de indsatte. Det forudsættes dermed som efter gældende praksis, at de

såkaldte normalreaktionsskemaer anvendes, og at disse bl.a. som følge af

det ovenfor angivne kan have et forskelligt indhold afhængig af den type

afsoningsinstitution, som den indsatte afsoner i.

For yderligere at understøtte fængselsbetjentenes faglige skøn finder Justits-

ministeriet desuden, at de foreslåede nye disciplinærstraffe, der er beskrevet

nærmere ovenfor under punkt 2.2.2.3, bør kunne ikendes i forening og be-

tinget. Som det fremgår under punkt 2.2.3.1, er det allerede i dag muligt at

ikende disciplinærstraf i form af bøde og strafcelle i forening og betinget.

Det vil konkret indebære, at det vil være muligt

–

som det også er tilfældet

i dag for bøde og strafcelle

–

at kombinere anvendelsen af de forskellige

typer af disciplinærstraf. Samtidig er det muligt at gøre dem betinget af, at

den indsatte i en bestemt periode ikke begår strafbart forhold eller en ny

disciplinær forseelse. Disciplinærstraffen vil uanset muligheden for at

ikende en sådan i forening skulle fastsættes under hensyn til overtrædelsens

omfang, således at det i alle tilfælde sikres, at disciplinærstraffen er propor-

tional med den konkrete forseelse.

111

UDKAST

I tillæg til et moment, som indebærer, at der skal tages hensyn til, i hvilken

type afsoningsinstitution den indsatte afsoner, finder Justitsministeriet, at

der fortsat skal lægges vægt på overtrædelsens art og omfang i selve udmå-

lingen af disciplinærstraffen. Den ikendte disciplinærstraf skal således, som

det også er tilfældet i dag, i alle tilfælde være proportional, hvilket som

nævnt også gælder i tilfælde, hvor der ikendes en disciplinærstraf, hvor flere

typer disciplinærstraf ikendes i forening, eventuelt i betinget form.

Justitsministeriet finder desuden, at der bør indføres en ny bestemmelse,

som indebærer, at disciplinærstraffen skal skærpes ved hver tredje forseelse.

Gentagne disciplinære forseelser bør generelt tillægges skærpende vægt ved

udmålingen af disciplinærstraffen. Når en indsat 3 gange har begået en di-

sciplinærforseelse, bør der ikendes en mærkbar og markant sanktion, alene

ud fra det hensyn, at den indsatte nu ad flere omgange ikke har rettet ind i

overensstemmelse med disciplinærstraffens formål.

2.2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i straffuldbyrdelseslovens § 68 indføres et nyt stk. 7,

hvorefter disciplinærstraffen fastsættes under hensyn til overtrædelsens art

og omfang og under hensyn til, i hvilken type afsoningsinstitution den ind-

satte afsoner.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der skal lægges vægt på to mo-

menter, når disciplinærstraffen fastsættes. Som det ene moment skal der

lægges vægt på overtrædelsens art og omfang. Herved sigtes til, at valget af

disciplinærstraf

–

i overensstemmelse med gældende praksis

–

skal være

proportional med den pågældende forseelse.

Som det andet moment skal der lægges vægt på, i hvilken type afsoningsin-

stitution den indsatte afsoner. Herved sigtes til, at der i valget af type af

disciplinærstraf i relevant omfang skal tages hensyn til, i hvilken type afso-

ningsinstitution den indsatte afsoner, herunder om der er tale om åbent eller

lukket fængsel.

Med dette moment sigtes der desuden til, at fastsættelsen af disciplinærstraf-

fen skal ske under hensyn til, hvad der konkret må antages at være en mærk-

bar disciplinærstraf over for den indsatte. Således vil det eksempelvis have

en begrænset mærkbar effekt at ikende disciplinærstraf i form af en midler-

tidig begrænsning af retten til udgang, hvis den indsatte i forvejen ikke har

en udgangstilladelse. Dette gør sig ligeledes gældende for de andre typer af

nye disciplinærstraffe.

112

UDKAST

Der foreslås desuden indført en ny § 68, stk. 5, hvorefter disciplinærstraf i

form af en midlertidig begrænsning af retten til telefoni alene kan ikendes

over for indsatte, som afsoner i lukket fængsel eller arresthus. Forslaget skal

ses i sammenhæng med, at disciplinærstraffene skal have reel effekt over

for de indsatte. Således vil en midlertidig begrænsning af retten til telefoni

ikke kunne håndhæves effektivt over for indsatte i åbne fængsler, da disse

indsatte efter de gældende regler har adgang til at leje en fastmonteret mo-

biltelefon til brug i eget opholdsrum, jf. § 9 i telefonbekendtgørelsen.

Der foreslås endvidere indført en ny § 68, stk. 6, hvorefter disciplinærstraf i

form af midlertidigt udgangsforbud, midlertidig begrænsning af retten til

besøg, midlertidig begrænsning af retten til brevveksling og midlertidig be-

grænsning af retten til telefoni ikke kan ikendes over for livstids- og forva-

ringsdømte, der er omfattet af reglerne i §§ 49 a og 55 a-57 a eller sådanne

dømte, der er afskåret kontakt efter § 59 b. Bestemmelsen skal ses i lyset af,

at livstidsdømte og visse forvaringsdømte er underlagt særlige regler om

udgang, besøg, brevveksling og telefoni, jf. straffuldbyrdelseslovens §§ 49

a og 55 a-57 a, hvorefter sådanne indsatte i 10 år ikke uden tilladelse må

modtage eksempelvis besøg og desuden alene må modtage besøg fra nært-

stående eller personer, som den indsatte havde kontakt til før varetægts-

fængslingen. Derudover må den omfattede gruppe af indsatte som udgangs-

punkt ikke komme på udgang i de første 10 år af afsoningen. Endelig kan

gruppen af indsatte afskæres fra retten til besøg, brevveksling og telefoni i

et nærmere bestemt tidsrum. Den omfattede gruppe af indsatte vil således

allerede være eller kunne være underlagt de begrænsninger, som de nævnte

disciplinærstraffe medfører. I det omfang det er tilfældet, foreslås det derfor,

at de pågældende disciplinærstraffe ikke kan anvendes over for den pågæl-

dende gruppe af indsatte. Det indebærer således, at de pågældende livstids-

og forvaringsdømte vil være omfattet af de foreslåede regler, når de pågæl-

dende regler, som er nævnt ovenfor, ikke længere finder anvendelse, det vil

sige efter udløbet af de 10 år.

Det foreslås desuden, at det i § 68, stk. 8, fastsættes, at disciplinærstraffen

skal skærpes ved hver tredje forseelse. Bestemmelsen angår således selve

udmålingen af disciplinærstraffen, eksempelvis størrelsen af en bøde eller

længden på et midlertidigt udgangsforbud.

Som led i et hensyn til overtrædelsens art og omfang, jf. omtalen ovenfor,

forudsættes det med bestemmelsen, at det generelt

–

og i overensstemmelse

med gældende praksis

–

tillægges skærpende betydning, at den pågældende

gentagne gange begår disciplinære forseelser.

113

UDKAST

Det foreslås i den forbindelse, at disciplinærstraffen skal skærpes ved hver

tredje forseelse. Bestemmelsen indebærer således, at der skal ikendes en

mere markant og skærpet sanktion, når en disciplinær forseelse begås tredje

gang. Det samme vil gøre sig gældende sjette gang, niende gang osv. Den

skærpede og markante reaktion vil i alle tilfælde skulle være proportional

med den konkrete forseelses karakter.

Med den foreslåede bestemmelse tages der højde for, at det generelt skal

tillægges skærpende betydning ved udmålingen af disciplinærstraffen, at der

gentagne gange begås en disciplinær forseelse. Ved hver tredje forseelse har

den indsatte således vist, at disciplinærstraffen ikke har virket efter sit for-

mål.

Det forudsættes med bestemmelsen, at reglen finder anvendelse, uanset om

de tre begåede forhold kan anses som ligeartede. Således vil der også skulle

ikendes en mere markant og skærpet sanktion i de tilfælde, hvor den tredje

forseelse har en anden karakter end de to forudgående. Det forudsættes des-

uden med bestemmelsen, at der i overensstemmelse med gældende praksis

kan indtræde forældelse mellem de pågældende forseelser, således at der

eksempelvis ikke tillægges den tredje forseelse skærpende betydning, hvis

der er gået lang tid, f.eks. flere år, mellem forseelserne.

Det foreslås desuden, at straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 3, ændres, såle-

des at de 4 nye typer af disciplinærstraffe indskrives i bestemmelsen. Den

foreslåede ændring vil medføre, at de 4 nye typer af disciplinærstraffe vil

kunne ikendes i forening, ligesom det i dag er tilfældet for disciplinærstraf i

form af bøde eller strafcelle. En disciplinærstraf vil ved anvendelse af be-

stemmelsen altid skulle fastsættes under hensyn til overtrædelsens art og

omfang.

Med indførelsen af de nye typer af disciplinærstraffe vil det desuden også

efter den gældende regel i straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 4, være muligt

at ikende de nye disciplinærstraffe i betinget form.

2.2.4. Justering af varigheden ved ikendelse af strafcelle som discipli-

nærstraf

2.2.4.1. Gældende ret

Ved ikendelse af strafcelle som disciplinærstraf fastsættes varigheden under

hensyn til overtrædelsens art og omfang til et tidsrum af højst 4 uger, jf.

straffuldbyrdelseslovens § 70, stk. 1. En indsat, der er ikendt strafcelle, an-

bringes i særlig afdeling eller eget opholdsrum eller i et arresthus. Under

anbringelsen er den indsatte udelukket fra fællesskab i institutionen. Unge

114

UDKAST

under 18 år kan dog deltage i beskæftigelse i institutionen, medmindre kon-

krete grunde taler herimod, jf. § 70, stk. 1 og 2.

Justitsministeren kan efter § 70, stk. 3, fastsætte regler om udståelse af straf-

celle. Bekendtgørelse nr. 105 af 30. januar 2019 om udståelse af strafcelle,

anvendelse af forhørscelle og behandlingen af disciplinærsager (discipli-

nærstrafbekendtgørelsen) er udstedt i medfør af bl.a. denne bestemmelse. I

bekendtgørelsens §§ 2 og 3 er der bl.a. fastsat regler om udståelse af straf-

celle. Det følger f.eks. af § 2, stk. 4, at der i forbindelse med udståelse af

strafcelle kan tillades begrænset fællesskab, hvis særlige forhold i det en-

kelte tilfælde taler for det.

Det følger af straffuldbyrdelseslovens § 71, stk. 1, at en indsat kan anbringes

i forhørscelle, hvis der er begrundet mistanke om, at den pågældende har

overtrådt bestemmelser, der må antages at medføre strafcelle som discipli-

nærstraf, og hvis det er nødvendigt af hensyn til gennemførelsen af under-

søgelser i disciplinærsagen. Efter stk. 2 må anbringelse i forhørscelle ikke

udstrækkes i længere tid, end undersøgelsen nødvendiggør, og kan højst

vare i 5 dage. Den tid, som en indsat har været anbragt i forhørscelle, fra-

drages i udståelsen af strafcelle, jf. stk. 3, og anbringelse i forhørscelle sker

efter samme regler som udståelse af strafcelle, jf. stk. 4.

Justitsministeren fastsætter regler om behandlingen af disciplinærstraf efter

lovens § 72. Bekendtgørelse nr. 105 af 30. januar 2019 om udståelse af straf-

celle, anvendelse af forhørscelle og behandlingen af disciplinærsager (disci-

plinærstrafbekendtgørelsen) er udstedt i medfør af bl.a. denne bestemmelse.

I bekendtgørelsen er der bl.a. fastsat regler om behandlingen af disciplinær-

sager samt regler om administrativ klageadgang.

2.2.4.2. Justitsministeriets overvejelser

Som en del af aftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025 er aftale-

partierne enige om, at der skal justeres på de gældende regler om discipli-

nærstraf i form af strafcelle. Aftalepartierne er i den forbindelse enige om,

at strafcelleanbringelse som udgangspunkt højst bør vare i 14 dage. Samti-

dig er aftalepartierne enige om, at det i særlige tilfælde kan være nødvendigt

at bryde med udgangspunktet om, at strafcelle højst kan ikendes i 14 dage.

Det vil f.eks. kunne være tilfældet ved håndtering af særligt udfordrende og

udadreagerende indsatte, eksempelvis bandemedlemmer, som udviser for-

agt for fængselspersonalet.

Det følger desuden af praktikerudvalgets rapport om anvendelse, oplevelse

og effekt af kriminalforsorgens disciplinærstraffe og andre administrative

reaktioner fra februar 2018, at det er erfaringen, at anbringelse i enerum selv

115

UDKAST

i kort tid influerer på den menneskelige psyke. Det følger desuden af rap-

porten, at praktikerne er enige om, at mereffekten ved at gennemføre ube-

tinget strafcelleanbringelse af længere varighed end cirka 14 dage er ganske

ringe i forhold til risikoen for både den indsattes helbred og medarbejder-

sikkerhed. Bl.a. på denne baggrund er der enighed i praktikerudvalget om,

at strafcelle kun ganske undtagelsesvis bør ikendes i mere end 14 dages va-

righed.

2.2.4.3. Den foreslåede ordning

Der foreslås ændringer i straffuldbyrdelseslovens § 70, stk. 1, 1. pkt., med

henblik på at fastsætte, at varigheden af strafcelle fremover højst kan være

14 dage.

Det foreslås desuden at indsætte en ny bestemmelse i § 70, stk. 2, der inde-

bærer, at strafcelle uanset stk. 1 i særlige tilfælde kan ikendes i et tidsrum

på over 14 dage, dog højst 4 uger.

Ved »særlige tilfælde« forstås eksempelvis, at der er tale om grove genta-

gelsestilfælde, eller hvor ikendelse af strafcelle på mere end 14 dage findes

nødvendigt for at håndtere særligt udfordrende eller udadreagerende ind-

satte.

Det bemærkes, at bestemmelsen i lovens § 70, stk. 1, 2. pkt., opretholdes,

således at det for unge under 18 år gælder, at tidsrummet fastsættes til højst

7 dage, medmindre sagen angår vold mod personale i institutionen.

2.2.5. Disciplinærstraf over for varetægtsarrestanter

2.2.5.1. Gældende ret

Det følger af retsplejelovens § 775, stk. 1, at der kan ikendes varetægtsarre-

stanter disciplinærstraf i form af advarsel, bøde og strafcelle. De nævnte di-

sciplinærstraffe kan anvendes i forening. Det følger af § 775, stk. 2, at ved

ikendelse af strafcelle fastsættes varigheden til et tidsrum af højst 4 uger.

For unge under 18 år fastsættes tidsrummet dog til højst 7 dage, medmindre

sagen angår vold mod personale i institutionen.

Under anbringelse i strafcelle er varetægtsarrestanten udelukket fra fælles-

skab i institutionen. Unge under 18 år kan dog deltage i beskæftigelse i in-

stitutionen medmindre konkrete grunde taler herimod.

Varetægtsarrestanter har desuden efter omstændighederne mulighed for at

modtage besøg, brevveksle og telefonere samt mulighed for at komme på

udgang.

116

UDKAST

Det følger således bl.a. af retsplejelovens § 771, stk. 1, at en varetægtsarre-

stant kan modtage besøg i det omfang, opretholdelse af orden og sikkerhed

i varetægtsfængslet tillader det. Arrestanten har altid ret til ukontrolleret be-

søg af sin forsvarer.

Desuden følger det af lovens § 771, stk. 5, at når særlige omstændigheder

taler derfor, kan kriminalforsorgsområdet med politiets samtykke give en

varetægtsarrestant udgangstilladelse med ledsager for et kortere tidsrum.

Varetægtsarrestanter har efter gældende praksis en snæver adgang til at

komme på udgang. Der skal således foreligge særlige omstændigheder,

f.eks. at en nærtstående person er alvorligt syg. Der kan også efter en kon-

kret vurdering foreligge særlige omstændigheder, hvis udgang sker til vare-

tagelse af personlige interesser af en vis vægt.

Efter § 772, stk. 1, har en varetægtsarrestant ret til at modtage og afsende

breve. Det er efter bestemmelsen desuden muligt for politiet at gennemse

breve, tilbageholde breve mv. Efter § 772, stk. 2, har en varetægtsarrestant

ret til ukontrolleret brevveksling med en række personer og myndigheder

mv.

Efter § 776 fastsætter justitsministeren nærmere regler om behandlingen af

varetægtsarrestanter. I medfør af bl.a. denne bestemmelse er bekendtgørelse

nr. 173 af 31. januar 2022 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen)

udstedt. Det følger af bekendtgørelsens §§ 72-76, at en varetægtsarrestant

efter nærmere bestemte betingelser har mulighed for at føre telefonsamtaler,

men at denne mulighed kan begrænses, f.eks. hvis det findes nødvendigt af

ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn.

2.2.5.2. Justitsministeriets overvejelser

Som led i en revision af disciplinærstraffesystemet i straffuldbyrdelsesloven

finder Justitsministeriet, at der tilsvarende bør foretages ændringer af de re-

levante bestemmelser i retsplejeloven, som regulerer muligheden for at

ikende disciplinærstraf over for varetægtsarrestanter.

Varetægtsarrestanter har i dag mulighed for efter omstændighederne at

komme på udgang, få besøg, brevveksle og telefonere. Uanset at varetægts-

arrestanters mulighed herfor efter bestemmelserne i retsplejeloven generelt

er mere begrænset set i forhold til afsonere, hvis forhold reguleres efter straf-

fuldbyrdelsesloven, findes det hensigtsmæssigt i videst muligt omfang at

stille varetægtsarrestanter på samme måde som afsonere i relation til disci-

plinærstraf.

117

UDKAST

2.2.5.3. Den foreslåede ordning

Der foreslås ændringer i retsplejelovens § 775, stk. 1, med henblik på, at de

4 nye typer af disciplinærstraffe, som beskrevet ovenfor under pkt. 2.2.2.3,

også vil være mulige at anvende over for varetægtsarrestanter.

Anvendelsen af de nye disciplinærstraffe berører ikke en varetægtsarrestants

ret til ukontrolleret besøg fra sin forsvarer efter retsplejelovens § 771, stk.

1, 5. pkt., samt retten til ukontrolleret brevveksling efter § 772, stk. 2.

Der foreslås derudover ændringer i retsplejelovens § 775, stk. 2, med hen-

blik på, at fastsætte, at strafcelle over for varetægtsarrestanter som udgangs-

punkt højst kan vare i 14 dage.

Det foreslås derudover, at der indsættes et nyt stykke i § 775 med henblik

på, at der i særlige tilfælde kan ikendes disciplinærstraf i et tidsrum på over

14 dage, dog højst 4 uger. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 16,

for en nærmere beskrivelse af de momenter, som er relevante for at vurdere,

om der er tale om et særligt tilfælde i bestemmelsens forstand. Det bemær-

kes i den forbindelse, at bestemmelsen i § 755, stk. 2, 2. pkt., opretholdes,

således at det for unge under 18 år gælder, at tidsrummet fastsættes til højst

7 dage, medmindre sagen angår vold mod personale i institutionen.

Det foreslås desuden, at straffuldbyrdelseslovens § 68, stk. 5, 7 og 8, skal

finde tilsvarende anvendelse på varetægtsarrestanter. Der henvises til be-

mærkningerne til § 1, nr. 13, for en nærmere beskrivelse af indholdet af de

nævnte bestemmelser.

2.3. Udførelse af samfundstjeneste i private virksomheder

2.3.1. Gældende ret

Efter straffelovens § 62, stk. 1, kan retten afsige betinget dom med vilkår

om samfundstjeneste, såfremt betinget dom uden vilkår om samfundstjene-

ste ikke findes tilstrækkelig, og hvis tiltalte findes egnet hertil. Efter § 62,

stk. 3, er dommen betinget af, at den dømte i en prøvetid ikke begår strafbart

forhold, og at den pågældende overholder vilkår fastsat i medfør af § 63.

Det fremgår af straffelovens § 63, stk. 1, 1. pkt., at det som vilkår for udsæt-

telsen af fængselsstraf bestemmes, at den dømte skal udføre ulønnet sam-

fundstjeneste i mindst 30 og højst 300 timer.

Prøvetiden skal fastsættes til højst 2 år, jf. straffelovens § 63, stk. 3, 1. pkt.

Ud over en prøvetid skal der fastsættes en længstetid for udførelse af sam-

fundstjenesten, jf. straffelovens § 63 stk. 1, 2. pkt. Længstetiden skal udmå-

les i forhold til antallet af timer.

118

UDKAST

Hvis den betingede fængselsstraf er fastsat til højst 3 måneder, ophører prø-

vetiden, når længstetiden for at udføre samfundstjenesten er udløbet, jf.

straffelovens § 63, stk. 3, 2. pkt.

Efter straffelovens § 63, stk. 4, skal den dømte undergives tilsyn i prøveti-

den, idet tilsynet dog ophører, når længstetiden for opfyldelse af samfunds-

tjenesten er udløbet, medmindre andet er bestemt i dommen. Retten kan

endvidere, hvis det findes formålstjenligt, fastsætte andre særvilkår efter lo-

vens § 57. Eventuelle særvilkår efter § 57 bortfalder, når længstetiden for

opfyldelse af samfundstjenesten er udløbet, medmindre andet er bestemt i

dommen.

Straffuldbyrdelseslovens § 101 er den grundlæggende bestemmelse om gen-

nemførelsen af samfundstjeneste, der er fastsat efter straffelovens § 63 (dvs.

som vilkår i en betinget fængselsdom).

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 101, stk. 1, at vilkår om sam-

fundstjeneste, der er fastsat efter straffelovens § 63, gennemføres af krimi-

nalforsorgen.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 101, stk. 2, at vilkår om sam-

fundstjeneste indebærer, at den dømte skal udføre ulønnet arbejde eller del-

tage i behandlings- eller uddannelsesprogram i det fastsatte antal timer inden

for den udmålte længstetid. Mindst to tredjedele af det fastsatte antal timer

skal gennemføres som ulønnet arbejde.

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 101, stk. 4, at kriminalforsorgs-

området træffer bestemmelse om arbejdsstedet, hvor det ulønnede arbejde

skal udføres, og om den dømtes eventuelle deltagelse i behandlings- eller

uddannelsesprogram som en del af samfundstjenesten. Den dømte skal i øv-

rigt overholde de forskrifter, som kriminalforsorgen fastsætter om gennem-

førelsen af samfundstjenesten.

Som samfundstjenestesteder kan

–

inden for de nuværende regler

–

anven-

des institutioner og organisationer, som er offentlige, offentligt støttede eller

har almennyttige formål.

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Kriminalforsorgen oplever udfordringer med at finde det tilstrækkelige antal

samfundstjenestesteder, der efter den gældende ordning kan udføres i insti-

tutioner og organisationer, som er offentlige, offentligt støttede eller har al-

mennyttige formål. Det er særligt vanskeligt at finde samfundstjenestesteder

med mulighed for afvikling i yderperioderne såsom i aftentimerne og i

119

UDKAST

weekender, hvilket er relevant for dømte, som er i regulært arbejde eller som

er under uddannelse.

For dømte, der gerne vil opnå et liv uden kriminalitet, er det centralt at få

skabt kontakt til potentielle fremtidige arbejdsgivere. Her kan et samfunds-

tjenestested spille en vigtig rolle.

Som en del af aftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025 er aftale-

partierne enige om, at samfundstjeneste også skal kunne udføres hos private

erhvervsvirksomheder, såfremt den enkelte virksomhed er indstillet på at

modtage samfundstjenesteyderen.

De mest oplagte eksempler på arbejdspladser hos private erhvervsvirksom-

heder, som vil kunne anvendes til samfundstjeneste, er virksomheder eller

virksomhedstyper, der tidligere har været kommunale, men som løbende er

blevet udliciteret til private, og som desuden tidligere har været samfunds-

tjenestesteder i kriminalforsorgen. Som eksempel kan nævnes køkken- og

pedelopgaver på bl.a. plejehjem og institutioner samt medborgerhuse. Flere

af disse typer samfundstjenestesteder har traditionelt aftaget et større antal

personer, som udfører samfundstjeneste, idet der på flere af disse steder har

kunnet tilbydes aften- og weekendarbejde.

Straffelovrådet har i betænkning nr. 1545 fra 2014 om samfundstjeneste mv.

foreslået, at samfundstjeneste også skal kunne udføres hos private erhvervs-

virksomheder. Straffelovrådet lagde i denne forbindelse bl.a. vægt på, at der

ikke er noget strafferetligt eller straffuldbyrdelsesmæssigt til hinder for, at

samfundstjeneste afvikles hos private erhvervsvirksomheder.

Straffelovrådet lagde derudover vægt på, at myndighedsansvaret for tilsynet

og iværksættelsen af eventuelle sanktioner uændret vil ligge hos kriminal-

forsorgen, og at den overvågningsrolle, som den private erhvervsvirksom-

hed i sagens natur vil have i forhold til den dømte, ikke på det principielle

plan adskiller sig fra den overvågning, som private arbejdsgivere kan have

i forhold til personer, der afsoner en ubetinget fængselsstraf på bopælen un-

der intensiv overvågning og kontrol.

Justitsministeriet finder, at initiativet bør gennemføres ved en ændring af

straffuldbyrdelseslovens § 101, stk. 2, 1. pkt.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Der foreslås ændringer af straffuldbyrdelseslovens § 101, stk. 2, 1. pkt.

Formålet er at skabe lovhjemmel til, at samfundstjeneste i form af ulønnet

arbejde også skal kunne udføres hos private erhvervsvirksomheder.

120

UDKAST

Det er fortsat kriminalforsorgen, der skal udmønte samfundstjenesten, her-

under visitere den dømte til et relevant arbejdssted samt føre kontrol og til-

syn med, at afviklingen af samfundstjenesten sker i overensstemmelse med

den idømte straf. Det er endvidere kriminalforsorgens opgave at sørge for,

at samfundstjenestesteder forinden indstilles og godkendes af De Regionale

Arbejdsmarkedsråd, bl.a. med henblik på at der ikke sker forvridning af kon-

kurrencen.

2.4. Øgede muligheder for gældssanering og eftergivelse af gæld for

personer pålagt straffesagsomkostninger

2.4.1. Gældende ret

Det fremgår af konkurslovens § 197, stk. 1, at skifteretten efter en skyldners

begæring kan afsige kendelse om gældssanering, såfremt skyldneren godt-

gør, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt

har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og det må antages, at gælds-

sanering vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold.

Er skyldneren håbløst forgældet, og vil en gældssanering medføre en varig

forbedring af skyldnerens økonomiske forhold, vil skyldneren som hoved-

regel blive meddelt gældssanering, medmindre de forhold, der er nævnt i §

197, stk. 2, taler imod det.

Det fremgår af § 197, stk. 2, at en kendelse om gældssanering i almindelig-

hed ikke kan afsiges, såfremt skyldnerens økonomiske forhold er uafkla-

rede, skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, en ikke

uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare forhold eller erstatningspådrag-

ende forhold, skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selvom skyld-

neren har haft rimelig mulighed herfor, skyldneren har indrettet sig med

henblik på gældssanering eller skyldneren har stiftet ny gæld, efter at gælds-

sanering er indledt.

Efter § 197, stk. 2, nr. 3, kan en kendelse om gældssanering som nævnt i

almindelighed ikke afsiges, såfremt en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved

strafbare eller erstatningspådragende forhold. Det fremgår af forarbejderne

til § 197, stk. 2, nr. 3, at sagsomkostninger m.v. forbundet med en straffesag

må henregnes til gæld, der er pådraget ved strafbare forhold, jf. Folketings-

tidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, side 322.

Det følger endvidere af forarbejderne til § 197, stk. 2, nr. 3, at en gældspost

vil kunne være ”ikke uvæsentlig” både ud fra en relativ vurdering i forhold

til skyldnerens samlede gæld og ud fra en absolut vurdering, jf. Folketings-

tidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, side 322. For en skyldner, der har en

samlet gæld på 250.000 kr., vil eksempelvis en gældforøgelse på 2.500 kr. i

121

UDKAST

almindelighed være uvæsentlig. Har skyldneren på den anden side f.eks. en

gæld på flere millioner kroner, vil en gældsforøgelse, der alene udgør få

procent af gældens samlede størrelse, men som i absolutte tal er betydelig,

efter omstændighederne kunne være væsentlig.

Saneres gæld, der er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende for-

hold, i umiddelbar forlængelse af den begivenhed, der udløste kravet, vil det

kunne virke særligt stødende, og derfor skal sådanne krav være noget ældre

end anden gæld, før de kan gældssaneres, jf. Folketingstidende 2004-05, 2.

samling, tillæg A, side 322. Længden af den periode, der skal være forløbet,

inden der kan meddeles gældssanering, når gælden stammer fra strafbare

eller erstatningspådragende forhold, vil afhænge af en konkret vurdering af

omstændighederne ved pådragelsen af kravet.

De almindelige regler om eftergivelse af gæld til det offentlige svarer til

gældssaneringsreglerne i konkurslovens afsnit IV om gældssanering. Reg-

lerne for gældssanering finder anvendelse for såvel privat gæld som gæld til

det offentlige. Det er i modsætning til eftergivelse efter lov om inddrivelse

af gæld til det offentlige, der udelukkende omfatter gæld til det offentlige.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger til forslag til lov om inddri-

velse af gæld til det offentlige, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side

263, at det er hensigten med eftergivelsesreglerne, at de skal være parallelle

med reglerne om gældssanering. Ved lov nr. 825 af 19. december 1989 blev

der indført fælles retningslinjer på hele Skatteministeriets område vedrø-

rende eftergivelse og henstand for personer. Af de almindelige bemærknin-

ger i lovforslaget, jf. Folketingstidende 1989-90, tillæg A, spalte 157-158,

fremgår det om baggrunden for ændringerne, at der med forslaget blev taget

udgangspunkt i konkurslovens bestemmelser om gældssanering, idet det

også var hensigten at tilpasse skattevæsenets og toldvæsenets eftergivelses-

praksis til skifteretternes praksis i sager om gældssanering.

Det fremgår endvidere, at hensigten med forslaget var at etablere en ensartet

praksis inden for de nævnte myndigheder, der i realiteten behandler de

samme sager. Dette skulle medføre en ensartet behandling af borgerne og

dermed en styrkelse af retssikkerheden på dette område. Det anføres endvi-

dere, at harmoniseringen med gældssaneringsreglerne forventedes at ville

medføre, at man ofte kan undgå at gennemføre en gældssaneringssag ved

skifteretten, når der udelukkende eller i overvejende grad er tale om gæld til

skatte- og toldvæsenet.

122

UDKAST

Det fremgår af § 13, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at

restanceinddrivelsesmyndigheden efter anmodning fra en skyldner kan ef-

tergive gæld til det offentlige, såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren

ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne

opfylde sine gældsforpligtelser, og det må antages, at eftergivelsen vil føre

til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold.

Eftergivelse kan dog i almindelighed ikke finde sted, såfremt skyldnerens

økonomiske forhold er uafklarede, skyldneren har handlet uforsvarligt i

økonomiske anliggender, en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare

forhold (dvs. at gælden bl.a. omfatter bøder og sagsomkostninger) eller er-

statningspådragende forhold, skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld,

selvom skyldneren har haft rimelig mulighed herfor, skyldneren har indret-

tet sig med henblik på eftergivelse eller skyldneren har stiftet ny gæld til det

offentlige, efter at eftergivelsessag er indledt, jf. § 13, stk. 2, i lov om ind-

drivelse af gæld til det offentlige.

Ved afgørelse om eftergivelse skal der lægges vægt på gældens alder. Hvis

skyldneren har anden betydelig gæld, kan eftergivelse nægtes, jf. § 13, stk.

3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Da en afgørelse om eftergivelse af gæld alene kan omfatte gæld til det of-

fentlige, skal der endvidere lægges vægt på, om skyldneren udelukkende

eller i overvejende grad har gæld til det offentlige. Er forholdet det, at skyld-

neren overvejende har gæld til private, vil restanceinddrivelsesmyndigheden

kunne eftergive gælden til det offentlige, men restanceinddrivelsesmyndig-

heden kan efter en konkret vurdering give afslag på eftergivelse på grund af

gældssammensætningen og henvise skyldner til i stedet at søge om gælds-

sanering ved skifteretten, jf. § 13, stk. 3, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige. Skyldner skal således henvises til at søge gældssanering

ved skifteretten, når det vurderes, at det kun er gennem en gældssanering, at

skyldner kan opnå en varig forbedring af sine økonomiske forhold. Bestem-

melsens anvendelsesområde er tilfælde, hvor de private kreditorer reelt har

opgivet at inddrive gælden, således at det alene er gælden til det offentlige,

der er et problem for skyldner. Udgangspunktet vil være, at skifteretten be-

handler sager, hvor skyldner har gæld både til private og offentlige kredito-

rer, mens restanceinddrivelsesmyndigheden behandler sager om eftergi-

velse, når skyldner primært har gæld til det offentlige, jf. Folketingstidende

2008-09, tillæg A, side 266.

123

UDKAST

Derudover kan eftergivelse nægtes, såfremt der foreligger andre omstæn-

digheder, der taler afgørende imod hel eller delvis eftergivelse, jf. § 13, stk.

4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Alene skyldnere, som er fysiske personer, kan få eftergivelse efter stk. 1, jf.

§ 13, stk. 5, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Bestemmelserne i § 13, stk. 1-5, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige svarer i al væsentlighed til bestemmelserne i konkurslovens § 197, stk.

1-4 og 6.

Eftergivelse kan gå ud på bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld, jf.

§ 14, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. I forbin-

delse med nedsættelse kan der træffes bestemmelse om henstand med og

afdragsvis betaling af den ikke eftergivne del af gælden, jf. § 14, stk. 1, 2.

pkt. Bestemmelserne i § 14, stk. 1, 1. og 2. pkt., svarer til konkurslovens §

198 om gældssanering. I henstands- og afdragsperioden sker der ingen for-

rentning af gælden, jf. § 14, stk. 1, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige. Skatteministeren kan efter § 14, stk. 2, fastsætte nærmere reg-

ler om fastsættelsen af afdragene og afdragsperiodens længde efter stk. 1.

Det er sket i §§ 30 og 31 i bekendtgørelse nr. 188 af 9. marts 2020 om ind-

drivelse af gæld til det offentlige med senere ændringer. Reglerne er afstemt

med de regler, der er fastsat i bekendtgørelse nr. 1363 af 19. december 2008

om gældssanering med senere ændringer.

2.4.2. Justitsministeriets overvejelser

Mange dømte står efter endt afsoning i en situation med betydelig gæld til

det offentlige som følge af sagsomkostninger i forbindelse med en eller flere

straffesager. Denne gæld kan være en væsentlig hindring for de dømte til at

tage skridt mod et liv uden kriminalitet.

I dag kan skyldnere under visse betingelser enten opnå gældssanering, der

både angår offentlig og privat gæld, eller eftergivelse af gæld til det offent-

lige. Begæring om gældssanering behandles af skifteretten efter reglerne i

konkursloven, mens ansøgning om eftergivelse af gæld indgives til Gælds-

styrelsen efter reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Som reglerne er i dag, kan gældssanering efter konkursloven og eftergivelse

af gæld efter lov om inddrivelse af gæld til det offentlige i almindelighed

ikke finde sted, hvis en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller

erstatningspådragende forhold. Det omfatter bl.a. gæld, der udspringer af

straffesagsomkostninger.

124

UDKAST

For at motivere dømte til ikke at begå ny kriminalitet og dermed skabe mu-

lighederne for et tryggere Danmark er aftalepartierne bag aftalen om krimi-

nalforsorgens økonomi 2022-2025 enige om at forbedre mulighederne for,

at tidligere dømte kan blive fri for gæld fra sagsomkostninger, såfremt de

ved deres adfærd gør sig fortjent til det, og de ikke har økonomiske mulig-

heder for at afdrage på gælden.

Som en del af flerårsaftalen er aftalepartierne derfor enige om, at reglerne

om eftergivelse af gæld og gældssanering ændres, så gæld i form af straffe-

sagsomkostninger sidestilles med anden gæld.

2.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at ændre reglerne om gældssanering i konkursloven og reglerne

om eftergivelse af gæld i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, så

gæld i form af straffeomkostninger sidestilles med anden gæld.

Det følger af den gældende bestemmelse i konkurslovens § 197, stk. 2, nr.

3, at en kendelse om gældssanering i almindelighed ikke kan afsiges, hvis

en ikke uvæsentlig del af skyldneren gæld er pådraget ved strafbare eller

erstatningspådragende forhold. Dette omfatter bl.a. gæld i form af straffe-

sagsomkostninger.

Det følger af den gældende bestemmelse i § 13, stk. 2, nr. 3, i lov om ind-

drivelse af gæld til det offentlige, at eftergivelse af gæld til det offentlige i

almindelighed ikke kan ske, hvis en ikke uvæsentlig del af skyldnerens gæld

er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold. Dette omfat-

ter bl.a. gæld i form af straffesagsomkostninger.

Den foreslåede ordning indebærer, at gæld i form af straffesagsomkostnin-

ger vil kunne saneres i medfør af konkurslovens § 197, stk. 1, og eftergives

efter § 13, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige i højere grad

end efter de gældende regler, idet forekomst af gæld i form af straffesags-

omkostninger ikke længere vil føre til nægtelse af gældssanering og eftergi-

velse. Dette vil ligeledes gælde, selvom gælden i form af straffesagsomkost-

ninger udgør en ikke uvæsentlig del af den samlede gæld. Gæld i form af

straffesagsomkostninger sidestilles på den måde med anden gæld. Ved

”sagsomkostninger pålagt i straffesager” forstås sagsomkostninger pålagt i

medfør af retsplejelovens § 1008.

Det foreslåede indebærer endvidere, at den eksisterende forudsætning i for-

arbejderne til konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 3, jf. Folketingstidende 2004-

05, 2. samling, tillæg A, side 322, om, at gæld, der er pådraget ved strafbare

eller erstatningspådragende forhold, skal være noget ældre end anden gæld,

125

UDKAST

før den kan gældssaneres, ikke vil gælde i relation til gæld i form af straffe-

sagsomkostninger.

Der fremgår ikke en tilsvarende forudsætning i forarbejderne til den oprin-

delige lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lov nr. 1333 af 19

december 2008. Henset til at det dog fremgår af de almindelige bemærknin-

ger til forslag til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. Folketings-

tidende 2008-09, tillæg A, side 263, at det er hensigten med eftergivelses-

reglerne, at de skal være parallelle med reglerne om gældssanering, må for-

udsætningen anses for ligeledes at gøre sig gældende for eftergivelsesreg-

lerne. Den eksisterende forudsætning om, at gæld, der er pådraget ved straf-

bare eller erstatningspådragende forhold, skal være noget ældre end anden

gæld, før den kan eftergives, vil med det foreslåede således ikke gælde i

relation til eftergivelse af straffesagsomkostninger.

Formålet med ordningen er, at gæld, der består af straffesagsomkostninger,

ikke i sig selv skal være en hindring for eftergivelse af gæld til det offentlige

eller gældssanering og dermed potentielt være til hinder for, at tidligere

dømte kan komme videre med en kriminalitetsfri tilværelse.

I forbindelse med ansøgning om gældseftergivelse eller begæring om gælds-

sanering vil de almindelige krav om eftergivelse og gældssanering fortsat

være gældende, herunder at skyldneren skal have stabile og afklarede øko-

nomiske forhold samt ikke må have handlet uforsvarligt i økonomiske an-

liggender, ikke må have undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren

har haft rimelig mulighed herfor, ligesom en væsentlig del af gælden fortsat

ikke må være pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold,

herunder eksempelvis bøder eller erstatning til ofre for forbrydelser.

2.5. Håndtering af belægget som følge af straffelovens § 81 d, stk. 2

2.5.1. Gældende ret

2.5.1.1. Straffelovens § 81 d’s gyldighed i tid

Ved § 1, nr. 1, i lov nr. 349 af 2. april 2020 om ændring af straffeloven,

retsplejeloven og udlændingeloven (Skærpet straf for lovovertrædelser med

baggrund i eller sammenhæng med covid-19 og blokering af hjemmesider,

hvorfra der begås visse lovovertrædelser, som har baggrund i eller sammen-

hæng med covid-19) vedtog Folketinget bl.a. at indsætte en ny § 81 d i straf-

feloven.

Bestemmelsen indeholdt regler om strafudmåling for visse former for kri-

minalitet relateret til covid-19-epidemien i Danmark, jf. nærmere nedenfor

afsnit 2.5.1.2.

126

UDKAST

Det fulgte af en solnedgangsklausul i § 4, stk. 4, i lov nr. 349 af 2. april

2020, at bl.a. bestemmelsen i straffelovens § 81 d skulle ophæves den 1.

marts 2021. Ved lov nr. 289 af 27. februar 2021 om ændring af lov om æn-

dring af straffeloven, retsplejeloven og udlændingeloven (Udskydelse af

solnedgangsklausul) blev solnedgangsklausulen imidlertid ændret, så straf-

felovens § 81 d forblev i kraft indtil den 1. januar 2022.

Den 1. januar 2022 blev straffelovens § 81 d ophævet. Det er imidlertid i

forarbejderne til solnedgangsklausulen forudsat, at strafskærpelserne i straf-

felovens § 81 d fortsat vil gælde for sager om forhold omfattet af bestem-

melsen, der er begået efter ikrafttræden af, men forud for ophævelsen af §

81 d, uanset om sagen pådømmes efter ophævelsen heraf. Der henvises til

Folketingstidende 2019-20, A, L 157 som fremsat, side 18.

2.5.1.2. Indholdet af straffelovens § 81 d

Det fulgte af straffelovens § 81 d, stk. 1, at den straf, der er foreskrevet i

straffelovens §§ 119-122, 133-134 b, 135, 144, 161 og 163, § 172, jf. § 171,

stk. 1, § 189, § 247, stk. 2, § 263, stk. 1 og stk. 3, jf. stk. 1, § 263 a, § 285,

stk. 1, jf. §§ 276, 276 a, 278, 279, 279 a, 280, 281, 282 og 283, § 286, jf. §§

276, 276 a, 278, 279, 279 a, 280, 281, 282 og 283, § 287, stk. 1, jf. §§ 276,

276 a, 278, 279, 279 a, 280, 281, 282 og 283, samt §§ 288-290, 290 a og

293, § 299, stk. 2, og §§ 300 a, 301 og 303, kunne forhøjes indtil det dob-

belte, hvis lovovertrædelsen havde baggrund i eller sammenhæng med co-

vid-19-epidemien i Danmark. Bestemmelsen omfattede primært formuefor-

brydelser, idet en række lovovertrædelser, der vedrører forbrydelser mod

den offentlige myndighed mv. samt den offentlige orden og fred, dog også

var omfattet.

Det forudsattes i forarbejderne til bestemmelsen, at strafniveauet for over-

trædelse af de i straffelovens § 81 d, stk. 1, nævnte lovovertrædelser som

udgangspunkt skulle forhøjes til omkring det dobbelte i forhold til den straf,

der ville være fastsat af domstolene for tilsvarende overtrædelser, der ikke

havde baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark,

jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 157 som fremsat, side 13.

Bestemmelsens anvendelse forudsatte, at lovovertrædelsen helt eller delvis

havde været motiveret af eller havde til formål at udnytte den situation, som

covid-19-epidemien i Danmark medførte. Det ville ifølge forarbejderne

bero på en konkret vurdering af den begåede lovovertrædelse, herunder sær-

ligt overtrædelsens karakter, formål og kontekst, om betingelsen var opfyldt.

Det måtte dog i almindelighed antages, at betingelsen var opfyldt, hvis over-

127

UDKAST

trædelsen vedrørte hjælpepakker til imødegåelse af skadevirkninger ved co-

vid-19-epidemien eller værnemidler såsom hånd-sprit og mundbind eller an-

dre knappe ressourcer i den konkrete situation.

Det ville derimod have formodningen imod sig, at f.eks. overtrædelser ved-

rørende værnemidler, der ikke udgjorde en knap ressource i den konkrete

situation, ville være motiveret af eller have til formål at udnytte situationen.

Det blotte forhold, at der blev stjålet værnemidler i en sådan situation, ville

således ikke indebære, at overtrædelsen ville være omfattet af strafskærpel-

sen i straffelovens § 81 d, stk. 1, jf. bl.a. justitsministerens besvarelse af 30.

marts 2020 af spørgsmål nr. 85 fra Folketingets Retsudvalg til L 157.

Efter straffelovens § 81 d, stk. 2, kunne straffen forhøjes således, at den blev

fire gange så høj, såfremt en af de i stk. 1 nævnte lovovertrædelser fandt

sted under sådanne omstændigheder, at der uberettiget blev opnået eller søgt

opnået lån, kredit, støtte, tilskud eller lignende kompensation fra hjælpepak-

ker til imødegåelse af skadevirkninger ved covid-19-epidemien.

Ifølge forarbejderne dækkede »hjælpepakker til imødegåelse af skadevirk-

ninger ved covid-19-epidemien« over de erhvervs- og jobrettede tiltag mv.,

som regeringen lancerede med henblik på at afbøde de negative økonomiske

konsekvenser af spredningen af covid-19 for danske lønmodtagere, arbejds-

pladser og virksomheder. Begrebet var dynamisk og omfattede hjælpepak-

ker, uanset om disse var vedtaget før eller efter lovens vedtagelse.

Det er forudsat i forarbejderne til bestemmelsen, at strafniveauet for over-

trædelser omfattet af straffelovens § 81 d, stk. 2, skulle være fire gange så

højt i forhold til den straf, der ville være fastsat af domstolene for tilsvarende

overtrædelser, der ikke havde baggrund i eller sammenhæng med covid-19-

epidemien i Danmark, jf. Folketingstidende 2019-20, tillæg A, L 157 som

fremsat, side 15.

Ved udmåling af tillægsbøde efter straffelovens § 50, stk. 2, i forbindelse

med overtrædelser omfattet af straffelovens § 81 d, stk. 2, skulle der lægges

vægt på den opnåede eller tilsigtede vinding, jf. § 81 d, stk. 3.

Det forudsattes i den forbindelse, at der ved alle lovovertrædelser med bag-

grund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark, hvor en

person uberettiget opnåede eller søgte at opnå lån, kredit, støtte, tilskud eller

lignende kompensation fra hjælpepakker til imødegåelse af skadevirkninger

ved covid-19-epidemien og derigennem opnåede eller tilsigtede at opnå en

økonomisk vinding for sig selv eller andre, skulle udmåles en bøde som til-

lægsstraf. En bøde skulle således almindeligvis idømmes som tillægsstraf i

128

UDKAST

alle tilfælde, hvor en fysisk person idømtes en betinget eller ubetinget fæng-

selsstraf. Tillægsbøden skulle beregnes med udgangspunkt i den opnåede

eller tilsigtede vinding og fastsættes i overensstemmelse med strafskærpel-

sen i stk. 2, dvs. fastsættes som det firedobbelte af den opnåede eller tilsig-

tede vinding.

Hvis flere personer i fællesskab foretog de strafbare forhold, forudsattes der

udmålt en tillægsbøde til hver af disse personer. Det skulle også gælde i det

tilfælde, hvor en medarbejder havde foretaget de strafbare forhold på vegne

af et selskab.

Forhøjelse af bøden skulle ikke modsvares af en mindre fængselsstraf, og

idømmelse af en tillægsbøde skulle i almindelighed ikke afhænge af den

tiltalte persons betalingsevne.

Der henvises i øvrigt til lovforslag nr. L 157 som fremsat, Folketingstidende

2019-20, tillæg A, samt til betænkningen over lovforslaget, jf. Folketingsti-

dende 2019-20, tillæg B.

2.5.2. Justitsministeriets overvejelser

Kriminalforsorgen står i en situation, hvor der er for få fængselspladser, og

hvor virkningen af strafskærpelserne vedrørende covid-19-relateret krimi-

nalitet forventes at forværre belægspresset i kriminalforsorgen betydeligt i

de kommende år. Aftalepartierne er som en del af aftalen om kriminalfor-

sorgens økonomi 2022-2025 på den baggrund enige om, at ordningen hvor-

efter personer, som har svindlet med hjælpepakker, og som derfor kan få

skærpet straffen til det firedobbelte, skal ændres, så de pågældende i stedet

kan få skærpet straffen til det dobbelte.

Initiativet har til formål delvis at imødegå det betydelige pres på belægget i

kriminalforsorgen, der følger af den nu ophævede § 81 d, stk. 2, i straffelo-

ven. Det forventes, at der de kommende år vil blive afsagt domme om ca.

850 forhold, der er begået før ophævelsen af straffelovens § 81 d, som er

omfattet af bestemmelsens stk. 2, og som må forventes at medføre en ganske

markant straf for de pågældende.

Det er således nødvendigt at tage skridt til at lette presset på belægget i kri-

minalforsorgen. Samtidig skal svindel mv. med hjælpepakker fortsat mødes

med hård konsekvens af retssystemet.

Justitsministeriet finder, at initiativet bør gennemføres ved en ændring af

lov nr. 349 af 2. april 2020.

129

UDKAST

Formålet med ændringen er, at personer, der har begået svindel mv. med

hjælpepakker, mens straffelovens § 81 d fortsat var i kraft, men som endnu

ikke har modtaget endelig dom herfor, skal kunne idømmes indtil dobbelt

–

frem for indtil firedobbelt

–

straf i forhold til den straf, der ville være idømt

for tilsvarende forhold, der ikke har baggrund i eller sammenhæng med co-

vid-19-epidemien i Danmark. Samtidig er det hensigten, at sådanne perso-

ner fortsat skal kunne idømmes tillægsbøder, der er fire gange så høje som

den tillægsbøde, de pågældende ville være idømt i sager, der ikke omhandler

svindel mv. med hjælpepakker.

Det bemærkes, at det er forudsat med flerårsaftalen, at initiativet vil frigøre

ca. 250 fængselspladser i 2025.

2.5.3. Den foreslåede ordning

For det første foreslås det, at der ved pådømmelse efter 1. juli 2022 af for-

hold omfattet af lovens § 1, nr. 1, dvs. omfattet af den nu ophævede § 81 d

i straffeloven, ikke skal ske strafskærpelse efter straffelovens § 81 d, stk. 2,

som affattet ved lovens § 1, nr. 1.

Reglen i straffelovens § 81 d, stk. 2, omfatter lovovertrædelser, der er om-

fattet af § 81 d, stk. 1, som har fundet sted under sådanne omstændigheder,

at der uberettiget er opnået eller søgt opnået lån, kredit, støtte, tilskud eller

lignende kompensation fra hjælpepakker til imødegåelse af skadevirkninger

ved covid-19-epidemien.

Forslaget vil have virkning for straffesager om sådanne forhold, som er be-

gået, mens straffelovens § 81 d var i kraft, og hvor der endnu ikke er afsagt

endelig dom på tidspunktet for nærværende lovforslags ikrafttræden. Ved

pådømmelsen af disse forhold vil domstolene

–

i stedet for strafskærpelses-

reglen i straffelovens § 81 d, stk. 2

–

alene skulle anvende strafskærpelses-

reglen i straffelovens § 81 d, stk. 1, som denne bestemmelse var affattet efter

§ 1, nr. 1, i lov nr. 349 af 2. april 2020.

Virkningen heraf vil være, at straffen som udgangspunkt vil skulle forhøjes

til omkring det dobbelte

–

og altså ikke det firedobbelte

–

i forhold til den

straf, der ville være fastsat af domstolene for tilsvarende overtrædelser, der

ikke har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark.

Det bemærkes, at ændringer i straffelovgivningen som udgangspunkt ikke

har betydning for straffesager, der er endeligt påkendt. Som en undtagelse

hertil gælder dog straffelovens § 3, stk. 2, som indebærer, at hvis en ny lov

erklærer et forhold for straffrit, skal der ske bortfald af en endeligt idømt,

130

UDKAST

men endnu ikke fuldbyrdet straf. Bestemmelsen gælder imidlertid ikke i for-

hold til ændringer i lovgivningen, der kun fører til mildere straffe, og de

domfældte har i så fald intet krav på efterregulering, selv om straffen endnu

ikke er fuldbyrdet.

Den foreslåede straflempelse vil således ikke have betydning for personer,

der på tidspunktet for lovens ikrafttræden har modtaget endelig dom for en

overtrædelse, hvor straffen er skærpet efter straffelovens § 81 d, stk. 2.

Sådanne domme vil skulle fuldbyrdes i overensstemmelse med de alminde-

lige regler for fuldbyrdelse af straffedomme. Dette gælder også i de tilfælde,

hvor personer har modtaget en endelig dom, hvor straffen er skærpet i med-

før af straffelovens § 81 d, stk. 2, men personen endnu ikke helt eller delvis

har afsonet straffen.

I forhold til verserende sager, dvs. sager, der er under behandling ved dom-

stolene, er det forventningen, at disse vil blive berostillet, indtil loven er

trådt i kraft, med henblik på at sikre den fulde belægsmæssige effekt af ini-

tiativet.

Det foreslås for det andet, at straffelovens § 81 d, stk. 3, som affattet ved §

1, nr. 1, i lov nr. 349 af 2. april 2020, fortsat finder anvendelse på pådøm-

melsen af ovennævnte forhold efter lovens ikrafttræden.

Straffelovens § 81 d, stk. 3, omhandler udmålingen af tillægsbøder efter

straffelovens § 50, stk. 2, i sager omfattet af straffelovens § 81 d, stk. 2.

Forslaget vil have virkning for forhold omfattet af straffelovens § 81 d, der

er begået, mens bestemmelsen stadig var i kraft, hvorom der på tidspunktet

for nærværende lovforslags ikrafttræden ikke er afsagt endelig dom, og som

uden dette lovforslag ville skulle være behandlet efter straffelovens § 81 d,

stk. 2.

I sager vedrørende sådanne forhold vil der fortsat skulle idømmes en til-

lægsbøde efter straffelovens § 50, stk. 2. Tilsvarende forudsættes det fortsat

–

uanset at der skal ses bort fra strafskærpelsesreglen i straffelovens § 81 d,

stk. 2

–

at tillægsbøden som udgangspunkt skal forhøjes til det firedobbelte

i forhold til praksis om forhold, der ikke har baggrund i eller sammenhæng

med covid-19-epidemien i Danmark, dvs. til det firedobbelte af den opnåede

eller tilsigtede vinding.

131

UDKAST

2.6. Initiativer til imødegåelse af udeblivelse fra afsoning

2.6.1. Gældende ret

2.6.1.1. Om indsattes adgang til udgang

Straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om udgang findes i §§ 46-50. Ved

udgang forstås et under straffuldbyrdelsen tilladt fravær fra institutionen i et

bestemt tidsrum, der medregnes i straffetiden.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, kan en indsat få tilladelse til ud-

gang, når udgangsformålet er rimeligt begrundet i uddannelsesmæssige, ar-

bejdsmæssige, behandlingsmæssige, familiemæssige eller andre personlige

hensyn, og der ikke er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbin-

delse med udgangen vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straffuld-

byrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladelsen. Det er endvidere

en betingelse, at hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod ud-

gangstilladelsen.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 50 fastsætter justitsministeren regler om til-

ladelse til udgang. Det kan i forbindelse med sådanne regler bestemmes, at

tilladelse til udgang først kan gives efter ophold i et bestemt tidsrum i insti-

tutionen og efter udståelse af en bestemt del af straffen, samt at tilladelse til

udgang ikke kan gives i et tidsrum af 3 måneder fra indsættelsen, hvis den

indsatte er udeblevet efter tilsigelse til afsoning. Det kan endvidere bestem-

mes, at den indsatte efter udgangsmisbrug er afskåret fra i et bestemt tidsrum

at forlange en afgørelse af spørgsmålet om tilladelse til udgang (udgangska-

rantæne).

Straffuldbyrdelseslovens regler om udgang suppleres en af række admini-

strative forskrifter i bekendtgørelse nr. 176 af 31. januar 2022 om udgang til

indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens insti-

tutioner (udgangsbekendtgørelsen).

Det fremgår af bekendtgørelsens § 21, stk. 1, at en indsat, der uden lovlig

grund er udeblevet efter tilsigelse til afsoning, i et tidsrum af 3 måneder fra

indsættelsen skal fratages muligheden for at kunne meddeles tilladelse til

udgang.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 31, stk. 3, at udgang kan gives, hvis sær-

lige omstændigheder taler derfor, uanset at der er truffet afgørelse om frata-

gelse af mulighed for udgang på grund af udeblivelse uden lovlig grund efter

tilsigelse til afsoning, jf. § 21, stk. 1.

132

UDKAST

2.6.1.2. Om indsattes ret til besøg

Straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om indsattes ret til besøg findes i §§

51-53.

En indsat, der afsoner fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens in-

stitutioner, har ret til mindst ét ugentligt besøg af mindst én times varighed

og så vidt muligt af to timers varighed, jf. straffuldbyrdelseslovens § 51, stk.

1, men der kan i den enkelte institution gives tilladelse til besøg i videre

omfang.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 2, har en indsat uden de i stk. 1

nævnte begrænsninger ret til at modtage besøg af den advokat, der er be-

skikket for eller valgt af den pågældende som forsvarer i den straffesag, der

har ført til indsættelse i institutionen, eller i en verserende straffesag. Det

samme gælder besøg i øvrigt af advokater, der efter retsplejelovens § 733 er

antaget af justitsministeren til at beskikkes som offentlige forsvarere.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 3, har en udenlandsk indsat uden de

i straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 1, nævnte begrænsninger endvidere ret

til samtale med hjemlandets diplomatiske eller konsulære repræsentanter.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 4, har en indsat, som af politiet

skønnes at have tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt involve-

ret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og

om hvem politiet oplyser, at der inden for den gruppe, som den indsatte

skønnes at have tilknytning til, som led i konflikten enten er anvendt skyde-

våben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres

særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade, eller er be-

gået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180, ikke ret til at modtage

besøg af personer med tilknytning til den pågældende gruppe eller en anden

tilsvarende gruppe, medmindre ganske særlige grunde gør sig gældende.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 1, skal besøg til en indsat, som af

politiet skønnes at indtage en ledende eller koordinerende rolle i en gruppe

af personer, som tilsammen står bag omfattende og alvorlig kriminalitet,

overværes af personalet i institutionen, medmindre det er åbenbart, at det

ikke er nødvendigt af ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn eller af hen-

syn til at forebygge kriminalitet.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 2, skal besøg til en indsat, som er

dømt for overtrædelse af en af de forbrydelser, der er nævnt i straffelovens

12. eller 13. kapitel, eller som kriminalforsorgen skønner at være radikali-

seret, ekstremistisk eller i risiko for at blive det, overværes af personalet i

133

UDKAST

institutionen, hvis dette skønnes påkrævet af ordens- eller sikkerhedsmæs-

sige hensyn, af hensyn til kriminalforsorgens indsats mod radikalisering og

ekstremisme eller af hensyn til at forebygge kriminalitet.

Kriminalforsorgsområdet kan bestemme, at de besøgende skal indhente for-

udgående tilladelse til at besøge den indsatte, ligesom det kan gøres til et

vilkår for en besøgstilladelse, at den besøgende lader sig undersøge, jf. straf-

fuldbyrdelseslovens § 52.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 53, stk. 3, fastsætter justitsministeren regler

om gennemførelsen af de indsattes ret til besøg og om begrænsninger i

denne ret ud fra ordens- eller sikkerhedsmæssige hensyn, af hensyn til kri-

minalforsorgens indsats mod radikalisering og ekstremisme eller af hensyn

til at forebygge kriminalitet, herunder om adgang for kriminalforsorgsom-

rådet til at træffe bestemmelse om forbud mod besøg af bestemte personer

og om gennemførelse af besøg under overværelse af personale i institutio-

nen. Det er i samme bestemmelse fastsat, at besøg af advokat, jf. § 51, stk.

1, altid skal være uoverværet.

Straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om besøg suppleres af en række ad-

ministrative forskrifter, som findes i bekendtgørelse nr. 177 af 31. januar

2022 om adgangen til besøg mv. til indsatte, der udstår fængselsstraf eller

forvaring i kriminalforsorgens institutioner (besøgsbekendtgørelsen).

Efter de gældende regler, er det ikke muligt at begrænse en indsats ret til

besøg på baggrund af, at den indsatte uden lovlig grund er udeblevet fra

afsoning.

2.6.1.3. Om varetægtsfængsling

Reglerne om, i hvilke tilfælde der kan ske varetægtsfængsling, findes i rets-

plejelovens kapitel 70.

Efter retsplejelovens § 762, stk. 1, kan en sigtet varetægtsfængsles, når der

er begrundet mistanke om, at den pågældende har begået en lovovertræ-

delse, som er undergivet offentlig påtale, såfremt overtrædelsen efter loven

kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover,

der enten (1) efter

det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at vedkom-

mende vil unddrage sig forfølgningen eller fuldbyrdelsen (sikringsarrest),

eller

(2) der efter det om sigtedes forhold oplyste er bestemte grunde til at

frygte, at vedkommende på fri fod vil begå ny lovovertrædelse af den foran

nævnte beskaffenhed (uskadeliggørelsesarrest), eller (3) der efter sagens

134

UDKAST

omstændigheder er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskelig-

gøre forfølgningen i sagen, navnlig ved at fjerne spor eller advare eller på-

virke andre (kollusionsarrest).

Retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, anvendes typisk, når (1) vedkommende

har holdt sig skjult for politiet eller har flugtplaner, (2) vedkommende har

tilknytning til Danmark og til andre lande, eller (3) vedkommende ingen

tilknytning har til Danmark.

Efter retsplejelovens § 762, stk. 2, kan en sigtet endvidere varetægtsfængs-

les af hensyn til retshåndhævelsen (såkaldt retshåndhævelsesarrest). Efter

bestemmelsen kan en sigtet således varetægtsfængsles, når der foreligger en

særligt bestyrket mistanke om, at den pågældende har begået

enten

(1) en

overtrædelse som er undergivet offentlig påtale, og som efter loven kan

medføre fængsel i 6 år eller derover, og hensynet til retshåndhævelsen efter

oplysningerne om forholdets grovhed skønnes at kræve, at sigtede ikke er

på fri fod,

eller

(2) en overtrædelse af en række nærmere angivne straffe-

lovsovertrædelser af overvejende personfarlig karakter, såfremt lovovertræ-

delsen efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville med-

føre en ubetinget dom på fængsel i mindst 60 dage, og hensynet til retshån-

dhævelsen skønnes at kræve, at sigtede ikke er på fri fod.

Efter retsplejelovens § 762, stk. 3, kan varetægtsfængsling bl.a. ikke anven-

des, hvis lovovertrædelsen kan ventes at ville medføre straf af bøde eller

fængsel i højst 30 dage.

Bestemmelse om varetægtsfængsling har kun virkning indtil sagens afgø-

relse i retten. På begæring træffer retten efter afgørelsen bestemmelse om,

hvorvidt tiltalte under en eventuel appel, eller indtil fuldbyrdelse kan iværk-

sættes, skal varetægtsfængsles eller forblive varetægtsfængslet, jf. retsple-

jelovens § 769, stk. 1. Betingelserne for varetægtsfængsling efter sagens af-

gørelse er som udgangspunkt de samme som før sagens afgørelse, medmin-

dre tiltalte samtykker i at forblive varetægtsfængslet. Samtykker tiltalte, er

dette i sig selv tilstrækkeligt til fortsat varetægtsfængsling.

Ud over de anførte almindelige regler om varetægtsfængsling indeholder

retsplejelovens § 769, stk. 2, en særlig regel om adgang til varetægtsfængs-

ling efter fældende dom, når hensynet til retshåndhævelsen skønnes at

kræve, at den tiltalte ikke er på fri fod, under hensyntagen til, at den tiltalte

har tilknytning til en gruppe af personer, som er aktivt involveret i en verse-

rende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, og at der inden for

den gruppe, som den dømte har tilknytning til, som led i konflikten enten er

anvendt skydevåben eller er anvendt våben eller eksplosivstoffer, som på

135

UDKAST

grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig

skade, eller er begået brandstiftelse omfattet af straffelovens § 180.

2.6.2. Justitsministeriets overvejelser

I 2020 udeblev 15,5 pct. af de tilsagte fra afsoning i kriminalforsorgen. Sam-

tidig havde 416 dømte pr. 24. november 2021 status som udeblevet fra tilsi-

gelse til afsoning og var dermed efterlyst med henblik på anholdelse til af-

soning.

Det fremgår af flerårsaftalen, at aftalepartierne er enige om, at det strider

mod hensynet til retshåndhævelsen, når dømte udebliver efter tilsigelse til

afsoning, ligesom udeblivelser har negative konsekvenser for kriminalfor-

sorgen.

Der er tidligere blevet iværksat en række initiativer med henblik på at redu-

cere antallet af dømte, som udebliver fra afsoning. Det drejer sig bl.a. om

vedtagelsen af lov nr. 1728 af 27. december 2016, som bl.a. indførte straf-

fuldbyrdelseslovens § 110 b om udeblivelse fra afsoning, ligesom kriminal-

forsorgen i efteråret 2017 har iværksat en række tiltag, der har til formål at

imødegå udfordringerne med udeblivelse fra afsoning, herunder målrettet

kommunikation til de tilsagte.

Antallet af dømte, der udebliver fra afsoning, er efter aftalepartiernes opfat-

telse fortsat for højt.

Som en del af aftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025 er aftale-

partierne derfor enige om, at der skal fastsættes strammere regler for dem,

der uden lovlig grund udebliver fra afsoning, for at komme udfordringen

med udeblivelse fra afsoning til livs.

Aftalepartierne er enige om at begrænse rettighederne for personer, der ude-

bliver fra afsoning uden lovlig grund. Der er enighed om, at udeblevnes ret

til at få besøg skal begrænses i op til 3 måneder fra indsættelse med undta-

gelse af besøg fra nærtstående. Derudover er der enighed om, at deres ret til

at komme på udgang skal begrænses yderligere, så tilladelse til udgang som

udgangspunkt ikke kan gives i op til 6 måneder fra indsættelsen.

Begrænsningerne vil alene kunne finde anvendelse, hvis den pågældende er

udeblevet uden lovlig grund. Udeblivelsen skal således skyldes omstændig-

heder, som må lægges den udeblevne til last.

Endelig er der enighed om at udvide de eksisterende regler om varetægts-

fængsling, så der skabes øgede muligheder for at varetægtsfængsle personer

efter dom, hvis der vurderes at være en særlig risiko for udeblivelse.

136

UDKAST

Justitsministeriet finder, at initiativerne bør gennemføres ved en udvidelse

af bemyndigelsesbestemmelserne i straffuldbyrdelseslovens §§ 50 og 53

samt ved en udvidelse af muligheden for varetægtsfængsling efter dom, som

er reguleret i retsplejelovens § 769.

2.6.3. Den foreslåede ordning

Der foreslås ændringer af bemyndigelsesbestemmelsen i straffuldbyrdelses-

lovens § 50. Formålet er at skabe lovhjemmel til, at der kan fastsættes regler

om, at tilladelse til udgang ikke kan gives i et tidsrum af op til 6 måneder

fra indsættelsen, hvis den indsatte uden lovlig grund er udeblevet fra afso-

ning.

Hvis lovforslaget vedtages vil der i udgangsbekendtgørelsen blive fastsat

regler om, at udgang ikke kan gives i et tidsrum af op til 6 måneder fra ind-

sættelsen, hvis den indsatte uden lovlig grund er udeblevet fra afsoning.

Der vil i den forbindelse blive fastsat en undtagelse, hvorefter fratagelse af

muligheden for at kunne meddeles tilladelse til udgang vil skulle ske i et

kortere tidsrum i tilfælde, hvor fratagelse af muligheden for tilladelse til ud-

gang i 6 måneder vil være uforholdsmæssig, herunder hvor den indsatte

alene skal afsone en fængselsstraf af en varighed tæt på 6 måneder.

Den gældende ordning, hvorefter særlige omstændigheder kan begrunde til-

ladelse til udgang, uanset om der er truffet afgørelse om fratagelse af mulig-

hed for udgang på grund af udeblivelse fra afsoning, vil blive fastholdt.

Der foreslås derudover ændringer af bemyndigelsesbestemmelsen i straf-

fuldbyrdelseslovens § 53.

Formålet er at skabe lovhjemmel til, at der kan fastsættes regler om, at det

skal være muligt at begrænse en indsats ret til besøg i en periode på 3 må-

neder fra indsættelsen, hvis den indsatte er udeblevet fra afsoning uden lov-

lig grund.

Hvis lovforslaget vedtages, vil der i besøgsbekendtgørelsen blive fastsat

regler om, at en indsat ikke har ret til at modtage i besøg i en periode på 3

måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte uden lovlig grund er udeblevet

fra afsoning.

Det vil i den forbindelse blive fastsat, at begrænsningen ikke vil gælde for

besøg fra den indsattes nærtstående.

137

UDKAST

Det vil desuden blive fastsat, at begrænsningen ikke vil omfatte besøg fra

den dømtes nærtstående, samt ikke vil påvirke den indsattes ret til at mod-

tage besøg efter straffuldbyrdelseslovens § 51, stk. 2 og 3, om henholdsvis

ret til besøg fra visse advokater, og reglen om udenlandske indsattes ret til

samtale med hjemlandets diplomatiske eller konsulære repræsentanter og

den indsattes ret til at have sit barn med sig i institutionen efter straffuldbyr-

delseslovens § 54.

Endelig foreslås, at der i retsplejelovens § 769 indsættes et nyt stykke, der

skal give mulighed for varetægtsfængsling efter dom, hvis der efter det om

den tiltaltes forhold oplyste er bestemte grunde til at antage, at vedkom-

mende vil udeblive uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 5 og 7,

samt § 3, nr. 1 og 2.

2.7. Udstationering til eget hjem med fodlænke eller udslusningsfængsel

2.7.1. Gældende ret

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 3, at fuldbyrdelse af en straf skal

ske med fornøden hensyntagen såvel til straffens gennemførelse som til be-

hovet for at hjælpe eller påvirke den dømte til at leve en kriminalitetsfri

tilværelse.

En gradvis forøgelse af frihedsgraderne under straffuldbyrdelsen betragtes i

den forbindelse som et almindeligt led i resocialiseringen, idet den dømte

derved kan vænnes til en tilværelse i frihed uden kriminalitet. Denne grad-

vise forøgelse af frihedsgraderne omtales i det følgende som udslusning.

Med betegnelsen udslusning sigtes bl.a. til muligheden for udgang, herunder

frigang og udstationering, muligheden for fortsat afsoning i kriminalforsor-

gens pensioner og i institutioner m.v. uden for kriminalforsorgen og til mu-

ligheden for prøveløsladelse, herunder prøveløsladelse efter noget for no-

get-ordningen.

Straffuldbyrdelseslovens bestemmelser om udgang findes i §§ 46-50. Ved

udgang forstås et under straffuldbyrdelsen tilladt fravær fra institutionen i et

bestemt tidsrum, der medregnes i straffetiden.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 1, kan en indsat få tilladelse til ud-

gang, når udgangsformålet er rimeligt begrundet i uddannelsesmæssige, ar-

bejdsmæssige, behandlingsmæssige, familiemæssige eller andre personlige

hensyn, og der ikke er bestemte grunde til at antage, at den indsatte i forbin-

138

UDKAST

delse med udgangen vil begå ny kriminalitet, unddrage sig fortsat straffuld-

byrdelse eller på anden måde misbruge udgangstilladelsen. Det er endvidere

en betingelse, at hensynet til retshåndhævelsen ikke i øvrigt taler imod ud-

gangstilladelsen.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 50 fastsætter justitsministeren regler om til-

ladelse til udgang. Bekendtgørelse nr. 176 af 31. januar 2022 om udgang til

indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens insti-

tutioner (udgangsbekendtgørelsen) er udstedt i medfør af bestemmelsen.

Der er i bekendtgørelsens kap. 11 fastsat nærmere regler om udstationering

til pension m.v.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 51, stk. 1, at indsatte, der udstår tidsbe-

stemt fængselsstraf på 5 måneder eller derover og opfylder de tidsmæssige

betingelser for udgang efter kapitel 9, kan få udgang i form af udstatione-

ring. Der kan tidligst gives tilladelse til udstationering, når en tredjedel af

straffen er udstået. Hvis særlige omstændigheder taler derfor, kan kriminal-

forsorgsområdet give indsatte i åbne institutioner, der udstår fængselsstraf i

under 8 år, tilladelse til udstationering, selvom betingelserne i 1. og 2. pkt.

ikke er opfyldt.

Udstationering gives i de tilfælde, der er nævnt i bekendtgørelsens § 44, stk.

2, 3 og 5, hvis udgang af praktiske grunde ikke kan gives som frigang, eller

hvis det skønnes formålstjenligt, at udgang gennemføres som udstatione-

ring.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 52, stk. 1, 1. pkt., at udstationering nor-

malt skal ske i den sidste del af opholdstiden eller op til en udstationering til

egen bopæl med fodlænke, jf. kapitel 12. Der er i bekendtgørelsens § 52,

stk. 2-4 og 6, fastsat nærmere tidsmæssige grænser for udstationering.

Der er i bekendtgørelsens kap. 12 fastsat nærmere regler om udstationering

til egen bopæl med fodlænke.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 55, stk. 1, at indsatte, der opfylder de

tidsmæssige betingelser for udgang efter kapitel 9, kan få udgang i form af

udstationering til egen bopæl med fodlænke, når det findes formålstjenligt

af hensyn til den indsattes familieforhold, afsoningsforløb eller resocialise-

ring. Indsatte, der udstår straf på under et års fængsel, kan dog kun helt und-

tagelsesvis udstationeres til egen bopæl med fodlænke.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 55, stk. 2, at udstationering til egen bo-

pæl med fodlænke kan gives, når en tredjedel af straffetiden er udstået, og

139

UDKAST

kan gives i et tidsrum af højst 6 måneder op til løsladelsestidspunktet, even-

tuelt i forlængelse af en udstationering efter kapitel 11.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 55, stk. 3, at en indsat ud over de i § 55,

stk. 1, nævnte tilfælde kan få tilladelse til udstationering til egen bopæl med

fodlænke i de tilfælde, der er nævnt i § 44, stk. 2, 3 og 5, hvis den pågæl-

dende af geografiske årsager ikke kan gennemføre frigangen, fordi det ikke

er muligt at tilbringe fritiden i en institution tæt ved arbejds- eller kursusste-

det, jf. § 46.

Der er i bekendtgørelsens § 59 fastsat en række særlige betingelser for ud-

stationering til egen bopæl med fodlænke. Det fremgår bl.a. heraf, at tilla-

delse til udstationering til egen bopæl med fodlænke kun kan meddeles, hvis

den indsattes boligforhold er af en sådan beskaffenhed, at udstationering

med fodlænke kan gennemføres, at personer, der har samme bopæl som den

indsatte, og som er over 18 år, meddeler samtykke til, at straffen kan udstås

på den fælles bopæl, og at der ikke kan meddeles tilladelse til udstationering

til egen bopæl med fodlænke, hvis denne udstationeringsform som følge af

den indsattes forhold ikke findes hensigtsmæssig.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 60, at udstationering til egen bopæl med

fodlænke forudsætter, at der er sikret den indsatte passende arbejde eller

andet underhold, og at den indsatte erklærer at ville overholde de vilkår, der

fastsættes for udstationeringen.

Udstationering til pension eller til egen bopæl med fodlænke sker efter de

gældende regler efter ansøgning fra den indsatte og forudsætter, at der er et

særligt udstationeringsformål.

2.7.2. Justitsministeriets overvejelser

Det kan være udfordrende for mange indsatte at vænne sig til livet uden for

fængslet. Aftalepartierne bag flerårsaftalen om kriminalforsorgens økonomi

2022-2025 er enige om, at flere indsatte skal have mulighed for langsomt at

tilpasse sig livet uden for murene under tæt kontrol og støtte fra kriminal-

forsorgens personale.

Som en del af flerårsaftalen er aftalepartierne derfor enige om, at der skal

justeres på reglerne for udslusning fra fængsel med henblik på at sikre, at

der i højere grad bygges en bro til det omkringliggende samfund, hvor ind-

satte under tæt opsyn af kriminalforsorgen kan fastholdes i f.eks. arbejde,

uddannelse og en stof- og kriminalitetsfri tilværelse.

140

UDKAST

Initiativet skal være med til at underbygge en tilgang baseret på ret og pligt,

hvor dømte, der er motiverede for at arbejde og uddanne sig mv. og har vist

at de kan overholde kriminalforsorgens retningslinjer under deres afsoning,

får bedre rammer og støtte i deres arbejde for at skabe sig en kriminalitetsfri

tilværelse.

Aftalepartierne er enige om at gøre udstationering til eget hjem med fod-

lænke eller kriminalforsorgens udslusningsfængsler til et normalt led i afso-

ningen for indsatte med en tidsbestemt fængselsstraf på over 6 måneder og

forlænge perioden for udstationering, så indsatte kan udstationeres, efter 1/3

af straffen er udstået i indtil otte måneder før forventet prøveløsladelse. Mu-

ligheden for udstationering skal kun gælde for indsatte, som kriminalforsor-

gen efter en grundig screening vurderer vil overholde retningslinjerne for

udstationering, og under hensyn til retshåndhævelsen.

Aftalepartierne har samtidig besluttet, at der som en del af initiativet etable-

res fire nye udslusningsfængsler, som skal fordeles geografisk på tværs af

Danmark. De nye udslusningsfængsler skal skabe rammerne om, at flere

indsatte i afslutningen af deres afsoning får mulighed for en overgang til et

liv uden kriminalitet under tæt opsyn og støtte fra kriminalforsorgens per-

sonale.

Udstationering til egen bopæl med fodlænke eller til kriminalforsorgens ud-

slusningsfængsler, bidrager til at lette overgangen til et liv uden for murene.

Kriminalforsorgen vurderer, at langt de fleste indsatte har gavn af udslus-

ning, samt at udstationering bidrager til at forebygge ny kriminalitet, idet

det f.eks. er muligt under faste rammer og løbende kontrol fra kriminalfor-

sorgen at fastholde afsoneren i bl.a. arbejde og uddannelse og understøtte

kontakt til familie. Under udstationering vil kriminalforsorgen kunne rea-

gere, hvis afsoneren ikke møder i beskæftigelse eller forsømmer sin mis-

brugsbehandling, hvilket kan være afgørende for at undgå tilbagefald til ny

kriminalitet.

Kriminalforsorgen vurderer desuden, at udstationering til udslusningsfæng-

sel eller til egen bopæl med fodlænke vil forbedre mulighederne for at fast-

holde og støtte dømte i at etablere positive sociale kontakter til f.eks. sports-

foreninger og andre prosociale aktiviteter, der bidrager til at undgå ny kri-

minalitet.

Herudover kan øget mulighed for udstationering afhjælpe manglen på fæng-

selspladser såvel som fængselsbetjente. Kriminalforsorgen vurderer derfor,

141

UDKAST

at man med fordel kan forskyde belægget fra fængsler til andre afsonings-

former, både for at sikre en bedre løsladelsesproces for de indsatte og for at

mindske belægget i fængsler og arrester.

Justitsministeriet finder, at initiativet bør gennemføres ved at indføre nye

bestemmelser i straffuldbyrdelsesloven om udstationering til egen bopæl

under intensiv overvågning og kontrol eller udslusningsfængsel.

2.7.3. Den foreslåede ordning

Med lovforslaget foreslås der en ny udstationeringsmodel, som skal udgøre

et normalt led i afsoningen af en fængselsstraf.

Det foreslås for det første, at der indføres en bestemmelse i straffuldbyrdel-

seslovens § 50 a, hvorefter kriminalforsorgsområdet bestemmer, om ind-

satte, der er idømt tidsbestemt fængselsstraf i mere end 6 måneder, kan ud-

stationeres til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol eller til ud-

slusningsfængsel, når en tredjedel af straffen er udstået, der ikke skønnes at

være risiko for misbrug af udstationeringen, og hensynet til retshåndhævel-

sen ikke i øvrigt taler imod udstationering.

Udstationering vil efter den foreslåede bestemmelse tidligst kunne ske 8 må-

neder før forventet prøveløsladelse. Det gælder alle former for prøveløsla-

delse efter afsoning af tidsbestemt straf, således straffelovens § 38, stk. 1 §

38, stk. 2 eller § 40 a. Indsatte, som forventes løsladt på endt straf, fordi

prøveløsladelse skønnes utilrådelig, vil ikke kunne udstationeres efter den

foreslåede bestemmelse.

Det forudsættes, at kriminalforsorgen yder støtte til boligsøgning mv. på et

tidligt tidspunkt under afsoningen for at øge chancerne for, at der kan være

en bolig til rådighed, når der resterer 8 måneder af afsoningen.

Det foreslås for det andet, at der indføres en bestemmelse i straffuldbyrdel-

seslovens § 50 b, hvorefter der alene kan ske udstationering til egen bopæl

under intensiv overvågning og kontrol, hvis den indsattes boligforhold er af

en sådan beskaffenhed, at udstationering under intensiv overvågning og

kontrol kan gennemføres, og personer, der har samme bopæl som den

dømte, og som er over 18 år, meddeler samtykke til, at den indsatte kan

udstationeres til den fælles bopæl.

Til brug for afgørelsen af, om den indsatte opfylder betingelserne for udsta-

tionering til egen bopæl under intensiv overvågning og kontrol, skal krimi-

nalforsorgen foretage en nærmere vurdering og undersøgelse af den indsat-

tes forhold, herunder vedkommendes boligforhold, beskæftigelsesforhold

142

UDKAST

samt fysiske og psykiske tilstand. Der kan alene ske udstationering til egen

bopæl under intensiv overvågning og kontrol, hvis den dømte medvirker til

undersøgelsen.

Det foreslås for det tredje, at der indføres en bemyndigelsesbestemmelse i

straffuldbyrdelseslovens § 50 c, hvorefter justitsministeren fastsætter nær-

mere regler om udstationering til egen bopæl under intensiv overvågning og

kontrol eller til udslusningsfængsel, herunder om behandling af sager om

udstationering, om vilkår, om kontrol og tilsyn m.v., og om tilbagekaldelse

af tilladelser til udstationering.

Hvis lovforslaget vedtages, vil der blive foretaget ændringer i udgangsbe-

kendtgørelsen. Der vil i den forbindelse blive fastsat nærmere regler om ud-

stationering, herunder om behandling af sager om udstationering, om vilkår,

om tilsyn og kontrol m.v., og om tilbagekaldelse af tilladelser til udstatio-

nering.

Der vil desuden i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 3, blive

fastsat en administrativ klageadgang for afslag på udstationering efter den

foreslåede udstationeringsordning.

De foreslåede bestemmelser forudsættes anvendt i lyset af de kapacitets-

mæssige forhold i kriminalforsorgen. Udstationering til udslusningsfængsel

forudsætter således, at der er den fornødne kapacitet i et af kriminalforsor-

gens udslusningsfængsler.

Den med lovforslaget foreslåede udstationeringsordning supplerer den gæl-

dende ordning, som forudsætter at der er et særligt udstationeringsformål.

2.8. Strammere økonomiske vilkår for udvisningsdømte

2.8.1. Gældende ret

Efter straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 1, skal en indsat have udbetalt ve-

derlag for sin beskæftigelse. Vederlag skal også udbetales til indsatte, der

ikke kan tilbydes beskæftigelse, eller som er uden beskæftigelse efter § 38,

stk. 3. Det samme gælder indsatte, der på grund af sygdom er fraværende

fra beskæftigelse.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 4, opsparer kriminalforsorgsområ-

det en andel af vederlaget efter stk. 1, der udbetales til den indsatte senest

på tidspunktet for løsladelsen, for udvisningsdømte dog senest på tidspunk-

tet for hjemrejsen. Udgifter, som den indsatte skal afholde i forbindelse med

udgang og løsladelse, herunder efterfølgende hjemrejse, modregnes i det op-

sparede beløb, hvis den indsatte ikke selv afholder udgifterne.

143

UDKAST

Efter straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 5, fastsætter justitsministeren regler

om ydelser efter stk. 1 og 2 og kan i den forbindelse fastsætte regler om, at

andre indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, skal have udbetalt ve-

derlag for beskæftigelse. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om

ordningerne, der er omtalt i § 42, stk. 3 og 4.

Der er i bekendtgørelse nr. 746 af 27. april 2021 om beskæftigelse m.v. af

indsatte i kriminalforsorgens institutioner fastsat nærmere regler om bl.a.

tvungen opsparing og løsladelsesbeløb.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 22, stk. 1, at kriminalforsorgsområdet

efter straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 4, 1. pkt., opsparer 15 % af den ind-

sattes vederlag for beskæftigelse, som indsættes på en spærret konto.

Efter bekendtgørelsens § 23, stk. 1, kan kriminalforsorgsområdet løbende

modregne udgifter i det opsparede beløb, som den indsatte selv skal afholde

i forbindelse med udgang og løsladelse, herunder efterfølgende hjemrejse,

hvis den indsatte ikke selv afholder udgifterne.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 24, stk. 1, at kriminalforsorgsområdet

skal undlade at tilbageholde yderligere beløb til opsparingen, hvis det kan

konstateres, at den tvungne opsparing åbenbart overstiger de samlede udgif-

ter, som den indsatte vil skulle afholde i forbindelse med udgang og løsla-

delse, herunder eventuel efterfølgende hjemrejse.

Det fremgår derudover af bekendtgørelsens § 29, stk. 1, at personer, der ud-

står fængselsstraf eller forvaring, og som på den beregnede løsladelsesdato

har haft en opholdstid på mere end 60 dage, får udbetalt et løsladelsesbeløb,

jf. § 31. Det fremgår af bestemmelsens stk. 4, at der ikke kan modregnes i

beløbet.

Det fremgår af § 1, nr. 12, i bekendtgørelse om satser for vederlag m.v. til

indsatte i kriminalforsorgens institutioner (2022), at løsladelsesbeløbet ud-

gør 549,61 kr. (2022-niveau). Løsladelsesbeløbet er tænkt anvendt til små-

fornødenheder i forbindelse med løsladelsen.

Personer, der har bopæl i Danmark, har ret til alle sundhedslovens ydelser,

jf. sundhedslovens § 7, stk. 1. Med bopæl i sundhedslovens forstand forstås

folkeregistrering i det Centrale Personregister (CPR), jf. sundhedslovens §

7, stk. 2. Personer, der er omfattet af forordning nr. 883/04/EF om koordi-

nering af de sociale sikringsordninger har adgang til den behandling, der er

144

UDKAST

nødvendig under midlertidigt ophold i Danmark. Personer, der ikke har bo-

pæl i Danmark, har adgang til akut og fortsat sygehusbehandling, jf. sund-

hedslovens §§ 8 og 80.

Med akut sygehusbehandling forstås den sygehusbehandling, der ydes i til-

fælde af ulykke, pludseligt opstået sygdom og fødsel eller forværring af kro-

nisk sygdom m.v., jf. sundhedslovens § 80, stk. 1, og § 5, stk. 1, i bekendt-

gørelse nr. 675 af 28. juni 2019 om ret til sygehusbehandling m.v. Med fort-

sat sygehusbehandling forstås den sygehusbehandling, der ydes, når det un-

der de foreliggende omstændigheder ikke skønnes rimeligt at henvise per-

sonen til behandling i hjemlandet, herunder Færøerne og Grønland, eller

personen ikke tåler at blive flyttet til et sygehus i hjemlandet, jf. sundheds-

lovens § 80, stk. 2.

Regionsrådet opkræver efter sundhedslovens § 81, stk. 2, betaling af patien-

ten for akut og fortsat sygehusbehandling efter sundhedslovens § 80. Be-

handlingen kan dog ydes vederlagsfrit, når regionsrådet under de forelig-

gende omstændigheder skønner det rimeligt.

Personer, der ikke har bopæl i Danmark, vil således som udgangspunkt

skulle betale for akut og fortsat sygehusbehandling.

2.8.2. Justitsministeriets overvejelser

Aftalepartierne bag flerårsaftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-

2025 mener ikke, at det er rimeligt, at udvisningsdømte udlændinge optager

pladser og ressourcer i danske fængsler og arrester, der i forvejen er pressede

på pladser. Formålet med en udvisningsdom er netop, at den dømte skal for-

lade Danmark, og kriminalforsorgens ressourcer skal derfor så vidt muligt

ikke anvendes på udvisningsdømte, ligesom kriminalforsorgen ikke skal

bruge kræfter på at reintegrere udvisningsdømte i det danske samfund.

Som en del af flerårsaftalen er aftalepartierne derfor enige om, at udvis-

ningsdømte, inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser,

skal underlægges strammere økonomiske vilkår.

Aftalepartierne er på den baggrund enige om, at beløb, som indsatte under

visse betingelser får udbetalt i forbindelse med løsladelse, skal afskaffes for

udvisningsdømte, der efter endt afsoning udsendes med bistand fra udlæn-

dingemyndighederne, eller efter afsoningen varetægtsfængsles med henblik

på senere udsendelse.

Aftalepartierne er derudover enige om, at andelen af den tvungne opsparing

af løn for beskæftigelse øges fra 15 pct. til 50 pct. for udvisningsdømte. De

145

UDKAST

yderligere tvangsopsparede midler vil alene kunne anvendes til dækning af

hjemrejseudgifter. Den øgede tvangsopsparing vil skulle udbetales, hvis ef-

fektueringen af udsendelsen af den pågældende efter løsladelse umiddelbart

må anses for udsigtsløs.

Aftalepartierne ønsker desuden, at udvisningsdømte indsatte forpligtes til at

tegne en forsikring, der dækker sundhedsbehandling, og at tvangsopsparede

midler i den forbindelse anvendes til dækning af forsikringen.

Justitsministeriet finder, at initiativerne bør gennemføres ved en ændring af

bemyndigelsesbestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 5.

2.8.3. Den foreslåede ordning

Der foreslås ændringer af bemyndigelsesbestemmelsen i straffuldbyrdelses-

lovens § 42, stk. 5.

Formålet er at skabe lovhjemmel til, at der kan fastsættes regler om andelen

af vederlaget, der skal opspares for udvisningsdømte, samt at udvisnings-

dømte kan forpligtes til at tegne en forsikring, der dækker sundhedsbehand-

ling uden for kriminalforsorgen, og at tvangsopsparede midler i den forbin-

delse skal anvendes til dækning af forsikringen.

Formålet er derudover at skabe lovhjemmel til, at der kan fastsættes regler

om løsladelsesbeløb, herunder at visse udvisningsdømte ikke er omfattet af

retten til løsladelsesbeløb.

Hvis lovforslaget vedtages, vil der blive fastsat administrative regler om

tvungen opsparing og løsladelsesbeløb for udvisningsdømte.

Det vil blive fastsat, at andelen af den tvungne opsparing af løn for beskæf-

tigelse øges fra 15 pct. til som udgangspunkt 50 pct. for udvisningsdømte.

Det vil i den forbindelse blive fastsat, at de

yderligere

tvangsopsparede mid-

ler (35 pct. af tvungne opsparing af løn for beskæftigelse) alene vil kunne

anvendes til dækning af hjemrejseudgifter, og at den øgede tvangsopsparing

vil skulle udbetales, hvis effektueringen af udsendelsen af den pågældende

efter løsladelse umiddelbart må anses for udsigtsløs. Den forskelsbehand-

ling, der sker isoleres dermed til hjemrejseudgifter.

Det forudsættes, at ordningen administreres i overensstemmelse med pro-

portionalitetsprincippet. I det omfang kriminalforsorgsområdet kan konsta-

tere, at den

yderligere

tvungne opsparing (15-50 pct. af den tvungne opspa-

ring af vederlag for beskæftigelse) åbenbart overstiger de samlede udgifter,

146

UDKAST

som den pågældende vil skulle afholde i forbindelse med hjemrejse, forud-

sættes det således, at kriminalforsorgsområdet undlader at tilbageholde

yderligere beløb til opsparingen. Et sådant beløb vil skulle udbetales til den

indsatte.

Det kan endvidere fastsættes, at udvisningsdømte kan forpligtes til at tegne

en forsikring, der dækker sundhedsbehandling uden for kriminalforsorgen,

og at tvangsopsparede midler skal anvendes til dækning af forsikringen.

Bemyndigelsen vil alene blive benyttet til at fastsætte regler om pligt til at

tegne sundhedsforsikring for tvangsopsparede midler, hvis det viser sig

praktisk muligt at gennemføre en sådan ordning, herunder at der kan findes

udbydere af en sådan sundhedsforsikring, og at der kan findes en rimelig

præmie.

Det vil derudover blive fastsat, at udvisningsdømte, der straks efter endt af-

soning udsendes med bistand fra udlændingemyndighederne, eller efter af-

soningen varetægtsfængsles med henblik på senere udsendelse, ikke har

krav på løsladelsesbeløb.

2.9. Faste løsladelsesdage

2.9.1. Gældende ret

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 79, stk. 1, at løsladelse sker efter

endt strafudståelse eller i forbindelse med prøveløsladelse, strafafbrydelse

eller benådning.

Efter straffuldbyrdelseslovens § 79, stk. 2, fastsætter justitsministeren regler

om tidspunktet for løsladelsen samt om adgang til en kortere fremrykning

af dette tidspunkt, herunder i tilfælde, hvor en fremrykning er begrundet i

væsentlige beskæftigelsesmæssige eller andre særlige hensyn.

Der er i bekendtgørelse nr. 855 af 28. juni 2017 om løsladelse af dømte, der

udstår fængselsstraf (løsladelsesbekendtgørelsen) fastsat nærmere regler om

bl.a. fremrykket løsladelse.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 21, stk. 1, at indsatte, der udstår fæng-

selsstraf i 30 dage eller derover, kan løslades den nærmest forudgående hele

hverdag, i påsken dog også påskelørdag, hvis løsladelsesdatoen falder på en

lørdag, søndag eller søgnehelligdag, og den pågældende selv ønsker det, jf.

dog stk. 2-3.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 21, stk. 2, at løsladelsen højst kan frem-

rykkes med 3 dage.

147

UDKAST

Det fremgår af bekendtgørelsens § 21, stk. 3, at fremrykning af løsladelsen

efter stk. 1 kan undlades, hvis undvigelse eller udeblivelse fra udgang har

fundet sted inden for de sidste 4 uger før løsladelsesdatoen, eller der er en

bestyrket mistanke om, at undvigelse eller udeblivelse fra udgang tidligere

end 4 uger før løsladelsesdatoen har fundet sted med henblik på udnyttelse

af adgangen til fremrykning.

Det fremgår af bekendtgørelses § 22, at indsatte, der udstår fængselsstraf i

30 dage eller derover, kan løslades indtil 3 dage før løsladelsesdatoen, hvis

det er nødvendigt, for at den pågældende kan påbegynde dokumenteret be-

skæftigelse eller uddannelse, der er af væsentlig betydning for den pågæl-

dendes beskæftigelsesmæssige situation ved løsladelsen, når det af hensyn

til fremskaffelse af ophold og arbejde eller andet underhold er afgørende

nødvendigt, at den pågældende kan betjenes på et offentligt kontor eller hos

en offentlig myndighed inden en weekend, i tilfælde, hvor der ellers ville

blive givet tilladelse til udgang med henblik på at besøge en nærstående per-

son, som er alvorligt syg, at være til stede ved en nærstående persons begra-

velse eller besøge nærstående personer ved vigtige familiebegivenheder, el-

ler hvis der opstår akut mangel på pladser i en institution.

Bemyndigelsesbestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 79, stk. 2, kan

ikke benyttes til at fastsætte regler om, at løsladelse kan fremrykkes med

over 3 dage, fordi løsladelsesdatoen falder på en lørdag, søndag eller søgne-

helligdag. Der henvises i den forbindelse til Folketingstidende 1999-2000,

tillæg A, side 3730 f. og 3795 f.

2.9.2. Justitsministeriets overvejelser

Kommunerne er blandt de primære offentlige aktører, når det kommer til

kriminalitetsforebyggelse. De har det primære ansvar for borgernes beskæf-

tigelsesmæssige, boligmæssige og sociale forhold. Det er derfor centralt, at

kriminalforsorgen og kommunerne samarbejder tæt, særligt i forbindelse

med løsladelse.

En gennemgang af kriminalforsorgens løsladelsespraksis har vist, at op til

36 pct. af de indsatte løslades fredag, lørdag og søndag, herunder langt stør-

stedelen om fredagen. Løsladelser op til en weekend vanskeliggør, at løs-

ladte med behov for at opsøge kommunen, banken og lignende kan gøre

dette, inden disse lukker for weekenden. Det kan øge risikoen for, at den

løsladte begår ny kriminalitet med henblik på at få adgang til bolig, penge,

mad, tobak, narkotika m.v., eller kan medføre, at de løsladte mister motiva-

tionen til at opsøge den hjælp, som vedkommende er berettiget til i det of-

fentlige system.

148

UDKAST

Som en del af aftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025 er aftale-

partierne på den baggrund enige om at justere retningslinjerne for løsladelse,

så der fremover som udgangspunkt kun løslades i starten af arbejdsugen

(mandag-onsdag) for derved at sikre, at den løsladte har mulighed for at søge

hjælp hos kommunen, gå i banken mv. umiddelbart efter løsladelse.

Justitsministeriet finder, at initiativet bør gennemføres ved en ændring af

bemyndigelsesbestemmelsen i straffuldbyrdelseslovens § 79, stk. 2.

2.9.3. Den foreslåede ordning

Der foreslås ændringer i bemyndigelsesbestemmelsen i straffuldbyrdelses-

lovens § 79, stk. 2.

Formålet er at skabe lovhjemmel til, at der kan fastsættes regler om, at der

som udgangspunkt skal ske løsladelse i starten af arbejdsugen (mandag-ons-

dag), og at løsladelsen i den forbindelse højest kan fremrykkes med op til 4

dage. Formålet er derudover at skabe lovhjemmel til, at der kan fastsættes

regler om, at der som udgangspunkt skal ske løsladelse nærmest forudgå-

ende onsdag, hvis løsladelsesdatoen falder på 2. påskedag.

Hvis lovforslaget vedtages, vil der blive foretaget ændringer i løsladelses-

bekendtgørelsen. Det vil i den forbindelse blive fastsat, at der som udgangs-

punkt skal ske løsladelse i starten af arbejdsugen (mandag-onsdag), og at

løsladelsen i den forbindelse højest kan fremrykkes med op til 4 dage. Det

vil derudover blive fastsat, at der som udgangspunkt skal ske løsladelse nær-

mest forudgående onsdag, hvis løsladelsesdatoen falder på 2. påskedag. Der

vil ikke i den forbindelse skulle foretages en konkret vurdering af, om den

pågældende indsatte har behov for at nå på kommunen, i banken m.v.

De gældende regler om mulighed for at undlade fremrykning på baggrund

af undvigelse eller udeblivelse fra udgang vil i den forbindelse blive fast-

holdt.

2.10. Skærpelse af straffen for vold mod ansatte i kriminalforsorgens

institutioner

2.10.1. Gældende ret

2.10.1.1. Straffelovens § 119

Efter straffelovens § 119, stk. 1, straffes den, som øver vold, truer med at

øve vold eller offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds

fremsætter trussel om vold mod nogen, hvem det påhviler at handle i medfør

af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet

eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan

149

UDKAST

person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at fore-

tage en tjenestehandling, med bøde eller fængsel indtil 8 år. Ved fastsættelse

af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er

begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov

forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet er begået mod

den pågældende i dennes fritid.

Baggrunden for den særlige beskyttelse er bl.a., at personer, der optræder

som repræsentanter for offentlige myndigheder, er særligt udsatte for angreb

og derfor har behov for et ekstra værn mod den risiko for vold og trusler,

som denne funktion medfører, herunder således at de uhindret kan udføre

deres opgaver, jf. Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3338.

Den beskyttede personkreds omfatter bl.a. polititjenestemænd, anklagere,

dommere, ansatte ved afsonings- og behandlingsinstitutioner (f.eks. fæng-

selsfunktionærer, faglærere, sundhedspersonale og pædagoger), ansatte ved

kommunale institutioner (f.eks. lærere, socialrådgivere, sagsbehandlere, an-

satte ved skoler, fritids- og plejehjem), ansatte i den offentlige befordring

(f.eks. togpersonale, buschauffører), sundhedspersonale ansat i offentlige

institutioner (f.eks. læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og

–hjælpere),

kommunale parkeringsvagter og politikere.

Den beskyttede personkreds omfatter tillige ansatte i private virksomheder,

der efter aftale udfører opgaver på det offentliges vegne, herunder bl.a. bus-

chauffører, der er ansat ved et privat busselskab, jf. Østre Landsrets dom af

9. april 2002 (gengivet i UfR 2002.1644 Ø), og ansatte ved selvejende insti-

tutioner, der drives for offentlige midler, jf. Vestre Landsrets dom af 23.

april 2008 (gengivet i TfK 2008.526 V).

Det fremgår af Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om chikane, trusler og

vold mod offentligt ansatte mv., at anklagemyndigheden i sager om vold

mod offentligt ansatte mv. jf. straffelovens § 119, stk. 1, hvor den pågæl-

dende er ustraffet, og hvor forholdet ikke falder ind under § 119 b, som ud-

gangspunkt skal nedlægge påstand om ubetinget fængsel i mindst 30 dage,

hvis der er tale om mindre alvorlig vold, og ubetinget fængsel i mindst 40-

60 dage, hvis der er tale om en ”ordinær” voldssag.

Det fremgår endvidere af Rigsadvokatmeddelelsen, at hvis forholdet er be-

gået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov

forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller hvis forholdet er begået

mod den pågældende i dennes fritid, jf. straffelovens § 119, stk. 1, 2. pkt.,

150

UDKAST

skal anklagemyndigheden som udgangspunkt nedlægge påstand om en for-

højelse af straffen med omkring en tredjedel i forhold til den frihedsstraf,

der ellers ville være blevet fastsat af domstolene.

Straffen for overtrædelse af straffelovens § 119 fastsættes af domstolene på

baggrund af en konkret vurdering af samtlige omstændigheder i den enkelte

sag. Som følge af de forskelligartede omstændigheder, der kan foreligge i

sager om overtrædelse af § 119, er der stor variation i udmålingen af straf

for overtrædelse af bestemmelsen.

2.10.1.2. Straffelovens § 119 b

Efter straffelovens § 119 b straffes den, der med genstande angriber nogen

af de i § 119 nævnte personer, med bøde eller fængsel indtil 8 år. Ved fast-

sættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at for-

holdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området

foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet

er begået mod den pågældende i dennes fritid.

Med ordet ”genstande” forstås enhver rørlig

ting. Eksempler herpå er sten,

fyrværkeri, våben af enhver art og væsker såsom vand, maling eller urin.

Omfattet af bestemmelsen vil eksempelvis være, at der affyres romerlys el-

ler kastes med sten efter betjente, der er ved at forsøge at dæmme op for

optøjer eller efter brandmænd under en brandslukning, at en togkonduktør

angribes med en peberspray, eller at der affyres fyrværkeri eller kastes med

sten efter pleje- eller sygepersoner, der er på vej ud for at tilse en borger.

Slag og spark og andre angreb, hvor gerningsmanden alene gør brug af sin

egen krop, falder derimod uden for bestemmelsens anvendelsesområde, jf.

Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 23 som fremsat, s. 5.

Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende 2020-21, til-

læg A, L 23 som fremsat, side 5, at bestemmelsen ikke indebærer en nykri-

minalisering i forhold til det, der allerede er strafbart efter § 119, stk. 1, men

er indsat for at muliggøre en strafforhøjelse på en tredjedel i forhold til den

straf, der hidtil har været fastsat af domstolene for tilsvarende overtrædelser

af straffelovens § 119, stk. 1.

Det følger endvidere af bestemmelsens forarbejder, jf. Folketingstidende

2020-21, tillæg A, L 23 som fremsat, side 10, at hvis der er er tale om et

forhold begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i samme om-

råde foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller om et

forhold begået mod en person tilhørende den beskyttede persongruppe i den

151

UDKAST

pågældendes fritid, forudsættes det med lovforslaget, at der skal ske en yder-

ligere forhøjelse af straffen med omkring en tredjedel i forhold til den fri-

hedsstraf, der ellers ville blive fastsat efter § 119 b.

2.10.2. Justitsministeriets overvejelser

Kriminalforsorgen oplever, at de indsatte i landets fængsler og arrester i lø-

bet af de seneste 10-15 år generelt er blevet mere forhærdede og konfliktsø-

gende end tidligere. Kriminalforsorgen oplever således en generel forråelse

af miljøet i fængslerne, arresthusene og udslusningsfængslerne, hvilket bl.a.

kommer til udtryk ved en række alvorlige overfald mod de ansatte. Det går

hårdt ud over arbejdsmiljøet, ligesom alt for mange fængselsbetjente udviser

symptomer på bl.a. PTSD, angst og stress.

Som en del af aftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025 er aftale-

partierne på den baggrund enige om, at der skal slås hårdt ned på vold begået

mod ansatte i kriminalforsorgens institutioner, og at straffen for vold mod

ansatte i kriminalforsorgens institutioner derfor skal skærpes, så strafni-

veauet fordobles.

Ansatte i kriminalforsorgens institutioner, der er i løbende kontakt med de

indsatte, befinder sig således i en særligt udsat situation, hvor der i forbin-

delse med deres daglige arbejde er risiko for, at der opstår situationer med

voldelige indsatte. Bl.a. som følge af de fysiske forhold kan de ansatte ikke

nødvendigvis blot fjerne sig fra sådanne voldelige indsatte og på den måde

undgå konflikt, når der opstår farlige situationer. De ansatte i kriminalfor-

sorgens institutioner har derfor i udpræget grad behov for det ekstra værn

mod den risiko for vold, som deres funktion medfører, og som også er bag-

grunden for den særlige beskyttelse i straffelovens §§ 119 og 119 b.

Derfor bør det forhold, at et voldsforhold er begået mod en ansat i kriminal-

forsorgens institutioner, være en særskilt skærpende omstændighed ved

overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og § 119 b, der medfører, at straf-

fen kan forhøjes indtil det dobbelte.

2.10.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes nye stykker i henholdsvis straffelovens § 119

og § 119 b, som angiver, at hvis der øves vold, som er omfattet af § 119, stk.

1, eller § 119 b, mod en ansat i en af kriminalforsorgens institutioner, kan

straffen forhøjes indtil det dobbelte.

Den foreslåede strafskærpelse vil omfatte alle tilfælde, hvor en ansat i en af

kriminalforsorgens institutioner udsættes for vold under udførelsen af tjene-

sten eller hvervet eller i anledning af samme. Udover tilfælde, hvor volden

152

UDKAST

begås i kriminalforsorgens institutioner, vil det f.eks. også kunne være ved

transport af indsatte til og fra retten, i forbindelse med bevogtning af den

indsatte under en evt. hovedforhandling eller ved ledsaget udgang af ind-

satte.

Det bemærkes, at den beskyttede personkreds i den foreslåede bestemmelse

i § 119, stk. 5, er personale ansat i kriminalforsorgens institutioner, som er

beskyttet efter straffelovens § 119, stk. 1. Derimod vil ansatte, som alene

falder inden for beskyttelsen i straffelovens § 119, stk. 2, ikke være omfattet

af den beskyttede personkreds.

Strafskærpelsen forudsættes at medføre, at der som udgangspunkt sker en

fordobling af strafniveauet i forhold til den straf, der ellers ville være fastsat

af domstolene i overensstemmelse med gældende praksis for tilsvarende

voldsforhold begået mod ansatte i kriminalforsorgens institutioner.

Det betyder eksempelvis, at en sag om vold mod en fængselsbetjent efter

straffelovens § 119, stk. 1, der i dag ville udløse en straf på 3 måneders

fængsel, fremover som udgangspunkt vil skulle udløse en straf på 6 måne-

ders fængsel.

Der tilsigtes ikke med lovforslaget nogen ændring i anvendelsesområdet for

straffelovens § 119, stk. 1, eller § 119 b, ligesom der heller ikke tilsigtes en

ændring i de forhold, der i almindelighed skal anses som skærpende eller

formildende omstændigheder.

Hvis forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i om-

rådet foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, vil dette

således

–

ligesom i dag

–

skulle indgå som en yderligere skærpende om-

stændighed ved straffens fastsættelse, jf. straffelovens § 119, stk. 1, 2. pkt.

og § 119 b, 2. pkt. Det samme gælder, hvis forholdet er begået mod den

pågældende i dennes fritid, jf. straffelovens § 119, stk. 1, 2. pkt. og § 119 b,

2. pkt.

Det vil derudover fortsat i almindelighed skulle indgå som en skærpende

omstændighed, at gerningen er begået af en person, der er varetægtsfængslet

eller udstår straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende ka-

rakter, jf. straffelovens § 81, nr. 12.

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i

det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne

strafniveau vil kunne fraviges i op- eller nedgående retning, hvis der i den

konkrete sag foreligger andre skærpende eller formildende omstændigheder,

153

UDKAST

jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens ka-

pitel 10.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslaget § 2, nr. 2 og 3.

2.11. Rækkevidden af kontaktforbuddet efter straffelovens § 79 b, stk.

1, for indsatte på specialiserede terrorafdelinger

2.11.1. Gældende ret

Efter straffelovens § 79 b, stk. 1, kan den, som idømmes ubetinget fængsels-

straf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en

overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 101 a, §§ 114-114 j, § 136,

stk. 1, for så vidt angår tilskyndelse til en af de i straffelovens 12. eller 13.

kapitel omhandlede forbrydelser, § 136, stk. 2, eller § 136, stk. 3, for så vidt

angår billigelse af handlinger omfattet af §§ 114-114 j, ved dommen gives

et opholdsforbud efter § 79 b, stk. 2, og et kontaktforbud efter § 79 b, stk. 3.

Et opholdsforbud og et kontaktforbud kan idømmes sammen med en helt

eller delvis ubetinget frihedsstraf eller sammen med en anden strafferetlig

retsfølge af frihedsberøvende karakter. Dette omfatter anbringelsesdomme

og behandlingsdomme efter straffelovens §§ 68 og 69, hvor der sker friheds-

berøvelse, og forvaring efter straffelovens § 70.

Forbuddene idømmes af domstolene efter en konkret vurdering af, om et

opholdsforbud og/eller et kontaktforbud vil være egnet og nødvendigt for at

forebygge nye terrorhandlinger ved at sikre, at de omfattede personer ikke

fastholdes eller falder tilbage i radikaliserede miljøer og at forhindre, at de

pågældende rekrutterer andre til de radikaliserede miljøer,

jf. Folketingsti-

dende 2019-20, tillæg A, L 130 som fremsat, side 7.

Efter straffelovens § 79 b, stk. 3, 1. pkt., indebærer et kontaktforbud, at den

dømte ikke må søge at kontakte personer, der er dømt for en eller flere af de

overtrædelser, der er nævnt i § 79 b, stk. 1. Det er forudsat i forarbejderne

til bestemmelsen, at et kontaktforbud omfatter kontakt med alle personer,

der på ethvert givent tidspunkt har modtaget en endelig dom for overtræ-

delse af en af de i § 79 b, stk. 1, nævnte terrorbestemmelser, jf. Folketings-

tidende 2019-20, tillæg A, L 130 som fremsat s. 28.

Det følger endvidere af forarbejderne til § 79, stk. 3, at udtrykket »kontakte«

omfatter enhver personlig, skriftlig, telefonisk og digital kontakt med per-

soner, der er omfattet af kontaktforbuddet, jf. Folketingstidende 2019-20,

tillæg A, L 130 som fremsat, s. 28.

154

UDKAST

Efter straffelovens § 79 b, stk. 3, 2. pkt., omfatter kontaktforbuddet dog ikke

den dømtes nærmeste familiemedlemmer, i det omfang det ville stride mod

Danmarks internationale forpligtelser.

Politiet kan efter § 79 b, stk. 4, meddele tilladelse til kontakt med en person,

der er omfattet af et kontaktforbud, hvis det af særlige grunde må anses for

beføjet.

Det fremgår af straffelovens § 79 b, stk. 5, at et kontaktforbud gives på tid

fra 1 år til 10 år regnet fra endelig dom.

Endvidere fremgår det af straffelovens § 124 a, stk. 1, at overtrædelse af et

forbud efter § 79 b, stk. 1, straffes med fængsel indtil 2 år

2.11.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeren nedsatte i december 2020 en tværministeriel indsatsgruppe

vedrørende løsladelser af terrordømte og radikaliserede indsatte. I septem-

ber 2021 fremkom indsatsgruppen i sin første rapport med en række anbe-

falinger ift. indsatsen over for terrordømte og radikaliserede indsatte under

varetægtsfængsling og afsoning, herunder bl.a. at der indføres mulighed for

placering af terrordømte og radikaliserede indsatte i en særligt specialiseret

terrorafdeling.

De seneste år er antallet af terrordømte og -sigtede samt radikaliserede i de

danske fængsler og arrester steget, ligesom antallet af indsatte, som vurderes

at være i risiko for at være radikaliserede, også er steget.

Som en del af flerårsaftalen er aftalepartierne derfor enige om, at der med

afsæt i indsatsgruppens anbefalinger skal ske en styrkelse af indsatsen over

for terrordømte og -sigtede samt radikaliserede indsatte under varetægts-

fængsling og afsoning. Der skal bl.a. indføres et nyt og mere fleksibelt sik-

kerhedsregime for placering af terrordømte og radikaliserede indsatte.

Indsatsgruppens rapport fra september 2021 indeholder bl.a. tiltag om op-

rettelse af en specialiseret terrorafdeling i kriminalforsorgen til indledende

vurdering af terrordømte og begrænsning af påvirkning via omplacering af

særligt farlige terrordømte.

Formålet med at placere nye terrordømte i en specialiseret afdeling er dels

at sikre, at disse placeres i en institution med en fysisk sikkerhed svarende

til den højeste sikkerhedsklasse, hvilket aktuelt er sikkerhedsklasse 1, og at

skabe de bedste forudsætninger for grundige og specialiserede vurderinger

af deres risikoprofil, dels at begrænse truslen og påvirkningen fra særligt

bekymrende indsatte.

155

UDKAST

De særligt specialiserede terrorafdelinger vil således råde over specialiseret

personale, der blandt andet skal sikre, at kontakt mellem indsatte på afdelin-

gen sker under forsvarlige og kontrollerede forhold. Det forudsættes desu-

den, at samplacering alene finder sted på baggrund af en konkret sikkerheds-

vurdering og efter høring af Politiets Efterretningstjeneste.

Gennemførelsen af disse tiltag vil indebære, at terrordømte i videre omfang

end i dag vil blive samplaceret på afdelinger i kriminalforsorgens institutio-

ner. Som følge heraf vil en terrordømt i nogle tilfælde som følge af sine

afsoningsforhold kunne have kontakt med andre terrordømte under afsonin-

gen.

Som reglerne er i dag, kan den, som idømmes en ubetinget fængselsstraf

eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtræ-

delse af straffelovens terrorbestemmelser, ved dommen gives et kontaktfor-

bud. Kontaktforbuddet indebærer, at den dømte ikke uden politiets tilladelse

må tage nogen form for kontakt til personer, som er dømt for overtrædelse

af straffelovens terrorbestemmelser.

Da kontakt mellem indsatte, der af kriminalforsorgen er blevet placeret på

samme afdeling, er en naturlig følge af denne samplacering, er det Justits-

ministeriets vurdering, at der er behov for at indføre en undtagelse til straf-

felovens bestemmelser om kontaktforbud således, at kontaktforbuddet ikke

omfatter andre indsatte, som den, der har et kontaktforbud, er placeret på

afdeling med under afsoning af en frihedsstraf i en af kriminalforsorgens

institutioner.

2.11.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i straffelovens § 79 b, stk. 3, indsættes et 3. punktum,

hvoraf det fremgår, at et kontaktforbud ikke omfatter andre indsatte, som

den, der har et kontaktforbud, er placeret på afdeling med under afsoning af

en frihedsstraf i en af kriminalforsorgens institutioner.

Formålet med den foreslåede ordning er at sikre, at personer, som er idømt

et kontaktforbud efter straffelovens § 79 b, stk. 1, kan placeres på samme

afdeling som andre terrordømte, uden at de derved sættes i en situation, hvor

de som følge heraf overtræder deres kontaktforbud.

Den foreslåede ordning vil medføre, at et kontaktforbud ikke vil være over-

trådt, hvis en indsat, som ved sin dom er givet et kontaktforbud, har kontakt

med andre terrordømte, som han af kriminalforsorgen under sin afsoning er

blevet placeret på afdeling med. Det gælder dog ikke i tilfælde, hvor den

indsatte kontakter andre terrordømte, som den pågældende afsoner sammen

156

UDKAST

med, mens vedkommende er på udgang, eller mens sådanne andre terror-

dømte er på udgang. Sådan kontakt vil fortsat udgøre en overtrædelse af

forbuddet.

Kontaktforbuddet vil derudover

–

i overensstemmelse med de gældende

regler

–

være overtrådt, hvis den dømte søger at kontakte personer, der er

omfattet af kontaktforbuddet, som enten er løsladt eller afsoner på en anden

afdeling end den pågældende.

2.12. Politiets Efterretningstjenestes adgang til kriminalforsorgens re-

gistre og systemer

2.12.1. Gældende ret

2.12.1.1. Kriminalforsorgens behandling af oplysninger om indsatte mv.

Kriminalforsorgens behandling af personoplysninger til retshåndhævelses-

formål er i almindelighed reguleret af retshåndhævelsesloven, der bl.a. fast-

sætter betingelser for, hvornår kriminalforsorgen må behandle, herunder vi-

deregive, personoplysninger.

Efter retshåndhævelseslovens § 9 må kriminalforsorgen bl.a. behandle al-

mindelige personoplysninger, når det er nødvendigt for at forebygge, efter-

forske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde straffe-

retlige sanktioner, herunder for at beskytte mod eller forebygge trusler mod

den offentlige sikkerhed. For så vidt angår følsomme personoplysninger, så-

som oplysninger om race eller etnisk oprindelse, politisk eller religiøs over-

bevisning mv., må disse som udgangspunkt ikke behandles, medmindre det

er strengt nødvendigt til sådanne formål, jf. retshåndhævelseslovens § 10.

Endvidere er der i retshåndhævelsesloven fastsat nogle grundlæggende prin-

cipper, som skal iagttages, når der behandles personoplysninger, jf. lovens

§ 4. Det følger bl.a. heraf, at personoplysninger, der behandles, skal være

relevante og tilstrækkelige og må ikke omfatte mere, end hvad der kræves

til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de formål,

hvortil oplysningerne senere behandles.

Herudover følger det af straffuldbyrdelseslovens § 66 b, stk. 1, at kriminal-

forsorgen kan indsamle, behandle og videregive oplysninger om indsatte og

personer, som indsatte har kontakt til, til andre myndigheder, hvis orden-

eller sikkerhedsmæssige hensyn, hensyn til kriminalforsorgens indsats mod

radikalisering og ekstremisme eller hensyn til at bekæmpe og forebygge kri-

minalitet taler herfor.

Bestemmelsen blev indført som led i en styrkelse af kriminalforsorgens ef-

terretningsarbejde, således at kriminalforsorgen bl.a. kunne blive bedre i

157

UDKAST

stand til løbende at vurdere trusler samt risici i forhold til konkrete indsatte.

I den forbindelse fandt man det afgørende, at efterretningsanalyser og trus-

selsvurderinger af enkeltpersoner kan videregives fra kriminalforsorgen til

f.eks. politiet, hvis det vurderes nødvendigt for at understøtte den modta-

gende myndigheds opgaver.

Kriminalforsorgen kan således med hjemmel i § 66 b, stk. 1, af egen drift

iværksætte efterretningsarbejde med henblik på at indsamle oplysninger,

som kan videregives til andre myndigheder, herunder politiet og PET.

2.12.1.2.

PET’s tilvejebringelse og behandling af oplysninger

PET’s tilvejebringelse og behandling af oplysninger, herunder personoplys-

ninger, er generelt reguleret af lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET),

jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 7. marts 2017 (PET-loven) med senere æn-

dringer, kapitel 2, 5 og 6.

Det følger af lovens § 3, at PET kan indsamle og indhente oplysninger, der

kan have betydning for tjenestens virksomhed. Af § 4 følger det, at andre

forvaltningsmyndigheder efter anmodning fra PET skal videregive oplys-

ninger til tjenesten, hvis tjenesten vurderer, at oplysningerne må antages at

have betydning for varetagelsen af tjenestens opgaver vedrørende forebyg-

gelse og efterforskning af straffelovens kapitel 12 og 13. Det følger af be-

mærkningerne til § 4, at afgivende forvaltningsmyndigheder ikke selv vil

skulle foretage en vurdering af, om denne videregivelsesbetingelse er op-

fyldt, men lægge PET’s vurdering til grund. Det tilkommer herefter Tilsynet

med Efterretningstjenesterne

at efterprøve PET’s vurdering af, om oplys-

ningerne må antages at have betydning for tjenestens opgaver vedrørende

forebyggelse og efterforskning af straffelovens kapitel 12 og 13.

Lovens kapitel 5 indeholder regler om PET’s interne behandling af oplys-

ninger. Det følger bl.a. af lovens § 6 a, at oplysninger skal behandles i over-

ensstemmelse med god databehandlingsskik (stk. 1), og at oplysninger, som

behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke må omfatte mere,

end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne ind-

samles, og de formål, hvortil oplysningerne senere behandles (stk. 3).

Det følger af lovens § 7, stk. 1, at PET kan behandle enhver personoplys-

ning, hvis behandlingen sker med samtykke, må antages at have betydning

for varetagelsen af tjenestens opgaver vedrørende forebyggelse og efter-

forskning af overtrædelse af straffelovens kapitel 12 og 13 eller er nødven-

dig for varetagelsen af tjenestens øvrige opgaver. Efter bestemmelsen i § 7,

stk. 2, kan justitsministeren

fastsætte nærmere regler om PET’s behandling

af personoplysninger. Bekendtgørelse nr. 763 af 20. juni 2014 om Politiets

158

UDKAST

Efterretningstjenestes behandling af oplysninger om fysiske og juridiske

personer er udstedt i medfør af bl.a. denne bestemmelse.

Efter lovens § 9, stk. 1, skal PET, medmindre andet følger af lov eller be-

stemmelser fastsat i medfør af lov, slette oplysninger om fysiske og juridiske

personer, der er tilvejebragt som led i undersøgelser eller efterforskning ret-

tet mod sådanne personer, når der ikke i forbindelse med undersøgelsen eller

efterforskningen er tilvejebragt nye oplysninger inden for de seneste 15 år.

Sletning af oplysninger efter stk. 1, kan dog undlades, hvis væsentlige hen-

syn til varetagelsen af PET’s opgaver, jf. lovens § 1, gør

det nødvendigt, jf.

§ 9, stk. 2.

Det følger desuden af lovens § 9 a, stk. 1, 1. pkt., at hvis PET i forbindelse

med sine aktiviteter bliver opmærksom på, at sager eller dokumenter mv.,

ikke længere opfylder betingelserne i bl.a. § 7, stk. 1, skal disse slettes, uan-

set om slettefristen på 15 år i § 9 eller frister fastsat i medfør af bl.a. § 7, stk.

2, er udløbet.

2.12.2. Justitsministeriets overvejelser

Det følger af aftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025, at aftale-

partierne er enige om, at der skal ske en styrkelse af indsatsen over for ter-

rordømte og -sigtede samt radikaliserede indsatte under varetægtsfængsling

og afsoning. I den forbindelse fremgår det, at systematiseringen og specia-

liseringen af risikovurderingerne af terrordømte og radikaliserede indsatte

skal styrkes, og at der skal indføres en mere proaktiv efterretningsindsats i

fængslerne og arresterne.

Aftalens initiativer har afsæt i en række anbefalinger fra en tværministeriel

indsatsgruppe vedrørende terrordømte og radikaliserede indsatte (Bjelke-

gruppen) fra september 2021. Indsatsgruppen er nedsat til at gennemgå det

eksisterende system og udvikle en langsigtet plan for, hvordan Danmark

bedst håndterer truslen fra terrordømte og radikaliserede indsatte både under

afsoning og efter løsladelse.

Center for Terroranalyse vurderer, at radikaliserede indsatte i fængslerne

kan udgøre en terrortrussel både under afsoning og efter løsladelse. Denne

trussel kan udgå fra personer, der er dømt eller sigtede i terrorrelaterede sa-

ger, samt fra andre voldsparate personer, der påbegynder eller fortsætter en

radikaliseringsproces under varetægtsfængsling eller afsoning. Radikalise-

ring i fængslerne kommer desuden til udtryk ved udbredelse af ekstremisti-

ske netværk og ideologisk påvirkning af andre. Der kan endvidere udgå en

terrortrussel fra radikaliserede indsatte mod personale i fængsler og arrest-

huse.

159

UDKAST

For at imødegå denne trussel har Bjelkegruppen bl.a. anbefalet, at der for-

ankres en såkaldt forbindelsesofficer fra PET i kriminalforsorgen. Det frem-

går, at forbindelsesofficeren skal bidrage til en mere proaktiv efterretnings-

indsats og et tættere operativt samarbejde.

Myndighedssamarbejdet mellem kriminalforsorgen og PET er allerede ble-

vet styrket markant siden oprettelsen af en specialisereret enhed i kriminal-

forsorgens sikkerhedsorganisation, der specifikt fokuserer på radikalisering

og voldelig ekstremisme. På baggrund af udviklingen i den ekstremistiske

fængselspopulation bør samarbejdet ifølge Bjelkegruppen yderligere inten-

siveres, herunder med en øget gensidig udveksling af oplysninger og tættere

koordinering.

Operative, efterretningsgenererende indsatser og efterforskninger i et tæt

befolket og kontrolleret fængselsmiljø er yderst vanskelige og indebærer en

risiko for afdækning af PET’s arbejde.

I et sådant vanskeligt operationsmiljø

kan en forbindelsesofficer fra PET bidrage til en mere proaktiv efterret-

ningsindsats karakteriseret ved fleksibilitet og samarbejde.

Forbindelsesofficeren fra PET vil yderligere kunne bidrage til at imødegå

risikoen for personafhængighed og uforholdsmæssigt ressourceforbrug i

forbindelse med udveksling af oplysninger og efterretninger. Derudover vil

forbindelsesofficeren kunne spille en væsentlig rolle i et kommende arbejde

med at formalisere standarder og processer for udveksling af efterretninger

angående bekymringskategoriserede personer i fængsler og arresthuse.

PET, herunder forbindelsesofficerer, har som anført ovenfor under pkt.

2.12.1.2 adgang til at indhente oplysninger, herunder personoplysninger, fra

bl.a. kriminalforsorgen, hvis oplysningerne kan have betydning for tjene-

stens virksomhed. Kriminalforsorgen er forpligtet til at videregive oplysnin-

gerne, hvis tjenesten vurderer, at oplysningerne må antages at have betyd-

ning for varetagelsen af tjenestens opgaver vedrørende forebyggelse og ef-

terforskning af straffelovens kapitel 12 og 13.

PET har ikke i dag en direkte elektronisk adgang til sådanne oplysninger

hos kriminalforsorgen.

Det kan imidlertid være nødvendigt for PET at indhente oplysninger meget

hurtigt og på alle tider af døgnet. Dette

–

set i sammenhæng med hensynet

til statens sikkerhed og den aktuelle trusselsvurdering

–

betyder, at de nu-

værende procedurer og sagsgange ikke er tilstrækkeligt hurtige, smidige og

effektive. Den nuværende ordning indebærer, at indhentning af oplysninger

160

UDKAST

skal ske fysisk. Det gælder eksempelvis oplysninger om institutionsplace-

ring, samplacering med andre indsatte, hvem vedkommende har gang- og

cellefællesskab med, om vedkommende er indsat i et åbent eller lukket

fængsel, hvem uden for kriminalforsorgens institutioner, der er godkendt til

besøg og telefonopkald, telefonaktivitet, faktiske besøg, disciplinærsager,

sikkerhedsvurderinger, optagne telefonsamtaler og lignende. Ligeledes skal

selve den forudgående anmodning til Direktoratet for Kriminalforsorgen om

at udlevere oplysningerne også overdrages fysisk. Oplysninger, der i det væ-

sentligste kan fremfindes med et simpelt registeropslag, bliver derfor til

flere, længerevarende transportopgaver, hvor løsningen desuden fordrer, at

det sker inden for almindelig kontortid.

PET’s nuværende muligheder

for at få oplysninger fra kriminalforsorgens

registre og systemer til varetagelsen af tjenestens opgaver indebærer såle-

des, at PET’s opgavevaretagelse i disse tilfælde bliver mindre

effektiv.

Justitsministeriet finder, at det er af afgørende betydning for PET’s opgave-

varetagelse med bl.a. forebyggelse og efterforskning af terrorisme, at efter-

retningstjenesten har hurtig og effektiv adgang til oplysninger om indsatte,

der er nødvendige

for varetagelsen af PET’s opgaver med at forebygge og

efterforske terrorisme mv.

Justitsministeriet finder på den baggrund, at der som led i implementeringen

af den nye flerårsaftale bør indføres mulighed for direkte elektronisk adgang

for PET til at indhente oplysninger hos kriminalforsorgen, når det er nød-

vendigt for varetagelsen af efterretningstjenestens opgaver vedrørende fore-

byggelse og efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og

13.

Eftersom PET’s arbejde i vidt omfang er forebyggende,

vil det være væsent-

ligt, hvis PET

–

gennem en hurtig og direkte elektronisk adgang til registre

og systemer i kriminalforsorgen

–

via forbindelsesofficerer i kriminalforsor-

gen eller lignende får mulighed for at fremsøge og indhente oplysninger om

en indsat, når oplysningerne må antages at have betydning for varetagelsen

af PET’s opgaver vedrørende forebyggelse og efterforskning af overtrædel-

ser af straffelovens kapitel 12 og 13. Den forebyggende indsats er afhængig

af, at tjenesten har adgang til oplysninger om aktører, netværk, grupper og

enkeltpersoner, som udgør en trussel mod statens sikkerhed. Endvidere er

det helt centralt for PET’s muligheder for at modvirke trusler, f.eks. mod

statens sikkerhed, at PET straks kan følge op på efterretninger herom fra en

udenlandsk samarbejdspartner.

161

UDKAST

Efterretningsarbejde har ofte karakter af ”at lægge et puslespil”, hvor en-

keltoplysninger ikke nødvendigvis har et belastende indhold, men hvor op-

lysningen, når den sammenkædes med andre af efterretningstjenestens op-

lysninger, kan have afgørende betydning for bl.a. det terrorforebyggende

arbejde og indsatsen mod fængselsradikalisering. En hurtig, selvstændig og

direkte elektronisk adgang til oplysningerne i registre og systemer i krimi-

nalforsorgen vurderes at ville

gøre PET’s forebyggende og efterforsknings-

mæssige indsats mere effektiv.

2.12.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at PET elektronisk kan indhente oplysninger om indsatte di-

rekte fra registre og systemer i kriminalforsorgen, i det omfang indhentelsen

må antages at have betydning for varetagelsen af efterretningstjenestens op-

gaver vedrørende forebyggelse og efterforskning af overtrædelser af straf-

felovens kapitel 12 og 13.

Den foreslåede ordning skal ses i sammenhæng med PET-lovens § 4.

Med den foreslåede ordning vil PET ikke vil være afhængig af, at kriminal-

forsorgen skal fungere som mellemled for tjenestens indhentning af oplys-

ninger efter PET-lovens § 4. Efter PET-lovens § 4 er kriminalforsorgen i

dag forpligtet til at videregive oplysningerne, hvis PET vurderer, at oplys-

ningerne må antages at have betydning for varetagelsen af tjenestens opga-

ver vedrørende forebyggelse og efterforskning af overtrædelser af straffelo-

vens kapitel 12 og 13. Det kan som nævnt ovenfor være nødvendigt for PET

at indhente oplysninger meget hurtigt og på alle tider af døgnet. Forslaget

vil således effektivisere PET’s opgavevaretagelse på dette område, hvor ti-

den ofte kan være en afgørende faktor for PET’s reaktionsmuligheder mv.

Ordningen vil dermed understøtte en mere effektiv opgaveløsning i PET.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at PET kan indhente de pågældende

oplysninger, hvis de »må antages at have betydning« for varetagelsen af ef-

terretningstjenestens opgaver vedrørende forebyggelse og efterforskning af

overtrædelser af straffelovens kapitel 12 og 13. Kriteriet forudsættes at

skulle forstås på samme måde som det, der fremgår af PET-lovens § 4.

PET kan efter bestemmelsen indhente oplysninger fra registre og systemer.

Begreberne »registre og systemer« skal forstås bredt. Det omfatter først og

fremmest sagsbehandlingssystemer, men det afgørende efter bestemmelsen

er, om der er tale om oplysninger, som er i kriminalforsorgens besiddelse,

uanset om oplysningerne findes i et sagsbehandlingssystem.

162

UDKAST

Det er som udgangspunkt alene forbindelsesofficeren fra PET, der skal have

direkte elektronisk adgang til kriminalforsorgens registre og systemer. For-

bindelsesofficeren vil herefter i nødvendigt omfang kunne videregive de

indhentede oplysninger fra kriminalforsorgens systemer internt i PET. Det

er under alle omstændigheder en forudsætning, at den direkte elektroniske

adgang er begrænset til få medarbejdere hos PET, som f.eks. forbindelses-

officerer i kriminalforsorgen eller lignende.

Adgangen forudsættes afgrænset til søgning på bestemte personer eller per-

songrupper, der er fastsat på forhånd mellem PET og Direktoratet for Kri-

minalforsorgen. Samtidig forudsættes det, at søgemulighederne så vidt mu-

ligt afgrænses til de pågældende personer og de dele af registrene og syste-

merne, hvor

der må antages at være oplysninger af betydning for PET’s op-

gavevaretagelse vedrørende forebyggelse og efterforskning af overtrædelser

af straffelovens kapitel 12 og 13. Endvidere forudsættes det, at der føres

kontrol med de elektroniske søgninger, som de pågældende PET-medarbej-

dere foretager.

Ved PET’s anvendelse af bestemmelsen, herunder ved

fastlæggelsen af for-

bindelsesofficerens direkte elektroniske adgang til kriminalforsorgens regi-

stre og systemer samt indhentelse af oplysninger heri, forudsættes det, at

relevante bestemmelser i PET-loven overholdes. Det indebærer eksempel-

vis, at PET-lovens § 6 a og § 7 om efterretningstjenestens interne behandling

af oplysninger skal iagttages.

Den foreslåede bestemmelse vil på den baggrund ikke indebære, at PET

kan behandle personoplysninger i videre omfang, end hvad der er muligt

efter gældende regler i PET-loven.

Samtidig vil ordningen ikke indebære, at kriminalforsorgen vil skulle vide-

regive oplysninger i videre omfang, end hvad der følger af PET-lovens § 4.

Det er således Justitsministeriets opfattelse, at de oplysninger, der vil kunne

indhentes direkte fra kriminalforsorgens registre og systemer efter den fore-

slåede bestemmelse, ikke vil gå ud over, hvad kriminalforsorgen på anmod-

ning vil være forpligtet til at udlevere til PET i dag.

For så vidt angår kriminalforsorgens behandling af personoplysninger på

grundlag af den foreslåede bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens § 66 b,

stk. 2, vil dette efter Justitsministeriets vurdering kunne ske i overensstem-

melse med retshåndhævelseslovens regler.

Den foreslåede ordning indebærer desuden ikke ændringer i Tilsynet for Ef-

terretningstjenesternes mulighed for at føre kontrol med PET efter kapitel 9

163

UDKAST

i PET-loven eller Datatilsynets mulighed for at føre kontrol med kriminal-

forsorgen efter retshåndhævelseslovens § 37.

2.13. Afskaffelse af danskbonus for selvforsørgede udlændinge

2.13.1. Gældende ret

Bestemmelsen i integrationslovens § 22 blev oprindeligt indsat ved § 2 i lov

nr. 320 af 25. april 2018 om ændring af lov om aktiv socialpolitik, integra-

tionsloven, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og ligningsloven (Ned-

sættelse af integrationsydelse og omlægning af dansktillæg).

Det fremgår af bemærkninger til § 22 i integrationsloven, jf. Folketingsti-

dende 2017-18, A, L 120, som fremsat, side 7, at der er behov for, at alle

flygtninge og familiesammenførte lærer det danske sprog, også selvom de

pågældende er selvforsørgende enten via beskæftigelse eller ægtefællefor-

sørgelse. Det fremgår videre, at formålet med at indføre en adgang til at

modtage en bonus for de selvforsørgede flygtninge og familiesammenførte

udlændinge for en bestået danskprøve var at skabe et direkte økonomisk in-

citament til at lære dansk for denne gruppe af flygtninge og familiesammen-

førte, der ikke har ret til danskbonus efter lov om aktiv socialpolitik.

Det fremgår af den gældende § 22, stk. 1, i integrationsloven, at en udlæn-

ding, der er omfattet af integrationslovens § 2, stk. 2, 3 eller 4, der er blevet

tilbudt et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller et introduktionspro-

gram, jf. § 16, stk. 1, 2 eller 9, ikke modtager hjælp efter §§ 22-25 i lov om

aktiv socialpolitik og efter den 1. januar 2018 har bestået Prøve i Dansk 2,

jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl., eller

FVU-læsning, trin 2, jf. lov om forberedende voksenundervisning og ord-

blindeundervisning for voksne, eller tilsvarende eller højere prøve i dansk,

efter ansøgning kan modtage en danskbonus, som udbetales som et skattefrit

engangsbeløb på 6.494 kr. (2021-niveau).

Prøve i Dansk 2 er bestået, hvis der opnås et karaktergennemsnit på mindst

6 (efter 13-skalaen) eller 02 (efter 7-trins-skalaen).

Udlændingen skal selv ansøge kommunen om danskbonus og fremlægge

dokumentation for, at danskprøven er bestået.

Med bestemmelsen stilles der det samme danskprøvekrav for ret til dansk-

bonus efter integrationsloven, som der gælder for retten til danskbonus efter

lov om aktiv socialpolitik.

164

UDKAST

Efter § 22, stk. 2, kan danskbonus efter stk. 1 kun udbetales én gang. En

udlænding, der tidligere har opnået ret til dansktillæg eller danskbonus efter

lov om aktiv socialpolitik, kan ikke modtage danskbonus igen efter stk. 1.

Efter § 22, stk. 3, fastsætter udlændinge- og integrationsministeren nærmere

regler for, hvilke prøver i dansk der er på tilsvarende niveau som eller højere

niveau end dem, der er nævnt i stk. 1.

Bemyndigelsesbestemmelserne i § 22, stk. 3, er udmøntet ved bekendtgø-

relse nr. 617 af 27. maj 2018 om danskbonus efter lov om aktiv socialpolitik

og integrationsloven. Der er heri fastsat nærmere regler for, hvilke prøver i

dansk, som er på et tilsvarende eller højere niveau end dem, der er nævnt i

integrationslovens § 22, stk. 1.

2.13.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Det fremgår af aftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025, at afta-

lepartierne er enige om at afskaffe bonussen for gennemførelse af danskud-

dannelse, som en række selvforsørgede udlændinge i dag kan modtage, efter

de har bestået en prøve i Dansk 2 eller en prøve på tilsvarende eller højere

niveau. Initiativet medfører et finansieringsbidrag, der medgår til finansie-

ringen af aftalen.

Forslaget om at afskaffe danskbonus for selvforsørgede udlændinge, der er

omfattet af integrationslovens § 2, stk. 2, 3 eller 4, og som ikke modtager

selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp

eller kontanthjælp efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik, skal ses i lyset

af, at der også uden muligheden for at opnå en bonus for at lære dansk på et

vist niveau, vurderes at være et stort incitament for selvforsørgede udlæn-

dinge til at lære dansk.

Den gruppe af udlændinge, der er omfattet af integrationslovens § 22, er

selvforsørgede via eksempelvis beskæftigelse, uddannelse eller ægtefælle-

forsørgelse.

Der er således tale om en gruppe af flygtninge- og familiesammenførte ud-

lændinge, som viser en vis vilje og et engagement til at lade sig integrere i

Danmark ved blandt andet at være i job eller under uddannelse.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at den personlige

udvikling, den enkelte selvforsørgede udlænding opnår ved at tilegne sig det

danske sprog for eksempel med henblik på nemmere at kunne begå sig på

sin arbejdsplads, sin uddannelse eller med henblik på at kunne begå sig i

165

UDKAST

samfundet, i sig selv udgør et stærkt incitament til at lære dansk for denne

gruppe af udlændinge.

Endvidere bemærkes, at de gældende krav til danskkundskaber, der stilles

over for de udlændinge, som søger om tidsubegrænset opholdstilladelse el-

ler dansk indfødsret, tillige må anses for at udgøre et væsentligt incitament

til at tilegne sig det danske sprog.

2.13.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at muligheden for, efter ansøgning, at modtage dansbonus for

selvforsørgede udlændinge efter integrationslovens § 22 ophæves.

Den foreslåede ophævelse af integrationslovens § 22 vil medføre, at selv-

forsørgede flygtninge og familiesammenførte udlændinge, der er omfattet

af integrationslovens § 2, stk. 2, 3 eller 4, der er blevet tilbudt et selvforsør-

gelses- og hjemrejseprogram eller et introduktionsprogram, jf. integrations-

lovens § 16, stk. 1, 2 eller 9, og efter den 1. januar 2018 har bestået Prøve i

Dansk 2, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til voksne udlændinge

m.fl., eller FVU-læsning, trin 2, jf. lov om forberedende voksenundervis-

ning og ordblindeundervisning for voksne, eller tilsvarende eller højere

prøve i dansk, ikke længere vil kunne ansøge om at modtage danskbonus.

Det foreslås endvidere, at adgangen til efter ansøgning at modtage danskbo-

nus, skal ophæves fra den 1. juli 2022. Ansøgninger om danskbonus indgi-

vet inden lovens ikrafttræden, vil dog skulle behandles efter de hidtidige

gældende regler i integrationslovens § 22, jf. lovbekendtgørelse nr. 1146 af

22. juni 2020, hvilket vil indebære, at de udlændinge, som har indgivet en

ansøgning om danskbonus efter integrationslovens § 22, forud for lovens

ikrafttræden, og som opfylder betingelserne i integrationslovens § 22, vil

være berettigede til at modtage danskbonus efter de hidtil gældende regler i

lovbekendtgørelse nr. 1146 af 22. juni 2020.

Den foreslåede ophævelse af integrationslovens § 22 vil endvidere inde-

bære, at bekendtgørelse nr. 617 af 27. maj 2018 om danskbonus efter lov

om aktiv socialpolitik og integrationsloven vil blive justeret, således at be-

kendtgørelsen alene vil fastsætte nærmere regler for beregning og udbeta-

ling af danskbonus efter lov om aktiv socialpolitiks § 22, stk. 4, samt regler

for hvilke prøver i dansk, ud over de i denne lovs § 22, stk. 4, nævnte, som

er på et tilsvarende niveau eller højere, og som dermed giver ret til dansk-

bonus.

Bekendtgørelsen vil have hjemmel i bemyndigelsesbestemmelsen i § 22,

stk. 8, i lov om aktiv socialpolitik.

166

UDKAST

Der henvises til lovforslagets § 8, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

2.14. Ophævelse af bestemmelse om højeste fribeløb under lønnet prak-

tik på uddannelsen til fængsels- og transportbetjent

2.14.1. Gældende ret

En uddannelse i Danmark giver ret til statens uddannelsesstøtte (SU), når

uddannelses- og forskningsministeren har godkendt dette, og godkendelsen

ikke senere er tilbagekaldt. Dette følger af § 3, stk. 1, i SU-loven, jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 1037 af 30. august 2017 om statens uddannelsesstøtte.

Det er blandt andet en betingelse for, at en uddannelse kan godkendes som

SU-berettigende, at uddannelsen er ulønnet, jf. SU-lovens § 5, stk. 1, nr. 3.

SU udbetales med foreløbige beløb i støtteåret. Den endelige tildeling sker

efter udgangen af hvert støtteår i forbindelse med indkomstkontrollen. Her

sammenholder Uddannelses- og Forskningsstyrelsen den uddannelsessø-

gendes egenindkomst i støtteåret med årsfribeløbet eller uddannelsesfribe-

løbet. Årsfribeløbet og uddannelsesfribeløbet er sammensat af månedlige

fribeløb, og størrelsen heraf afhænger af den uddannelsessøgendes uddan-

nelsesmæssige status i hver enkelt måned, jf. nedenfor. Overstiger egenind-

komsten den uddannelsessøgendes årsfribeløb eller uddannelsesfribeløb,

skal den uddannelsessøgende tilbagebetale hele eller en del af den modtagne

støtte. Dette følger af SU-lovens kapitel 6 og 7.

Det laveste fribeløb på 13.876 kr. (2022-niveau) til uddannelsessøgende på

videregående uddannelser gælder i måneder, hvor den uddannelsessøgende

modtager SU til videregående uddannelse, jf. SU-lovens § 24, stk. 1.

Det mellemste fribeløb på 20.329 kr. (2022-niveau) gælder i måneder, hvor

den uddannelsessøgende har fravalgt SU, har orlov fra uddannelsen, er er-

klæret studieinaktiv, eller er i lønnet praktik som en del af uddannelsen, jf.

SU-lovens § 24, stk. 2.

Det højeste fribeløb på 39.128 kr. (2022-niveau) gælder i måneder, hvor den

uddannelsessøgende er uden for uddannelse, ikke har flere klip til en vide-

regående uddannelse og ikke modtager slutlån eller ikke opfylder de grund-

læggende betingelser for retten til SU, herunder aldersbetingelsen m.v., jf.

SU-lovens § 24, stk. 3. Det højeste fribeløb gælder endvidere i måneder,

hvor den uddannelsessøgende ved politiets grunduddannelse eller kriminal-

forsorgens uddannelse til fængselsbetjent eller transportbetjent gennemgår

perioder med praktik, der ikke giver ret til uddannelsesstøtte, eller har lønnet

orlov fra uddannelsen, jf. SU-lovens § 24, stk. 3, nr. 4.

167

UDKAST

2.14.2. Uddannelses- og Forskningsministeriets overvejelser

Det er med aftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025 besluttet at

indføre fuld basisløn på kriminalforsorgens uddannelser, så både fængsels-

og transportbetjente fra og med januar 2022 modtager løn under hele uddan-

nelsen. Den nye ordning gælder både for uddannelsessøgende, der er i gang

med uddannelserne den 1. januar 2022, og som har fået SU under uddannel-

serne indtil da, og for uddannelsessøgende, der påbegynder en af uddannel-

serne i 2022.

Da kriminalforsorgens uddannelser til fængsels- og transportbetjent fra og

med januar 2022 overgik til fuld basisløn under uddannelsen, er uddannel-

serne fra og med januar 2022 ikke længere SU-berettigende, og de uddan-

nelsessøgende ophører med at være berettiget til at modtage SU under ud-

dannelsesforløbet.

SU-lovens § 24, stk. 3, nr. 4, der fastsætter, at visse uddannelsessøgende kan

få højeste fribeløb i måneder, hvor de gennemgår perioder med praktik, der

ikke giver ret til SU, har derfor

–

for så vidt angår kriminalforsorgens ud-

dannelser til fængsels- og transportbetjent

–

mistet sin relevans fra og med

støtteåret 2022.

2.14.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås som en konsekvens af ovenstående at ændre SU-lovens § 24,

stk. 3, nr. 4, så det ikke længere fremgår af bestemmelsen, at den uddannel-

sessøgende ved Kriminalforsorgens uddannelse til fængselsbetjent eller

transportbetjent kan få højeste fribeløb, når den uddannelsessøgende gen-

nemgår perioder med praktik, der ikke giver ret til uddannelsesstøtte, eller

har lønnet orlov fra uddannelsen.

Den foreslåede ændring har ikke til hensigt at ændre adgang til højeste fri-

beløb for uddannelsessøgende ved politiets grunduddannelse, når den ud-

dannelsessøgende ved politiets grunduddannelse gennemgår perioder med

praktik, der ikke giver ret til uddannelsesstøtte, eller har lønnet orlov fra

uddannelsen.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

Lovforslagets økonomiske konsekvenser er under afklaring.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for er-

hvervslivet.

168

UDKAST

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslagets klimamæssige konsekvenser er under afklaring.

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljø- og naturmæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Danmark er tilknyttet Dublinforordningen og Eurodac-forordningen på mel-

lemstatsligt grundlag via en parallelaftale, jf. 2006/188/EF Rådets afgørelse

af 21. februar 2006 om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fælles-

skab og Kongeriget Danmark om udvidelse af bestemmelserne i Rådets for-

ordning (EF) nr. 343/2003 om fastsættelse af kriterier og procedurer til af-

gørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asyl-

ansøgning, der er indgivet af en tredjelandsborger i en af medlemsstaterne,

og Rådets forordning (EF) nr. 2725/2000 om oprettelse af ”Eurodac” til

sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af

Dublin-konventionen til også at omfatte Danmark. For en nærmere beskri-

velse af Dublinforordningens og Eurodac-forordningens indhold henvises

til afsnit 2.1.14.1.

Efter Danmarks parallelaftale til Dublin- og Eurodac-forordningens artikel

5, stk. 2, fremgår det, at Danmark skal afholde sig fra at indgå internationale

aftaler, som kan påvirke eller ændre anvendelsesområdet for de nævnte for-

ordninger, og som vedrører fastsættelse af ansvaret for behandling af asyl-

ansøgninger eller foranstaltninger vedrørende sammenligning af tredje-

landsstatsborgeres fingeraftryk.

I det omfang, at udlændinge, der under afsoning af en fængselsstraf i hen-

hold til straffuldbyrdelseslovens § 1 a, stk. 2, søger asyl, vurderes det, at

Dublin- og Eurodac-forordningen vil finde anvendelse. Danmark vil dermed

efter Dublinforordningens regler kunne blive ansvarlig for behandlingen af

ansøgningen om international beskyttelse, ligesom Danmark vil kunne an-

mode en anden medlemsstat om at overtage ansøgeren, såfremt denne vur-

deres at være ansvarlig for behandlingen. Endvidere vil Danmark være for-

pligtet til at registrere ansøgeren med fingeraftryk i det centrale Eurodac-

system i henhold til Eurodac-forordningens regler.

Reglerne for udførsel af lægemidler til tredjelande er delvist reguleret af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001

om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler.

169

UDKAST

Det er vurderingen, at direktivet ikke vil være til hinder for, at der fastsættes

regler om lægemiddelhåndtering i medfør af den foreslåede bemyndigelses-

bestemmelse.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

10. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/mindreudgifter Negative konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an- (hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, an-

før »Ingen«)

Økonomiske

[Under afklaring]

konsekvenser for

stat, kommuner

og regioner

Implemente-

Ingen

ringskonsekven-

ser for stat, kom-

muner og regio-

ner

Økonomiske

Ingen

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative Ingen

konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative Ingen

konsekvenser for

borgerne

Klimamæssige

konsekvenser

[Under afklaring]

Ingen

[Under afklaring]

Miljø- og natur- Ingen

mæssige konse-

kvenser

Ingen

170

UDKAST

Forholdet til EU- Ingen EU-retlige aspekter

retten

Er i strid med de

principper

for

implementering

af erhvervsrettet

EU-regulering/

Går videre end

minimumskrav i

EU-regulering

(sæt X)

Nej

171

UDKAST

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Der foretages en navneforandring af kriminalforsorgens pensioner, så de

fremover benævnes »udslusningsfængsler« for derved at tydeliggøre, at

dømtes ophold på en sådan institution er en del af afsoningen. Der er i den

forbindelse ikke tiltænkt nogle indholdsmæssige ændringer.

Der henvises i øvrigt til § 1, nr. 1, og de almindelige bemærkninger til lov-

forslaget.

Til nr. 2

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 1, at fængselsstraffe, bødestraffe,

betingede domme, samfundstjeneste og forvaring fuldbyrdes efter reglerne

i loven.

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens

§ 1

a, stk. 1,

hvorefter regeringen kan indgå traktat mellem Kongeriget Danmark

og Republikken Kosovo om brugen af fængsel i Gjilan til fuldbyrdelsen af

danske fængselsstraffe eller forvaring med tilhørende samarbejdsaftale.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Folketinget giver samtykke til,

til at regeringen kan ratificere traktaten med Kosovo om brugen af fængslet

i Gjilan til fuldbyrdelse af danske fængselsstraffe og den til traktaten hø-

rende samarbejdsaftale, jf. grundlovens § 19.

Det foreslås i

§ 1 a, stk. 2,

at justitsministeren eller den, der bemyndiges

dertil, kan bestemme, at fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring skal

ske i de fængselsfaciliteter, som er omfattet af disse aftaler. Bestemmelsen

forudsættes udmøntet således, at Direktoratet for Kriminalforsorgen bemyn-

diges til at bestemme, at fuldbyrdelsen af fængselsstraf eller forvaring kan

ske i fængslet i Kosovo. Fuldbyrdelsen af fængselsstraf eller forvaring i Ko-

sovo vil kunne ske uden den pågældendes samtykke.

UDKAST

Der er ikke med bestemmelsen foretaget en nærmere afgrænsning af mål-

gruppen for afsoning i fængslet i Kosovo. Der vil i forbindelse med udmønt-

ningen af bestemmelsen blive fastsat nærmere regler for, hvilke personer

som kan afsone i Kosovo. Det forudsættes i den forbindelse, at personer,

som er dømt for terror eller krigsforbrydelser, ikke vi skulle afsone i fængs-

let i Kosovo, ligesom personer, som er terminalt syge eller har en alvorlig

psykisk lidelse med behov for lægehjælp uden for fængslet, ikke vil skulle

afsone i fængslet. Det er desuden hensigten, at fængslet alene vil skulle an-

vendes til udvisningsdømte fra lande uden for EU eller EØS. Ordningen vil

blive implementeret således, at dømte uden børn i Danmark placeres i

fængslet forud for dømte, som har børn i Danmark.

Det forudsættes endvidere, at der i hvert tilfælde vil skulle foretages en kon-

kret vurdering, således at afsoning i fængslet sker inden for rammerne af

Danmarks internationale forpligtelser, herunder den indsattes ret til privat-

og familieliv. Da der er tale om udvisningsdømte, hvor domstolene på tids-

punktet for dommen har vurderet, at det er muligt at udvise den pågældende

inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, herunder ret-

ten til respekt for privatliv og familieliv efter EMRK artikel 8, må det anta-

ges, at udvisningsdømte som udgangspunkt vil kunne overføres til afsoning

i Kosovo.

Det er justitsministeren, eller den der bemyndiges dertil, som vil skulle

træffe bestemmelse om fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i Ko-

sovo. Bemyndigelse af en anden myndighed (Direktoratet for Kriminalfor-

sorgen) til at træffe bestemmelse om afsoning i Kosovo vil skulle ske ved

bekendtgørelse. En beslutning om, at en person vil skulle afsone i fængslet

i Kosovo, vil være at anse for en afgørelse i forvaltningslovens forstand og

vil være omfattet af forvaltningslovens § 11, stk. 2, nr. 1. Der vil således

ikke være adgang til partsaktindsigt og dermed heller ikke partshøring og

fuld begrundelse.

Det foreslås i

§ 1 a, stk. 3,

at straffuldbyrdelsesloven vil finde anvendelse

ved fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring i medfør af stk. 2, jf. dog

stk. 4. Hermed fastsættes et klart udgangspunkt om, at de indsatte, som af-

soner i fængslet i Kosovo, vil bevare de samme rettigheder og pligter i straf-

fuldbyrdelsesloven, som hvis de afsonede fængselsstraffen eller forvarings-

dommen i et dansk fængsel. Med ordningen vil de indsatte således i ud-

gangspunktet have samme ret til f.eks. besøg, udgang, beskæftigelse, sund-

hedsbehandling, m.v., som de ville have ved afsoning i et dansk fængsel.

Det forudsættes desuden, at de almindelige forvaltningsretlige regler, som

173

UDKAST

gælder for forvaltningsmyndigheder, herunder bl.a. offentlighedsloven, for-

valtningsloven, arkivloven samt uskrevne retsgrundsætninger tillige vil

finde anvendelse i forbindelse med fuldbyrdelse af straf i Kosovo.

Med bestemmelsen fastsættes i øvrigt et udgangspunkt om, at de regler, som

er fastsat i medfør af straffuldbyrdelsesloven, tillige vil finde anvendelse

ved fuldbyrdelse af straffen i Kosovo.

Det foreslås i

§ 1 a, stk. 4,

at justitsministeren fastsætter regler om fuldbyr-

delse af fængselsstraf eller forvaring efter stk. 2 og 3, herunder om fravi-

gelse af visse regler i straffuldbyrdelsesloven i det omfang, det er nødven-

digt for fuldbyrdelsen efter stk. 2.

Bestemmelsen indebærer, at justitsministeren bemyndiges til at kunne fast-

sætte regler om fravigelse af visse regler i straffuldbyrdelsesloven, i det om-

fang, det er nødvendigt for den praktiske gennemførelse af fuldbyrdelse ef-

ter stk. 2. Bemyndigelsen forudsættes anvendt i tilfælde, hvor indholdet af

den regel, som ønskes fraveget, er uforenelig med fuldbyrdelsen af straffen

i Kosovo med de begrænsninger, der måtte ligge heri. Der vil således ikke

kunne ikke ske fravigelse af regler i straffuldbyrdelsesloven på baggrund af

rent ressourcemæssige hensyn, medmindre opretholdelsen af den regel, som

ønskes fraveget, vil medføre helt uforholdsmæssigt bebyrdende omkostnin-

ger, som ikke står i rimeligt forhold til reglens betydning for den indsattes

forhold under fuldbyrdelse af straf.

Der forudsættes, at der f.eks. vil kunne fastsættes nærmere regler for, hvor

og hvorledes sundhedsbehandlingen af de indsatte efter straffuldbyrdelses-

lovens § 45 skal foregå. Der vil således bl.a. kunne fastsættes regler om, i

hvilke situationer den indsatte skal behandles i Danmark, i det kosovariske

sundhedsvæsen eller i fængslet under ansvar af en dansk autoriseret læge.

Reglerne vil skulle leve op til danske forhold og Danmarks internationale

forpligtelser. Bestemmelsen vil ikke kunne anvendes til at fastsætte regler

om, at indsatte ikke har ret til nødvendig sundhedsbehandling.

Endvidere vil det være muligt at fastsætte regler om fravigelse af reglerne

for valg af afsoningsinstitution og overførsel mellem afsoningsinstitutioner,

således at der på baggrund af nogle nærmere bestemte kriterier kan ske af-

soning i fængslet i Kosovo uafhængigt af den dømtes bopæl i Danmark, og

således at mulighederne for at blive overført til anden afsoningsinstitution i

visse tilfælde indskrænkes ved afsoning i fængslet i Kosovo. Afgørelser

herom vil dog i alle tilfælde skulle træffes i overensstemmelse med Dan-

marks internationale forpligtelser.

174

UDKAST

Der vil være mulighed for at fastsætte nærmere regler for afviklingen af be-

søg og udgang for at sikre, at de pågældende

–

med de begrænsninger som

afvikling af besøg over landegrænser vil have

–

har mulighed for at modtage

besøg og komme på udgang i et omfang svarende til straffuldbyrdelseslo-

vens regler, ligesom der vil kunne fastsættes regler for, at udgang som ud-

gangspunkt finder sted i Danmark, medmindre formålet med udgangstilla-

delsen tilsiger, at det sker i Kosovo. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis for-

målet med udgangstilladelsen er at besøge en alvorligt syg person i Kosovo,

eller hvis der er tale om udgang til et retsmøde i Kosovo. Der vil desuden,

afhængig af de nærmere sikkerhedsmæssige foranstaltninger og vurderin-

gen heraf, kunne fastsættes regler, som giver mulighed for at føre videosam-

taler med nærtstående i et vist omfang i forbindelse med fuldbyrdelse af straf

i Kosovo. Der forventes desuden etableret fysiske rammer for besøg sva-

rende til besøgsrammerne i et dansk fængsel, herunder de såkaldte besøgs-

lejligheder. Endelig vil der kunne fastsættes regler om muligheden for trans-

portstøtte til besøg for f.eks. børn af indsatte.

Der vil også være mulighed for at tilpasse reglerne om disciplinærstraf, idet

det bl.a. følger af straffuldbyrdelseslovens § 67, stk. 1, nr. 5, at der kan iken-

des disciplinærstraf

ved indtagelse af alkohol, euforiserende stoffer eller

andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige lovgivning, ligesom det

fremgår af

§ 67, stk. 1, nr. 7, at der kan ikendes disciplinærstraf ved over-

trædelse af straffelovgivningen, når overtrædelsen tillige indebærer en selv-

stændig krænkelse af orden eller sikkerhed i institutionen.

Da fængslet i Kosovo hovedsageligt vil blive indrettet med dobbeltceller,

vil der i øvrigt kunne ske fravigelse af det i straffuldbyrdelsesloven fastsatte

udgangspunkt om, at den indsatte har ret til at afsone sin straf uden eller med

begrænset fællesskab med andre indsatte, jf. afsnit 2.1.4.1.8, således at

dømte, som skal fuldbyrde fængselsstraf eller forvaring i fængslet i Kosovo,

og som ønsker at afsone uden eller med begrænset fællesskab, alene vil

kunne fuldbyrde straffen uden eller med begrænset fællesskab i det omfang,

det er muligt i fængslet i Kosovo af hensyn til den fulde udnyttelse af kapa-

citeten i fængslet. Der kan således ikke ske overførsel fra fængslet i Kosovo

til et fængsel eller en arrest i Danmark med henvisning til, at man ønsker at

afsone uden eller med begrænset fællesskab.

Der vil kunne opstå øvrige tilfælde, hvor afsoningen i Kosovo nødvendig-

gør en fravigelse af straffuldbyrdelseslovens regler.

Det vil skulle tillægges

afgørende betydning ved udstedelsen af reglerne, at de indsattes forhold

grundlæggende svarer til forholdene i et dansk fængsel, ligesom Danmarks

internationale forpligtelser skal overholdes.

175

UDKAST

Behandling af indsatte i fængsler skal som ved behandling i det øvrige sund-

hedsvæsen ske i overensstemmelse med de grundlæggende regler om pati-

enters retsstilling i sundhedsloven, herunder reglerne om medinddragelse i

beslutninger, informeret samtykke til behandling, information, aktindsigt og

tavshedspligt.

Behandlingen er også underlagt de samme patientsikkerhedsmæssige garan-

tier som ved behandling i det øvrige sundhedsvæsen. Det gælder kravet til

sundhedspersoner om at udøve sit virke med omhu og samvittigheds-

fuldhed, reglerne om forbeholdt virksomhed, anvendelse af medhjælp og

journalføringspligt i lov om autorisation af sundhedspersoner og om sund-

hedsfaglig virksomhed og reglerne om tilsyn, klage og erstatning i sund-

hedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæse-

net.

Det følger af lægemiddellovens § 39, stk. 3, nr. 8, at kriminalforsorgens in-

stitutioner må fordele, opsplitte og udlevere lægemidler, som bruges i be-

handling af indsatte. Det betyder, at kriminalforsorgens institutioner i et vist

omfang uden tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen må have medicinskabe el-

ler -rum, hvorfra sundhedspersoner, der opfylder visse nærmere uddannel-

seskrav, kan ekspedere lægemidler efter en læges ordination til de indsatte.

Kriminalforsorgens institutioner har ligeledes mulighed for at håndtere

håndkøbslægemidler uden for eventuelle medicinskabe til de indsatte.

Lægemidler til brug i kriminalforsorgens institutioner, der er omfattet af læ-

gemiddellovens § 39, stk. 3, nr. 8, skal håndteres i overensstemmelse med

bekendtgørelse nr. 1109 af 30. juni 2020 om medicinskabe eller -rum samt

håndkøbslægemidler i kriminalforsorgens institutioner.

Efter de gældende regler må kriminalforsorgen ikke udføre lægemidler til

en anden stat, uden en tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen, jf. lægemiddello-

vens § 39, stk. 1. Kriminalforsorgen må heller ikke indføre lægemidler fra

en anden stat til Danmark uden en tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen.

Det er Sundhedsministeriets vurdering, at der

–

for at sikre danske standar-

der og patientsikkerhedsmæssige garantier i fængslet i Kosovo

–

vil være

behov for, at visse danske regler på sundhedsområdet med de nødvendige

justeringer og fravigelser sættes i kraft for behandlingen i fængslet.

Det foreslås med

§ 1, a, stk. 5, 1.pkt.,

at sundhedsministeren fastsætter regler

om, hvilke regler på sundhedsområdet, der med de nødvendige tilpasninger

og fravigelser, skal finde anvendelse for den sundhedsfaglige behandling af

indsatte, der foretages i de fængselsfaciliteter, der er omfattet af stk. 2.

176

UDKAST

Den foreslåede bemyndigelse vil alene kunne udmøntes i de situationer,

hvor justitsministeren efter det foreslåede § 1, stk. 4, har fastsat regler om, i

hvilke situationer de indsatte skal behandles i selve fængslet i Kosovo.

Den foreslåede bemyndigelse vil kunne anvendes til at fastsætte regler om

de sundhedsfaglige og patientsikkerhedsmæssige forhold i fængslet i Ko-

sovo. Den foreslåede bemyndigelse til sundhedsministeren skal sikre, at det

med de nødvendige tilpasninger og fravigelser bliver muligt at lade regler,

som gælder for andre behandlingssteder i Danmark, herunder fængsler, og

som varetager hensynet til patientsikkerheden, også skal finde anvendelse

for fængslet i Kosovo. Bemyndigelsen vil ikke kunne anvendes til at fast-

sætte regler for den sundhedsfaglige behandling, der foregår i det kosovari-

ske sundhedsvæsen.

Det er efter Sundhedsministeriets vurdering vanskeligt på forhånd at klar-

lægge i fuldt omfang, hvilke regler der med de nødvendige tilpasninger og

fravigelser vil skulle gælde for at sikre patientsikkerheden, og der kan såle-

des ikke udtømmende i fuldt omfang redegøres for, hvilke regler bemyndi-

gelsen vil blive anvendt til at sætte i kraft. Hvilke regler, der konkret anses

for nødvendige at sætte i kraft, vil bl.a. afhænge af lokale forhold, patient-

sikkerhedsmæssige standarder, sprog m.v. De samme hensyn vil også kunne

begrunde, at reglerne ikke sættes i kraft, fordi de vil kunne være umulige

eller uforholdsmæssigt vanskelige af implementere eller overholde.

Det er hensigten, at bemyndigelsen vil blive udmøntet til at sikre, at den

sundhedsfaglige behandling, som måtte være nødvendig at foretage i fængs-

let, så vidt muligt sker på samme vilkår som ved afsoning i Danmark, her-

under i overensstemmelse med danske sundhedsretlige regler, standarder og

patientsikkerhedsmæssige garantier.

Det er på den baggrund forventningen, at bemyndigelsen vil blive anvendt

til at fastsætte, at reglerne i sundhedslovens afsnit III om patienters retsstil-

ling vil skulle finde anvendelse. Det gælder reglerne om patienters medind-

dragelse i beslutninger, informeret samtykke til behandling, information,

aktindsigt og tavshedspligt. Herved sikres det, at indsatte i fængslet i Ko-

sovo på samme måde som patienter i det øvrige sundhedsvæsen og i fængs-

ler i Danmark sikres de grundlæggende rettigheder.

Det er også forventningen, at der i medfør af den foreslåede bemyndigelse

vil blive fastsat regler om, at regler om sundhedspersoners pligter vil skulle

gælde. Det vil bl.a. gælde reglerne i lov om autorisation af sundhedsperso-

ner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven) om, at autori-

serede sundhedspersoner under udøvelsen af deres virksomhed er forpligtet

177

UDKAST

til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, herunder ved benyttelse af med-

hjælp, økonomisk ordination af lægemidler m.v., reglerne om forbeholdt

virksomhed for visse grupper af sundhedspersoner, og regler om anven-

delse af medhjælp og journalføringspligt. Herved sikres det, at de krav, der

gælder til sundhedspersoner og deres medhjælp, der udøver deres virksom-

hed i det danske sundhedsvæsen såvel som i fængsler i Danmark, også

gælder for de sundhedspersoner, som foretager behandling af indsatte i

fængslet i Kosovo.

Den foreslåede bemyndigelse forventes også anvendt til at sikre, at Styrel-

sen for Patientsikkerhed kan føre tilsyn med den behandling, der foretages

i fængslet. Det gælder reglerne i sundhedsloven om styrelsens tilsyn med

behandlingssteder, gebyrer for tilsynet, adgang til oplysninger og lokaler,

såvel som reglerne i autorisationsloven om tilsyn med sundhedspersoner,

herunder regler om sanktioner m.v. Sættes reglerne i kraft, vil det bl.a. be-

tyde, at Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis de sundhedsmæssige forhold i

fængslet kan bringe patientsikkerheden i fare, kan give påbud til behand-

lingsstedet i fængslet under Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvori der

opstilles sundhedsmæssige krav til den pågældende virksomhed, eller give

påbud om midlertidigt at indstille virksomheden helt eller delvis. Styrelsen

for Patientsikkerheds organisatoriske tilsyn vil omfatte tilsyn med al sund-

hedsfaglig behandling, som foretages i fængslet, uanset om behandlingen

udføres af dansk autoriserede sundhedspersoner eller kosovarisk personale,

idet den danske institutionsledelse vil have ansvar for, at al behandling ud-

ført i fængslet sker inden for fagligt forsvarlige rammer.

Det vil også betyde, at Styrelsen for Patientsikkerhed vil kunne føre tilsyn

med de dansk autoriserede sundhedspersoner, som udfører behandling i

fængslet, og at styrelsen i forbindelse med dette tilsyn vil kunne iværksætte

tilsynsforanstaltninger over for den dansk autoriserede sundhedspersonen

på baggrund af deres sundhedsfaglige virke. Sundhedsbehandling foretaget

i fængslet vil således kunne indgå i vurderingen af dansk autoriseret sund-

hedspersoners faglige virksomhed og egnethed på lige fod med behandlin-

ger, som foretages på behandlingssteder i Danmark.

Derudover forventes den foreslåede bemyndigelse anvendt til at sikre de

indsattes klage- og erstatningsadgang over den sundhedsfaglige behandling,

de har modtaget i fængslet. Det gælder bl.a. reglerne i lov om klage- og

erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven)

om muligheden for at klage til Styrelsen for Patientklager over behandlings-

steder og behandlingsforløb og til Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn over

autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed. Det vil også

178

UDKAST

gælde reglerne om den særlige patienterstatningsordning for behandlings-

og lægemiddelskader.

Det forventes også, at den foreslåede bemyndigelse vil blive anvendt til at

fastsætte regler om, at lov om lægemidler skal gælde helt eller delvist. Det

gælder bl.a. reglerne for kriminalforsorgens institutioners fordeling, opsplit-

ning og udlevering af lægemidler, som bruges i behandling af indsatte. I

forlængelse heraf vil bemyndigelsen forventeligt blive anvendt til at fast-

sætte regler om, at lægemidler til brug i den kriminalforsorgsinstitution, der

er placeret i Kosovo, skal håndteres i overensstemmelse med bekendtgørelse

nr. 1109 af 30. juni 2020 om medicinskabe eller -rum samt håndkøbslæge-

midler i kriminalforsorgens institutioner med de eventuelle nødvendige til-

pasninger og fravigelser. Det vil desuden kunne være relevant at sætte læ-

gemiddellovgivningens regler om indberetning af bivirkninger i kraft

Reglerne vil kunne sættes i kraft med de nødvendige tilpasninger og fravi-

gelser. Det betyder for det første, at love og regler fastsat i medfør heraf vil

kunne sættes i kraft helt eller delvist. Hermed sikres det, at der ikke sættes

bestemmelser i love i kraft, som ikke er relevante eller i praksis ikke vil

kunne overholdes eller implementeres. Det betyder også, at de love og be-

stemmelser, som påtænkes sat i kraft, vil kunne sættes i kraft med de tilpas-

ninger, som vurderes at være nødvendige for, at reglerne vil kunne imple-

menteres og fungere i praksis. Der vil f.eks. kunne være tale om, at opgaver,

som efter loven er pålagt én myndighed overlades til en anden, hvis det

f.eks. af praktiske grund forekommer mest hensigtsmæssigt. Der vil også

kunne være tale om fravigelser af regler om sprogkrav, som ikke vil kunne

overholdes som følge af fængslets placering i udlandet. Derudover vil der

eksempelvis kunne være tale om tilpasninger af reglerne om Styrelsen for

Patientsikkerheds risikobaserede tilsyn med behandlingssteder, f.eks. med

henblik på at sikre et frekvensbaseret tilsyn i stedet for et risikobaseret til-

syn. Der vil også kunne være tale om tilpasning af love og bekendtgørelsers

anvendelsesområde, f.eks. den territoriale eller organisatoriske afgrænsning,

som kan være til hinder for, at reglerne ikke vil kunne gælde for forhold

uden for Danmark. Det skal understreges, at der ikke som fravigelse eller

tilpasning vil kunne ses fuldstændigt bort fra grundlæggende patientret-

tigheder, herunder regler om patienters retsstilling, tilsyn- klage- og erstat-

ningsadgang, derved at de ikke sættes i kraft. Fravigelse vil derimod kunne

omfatte fravigelse af særlige krav til måden, metoden, omfang eller lig-

nende, som rettigheden udøves på. Der kan eksempelvis være tale om må-

den en klagesag behandles eller en tilsynssag føres på, krav til journalføring

og indsigt.

179

UDKAST

Det bemærkes, at der i takt med at ordningen gennemføres, også kan vise

sig behov for, at sætte øvrige love på sundhedsområdet med de nødvendige

tilpasninger i kraft, hvis det måtte være nødvendigt for sikre, at den sund-

hedsfaglige behandling, som måtte være nødvendig at foretage i fængslet,

så vidt muligt sker på samme vilkår som ved afsoning i Danmark, herunder

i overensstemmelse med danske sundhedsretlige regler, standarder og pati-

entsikkerhedsmæssige garantier.

Med

§ 1, a, stk. 5, 2. pkt.,

foreslås det, at sundhedsministeren endvidere kan

fastsætte regler om fravigelse af reglerne på sundhedsområdet, i det omfang

det er nødvendigt for at sikre patientsikkerheden eller lægemiddelforsynin-

gen i de fængselsfaciliteter, der er omfattet af stk. 2.

Bestemmelsen er tiltænkt anvendt i tilfælde, hvor de gældende regler på

sundhedsområdet i Danmark er til hinder for, at de påtænkte sundhedsfag-

lige aktiviteter i fængslet kan lade sig gøre. Et eksempel herpå er reglerne

for udførsel af lægemidler fra Danmark til andre stater, der i praksis forven-

tes at være til hinder for, at lægemidler kan udføres fra Danmark til fængslet.

Med henblik på at muliggøre anvendelsen af lægemidler markedsført i Dan-

mark forventes bestemmelsen anvendt til at fastsætte regler om kriminalfor-

sorgens mulighed og vilkår for udførsel af lægemidler, herunder lægemidler

med euforiserende stoffer, fra Danmark til den kriminalforsorgsinstitution,

der er placeret i Kosovo. Der vil i forlængelse heraf blive fastsat regler, som

skal sikre, at lægemidler, der er udført af kriminalforsorgen til fængslet i

Kosovo, som udgangspunkt ikke genindføres til Danmark.

Der kan, i takt med at ordningen gennemføres, også vise sig behov for at

fravige andre regler på sundhedsområdet i Danmark. Anvendelsen af be-

stemmelsen vil dog være begrænset til det nødvendige for, at de sundheds-

faglige aktiviteter i et fængsel i Kosovo kan lade sig gøre.

Det foreslås i

§ 1 a, stk. 6,

at databeskyttelsesforordningen, databeskyttel-

sesloven og retshåndhævelsesloven finder anvendelse for behandling af per-

sonoplysninger i fængselsfaciliteter, hvor der skal ske fuldbyrdelse af fæng-

selsstraf eller forvaring i medfør af den foreslåede § 1 a, stk. 2.

Således vil fængslet i Kosovo skulle overholde de samme databeskyttelses-

regler som fængsler i Danmark, herunder betingelser for og krav til behand-

ling af personoplysninger, regler om registrerede rettigheder og betingel-

serne for overførsel af personoplysninger til tredjelande.

180

UDKAST

Den foreslåede bestemmelse indebærer i øvrigt, at Datatilsynet har beføjelse

til at føre tilsyn med behandlingen af personoplysninger i fængslet, som fo-

retages i forbindelse med fuldbyrdelse af fængselsstraf eller forvaring, jf.

databeskyttelseslovens § 27 og retshåndhævelseslovens § 37.

Det foreslås i

§ 1 a, stk. 7,

at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler

for behandling af personoplysninger i forbindelse med fuldbyrdelse af

fængselsstraf eller forvaring i medfør af den foreslåede stk. 2.

Det er hensigten, at der bl.a. skal fastsættes nærmere regler om formålet med

behandling af personoplysninger, der udveksles med fængslet i Kosovo, og

at databeskyttelseslovgivningens regler om tredjelandsoverførsler gælder

for videregivelse eller udlevering af personoplysninger til andre myndighe-

der i Kosovo, andre tredjelande eller internationale organisationer. Det er

endvidere hensigten, at det skal fastsættes procedurer for videregivelse af

personoplysninger fra fængslet til andre myndigheder i Kosovo, andre tred-

jelande og internationale organisationer. Desuden er det hensigten, at der i

nødvendigt omfang skal kunne fastsættes andre bestemmelser om behand-

ling af personoplysninger i fængslet med henblik på at gennemføre relevante

dele af traktaten og samarbejdsaftalen med Kosovo om fuldbyrdelse af dan-

ske straffe i fængslet.

Der henvises i øvrigt til § 1, nr. 2, og de almindelige bemærkninger til lov-

forslaget.

Til nr. 3

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 2, stk. 1, at Justitsministeriet er

den øverste administrative myndighed for kriminalforsorgen.

Direktoratet for Kriminalforsorgen under Justitsministeriet varetager den

centrale ledelse og administration af fuldbyrdelsen af de i lovens § 1 nævnte

straffe, jf. stk. 2.

Under Direktoratet for Kriminalforsorgen skal der være et antal kriminal-

forsorgsområder, jf. stk. 3. Justitsministeren fastsætter antallet af kriminal-

forsorgsområder, områdernes geografiske placering og fordeling af lokale

kriminalforsorgsinstitutioner mellem områderne.

Justitsministeriet kan i sager af større eller principiel betydning beslutte at

overtage Direktoratet for Kriminalforsorgens eller et kriminalforsorgsområ-

181

UDKAST

des beføjelser efter loven. Direktoratet for Kriminalforsorgen kan tilsva-

rende i sager af større eller principiel betydning beslutte at overtage et kri-

minalforsorgsområdes beføjelser efter loven, jf. stk. 5.

Det foreslås, at »skal der være« ændres til »hører« i straffuldbyrdelseslovens

§ 2, stk. 1.

Der er tale om en sproglig ændring, der skal ses i sammenhæng med den

forslåede tilføjelse til bestemmelsen, jf. nedenfor.

Det foreslås, at »og en institution i Kosovo« indsættes efter »kriminalfor-

sorgsområder«.

Ændringen indebærer, at institutionen i Kosovo vil høre under Direktoratet

for Kriminalforsorgen, således at institutionen ikke vil indgå i et kriminal-

forsorgsområde.

Der henvises i øvrigt til § 1, nr. 3, og de almindelige bemærkninger til lov-

forslaget.

Til nr. 4

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 2, stk. 1, at Justitsministeriet er

den øverste administrative myndighed for kriminalforsorgen.

Direktoratet for Kriminalforsorgen under Justitsministeriet varetager den

centrale ledelse og administration af fuldbyrdelsen af de i lovens § 1 nævnte

straffe, jf. stk. 2.

Under Direktoratet for Kriminalforsorgen skal der være et antal kriminal-

forsorgsområder, jf. stk. 3. Justitsministeren fastsætter antallet af kriminal-

forsorgsområder, områdernes geografiske placering og fordeling af lokale

kriminalforsorgsinstitutioner mellem områderne.

Justitsministeriet kan i sager af større eller principiel betydning beslutte at

overtage Direktoratet for Kriminalforsorgens eller et kriminalforsorgsområ-

des beføjelser efter loven. Direktoratet for Kriminalforsorgen kan tilsva-

rende i sager af større eller principiel betydning beslutte at overtage et kri-

minalforsorgsområdes beføjelser efter loven, jf. stk. 5.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i straffuldbyrdelseslovens

§ 2, stk. 4,

hvorefter institutionen i Kosovo kan udøve de samme beføjelser,

der i denne lov er tillagt kriminalforsorgsområderne.

182

UDKAST

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at fængslet i Kosovo vil have de

samme beføjelser, som i dag er tillagt kriminalforsorgsområderne efter straf-

fuldbyrdelsesloven eller bestemmelser udstedt i medfør deraf.

Myndighedsudøvelsen i fængslet vil blive varetaget af ansatte i kriminalfor-

sorgen i Danmark og af lokalt ansatte. De kompetencer, som normalt udfø-

res af det overordnede kriminalforsorgsområde vil i stedet skulle varetages

af lederen af institutionen, dog således at visse opgaver af større betydning

vil kunne behandles af direktoratet, jf. straffuldbyrdelseslovens § 2, stk. 5,

2. pkt., eller i henhold til det almindelige over-/underordnelsesforhold.

Det forudsættes i den forbindelse, at direktoratet i højere grad end tilfældet

er med kriminalforsorgsområderne i dag vil være tilbøjelig til at udnytte ad-

gangen til call-in.

Den foreslåede ordning vil indebære, at de indsatte vil kunne klage over

afgørelser truffet af institutionen, såfremt der er hjemmel til at påklage af-

gørelser truffet af et kriminalforsorgsområde, jf. bekendtgørelser udstedt ef-

ter straffuldbyrdelseslovens § 111, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til § 1, nr. 4, og de almindelige bemærkninger til lov-

forslaget.

Til nr. 5

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 5, at justitsministeren fast-

sætter regler om ydelser efter stk. 1 og 2 og i den forbindelse kan fastsætte

regler om, at andre indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, skal have

udbetalt vederlag for beskæftigelse. Der kan endvidere fastsættes regler om

ordningerne nævnt i stk. 3 og 4.

Det følger af den foreslåede ændring af straffuldbyrdelseslovens

§ 42, stk.

5, 2. pkt.,

at der endvidere kan fastsættes regler om ordningerne nævnt i stk.

3 og 4, herunder om andelen af vederlaget, der skal opspares for indsatte,

der er udvist af landet ved dom.

Den foreslåede ændring af straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 5, 2. pkt., vil

medføre, at der kan fastsættes regler om andelen af vederlaget, der skal op-

spares for indsatte, der er udvist af landet ved dom.

Hvis lovforslaget vedtages, vil der blive fastsat nærmere administrative reg-

ler om tvungen opsparing for udvisningsdømte.

183

UDKAST

Det vil blive fastsat, at andelen af den tvungne opsparing af løn for beskæf-

tigelse øges fra 15 pct. til som udgangspunkt 50 pct. for udvisningsdømte.

Det vil i den forbindelse blive fastsat, at de yderligere tvangsopsparede mid-

ler (35 pct. af tvungne opsparing af løn for beskæftigelse) alene vil kunne

anvendes til dækning af hjemrejseudgifter, og at den øgede tvangsopsparing

vil skulle udbetales, hvis effektueringen af udsendelsen af den pågældende

efter løsladelse umiddelbart må anses for udsigtsløs. Den forskelsbehand-

ling, der sker isoleres dermed til hjemrejseudgifter.

Udgifter, som den indsatte skal afholde i forbindelse med hjemrejse mod-

regnes i det opsparede beløb, hvis den indsatte ikke selv afholder udgifterne.

Det vil derudover blive fastsat, at en udvisningsdømt indsat, som har et be-

løb stående på opsparingskontoen ved løsladelsen, skal have beløbet udbe-

talt senest ved hjemrejsen.

Baggrunden for den tiltænkte administrative regel er, at udvisningsdømte

har højere udgifter til hjemrejse end ikke-udvisningsdømte har til udgang og

løsladelse.

Det forudsættes, at ordningen administreres i overensstemmelse med pro-

portionalitetsprincippet. I det omfang kriminalforsorgsområdet kan konsta-

tere, at den

yderligere

tvungne opsparing (15-50 pct. af den tvungne opspa-

ring af vederlag for beskæftigelse) åbenbart overstiger de samlede udgifter,

som den pågældende vil skulle afholde i forbindelse med hjemrejse, forud-

sættes det således, at kriminalforsorgsområdet undlader at tilbageholde

yderligere beløb til opsparingen. Et sådant beløb vil skulle udbetales til den

indsatte.

Der henvises i øvrigt til § 1, nr. 5, og de almindelige bemærkninger til lov-

forslaget.

Til nr. 6

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 5, at justitsministeren fast-

sætter regler om ydelser efter stk. 1 og 2 og kan i den forbindelse fastsætte

regler om, at andre indsatte, der er fraværende fra beskæftigelse, skal have

udbetalt vederlag for beskæftigelse. Der kan endvidere fastsættes regler om

ordningerne nævnt i stk. 3 og 4.

184

UDKAST

Det følger af den foreslåede

§ 42, stk. 5, 3. pkt.,

at det i den forbindelse kan

fastsættes, at det påhviler indsatte, der er udvist af landet ved dom, at tegne

en privat sundhedsforsikring, og at tvangsopsparede midler efter stk. 4 skal

anvendes til dækning heraf.

Den foreslåede § 42, stk. 5, 3. pkt., vil medføre, at der kan fastsættes regler

om, at udvisningsdømte forpligtes til at tegne en forsikring, der dækker

sundhedsbehandling uden for kriminalforsorgen, og at tvangsopsparede

midler skal anvendes til dækning af forsikringen.

Det forudsættes i den forbindelse, at det alene er de 15 pct. af den indsattes

vederlag for beskæftigelse, der tvangsopspares for alle indsatte i medfør af

straffuldbyrdelseslovens § 42, stk. 4, som vil kunne anvendes til dækning af

forsikringen. De

yderligere

tvangsopsparede midler (35 pct. af tvungne op-

sparing af løn for beskæftigelse) vil alene kunne anvendes til dækning af

hjemrejseudgifter, jf. lovforslagets § 2, nr. 3.

Baggrunden for den tiltænkte bemyndigelsesbestemmelse er, at udvisnings-

dømte efter reglerne på sundhedsområdet alene har ret til akut og fortsat

sygehusbehandling, hvilket der som udgangspunkt opkræves betaling for,

medmindre det undtagelsesvist skønnes rimeligt at yde behandlingen veder-

lagsfrit. Der henvises i den forbindelse til pkt. 2.8 i de almindelige bemærk-

ninger.

Bemyndigelsen vil alene blive benyttet, hvis det viser sig praktisk muligt at

gennemføre en sådan ordning, herunder at der kan findes udbydere af en

sådan sundhedsforsikring, og at der kan findes en rimelig præmie.

Det følger af den foreslåede

§ 42, stk. 5, 4. pkt.,

at der desuden kan fastsættes

regler om løsladelsesbeløb, herunder at visse indsatte, der er udvist af landet

ved dom, ikke er omfattet heraf.

Hvis lovforslaget vedtages, vil der blive fastsat nærmere administrative reg-

ler om løsladelsesbeløb.

Det vil i den forbindelse blive fastsat, at udvisningsdømte, der straks efter

endt afsoning udsendes med bistand fra udlændingemyndighederne, eller

efter afsoningen varetægtsfængsles med henblik på senere udsendelse ikke

har krav på løsladelsesbeløb.

Baggrunden for den tiltænkte administrative regel er, at denne gruppe af

udvisningsdømte ikke har samme behov for at få udbetalt et beløb i forbin-

delse med løsladelse, da der i den øvrige lovgivning på anden måde er taget

hånd om den udvisningsdømtes behov for småfornødenheder under selve

185

UDKAST

udsendelsen, når den forestås af udlændingemyndighederne, og under vare-

tægtsfængsling.

Der henvises i øvrigt til § 1, nr. 6, og de almindelige bemærkninger til lov-

forslaget.

Til nr. 7

Det fremgår af straffuldbyrdelseslovens § 50, 1. pkt., at justitsministeren

fastsætter regler om tilladelse til udgang. Det fremgår af bestemmelsens 2.

pkt., at det i forbindelse med sådanne regler kan bestemmes, at tilladelse til

udgang først kan gives efter ophold i et bestemt tidsrum i institutionen og

efter udståelse af en bestemt del af straffen, samt at tilladelse til udgang ikke

kan gives i et tidsrum af 3 måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte er

udeblevet efter tilsigelse til afsoning.

Det følger af den foreslåede ændring af

§ 50, 2. pkt.,

at det i forbindelse med

sådanne regler kan bestemmes, at tilladelse til udgang ikke kan gives i et

tidsrum af op til 6 måneder fra indsættelsen, hvis den indsatte er udeblevet

uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning.

Den foreslåede ændring af § 50, 2. pkt., vil medføre, at der fastsættes regler

om, at tilladelse til udgang ikke kan gives i et tidsrum af op til 6 måneder

fra indsættelsen, hvis den indsatte er udeblevet uden lovlig grund efter tilsi-

gelse til afsoning.

Der foreslås ingen ændringer i, at der ved udeblivelse forstås, at den dom-

fældte ikke møder på det tidspunkt, hvortil den pågældende er tilsagt til af-

soning, og dette skyldes omstændigheder, som må lægges den pågældende

til last. Kan den domfældte derimod godtgøre, at undladelsen af at møde til

afsoning i overensstemmelse med tilsigelsen skyldes omstændigheder, som

ikke kan lægges den pågældende til last

–

f.eks. i et tilfælde, hvor den dom-

fældte er mødt for sent som følge af en togforsinkelse el.lign.

–

er den på-

gældende ikke udeblevet uden lovlig grund. Hvis modtagerinstitutionen

skønner, at den overskridelse, der foreligger fra den dømtes side, må anses

for ubetydelig, kan det ligeledes lægges til grund, at den dømte ikke er ude-

blevet uden lovlig grund.

Hvis lovforslaget vedtages, vil der i medfør af den foreslåede ændring af

straffuldbyrdelseslovens § 50 blive fastsat regler i udgangsbekendtgørelsen

om, at udgang ikke kan gives i et tidsrum af op til 6 måneder fra indsættel-

sen, hvis den indsatte uden lovlig grund er udeblevet fra afsoning.

186