UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 16: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, straffeloven, lov om aktiv socialpolitik, repatrieringsloven og forskellige andre love (Initiativer til beskyttelse af børn imod vold og anden negativ social kontrol og indførelse af regler om fleksibel udbetaling af repatrieringsstøtte m.v.)

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2021-22
UUI Alm.del Bilag 16
Offentligt

Udkast til

Forslag

til

Ændring af udlændingeloven, straffeloven, lov om aktiv socialpolitik,

repatrieringsloven og forskellige andre love

(Initiativer til beskyttelse af børn imod vold og anden negativ social

kontrol og indførelse af regler om fleksibel udbetaling af

repatrieringsstøtte m.v.)

§1

I udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1910 af 26. september 2021,

som ændret ved lov nr. … af …, foretages følgende ændringer:

§ 9, stk. 15, nr. 2,

ændres »216 og 222-224, § 225, jf. § 216, eller §§

243-246« til: »215, 215 a, 216, 222-224, § 225, jf. § 216, §§ 243-246, § 260,

stk. 2 eller 3, eller § 260 a«.

§ 9, stk. 17,

affattes således:

»Stk. 17.

Er den herboende person meddelt tidsubegrænset

opholdstilladelse efter § 11, stk. 3, 5, 12 eller 13 på baggrund af en

ansøgning indgivet den 27. januar 2021 eller senere, anses betingelserne i

stk. 15 og 16 for opfyldt.«

§ 9, stk. 23,

indsættes efter »215,«: »215 a,«.

§ 9 h, stk. 2,

udgår ”og regulerer”.

§ 9 h, stk. 3,

udgår ”og reguleres”.

§ 9 h, stk. 8,

indsættes som

4. pkt.:

»2. og 3. pkt. finder tilsvarende anvendelse, hvis den udestående

gebyrindbetaling skyldes, at gebyret er reguleret i perioden mellem

indbetalingen og ansøgningens indgivelse.«

§ 9 h, stk. 13, 2. pkt.,

affattes således:

»De beløb, der er angivet i stk. 8, 1. pkt., og stk. 10, reguleres fra og med

2016 en gang årligt den 1. januar efter satsreguleringsprocenten, jf. lov om

en satsreguleringsprocent.«

§ 9 h, stk. 13, 3. og 4. pkt.,

ophæves.

UUI, Alm.del - 2021-22 - Bilag 16: Lovudkast: Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, straffeloven, lov om aktiv socialpolitik, repatrieringsloven og forskellige andre love (Initiativer til beskyttelse af børn imod vold og anden negativ social kontrol og indførelse af regler om fleksibel udbetaling af repatrieringsstøtte m.v.)

§ 11, stk. 3, nr. 3,

ændres »216 og 222-224, § 225, jf. § 216, eller §§

243-246« til: »215, 215 a, 216, 222-224, § 225, jf. § 216, §§ 243-246, § 260,

stk. 2 eller 3, eller § 260 a«.

10.

§ 11, stk. 4, nr. 4,

indsættes efter »til voksne udlændinge m.fl.«: », eller

en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau«.

11.

§ 17, stk. 1, 3. pkt.,

indsættes efter »her i landet,«: »eller er udlændingen

meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse,«.

12.

§ 17 a, stk. 1,

indsættes efter »først,«: »jf. dog stk. 4,«

13.

§ 17 a, stk. 2, 1. pkt.,

indsættes efter »nævnte periode«: », jf. dog stk.

4«

14.

§ 17 a

indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4.

Stk. 1 og 2 finder desuden kun anvendelse for udlændinge, der ikke

benytter sig af adgangen til udbetaling af hjælp til repatriering efter

repatrieringslovens § 14 a, stk. 1.«

Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.

15.

§ 17 a, stk. 5,

der bliver stk. 6, ændres »Stk. 4« til: »Stk. 5«, og »stk.

4« ændres til: »stk. 5«.

16.

§ 17 a, stk. 6,

der bliver stk. 7, ændres »stk. 1-5« til: »stk. 1-6«.

17.

§ 25 a, stk. 1, nr. 1,

indsættes efter »§ 60, stk. 1,«: »hjemrejselovens §

13, stk. 3, jf. § 23, stk. 1,«.

18.

§ 36, stk. 1, 1. pkt.,

ændres »stk. 5« til: »stk. 4«.

19.

I § 36, stk. 1, 1 pkt. ophæves, og i stedet indsættes som 1. og 2. pkt.:

»Med henblik på at sikre muligheden for overførsel efter § 29, stk. 1, kan

politiet bestemme, at der skal ske frihedsberøvelse, hvis der er væsentlig

risiko for, at den pågældende forsvinder eller unddrager sig overførslen,

eller at den pågældende vil undvige eller lægge hindringer i vejen for

forberedelsen af overførselsprocessen, og de i § 34 nævnte foranstaltninger

ikke er tilstrækkelige, jf. stk. 5. Med henblik på at sikre muligheden for

afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a kan politiet bestemme,

at der skal ske frihedsberøvelse, hvis der er en væsentlig risiko for, at den

pågældende forsvinder, og de i § 34 nævnte foranstaltninger ikke er

tilstrækkelige, jf. § 36, stk. 4.«

20.

§ 36, stk. 3,

ophæves.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 3 og 4.

21.

I § 36, indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk.

Ved beslutning om frihedsberøvelse efter stk. 1, 1. pkt., skal der

lægges vægt på, om der foreligger en væsentlig risiko for, at udlændingen

vil forsvinde eller unddrage sig overførslen, eller om den pågældende vil

undvige eller lægge hindringer i vejen for forberedelsen af

overførselsprocessen. En væsentlig risiko for, at udlændingen vil forsvinde

eller unddrage sig overførslen, foreligger, når den pågældende ikke har

medvirket under eller har lagt hindringer i vejen for sagens behandling, eller

når der i øvrigt på baggrund af oplysningerne om udlændingen og opholdets

varighed og karakter er grund til at antage, at udlændingen vil forsvinde eller

unddrage sig overførslen.«

Stk. 5 bliver herefter til stk. 6

22.

§ 36, stk. 4, 1. pkt.,

der bliver stk. 5, 1. pkt., ændres »1. pkt.« til: »2.

pkt.«

23.

§ 37 a, stk. 2,

ændres »776« til: »776 a«.

24.

To steder i

§ 37 a, stk. 8,

ændres »lov om foranstaltninger mod smit-

somme og andre overførbare sygdomme« til: »epidemiloven«.

25.

§ 42 a, stk. 11,

ændres »§ 32, stk. 1« til: »§ 26 c«.

26.

§ 42 b, stk. 8, 1. pkt.,

ændres », jf. § 42 c eller hjemrejselovens § 5, stk.

1, eller forpligtelsen til at medvirke til udførelse af nødvendige opgaver efter

hjemrejselovens § 9, stk. 1,« til: »efter § 42 c, eller som har overholdt sin

kontrakt efter hjemrejselovens § 5, stk. 1, og forpligtelsen til at medvirke til

udførelse af nødvendige opgaver efter hjemrejselovens § 9, stk. 1,«.

27.

§ 42 b, stk. 11, 2. pkt.,

ændres », jf. § 42 c eller hjemrejselovens § 5,

stk. 1, eller forpligtelsen til at medvirke til udførelse af nødvendige opgaver

efter hjemrejselovens § 9, stk. 1,« til: »efter § 42 c, eller hvis udlændingen

ikke har overholdt sin kontrakt efter hjemrejselovens § 5, stk. 1, og

forpligtelsen til at medvirke til udførelse af nødvendige opgaver efter

hjemrejselovens § 9, stk. 1,«.

28.

§ 42 e, stk. 3,

indsættes efter »§ 42 a, stk. 1«: »og 2«, og »dog ikke for

udlændinge, der har fået afslag på eller frafaldet en ansøgning efter § 7, eller

udlændinge, der ikke kan udsendes af landet, jf. § 31,« udgår.

29.

I § 42 e indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:

»Stk. 6.

Stk. 1-5 gælder ikke for udlændinge over 18 år, der har fået afslag

på eller har frafaldet en ansøgning efter § 7, eller udlændinge, der ikke kan

udsendes af landet, jf. § 31.«

Stk. 6 bliver herefter stk. 7.

30.

§ 45 d, stk. 1, nr. 2,

ændres »§ 36« til: »hjemrejselovens § 16, stk. 7«,

og efter »udvisning efter« indsættes: »udlændingelovens«.

31.

§ 45 d, stk. 2, 3. pkt., stk. 3, 2. pkt.,

stk. 4,

ændres »§ 36, jf.« til:

»hjemrejselovens § 16, stk. 7, jf. udlændingelovens § 45 d,«.

32.

§ 46 a, stk. 7,

indsættes som

nr. 10:

»10) Hjemrejsestyrelsens afgørelser om forlængelse af en udrejsefrist

efter § 33, stk. 4, hvis forlængelse sker som følge af indgåelse af en

hjemrejsekontrakt eller Hjemrejsestyrelsens afgørelse herom, jf. § 5, stk. 2

eller 3, i hjemrejseloven.«

33.

§ 52 c, stk. 1,

ændres »Udlændinge- og Integrationsministeriet« til:

»Hjemrejsestyrelsen og Udlændingestyrelsen«.

34.

§ 53, stk. 16,

ændres »Udlændinge- og Integrationsministeriet« til:

»Hjemrejsestyrelsen«.

§2

I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1650 af 17. november 2020, som

ændret ved [§ x i] lov nr. xx af xx, foretages følgende ændringer:

§ 244, stk. 2,

ændres »der« til: »som«.

§ 245, stk. 1,

indsættes som

3. pkt.:

»Tilsvarende gælder, hvis legemsangrebet er begået mod en person

under 18 år af en person i eller nært knyttet til den forurettedes husstand.«

§3

I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 241 af 12. februar

2021, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 1171 af 8. juni 2021, foretages

følgende ændringer:

§ 10 h, stk. 1,

indsættes efter »straffelovens § 81 a«: », § 244, stk. 2,

hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3.

pkt«.

§ 11, stk. 6, 1. pkt.,

indsættes efter »straffelovens § 81 a«: », § 244, stk.

2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3.

pkt«.

§ 11, stk. 7,

indsættes efter »straffelovens § 81 a«: », § 244, stk. 2, hvis

forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt«.

§ 69 d, stk. 3,

§ 69 o, stk. 3,

ændres »§§ 10 f eller 10 h« til: »§§ 10 f,

10 h eller 10 j«.

§4

I lov om social pension, jf. lovbekendtgørelse nr. 234 af 12. februar 2021,

som ændret ved § 1 i lov nr. 707 af 26. april 2021, § 12 i lov nr. 876 af 12.

maj 2021, § 4 i lov nr. 1160 af 8. juni 2021 og § 3 i lov nr. 1171 af 8. juni

2021, foretages følgende ændringer:

§ 46 d, stk. 1,

§ 46 f, stk. 1,

ændres »Pensionen efter §§ 31 eller 32

c« til: »Pensionen efter §§ 31, 32 c eller 48 a«.

§ 46 f, stk. 1,

indsættes efter »straffelovens § 81 a«: », § 244, stk. 2, hvis

forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt«.

§ 48 a

indsættes som

stk. 3:

»Stk. 3.

Tidlig pension kan højst udbetales med et beløb svarende til

selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk.

2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, når den tidlige pensionist er omfattet af

§§ 46 d, 46 f eller 46 g.«

§ 48 f

affattes således:

»§ 48 f.

Bestemmelserne i §§ 40, 41 a, 46-46 c, 46 e og 47-48 finder

tilsvarende anvendelse for en modtager af tidlig pension.«

§5

I lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig

førtidspension m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 233 af 12. februar 2021, som

ændret ved § 2 i lov nr. 707 af 26. april 2021 og § 4 i lov nr. 1171 af 8. juni

2021, foretages følgende ændring:

§ 45 f, stk. 1,

indsættes efter »straffelovens § 81 a«: », § 244, stk. 2, hvis

forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt«.

§6

I lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 548 af 7.

maj 2019, som ændret senest ved lov nr. 1437 af 29. juni 2021, foretages

følgende ændring:

§ 132, stk. 1,

indsættes efter »§ 81 a«: », § 244, stk. 2, hvis forholdet er

begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt«.

§7

I lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 215 af 12.

februar 2021, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 1438 af 29. juni 2021,

foretages følgende ændring:

§ 87 b, stk. 1,

indsættes efter »§ 81 a«: », § 244, stk. 2, hvis forholdet er

begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt«.

§8

I barselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 235 af 12. februar 2021, som ændret

ved § 3 i lov nr. 527 af 27. marts 2021 og § 3 i lov nr. 1438 af 29. juni 2021,

foretages følgende ændring:

§ 49 c, stk. 1,

indsættes efter »§ 81 a«: », § 244, stk. 2, hvis forholdet er

begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt«.

§9

I lov om sygedagpenge, jf. lovbekendtgørelse nr. 1712 af 20. august 2021,

foretages følgende ændring:

§ 71 c, stk. 1,

indsættes efter »§ 81 a«: », § 244, stk. 2, hvis forholdet er

begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt«.

§ 10

I lov om fleksydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 222 af 12. februar 2021, som

ændret ved § 11 i lov nr. 876 af 12. maj 2021, foretages følgende ændring:

§ 22 b, stk. 1,

indsættes efter »§ 81 a«: », § 244, stk. 2, hvis forholdet er

begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt«.

§ 11

I lov om Udbetaling Danmark, jf. lovbekendtgørelse nr. 240 af 12. februar

2021, foretages følgende ændringer:

§ 1, stk. 1,

indsættes som nr. 18:

»18) Hjemrejseloven«

§ 12 i, stk. 2 og 3,

indsættes efter »§ 81 a«: », § 244, stk. 2, hvis forholdet

er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt.«.

§ 12 i, stk. 5, 3. og 4. pkt.,

der bliver 5. pkt., indsættes efter »§ 81 a«: »,

§ 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år, eller §

245, stk. 1, 3. pkt.«.

§ 12 i, stk. 5,

indsættes efter 3. pkt. som nyt punktum:

»Anklagemyndigheden skal underrette Udbetaling Danmark, hvis en person

ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf for en overtrædelse, der

er omfattet af straffelovens § 81 a, § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået

mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., og den pågældende

på tidspunktet for den endelige dom har udstået fængselsstraffen.«

§ 12

I hjemrejseloven, jf. lov nr. 982 af 26. maj 2021 som ændret ved lov nr. 1191

og 1192 af 8. juni 2021, foretages følgende ændringer:

Efter § 8 indsættes i

kapitel 6:

»§ 8 a.

Hjemrejsestøtte, jf. § 8, stk. 2, nr. 2-4, kan undtagelsesvist

udbetaltes på anden måde, hvis udbetalingen af ydelserne til det land, som

udlændingen udrejser til, er vanskeliggjort væsentligt af, at finansielle

transaktioner ikke gennemføres til det det pågældende land fra danske

pengeinstitutter.

Stk. 2.

Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler

for anvendelsen af bestemmelsen i stk. 1.

§ 12, stk. 2, § 13, stk. 2, nr. 1,

§ 13, stk. 5,

ændres »§ 32, stk. 1« til:

»§ 26 c«.

§ 16

indsættes efter stk. 7 som nyt stykke:

»Stk. 8.

En udlænding, som har indgivet en ansøgning om

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, og som er udvist efter

udlændingelovens § 25 a, stk. 1, kan frihedsberøves med henblik på at sikre

en effektiv fuldbyrdelse af afgørelsen om udvisning.«

Stk. 8-10 bliver herefter til stk. 9-11.

§ 21, stk. 1,

ændres »stk. 2-5« til: »stk. 2-6«.

§ 21

indsættes som

stk. 6 og 7:

»Stk. 6.

Udbetaling Danmark forestår udbetaling af hjemrejsestøtte, jf. §

8, stk. 2, nr. 2-4, og kan i forbindelse med den løbende administration af

udbetalingen træffe afgørelser om tilbagebetaling og ophør af

hjemrejsebistand i henhold til nærmere regler herom fastsat af udlændinge-

og integrationsministeren.

Stk. 7.

Staten afholder udgifterne til hjemrejsestøtte. Staten afholder

udgifter til administrationen af hjemrejsestøtteordningen gennem betaling

af et administrationsbidrag, jf. § 25 i lov om Udbetaling Danmark.«

§ 22, stk. 1,

ændres »jf. dog stk. 3 og stk. 4, 2. pkt.« til: » jf. dog stk. 3,

stk. 4, 2. pkt., og stk. 8.«

§ 22, stk. 3,

ændres »8« til: »8, stk. 2, nr. 1«.

§ 22

indsættes som

stk. 8:

»Stk. 8.

Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler

om klageadgang for afgørelser efter § 8, stk. 2, nr. 2-4.«

§ 24, stk. 2,

ændres »stk. 8« til: »stk. 9«.

10.

§ 25, nr. 56,

indsættes efter »§ 42 f, stk. 2,«: »1. pkt.,«.

§ 13

I repatrieringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1023 af 2. oktober 2019, som

ændret ved § 7 i lov nr. 2189 af 29. december 2020, lov nr. 130 af 30. januar

2021, § 26 i lov nr. 982 af 26. maj 2021 og § 1 i lov nr. 1190 af 8. juni 2021,

foretages følgende ændringer:

§ 7 a, stk. 2, 1. pkt., stk. 3. 1. pkt., stk. 4, 2. pkt.,

stk. 5, 1. pkt.,

indsættes

efter »to dele,«: »jf. dog § 14 a, stk. 1,«

§ 9, stk. 2,

ændres »ved fortrudt repatriering« til: »efter stk. 1«

§ 9 b, stk. 5, 1. pkt.,

ændres »eller det tidligere opholdsland« til: », det

tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær

familiemæssig tilknytning«.

§ 14, stk. 1-4,

ændres »§ 7, stk. 2« til: »§ 7 a, stk. 1«.

§ 14, stk. 2,

ændres »§ 7, stk. 3« til: »§ 7 a, stk. 2«.

Efter kapitel 7 indsættes:

»Kapitel 7 a

[Øvrige bestemmelser]

§ 14 a.

Hjælp til repatriering, jf. § 7 a, og reintegrationsbistand, jf. § 10, kan

undtagelsesvist udbetales på anden måde, hvis udbetalingen af ydelserne til

hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende

har nær familiemæssig tilknytning, er vanskeliggjort væsentligt af, at

finansielle transaktioner ikke gennemføres til det pågældende land fra

danske pengeinstitutter.

Stk. 2.

Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler for

anvendelsen af bestemmelsen i stk. 1.«

§ 14

I lov om ændring af udlændingeloven og hjemrejseloven, jf. lov nr. 1191 af

8. juni 2021, foretages følgende ændringer:

§ 1, nr. 5-8,

ophæves.

§ 15

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. april 2022.

Stk. 2.

Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for

ikrafttræden af lovens § 1, nr. 19, 21 og 22.

Stk. 3.

§ 1, nr. 1-3 og 9 finder ikke anvendelse for ansøgninger, der er

indgivet før den 27. januar 2021. For sådanne ansøgninger finder de hidtil

gældende regler anvendelse.

Stk. 4.

Regler fastsat i medfør af udlændingelovens § 42 e, stk. 6, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1910 af 26. september 2021 forbliver i kraft, indtil de

ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af udlændingelovens §

42 e, stk. 7.

Stk. 5.

Udlændinge- og integrationsministeren fremsætter forslag om

revision af § 1, nr. 19, 21 og 22, hvis bestemmelserne ikke inden udgangen

af 2022 er trådt i kraft.

Stk. 6.

§§ 3-11 finder ikke anvendelse for domme for overtrædelser af

straffelovens § 244, stk. 2, der vedrører forhold begået inden lovens

ikrafttræden mod en person under 18 år.

§ 16

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men lovens §§ 1, 12 og 14

kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og

Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske

forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Udelukkelse fra tidsubegrænset opholdstilladelse ved straf for visse

grove straffelovsovertrædelser

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1.

Tidsubegrænset opholdstilladelse

2.1.1.2. Overførte betingelser i visse ægtefællesammenføringssager

2.1.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.1.3.1. Udelukkelse fra tidsubegrænset opholdstilladelse ved straf

for visse grove straffelovsovertrædelser

2.1.3.2. Udvidelse af de overførte betingelser i visse

ægtefællesammenføringssager

2.2. Skærpelse af karensreglerne for familiesammenføring med børn

2.2.1. Gældende ret

2.2.2.

Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.2.3. Den foreslåede ordning

2.3. Skærpelse af straf for vold mod børn i nære relationer

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

2.3.3. Den foreslåede ordning

2.4. Sanktioner i ydelsessystemet ved vold mod børn i nære relationer

2.4.1. Gældende ret

2.4.1.1. Udbetaling af offentlige forsørgelsesydelser

2.4.1.1.1. Udbetaling af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik

2.4.1.1.2. Udbetaling

folkepension,

førtidspension,

seniorpension og tidlig pension

2.4.1.1.3. Udbetaling af fleksløntilskud eller støtte i form af

tilskud til selvstændig virksomhed

2.4.1.1.4. Udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge

eller efterløn

2.4.1.1.5. Udbetaling af dagpenge efter barselsloven

2.4.1.1.6. Udbetaling af sygedagpenge

2.4.1.1.7. Udbetaling af fleksydelse

2.4.1.2. Regler om Udbetaling Danmarks registrering og

videregivelse af oplysninger

2.4.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser

2.4.3. Den foreslåede ordning

2.4.3.1. Nedsættelse af visse ydelser til niveauet for

selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og overgangydelse i 3 år

2.4.3.1.1. Nedsættelse af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik

2.4.3.1.2. Nedsættelse af folkepension, førtidspension,

seniorpension og tidlig pension

2.4.3.1.3. Nedsættelse af fleksløntilskud eller støtte i form af

tilskud til selvstændig virksomhed

2.4.3.2. Karantæneperiode på 3 år ved beregning af ret til

uddannelses- eller kontanthjælp

2.4.3.3. Udelukkelse fra visse ydelser i 3 år

2.4.3.3.1. Udelukkelse

fra

udbetaling

arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge eller efterløn

2.4.3.3.2. Udelukkelse fra udbetaling af dagpenge efter

barselsloven

2.4.3.3.3. Udelukkelse fra udbetaling af sygedagpenge fra

kommunen

2.4.3.3.4. Udelukkelse fra udbetaling af fleksydelse

2.4.3.4. Registrering hos og videregivelse af oplysninger fra

Udbetaling Danmark

2.5. Fleksibel udbetaling af repatrieringsstøtte og hjemrejsestøtte

2.5.1. Gældende ret

2.5.1.1. Hjælp til repatriering

2.5.1.1.1. Udgifter til rejsen fra Danmark til hjemlandet, det

tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær

familiemæssig tilknytning

2.5.1.1.2. Transport af personlige ejendele eller hjælp til

udgifter til køb af personligt bohave

2.5.1.1.3. Transport af udstyr, der er nødvendigt for personens

eller dennes families erhverv

2.5.1.1.4. Etablering i hjemlandet, det tidligere opholdsland

eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig

tilknytning

2.5.1.1.5. Køb

erhvervsudstyr

til

fremme

beskæftigelsesmuligheder og transport af sådant udstyr

2.5.1.1.6. Sygeforsikring og behandling i hjemlandet, det

tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær

familiemæssig tilknytning

2.5.1.1.7. Medbragt lægeordineret medicin

2.5.1.1.8. Medbragte nødvendige personlige hjælpemidler samt

nødvendig vaccination i Danmark

2.5.1.1.9. Skolegang til skolesøgende børn

2.5.1.1.10. Anskaffelse af nationalitetspas m.v.

2.5.1.2. Reintegrationsbistand

2.5.1.3. Hjemrejsestøtte og hjemrejsebistand

2.5.1.4. Kontrol for hvidvask og terrorfinansiering

2.5.1.5. Internationale sanktioner

2.5.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.5.3. Den foreslåede ordning

2.6. Frihedsberøvelse af asylansøgere, der er administrativt udvist efter

udlændingelovens § 25 a, stk. 1

2.6.1. Gældende ret

2.6.1.1. Frihedsberøvelse af asylansøgere, der er administrativt

udvist efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1

2.6.1.2. Frihedsberøvelse med henblik på overførsel efter

Dublinforordningen

2.6.1.3. Dublinforordningens artikel 28, stk. 1-4

2.6.1.4. Frihedsberøvelse med henblik på indførelse af mulighed

for overførsel af asylansøgere til asylsagsbehandling og eventuel

efterfølgende beskyttelse i tredjelande

2.6.1.5. Domstolsprøvelse og foranstaltninger under en

frihedsberøvelse

2.6.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.6.2.1. Frihedsberøvelse af asylansøgere, der er administrativt

udvist efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1

2.6.2.2. Frihedsberøvelse med henblik på overførsel efter

Dublinforordningen

2.6.2.3. Frihedsberøvelse med henblik på indførelse af mulighed

for overførsel af asylansøgere til asylsagsbehandling og eventuel

efterfølgende beskyttelse i tredjelande

2.6.3. Den foreslåede ordning

2.6.3.1. Frihedsberøvelse af asylansøgere, der er administrativt

udvist efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1

2.6.3.2. Frihedsberøvelse med henblik på overførsel efter

Dublinforordningen

2.6.3.3. Frihedsberøvelse med henblik på indførelse af mulighed

for overførsel af asylansøgere til asylsagsbehandling og eventuel

efterfølgende beskyttelse i tredjelande

2.7. Fotografering og optagelse af fingeraftryk af frihedsberøvede

udlændinge

2.7.1. Gældende ret

2.7.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.7.3. Den foreslåede ordning

2.8. Klageadgang over hjemrejsestøtte for visse udlændinge

2.8.1. Gældende ret

2.8.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.8.3. Den foreslåede ordning

2.9. Udbetaling af hjemrejsebistand

2.9.1. Gældende ret

2.9.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.9.3. Den foreslåede ordning

2.10. Tilbagebetaling af hjælp til repatriering

2.10.1. Gældende ret

2.10.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.10.3. Den foreslåede ordning

2.11. Tekniske ændringer af bestemmelser om satsregulering

2.11.1. Gældende ret

2.11.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og den

foreslåede ordning

2.12. Kodificering af praksis for efteropkrævning af et udestående gebyr

2.12.1. Gældende ret

2.12.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og den

foreslåede ordning

3. Danmarks internationale forpligtelser

4. Forholdet til de databeskyttelsesretlige regler

5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

5.1. Økonomiske konsekvenser

5.2. Implementeringsmæssige konsekvenser

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

8. Miljø- og klimamæssige konsekvenser

9. Forholdet til EU-retten

10. Hørte myndigheder og organisationer mv.

11. Sammenfattende skema

1. Indledning

Lovforslaget indeholder for det første forslag, der skal gennemføre aftalen

indgået i juni 2021 mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti,

Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance om en række initiativer,

der blandt andet skal beskytte børn fra indvandrerfamilier imod vold og

være med til at forebygge, at børn fra indvandrerfamilier vokser op i

radikaliserede miljøer eller udsættes for negativ social kontrol.

En undersøgelse foretaget af VIVE blandt forældre til mere end 52.000

spæd- og småbørn viser, at når det gælder børn i familier, hvor begge

forældre er indvandrere eller efterkommere, har mere end hvert tredje barn

været udsat for hårdhændet opdragelse eller vold såsom dask, rusk, smæk

eller slag inden for en periode af to måneder. Blandt børn med én eller to

danske forældre er andelene henholdsvis 13,2 og 8 procent.

Ingen børn skal vokse op i hjem, hvor der er risiko for deres sikkerhed og

udvikling. Det er en hovedprioritet for regeringen at slå hårdt ned på dem,

der udøver vold mod børn og negativ social kontrol.

Børn, som bliver udsat for vold, skal opleve mere retfærdighed. Straffen for

vold mod børn i nære relationer skal i højere grad afspejle den alvor, som

forbrydelsen har, end tilfældet er i dag.

Regeringen har derfor indgået en aftale med Venstre, Dansk Folkeparti,

Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance om en række initiativer,

der blandt andet skal beskytte børn fra indvandrerfamilier imod vold og

være med til at forebygge, at børn fra indvandrerfamilier vokser op i

radikaliserede miljøer eller udsættes for negativ social kontrol.

Der er brug for flest mulige tiltag for at sikre børns trivsel og tryghed, og

med det brede politiske flertal bag aftalen skal initiativerne være med til at

bidrage til et overordnet mål om, at børn fra indvandrerfamilier får samme

muligheder som etnisk danske børn.

Initiativerne, der foreslås gennemført med dette lovforslag, indebærer bl.a.,

at vandelskravet i forbindelse med reglerne om tidsubegrænset

opholdstilladelse skærpes, så flere grove straffelovsovertrædelser end i dag

vil føre til udelukkelse fra tidsubegrænset opholdstilladelse. Efter forslaget

vil en udlænding således fremover også blive udelukket fra at få

tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, hvis vedkommende er idømt

en ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af

straffelovens bestemmelser om børnebortførelser, genopdragelsesrejser,

tvangsægteskaber, religiøse vielser af mindreårige og tildækningstvang. Det

samme vandelskrav gælder i forbindelse med ægtefællesammenføring til

herboende udlændinge, der ikke er nordiske statsborgere eller flygtninge, og

foreslås derfor skærpet på samme måde.

Derudover foreslås karensreglen for familiesammenføring med børn

udvidet, således at der som udgangspunkt ikke vil kunne gives

familiesammenføring til et barn i en periode på ti år, hvis den herboende

forælder eller dennes ægtefælle/samlever er idømt fængselsstraf for at sende

et (andet) barn på genopdragelsesrejse i udlandet. Det betyder, at hvis en

forælder idømmes fængselsstraf for at sende sit barn på genopdragelsesrejse

til typisk hjemlandet, vil vedkommende som udgangspunkt ikke kunne få

familiesammenført et andet barn her til landet de næste ti år.

Endvidere foreslås det, at straffen for gentagen vold og for mishandling og

grov vold begået mod et barn af en person i eller nært knyttet til barnets

husstand bliver skærpet med en tredjedel.

Endelig foreslås der indført sanktioner i ydelsessystemet for alle personer,

der er straffet for vold eller grov vold mod børn i nære relationer. Konkret

betyder det, at den nuværende karantæneordning for bandekriminelle

foreslås udvidet til også at gælde denne personkreds. Dermed vil en person,

der er dømt for vold eller grov vold mod børn i nære relationer i en 3-årig

periode efter udstået straf højst kunne modtage kontanthjælp og visse andre

ydelser på niveau med selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller

overgangsydelse. Den dømte vil endvidere ikke kunne medregne en

karantæneperiode på 3 år ved beregning af kravet om lovligt ophold her i

riget i 9 år inden for de seneste 10 år for ret til uddannelseshjælp eller

kontanthjælp. Den dømte vil desuden blive udelukket fra

arbejdsløshedsdagpenge og visse andre ydelser i en karantæneperiode på 3

år.

Lovforslaget indeholder for det andet forslag, der skal gør det muligt at

imødegå nogle af de udfordringer, der er med at udbetale repatrierings- og

hjemrejsestøtte til udlændinge, der repatrierer til lande, hvortil udbetalingen

af ydelserne er vanskeliggjort væsentligt af, at finansielle transaktioner ikke

gennemføres til det det pågældende land fra danske pengeinstitutter.

Udlændinge med lovligt ophold og danske statsborgere med dobbelt

statsborgerskab, der ønsker at vende tilbage til deres hjemland, tidligere

opholdsland eller land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig

tilknytning, har mulighed for at søge om repatrieringsstøtte. Det er en

fornuftig og holdbar løsning for den enkelte person. Samtidig er det godt for

både udlændingen og Danmark, når flygtninge m.fl. efter et midlertidigt

ophold her i landet beslutter sig for at vende hjem. Endvidere har

udlændinge, der under visse nærmere omstændigheder har fået deres

opholdstilladelse inddraget eller nægtet forlænget, inden udløbet af deres

udrejsefrist mulighed for at søge om hjemrejsestøtte.

Der opleves dog i stigende grad udfordringer med den praktiske udbetaling

af repatrierings- og hjemrejsestøtte til udlændinge, der kommer fra visse

sanktionsbelagte lande. Det foreslås derfor at indføre en

bemyndigelsesbestemmelse,

hvorefter

udlændinge-

integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om fleksibel udbetaling

af repatrierings- og hjemrejsestøtte. Hensigten er herigennem at skabe

mulighed for en fleksibel udbetaling af økonomisk støtte ved repatriering til

lande, hvor udbetalingen af støtten inden for ordningens nuværende rammer

bliver vanskeliggjort af, at finansielle transaktioner ikke kan gennemføres

til de pågældende lande fra danske pengeinstitutter. Det bemærkes, at

Udlændinge- og Integrationsministeriet ud over at indføre mulighed for

fleksibel udbetaling sideløbende arbejder på en række øvrige mere

langsigtede løsningsspor.

Endelig indeholder lovforslaget forslag til tekniske ændringer mv.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Udelukkelse fra tidsubegrænset opholdstilladelse ved straf for visse

grove straffelovsovertrædelser

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Tidsubegrænset opholdstilladelse

Det følger af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 2, at der ikke kan meddeles

tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding, hvis udlændingen er

idømt ubetinget straf af mindst 6 måneders fængsel eller anden strafferetlig

retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en

lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed.

Det følger endvidere af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 3, at der ikke kan

meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse til en udlænding, hvis

udlændingen er idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for

overtrædelse af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller §§ 210, 216 og 222-

224, § 225, jf. § 216, eller §§ 243-246.

Bestemmelsen betyder, at en udlænding helt udelukkes fra tidsubegrænset

opholdstilladelse allerede ved en idømt ubetinget straf af mindst 60 dages

fængsel for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om forbrydelser

mod statens selvstændighed og sikkerhed, forbrydelser mod

statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder mv., samt visse

forbrydelser i familieforhold, seksualforbrydelser og voldsforbrydelser,

herunder psykisk vold.

Er en udlænding her i landet idømt anden straf eller strafferetlig retsfølge,

der ikke er omfattet af udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 2 eller 3, følger det

af udlændingelovens § 11, stk. 9, at udlændingen ikke kan meddeles

tidsubegrænset opholdstilladelse før efter udløbet af de nærmere bestemte

tidsrum, der er fastsat i udlændingelovens § 11 a.

2.1.1.2. Overførte betingelser i visse ægtefællesammenføringssager

Efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, kan der efter ansøgning

gives opholdstilladelse til en udlænding over 24 år, som samlever på fælles

bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af længere varighed med en i

Danmark fastboende person over 24 år, der har haft tidsubegrænset

opholdstilladelse her i landet i mere end de sidste 3 år.

Ved behandling af en ansøgning om ægtefællesammenføring efter

udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, dvs. når den herboende person

ikke er dansk eller nordisk statsborger eller ikke er flygtning, skal den

herboende person som udgangspunkt opfylde de såkaldte overførte

betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse, der fremgår af

udlændingelovens § 9, stk. 15 og 16.

Efter udlændingelovens § 9, stk. 15, kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1,

litra e, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens

enhed, taler derimod, kun gives, såfremt den herboende person

1) ikke er idømt ubetinget straf af mindst 6 måneders fængsel eller anden

strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for

frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af

denne varighed,

2) ikke er idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse

af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller §§ 210, 216 og 222-224, § 225, jf.

§ 216, eller §§ 243-246,

3) ikke har forfalden gæld til det offentlige, medmindre der er givet henstand

med hensyn til tilbagebetalingen af gælden og gælden ikke overstiger

100.000 kr.,

4) ikke i de sidste 4 år forud for ansøgningen om opholdstilladelse har

modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller

integrationsloven bortset fra hjælp i form af enkeltstående ydelser af mindre

beløbsmæssig størrelse, der ikke er direkte relateret til forsørgelse, eller

ydelser, der må sidestilles med løn eller pension eller træder i stedet herfor,

5) har underskrevet en opholds- og selvforsørgelseserklæring, jf.

integrationslovens § 19, stk. 1, 3. pkt., eller på anden vis tilkendegivet at

acceptere indholdet heraf,

6) har bestået Prøve i Dansk 1, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til

voksne udlændinge m.fl., eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere

niveau,

7) har været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig

erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år

forud for ansøgningen om opholdstilladelse og

8) fortsat må antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet på det tidspunkt,

hvor opholdstilladelse vil kunne meddeles.

Efter udlændingelovens § 9, stk. 16, kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1,

litra e, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens

enhed, taler derimod, kun gives, hvis den herboende person opfylder mindst

en af følgende betingelser:

1) Den herboende person har bestået en medborgerskabsprøve, jf.

integrationslovens § 41 b, eller udvist aktivt medborgerskab her i landet

gennem mindst 1 års deltagelse i bestyrelser, organisationer m.v.

2) Den herboende person har haft ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet

selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 4 år inden for de seneste 4 år og

6 måneder forud for meddelelsen af opholdstilladelse

3) Den herboende person har haft en årlig skattepligtig indkomst på

gennemsnitligt 280.908,00 kr. de seneste 2 år forud for det tidspunkt, hvor

opholdstilladelse vil kunne meddeles. Det angivne beløb er fastsat i 2018-

niveau og reguleres fra og med 2019 en gang årligt den 1. januar efter

satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Det følger af udlændingelovens § 9, stk. 17, at når den herboende person er

meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse efter § 11, stk. 3 og 4, eller efter §

11, stk. 12, 13 eller 17, anses betingelserne i stk. 15, nr. 1-8, og stk. 16 for

opfyldt.

Bestemmelsen henviser til de enhver tid gældende betingelser for

meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse, jf. afsnit 2.1.1.1, og

betyder, at hvis den herboende person er meddelt tidsubegrænset

opholdstilladelse efter det gældende regelsæt, skal de overførte betingelser

i udlændingelovens § 9, stk. 15 og 16, ikke påses opfyldt i forbindelse med

ægtefællesammenføringssagen. Er den herboende person derimod meddelt

tidsubegrænset opholdstilladelse efter et tidligere gældende regelsæt, er

ægtefællesammenføring som udgangspunkt betinget af, af de overførte

betingelser er opfyldte.

2.1.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Det skærpede vandelskrav i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 3, indeholder

i dag henvisninger til straffelovens kapitel 12 og 13 om bl.a. statens

sikkerhed og terrorisme, og til straffelovsovertrædelser, der omfatter

forbrydelser i familieforhold, seksualforbrydelser og voldsforbrydelser.

Det følger af aftalen af juni 2021 mellem regeringen, Venstre, Dansk

Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal

Alliance om en række initiativer, der blandt andet skal være med til at

forebygge, at børn fra indvandrerfamilier vokser op i radikaliserede miljøer

eller udsættes for negativ social kontrol, at vandelskravet i reglerne om

tidsubegrænset opholdstilladelse skal skærpes, så flere grove

straffelovsovertrædelser end i dag kommer til at føre til udelukkelse fra

tidsubegrænset opholdstilladelse. Fremover skal en person således også

udelukkes fra at få tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark, hvis

vedkommende er idømt en ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for

overtrædelse af straffelovens bestemmelser om børnebortførelser,

genopdragelsesrejser, tvangsægteskaber, religiøse vielser af mindreårige og

tildækningstvang.

Det følger af straffelovens § 215, at den, som unddrager en person under 18

år forældres eller anden rette vedkommendes myndighed eller forsorg eller

bidrager til, at han unddrager sig sådan myndighed eller forsorg, straffes

med bøde eller fængsel indtil 4 år, jf. § 261. På samme måde straffes den,

der ulovligt fører barnet ud af landet.

Det følger af straffelovens § 215 a, at den, som sender sit barn til udlandet

til forhold, der bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller

lader sit barn tage del i et sådant udlandsophold, straffes med bøde eller

fængsel indtil 4 år.

Straffelovens § 260, stk. 2 og 3, indeholder skærpede strafferammer for

ulovlig tvang, der efter stk. 1 straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Det følger således af straffelovens § 260, stk. 2, at straffen kan stige til

fængsel indtil 4 år, hvis nogen tvinges til at indgå ægteskab eller til en

religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller til at indgå i et andet

ægteskabslignende forhold, eller hvis nogen fastholdes ved tvang i et sådant

ægteskab eller forhold.

Det følger videre af straffelovens § 260, stk. 3, at straffen kan stige til

fængsel indtil 4 år, hvis nogen tvinges til at bære en beklædningsgenstand,

der skjuler vedkommendes ansigt.

Det følger endelig af straffelovens § 260 a, at den som forestår en religiøs

vielse uden borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet

ægteskabslignende forhold med en person under 18 år, straffes med bøde

eller fængsel indtil 2 år. På samme måde straffes den, som lader sit barn

indgå i en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller i et andet

ægteskabslignende forhold, og den, som efter at være fyldt 18 år frivilligt

indgår i en religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller i et andet

ægteskabslignende forhold med en person under 18 år.

Endvidere finder Udlændinge- og Integrationsministeriet, at de overførte

betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse, der som udgangspunkt

gælder i sager om ægtefællesammenføring efter udlændingelovens § 9, stk.

1, nr. 1, litra e, dvs. når den herboende person ikke er dansk eller nordisk

statsborger eller ikke er flygtning, bør skærpes, så de fortsat vil afspejle

betingelserne for tidsubegrænset opholdstilladelse, der vil gælde med

lovforslagets ikrafttræden.

Det er formålet med de overførte betingelser, at herboende udlændinge for

at få en udenlandsk ægtefælle her til landet skal være godt integreret og have

tilknytning til det danske samfund, da det skaber de bedst mulige grundlag

for en udenlandsk ægtefælles integration i det danske samfund.

Herboende udlændinge, der er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse

efter tidligere gældende regler, har opnået tidsubegrænset opholdstilladelse

på andre – og i nogle tilfælde betydeligt lempeligere – betingelser.

En skærpelse af de overførte betingelser tilsvarende den foreslåede

skærpelse af vandelskravet for tidsubegrænset opholdstilladelse vil i

adgangen til ægtefællesammenføring sidestille de herboende udlændinge,

som har fået tidsubegrænset opholdstilladelse efter tidligere gældende og

lempeligere regler, med de herboende udlændinge, der vil blive omfattet af

de skærpede betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse.

Det skal sikre, at der som udgangspunkt ikke meddeles

ægtefællesammenføring, hvis den herboende udlænding er idømt ubetinget

straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens §§ 215,

215 a, § 260, stk. 2 eller 3, eller § 260 a. Dette udgangspunkt bør kun kunne

fraviges, hvis ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed,

taler imod et afslag.

2.1.3. Den foreslåede ordning

2.1.3.1. Udelukkelse fra tidsubegrænset opholdstilladelse ved straf for visse

grove straffelovsovertrædelser

Det foreslås at udvide udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 3, således at

bestemmelsen også kommer til at omfatte straffelovens §§ 215

(børnebortførelser), 215 a (genopdragelsesrejser), § 260, stk. 2

(tvangsægteskaber) og stk. 3 (tildækningstvang), og § 260 a (religiøse

vielser af mindreårige).

Ændringen vil indebære, at udlændinge, der er idømt ubetinget straf af

mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af de nævnte bestemmelser i

straffeloven, vil være udelukket fra tidsubegrænset opholdstilladelse.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9.

2.1.3.2. Udvidelse

ægtefællesammenføringssager

overførte

betingelser

visse

Det foreslås som følge af forslaget om udelukkelse fra tidsubegrænset

opholdstilladelse ved straf for visse grove straffelovsovertrædelser, at

overføre de samme bestemmelser til udlændingelovens § 9, stk. 15, nr. 2.

Forslaget vil indebære, at også herboende udlændinge, der ikke er flygtninge

og allerede er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, dvs. efter tidligere

gældende regler, som betingelse for at få familiesammenført en evt.

ægtefælle til Danmark som udgangspunkt ikke må være idømt ubetinget

straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens §§ 215

(børnebortførelser), 215 a (genopdragelsesrejser), § 260, stk. 2

(tvangsægteskaber) eller stk. 3 (tildækningstvang), eller § 260 a (religiøse

vielser af mindreårige).

Kravet vil, som efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9,

stk. 15, nr. 2, ikke blive stillet, hvis ganske særlige grunde, herunder

hensynet til familiens enhed, taler derimod.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1.

Det foreslås i forbindelse med forslaget om at ændre udlændingelovens § 9,

stk. 15, nr. 2, at nyaffatte udlændingelovens § 9, stk. 17, således at det

kommer til at fremgå, at betingelserne i udlændingelovens § 9, stk. 15 og

16, anses for opfyldt, hvis den herboende person er meddelt tidsubegrænset

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, 5, 12 eller 13, på

baggrund af en ansøgning indgivet den 27. januar 2021 eller senere.

Forslaget vil indebære, at Udlændingestyrelsen ikke vil skulle påse, om

udlændinge, der ikke er flygtninge og meddeles tidsubegrænset

opholdstilladelse efter det regelsæt, der vil gælde efter lovforslagets

vedtagelse, i en eventuel efterfølgende ægtefællesammenføringssag

opfylder de overførte betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse, der

fremgår af udlændingelovens § 9, stk. 15 og 16, da det allerede er påset i

forbindelse med meddelelsen af tidsubegrænset opholdstilladelse, at den

pågældende lever op til disse krav, herunder det foreslåede krav om, at

udlændingen ikke må være idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel

for overtrædelse af straffelovens §§ 215, 215 a, § 260, stk. 2 eller 3, eller §

260 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Har den herboende person omvendt indgivet sin ansøgning om

tidsubegrænset opholdstilladelse før den 27. januar 2021 og således opnået

tidsubegrænset opholdstilladelse efter et tidligere regelsæt, vil

Udlændingestyrelsen i forbindelse med en ægtefællesammenføringssag

skulle stille de overførte betingelser, medmindre ganske særlige grunde,

herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod, herunder det

foreslåede nye krav om, at den herboende person ikke må være idømt

ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens

§§ 215, 215 a, § 260, stk. 2 eller 3, eller § 260 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Forslaget vil endvidere indebære, at bestemmelsen præciseres og gøre

lettere forståelig.

Som hidtil vil bestemmelsen også omfatte udlændinge, der er meddelt

tidsubegrænset opholdstilladelse, men hvor en eller flere betingelser er

fraveget. Det kan eksempelvis være en udlænding, der har nået

folkepensionsalderen, og hvor beskæftigelseskravene derfor ikke er stillet,

jf. udlændingelovens § 11, stk. 6, eller en handicappet udlænding, hvor en

eller flere betingelser ikke er krævet opfyldt, fordi Danmarks internationale

forpligtelser, herunder FN's konvention om rettigheder for personer med

handicap, tilsiger det, jf. udlændingelovens § 11, stk. 17.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2.

2.2. Skærpelse af karensreglerne for familiesammenføring med børn

2.2.1.

Gældende ret

Det følger af udlændingelovens § 9, stk. 23, at opholdstilladelse efter § 9,

stk. 1, nr. 2 (børnesammenføring), medmindre ganske særlige grunde,

herunder hensynet til familiens enhed, taler derfor, ikke kan gives, såfremt

den i Danmark fastboende person eller dennes ægtefælle eller samlever

inden for en periode på 10 år inden tidspunktet for afgørelsen for et eller

flere forhold begået mod et eller flere mindreårige børn ved endelig dom er

idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge,

der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en

lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter, for

overtrædelse af straffelovens § 210, stk. 1 eller 3, jf. stk. 1, §§ 213, 215, 216,

218, 219, 222, 223, § 224, stk. 1, § 225, jf. §§ 216, 218, 219, 222, 223 eller

§ 224, stk. 1, §§ 226, 232, § 233, stk. 1 og 2, §§ 233 a, 235, 237, 243-246,

250, 260, 260 a, 261, § 262 a, stk. 2, eller § 266.

Bestemmelsen indebærer bl.a., at der som udgangspunkt ikke kan gives

opholdstilladelse til et barn med henblik på familiesammenføring i en

periode på 10 år inden tidspunktet for afgørelsen, hvis den herboende person

eller dennes ægtefælle eller samlever ved endelig dom er idømt betinget

eller ubetinget frihedsstraf for overtrædelse af en række bestemmelser i

straffeloven. Det eller de pådømte forhold skal være rettet mod et eller flere

mindreårige børn.

Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 427 af 9. juni 2004 om ændring af

udlændingeloven og integrationsloven (Ændring af reglerne om

familiesammenføring med børn, herunder begrænsning af adgangen til

familiesammenføring med børn for personer, der er dømt for seksuelle

overgreb eller vold m.v. mod børn, skærpelse af betingelserne for

opholdstilladelse til udenlandske religiøse forkyndere m.v., begrænsning af

adgangen til ægtefællesammenføring for personer, der er dømt for vold m.v.

mod en tidligere ægtefælle eller samlever, m.v.).

Det fremgår af betænkning over lovforslaget, afgivet den 11. maj 2004 af

Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik, jf. Folketingstidende

2003-04, tillæg B, side 1682 ff., at der var et ønske om at udvide

beskyttelsen af børn mod fremtidige seksuelle overgreb eller anden

personfarlig kriminalitet ved bl.a. at indføre en karensperiode på 10 år for

familiesammenføring med børn, hvis den herboende person eller dennes

ægtefælle eller samlever er idømt frihedsstraf for seksuelle overgreb eller

anden personfarlig kriminalitet mod mindreårige børn.

Udlændingelovens § 9, stk. 23, er senest ændret ved lov nr. 416 af 13. marts

2021, hvor bestemmelsen blev udvidet til også at omfatte straffelovens §

260 a, der bl.a. omfatter personer, som forestår en religiøs vielse uden

borgerlig gyldighed eller indgåelsen af et andet ægteskabslignende forhold

med en person under 18 år, og forældre, som lader deres børn indgå en

religiøs vielse uden borgerlig gyldighed eller andet ægteskabslignende

forhold.

2.2.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Karensreglen indeholder i dag henvisninger til straffelovsovertrædelser, der

omfatter

forbrydelser

familieforhold,

seksualforbrydelser,

voldsforbrydelser, forbrydelser mod den personlige frihed samt freds- og

æreskrænkelser.

Formålet med karensreglen ved familiesammenføring med børn er at

beskytte børn fra herboende personer, som tidligere er idømt frihedsstraf for

at have overtrådt de nærmere angivne bestemmelser i straffeloven.

Med lov nr. 1542 af 18. december 2018 blev en ny § 215 a indsat i

straffelovens 23. kapitel om forbrydelser i familieforhold. Det følger af

bestemmelsen, at den, som sender sit barn til udlandet til forhold, der bringer

barnets sundhed eller udvikling i alvorlig fare, eller lader sit barn tage del i

et sådant udlandsophold, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år.

Det fremgår af Justitsministeriets overvejelser om bestemmelsen, jf.

Folketingstidende 2018-19 (1. samling), A, L 22 som fremsat, side 13, afsnit

2.3.2, bl.a., at det i visse tilfælde kan have alvorlige og vidtrækkende

konsekvenser for et barn eller en ung, hvis barnet eller den unge sendes til

udlandet til forhold, der kan bringe vedkommendes sundhed eller udvikling

i alvorlig fare. Dette kan f.eks. være tilfældet i forbindelse med såkaldte

genopdragelsesrejser, hvis barnet eller den unge på genopdragelsesrejsen

udsættes for vanrøgt eller vold, ikke modtager undervisning eller bliver

socialt isoleret.

Det fremgår videre, at den daværende regering ønskede at sætte ind over for

en sådan negativ påvirkning og understrege over for forældre, der overvejer

at sende et barn til udlandet til forhold, der kan være skadeligt for barnet, at

dette ikke kan accepteres. Derfor burde det efter den daværende regerings

opfattelse være strafbart for forældre at sende deres barn på ophold i

udlandet til forhold, som bringer barnets sundhed eller udvikling i alvorlig

fare, eller lade barnet tage del i et sådant udlandsophold.

Det følger endvidere af aftalen af juni 2021 mellem regeringen, Venstre,

Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal

Alliance om en række initiativer, der blandt andet skal være med til at

forebygge, at børn fra indvandrerfamilier vokser op i radikaliserede miljøer

eller udsættes for negativ social kontrol, at karensreglen for

familiesammenføring med børn skal udvides, således at der som

udgangspunkt ikke kan gives familiesammenføring til et barn i en periode

på ti år, hvis den herboende forælder eller dennes ægtefælle/samlever er

idømt fængselsstraf for at sende et (andet) barn på genopdragelse i udlandet.

Det vil betyde, at hvis en forælder idømmes fængselsstraf for at sende sit

barn på genopdragelsesrejse til eksempelvis Pakistan, skal vedkommende

som udgangspunkt ikke kunne få familiesammenført et andet barn her til

landet de næste ti år.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder derfor, at også overtrædelse

af straffelovens § 215 a, som udgangspunkt bør medføre en karensperiode

på 10 år ved familiesammenføring med børn, jf. udlændingelovens § 9, stk.

23.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at udvide udlændingelovens § 9, stk. 23, således at

bestemmelsen også kommer til at omfatte straffelovens § 215 a om forbud

mod at sende sit barn til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed

eller udvikling i alvorlig fare, eller at lade sit barn tage del i et sådant

udlandsophold.

Ændringen vil indebære, at herboende personer, der efter bestemmelsen i

straffelovens § 215 a idømmes betinget eller ubetinget frihedsstraf for at

have sendt sit barn til udlandet til forhold, der bringer barnets sundhed eller

udvikling i alvorlig fare, eller at have ladet sit barn tage del i et sådant

udlandsophold, som udgangspunkt ikke vil kunne få familiesammenført

egne eller en ægtefælles eller samlevers børn til Danmark i 10 år.

Det samme gælder, hvis den pågældende idømmes en anden strafferetlig

retsfølge for at have overtrådt bestemmelsen i straffelovens § 215 a og ville

være idømt frihedsstraf, hvis ikke der var idømt en anden strafferetlig

retsfølge.

Ændringen vil navnlig finde anvendelse i de tilfælde, hvor den pågældende

er udlænding og ikke er udvist i forbindelse med dommen, eller hvor den

pågældende er dansk statsborger og har en udenlandsk ægtefælle, der ønsker

at få sit eller sine udenlandske børn til Danmark.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3.

2.3. Skærpelse af straf for vold mod børn i nære relationer

2.3.1. Gældende ret

Efter straffelovens § 244, stk. 1, om simpel vold straffes den, som udøver

vold mod eller på en anden måde angriber en anden persons legeme, med

bøde eller fængsel indtil 3 år. Bestemmelsen omfatter tilfælde af vold, der

efter deres beskaffenhed ikke omfattes af straffelovens § 245 om vold af

særlig rå, brutal eller farlig karakter eller mishandling. Som eksempler på

vold, der typisk vil være omfattet af § 244, kan bl.a. nævnes lussinger,

knytnæveslag, føregreb, bid og under visse omstændigheder spyt i ansigtet.

Det følger af straffelovens § 244, stk. 2, at straffen kan stige til fængsel indtil

6 år, hvis forhold, der er nævnt i stk. 1, begås gentagne gange over en

periode af en person i eller nært knyttet til den forurettedes husstand, uden

at forholdet er omfattet af § 245.

Bestemmelsen i § 244, stk. 2, blev indsat ved lov nr. 718 af 8. juni 2018 om

ændring af straffeloven (Udskydelse af forældelsesfristen i visse sager om

vold mod børn i hjemmet og skærpelse af straffen for gentagen simpel vold

i nære relationer). Det følger af bestemmelsens forarbejder, jf. Folke-

tingstidende 2017-18, tillæg A, L 223 som fremsat, side 3, at formålet med

lovændringen var at sikre en markant skærpelse af straffen i sager om

gentagen simpel vold begået af en person i eller nært knyttet til den

forurettedes husstand, hvor volden ikke har karakter af mishandling, der kan

henføres under straffelovens § 245. Som eksempler på sådanne sager

nævnes i forarbejderne tilfælde, hvor mindre alvorlig simpel vold anvendes

som led i opdragelsen af børn eller kontrollen af en ægtefælle.

Ifølge straffelovens § 244, stk. 2, skal der være tale om vold, der er udøvet

gentagne gange over en periode. Hvor lang denne periode skal være,

afhænger af en samlet konkret vurdering. Er der tale om meget hyppige

voldsepisoder, vil selv en meget kort periode kunne medføre, at

bestemmelsen kan finde anvendelse.

Straffelovens § 244, stk. 2, finder anvendelse på vold begået af en person i

eller nært knyttet til forurettedes husstand. Bestemmelsen finder således

bl.a. anvendelse på vold begået af personer i forurettedes husstand, f.eks.

forældres, stedforældres eller plejeforældres vold mod deres børn eller sted-

/plejebørn, vold mellem søskende og vold mellem samlevende.

Bestemmelsen finder ligeledes anvendelse på vold begået af personer med

en nær tilknytning til husstanden. Det vil eksempelvis kunne være tidligere

ægtefæller, der stadig jævnligt kommer i husstanden, f.eks. fordi deres

fælles børn har bopæl der, eller en onkel eller tante, der er involveret i

opdragelsen af børnene.

Straffelovens § 245 kriminaliserer såkaldt kvalificeret vold. I medfør af

bestemmelsens stk. 1, 1. pkt., straffes den, som udøver et legemsangreb af

særligt rå, brutal eller farlig karakter, eller som gør sig skyldig i

mishandling, med fængsel indtil 6 år. Har et sådan legemsangreb haft

betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en

skærpende omstændighed, jf. § 245, stk. 1, 2. pkt.

Det afgørende for, om et angreb er omfattet af straffelovens § 245, stk. 1, 1.

pkt., er angrebets typiske farlighed. Et legemsangreb vil i praksis efter

omstændighederne blive anset for at være af særligt rå, brutal eller farlig

karakter, hvis der er anvendt våben, herunder geværer, pistoler, økser og

knive, eller der er kastet med genstande, som kan påføre ofret ikke

uvæsentlige skader. Endvidere kan vold uden anvendelse af redskaber være

omfattet af straffelovens § 245, stk. 1, hvis angrebet f.eks. er rettet mod

legemsdele, der er særligt sårbare. Som eksempler herpå kan nævnes

håndkantslag mod halsen, halsgreb og spark, herunder spark mod øje, mod

maven på en højgravid kvinde eller gentagne kraftige spark.

Mishandling karakteriseres som en række voldshandlinger udøvet ved flere

lejligheder gennem en længere periode, og som fremtræder som udslag af

gerningsmandens overlegne stilling i forhold til et offer. Ofre for

mishandling befinder sig ofte i et afhængighedsforhold til gerningsmanden,

f.eks. forældres mishandling af børn eller mishandling mellem ægtefæller

eller samlevende. Efter retspraksis vil forholdet kunne straffes som

mishandling efter straffelovens § 245, uanset at de enkelte tilfælde af vold

isoleret set alene har haft karakter af simpel vold. Mishandling kan bl.a.

foreligge, hvor forældre med jævne mellemrum udøver vold mod deres

børn, i form af f.eks. slag med flad hånd, riven i ørene, skubben, slag med

knyttet hånd, riven i håret, slag på armene og ben med sko eller lignende.

Efter straffelovens § 245, stk. 2, straffes den, som uden for de i stk. 1 nævnte

tilfælde tilføjer en anden person skade på legeme eller helbred med fængsel

indtil 6 år. Bestemmelsens stk. 2 omfatter tilfælde, der ikke falder ind under

bestemmelsens stk. 1, men hvor der er forsæt til at tilføje en anden person

skade. Skade antages f.eks. at foreligge, når angrebet har nødvendiggjort

lægehjælp, eller når det har medført længere tids sygepleje eller

uarbejdsdygtighed.

Har et legemsangreb omfattet af § 245 været af så grov beskaffenhed eller

haft så alvorlige skader eller døden til følge, at der foreligger særdeles

skærpende omstændigheder, kan straffen stige til fængsel i 10 år, jf.

straffelovens § 246.

Straffen for bl.a. straffelovens § 244-245 kan i øvrigt forhøjes med indtil det

halve, hvis gerningspersonen tidligere er dømt for forsætligt legemsangreb,

psykisk vold eller for en forbrydelse, der har været forbundet med forsætlig

vold, jf. § 247. Det samme gælder, når overtrædelsen begås over for en

person, der efter karakteren af sit arbejde er særligt udsat for vold, jf.

bestemmelsens stk. 2.

Praksis i sager om vold mod børn efter straffelovens § 244 viser eksempler

på, at der for enkelstående tilfælde er dømt bødestraf, mens der i sager om

simpel vold mod børn i gentagelsestilfælde udmåles fængselsstraf.

Vestre Landsret afsagde den 17. januar 2013 dom i en sag, hvor en mand

blev idømt 6 måneders fængsel for gentagen vold mod sine to sønner. Af

dommen fremgår det, at det ved strafudmålingen blev tillagt vægt, at der var

tale om kontinuerlig og ikke ubetydelig vold mod to børn gennem mange

år, og at børnene kun var 3 �½ og 1 �½ år gamle, da volden startede.

For grov vold mod børn efter straffelovens § 245 ses der i praksis at være

udmålt mellem 20 dages betinget fængsel i en sag, hvor volden er begået i

forbindelse med leg, og fængsel i 1 år og 2 måneder i en sag om grov vold

mod hovedet uden varige mén. I sager, hvor der er tale om mishandling i

medfør af § 245, ses strafniveauet at ligge mellem 8 måneders fængsel og 1

år og 9 måneders fængsel.

2.3.2. Justitsministeriets overvejelser

Vold i hjemmet kan have vidtrækkende konsekvenser for børn og unges

udvikling.

Det nugældende strafniveau i sager om vold mod børn i nære relationer

afspejler ikke i tilstrækkelig grad den alvor, som forbrydelsen har.

Der bør derfor i sager om vold mod børn i nære relationer ske en skærpelse

straffen, så den i højere grad afspejler alvoren af forbrydelsen og de

skadevirkninger, volden kan medføre.

Skærpelsen af strafniveauet bør gennemføres både for så vidt angår § 244,

stk. 2, om gentagen simpel vold i nære relationer og straffelovens § 245 om

grov vold eller mishandling, i tilfælde hvor der begås vold mod en person

under 18 år, og hvor gerningspersonen tilhører eller er nært knyttet til

forurettedes husstand.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at straffen for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 2, om

gentagen simpel vold i nære relationer skærpes med en tredjedel sammen-

lignet med det nugældende niveau, hvis volden begås mod en person un-der

18 år. Det foreslås desuden, at straffen for overtrædelse af straffelo-vens §

245 om grov vold eller mishandling skærpes med en tredjedel sammenlignet

med det nugældende niveau, hvis volden er begået mod en person under 18

år af en person i eller nært knyttet til den forurettedes husstand.

Skærpelsen foreslås gennemført ved henholdsvis en mindre, sproglig

justering af § 244, stk. 2, og indsættelse af et nyt § 245, stk. 1, 3. pkt.,

hvorefter det skal betragtes som en særligt skærpende omstændighed, hvis

legemsangrebet er begået mod en person under 18 år af en person i eller nært

knyttet til den forurettedes husstand.

Det betyder eksempelvis, at der i sådanne sager, hvor der i dag udmåles en

straf på fængsel i 3 måneder for overtrædelse af § 244, stk. 2, fremover som

udgangspunkt vil skulle udmåles en straf på fængsel i 4 måneder.

Tilsvarende vil der i sådanne sager, hvor der i dag udmåles en straf på

fængsel i 9 måneder for overtrædelse af § 245, fremover som udgangspunkt

vil skulle udmåles en straf på fængsel i 1 år.

Fastsættelse af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i

det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne

strafniveau vil derfor kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis

der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende

omstændigheder, jf. hermed de almindelige regler om straffens fastsættelse

i straffelovens kapitel 10.

Der er med lovforslaget ikke tilsigtet nogen ændring i bestemmelsernes

anvendelsesområde. Der tilsigtes heller ingen ændring i de forhold, der i

almindelighed anses som skærpende eller formildende omstændigheder.

2.4. Sanktioner i ydelsessystemet ved vold mod børn i nære relationer

2.4.1. Gældende ret

2.4.1.1. Udbetaling af offentlige forsørgelsesydelser

Lovforslaget retter sig mod udbetaling af offentlige forsørgelsesydelser efter

lov om aktiv socialpolitik og udbetaling af folkepension, førtidspension,

seniorpension, tidlig pension, fleksløntilskud, støtte i form af tilskud til

selvstændig virksomhed, arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge, efterløn,

barselsdagpenge, sygedagpenge samt fleksydelse.

Nedenfor redegøres

ydelsesområder.

for de

gældende

regler på

de forskellige

2.4.1.1.1. Udbetaling af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik

Efter § 11, stk. 1 og 2, i lov om aktiv socialpolitik yder kommunen hjælp i

form af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse,

uddannelseshjælp eller kontanthjælp.

Det er en betingelse for at få hjælpen,

at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold, f.eks. i

form af sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør,

at ændringerne bevirker, at ansøgeren ikke har mulighed for at

skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse, og

at behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser.

Efter § 11, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik er det endvidere en betingelse

for at modtage uddannelses- eller kontanthjælp, at personen lovligt har

opholdt sig her i riget i sammenlagt 9 år inden for de seneste 10 år. Retten

til uddannelseshjælp eller kontanthjælp er efter lovens § 11, stk. 8, tillige

betinget af, at personen har haft ordinær beskæftigelse her i riget i en

periode, som sammenlagt svarer til fuldtidsbeskæftigelse i 2 år og 6 måneder

inden for de seneste 10 år.

Kommunen træffer afgørelse om retten til selvforsørgelses- og

hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp.

Personen har pligt til at bidrage med oplysninger, der er nødvendige for at

afgøre, hvilken hjælp ansøgeren er berettiget til. Kan personen ikke

dokumentere, at opholdskravet i § 11, stk. 3 og beskæftigelseskravet i § 11,

stk. 8, i lov om aktiv socialpolitik er opfyldt, yder kommunen

selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter lovens §

22, jf. § 11, stk. 11.

Ved § 8 i lov nr. 674 af 8. juni 2017 om ændring af retsplejeloven og

forskellige andre love (Blokering af hjemmesider og stop af offentlige

ydelser til fremmedkrigere) blev § 10 f indsat i lov om aktiv socialpolitik,

hvorefter en ydelsesmodtager alene kan modtage ydelser efter kapitel 4, 6

a-6 c og 7 med et beløb, der svarer til satsen på selvforsørgelses- og

hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv

socialpolitik i en periode på 3 år, når personen ved endelig dom findes at

have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, eller §§ 114 d,

114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1,

eller for at have været i udlandet i strid med et udrejseforbud fastsat i medfør

af paslovens § 2 b i lov om pas til danske statsborgere m.v., og personen for

den periode, dommen omfatter, har fået udbetalt en eller flere af 10

udtrykkeligt nævnte lovbestemte ydelser.

Ved § 1 i lov nr. 1526 af 18. december 2018 om ændring af lov om aktiv

socialpolitik og forskellige andre love (Karantæneordning i ydelsessystemet

for bandekriminelle m.v.) blev § 10 h indsat i lov om aktiv socialpolitik,

hvorefter en person alene kan modtage ydelser efter kapitel 4, 6 a-6 c og 7

med et beløb, der svarer til satsen på selvforsørgelses- og hjemrejseydelse

eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik i en

periode på 3 år, hvis personen ved endelig dom er idømt ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Ved § 2 i lov nr. 1171 af 8. juni 2021 om ændring af retsplejeloven, lov om

aktiv socialpolitik og forskellige andre love (Nedsættelse af visse offentlige

ydelser ved tiltaltes udeblivelse uden dokumenteret lovligt forfald) blev §

10 j indsat i lov om aktiv socialpolitik, hvorefter en person i en periode på

12 uger alene kan modtage ydelser efter lov om aktiv socialpolitiks kapitel

4, 6 a-6 c eller 7 med et niveau, der svarer til selvforsørgelses- og

hjemrejseydelse og overgangsydelse efter § 22, stk. 2, i lov om aktiv

socialpolitik, hvis personen er tiltalt i en straffesag og er udeblevet fra et

retsmøde trods lovlig indkaldelse og uden dokumenteret lovligt forfald, og

retten har truffet anholdelsesbeslutning i sagen, jf. retsplejelovens § 757.

Efter de gældende regler i § 22 i lov om aktiv socialpolitik modtager

personer, der ikke opfylder opholdskravet i lovens § 11, stk. 3,

selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse. De personer,

som er omfattet af § 2, stk. 2 og 3, i integrationsloven og omfattet af

selvforsørgelses- og hjemrejseprogrammet i integrationsloven, modtager

selvforsørgelses- og hjemrejseydelse. Øvrige personer modtager

overgangsydelse.

Efter § 22, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik ydes selvforsørgelses- og

hjemrejseydelsen og overgangsydelsen på følgende niveauer i 2021 (før

skat):

1) 12.437 kr. for enlige forsørgere (lovens § 22, stk. 2, nr. 1).

2) 8.703 kr. for forsørgere (lovens § 22, stk. 2, nr. 2).

3) 6.219 kr. for ikke-forsørgere (lovens § 22, stk. 2, nr. 3).

4) 2.679 kr. for hjemmeboende under 30 år (lovens § 22, stk. 2, nr. 4).

Det fremgår af lov om aktiv socialpolitik, at personer, der modtager hjælp i

kontanthjælpssystemet, er omfattet af en række særlig regler, herunder:



beregningen af hjælp til ægtefæller og i nogle tilfælde også samle-

vende,



225 timers-reglen med krav om beskæftigelse af et vist omfang,



kontanthjælpsloftet, som sætter en øvre grænsefor, hvor meget den

enkelte samlet kan modtage i kontanthjælp, boligstøtte og særlig

støtte, og



særligt støtte til høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde.

Efter § 26, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik får ægtepar, der modtager

selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelses- eller

kontanthjælp, hjælpen beregnet som summen af de beløb, som hver af

ægtefællerne er berettiget til efter lovens §§ 22-25.

Er en person, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller

overgangsydelse, gift eller samlevende med en person, der modtager

uddannelseshjælp eller kontanthjælp, nedsættes uddannelseshjælpen eller

kontanthjælpen, således at de to forsørgelsesydelser sammenlagt svarer til

uddannelseshjælpen eller kontanthjælpen, dog således at begge mindst

modtager det beløb, de hver ville have modtaget i selvforsørgelses- og

hjemrejseydelse eller overgangsydelse og danskbonus, såfremt

selvforsørgelses-

hjemrejseydelsesmodtageren

eller

overgangsydelsesmodtageren modtageren er berettiget til danskbonussen,

jf. § 22, stk. 2 og 4, i lov om aktiv socialpolitik. Dette fremgår af § 26, stk.

Hvis en person, der modtager uddannelseshjælp eller kontanthjælp, er

omfattet af § 10 f, stk. 1, om karantæne i ydelsessystemet for dømte

fremmedkrigere, § 10 h, stk. 1, om karantæne i ydelsessystemet for

bandekriminelle m.v. eller § 10 j, stk. 1, om nedsættelse af visse offentlige

ydelser ved tiltaltes udeblivelse uden dokumenteret lovligt forfald, er gift

med en anden uddannelses- eller kontanthjælpsmodtager, vil ægteparret

efter § 10 g, stk. 1, § 10 i, stk. 1, eller § 10 k, stk. 1, få beregnet hjælp efter

§ 26, stk. 2, således at ægteparret mindst modtager det beløb, de hver ville

have modtaget i selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse,

jf. § 22, stk. 2.

Som eksempel vil et uddannelseshjælpsægtepar, som ikke modtager

aktivitetstillæg, hver især kunne modtage 8.703 kr. i uddannelseshjælp i

2021, hvilket svarer til niveauet for selvforsørgelses- og hjemrejseydelse

eller overgangsydelse. Ægteparret vil få beregnet hjælpen således: 8.703 kr.

x 2 = 17.406 kr. i samlet hjælp (satsen i 2021).

Efter § 13 f og § 13 g, i lov om aktiv socialpolitik, er alle modtagere af

selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp

eller kontanthjælp som udgangspunkt omfattet af 225-timersreglen.

En ægtefælle i et ægtepar, hvor en eller begge ægtefæller er berettiget til

uddannelses- eller kontanthjælp, og hvor hjælpen til ægteparret beregnes

efter § 26, stk. 1, på baggrund af satserne i §§ 23-25, anses ikke for at udnytte

sine arbejdsmuligheder efter § 13, stk. 1-6, og § 13 a, når ægteparret har

modtaget hjælp efter § 11 i sammenlagt 1 år eller derover inden for 3 år og

den pågældende ægtefælle ikke har dokumenteret, at han eller hun har haft

mindst 225 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 12

kalendermåneder.

Det betyder, at begge ægtefæller i et ægtepar, der er berettiget til

uddannelses- eller kontanthjælp, og hvis hjælp beregnes som summen af de

beløb, som hver af ægtefællerne er berettiget til, jf. lovens § 26, stk. 1, skal

opfylde arbejdskravet på 225 timer for, at de kan fortsætte med at modtage

fuld hjælp, når de som par har modtaget hjælp i sammenlagt 1 år eller

derover inden for 3 år.

Hvis en eller begge ægtefæller ikke opfylder arbejdskravet på 225 timer,

beregnes hjælpen til parret efter reglerne i lovens § 26, stk. 5-7 og 9, og §

34, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik.

For så vidt angår ægtepar, hvor en eller begge ægtefæller er berettiget til

selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 11, i lov

om aktiv socialpolitik, og hvor hjælpen beregnes efter lovens § 26, stk. 1

eller 2, på baggrund af satserne i §§ 22-25, anses en ægtefælle for ikke at

udnytte sine arbejdsmuligheder efter § 13, stk. 1-6, og § 13 a og efter

reglerne i integrationsloven, når ægteparret har modtaget hjælp efter § 11 i

sammenlagt 1 år eller derover inden for 3 år og den pågældende ægtefælle

ikke har dokumenteret, at han eller hun har haft mindst 225 timers ordinært

og ustøttet arbejde inden for de seneste 12 kalendermåneder.

Hvis en eller begge ægtefæller, der berettiget til selvforsørgelses- og

hjemrejseydelse eller overgangsydelse, ikke opfylder arbejdskravet på 225

timer, beregnes hjælpen til parret efter reglerne i lovens § 26, stk. 8 og 9, og

§ 34, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik. Ægtepar, hvor den ene eller begge

ægtefæller har forsørgelsespligt over for et barn, får dog ikke nedsat hjælpen

efter § 26, stk. 8, og § 34, stk. 3, når der alene på grund af manglende

opfyldelse af krav om bopæl eller beskæftigelse ikke udbetales fuld børne-

og ungeydelse.

Hvis hjælpen til en ægtefælle helt bortfalder, anses den pågældende for reelt

hjemmegående.

En ugift modtager af uddannelses- eller kontanthjælp anses ikke for at

udnytte sine arbejdsmuligheder efter reglerne i § 13, stk. 1-6, og § 13 a, i

lov om aktiv socialpolitik, når personen har modtaget hjælp efter lovens §

11 i sammenlagt 1 år eller derover inden for 3 år og den pågældende ikke

har dokumenteret, at han eller hun har haft mindst 225 timers ordinært og

ustøttet arbejde inden for de seneste 12 kalendermåneder, jf. § 13 f, stk. 6, i

lov om aktiv socialpolitik. Hvis en ugift modtager af hjælp ikke opfylder

arbejdskravet på 225 timer, bliver hjælpen nedsat efter § 13 g. Hjælpen

nedsættes med 1.067 kr. eller 533 kr. (2021-niveau) afhængigt af den sats,

som personen modtager hjælp efter. Hjælpen nedsættes dog ikke, hvis

hjælpen til den ugifte person beregnes på baggrund af satserne i § 23, stk. 2,

nr. 1, 2 og 6-9 (uddannelseshjælp på SU-niveau).

Ugifte personer, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller

overgangsydelse, er ikke omfattet af 225-timersreglen.

Det fremgår af §§ 25 b- e, i lov om aktiv socialpolitik, at alle personer, som

modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse,

uddannelseshjælp eller kontanthjælp, som udgangspunkt er omfattet af

kontanthjælpsloftet, som er et individuelt loft for, hvor meget den samlede

hjælp i form af kontanthjælp, boligstøtte og særlig støtte efter lovens § 34

højst må udgøre pr. måned.

Der er 29 forskellige loftsstørrelser, og indplaceringen af den enkelte

afhænger af personens samlede ydelsesbeløb, af hvorvidt personen er enlig

eller gift/samlevende, og af hvorvidt personen har forsørgelsespligt over for

børn og i givet fald antallet af børn.

Det fremgår af § 10 g, stk. 1, § 10 i, stk. 1 og § 10 k, stk. 1, i lov om aktiv

socialpolitik, at i relation til kontanthjælpsloftet vil personer, der er omfattet

af lovens § 10 f, stk. 1, om karantæne i ydelsessystemet for dømte

fremmedkrigere, § 10 h, stk. 1, om karantæne i ydelsessystemet for

bandekriminelle m.v. eller § 10 j, stk. 1, om nedsættelse af visse offentlige

ydelser ved tiltaltes udeblivelse uden dokumenteret lovligt forfald blive

indplaceret på loftstørrelser på samme måde som personer, der modtager

selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, jf. § 25 b, stk.

4 og 5, i lov om aktiv socialpolitik.

Efter § 25 b, stk. 4 og 5, i lov om aktiv socialpolitik vil loftet for den samlede

hjælp for disse persongrupper for hver person udgøre mellem 5.608 kr. og

16.001 kr. i 2021-niveau.

Personer, der opfylder betingelserne i § 11, i lov om aktiv socialpolitik, og

som har høje boligudgifter eller stor forsørgerbyrde, kan særskilt eller i

forbindelse med udbetaling af hjælp efter §§ 22-25 få særlig støtte, jf. § 34

i lov om aktiv socialpolitik.

Den særlige støtte er en økonomisk hjælp til personer, som har været ude

for ændringer i deres forhold, og som har så høje boligudgifter og/eller

mange børn, at de med deres nuværende indtægter ikke kan forventes selv

at kunne betale alle deres boligudgifter. Inden kommunen giver støtte, skal

det undersøges, om der kan skaffes en rimelig, billigere bolig. Betingelserne

for udbetaling af den særlige støtte efter § 34 er fastlagt i bekendtgørelse nr.

1975 af 11. december 2020.

Det fremgår af § 10 g, stk. 1, § 10 i, stk. 1 og § 10 k, stk. 1, at i relation til

særlig støtte efter § 34 vil personer, der er omfattet af reglerne i § 10 f, stk.

1, om karantæne i ydelsessystemet for dømte fremmedkrigere, § 10 h, stk.

1, om karantæne i ydelsessystemet for bandekriminelle m.v. eller § 10 j, stk.

1, om nedsættelse af visse offentlige ydelser ved tiltaltes udeblivelse uden

dokumenteret lovligt forfald, blive behandlet som modtagere af

selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Efter § 68, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, følger det, at personer, der er

visiteret til et ressourceforløb efter kapitel 19 i lov om en aktiv

beskæftigelsesindsats, modtager ressourceforløbsydelse, jf. bestemmelsens

stk. 2-5. Personen har ret til ressourceforløbsydelse uden hensyn til egen

formue og en eventuel ægtefælles indtægts- og formueforhold.

Det fremgår af § 68, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, at

ressourceforløbsydelsen i 2021 udgør et månedligt beløb svarende til

1) kontanthjælp efter § 25, stk. 2, nr. 1, for personer, der har forsør-

gelsespligt over for et barn,

2) kontanthjælp efter § 25, stk. 2, nr. 2, for personer, der ikke har for-

sørgelsespligt over for et barn,

3) uddannelses- eller kontanthjælp efter § 23, stk. 2, nr. 9, og § 24,

stk. 3, nr. 6, eller § 25, stk. 3, nr. 9, for personer under 25 år, der

bor hos en forælder eller begge forældre, og som ikke har forsør-

gelsespligt over for et barn, eller

4) uddannelses- eller kontanthjælp efter § 23, stk. 2, nr. 9, og § 24,

stk. 3, nr. 6, eller § 25, stk. 3, nr. 9, og et månedligt tillæg, der be-

regnes efter § 23, stk. 3, eller § 25, stk. 4, for personer under 25 år,

der bor hos en forælder eller begge forældre og har en dokumente-

ret bidragspligt over for et barn.

For personer, der forud for visitationen til et ressourceforløb modtog

sygedagpenge efter lov om sygedagpenge, udgør ydelsen et månedligt beløb

svarende til den hidtidige ydelse, frem til personen ikke længere er berettiget

til sygedagpenge eller er omfattet af en forlængelsesregel i lov om

sygedagpenge, jf. § 68, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik.

Det følger af § 68, stk. 5, i lov om aktiv socialpolitik, at for personer, der

forud for deltagelsen i et ressourceforløb modtog ledighedsydelse efter

denne lov, udgør ydelsen et månedligt beløb svarende til den hidtidige

ydelse.

Efter § 69 j, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, modtager personer, der har

ret til et jobafklaringsforløb efter kapitel 18 i lov om en aktiv

beskæftigelsesindsats,

ressourceforløbsydelse.

Retten

til

ressourceforløbsydelse gælder uden hensyn til egen formue og en eventuel

ægtefælles indtægts- og formueforhold.

Det fremgår af § 69 j, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, at

ressourceforløbsydelsen under jobafklaringsforløb i 2021 udgør et

månedligt beløb svarende til

1) kontanthjælp efter § 25, stk. 2, nr. 1, for personer, der har forsør-

gelsespligt over for et barn, jf. dog bestemmelsens stk. 4,

2) kontanthjælp efter § 25, stk. 2, nr. 2, for personer, der ikke har for-

sørgelsespligt over for et barn, jf. dog bestemmelsens stk. 4,

3) kontanthjælp efter § 25, stk. 3, nr. 9, for personer under 25 år, der

bor hos en forælder eller begge forældre og ikke har forsørgelses-

pligt over for et barn, jf. dog bestemmelsen stk. 4, eller

4) kontanthjælp efter § 25, stk. 3, nr. 9, og et månedligt tillæg, der be-

regnes efter § 25, stk. 4, for personer under 25 år, der bor hos en

forælder eller begge forældre og har en dokumenteret bidragspligt

over for et barn, jf. dog bestemmelsens stk. 4.

Det følger af § 69 j, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik, at til selvstændigt

erhvervsdrivende, som er delvis uarbejdsdygtige på grund af sygdom,

udbetales ressourceforløbsydelse i 2021 med et beløb svarende til

1) 75 pct. af ressourceforløbsydelsen efter bestemmelsens stk. 2, når

den selvstændigt erhvervsdrivende højst kan udføre en fjerdedel af

sit normale arbejde, eller

2) 50 pct. af ressourceforløbsydelsen efter bestemmelsens stk. 2, når

den selvstændigt erhvervsdrivende højst kan udføre halvdelen af sit

normale arbejde.

Efter de gældende regler i § 69 t, i lov om aktiv socialpolitik, har en

arbejdsgiver, der udbetaler løn under sygefravær til en sygemeldt, der

påbegynder et jobafklaringsforløb, ret til refusion for det antal timer, som

arbejdsgiveren udbetaler løn for. Refusionen udbetales med det beløb, som

personen i jobafklaringsforløb ville have fået udbetalt, hvis personen ikke

havde haft indtægter, som medfører fradrag i ressourceforløbsydelsen.

Efter de gældende regler i § 69 d, stk. 3 og § 69 o, stk. 3, i lov om aktiv

socialpolitik, fremgår satserne for nedsættelse af ressourceforløbsydelsen i

forbindelse med, at personen skal have en sanktion f.eks. fordi personen

uden en rimelig grund er ophørt i arbejde, når personen er omfattet af lovens

§§ 10 f eller h. Efter de gældende regler i § 69 d, stk. 3 og § 69 o, stk. 3, er

satserne for sanktioner for f.eks. ophør med arbejde uden rimelig grund

fordelt på 3 forskellige sanktionssatser, hvis en person modtager nedsatte

ydelser efter §§ 10 f eller h.

Kapitel 6 c i lov om aktiv socialpolitik omhandler bl.a. revalideringsydelse.

Det fremgår af § 71, at revalideringsydelsens størrelse bl.a. afhænger af:



personens alder,



for personer under 25 år uden børn - om pågældende selv er ude-

eller hjemmeboende,



forsørgelsespligt over for børn, herunder om barnet er ude- eller

hjemmeboende, og



eventuelle indtægter af et vist niveau i de 6 kalendermåneder, der

ligger forud for den måned, hvori beslutningen om revalidering

blev truffet.

Revalideringsydelsen udgør et månedligt beløb mellem 3.639 kr. og 19.334

kr. i 2021.

En person, der får nedsat revalideringsydelsen efter § 10 f, stk. 1, om

karantæne i ydelsessystemet for dømte fremmedkrigere og § 10 h, stk. 1, om

karantæne i ydelsessystemet for bandekriminelle m.v. til ydelsesniveauet

efter § 22, stk. 2 og 3, vil fortsat modtage revalideringsydelse og vil være

omfattet de almindelige regler, der gælder for revalideringsydelse efter

kapitel 6 c. Det er alene revalideringsydelsens størrelse, der bliver sat ned.

Det fremgår af § 74 a, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik, at personer, der er

visiteret til et fleksjob efter kapitel 13 i lov om en aktiv

beskæftigelsesindsats, har ret til ledighedsydelse, indtil de ansættes i et

fleksjob eller under ledighed efter et fleksjob.

Af § 74 a, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, fremgår, at ledighedsydelsen

udgør 89 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v., hvis personen på tidspunktet for visitationen

til fleksjob

1) ville være berettiget til at modtage dagpenge efter lov om sygedag-

penge eller barselsloven,

2) modtager sygedagpenge,

3) deltager i revalidering, hvor tilbuddet om revalidering fremgår af

»Min Plan« på Jobnet eller en helhedsorienteret plan, jf. §§ 41 og

§ 46 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, eller

4) modtager ledighedsydelse efter ansættelse i ustøttet beskæftigelse.

Efter § 74 a, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, fremgår det, at for personer,

der ikke opfylder betingelserne i stk. 2, udgør ledighedsydelsen

1) et beløb, der svarer til den hjælp, der ydes efter § 25, stk. 2, nr. 1,

hvis de har forsørgelsespligt over for børn, eller

2) et beløb, der svarer til den hjælp, der ydes efter § 25, stk. 2, nr. 2,

hvis de ikke har forsørgelsespligt over for børn.

Endelig fremgår det af § 74 a, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik, at personer,

der ikke opfylder betingelserne i stk. 2, får ret til ledighedsydelse efter stk.

2, når de har været ansat i fleksjob i 9 måneder inden for de seneste 18

måneder.

For en person, der er omfattet af nedsættelse af ledighedsydelsen til niveauet

for selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, jf. lovens §

10 h, stk. 1, får § 74 a, stk. 4, først virkning, når personen igen kan modtage

ledighedsydelse efter satserne i § 74 a, stk. 2 eller 3.

Det betyder, at en person, der i 3-årsperioden eller 12-ugerperioden har

været ansat i 9 måneder eller mere i et fleksjob, først bliver omfattet af § 74

a, stk. 4, fra det tidspunkt, hvor 3-årsperioden eller 12-ugersperioden er

udløbet. Dette følger af § 10 i, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik.

Ifølge § 91, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik skal kommunen træffe

afgørelse om tilbagebetaling af udbetalte ydelser efter lovens kapitel 4, 6 a-

6 c og 7, hvis ydelserne overstiger niveauet for selvforsørgelses- og

hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, for den

periode, der er nævnt i §§ 10 f, 10 h og 10 j. Kommunen skal således træffe

afgørelse om tilbagebetaling af forskellen mellem den fulde ydelse udbetalt

efter kapitel 4, 6 a-6 c og 7 og niveauet for selvforsørgelses- og

hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i den 3-årige

periode efter §§ 10 f og 10 1 h og 12-ugersperioden efter § 10 j.

2.4.1.1.2. Udbetaling af folkepension, førtidspension, seniorpension og

tidlig pension

Ret til folkepension, seniorpension, tidlig pension og førtidspension efter

regler gældende fra 2003 (ny ordning) reguleres i lov om social pension, jf.

lovbekendtgørelse nr. 234 af 12. februar 2021, som senest ændret ved § 3 i

lov nr. 1171 af 8. juni 2021, samt bekendtgørelser udstedt med hjemmel

heri. Ret til førtidspension efter regler gældende indtil 2003 (gammel

ordning) reguleres i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og

almindelig førtidspension m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 233 af 12. februar

2021, som senest ændret ved lov nr. 1171 af 8. juni 2021, samt

bekendtgørelser udstedt med hjemmel heri.

Folkepension er en offentlig social pension, der sikrer de berettigede en

indkomst, når de når folkepensionsalderen.

Seniorpensionsordningen giver mulighed for, at personer, hvis arbejdsevne

er nedsat til højst 15 timer om ugen i forhold til vedkommendes seneste job,

og som har haft en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet med

sammenlagt mindst 20-25 års beskæftigelse, kan trække sig tilbage fra

arbejdsmarkedet 6 år før folkepensionsalderen.

Tidlig pension er en ny tilbagetrækningsordning, der er baseret på, hvor

mange år man har været på arbejdsmarkedet, og som giver ret til at trække

sig tilbage op til 3 år før folkepensionsalderen. Ancienniteten optjenes fra

det fyldte 16. år og frem til 6 år (7 år for visse årgange) før

folkepensionsalderen.

Førtidspension til personer efter ny ordning sikrer et forsørgelsesgrundlag

for personer mellem 18 år og folkepensionsalderen, hvis arbejdsevne er

varigt og væsentligt nedsat i et sådant omfang, at personen ikke kan blive

selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, heller ikke i et fleksjob.

Førtidspension efter gammel ordning sikrer et forsørgelsesgrundlag for

personer, der på grund af nedsat erhvervsevne er tilkendt en af de mulige

typer af førtidspension efter den gamle ordning. Personer, der ikke allerede

er omfattet af lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig

førtidspension m.v., kan ikke tilkendes ydelser efter denne lov.

Udbetaling Danmark varetager udbetaling af både folkepension,

seniorpension, tidlig pension og førtidspension efter ny og gammel ordning.

Der er tre grundlæggende betingelser, der skal være opfyldt, for at åbne ret

til pension efter lov om social pension og førtidspension efter lov om

højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.:

1) ansøgeren skal have dansk indfødsret, 2) ansøgeren skal have fast bopæl

i Danmark, og 3) ansøgeren skal have haft fast bopæl i riget i mindst 3 år

mellem det fyldte 15. år og folkepensionsalderen eller det tidspunkt, hvorfra

pensionen tilkendes. Der gælder en række fravigelser fra betingelserne om

indfødsret, bopæl og optjening, som fremgår af lov om social pension, lov

om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension

m.v., EF-forordning nr. 883/04 om koordinering af de sociale

sikringsordninger, nordisk konvention om social sikring eller af de bilaterale

aftaler om social sikring, som Danmark har indgået med en række andre

lande.

Herudover skal en person have nået folkepensionsalderen for ret til

udbetaling af folkepension, og en person skal opfylde betingelserne for

tilkendelse af førtidspension om nedsat arbejds- eller erhvervsevne for ret

til førtidspension, ligesom en person skal opfylde aldersbetingelserne og

betingelserne om nedsat arbejdsevne for tilkendelse af seniorpension og

aldersbetingelserne og kravet om arbejdsmarkedsanciennitet for at opnå ret

til tidlig pension.

Pension optjenes som udgangspunkt på baggrund af bopæl her i riget i

optjeningsperioden mellem det fyldte 15. år og folkepensionsalderen eller

det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes. Hvis der ikke er optjent ret til fuld

pension, fastsættes den optjente pension som en brøkpension eller en

procentandel af fuld pension.

Efter reglerne i lov om social pension består folkepensionen af et

grundbeløb og et pensionstillæg. Hertil kommer den supplerende

pensionsydelse. Grundbeløbet udgør 78.216 kr. årligt. Grundbeløbet

nedsættes, hvis pensionistens indtægt ved personligt arbejde overstiger

344.600 kr. årligt. Pensionstillægget udgør årligt 88.020 kr. for enlige og

44.484 kr. for gifte og samlevende. Pensionstillægget nedsættes, hvis

pensionisten og dennes ægtefælle eller samlever har supplerende

indkomster over en vis størrelse.

Førtidspension, der ydes efter reglerne i lov om social pension (ny ordning),

og seniorpension består af én ydelse. Pensionen udgør årligt i 2021 231.972

kr. for enlige og 197.184 kr. for gifte og samlevende. Pensionen sættes ned,

hvis pensionisten eller dennes ægtefælle eller samlever har supplerende

indkomster over en vis størrelse.

Førtidspension, der ydes efter gammel ordning, består af et grundbeløb og

et pensionstillæg samt tillæg afhængig af den tilkendte type førtidspension.

Grundbeløbet udgør 77.616 kr. årligt. Grundbeløbet nedsættes, hvis en enlig

eller gift pensionist har supplerende indkomst, der årligt overstiger

henholdsvis 344.600 kr. og

233.900

kr. Pensionstillægget udgør årligt

80.616 kr. for enlige og 38.952 kr. for gifte og samlevende.

Pensionstillægget nedsættes, hvis pensionisten og dennes ægtefælle eller

samlever har supplerende indkomster over en vis størrelse.

Ovenstående beløb er angivet i 2021-niveau.

Herudover kan personer, der har opnået ret dertil, fra den 1. januar 2022

overgå til tidlig pension. Tidlig pension består af én ydelse, der udgør

162.600 kr. om året (2020-niveau). Tidlig pension er modsat de andre

sociale pensioner uafhængig af en eventuel ægtefælle eller samlevers

indkomst. Ydelsen nedsættes med 64 pct. af indtægten, hvis pensionistens

indtægter ved personligt arbejde overstiger 24.000 kr. inkl.

arbejdsmarkedsbidrag (2020-niveau) pr. år.

Ved §§ 2 og 3 i lov nr. 674 af 8. juni 2017 om ændring af retsplejeloven og

forskellige andre love (Blokering af hjemmesider og stop for offentlige

ydelser til fremmedkrigere), blev der blandt andet indsat en ny bestemmelse,

§ 46 d i lov om social pension og § 45 d i lov om højeste, mellemste, forhøjet

almindelig og almindelig førtidspension m.v., hvorefter det beregnede

grundbeløb og pensionstillæg til en folkepensionist og en beregnet

førtidspension højst kan udbetales med et beløb svarende til

selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk.

2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, i en periode på 3 år, når personen ved

endelig dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c,

stk. 3, eller §§ 114 d, 114 c eller 114 g for forhold begået i udlandet,

straffelovens § 114 j, stk. 1, eller for at have været i udlandet i strid med et

udrejseforbud fastsat i medfør af lovens § 2 b i lov om pas til danske

statsborgere m.v., og personen for den periode, dommen omfatter, har fået

udbetalt en eller flere af 10 udtrykkeligt nævnte lovbestemte ydelser.

Ved §§ 2 og 3 i lov nr. 1576 af 18. december 2018 m ændring af lov om

aktiv socialpolitik og forskellige andre love (Karantæneordning i

ydelsessystemet for bandekriminelle m.v.) blev det fastsat, at

bandekriminelle folkepensionister og førtidspensionister efter lov om social

pension (ny ordning) og førtidspensionister efter lov om højeste, mellemste,

forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. (gammel ordning),

som ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden

strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der

er omfattet af straffelovens § 81 a, fordi lovovertrædelsen har baggrund i

eller er egnet til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, i en

periode på 3 år højst kan få udbetalt et beløb svarende til selvforsørgelses-

og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter §§ 22, stk. 2 og 3, i lov om

aktiv socialpolitik.

Ved indførelse af seniorpension, jf. § 1 i lov nr. 1559 af 27. december 2019

om ændring af lov om social pension og forskellige andre love (Indførelse

af seniorpension), og tidlig pension, jf. § 1 i lov nr. 2202 af 29. december

2020 om ændring af lov om social pension og forskellige andre love

(Indførelse af ret til tidlig pension), blev reglerne udvidet til også at omfatte

seniorpension og tidlig pension.

For folkepensionister og førtidspensionister efter gammel ordning er det dét

beregnede grundbeløb og pensionstillæg, som højst kan udbetales med et

beløb svarende til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller

overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, mens

det for førtidspensionister efter ny ordning, seniorpensionister og tidlige

pensionister er den beregnede pension, som højst kan udbetales med et

beløb svarende til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller

overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik.

Den 3-årige periode regnes fra det tidspunkt, hvor personen har udstået

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende

karakter.

Udbetaling Danmark skal træffe afgørelse om tilbagebetaling af for meget

udbetalt pension i 3-årsperioden, hvis den udbetalte pension i denne periode

overstiger selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter

§ 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik.

2.4.1.1.3. Udbetaling af fleksløntilskud eller støtte i form af tilskud til

selvstændig virksomhed

Efter § 123 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, udgør fleksløntilskud til

personer i fleksjob 98 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb

svarende til 18.935 kr. i 2021. Fleksløntilskuddet nedsættes med 30 pct. dels

af lønindtægten i fleksjobbet, dels af anden lønindtægt, indtil den samlede

lønindtægt pr. måned udgør 15.264 kr. (2021-niveau), og herefter med 55

pct. af den løn, som overstiger 15.264 kr. Fleksløntilskud og løn udbetalt af

arbejdsgiver kan tilsammen højst udgøre et beløb, der svarer til den løn, der

udbetales for ansættelse på fuld tid i den pågældende stilling.

Det følger af lovens § 124 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsat, at

personer, der under ferie modtager løn eller feriegodtgørelse, er berettiget

til fleksløntilskud under ferien. Fleksløntilskuddet kan udbetales under

ferieophold i udlandet.

Efter lovens § 124 er personer, der modtager løn under sygdom eller barsel,

berettiget til fleksløntilskud i sygdoms- eller barselsperioden. Personer, der

ikke er berettiget til løn under sygdom eller barsel, modtager syge- eller

barselsdagpenge efter de regler, der fastsættes i medfør af § 49 i lov om

sygedagpenge og § 34 i lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel eller

ressourceforløbsydelse efter § 69 j, i lov om aktiv socialpolitik. Syge- eller

barselsdagpengene eller ressourceforløbsydelsen suppleres med

fleksløntilskud, således at syge- eller barselsdagpenge eller

ressourceforløbsydelse og fleksløntilskud tilsammen svarer til 98 pct. af

arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v.

Efter § 126, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, er tilskuddet til

personer, der driver selvstændig virksomhed, fastsat til 146.767 kr. (2021-

niveau) om året. Tilskuddet nedsættes med 30 pct. dels af en beregnet

årsindtægt i virksomheden, dels af anden arbejdsindkomst. Kommunen

udbetaler tilskuddet med 1/12 af det beregnede tilskud pr. måned.

Nedsættelsen af tilskuddet beregnes én gang årligt på baggrund af de 2

bedste regnskabsår inden for de seneste 3 år. Har virksomheden været drevet

i mindre end 2 år, beregnes årsindtægten med baggrund i seneste hele

regnskabsår.

Efter de gældende regler i § 132, stk. 1, i lov om en aktiv

beskæftigelsesindsats kan det beregnede tilskud efter lovens §§ 123, 124 og

126 i en periode på 3 år højst udbetales på et niveau, der svarer til ydelserne

nævnt i § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, hvis personen ved

endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig

retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet

af straffelovens § 81 a.

En person, der har fået nedsat det beregnede tilskud efter §§ 123, 124 eller

126 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats til ydelsesniveauet efter § 22,

stk. 2 og 3 i lov om aktiv socialpolitik, vil fortsat modtage det pågældende

tilskud og vil være omfattet af de almindelige regler, der gælder for tilskud

efter hhv. §§ 123, 124 eller 126 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Det

er alene tilskuddets størrelse, der bliver sat ned.

Det beregnede tilskud efter fradrag for lønindtægter eller overskud fra

selvstændig virksomhed m.v. kan ikke overstige niveauet for ydelserne

nævnt i § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik.

For at kommunen kan træffe afgørelse om niveauet for tilskud efter §§ 123,

124 og 126 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats i 3-årsperioden, er det

nødvendigt, at kommunerne bliver gjort bekendt med, at personen er en del

af den personkreds, der alene kan modtage ydelser på niveau nævnt i § 22,

stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, på grund af sanktion i 3-årsperioden.

Udbetaling Danmark samkører eller sammenstiller oplysninger herom og

videregiver disse til kommunen. 3-årsperioden regnes fra det tidspunkt, hvor

personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter.

Det medfører, at personen først kan modtage den fulde ydelse, når der er

gået 3 år fra udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter.

Kommunen skal træffe afgørelse om tilbagebetaling af udbetalt tilskud efter

§§ 123, 124 og 126 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, der overstiger

ydelserne nævnt i § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, i perioden i

§ 132 stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Hvis kommunen udbetaler fuldt fleksløntilskud eller tilskud til selvstændigt

erhvervsdrivende, og hvis personen er omfattet af § 132, vil kommunen

skulle kræve tilbagebetaling af forskellen mellem det udbetalte

fleksløntilskud/tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og det tilskud, som

personen skulle have haft.

På denne måde sikres det, at personer omfattet af § 132 i lov om en aktiv

beskæftigelsesindsats, ikke ville kunne få et større beregnet tilskud udbetalt,

uanset at kommunen ikke på tidspunktet for anmodning om tilskud vil have

kendskab til, at pågældende alene vil være berettiget til et beregnet tilskud

efter lovens §§ 123, 124 og 126 på niveau med ydelserne nævnt i § 22, stk.

2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik.

2.4.1.1.4. Udbetaling af arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge eller

efterløn

Arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge og efterløn reguleres af lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 215 af 12. februar

2021, som ændret senest ved lov nr. 1438 af 29. juni 2021, samt

bekendtgørelser fastsat med hjemmel heri.

Reglerne om arbejdsløshedsdagpenge,

administreres af arbejdsløshedskasserne.

feriedagpenge

efterløn

Efter de gældende regler i §§ 53 og 54 i lov om arbejdsløshedsforsikring

m.v. er arbejdsløshedsdagpenge til et ledigt medlem af en

arbejdsløshedskasse betinget af, at medlemmet har et forudgående

medlemskab af en vis varighed og en forudgående indkomst eller

beskæftigelse af en vis størrelse, eller kan modtage dagpenge på

dimittendvilkår. Det er endvidere efter § 57, stk. 4, og § 62 i loven en

betingelse, at medlemmet er tilmeldt hos jobcenteret som arbejdssøgende,

og at medlemmet i øvrigt står fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet.

Efter reglerne i § 75 h, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er retten

til feriedagpenge betinget af, at medlemmet på ferietidspunktet er i et

arbejdsforhold som lønmodtager eller er ledigt, ville have dagpengeret i

tilfælde af ledighed og har afholdt sin optjente ferie med feriegodtgørelse

eller løn.

Efter reglerne i § 75 h, stk. 10, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. er der

i bekendtgørelse nr. 1265 af 28. august 2020 om feriedagpenge fastsat

nærmere regler om feriedagpenge.

Det fremgår heraf bl.a., at medlemmet på ferietidspunktet skal holde ferie

og som udgangspunkt skal opfylde de samme betingelser, der gælder for at

få dagpenge som hvis man var ledig. Medlemmet skal dog ikke stå til

rådighed, jf. § 62 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Efter reglerne i kapitel 11 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. giver

efterløn medlemmer af en arbejdsløshedskasse med en længerevarende

tilknytning til arbejdsmarkedet mulighed for at trække sig helt eller delvis

tilbage fra arbejdsmarkedet på fleksible vilkår i op til 5 år før

folkepensionsalderen, jf. lov om social pension.

De grundlæggende betingelser for at få ret til efterløn fremgår af §§ 74 og

74 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Det er en betingelse, at medlemmet ved overgangen til efterløn vil kunne

opfylde betingelserne for ret til dagpenge ved ledighed, herunder stå til

rådighed for arbejdsmarkedet. Efter overgangen til efterløn er det ikke

længere en betingelse, at medlemmet skal stå til rådighed for

arbejdsmarkedet.

Medlemmer, der opfylder de opstillede betingelser for ret til henholdsvis

arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge eller efterløn, har ret til den

pågældende ydelse. Dette gælder som udgangspunkt uanset medlemmets

forhold i øvrigt.

Et medlem, som ved domstols- eller administrativ afgørelse er berøvet sin

frihed, eller som unddrager sig frihedsberøvelse, har ikke ret til

arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge eller efterløn. Hvis et medlem

under en ferie med feriedagpenge bliver frihedsberøvet under ferien, har

pågældende stadig ret til feriedagpenge, såfremt pågældende ikke før ferien

vidste, at pågældende ville blive frihedsberøvet. Det følger af § 62, stk. 2,

nr. 3 (arbejdsløshedsdagpenge), og § 74 n, stk. 9 og 10 (efterløn), i lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v. og § 9, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1265 af 28.

august 2020 om feriedagpenge.

Ved § 4 i lov nr. 674 af 8. juni 2017 om ændring af retsplejeloven og

forskellige andre love (Blokering af hjemmesider og stop af offentlige

ydelser til fremmedkrigere), blev der indsat en bestemmelse i § 87 a i lov

om arbejdsløshedsforsikring m.v., hvorefter et medlem blev udelukket fra

at få udbetalt arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge eller efterløn i en

periode på 3 år, hvis medlemmet ved endelig dom findes at have overtrådt

straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, eller §§ 114 d, 114 e eller 114

g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller for at have

været i udlandet i strid med et udrejseforbud fastsat i medfør af paslovens §

2 b i lov om pas til danske statsborgere m.v., og medlemmet for den periode,

dommen omfatter, har fået udbetalt en eller flere af 10 udtrykkeligt nævnte

lovbestemte ydelser.

Ved § 5 i lov nr. 1526 af 18. december 2018 om m ændring af lov om aktiv

socialpolitik og forskellige andre love (Karantæneordning i ydelsessystemet

for bandekriminelle m.v.) blev det fastsat, at bandekriminelle, som ved

endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig

retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet

af straffelovens § 81 a, fordi lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet

til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, fremover skal

udelukkes fra ret til arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge og efterløn

efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. i en 3-årig karantæneperiode,

uanset om personen i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage disse

ydelser.

Det forhold, at et medlem af en arbejdsløshedskasse er udelukket fra

arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge eller efterløn i en 3-årsperiode, er

ikke til hinder for, at pågældende kan medregne indkomst og beskæftigelse,

der ligger i 3-årsperioden, til opfyldelse af betingelserne for ret til dagpenge,

når 3-årsperioden er udløbet, eller at pågældende i 3-årsperioden kan optjene

anciennitet i forhold til senere at kunne gå på efterløn.

Den 3-årige periode regnes fra det tidspunkt, hvor personen har udstået

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende

karakter.

I tilfælde, hvor Udbetaling Danmark ved samkøring eller sammenstilling af

oplysninger konstaterer, at et medlem af en arbejdsløshedskasse har fået

udbetalt arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge eller efterløn i den 3-årige

karantæneperiode, skal arbejdsløshedskassen træffe afgørelse om, at

medlemmet skal betale ydelsesbeløbet tilbage.

Et medlem, der ikke har ret til arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge eller

efterløn i perioden på tre år, jf. ovennævnte, vil kunne modtage

integrationsydelse eller uddannelseshjælp eller kontanthjælp på et niveau,

der svarer til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse,

hvis de almindelige betingelser i § 11, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, er

opfyldt.

2.4.1.1.5. Udbetaling af dagpenge efter barselsloven

Ret til dagpenge efter barselsloven reguleres i lov om ret til orlov og

dagpenge ved barsel (barselsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 235 af 12.

februar 2021, som ændret ved lov nr. 527 af 27. marts 2021 og lov nr. 1438

af 29. juni 2021, samt bekendtgørelser udstedt med hjemmel heri.

Udbetaling Danmark udbetaler dagpenge til den barslende – eller til

arbejdsgiveren, hvis denne udbetaler løn under fraværet.

Ret til dagpenge efter barselsloven under fravær i forbindelse med

graviditet, fødsel og adoption m.v., er blandt andet betinget af, at forælderen

opfylder et beskæftigelseskrav, enten som lønmodtager/ledig eller som

selvstændig erhvervsdrivende, jf. barselslovens §§ 27 og 28. Det er

endvidere i barselsloven forudsat, at retten er betinget af, at den pågældende

er sammen med barnet i fraværsperioden.

Som udgangspunkt vil en person, som opfylder betingelserne for at modtage

dagpenge efter barselsloven, have ret til dagpengene, uanset personens

forhold i øvrigt.

Udbetalingen ophører dog, hvis en person bliver frihedsberøvet eller bevidst

unddrager sig strafforfølgning, jf. barselslovens §§ 51 og 52.

Ved § 5 i lov nr. 674 af 8. juni 2017 om ændring af retsplejeloven og

forskellige andre love (Blokering af hjemmesider og stop af offentlige

ydelser til fremmedkrigere), blev der indsat en ny bestemmelse i

barselsloven, § 49 b, hvorefter en person er udelukket fra at få udbetalt

dagpenge efter barselsloven i en periode på 3 år, hvis personen ved endelig

dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3,

eller §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens

§ 114 j, stk. 1, eller for at have været i udlandet i strid med et udrejseforbud

fastsat i medfør af paslovens § 2 b i lov om pas til danske statsborgere m.v.,

og personen for den periode, dommen omfatter, har fået udbetalt en eller

flere af 10 udtrykkeligt nævnte lovbestemte ydelser.

Ved § 6 i lov nr. 1526 af 18. december 2018 om ændring af lov om aktiv

socialpolitik og forskellige andre love (Karantæneordning i ydelsessystemet

for bandekriminelle m.v.) blev der indsat endnu en ny bestemmelse i

barselsloven, § 49 c, hvorefter bandekriminelle, som ved endelig dom er

idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af

straffelovens § 81 a, fordi lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet til

at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, er udelukket fra ret til

dagpenge efter barselsloven i en 3-årig karantæneperiode, uanset om

personen i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage dagpenge efter

barselsloven.

Barselslovens § 49 c gælder alt fravær med dagpenge efter barselsloven,

herunder også udskudt orlov og pasning af alvorligt syge børn. Det vil

eventuelt være muligt for den anden forælder at afholde den barsel med

barselsdagpenge, som personen dermed evt. ikke kan holde, hvis den anden

forælder opfylder barselslovens beskæftigelseskrav og øvrige betingelser.

Det forhold, at et person er udelukket fra at få udbetalt dagpenge efter

barselsloven i en 3-årsperiode, er ikke til hinder for, at pågældende kan

medregne løntimer, der ligger i 3-årsperioden, til at opfylde betingelserne

for ret til dagpenge efter barselsloven, for en fraværsperiode efter

barselsloven med første fraværsdag efter 3-årsperioden er udløbet.

Det følger af barselslovens § 49 c, stk. 2, at 3 års-perioden i stk. 1 regnes fra

det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden

strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

Det følger af barselslovens § 49 c, stk. 3, at en person, der har modtaget

barselsdagpenge, som personen ikke var berettiget til efter § 49 c, stk. 1,

skal betale dagpengene tilbage. Udbetaling Danmark samkører eller

sammenstiller oplysninger for at kunne træffe afgørelse om tilbagebetaling

efter § 49 c, stk. 3. § 49 c, stk. 3, retter sig mod dagpenge efter loven udbetalt

til personen selv. Hvis en eventuel arbejdsgiver har nået at få udbetalt

refusion, afgøres et eventuelt tilbagebetalingskrav efter lovens almindelige

regel i § 49, hvorefter modtageren ud over uberettiget at have modtaget

beløbet også skal have modtaget det mod bedre vidende.

En person, der ikke har ret til barselsdagpenge i perioden på tre år, jf.

ovennævnte, vil kunne modtage uddannelseshjælp eller kontanthjælp på et

niveau, der svarer til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller

overgangsydelse, hvis de almindelige betingelser i § 11, stk. 2, i lov om

aktiv socialpolitik er opfyldt.

2.4.1.1.6. Udbetaling af sygedagpenge

Ret til sygedagpenge reguleres af lov om sygedagpenge, jf.

lovbekendtgørelse nr. 1712 af 20. august 2021 samt bekendtgørelser udstedt

med hjemmel heri.

For at opnå ret til sygedagpenge skal den sygemeldte være uarbejdsdygtig

på grund af egen sygdom, jf. sygedagpengelovens § 7.

Kommunen udbetaler sygedagpenge til den sygemeldte eller til

arbejdsgiveren, hvis denne udbetaler løn under sygefraværet. Dog udbetaler

arbejdsgiveren sygedagpenge i de første 30 kalenderdage

(arbejdsgiverperioden), hvis den sygemeldte opfylder beskæftigelseskravet

over for arbejdsgiveren, og dermed har været ansat hos arbejdsgiveren i de

seneste 8 uger og har haft mindst 74 timers beskæftigelse i perioden.

For at opnå ret til sygedagpenge fra kommunen, skal den sygemeldte blandt

andet opfylde et beskæftigelseskrav som enten lønmodtager/ledig eller

selvstændig erhvervsdrivende, jf. sygedagpengelovens §§ 32, 34 og 42.

Som udgangspunkt vil en person, som opfylder betingelserne for at modtage

sygedagpenge, have ret til sygedagpenge, uanset personens forhold i øvrigt.

Udbetalingen ophører dog, hvis en person bliver frihedsberøvet eller bevidst

unddrager sig strafforfølgning, jf. sygedagpengelovens §§ 74 og 75.

Ved § 6 i lov nr. 674 af 8. juni 2017 om ændring af retsplejeloven og

forskellige andre love (Blokering af hjemmesider og stop af offentlige

ydelser til fremmedkrigere), blev der indsat en ny bestemmelse i lov om

sygedagpenge, § 71 b, hvorefter en person er udelukket fra at få udbetalt

sygedagpenge fra kommunen i en periode på 3 år, hvis personen ved endelig

dom findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3,

eller §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens

§ 114 j, stk. 1, eller for at have været i udlandet i strid med et udrejseforbud

fastsat i medfør af paslovens § 2 b i lov om pas til danske statsborgere m.v.,

og personen for den periode, dommen omfatter, har fået udbetalt en eller

flere af 10 udtrykkeligt nævnte lovbestemte ydelser.

Ved § 7 i lov nr. 1526 af 18. december 2018 om ændring af lov om aktiv

socialpolitik og forskellige andre love (Karantæneordning i ydelsessystemet

for bandekriminelle m.v.) blev der indsat endnu en ny bestemmelse i lov om

sygedagpenge, § 71 c, hvorefter bandekriminelle, som ved endelig dom er

idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af

straffelovens § 81 a, fordi lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet til

at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, er udelukket fra ret til

sygedagpenge fra kommunen efter lov om sygedagpenge i en 3-årig

karantæneperiode, uanset om personen i øvrigt opfylder betingelserne for at

modtage sygedagpenge fra kommunen.

En arbejdsgiver, der udbetaler løn under sygdom, kan efter

sygedagpengelovens § 54 få udbetalt de dagpenge, som lønmodtageren

ellers ville have ret til fra kommunen. Da en lønmodtager efter § 71 c ikke

har ret til sygedagpenge fra kommunen i 3-årsperioden, har en arbejdsgiver,

der udbetaler løn under fravær til lønmodtageren, ikke ret til refusion af

sygedagpengene efter lovens § 54.

Det forhold, at et person er udelukket fra at få udbetalt sygedagpenge fra

kommunen i en 3-årsperiode, er ikke til hinder for, at pågældende kan

medregne beskæftigelse, der ligger i 3-årsperioden, til at opfylde

betingelserne for ret til sygedagpenge fra kommunen ved et sygefravær med

første sygefraværsdag efter 3-årsperioden er udløbet.

Det følger af sygedagpengelovens § 71 c, stk. 2, at perioden på 3 år, jf. stk.

1, regnes fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller

anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.

Efter sygedagpengelovens § 71 c, stk. 3, skal kommunen træffe afgørelse

om, at en person, der har modtaget sygedagpenge fra kommunen, som

personen ikke var berettiget til efter stk. 1, skal betale sygedagpengene

tilbage. Udbetaling Danmark skal samkøre eller sammenstille oplysninger

for at sikre, at kommunen kan træffe afgørelse om tilbagebetaling efter § 71

c, stk. 3.

§ 71 c, stk. 3, retter sig mod sygedagpenge fra kommunen udbetalt til

personen selv. Hvis en eventuel arbejdsgiver har nået at få udbetalt refusion,

afgøres et eventuelt tilbagebetalingskrav efter sygedagpengelovens

almindelige regel i § 71, hvorefter modtageren ud over uberettiget at have

modtaget beløbet også skal have modtaget det mod bedre vidende.

En person, der ikke har ret til sygedagpenge i perioden på tre år, jf.

ovennævnte, vil kunne modtage uddannelseshjælp eller kontanthjælp på et

niveau, der svarer til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller

overgangsydelse, hvis de almindelige betingelser i § 11, stk. 2, i lov om

aktiv socialpolitik, er opfyldt.

2.4.1.1.7. Udbetaling af fleksydelse

Fleksydelse reguleres af lov om fleksydelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 222

af 12. februar 2021, som ændret ved § 11 i lov nr. 876 af 12. maj 2021, samt

af bekendtgørelse nr. 1187 af 5. august 2020 om fleksydelse.

Fleksydelse er en tilbagetrækningsordning for personer, der er visiteret til

fleksjob, som ønsker at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, inden de når

folkepensionsalderen. Fleksydelsesordningen administreres af Udbetaling

Danmark.

De grundlæggende betingelser for at få ret til fleksydelse fremgår af §§ 1 a-

2 a i lov om fleksydelse. Det er herunder en betingelse, at medlemmet har

nået fleksydelsesalderen, jf. lovens § 1 a, opfylder et anciennitetskrav og har

bopæl her i riget eller i et andet EØS-land, jf. lovens § 2. Det er samtidig en

betingelse for at få udbetalt fleksydelse, at personen ikke er

varetægtsfængslet.

Ved § 7 i lov nr. 674 af 8. juni 2017 om ændring af retsplejeloven og

forskellige andre love (Blokering af hjemmesider og stop af offentlige

ydelser til fremmedkrigere), blev der blandt andet indsat en ny bestemmelse

– § 22 a i lov om fleksydelse – hvorefter en person bliver udelukket fra at få

udbetalt fleksydelse i en periode på 3 år, hvis personen ved endelig dom

findes at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, eller §§

114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j,

stk. 1, eller for at have været i udlandet i strid med et udrejseforbud fastsat i

medfør af paslovens § 2 b i lov om pas til danske statsborgere m.v., og

personen for den periode, dommen omfatter, har fået udbetalt en eller flere

af 10 udtrykkeligt nævnte lovbestemte ydelser.

Ved § 8 i lov nr. 1526 af 18. december 2018 om m ændring af lov om aktiv

socialpolitik og forskellige andre love (Karantæneordning i ydelsessystemet

for bandekriminelle m.v.) blev det fastsat, at bandekriminelle, som ved

endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig

retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet

af straffelovens § 81 a, fordi lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet

til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer, fremover skal

udelukkes fra ret til udbetaling af fleksydelse fra Udbetaling Danmark efter

lov om fleksydelse i en 3-årig karantæneperiode, uanset om personen i

øvrigt opfylder betingelserne for at modtage fleksydelse.

Den 3-årige karantæneperiode skal regnes fra det tidspunkt, hvor personen

har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter.

I tilfælde, hvor Udbetaling Danmark ved samkøring eller sammenstilling af

oplysninger konstaterer, at en person har modtaget fleksydelse i den 3-årige

karantæneperiode, skal Udbetaling Danmark træffe afgørelse om

tilbagebetaling.

Et medlem, der ikke har ret til fleksydelse i perioden på tre år, jf.

ovennævnte, vil kunne modtage uddannelseshjælp eller kontanthjælp på et

niveau, der svarer til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller

overgangsydelse, hvis de almindelige betingelser i § 11, stk. 2, i lov om

aktiv socialpolitik, er opfyldt.

2.4.1.2. Regler om Udbetaling Danmarks registrering og videregivelse af

oplysninger

Ved lov nr. 674 af 8. juni 2017 om ændring af retsplejeloven og forskellige

andre love (Blokering af hjemmesider og stop af offentlige ydelser til

fremmedkrigere) blev der indført regler om en 3-årig udelukkelse fra eller

begrænset ret til at modtage offentlige ydelser for domfældte

fremmedkrigere, der under opholdet i udlandet som fremmedkriger har

modtaget en offentlig forsørgelsesydelse. For at sikre, at den myndighed

eller arbejdsløshedskasse, der udbetaler en forsørgelsesydelse, bliver

bekendt med, at personen er i en udelukkelsesperiode, blev der i § 12 i i lov

om Udbetaling Danmark fastsat regler om, at Udbetaling Danmark samler

oplysninger om alle afgørelser, der indebærer en udelukkelses- eller

karantæneperiode, og løbende følger med i, om personerne får udbetalt

offentlige ydelser.

Udbetaling Danmark skal således efter § 12 i, stk. 1, i lov om Udbetaling

Danmark, samkøre eller sammenstille oplysninger om personer, der har

modtaget en afgørelse om tilbagebetaling efter § 46 c, stk. 2, i lov om social

pension, § 45 c, stk. 2, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og

almindelig førtidspension m.v., § 62, stk. 8, i lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v., § 49 a, stk. 2, i barselsloven, § 71 a, stk. 2, i

lov om sygedagpenge, § 22, stk. 7, i lov om fleksydelse, § 91, stk. 1, nr. 5, i

lov om aktiv socialpolitik, § 70 f, stk. 11, 2. og 3. pkt., i lov om en aktiv

beskæftigelsesindsats, regler fastsat i medfør af § 70 g, stk. 7, i lov om en

aktiv beskæftigelsesindsats, § 2 f i SU-loven og § 14 c i lov om statens

voksenuddannelsesstøtte, med oplysninger fra indkomstregisteret og med

nødvendige indtægtsoplysninger fra andre registre, herunder fra andre

myndigheder, med henblik på kontrol af, om personerne uberettiget har fået

udbetalt en offentlig ydelse i den 3-årige periode, hvor de som følge af

afgørelsen om tilbagebetaling er udelukket fra at modtage eller har en

begrænset ret til at modtage offentlige ydelser.

Ved lov nr. 1526 af 18. december 2018 om ændring af lov om aktiv

socialpolitik og forskellige andre love (Karantæneordning i ydelsessystemet

for bandekriminelle m.v.) blev der indført regler om en 3-årig udelukkelses-

eller karantæneperiode i ydelsessystemet for bandekriminelle, som ved

endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig

retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet

af straffelovens § 81 a, fordi lovovertrædelsen har baggrund i eller er egnet

til at fremkalde en konflikt mellem grupper af personer. Der blev i den

sammenhæng indført regler i § 12 i, stk. 2, i lov om Udbetaling Danmark,

som sikrer, at Udbetaling Danmark samler oplysninger om personer, der er

omfattet af karantæneperioden for bandekriminelle, og løbende følger med

i, om personerne får udbetalt offentlige ydelser.

Efter § 12 i, stk. 2, i lov om Udbetaling Danmark skal Udbetaling Danmark

således samkøre eller sammenstille oplysninger om personer, der ved

endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig

retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet

af straffelovens § 81 a, med oplysninger fra indkomstregisteret og med

nødvendige indtægtsoplysninger fra andre registre, herunder fra andre

myndigheder, med henblik på kontrol af, om personerne uberettiget har fået

udbetalt en offentlig ydelse i den 3-årige periode, hvor de som følge af

dommen er udelukket fra at modtage eller har en begrænset ret til at modtage

offentlige ydelser.

Endvidere skal Udbetaling Danmark efter § 12 i, stk. 3, i lov om Udbetaling

Danmark i en 13-årig periode samkøre eller sammenstille oplysninger om

personer, der modtager integrationsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om

aktiv socialpolitik, og som har modtaget en afgørelse om tilbagebetaling

efter § 91, stk. 1, nr. 5, i lov om aktiv socialpolitik, eller ved endelig dom er

idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af

straffelovens § 81 a, med oplysninger fra indkomstregisteret og med

nødvendige indtægtsoplysninger fra andre registre, herunder fra andre

myndigheder, med henblik på kontrol af, at personerne ikke modtager hjælp

i form af uddannelseshjælp eller kontanthjælp uden at opfylde

opholdskravet, jf. § 11, stk. 3-5, i lov om aktiv socialpolitik.

Perioden med udelukkelse fra eller begrænset ret til offentlige ydelser

regnes fra tidspunktet for den endelige dom, når personen er idømt bøde

eller betinget fængselsstraf. Hvis den pågældende er idømt ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver

mulighed for frihedsberøvelse, regnes perioden fra det tidspunkt, hvor

personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter. I de situationer skal Udbetaling Danmark efter §

12 i, stk. 5, i lov om Udbetaling Danmark videregive oplysninger om

myndighedernes og arbejdsløshedskassernes afgørelser om tilbagebetaling

til Kriminalforsorgen. Kriminalforsorgen skal derefter underrette

Udbetaling Danmark, når den dømte løslades. Kriminalforsorgen skal

endvidere underrette Udbetaling Danmark ved løsladelse af en person, der

afsoner ubetinget fængselsstraf eller udstår forvaring i Kriminalforsorgens

institutioner for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.

Det følger af § 12 i, stk. 6, at hvis Udbetaling Danmark konstaterer, at en

person, der er omfattet af en udelukkelses- eller karantæneperiode, får

udbetalt en offentlig ydelse, skal Udbetaling Danmark videregive

resultaterne af samkøringen eller sammenstillingen til den udbetalende

myndighed. Hvis ydelsen er udbetalt af en arbejdsløshedskasse, skal

Udbetaling Danmark ifølge § 12 i, stk. 7, videregive resultaterne af

samkøringen eller sammenstillingen til Styrelsen for Arbejdsmarked og

Rekruttering,

som

herefter

videregiver

oplysningen

til

arbejdsløshedskassen.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan anmode Udbetaling

Danmark om oplysninger om, hvilke myndigheder, der har modtaget

resultatet af en registersamkøring, med henblik på at styrelsen eventuelt kan

indhente en redegørelse om den foretagne sagsbehandling på baggrund af

resultatet af registersamkøringen, jf. § 12 f i lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område.

Samkøring, sammenstilling og videregivelse af oplysninger efter § 12 i, i

lov om Udbetaling Danmark, kan ske uden samtykke fra borgeren.

2.4.2. Beskæftigelsesministeriets overvejelser

Som udgangspunkt udbetales offentlige forsørgelsesydelser efter lov om

aktiv socialpolitik og folkepension, førtidspension, fleksløntilskud, støtte i

form af tilskud til selvstændig virksomhed, arbejdsløshedsdagpenge,

feriedagpenge, efterløn, barselsdagpenge, sygedagpenge samt fleksydelse

uafhængigt af, om den pågældende ydelsesmodtager tidligere har modtaget

dom for et strafbart forhold.

Dette udgangspunkt er fraveget ved lov nr. 674 af 8. juni 2017 om ændring

af retsplejeloven og forskellige andre love (Blokering af hjemmesider og

stop af offentlige ydelser til fremmedkrigere), hvor der blev indført en 3-

årig karantæneordning i ydelsessystemet for fremmedkrigere, som f.eks. har

modtaget dom for at have tilsluttet sig væbnede styrker i udlandet, for at

have overtrådt et udrejseforbud eller for at have indrejst eller opholdt sig i

visse konfliktområder, og som samtidig har modtaget en offentlig

forsørgelsesydelse under opholdet uden for Danmark.

Det er også fraveget ved lov nr. 1526 af 18. december 2018 om ændring af

lov om aktiv socialpolitik og forskellige andre love (Karantæneordning i

ydelsessystemet for bandekriminelle m.v.), hvor der blev indført en 3-årig

karantæneordning i ydelsessystemet for personer, som idømmes ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for en lovovertrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a. Straffelovens

§ 81 a indeholder en bestemmelse om strafforhøjelse og skærpet straf for

visse straffelovsovertrædelser med baggrund i rocker- og banderelaterede

konflikter m.v.

Karantæneordningen omfatter personer, der idømmes helt eller delvis

ubetinget fængselsstraf for en lovovertrædelse, der er omfattet af

straffelovens § 81 a. Karantæneordningen omfatter også personer, der er

idømt en anden strafferetlige retsfølge af frihedsberøvende karakter. Dette

omfatter anbringelsesdomme og behandlingsdomme efter straffelovens §§

68 og 69, hvor der sker frihedsberøvelse, forvaring efter straffelovens § 70

og ungdomssanktion efter straffelovens § 74 a.

De indførte karantæneordninger i ydelsessystemet betyder for det første, at

den dømte efter udstået straf højst vil kunne modtage kontanthjælp og visse

andre ydelser med et niveau svarende til satsen for selvforsørgelses- og

hjemrejseydelse eller overgangsydelse i en 3-årig karantæneperiode. For det

andet betyder karantæneordningerne, at hvis den dømte ikke har opholdt sig

i Danmark i sammenlagt 9 år inden for de seneste 10 år, vil der ved

beregning af optjening af retten til uddannelseshjælp eller kontanthjælp,

ikke kunne medregnes en karantæneperiode på 3 år. For det tredje medfører

karantæneordningerne, at den dømte bliver udelukket fra

arbejdsløshedsdagpenge og visse andre ydelser i en karantæneperiode på 3

år.

Regeringen (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Det

Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige er i juni 2021 blevet enige om

følgende:



Straffen for gentagen vold og for mishandling og grov vold begået

mod et barn af en person i eller nært knyttet til barnets husstand skal

skærpes med tredjedel.



Vandelskravet i reglerne om permanent opholdstilladelse skal skærpes,

så flere grove straffelovsovertrædelser end i dag kommer til at føre til

udelukkelse fra tidsubegrænset opholdstilladelse.



Karensreglen for familiesammenføring med børn udvides, således at

der som udgangspunkt ikke kan gives familiesammenføring til et barn i

en periode på ti år, hvis den herboende forælder eller dennes ægte-

fælle/samlever er idømt fængselsstraf for at sende et (andet) barn på

genopdragelse i udlandet.



Indførsel af sanktioner i ydelsessystemet for alle personer, der er straf-

fet for vold eller grov vold mod børn i nære relationer.

Beskæftigelsesministeriet finder, at den foreslåede karantæneordning for

personer, der får skærpet straffen for vold eller grov vold mod børn i nære

relationer, bør gennemføres ved, at den nuværende karantæneordning for

bandekriminelle, som blev indført ved lov nr. 1526 af 18. december 2018

om ændring af lov om aktiv socialpolitik og forskellige andre love, udvides

til også at gælde denne personkreds.

Karantæneordningen omfatter ikke dømte personer, hvor straffen alene er

bøde eller betinget fængselsstraf. Karantæneordningen omfatter ligeledes

ikke situationer, hvor den pågældende er idømt en anden strafferetlige

retsfølge, som ikke er af frihedsberøvende karakter, f.eks. dom til ambulant

behandling eller til tilsyn efter straffelovens §§ 68 og 69.

2.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at den gældende karantæneordning i ydelsessystemet, som

gælder for personer, der ved endelig dom idømmes ubetinget fængselsstraf

eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en

lovovertrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, udvides til også at

omfatte personer, som ved endelig dom idømmes ubetinget fængselsstraf

eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, og som får

skærpet straffen for vold eller for grov vold mod personer under 18 år i nære

relationer, jf. straffelovens § 244, stk. 2, eller § 245, stk. 1, 3. pkt.

Efter den foreslåede ændring af straffelovens § 244, stk. 2, og den foreslåede

indsættelse af et nyt punktum i straffelovens § 245, stk. 1, indebærer, at

straffen for gentagen vold og for mishandling og grov vold begået mod et

barn af en person i eller nært knyttet til barnets husstand skærpes med 1/3.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.4.3. i lovforslagets almindelige

bemærkninger

Det foreslås, at den 3-årige karantæneperiode regnes fra det tidspunkt, hvor

personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af

straffelovens § 244, stk. 2, eller § 245, stk. 1, 3. pkt. Fængselsstraf eller

anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter er udstået, når

personen løslades eller udskrives. Ved løsladelse eller udskrivning forstås

første løsladelse eller udskrivning, herunder prøveløsladelse og

prøveudskrivning, samt benådning fra den straf eller anden strafferetlig

retsfølge af frihedsberøvende karakter, den pågældende var idømt.

Karantæneordningen i ydelsessystemet foreslås for det første at medføre, at

den dømte i en 3-årig karantæneperiode efter udstået straf højst vil kunne

modtage følgende ydelser på niveau for selvforsørgelses- og

hjemrejseydelse og overgangsydelse:



Uddannelseshjælp, kontanthjælp, revalideringsydelse, ressourcefor-

løbsydelse i ressourceforløb, ressourceforløbsydelse i jobafkla-

ringsforløb og ledighedsydelse efter lov om aktiv socialpolitik.



Pension efter lov om social pension.



Pension efter lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og al-

mindelig førtidspension m.v.



Fleksløntilskud efter § 123 og tilskud til selvstændig virksomhed

efter § 126 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

For det andet foreslås det, at den dømte ikke vil kunne medregne en

karantæneperiode på 3 år ved beregningen af opholdsperioden efter § 11,

stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik. Efter denne bestemmelse er retten til

uddannelseshjælp eller kontanthjælp blandt andet betinget af, at personen

lovligt har opholdt sig her i riget i sammenlagt 9 år inden for de seneste 10

år. Personer, der ikke har opnået ret til uddannelseshjælp eller kontanthjælp,

kan, hvis de øvrige betingelser for at modtage hjælp efter § 11, i lov om

aktiv socialpolitik er opfyldt, modtage selvforsørgelse- og hjemrejseydelse

eller overgangsydelse.

For det tredje vil den dømte blive udelukket fra følgende ydelser i en 3-årig

karantæneperiode efter udstået straf:



Arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge og efterløn efter lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v.



Dagpenge efter barselsloven.



Sygedagpenge fra kommunen efter lov om sygedagpenge.



Fleksydelse efter lov om fleksydelse.



Hvis en kommune, Udbetaling Danmark eller en arbejdsløshedskasse

udbetaler ydelser til en person omfattet af den 3-årige karantæne, som den

pågældende ikke er berettiget til i karantæneperioden, skal beløbet kræves

tilbagebetalt. Med henblik på at sikre, at der kan træffes afgørelse om

tilbagebetaling, skal Udbetaling Danmark samkøre eller sammenstille

oplysninger om udbetalinger i karantæneperioden.

2.4.3.1. Nedsættelse af visse ydelser til niveauet for selvforsørgelses- og

hjemrejseydelse og overgangydelse i 3 år

2.4.3.1.1. Nedsættelse af ydelser efter lov om aktiv socialpolitik

Det foreslås, at personer, som ved endelig dom er idømt ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis

forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., jf.

lovforslagets § 2, fremover alene har ret til at modtage uddannelseshjælp,

kontanthjælp,

revalideringsydelse,

ressourceforløbsydelse

under

ressourceforløb eller jobafklaringsforløb og ledighedsydelse med et niveau

svarende til satsen for selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller

overgangsydelse i en 3-årig karantæneperiode.

Den 3-årige karantæneperiode skal regnes fra det tidspunkt, hvor personen

har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter.

Med forslaget vil et ægtepar, hvor begge modtager uddannelses- eller

kontanthjælp, men hvor den ene ægtefælle i ægteparret er omfattet af

forslaget om nedsættelse af hjælpen til niveauet for selvforsørgelses- og

hjemrejseydelse eller overgangsydelse blive behandlet på samme måde som

et ægtepar, hvor en eller begge modtager selvforsørgelses- og

hjemrejseydelse eller overgangsydelse.

Det betyder, at for et ægtepar, som modtager uddannelses- eller

kontanthjælp, hvor begge eller en af ægtefællerne er omfattet af forslaget

om nedsættelse af hjælpen til niveauet for selvforsørgelses- og

hjemrejseydelse eller overgangsydelse, vil hjælpen til ægteparret blive

beregnet efter § 26, stk. 1 eller 2, i lov om aktiv socialpolitik på baggrund

af satserne i § 22. Ægtefællerne anses ikke for at udnytte deres

arbejdsmuligheder efter § 13, stk. 1-6, og § 13 a, når ægteparret har

modtaget hjælp efter § 11 i sammenlagt 1 år eller derover inden for 3 år og

den pågældende ægtefælle ikke har dokumenteret, at han eller hun har haft

mindst 225 timers ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 12

kalendermåneder, jf. § 13 f, stk. 1.

Det betyder, at begge ægtefæller i et ægtepar, hvor den ene er omfattet af §

10 h, stk. 1, i lov om aktiv socialpolitik om, at en person, der er idømt

ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af

straffelovens § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18

år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., jf. lovforslagets § 2, i en periode på 3 år alene

kan modtage ydelser på niveau med selvforsørgelses- og hjemrejseydelse

eller overgangsydelse, og den anden er berettiget til selvforsørgelses- og

hjemrejseydelse eller overgangsydelse, vil få hjælpen beregnet som

summen af de beløb, som hver af ægtefællerne er berettiget til, jf. lovens §

26, stk. 1. Ægteparret skal også opfylde arbejdskravet på 225 timers

ordinært og ustøttet arbejde inden for de seneste 12 kalendermåneder, for at

de kan vedblive med at modtage fuld hjælp, når de som par har modtaget

hjælp i sammenlagt 1 år eller derover inden for 3 år, jf. § 13 f, stk. 1, i lov

om aktiv socialpolitik.

Det samme gælder, hvis den ene ægtefælle er berettiget til selvforsørgelses-

og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp eller kontanthjælp,

hvor den pågældende er omfattet af § 10 h, stk. 1, i lov om aktiv

socialpolitik, og den anden er berettiget til uddannelses- eller kontanthjælp,

og uddannelseshjælpen eller kontanthjælpen nedsættes således, at de to

forsørgelsesydelser sammenlagt svarer til uddannelseshjælpen eller

kontanthjælpen, dog således at begge mindst vil modtage det beløb, de hver

ville have modtaget i selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller

overgangsydelse, jf. lovens § 26, stk. 2.

Hvis en eller begge ægtefæller i et sådant ægtepar ikke opfylder

arbejdskravet på 225 timers ordinært og ustøttet arbejde, beregnes hjælpen

til parret efter § 26, stk. 8 og 9, og § 34, stk. 3. En eventuel danskbonus efter

§ 22, stk. 4-8, og tilsvarende beløb til en ægtefælle, jf. § 26, stk. 2, holdes

ude af beregningen, dvs. at den ægtefælle, der har opnået danskbonus,

beholder den, jf. § 26, stk. 8, i lov om aktiv socialpolitik.

En ugift person, der er omfattet af forslaget om nedsættelse af hjælpen til

niveauet for selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse,

omfattes ikke af 225-timersreglen.

Enlige og samlevende personer anses som ugifte i relation til 225-

timersreglen.

For personer, der er omfattet af forslaget om nedsættelsen af hjælpen til

niveauet for selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, vil

reglerne om kontanthjælpsloftet efter §§ 25 b-25 e, i lov om aktiv

socialpolitik finde tilsvarende anvendelse som for modtagere af

selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22 i lov

om aktiv socialpolitik. Det samme gælder reglerne om særlig støtte i § 34 i

lov om aktiv socialpolitik.

Det foreslås, at der også skal ske en henvisning til § 10 j, i lov om aktiv

socialpolitik, således personer omfattet af denne bestemmelse også får en

sanktion fordelt på 3 forskellige sanktionssatser i lighed med personer

omfattet af §§ 10 f eller h, når pågældende skal have en sanktion for f.eks.

uden rimelig grund at være ophørt i sit arbejde.

For en person, der er omfattet af forslaget om, at ledighedsydelsen nedsættes

til niveauet for selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse,

foreslås det, at personen først vil kunne modtage den høje sats for

ledighedsydelse efter § 74 a, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, når 3-

årsperioden for nedsættelsen af ledighedsydelsen er gået, uanset om den

pågældende har været ansat i et fleksjob i 9 måneder inden for 18 måneder,

før 3-årsperioden udløber.

Det betyder, at en person, der i 3-årsperioden har været ansat i 9 måneder

eller mere i et fleksjob, først bliver omfattet af § 74 a, stk. 4, fra det

tidspunkt, hvor 3-årsperioden er udløbet, og dermed først får den høje

ledighedsydelse efter § 74 a, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik, fra dette

tidspunkt.

Ifølge § 91, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, skal kommunen træffe

afgørelse om tilbagebetaling af udbetalte ydelser efter kapitel 4, 6 a-6 c og

7, hvis ydelserne overstiger niveauet for selvforsørgelses- og

hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, for den

periode, der er nævnt i §§ 10 f, 10 h og 10 j.

Hvis kommunen udbetaler fuld kontanthjælp til en ansøger, som er omfattet

af § 10 h, stk. 1 og 2, i lov om aktiv socialpolitik, skal kommunen således

kræve tilbagebetaling af forskellen mellem den udbetalte hjælp og den

hjælp, som personen skulle have haft.

Forslaget betyder, at kommunen skal træffe afgørelse om tilbagebetaling af

udbetalte ydelser efter kapitel 4, 6 og 6 a-6 c, i lov om aktiv socialpolitik,

hvis ydelserne overstiger niveauet for selvforsørgelses- og hjemrejseydelse

eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i den 3-årige periode, for

personer, der omfattes af forslaget.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 3.

2.4.3.1.2. Nedsættelse af folkepension, førtidspension, seniorpension og

tidlig pension

Det foreslås, at personer, som ved endelig dom er idømt ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis

forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., jf.

lovforslagets § 2, fremover alene har ret til at modtage folkepension,

førtidspension, seniorpension eller tidlig pension svarende til satsen for

selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse i en 3-årig

karantæneperiode.

Forslaget omfatter fsva. folkepension og førtidspension efter gammel

ordning det beregnede grundbeløb og pensionstillæg, jf. § 31, stk. 4, i lov

om social pension, og § 29, stk. 5, i lov om højeste, mellemste, forhøjet

almindelig og almindelig førtidspension m.v., seniorpension og

førtidspension, jf. lovens § 32 c, stk. 2, og tidlig pension, jf. lovforslagets §

4, nr.3.

Den 3-årige karantæneperiode skal regnes fra det tidspunkt, hvor personen

har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter.

Forslaget vil endvidere medføre, at Udbetaling Danmark skal træffe

afgørelse om tilbagebetaling af for meget udbetalt pension i 3-årsperioden,

hvis den udbetalte pension i denne periode overstiger selvforsørgelses- og

hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv

socialpolitik.

Det foreslås endelig, at det præciseres, at tidlig pension på samme måde som

førtidspension og seniorpension højst kan udbetales med et beløb svarende

til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, når den

tidlige pensionist er omfattet af §§ 46 d, 46 f eller 46 g i lov om social

pension.

Forslaget vil betyde, at det i loven tydeliggøres, at dømte fremmedkrigere,

dømte bandekriminelle og personer, der er dømt for vold eller grov vold

mod børn i nære relationer, samt tiltalte i straffesager, der uden lovligt

forfald udebliver fra retsmøder, højst kan få udbetalt tidlig pension med et

beløb svarende til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller

overgangsydelse.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets §§ 4 og 5.

2.4.3.1.3. Nedsættelse af fleksløntilskud eller støtte i form af tilskud til

selvstændig virksomhed

Det foreslås, at personer, som ved endelig dom er idømt ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis

forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., jf.

lovforslagets § 2, fremover alene har ret til et beregnet fleksløntilskud eller

et beregnet tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende med en væsentligt og

varigt nedsat arbejdsevne på et niveau svarende til satsen for

selvforsørgelses- og hjemrejseydelse og overgangsydelse i en 3-årig

karantæneperiode.

Det foreslås endvidere, at den 3-årige karantæneperiode skal regnes fra det

tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig

retsfølge af frihedsberøvende karakter.

Forslaget vil endvidere medføre, at kommunen skal træffe afgørelse om

tilbagebetaling af udbetalt fleksløntilskud eller tilskud til selvstændigt

erhvervsdrivende i 3-årsperioden, hvis det udbetalte tilskud i denne periode

overstiger selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter

§ 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 6.

2.4.3.2. Karantæneperiode på 3 år ved beregning af ret til uddannelses-

eller kontanthjælp

Det foreslås, at personer, som ved endelige dom er idømt ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis

forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., jf.

lovforslagets § 2, fremover ikke skal have medregnet en karantæneperiode

på 3 år ved beregningen af kravet om lovligt ophold her i riget i sammenlagt

9 år inden for de seneste 10 år, der gælder for at kunne modtage

uddannelses- eller kontanthjælp, jf. § 11, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik.

Er opholdskravet og beskæftigelseskravet, jf. § 11, stk. 8, ikke opfyldt, yder

kommunen selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, jf.

lovens § 11, stk. 11.

Det foreslås endvidere, at den 3-årige periode skal regnes fra det tidspunkt,

hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter. I den 3-årige karantæneperiode kan der

udbetales selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse efter

§ 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, hvis betingelserne for

modtagelse af hjælpen i øvrigt er opfyldt.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 3.

2.4.3.3. Udelukkelse fra visse ydelser i 3 år

2.4.3.3.1. Udelukkelse fra udbetaling

feriedagpenge eller efterløn

arbejdsløshedsdagpenge,

Det foreslås, at personer, som ved endelige dom er idømt ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for en overtrædelse, der er omfattet af staffelovens § 244, stk. 2, hvis

forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., jf.

lovforslagets § 2, fremover skal udelukkes fra ret til

arbejdsløshedsdagpenge, feriedagpenge og efterløn efter lov om

arbejdsløshedsforsikring m.v. i en 3-årig karantæneperiode, uanset om

personen i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage disse ydelser.

Den 3-årige periode skal regnes fra det tidspunkt, hvor personen har udstået

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende

karakter.

Det foreslås endvidere, at i tilfælde, hvor Udbetaling Danmark ved

samkøring eller sammenstilling af oplysninger konstaterer, at et medlem af

en arbejdsløshedskasse har fået udbetalt arbejdsløshedsdagpenge,

feriedagpenge eller efterløn i den 3-årige karantæneperiode, jf. afsnit

2.4.3.4., skal arbejdsløshedskassen træffe afgørelse om, at medlemmet skal

betale ydelsesbeløbet tilbage.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 7.

2.4.3.3.2. Udelukkelse fra udbetaling af dagpenge efter barselsloven

Det foreslås, at personer, som ved endelig dom er idømt ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis

forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., jf.

lovforslagets § 2, fremover skal udelukkes fra ret til dagpenge efter

barselsloven i en 3-årig karantæneperiode, uanset om personen i øvrigt

opfylder betingelserne for at modtage dagpenge efter barselsloven.

Den 3-årige karantæneperiode skal regnes fra det tidspunkt, hvor personen

har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter.

Det foreslås endvidere, at i tilfælde, hvor Udbetaling Danmark ved

samkøring eller sammenstilling af oplysninger konstaterer, at en person har

modtaget dagpenge efter barselsloven i den 3-årige karantæneperiode, jf.

afsnit 2.4.3.4., skal Udbetaling Danmark træffe afgørelse om

tilbagebetaling.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 8.

2.4.3.3.3. Udelukkelse fra udbetaling af sygedagpenge fra kommunen

Det foreslås, at personer, som ved endelig dom er idømt ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis

forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., jf.

lovforslagets § 2, fremover skal udelukkes fra ret til sygedagpenge fra

kommunen efter lov om sygedagpenge i en 3-årig karantæneperiode, uanset

om personen i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage sygedagpenge

fra kommunen.

Den 3-årige karantæneperiode skal regnes fra det tidspunkt, hvor personen

har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter.

Det foreslås endvidere, at i tilfælde, hvor Udbetaling Danmark ved

samkøring eller sammenstilling af oplysninger konstaterer, at en person har

modtaget sygedagpenge fra kommunen i den 3-årige karantæneperiode, jf.

afsnit 2.4.3.4., skal kommunen træffe afgørelse om tilbagebetaling.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 9.

2.4.3.3.4. Udelukkelse fra udbetaling af fleksydelse

Det foreslås, at personer, som ved endelig dom er idømt ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis

forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., jf.

lovforslagets § 2, fremover skal udelukkes fra ret til udbetaling af

fleksydelse fra Udbetaling Danmark efter lov om fleksydelse i en 3-årig

karantæneperiode, uanset om personen i øvrigt opfylder betingelserne for at

modtage fleksydelse.

Den 3-årige karantæneperiode skal regnes fra det tidspunkt, hvor personen

har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter.

Det foreslås endvidere, at i tilfælde, hvor Udbetaling Danmark ved

samkøring eller sammenstilling af oplysninger konstaterer, at en person har

modtaget fleksydelse i den 3-årige karantæneperiode, jf. afsnit 2.4.3.4, skal

Udbetaling Danmark træffe afgørelse om tilbagebetaling.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 10.

2.4.3.4. Registrering hos og videregivelse af oplysninger fra Udbetaling

Danmark

Den foreslåede karantæneordning for voldsdømte, jf. lovforslagets §§ 3-10,

vil gælde for alle personer, der ved endelig dom idømmes ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis

forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., og

perioden regnes fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf

eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter. Det skal

derfor sikres, at de myndigheder og arbejdsløshedskasser, som administrerer

lovgivningen på de forskellige ydelsesområder, bliver gjort bekendt med, at

en person er i en karantæneperiode.

Det findes hensigtsmæssigt, at én myndighed samler oplysninger om alle

domfældte efter straffelovens bestemmelser, der indebærer en

karantæneperiode, og løbende følger med i, om personerne får udbetalt

offentlige ydelser, og i givet fald orienterer den udbetalende myndighed

eller arbejdsløshedskasse. Det vurderes, at opgaven med at samle og

formidle oplysninger om personer, der ved endelig dom er idømt ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis

forholdet er begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt.,

bør placeres hos Udbetaling Danmark, som i forvejen, jf. § 12 i, i lov om

Udbetaling Danmark, varetager den tilsvarende opgave vedrørende

domfældte fremmedkrigere og bandekriminelle, der er udelukket fra eller

har en begrænset ret til offentlige ydelser.

Udbetaling Danmark vil ikke kunne foretage samkøring og videregive

oplysninger om karantæneramte voldsdømte personer med hjemmel i de

gældende regler i § 12 i, i lov om Udbetaling Danmark.

Ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april

2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om

ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse),

herefter benævnt databeskyttelsesforordningen, er der fastsat regler om

databeskyttelse.

Det fremgår bl.a. af forordningens artikel 5, stk. 1, at personoplysninger skal

behandles lovligt, rimeligt og på en gennemsigtig måde i forhold til den

registrerede, indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og ikke

må viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål, og være

tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold

til de formål, hvortil de behandles.

Det fremgår af forordningens artikel 10, 1. pkt., at behandlingen af

oplysninger om strafbare forhold på grundlag af artikel 6, stk. 1, kun må

foretages under kontrol af en offentlig myndighed.

Efter forordningens artikel 6 kan der blandt andet ske behandling af

oplysninger, hvis behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig

forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, jf. forordningens artikel 6, stk.

1, litra c, eller hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelse af en

opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig

myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt, jf.

forordningens artikel 6, stk. 1, litra e.

Efter forordningens artikel 6, stk. 2, kan medlemsstaterne opretholde eller

indføre mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen af

forordningens bestemmelser om behandling med henblik på overholdelse af

artikel 6, stk. 1, litra c og e, ved at fastsætte mere specifikke krav til

behandling og andre foranstaltninger for at sikre lovlig og rimelig

behandling, herunder for andre specifikke databehandlingssituationer som

omhandlet i forordningens kapitel IX (artikel 85-91).

Efter forordningens artikel 6, stk. 3, skal grundlaget for behandlingen i

henhold til stk. 1, litra c og e, fremgå af EU-retten eller medlemsstaternes

nationale ret, og formålet med behandlingen skal være fastlagt i dette

retsgrundlag eller for så vidt angår den behandling, der er omhandlet i artikel

6, stk. 1, litra e, være nødvendig for udførelsen af en opgave i samfundets

interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse. Dette

retsgrundlag kan indeholde specifikke bestemmelser med henblik på at

tilpasse anvendelsen af bestemmelserne i forordningen, blandt andet de

generelle betingelser for lovlighed af den dataansvarliges behandling, hvilke

typer oplysninger, der skal behandles, berørte registrerede, hvilke enheder

personoplysninger må videregives til, og formålet hermed,

formålsbegrænsninger, opbevaringsperioder og behandlingsaktiviteter samt

behandlingsprocedurer, herunder foranstaltninger til sikring af lovlig og

rimelig behandling såsom i andre specifikke databehandlingssituationer

som omhandlet i forordningens kapitel IX. EU-retten eller

medlemsstaternes nationale ret skal opfylde et formål i samfundets interesse

og stå i rimeligt forhold til det legitime mål, der forfølges. Efter

databeskyttelsesforordningen er det således muligt at opretholde og indføre

mere specifikke bestemmelser for at tilpasse anvendelsen i forbindelse med

artikel 6, stk. 1, litra c og e, vedrørende behandling på baggrund af en retlig

forpligtelse eller i samfundets interesse.

Det er Beskæftigelsesministeriets vurdering, at Udbetaling Danmarks

behandling af oplysninger, samkøring, sammenstilling og videregivelse af

oplysninger om personer, der er udelukket fra eller har en begrænset ret til

offentlige ydelser som følge af en endelig dom om ubetinget fængselsstraf

eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en

overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis forholdet er

begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., kan finde sted

inden for rammerne af bestemmelserne i databeskyttelsesforordningen.

Det er samtidig Beskæftigelsesministeriets vurdering, at den påtænkte

behandling af oplysninger om strafbare forhold er nødvendig for varetagelse

af opgaven med at administrere den foreslåede karantæneordning. På den

baggrund foreslås det, at anvendelsesområdet for § 12 i, stk. 2, i lov om

Udbetaling Danmark udvides, således at det fremgår, at Udbetaling

Danmarks samkøring og sammenstilling af oplysninger, og videregivelse af

resultaterne heraf, også vil omfatte personer, der er udelukket fra eller har

en begrænset ret til offentlige ydelser som følge af en endelig dom om

ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af

straffelovens § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18

år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt.

Forslaget indebærer, at Udbetaling Danmark skal samkøre eller

sammenstille oplysninger om personer, der ved endelig dom er idømt

ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af

frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af

straffelovens § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18

år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., med oplysninger fra indkomstregisteret og med

nødvendige indtægtsoplysninger fra andre registre, herunder fra andre

myndigheder, med henblik på kontrol af, om personerne uberettiget har fået

udbetalt en offentlig ydelse i den periode, hvor de som følge af dommen

efter de nævnte bestemmelser i straffeloven er udelukket fra eller har en

begrænset ret til at modtage offentlige ydelser i en 3-årsperiode.

Det bemærkes, at forslaget indebærer behandling, herunder videregivelse af

oplysninger om strafbare forhold. Der er fastsat særlige regler om

behandling af oplysninger om strafbare forhold i databeskyttelsesloven. Det

følger således af databeskyttelseslovens § 8, stk. 1, at der for den offentlige

forvaltning ikke må behandles oplysninger om strafbare forhold,

medmindre det er nødvendigt for varetagelsen af myndighedens opgaver.

Det følger af lovens § 8, stk. 2, at de i stk. 1 nævnte oplysninger ikke må

videregives. Videregivelse kan dog bl.a. ske, hvis videregivelsen er

nødvendig for udførelsen af en myndigheds virksomhed eller påkrævet for

en afgørelse, som myndigheden skal træffe. Den foreslåede ordning

vurderes at være i overensstemmelse med databeskyttelseslovens § 8, stk. 2,

nr. 3.

For modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller

overgangsydelse, der ifølge de foreslåede ændringer vil blive omfattet af en

3-årig karantæneperiode, der ikke kan indgå ved beregning af opholdskravet

på sammenlagt 9 år inden for de seneste 10 år, er der behov for en

samkøringsperiode på 13 år. En person, der får karantæne efter lovforslagets

§ 3, nr. 2, vil således være længere tid om at opnå ret til uddannelses- og

kontanthjælp, idet den 3-årige karantæneperiode ikke kan medregnes. For at

sikre, at ingen personer, der har fået en karantæneperiode efter lovforslagets

§ 3, nr. 2, overgår til uddannelses- eller kontanthjælp, før karantæneperioden

på 3 år er forløbet og opholdskravet på sammenlagt mindst 9 år inden for de

seneste 10 års ophold i Danmark er opfyldt, er der behov for at samkøre og

sammenstille oplysningerne i en periode på 13 år. For denne målgruppe er

det nødvendigt, at Udbetaling Danmark i en 13-årig periode kan oplyse

udbetalende kommune om, at der er en 3-årig karantæneperiode, der ikke

kan medregnes ved beregningen af opholdskravet efter § 11, stk. 3, i lov om

aktiv socialpolitik.

På den baggrund foreslås anvendelsesområdet i lovens § 12 i stk. 3, udvidet,

således at samkøringsperioden på 13 år for visse modtagere af

selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse også vil gælde

for målgruppen i den foreslåede karantæneordning.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 11, nr. 2.

Den foreslåede periode med udelukkelse fra eller begrænset ret til offentlige

ydelser regnes fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf

eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en

overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis forholdet er

begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt. Fængselsstraf

eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter er udstået,

når personen løslades eller udskrives. For at kunne afgrænse perioden med

kontrol af oplysninger fra indkomstregisteret m.v., har Udbetaling Danmark

derfor brug for at blive underrettet, når personen bliver løsladt eller

udskrevet.

Derfor foreslås målgruppen i § 12 i, stk. 5, i lov om Udbetaling Danmark

udvidet, således at Kriminalforsorgen skal underrette Udbetaling Danmark,

når en person, der afsoner ubetinget fængselsstraf eller udstår forvaring i

Kriminalforsorgens institutioner for en overtrædelse, der er omfattet af

straffelovens § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18

år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., løslades. Kriminalforsorgen har ikke i alle

tilfælde oplysninger om løsladelse og udskrivning af personer, der udstår

anden strafferetslig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en

overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 244, stk. 2, hvis forholdet er

begået mod en person under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt. Det kan f.eks.

være i tilfælde, hvor en person er idømt behandling på en psykiatrisk

afdeling, hvor overlægen træffer beslutning om udskrivelse til fortsat

ambulant behandling. Det forslås derfor, at den eksisterende bemyndigelse

i § 12 i, stk. 5, hvorefter beskæftigelsesministeren efter forhandlinger med

vedkommende minister kan fastsætte nærmere regler om underretning af

Udbetaling Danmark om oplysninger om løsladelse eller udskrivning af en

person, der udstår anden strafferetslig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, ændres således,

at bemyndigelsen tillige kommer til at omfatte personer omfattet af

straffelovens § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18

år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt. Derved sikres det, at Udbetaling Danmark i alle

tilfælde får de nødvendige oplysninger til at iværksætte samkøring og

sammenstilling med oplysninger fra indkomstregisteret.

Det antages, at nogle af de personer, der vil blive omfattet af den foreslåede

karantæneordning i ydelsessystemet som følge af overtrædelse af

straffelovens § 244, stk. 2, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., vil have været

varetægtsfængslet under retssagen i et omfang, som betyder, at den idømte

fængselsstraf er udstået på tidspunktet for dommen. I sådanne tilfælde vil

den dømte ikke blive indsat til afsoning i en institution under

Kriminalforsorgen, men blive løsladt umiddelbart efter domsafsigelsen.

Karantæneperioden i ydelsessystemet vil derfor også begynde på

tidspunktet for den endelige dom. Det kan endvidere ikke udelukkes, at

personer dømt efter straffelovens § 81 a, tilsvarende vil have været

varetægtsfængslet under retssagen i et omfang, som betyder, at den idømte

fængselsstraf er udstået på tidspunktet for dommen.

For at sikre, at der kan iværksættes registersamkøring og sammenstilling af

indtægtsoplysninger med det samme i tilfælde af, at en person har udstået

sin straf og løslades umiddelbart efter domsafsigelsen, foreslås det at tilføje

i § 12 i, stk. 5, i lov om Udbetaling Danmark, at Anklagemyndigheden skal

underrette Udbetaling Danmark, hvis en person ved endelig dom er idømt

ubetinget fængselsstraf for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens

§ 81 a, § 244, stk. 2, hvis forholdet er begået mod en person under 18 år,

eller § 245, stk. 1, 3. pkt., og den pågældende på tidspunktet for den endelige

dom har udstået fængselsstraffen.

Udbetaling Danmark skal efter den gældende § 12 i, stk. 6, i lov om

Udbetaling Danmark videregive resultaterne af samkøringen eller

sammenstillingen efter § 12 i, stk. 1-3, til en myndighed, der udbetaler en

ydelse til en person i perioden med udelukkelse fra eller begrænset ret til

offentlige ydelser, der er omfattet af en karantæneperiode, uanset om

karantænen skyldes en dom som fremmedkriger eller en dom om ubetinget

fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter

for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a. Med de

foreslåede ændringer af § 12 i, stk. 2 og 3, vil Udbetaling Danmarks

videregivelse af resultater af samkøring eller sammenstilling, jf. § 12 i, stk.

6, fremover også omfatte målgruppen i den foreslåede karantæneordning for

voldsdømte personer.

Myndigheden bliver derved vidende om, at personen er udelukket fra eller

kun har begrænset ret til offentlige ydelser i en 3-årig periode, så der kan

tages højde for det i myndighedens sagsbehandling.

Når det drejer sig om en ydelse, der er udbetalt af en arbejdsløshedskasse i

karantæneperioden, skal Udbetaling Danmark, i lighed med den gældende

videregivelsesordning efter § 12 i, stk. 6, i lov om Udbetaling Danmark i

sager om dømte fremmedkrigere og bandekriminelle, fremover også

videregive resultater af samkøring vedrørende voldsdømte personer til

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, som giver oplysningerne

videre til arbejdsløshedskassen.

Hvis det konstateres, at en person har fået udbetalt en offentlig ydelse i 3-

års perioden i strid med reglerne, skal myndigheden eller

arbejdsløshedskassen kræve beløbet tilbagebetalt.

Med den foreslåede udvidelse af målgruppen for Udbetaling Danmarks

registersamkøring og sammenstilling af oplysninger efter § 12 i, stk. 2 og 3,

vil § 12 f i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område,

hvorefter Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan indhente

redegørelser fra myndigheder, der modtager resultater af Udbetaling

Danmarks registersamkøringer efter § 12 i, stk. 6, i lov om Udbetaling

Danmark, derved fremover også omfatte resultater af samkøringer

vedrørende persongruppen i den foreslåede karantæneordning for

voldsdømte personer.

Myndigheden vil således være forpligtet til på styrelsens anmodning at

redegøre for den foretagne sagsbehandling på baggrund af oplysningerne

om resultatet af registersamkøringen. Redegørelsen kan både omfatte

faktiske oplysninger om de foretagne sagsskridt og eventuelle afgørelser til

personen med det formål at skabe sikkerhed for, at myndigheden har

forholdt sig til de modtagne oplysninger og undersøgt, om personen har

modtaget ydelsen med urette. Der er således tale om en kontrol af

myndighedernes opfølgning og ikke en kontrol rettet mod den enkelte

borger. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan og skal ikke ændre

myndighedernes vurderinger og afgørelser i de konkrete sager.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 11, nr. 2-4.

2.5. Fleksibel udbetaling af repatrieringsstøtte og hjemrejsestøtte

2.5.1. Gældende ret

2.5.1.1. Hjælp til repatriering

Det følger af repatrieringslovens § 7, stk. 1, at kommunalbestyrelsen efter

ansøgning yder hjælp til repatriering til en person, der er omfattet af § 3, stk.

1 eller 6. Personer omfattet af repatrieringsordningens personkreds er

således flygtninge m.v., familiesammenførte til flygtninge m.v., andre

familiesammenførte udlændinge samt danske statsborgere med dobbelt

statsborgerskab, der i forbindelse med repatriering løses fra deres danske

statsborgerskab. Der kan kun udbetales hjælp til repatriering, hvis personen

ikke har midler hertil og ønsker at vende tilbage til hjemlandet, det tidligere

opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig

tilknytning, med henblik på at tage varig bopæl.

Hjælp til repatriering udbetales som led i personens tilbagevenden til

hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende

har nær familiemæssig tilknytning. Ved vurderingen af, om personen har

midler til repatriering, ser kommunalbestyrelsen bort fra formuebeløb,

herunder i form af kapitalpension m.v., på op til 50.000 kr. for enlige og op

til 100.000 kr. for ægtefæller, jf. repatrieringslovens § 7, stk. 11.

Hjælp til repatriering omfatter udgifter til rejsen fra Danmark til hjemlandet,

det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær

familiemæssig tilknytning, udgifter til transport af personlige ejendele eller

hjælp til udgifter til køb af personligt bohave, udgifter til transport af

erhvervsudstyr, etableringshjælp, køb af erhvervsudstyr, sygeforsikring i et

år i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den

pågældende har nær familiemæssig tilknytning, udgifter til medbragt

lægeordineret medicin, udgifter til nødvendige personlige hjælpemidler og

nødvendig vaccination samt udgifter til skolegang, jf. repatrieringslovens §

7 a, stk. 1, nr. 1-10, jf. nedenfor. Satserne reguleres årligt.

Hjælp til etablering i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land,

hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, jf.

repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 4, udgifter til sygeforsikring i

hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende

har nær familiemæssig tilknytning, jf. § 7 a, stk. 1, nr. 6, og udgifter til

skolegang, jf. § 7 a, stk. 1, nr. 9, samt hjælp til dækning af

behandlingsudgifter, jf. § 7 a, stk. 4, udbetales i to dele, jf. § 7 a, stk. 2-5.

Første del af hjælpen udbetales således i Danmark i forbindelse med

tilbagevenden til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil

den pågældende har nær familiemæssig tilknytning.

Det følger af udlændingelovens § 17 a, stk. 1 og 2, at der for visse

udlændinge, der med henblik på at tage varigt ophold vender tilbage til

hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende

har nær familiemæssig tilknytning, og dermed opgiver bopælen her i landet,

gælder en særlig fortrydelsesret på op til 12 på hinanden følgende måneder,

som i visse tilfælde kan forlænges op til i alt 24 måneder. Fortrydelsesretten

indebærer, at opholdstilladelsen ikke skal anses for bortfaldet, uanset at

udlændingen er repatrieret til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et

land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, og dermed

har opgivet sin bopæl i Danmark.

For udlændinge, der efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, har en

fortrydelsesret på 12 måneder eller mere, udbetales den resterende del af

hjælp til repatriering, jf. ovenfor, efter fortrydelsesrettens udløb. For andre

udlændinge – hvor fortrydelsesretten efter udlændingelovens § 17 a er af

kortere varighed end 12 måneder, eller hvor der ikke gælder nogen

fortrydelsesret – udbetales den resterende del af hjælp til repatriering 12

måneder efter udrejsen af Danmark.

For udlændinge gælder det således, at den resterende del af hjælp til

repatriering kan udbetales, når de tidsmæssige betingelser er opfyldt, dvs.

typisk når der er forløbet 12 måneder fra udrejsen af Danmark, eller når

fortrydelsesretten herefter udløber.

Hvis den pågældende er dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab

udbetales den resterende del af hjælp til repatrieringen, når den pågældende,

på baggrund af en ansøgning om ubetinget løsning fra det danske

statsborgerskab indgivet senest 12 måneder efter udrejsen af Danmark,

fremlægger dokumentation for, at den pågældende og dennes eventuelle

børn, der er omfattet af repatrieringen, er ubetinget løst fra det danske

statsborgerskab. Tilsvarende skal børn, som er født efter kommunens

endelige tilsagn om hjælp til repatriering og dermed ikke modtager hjælp til

repatriering, og som opholder sig sammen med den repatrierede forælder i

dennes hjemland, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den

pågældende har nær familiemæssig tilknytning, løses fra deres danske

statsborgerskab. Er den pågældende dansk statsborger med dobbelt

statsborgerskab, der har børn, der er født efter kommunens endelige tilsagn

om hjælp til repatriering, og som følger den repatrierede forælder, udbetales

den resterende hjælp til henholdsvis etablering, sygeforsikring,

behandlingsudgifter og skoleudgifter, når den pågældende herudover

fremlægger dokumentation for ubetinget løsning for disse børn.

Formålet med opdeling af udbetaling af hjælp til repatriering er at forhindre

misbrug af ordningen, jf. Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 1246.

Opdelingen af støtten øger samtidig motivationen til at blive i hjemlandet.

Den enkelte person skal selv rette henvendelse til de danske myndigheder

med oplysninger om nuværende adresse og bankforbindelse for at få

udbetalt den sidste del af hjælpen.

2.5.1.1.1.

Udgifter til rejsen fra Danmark til hjemlandet, det tidligere

opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær

familiemæssig tilknytning

Kommunalbestyrelsen påser i forbindelse med behandling af en ansøgning

om repatrieringsstøtte, hvilke udgifter, der i den konkrete sag kan ydes hjælp

til.

Der kan efter repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 1, ydes hjælp til udgifter

til rejsen fra Danmark til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land,

hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning. Hjælpen

omfatter alle transportomkostninger for personen fra bopælen i Danmark til

bestemmelsesstedet i repatrieringslandet. Hjemrejsen skal foretages så

billigt som muligt.

2.5.1.1.2.

Transport af personlige ejendele eller hjælp til udgifter til køb

af personligt bohave

Efter repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 2, kan der ydes hjælp til udgifter

på højst 31.836 kr. pr. person til transport af personlige ejendele eller hjælp

til køb af personligt bohave. Den enkelte kan således selv vælge enten at få

støtte til transport af personlige ejendele eller en startpakke til køb af bohave

for samme beløb, som der kan ydes i transportstøtte.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende

2017-18, tillæg A, L 196 som fremsat, side 7, at hvis der ønskes hjælp til

transport af personlige ejendele, skal transporten til bestemmelsesstedet ske

billigst muligt og kan foregå med skib, tog, lastvogn m.v. Hvis der i stedet

vælges tilskud til køb af personligt bohave, er det ikke en betingelse for

udbetalingen, at den pågældende dokumenterer at have udgifter svarende til

31.836 kr. forbundet med køb af nyt bohave i hjemlandet eller det tidligere

opholdsland. Der er ikke krav om eftersendelse af dokumentation for køb af

nyt bohave.

2.5.1.1.3.

Transport af udstyr, der er nødvendigt for personens eller

dennes families erhverv

Der kan efter repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 3, ydes hjælp til udgifter

til transport af erhvervsudstyr. Der kan ydes støtte på op til 16.775 kr. til

transport af forskelligt udstyr, der er nødvendigt for personen eller dennes

families erhverv i hjemlandet eller det tidligere opholdsland. Det er således

et krav, at udstyret er nødvendigt i forhold til erhvervet.

2.5.1.1.4.

Etablering i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land,

hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning

Hjælp til etablering efter repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 4, udgør indtil

144.900 kr. pr. person, der er fyldt 18 år, og indtil 44.193 kr. pr. person, der

er under 18 år. Hjælpen udbetales i to dele, hvoraf indtil henholdsvis 57.960

kr. pr. person og indtil 17.677,2 kr. pr. person – svarende til 40 pct. af det

samlede beløb – udbetales i forbindelse med tilbagevenden, mens det

resterende beløb udbetales efter fortrydelsesrettens udløb, eller – for de

udlændinge, som ikke har fortrydelsesret – 12 måneder efter udrejsen fra

Danmark, jf. lovens § 7 a, stk. 2. For at forhindre misbrug af

repatrieringsordningen og samtidig øge den enkelte udlændings motivation

til at blive i hjemlandet gennemførte regeringen i folketingsåret 2003-04 en

opdeling af etableringshjælpen – der tidligere udgjorde et engangsbeløb,

som havde til formål at støtte personen på tidspunktet for tilbagevenden –

således at denne udbetales i to dele, jf. herved lov nr. 1157 af 19. december

2003.

2.5.1.1.5.

Køb af erhvervsudstyr til fremme af beskæftigelsesmuligheder

og transport af sådant udstyr

Det følger af repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 5, at kommunalbestyrelsen

kan yde hjælp til udgifter på højst 16.775 kr. til køb af erhvervsudstyr, der

vil være egnet til at fremme udlændingens beskæftigelsesmuligheder i

hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende

har nær familiemæssig tilknytning, samt udgifter på højst 21.665 kr. til

transport af sådant udstyr. Det fremgår af bemærkningerne til

bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1998-99, tillæg A, side 4503, at det

ikke er en betingelse, at erhvervsudstyret skal anvendes af den enkelte

udlænding selv, men den pågældende skal selv deltage i erhvervet. Der er

således mulighed for, at flere personer i fællesskab kan modtage støtte til

fælles indkøb af erhvervsudstyr.

Det er en betingelse, at udstyret skal være egnet til at fremme udlændingens

beskæftigelsesmuligheder, og at udlændingen fremlægger en erhvervsplan

med henblik på at kunne få bevilget støtten, jf. Folketingstidende 2017-18,

tillæg A, L 196 som fremsat, side 13.

2.5.1.1.6.

Sygeforsikring og behandling i hjemlandet, det tidligere

opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær

familiemæssig tilknytning

Der kan i medfør af repatrieringslovens § 7 a, stk. 2, nr. 6, ydes støtte til

udgifter til sygeforsikring i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et

land, hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, til

personer, der på tidspunktet for tilbagevenden er fyldt 18 år, hvis der ikke

på anden måde er etableret en sådan forsikring, på op til 8.118 kr. pr. år i op

til fire år, dvs. at hjælpen i alt højst kan udgøre 32.472 kr. pr. person over

18 år.

Hjælp til udgifter til sygeforsikring udbetales i to dele, jf.

repatrieringslovens § 7 a, stk. 3. Første del af hjælpen, svarende til udgifter

til det første år, udbetales ved tilbagevenden. Det fremgår af

bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A,

L 174 som fremsat, side 5, at det er en betingelse for udbetaling af første del

af hjælpen, at der fremvises dokumentation for betalt forsikring. I tilfælde,

hvor forsikringen kun kan tegnes i forbindelse med ophold i hjemlandet eller

det tidligere opholdsland, kan første udbetaling ske på baggrund af et tilbud

om forsikring. Anden del af hjælp til udgifter til sygesikring udgøres af den

hjælp, kommunalbestyrelsen har bevilget for andet, tredje og fjerde år. For

udlændinge, der har fortrydelsesret, udbetales den resterende del af hjælp til

sygeforsikring efter fortrydelsesfristens udløb. For andre personer udbetales

den resterende del af hjælp til sygeforsikring 12 måneder efter udrejsen af

Danmark.

Det er i nogle lande ikke muligt eller meget vanskeligt at tegne en

sygeforsikring. Kommunalbestyrelsen kan på den baggrund efter

repatrieringslovens § 7 a, stk. 4, i stedet for at yde hjælp til udgifter til

sygesikring, jf. § 7 a, stk. 1, nr. 6, når sygeforsikring ikke eller kun meget

vanskeligt kan tegnes i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land,

hvortil den pågældende har nær familiemæssig tilknytning, udbetale 8.118

kr. pr. år i op til fire år med det formål at dække behandlingsudgifter, dvs. i

alt højst 32.472 kr.

Hjælp til behandlingsudgifter udbetales i to dele, jf. lovens § 7 a, stk. 4,

således at hjælp til udgifter til det første år udbetales ved tilbagevenden til

hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende

har nær familiemæssig tilknytning. For udlændinge, der har fortrydelsesret

efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, udbetales den resterende del af

hjælp til udgifter efter fortrydelsesfristens udløb. For andre personer

udbetales den resterende del af hjælp til udgifter 12 måneder efter udrejsen

af Danmark.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende

2016-17, tillæg A, L 174 som fremsat, side 16, at der ikke stilles krav om,

personen

skal

fremlægge

dokumentation

for

afholdte

behandlingsudgifter.

2.5.1.1.7.

Medbragt lægeordineret medicin

Der kan i medfør af repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 7, ydes støtte til

dækning af udgifter til nødvendig lægeordineret medicin til højst 1 års

forbrug. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf.

Folketingstidende 1998-99, tillæg A, side 4503-4504, at medicinen

forudsættes så vidt muligt indkøbt i Danmark inden udrejsen til hjemlandet

eller det tidligere opholdsland. Hvis medicinen har begrænset holdbarhed,

kan udgifterne til indkøb af medicinen i hjemlandet dog dækkes ved

forudbetaling. Det er en betingelse for at dække udgifter til nødvendig

lægeordineret medicin, at personen ved en lægeerklæring dokumenterer at

have behov for medicinen i den pågældende periode. Der er ikke fastsat en

grænse for størrelsen af beløbet, der kan bevilliges til medbragt

lægeordineret medicin.

2.5.1.1.8.

Medbragte nødvendige personlige hjælpemidler samt

nødvendig vaccination i Danmark

Efter repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 8, kan der ydes støtte til udgifter

til medbragte nødvendige personlige hjælpemidler til højst 1 års forbrug

eller andre hjælpemidler. Der kan dog højst ydes støtte til udgifter, der

beløber sig til op til 7.080 kr.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende

2003-04, tillæg A, side 1252, at kommunalbestyrelsen kan bevillige beløbet

til en person, der under sit ophold i Danmark har brugt hjælpemidler, og

hvor det skønnes, at den pågældende person fortsat vil have behov for disse

hjælpemidler. Det er en forudsætning for bevilling af hjælpen, at der er tale

om nødvendige hjælpemidler, og at personen dokumenterer at have behov

for hjælpemidlerne i den pågældende periode.

Der kan endvidere efter bestemmelsen ydes støtte til udgifter til nødvendige

forebyggende vaccinationer i Danmark. Kommunalbestyrelsen kan i

forbindelse med oplysning af sagen anmode om en erklæring fra læge,

hospital, institut eller lignende om, hvilke vaccinationer der anses for at

være nødvendige i det konkrete tilfælde, jf. Folketingstidende 2003-04,

tillæg A, side 1252.

2.5.1.1.9.

Skolegang til skolesøgende børn

Efter repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 9, kan der ydes hjælp til

skoleudgifter på 541 kr. pr. måned pr. barn i op til fire år. Et barn, som

repatrierer, vil således kunne modtage 6.492 kr. om året i hjælp til udgifter

til skolegang de første fire år, efter repatriering har fundet sted, dvs. i alt

25.968 kr. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf.

Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 174 som fremsat, side 6, at det i

forbindelse med hjælpen til skoleudgifter ikke er en betingelse for

udbetaling, at forældrene dokumenterer at have udgifter forbundet med

barnets skolegang i hjemlandet eller det tidligere opholdsland. Det er

endvidere ikke en betingelse, at barnet på tidspunktet for familiens

repatriering er startet i skole i Danmark.

Hjælp til skoleudgifter udbetales i to dele, jf. repatrieringslovens § 7 a, stk.

5, således at 25 pct. af det beløb, der i alt kan ydes efter bestemmelsen,

udbetales i forbindelse med udrejsen fra Danmark, mens den resterende del

udbetales 12 måneder efter udrejsen af Danmark, eller, for de udlændinge,

der har fortrydelsesret efter udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, efter

fortrydelsesfristens udløb. Det er en betingelse for udbetaling af den

resterende del af repatrieringshjælpen, at familien fremlægger

dokumentation for, at barnet er indskrevet i en skole i hjemlandet, det

tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende har nær

familiemæssig tilknytning. Det fremgår af bemærkningerne til

bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2016-17, tillæg A, L 174 som fremsat,

side 6, at opdelingen af udbetaling af hjælp til skoleudgifter sikrer, at

familien har mulighed for at afholde eventuelle omkostninger, der er

forbundet med indskrivningen af barnet i skole, herunder eventuelt

indmeldelsesgebyr samt køb af skoleuniform og skolebøger m.v., samtidig

med at mulighederne for misbrug af ordningen mindskes. Det er derimod

ikke en betingelse for udbetaling af første del, at der fremvises

dokumentation for, at barnet er indskrevet i skole, jf. Folketingstidende

2016-17, tillæg A, L 174 som fremsat, side 6.

2.5.1.1.10.

Anskaffelse af nationalitetspas m.v.

Efter repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 10, kan der ydes hjælp til udgifter

på højst 10.612 kr. pr. person til anskaffelse af nationalitetspas m.v. Det er

således muligt for en person at søge om hjælp til at få dækket eventuelle

udgifter, der er forbundet med fremskaffelse af nationalitetspas,

identitetspapirer eller lignende, som kan være en nødvendighed for at vende

tilbage, herunder rejseudgifter i forbindelse med f.eks. personligt fremmøde

på ambassade i Danmark eller i udlandet.

Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende

2017-18, tillæg A, L 196 som fremsat, side 9, at det er en betingelse for

udbetaling af hjælp efter bestemmelsen, at den pågældende udlænding

dokumenterer at have haft udgifter forbundet med anskaffelse af

nationalitetspas, identitetspapirer eller lignende rejsedokumenter. Udgifter

til transport m.v. afholdes billigst muligt.

De ovenfor angivne beløb er fastsat i 2021-niveau, jf. vejledning nr. 9981 af

10. december 2020 om satser 2021. Beløbene reguleres én gang årligt den

1. januar med satsreguleringsprocenten.

2.5.1.2. Reintegrationsbistand

Det følger af repatrieringslovens § 10, stk. 1, at kommunalbestyrelsen efter

ansøgning kan yde en løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år til en

person, der er omfattet af § 3, stk. 1 eller 6, hvis personen 1) ikke har midler,

som kan dække behovet for reintegrationsbistand, 2) ønsker at vende tilbage

til hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den

pågældende har nær familiemæssig tilknytning, med henblik på at tage varig

bopæl, 3) har haft opholdstilladelse i Danmark i 5 år og 4) på tidspunktet for

repatrieringen er fyldt 55 år, opfylder betingelserne for at modtage

førtidspension eller er fyldt 50 år og på grund af sin helbredstilstand eller

lignende forhold må antages ikke at kunne skaffe sig et forsørgelsesgrundlag

i hjemlandet, det tidligere opholdsland eller et land, hvortil den pågældende

har nær familiemæssig tilknytning.

Det følger desuden af repatrieringslovens § 10, stk. 2, at personen, i stedet

for en løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år efter stk. 1, inden

kommunalbestyrelsen træffer afgørelse efter stk. 1, kan anmode om at

modtage en løbende, månedlig livslang reintegrationsbistand, som udgør 80

pct. af reintegrationsbistanden efter stk. 1. Anmodningen er uigenkaldelig.

Endvidere følger det af repatrieringslovens 10, stk. 3, at

kommunalbestyrelsen efter ansøgning kan yde en supplerende løbende,

månedlig reintegrationsbistand i 5 år til en person, som er omfattet af § 3,

stk. 1 eller 6, og som er berettiget til reintegrationsbistand efter stk. 1 og

meddelt opholdstilladelse her i landet før den 1. juli 2002. Den supplerende

reintegrationsbistand udgør 1.000 kr. pr. måned. I stedet for en løbende,

månedlig ydelse i 5 år kan personen, inden kommunalbestyrelsen træffer

afgørelse efter 1. pkt., anmode om at modtage en løbende, månedlig,

livslang ydelse på 800 kr. Beløbene reguleres ikke, men er permanente.

Anmodningen er uigenkaldelig.

Repatrieringslovens § 10, stk. 4-7, regulerer en række regler vedrørende

genoptagelse af sager om reintegrationsbistand, medtagelse af pension,

Udbetaling Danmarks administration af udbetalingen, fastsættelse af

størrelsen af reintegrationsbistanden og terminaladgang til oplysninger i

indkomstregisteret.

De nærmere regler om udbetaling af reintegrationsbistand er fastsat i

bekendtgørelse nr. 416 af 28. april 2014 om betingelser for og

fremgangsmåden ved udbetaling af reintegrationsbistand.

Det følger af bekendtgørelsens § 8, stk. 1, at Udbetaling Danmark forestår

udbetaling af reintegrationsbistand og i forbindelse med den løbende

administration af udbetalingen kan træffe afgørelser om tilbagebetaling og

ophør af reintegrationsbistand.

Det fremgår endvidere af bekendtgørelsens § 12, stk. 1, at Udbetaling

Danmark én gang årligt skal anmode modtageren af reintegrationsbistand

om en bekræftelse på, at den pågældende er i live og fortsat opfylder

betingelserne for modtagelse af reintegrationsbistand. Udbetaling Danmark

skal i den forbindelse anmode om en erklæring med oplysning om

udlændingens civilstand, indtægts- og formueforhold samt om eventuel

ægtefælles indtægt.

2.5.1.3. Hjemrejsestøtte og hjemrejsebistand

Efter hjemrejselovens § 8, stk. 2, kan hjemrejsestøtte efter stk. 1 ydes til 1)

en udlænding, der opholder sig her i landet, og som er registreret som

asylansøger efter udlændingelovens § 48 e, stk. 2, og er meddelt afslag på

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 af Udlændingestyrelsen eller

Flygtningenævnet eller har frafaldet sin ansøgning om opholdstilladelse

efter udlændingelovens § 7, 2) en udlænding, der opholder sig her i landet,

og som har fået sin opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7, 8, 9 b

eller 9 c, hvor denne var meddelt efter en ansøgning om opholdstilladelse

efter udlændingelovens §§ 7 eller 9 e, nægtet forlænget eller inddraget efter

udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, 3) en udlænding, hvis

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 eller § 9 c, stk. 1, som følge af

en familiemæssig tilknytning til en person omfattet af nr. 2 er nægtet

forlænget eller inddraget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk.

1, og 4) en udlænding, der har haft opholdstilladelse i mindst 5 år, og som

har fået sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 eller § 9 c, stk. 1,

som følge af en familiemæssig tilknytning til en person, der ikke er omfattet

af nr. 2 eller udlændingelovens §§ 9 m eller 9 n, inddraget eller nægtet

forlænget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1.

Udlændinge- og integrationsministeren kan efter hjemrejselovens § 8, stk.

6, fastsætte nærmere regler om hjemrejsestøtte, herunder om betingelser for

opnåelse af hjemrejsestøtte, hjemrejsestøttens form, støttebeløb m.v.

Bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 6 er udmøntet ved bekendtgørelse nr.

1861

23.

september

2021

hjemrejsestøtte

(hjemrejsestøttebekendtgørelsen). De nærmere regler om hjemrejsestøtte er

fastsat i bekendtgørelsen.

Efter hjemrejsestøttebekendtgørelsens § 11, stk. 1, kan en udlænding, som

har fået sin opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7, 8, 9 b eller 9 c,

hvor opholdstilladelsen er meddelt en udlænding, der har indgivet en

ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 og 9 e

(asylområdet), nægtet forlænget eller inddraget efter udlændingelovens §

11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, fordi grundlaget for ansøgningen eller

opholdstilladelsen var urigtig eller ikke længere er til stede, herunder på

baggrund af ændrede forhold i hjemlandet, samt dennes eventuelle

familiesammenførte familiemedlemmer, efter omstændighederne bevilges

hjemrejsebistand. Hjemrejsebistanden er en løbende, pensionslignende

ydelse til visse udlændinge, der ikke har midler, som kan dække behovet for

hjemrejsebistand, har haft opholdstilladelse i Danmark i 5 år og på

tidspunktet for hjemrejsestøtten er fyldt 55 år, opfylder betingelserne for at

modtage førtidspension eller er fyldt 50 år og på grund af deres

helbredstilstand eller lignende forhold må antages ikke at kunne skaffe sig

et forsørgelsesgrundlag ved hjemrejse.

Det følger af bemærkningerne til forslag til hjemrejseloven, at en

udlænding, der opholder sig her i landet, og som har fået sin

opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7, 8, 9 b eller 9 c, hvor denne

var meddelt efter en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens

§§ 7 eller 9 e, inddraget eller nægtet forlænget efter udlændingelovens § 19,

stk. 1, vil kunne meddeles hjemrejsestøtte bestående af hjælp til dækning af

de udgifter, der i dag følger af repatrieringsloven (Folketingstidende 2020-

21, tillæg A, L 203 som fremsat).

De nærmere betingelser for og indholdet af hjemrejsestøtte og

hjemrejsebistand efter hjemrejseloven svarer derfor til hjælp til repatriering

og reintegrationsbistand efter repatrieringsloven. Der henvises til afsnit

2.1.1.2. for en nærmere beskrivelse af ordningen.

2.5.1.4. Kontrol for hvidvask og terrorfinansiering

Efter § 11, stk. 1, i hvidvaskloven skal virksomheder og personer omfattet

hvidvasklovens

anvendelsesområde

indhente

kundes

identitetsoplysninger og kontrollere disse oplysninger på grundlag af

dokumenter og data indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde.

Endvidere skal virksomhederne løbende overvåge kundens transanktioner

og aktiviteter gennem hele kundeforholdet for at sikre, at transaktionerne og

aktiviteterne er i overensstemmelse med virksomhedens viden om kunden

og kundens risikoprofil. I den forbindelse skal virksomheden desuden

løbende ajourføre dokumenter, data og oplysninger om kunden.

Virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven skal ud over kravene

i hvidvasklovens § 11 gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer i

henhold til lovens § 17, stk. 1, når der vurderes at være øget risiko for

hvidvask eller finansiering af terrorisme.

Efter hvidvasklovens § 17, stk. 2, skal virksomheder gennemføre skærpede

kundekendskabsprocedurer, hvis kunden har hjemsted i et land, der er opført

på Europa-Kommissionens liste over højrisikotredjelande. Bestemmelsen

præciserer, at de skærpede kundekendskabsprocedurer bl.a. skal omfatte

indhentelse af en række nærmere angivne oplysninger og skærpet

overvågning af forretningsforbindelsen.

Efter hvidvasklovens § 17, stk. 3, skal virksomheder gennemføre yderligere

risikobegrænsende foranstaltninger, når fysiske personer eller juridiske

enheder gennemfører transanktioner, der involverer lande, der er opført på

Europa-Kommissionens

liste

over

højrisikotredjelande.

Disse

foranstaltninger skal f.eks. bestå i anvendelse af supplerende elementer af

skærpede kundekendskabsprocedurer.

Hvis en transaktion eller aktivitet er usædvanlig, skal virksomheden

undersøge baggrunden for og formålet med transaktionen eller aktiviteten,

jf. hvidvasklovens § 25, stk. 1, og foretage underretning til

Hvidvasksekretariatet, jf. § 26, hvis mistanke om hvidvask eller

terrorfinansiering ikke kan afkræftes herved.

Virksomheder skal i øvrigt sikre sig, at de overholder sikkerhedsresolutioner

og forordninger indeholdende restriktioner og regler om finansielle

sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

Forordningerne er direkte gældende for EU’s medlemsstater ved

offentliggørelse i EU-tidende. Virksomhederne skal i forbindelse med

udbetaling til lande, der er underlagt restriktioner og/eller EU-sanktioner,

sikre sig, at de overholder restriktionerne og forordningernes krav, herunder

at hverken kunden eller transaktionsmodtageren står opført i en af

indefrysningslisterne og EU-forordningerne.

Kontanter eller andre likvide midler, der svarer til en værdi af 10.000 euro

eller mere, skal angives til Toldstyrelsen. Likvide midler, som ikke angives,

vil kunne medføre en bøde, og at værdier tilbageholdes og undersøges,

herunder for tegn på forbindelse til kriminelle aktiviteter.

2.5.1.5. Internationale sanktioner

[AFVENTER BIDRAG FRA UM]

2.5.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets intention, at

repatrieringsordningen skal være attraktiv for de udlændinge og danske

statsborgere med dobbelt statsborgerskab, der er omfattet af

repatrieringsloven, og som ønsker at vende tilbage til deres hjemland,

tidligere opholdsland eller et land, hvortil de har nær familiemæssig

tilknytning. Ministeriet finder endvidere, at det er hensigtsmæssigt at yde

tilsvarende økonomisk støtte til de udlændinge, hvis opholdstilladelse er

nægtet forlænget eller inddraget på grund af ændrede omstændigheder, og

som medvirker til deres udrejse. Der opleves dog aktuelt udfordringer med

at udbetale økonomisk støtte til visse sanktionsbelagte lande.

Samtidig

finder

Udlændinge-

Integrationsministeriet

det

hensigtsmæssigt for bl.a. at imødegå risiko for misbrug af ordningen, at

udbetalingen af den samlede hjælp til repatriering og hjemrejsestøtte er

opdelt, så udbetalingen i høj grad sker, efter tilbagevenden har fundet sted.

Udbetaling af den resterende del af hjælpen til repatriering har imidlertid

vist sig at medføre praktiske udbetalingsudfordringer i visse

sanktionsbelagte lande. Tilsvarende udfordringer forventes at ville gøre sig

gældende for udbetaling af hjemrejsestøtte til udlændinge, hvis

opholdstilladelse er nægtet forlænget eller inddraget, og som udrejser til

sanktionsbelagte lande.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har på den baggrund undersøgt en

række mulige løsninger på udbetaling af økonomisk støtte til sanktionerede

lande. Det har imidlertid vist sig, at det ikke på nuværende tidspunkt er

muligt at etablere andre løsninger på overførsel af økonomisk støtte.

Da udfordringerne med udbetaling af repatrierings- og hjemrejsestøtte til

visse lande kan påvirke hhv. repatrieringsordningens attraktivitet negativt

og bevirke, at færre udlændinge, der ikke længere har lovligt ophold i

Danmark, ønsker at medvirke til deres udrejse, er der efter Udlændinge- og

Integrationsministeriets opfattelse behov for at etablere en mere fleksibel

udbetalingsløsning, som udlændingene og danske statsborgere kan vælge

at gøre brug af med henblik på at sikre, at repatrieringsstøtten og

hjemrejsestøtten når frem til den enkelte. Den fleksible udbetaling vil efter

ministeriets opfattelse alene skulle benyttes, så længe der er udfordringer

med udbetaling af den økonomiske støtte til sanktionsbelagte lande.

De aktuelle udbetalingsudfordringer er bl.a. forårsaget af repatrierings- og

hjemrejsestøtteordningens nuværende præmisser sammenholdt med de

internationale sanktioner rettet mod visse lande og det stigende fokus på en

effektiv forebyggelse og bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.

Danske pengeinstitutters mulighed for at medvirke til, at midler kan

overføres til konti i sanktionerede lande, med henblik på udbetaling af den

resterende del af hjælpen til repatriering og hjemrejsestøtten samt den

løbende, månedlige reintegrationsbistand og hjemrejsebistand, er væsentligt

vanskeliggjort som følge af det ovenfor beskrevne samspil. Danske

pengeinstitutters overførsel af midler til konti i bl.a. Syrien forudsætter

typisk, at pengeinstituttet har en udenlandsk korrespondentforbindelse, der

kan bistå med at få midlerne videreført mod det land, hvor overførslen skal

foretages til.

Kommunalbestyrelserne oplever, som følge af at visse finansielle

transaktioner fra danske pengeinstitutter ikke kan gennemføres til det land,

hvortil udlændingen udrejser til, udfordringer i forbindelse med

udbetalingen af repatrieringsstøtte og hjemrejsestøtte til navnlig Syrien og

Iran.

Udfordringerne med at overføre og udbetale den resterende del af hjælpen

til repatriering og hjemrejsestøtten samt den løbende, månedlige

reintegrationsbistand og hjemrejsebistand betyder, at der blandt personer,

som vil kunne overveje at repatriere eller medvirke til udrejsen, kan skabes

usikkerhed om ordningen.

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder på den baggrund, at der – til

trods for, at det som udgangspunkt er ønsket at fastholde en opdelt

udbetaling af hjælpen til repatriering og hjemrejsestøtten – er behov for at

imødegå

den

potentielle

usikkerhed,

som

skitserede

udbetalingsudfordringer måtte medføre. Der er på den baggrund behov for,

at der midlertidigt gives mulighed for, at der i særlige tilfælde tilbydes en

fleksibel udbetaling af repatrieringsstøtten og hjemrejsestøtten til visse

lande i forbindelse med udrejsen fra Danmark.

For så vidt angår støtte efter repatrieringsloven er det Udlændinge- og

Integrationsministeriets opfattelse, at udbetalingen af anden rate af hjælpen

til repatriering er tæt forbundet med muligheden for at fortryde

repatrieringen. Ministeriet vurderer på den baggrund, at det vil være

uhensigtsmæssigt, hvis personer efter at have fået udbetalt den samlede

hjælp til repatriering, fortsat har mulighed for at fortryde repatrieringen og

vende tilbage til Danmark, uden at den pågældendes danske

opholdstilladelse anses for bortfaldet.

Endvidere vil der ved en samlet udbetaling i Danmark være behov for vished

for, at de pågældende er udrejst af Danmark i overensstemmelse med

repatrieringsordningen. Det er således nødvendigt med en kontrol af, at de

pågældende ikke misbruger den fleksible udbetalingsløsning til at få

udbetalt den økonomiske støtte uden at rejse hjem.

2.5.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indføre en ordning, hvorefter repatrieringsstøtte og

hjemrejsestøtte til personer, der repatrierer eller vender tilbage til lande,

hvortil finansielle transaktioner ikke gennemføres fra danske

pengeinstitutter, undtagelsesvist kan udbetales på anden måde, end det

følger af nugældende regler. Udlændinge- og integrationsministeren

bemyndiges i den forbindelse til at fastsætte nærmere regler for den konkrete

fleksible udbetaling.

Det forventes, at der fastsættes regler, som vil indebære et tilbud til personer,

som endnu ikke er repatrieret eller vendt tilbage, hvis de pågældende

repatrierer eller vender tilbage til lande, hvortil udbetaling af ydelserne er

vanskeliggjort væsentligt af, at finansielle transaktioner ikke gennemføres

til landet. Tilbuddet vil betyde, at hele ydelsen udbetales kontant i Danmark

i forbindelse med udrejsen. Det er således op til den enkelte, om

vedkommende ønsker at gøre brug af det frivillige tilbud om fleksibel

udbetaling eller i stedet ønsker at repatriere eller vende tilbage på de

almindelige udbetalingsvilkår, herunder i forhold til opdeling af hjælp til

repatriering og hjemrejsestøtte i to rater og, for så vidt angår visse

udlændinge, der er omfattet af repatrieringsordningen, fortrydelsesret.

Det er således forventningen, at bemyndigelsesbestemmelsen vil blive

anvendt til at fastsætte nærmere regler om alternativ udbetaling, som afviger

fra den eksisterende fremgangsmåde ved udbetaling i rater af

repatrieringsstøtte og hjemrejsestøtte.

Det foreslås derfor, at der fastsættes en bemyndigelsesbestemmelse,

hvorefter udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler, som

giver mulighed for at kapitalisere den samlede repatrieringsstøtte og

hjemrejsestøtte, som den repatrierende har ret til efter repatrieringsloven og

hjemrejseloven i forbindelse med udrejse til visse lande. Kapitaliseringen

forventes at ville indebære, at begge rater af hjælp til repatriering samt den

samlede reintegrationsbistand og begge rater af hjemrejsestøtte samt den

samlede hjemrejsebistand vil kunne udbetales, inden den pågældende

udrejser fra Danmark.

For så vidt angår støtte efter repatrieringsloven lægges der med ordningen

op til, at personer, som ønsker at gøre brug af den fleksible

udbetalingsmodel, og som efter gældende regler har en fortrydelsesret, vil

skulle frasige sig retten til at fortryde repatrieringen forud for modtagelse af

ydelsen, således at misbrug af ordningen hindres mest muligt.

Derudover forventes det, at der fastsættes regler om, at Hjemrejsestyrelsen

vil skulle ledsage den repatrierende på dele af hjemrejsen eller påse udrejsen

fra Danmark. Hjemrejsestyrelsen vil endvidere kunne forestå overdragelsen

af det tildelte støttebeløb i forbindelse med udrejsen.

Om kommunalbestyrelsernes videregivelse af oplysninger til

Hjemrejsestyrelsen henvises til afsnit 3 om de databeskyttelsesretlige

overvejelser.

2.6. Frihedsberøvelse af asylansøgere, der er administrativt udvist efter

udlændingelovens § 25 a, stk. 1

2.6.1. Gældende ret

2.6.1.1. Frihedsberøvelse af asylansøgere, der er administrativt udvist efter

udlændingelovens § 25 a, stk. 1

Det er efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 3,

muligt at frihedsberøve asylansøgere, der er administrativt udvist efter

udlændingelovens § 25 a, stk. 1 (administrativ udvisning ved visse former

for kriminalitet), således at asylansøgeren som udgangspunkt vil være

frihedsberøvet under den resterende del af asylansøgningens behandling, og

frem til, at afgørelsen om udvisning kan effektueres.

Der sker således som udgangspunkt frihedsberøvelse i alle tilfælde, hvor en

asylansøger er administrativt udvist efter § 25 a, stk. 1. Der foretages i

forbindelse med afgørelsen om frihedsberøvelse ikke en vurdering af

afgørelsen om administrativ udvisning efter § 25 a, stk. 1, da dette spørgsmål

allerede er blevet vurderet i forbindelse med afgørelsen om udvisning.

Hvis det efter en konkret og individuel vurdering af den pågældende

asylansøgers forhold vil virke særligt belastende for asylansøgeren, vil der

dog ikke blive truffet afgørelse om frihedsberøvelse. Det kan eksempelvis

være i tilfælde, hvor den pågældende er enlig og har små børn, eller hvis

den pågældende er alvorligt syg og kan dokumentere dette.

En asylansøger, der er udvist efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, vil heller

ikke blive frihedsberøvet, hvis det er overvejende sandsynligt, at den

pågældende asylansøger er af en bestemt nationalitet eller tilhører en

befolkningsgruppe, der som udgangspunkt meddeles asyl, fordi der i

sådanne tilfælde ikke er udsigt til en endelig fuldbyrdelse af

udvisningsafgørelsen i form af udsendelse. Dette skyldes, at asylansøgeren

– såfremt asylansøgeren anerkendes som flygtning – ikke vil kunne

udsendes til hjemlandet eller til et andet land, hvor den pågældende er i

risiko for forfølgelse. Afgørelsen af, om der i det konkrete tilfælde bør ske

frihedsberøvelse, indebærer imidlertid ikke en selvstændig vurdering af den

enkelte asylansøgers asylgrundlag. Frihedsberøvelse undlades således alene

af denne grund, hvis der er tale om, at den pågældende asylansøger er af en

bestemt nationalitet eller befolkningsgruppe hvorfra alle – eller et meget

stort antal – personer efter Udlændingestyrelsens og Flygtningenævnets

praksis bliver meddelt asyl. Det er som følge heraf forudsat, at

Udlændingestyrelsen

Flygtningenævnet

løbende

orienterer

Hjemrejsestyrelsen om relevant praksis. I tvivlstilfælde kan

Hjemrejsestyrelsen dog forelægge konkrete sager for Udlændingestyrelsen

eller Flygtningenævnet.

Afgørelser om frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, stk. 3, træffes

af politiet i den kreds, hvor sagen behandles. I praksis træffer politiet i dette

tilfælde afgørelse om frihedsberøvelse efter anmodning fra

Hjemrejsestyrelsen eller Udlændingestyrelsen. Frihedsberøvelsens

lovlighed skal dog, medmindre udlændingen forinden løslades, inden for tre

døgn efter frihedsberøvelsens iværksættelse prøves i retten, der tager stilling

til frihedsberøvelses lovlighed og fortsatte opretholdelse, jf.

udlændingelovens § 37, stk. 1, 1. pkt.

2.6.1.2. Frihedsberøvelse

Dublinforordningen

med

henblik

på

overførsel

efter

Efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., kan politiet med henblik på at

sikre muligheden for afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5 a

bestemme, at der skal ske frihedsberøvelse, hvis der er en væsentlig risiko

for, at den pågældende forsvinder, og de i § 34 nævnte foranstaltninger

ikke er tilstrækkelige, jf. § 36, stk. 5.

Efter udlændingelovens § 34, stk. 1, kan politiet, når det anses for

nødvendigt for at sikre udlændingens tilstedeværelse, bl.a. bestemme, at

udlændingen skal deponere sit pas, tage ophold efter politiets nærmere

bestemmelse eller give møde hos politiet. Herudover kan politiet efter § 34,

stk. 2, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at sikre udlændingens

tilstedeværelse eller medvirken til sagens behandling eller udrejsen,

bestemme, at udlændingen skal give møde hos politiet, hvis udlændingen

eksempelvis indgiver ansøgning om opholdstilladelse efter § 7, og ikke

medvirker til sagens oplysning.

Efter hjemrejselovens § 16, stk. 5, kan politiet, med henblik på at sikre

muligheden for afvisning eller overførsel efter reglerne i

udlændingelovens kapitel 5 a, bestemme, at der skal ske frihedsberøvelse,

hvis der er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder, og de i

§§ 11 og 12 nævnte foranstaltninger for at sikre den pågældendes

tilstedeværelse eller medvirken ikke er tilstrækkelige.

Efter hjemrejselovens § 11, stk. 1, kan politiet, når det anses for nødvendigt

for at sikre udlændingens tilstedeværelse, bl.a. bestemme, at udlændingen

skal deponere sit pas, tage ophold efter politiets nærmere bestemmelse eller

give møde hos politiet.

Bestemmelsen i udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt. finder anvendelse for

udlændinge hvis sag fortsat er under behandling, mens bestemmelsen i

hjemrejselovens § 16, stk. 5, finder anvendelse på udlændinge, hvor en klage

ikke længere har opsættende virkning, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg

A, L 203 som fremsat, side 169-170.

Efter udlændingelovens § 37, stk. 1, skal en udlænding, der er frihedsberøvet

efter § 36 og hjemrejselovens § 16, medmindre den pågældende forinden

løslades, inden 3 døgn efter frihedsberøvelsens iværksættelse, fremstilles for

retten, der tager stilling til spørgsmålet om frihedsberøvelsens lovlighed og

fortsatte opretholdelse. Retten beskikker en advokat for udlændingen, jf. §

37, stk. 2, 1. pkt. Efter § 37, stk. 3, træffes rettens afgørelse ved kendelse,

der kan kæres efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37. Er udlændingen

frihedsberøvet på afgørelsens tidspunkt, og findes frihedsberøvelsen lovlig,

fastsættes der i kendelsen en frist for fortsat tilbageholdelse. Denne frist kan

senere forlænges af retten dog højest med 4 uger ad gangen.

Der er i udlændingeloven ingen generelle regler om den tidsmæssige

udstrækning af en frihedsberøvelse.

Det er således op til domstolene at træffe afgørelse om længden af en

frihedsberøvelse på baggrund af en konkret proportionalitetsvurdering, jf.

også artikel 5 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

I forbindelse med gennemførslen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2008/115/EF om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for

tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold

(udsendelsesdirektivet) i dansk ret blev der i § 37, stk. 8, indsat regler om

en længste udstrækning af frihedsberøvelser med henblik på udsendelse af

landet.

Det følger således af § 37, stk. 8, at frihedsberøvelse med henblik på

udsendelse efter udlændingelovens § 36 og hjemrejselovens § 16 ikke må

finde sted i et tidsrum, der overstiger 6 måneder. Retten kan dog forlænge

dette tidsrum i op til yderligere 12 måneder, hvis der foreligger særlige

omstændigheder, herunder hvis udsendelsesproceduren uanset alle rimelige

bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af udlændingens

manglende medvirken til udsendelsen eller forsinkelser i forbindelse med

fremskaffelse af nødvendig rejselegitimation og indrejsetilladelse

Ved iværksættelsen af en frihedsberøvelse skal politiet gøre udlændingen

bekendt med bestemmelserne i lovens § 37, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., om retlig

prøvelse af frihedsberøvelsen og om advokatbeskikkelse, jf. herved

udlændingelovens § 37, stk. 4, 1. pkt.

Det følger endvidere af lovens § 37, stk. 7, at en afgørelse om

frihedsberøvelse efter § 36 og hjemrejselovens § 16, og en afgørelse om

opretholdelse heraf af retten efter § 37, stk. 1, 1. pkt., skal meddeles

skriftligt.

Politiets orientering af udlændingen i forbindelse med iværksættelse af en

frihedsberøvelse sker i dag ved en blanket affattet på dansk, som i

nødvendigt omfang mundtligt oversættes for udlændingen af en tolk og

udleveres til udlændingen

Udlændingelovens § 37, stk. 10, indeholder en særlig regel, hvorefter

frihedsberøvelse efter § 36 og hjemrejselovens § 16 med henblik på

afvisning eller overførsel efter reglerne i kapitel 5a eller udsendelse af

udlændinge, der søger om opholdstilladelse efter § 7, skal finde sted i

særlige faciliteter, og hvis dette ikke er muligt, skal den frihedsberøvede

holdes adskilt fra almindelige indsatte.

Asylansøgere, som frihedsberøves, anbringes som hovedregel i

Udlændingecenter Ellebæk. Udlændingecenteret blev oprettet i 1989 for at

undgå, at frihedsberøvede asylansøgere anbringes sammen med kriminelle.

Efter udlændingelovens § 37 d kan en udlænding, der er frihedsberøvet i

medfør af § 36 og hjemrejselovens § 16, eller hvis frihedsberøvelse er

opretholdt af retten i medfør af § 37, jf. § 36 og hjemrejselovens § 16,

modtage besøg i det omfang, opretholdelse af orden og sikkerhed på

anbringelsesstedet tillader det, dog således at vedkommende kan

underkastes besøgskontrol. Frihedsberøvede, der har ansøgt om

opholdstilladelse efter § 7, har desuden ret til ukontrolleret besøg af en

repræsentant fra Dansk Flygtningehjælp og af den beskikkede advokat.

Efter udlændingelovens § 37 e har en udlænding, der er frihedsberøvet i

medfør af § 36 og hjemrejselovens § 16, eller hvis frihedsberøvelse er

opretholdt af retten efter § 37, jf. § 36 og hjemrejselovens § 16, ret til at

modtage og afsende breve, dog således at vedkommende kan underkastes

brevkontrol. Frihedsberøvede, der har ansøgt om opholdstilladelse efter § 7,

har ret til ukontrolleret brevveksling med bl.a. den beskikkede advokat og

Dansk Flygtningehjælp

2.6.1.3. Dublinforordningens artikel 28, stk. 1-4

Dublinforordningens artikel 28, stk. 1, fastslår, at medlemsstaterne ikke må

frihedsberøve en person alene med den begrundelse, at vedkommende er

omfattet af den procedure, der fastsættes ved forordningen.

Af Dublinforordningens artikel 28, stk. 2, fremgår det, at hvis der er en

væsentlig risiko for, at en person forsvinder, kan medlemsstaterne

frihedsberøve den pågældende for at sikre overførselsprocedurerne i

overensstemmelse med forordningen på grundlag af en individuel vurdering

af hver sag, og kun hvis frihedsberøvelsen er en forholdsmæssig

foranstaltning, og andre mindre indgribende foranstaltninger ikke kan

anvendes effektivt.

Forordningens artikel 2, stk. 1, litra n, præciserer, at ”risiko for, at den

pågældende forsvinder” betyder tilstedeværelsen i den enkelte sag af

grunde, der er baseret på objektive, lovfæstede kriterier, til at tro, at en

ansøger eller en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der er genstand for en

tilbagesendelsesprocedure, vil forsvinde.

Dublinforordningens artikel 28, stk. 3, indeholder nærmere regler om

frihedsberøvelsens tidsmæssige udstrækning.

Efter forordningens artikel 28, stk. 3, 1. afsnit, skal en frihedsberøvelse med

henblik på overførsel være så kort som mulig og må ikke overskride det

tidsrum, der med rimelighed kan kræves for at gennemføre de nødvendige

administrative procedurer med behørig omhu, indtil overførslen i henhold

til forordningen er gennemført.

Af artikel 28, stk. 3, 2. afsnit, følger det, at når en person er frihedsberøvet

under overførselsproceduren i medfør af artikel 28, må fristen for indgivelse

af en anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse ikke overskride en

måned fra tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen. Den medlemsstat, der

udfører proceduren i henhold til forordningen, skal anmode om et hurtigt

svar i sådanne tilfælde. Et sådant svar skal gives senest to uger fra

modtagelsen af anmodningen. Hvis der ikke er givet svar ved udløbet af

fristen på to uger, anses anmodningen for at være accepteret. Dette

medfører, at den anmodede stat har pligt til at overtage eller tilbagetage den

pågældende person, herunder pligt til at træffe passende foranstaltninger

med henblik på ankomsten.

Det følger af artikel 28, stk. 3, 3. afsnit, at når en person er frihedsberøvet i

medfør af artikel 28, skal overførslen af den pågældende fra den anmodende

medlemsstat til den ansvarlige medlemsstat finde sted så hurtigt, som det er

praktisk muligt, og senest seks uger efter den implicitte eller eksplicitte

accept af en anden medlemsstats anmodning om at overtage eller tilbagetage

den pågældende person, eller fra det tidspunkt, hvor klagen eller

indbringelsen for en domstol ikke længere har opsættende virkning i

overensstemmelse med forordningens artikel 27, stk. 3.

Det følger af artikel 28, stk. 3, 4. afsnit, at hvis den anmodende medlemsstat

ikke overholder fristerne for indgivelse af en anmodning om overtagelse

eller tilbagetagelse, eller hvis overførslen ikke finder sted inden udløbet af

fristen på seks uger, må personen ikke længere frihedsberøves.

Dublinforordningens artikel 28, stk. 4, indeholder nærmere regler om den

frihedsberøvedes garantier og vilkår under frihedsberøvelsen samt særlige

regler om frihedsberøvelse af sårbare personer og ansøgere med særlige

modtagelsesbehov.

Efter forordningens artikel 28, stk. 4, finder artikel 9, 10 og 11 i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2013/33/EU om fastlæggelse af standarder

for

modtagelse

ansøgere

international

beskyttelse

(modtagelsesdirektivet) således anvendelse, for så vidt angår betingelserne

og garantierne for frihedsberøvede personer for at sikre

overførselsprocedurerne til den ansvarlige medlemsstat.

Efter forordningens artikel 28, stk. 4, jf. modtagelsesdirektivets artikel 9,

stk. 4, skal frihedsberøvede ansøgere straks orienteres skriftligt på et sprog,

de forstår eller med rimelighed kan forventes at forstå, om grundene til

frihedsberøvelsen og om procedurerne i national ret for at bestride

afgørelsen om frihedsberøvelse samt om muligheden for at anmode om

juridisk bistand og repræsentation.

Efter forordningens artikel 28, stk. 4, jf. modtagelsesdirektivets artikel 10,

stk. 1, 1. afsnit, skal frihedsberøvelse af an søgere som hovedregel finde sted

i særlige faciliteter til brug for frihedsberøvelse. Hvis en medlemsstat ikke

kan stille indkvartering til rådighed i en særlig facilitet til brug for

frihedsberøvelse og som følge heraf er nødt til at benytte fængsler, skal den

frihedsberøvede ansøger holdes adskilt fra de almindelige indsatte, og de

vilkår under frihedsberøvelsen, der er fastlagt i dette direktiv, finder

anvendelse.

Efter artikel 10, stk. 1, 2. afsnit, skal frihedsberøvede ansøgere som

hovedregel også holdes adskilt fra andre tredjelandsstatsborgere, som ikke

har indgivet ansøgning om international beskyttelse. Kan ansøgere ikke

frihedsberøves adskilt fra andre tredjelandsstatsborgere, skal den

pågældende medlemsstat sikre, at de vilkår under frihedsberøvelsen, der er

fastlagt i dette direktiv, finder anvendelse, jf. artikel 10, stk. 1, 3. afsnit.

Med hensyn til uledsagede mindreårige følger det af artikel 11, stk. 3, bl.a.,

at de kun må frihedsberøves under ganske særlige omstændigheder, og at de

aldrig må frihedsberøves i fængsler.

Ifølge direktivets artikel 10, stk. 3, skal medlemsstaterne sikre, at personer,

der repræsenterer De Forenede Nationers Højkommissær for Flygtninge

(UNHCR), har mulighed for at kommunikere med og aflægge besøg hos

ansøgere på betingelser, der respekterer privatlivets fred. Denne mulighed

gælder også en organisation, som arbejder på den pågældende medlemsstats

område på vegne af UNHCR ifølge en aftale med den pågældende

medlemsstat

2.6.1.4. Frihedsberøvelse med henblik på indførelse af mulighed for

overførsel af asylansøgere til asylsagsbehandling og eventuel efterfølgende

beskyttelse i tredjelande

Udlændingelovens § 36, og hjemrejselovens § 16, indeholder nærmere

regler om administrativ frihedsberøvelse af udlændinge.

Administrativ frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36 og

hjemrejselovens § 16, kan anvendes til at sikre muligheden for afvisning,

for administrativ udvisning, for overførsel eller tilbageførsel eller for

udsendelse af en udlænding, der i øvrigt ikke har ret til at opholde sig her i

landet. Herudover er der efter udlændingelovens § 36 i en række situationer

hjemmel til at frihedsberøve en udlænding, der ikke i tilstrækkelig grad

medvirker til udlændingemyndighedernes sagsbehandling, ligesom der kan

ske frihedsberøvelse af asylansøgere i forbindelse med indrejsen.

Hjemrejsestyrelsen drager omsorg for udrejsen, hvis udlændingen ikke

udrejser frivilligt, jf. hjemrejselovens § 1, stk. 2. Hvis udlændingen ikke

medvirker til udsendelsen, kan Hjemrejsestyrelsen anmode politiet om

bistand i forbindelse med udsendelsen, således at politiet kan anvende deres

magtbeføjelser til at effektuere udsendelsen, når dette er påkrævet for at

sikre udsendelsens gennemførelse, jf. hjemrejselovens § 1, stk. 3.

Politiet har enekompetencen til at udøve magt eller tvang og træffer derfor

den endelige afgørelse om iværksættelse af frihedsberøvelse efter

anmodning fra Hjemrejsestyrelsen eller Udlændingestyrelsen, ligesom

politiet står for at foretage den faktiske frihedsberøvelse.

Politiet kan således f.eks. efter anmodning fra Hjemrejsestyrelsen

frihedsberøve udlændinge i udsendelsesposition efter hjemrejselovens § 16,

stk. 1, 1. pkt., såfremt det skønnes nødvendigt for at sikre muligheden for

udvisning eller overførsel, og foranstaltningerne i hjemrejselovens §§ 11 og

12 ikke er tilstrækkelige.

Det bemærkes, at politiet alene kan foretage en proportionalitetsafvejning

og træffe afgørelse, jf. hjemrejselovens § 16, på baggrund af

udlændingemyndighedernes anmodning samt vedlagte sagsakter.

Efter hjemrejselovens § 16, stk. 6, skal der ved en beslutning om

frihedsberøvelse efter hjemrejselovens § 16, stk. 5, navnlig lægges vægt på,

om der er risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig

udsendelse, eller om udlændingen vil undvige eller lægge hindringer i vejen

for forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen. Risiko

for, at udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse, foreligger,

når udlændingen ikke har medvirket under eller har lagt hindringer i vejen

for sagens behandling, eller når der i øvrigt på baggrund af oplysningerne

om udlændingen og opholdets varighed og karakter er grund til at antage, at

udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig udsendelse.

Det er et ubetinget krav for frihedsberøvelse, at foranstaltninger for at sikre

en udlændings tilstedeværelse eller medvirken efter hjemrejselovens §§ 11

og 12 ikke vurderes at være tilstrækkelige til at sikre den pågældendes

tilstedeværelse. Det beror på en konkret vurdering, hvorvidt der er grundlag

for frihedsberøvelse efter hjemrejselovens § 16, stk. 1, 1. pkt., eller om

foranstaltninger efter hjemrejselovens §§ 11 og 12 for at sikre en udlændings

tilstedeværelse eller medvirken kan anses for tilstrækkelige for at sikre

udlændingens tilstedeværelse.

For udlændinge, der kan afvises eller overføres efter reglerne i

Dublinforordningen eller efter en overenskomst eller et hertil svarende

arrangement, som Danmark har indgået med et eller flere lande i tilslutning

til Dublinforordningen, jf. udlændingelovens kapitel 5 a, kan politiet efter

anmodning fra Hjemrejsestyrelsen i medfør af hjemrejselovens § 16, stk. 5,

bestemme, at der skal ske frihedsberøvelse af en udlænding, hvis der er en

væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder, og de i §§ 11 og 12

nævnte foranstaltninger ikke er tilstrækkelige.

Det følger af hjemrejselovens § 16, stk. 6, at ved beslutning om

frihedsberøvelse efter § 16, stk. 5, om udlændinge, der skal afvises eller

overføres efter udlændingelovens § 29 a (overførsel efter

Dublinforordningen), skal der lægges særlig vægt på, om udlændingen har

søgt asyl i andre lande, der er tilsluttet Dublinforordningen, eller om

udlændingen under opholdet i Danmark har forsøgt at indrejse og søge asyl

i en anden medlemsstat. Endvidere skal der bl.a. lægges vægt på, om

udlændingen antræffes af politiet og ikke har indgivet ansøgning om asyl

her i landet eller i øvrigt ikke har lovligt ophold her i landet, om

udlændingen tidligere har været overført fra Danmark i medfør af

Dublinforordningen og på ny er indrejst her i landet, og om udlændingen

tidligere har unddraget sig eller forsøgt at unddrage sig afvisning eller

overførsel, om udlændingen har forsømt at overholde foranstaltninger, som

er pålagt i medfør af hjemrejselovens §§ 11 og 12 til sikring af dennes

tilstedeværelse, om udlændingen over for udlændingemyndighederne eller

politiet har givet udtryk for ikke at ville følge en afgørelse om afvisning eller

overførsel eller om sagens omstændigheder i øvrigt, herunder længden af et

ulovligt ophold, bestyrker vurderingen af, at der er en væsentlig risiko for

forsvinden.

En iværksat frihedsberøvelse skal altid være af så kort varighed som muligt

og inden for de grænser for frihedsberøvelsens samlede varighed, der er

fastsat i udlændingelovens § 37, stk. 8. Det fremgår af lovbemærkningerne,

at en frihedsberøvelse i medfør af udlændingelovens § 36 og

hjemrejselovens § 16 med henblik på udsendelse som udgangspunkt ikke

må overstige 6 måneder, men kan forlænges med 12 måneder til i alt 18

måneder, såfremt der foreligger særlige omstændigheder, jf.

Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, L 118 som fremsat, side

12. Dette gælder dog ikke for tredjelandsstatsborgere, som afvises efter

udlændingelovens § 28 eller udvises på grund af kriminalitet efter

udlændingelovens §§ 22-24, § 25 a, stk. 1, eller § 25 c, da disse udlændinge

ikke er omfattet af den danske implementering af udsendelsesdirektivet, jf.

Folketingstidende 2010-11, 1. samling, tillæg A, L 107 som fremsat, side 8.

2.6.1.5. Domstolsprøvelse og foranstaltninger under en frihedsberøvelse

Spørgsmålet om domstolsprøvelse af afgørelser om frihedsberøvelse efter

bl.a. udlændingelovens § 36, stk. 1, 1 pkt., og hjemrejselovens § 16, stk. 1,

1. pkt. og § 16, stk. 5, er nærmere reguleret i udlændingelovens § 37, stk. 1.

Bestemmelsen i udlændingelovens § 37 indebærer, at en afgørelse om

frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36 og hjemrejselovens § 16 skal

indbringes for retten, hvis den varer mere end 3 døgn, og at kompetencen til

at træffe afgørelse om frihedsberøvelsens lovlighed og fortsatte

opretholdelse herefter henhører under retten.

Efter udlændingelovens § 37, stk. 10, skal frihedsberøvelse efter § 36 og

hjemrejselovens § 16 med henblik på afvisning eller overførsel efter

reglerne i kapitel 5 a (Dublinforordningen) eller udsendelse af udlændinge,

der ansøger om opholdstilladelse efter § 7 (asyl), finde sted i særlige

faciliteter. Hvis dette ikke er muligt, skal den frihedsberøvede holdes adskilt

fra almindelige indsatte. Uledsagede mindreårige må ikke frihedsberøves i

fængsler.

Udlændingeloven indeholder i §§ 37 a-37 b bestemmelser om bl.a.

domstolsprøvelse og i §§ 37 c-37 e regler om iværksættelse af en række

nærmere bestemte foranstaltninger under en frihedsberøvelse efter

udlændingelovens § 36 og hjemrejselovens § 16.

Efter bestemmelsen i udlændingelovens

37 c kan der træffes afgørelse om

udelukkelse fra fællesskab (isolation). Bestemmelsen indebærer, at en

udlænding, der er frihedsberøvet efter udlændingelovens

36 og

hjemrejselovens § 16, fuldstændig eller delvis kan udelukkes fra fællesskab

med andre frihedsberøvede.

Efter bestemmelsen i udlændingelovens § 37 d kan der træffes afgørelse om

besøgskontrol. Bestemmelsen i udlændingelovens § 37 d indebærer, at en

udlænding, der er frihedsberøvet i medfør af udlændingelovens § 36 og

hjemrejselovens § 16, kan undergives besøgskontrol. Ved besøgskontrol

forstås nægtelse af, at en frihedsberøvet modtager besøg, eller et krav om at

besøg finder sted under kontrol.

Endelig kan der efter bestemmelsen i udlændingelovens § 37 e træffes

afgørelse om brevkontrol. Bestemmelsen i udlændingelovens § 37 e

indebærer, at politiet kan bestemme, at en udlænding, der er frihedsberøvet

i medfør af udlændingelovens § 36 og hjemrejselovens § 16, skal undergives

brevkontrol. Ved brevkontrol forstås dels adgangen til at gennemse breve til

og fra den frihedsberøvede inden modtagelsen henholdsvis afsendelsen, jf.

herved udlændingelovens § 37 e, stk. 1, 1. pkt., dels adgangen til at

tilbageholde sådanne breve, jf. herved udlændingelovens § 37 e, stk. 3 og 4.

Politiet og anklagemyndigheden har ansvaret for fremstillinger for retten af

udlændinge efter udlændingelovens § 37, stk. 1, og for effektuering af

løsladelse af en frihedsberøvet udlænding. Det er endvidere politiet, som

møder i retten i sager om frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36 og

hjemrejselovens § 16. Ved frihedsberøvelsens iværksættelse skal politiet

efter en række nærmere angivne bestemmelser i udlændingelovens § 37

skriftligt gøre udlændingen bekendt med reglerne om domstolsprøvelse af

frihedsberøvelsen og beskikkelse af en advokat på et sprog, som

udlændingen forstår eller med rimelighed kan formodes at forstå. Politiet

skal endvidere gøre udlændingen bekendt med adgangen til at sætte sig i

forbindelse med en repræsentant for Dansk Flygtningehjælp.

2.6.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

2.6.2.1. Frihedsberøvelse af asylansøgere, der er administrativt udvist efter

udlændingelovens § 25 a, stk. 1

Hjemrejseloven understøtter Hjemrejsestyrelsens opgaver. Hjemrejseloven

regulerer således forhold, der knytter sig til blandt andet udlændinges

frivillige udrejse og udsendelse af udlændinge, herunder effektiv

fuldbyrdelse af en afgørelse om udvisning.

Det fremgår af bemærkningerne til hjemrejseloven, at "[u]dlændingelovens

regler om frihedsberøvelse, som ikke angår frihedsberøvelse med henblik

på udsendelse skal forblive i udlændingeloven. Det gælder bestemmelserne

i udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. og 5-6. pkt., og stk. 2-4, der handler om

muligheden for at anvende frihedsberøvelse i forbindelse med behandlingen

af en asylansøgers sag.", jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 203 som

fremsat, side 75.

Bestemmelser, som regulerer frihedsberøvelse med henblik på at sikre

muligheden

for

udvisning,

bør

efter

Udlændinge-

Integrationsministeriets opfattelse fremgå af hjemrejseloven, og derfor bør

bestemmelsen i udlændingelovens § 36, stk. 3, om frihedsberøvelse af en

asylansøger, der er udvist efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, ophæves og

overføres til hjemrejseloven uagtet at der er tale om en situation, hvor

asylansøgeren fortsat har en verserende sag om asyl.

Det bemærkes i denne forbindelse, at bestemmelsen i udlændingelovens §

36, stk. 3, – som ovenfor nævnt – ikke anvendes, hvis det bl.a. er

overvejende sandsynligt, at den pågældende asylansøger er af en bestemt

nationalitet eller tilhører en befolkningsgruppe, der som udgangspunkt

meddeles asyl, fordi der i sådanne tilfælde ikke er udsigt til en endelig

fuldbyrdelse af udvisningsafgørelsen i form af udsendelse.

Det er derfor ministeriets vurdering at hensynet til de myndigheder, der

anvender reglerne om administrativ frihedsberøvelse og hensynet til, at

borgerne kan overskue retsstillingen, tilsiger, at bestemmelsen i

udlændingelovens § 36, stk. 3, i stedet bør fremgå af hjemrejseloven.

100

2.6.2.2. Frihedsberøvelse

Dublinforordningen

med

henblik

på

overførsel

efter

Da det foreslås at ophæve udlændingelovens § 36, stk. 3, jf. lovforslagets §

1, nr. 20, vil visse henvisninger i lov nr. 1191 af 8. juni 2020, der endnu ikke

er sat i kraft, ikke være korrekte. Disse henvisninger vil derfor skulle

konsekvensændres.

I lov nr. 1191 af 8. juni 2020, der endnu ikke er sat i kraft, foretages

ændringer i henvisningerne til udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., som

med forslaget i § 1, nr. 19 om indsættelse af et nyt stk. 1, bliver til 2. pkt.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at

konsekvensændringer i § 1, nr. 6, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 mest

hensigtsmæssigt vil kunne foretages ved en nyaffattelse af bestemmelsen i

udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., som bliver til 2. pkt.

2.6.2.3. Frihedsberøvelse med henblik på indførelse af mulighed for

overførsel af asylansøgere til asylsagsbehandling og eventuel efterfølgende

beskyttelse i tredjelande

Det anses efter Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse for

nødvendigt, at udlændinge vil kunne frihedsberøves for at sikre muligheden

for overførsel efter den i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 foreslåede ordning. Det

er derfor ministeriets opfattelse, at der skal kunne ske frihedsberøvelse af en

udlænding, der skal overføres i henhold til den foreslåede ordning, hvis der

er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder, og de i

udlændingelovens § 34 nævnte foranstaltninger (deponering af pas,

meldepligt m.v.) ikke er tilstrækkelige til at sikre udlændingens

tilstedeværelse eller medvirken i forbindelse med overførslen efter den

foreslåede ordning.

Hjemrejsestyrelsen

skal

således

efter

Udlændinge-

Integrationsministeriets opfattelse kunne anmode politiet om at

frihedsberøve udlændinge i overførselsposition efter udlændingelovens §

36, stk. 1, 1. pkt., såfremt Hjemrejsestyrelsen skønner det nødvendigt for at

sikre muligheden for overførsel efter den foreslåede ordning, og

foranstaltningerne i udlændingelovens § 34 ikke er tilstrækkelige.

Det er i den forbindelse Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse,

at der ved beslutning om frihedsberøvelse efter den foreslåede ordning skal

101

lægges vægt på, om der er risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller

unddrage sig overførsel, eller om udlændingen vil undvige eller lægge

hindringer i vejen for forberedelsen af overførselsprocessen

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder det mest hensigtsmæssigt, at

den foreslåede ordning omfattes af bestemmelserne i udlændingelovens §§

37-37 b om bl.a. domstolsprøvelse. Endvidere finder Udlændinge- og

Integrationsministeriet det mest hensigtsmæssigt, at den foreslåede ordning

omfattes af bestemmelserne i udlændingelovens §§ 37 c-37 e om

iværksættelse af en række nærmere bestemte foranstaltninger under en

frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36.

2.6.3. Den foreslåede ordning

2.6.3.1. Frihedsberøvelse af asylansøgere, der er administrativt udvist efter

udlændingelovens § 25 a, stk. 1

Udlændinge- og Integrationsministeriet foreslår, at der i hjemrejseloven

indsættes en bestemmelse om, at en udlænding, som har indgivet en

ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl), og som

er udvist efter udlændingelovens § 25 a, stk. 1, kan frihedsberøves med

henblik på at sikre en effektiv fuldbyrdelse af afgørelsen om udvisning.

Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i udlændingelovens §

36, stk. 3, der samtidig foreslås ophævet, jf. den foreslåede bestemmelse i §

1, nr. 20.

Der tilsigtes med forslaget ingen ændringer i bestemmelsens

anvendelsesområde i forhold til, hvad der hidtil har været gældende i

udlændingeloven. Der vil således skulle ske frihedsberøvelse efter den

foreslåede bestemmelse i samme omfang som hidtil.

2.6.3.2. Frihedsberøvelse

Dublinforordningen

med

henblik

på

overførsel

efter

Det foreslås, at bestemmelsen i udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., der

bliver til 2. pkt., nyaffattes, med henblik på at indarbejde de ændringer, der

følger af forslaget om at ophæve udlændingelovens § 36, stk. 3, og overføre

bestemmelsens indhold til hjemrejselovens bestemmelse om

frihedsberøvelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 20, og § 12, nr. 3.

102

Der er med forslaget ikke tilsigtet ændringer af bestemmelsens materielle

indhold, og Dublinforordningens artikel 28, stk. 2, jf. artikel 2, stk. 1, litra

n, om frihedsberøvelse for at sikre overførselsprocedurerne efter

forordningen vil således fortsat være gennemført i dansk ret.

2.6.3.3. Frihedsberøvelse med henblik på indførelse af mulighed for

overførsel af asylansøgere til asylsagsbehandling og eventuel efterfølgende

beskyttelse i tredjelande

Med den foreslåede nye bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 1, 1.

pkt., foreslås det, at politiet efter indstilling og anmodning fra

Hjemrejsestyrelsen kan bestemme, at der skal ske frihedsberøvelse af en

udlænding, der skal over‐ føres i henhold til den foreslåede ordning, hvis

der er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder, og de i

udlændingelovens § 34 nævnte foranstaltninger (deponering af pas,

meldepligt m.v.) ikke er tilstrækkelige til at sikre udlændingens

tilstedeværelse eller medvirken i forbindelse med overførslen.

Det vil betyde, at der ved beslutning om frihedsberøvelse efter den

foreslåede bestemmelse herom, skal lægges vægt på, om der er risiko for, at

udlændingen vil forsvinde eller unddrage sig overførsel, eller om

udlændingen vil undvige eller lægge hindringer i vejen for forberedelsen af

overførselsprocessen. Risiko for, at udlændingen vil forsvinde eller

unddrage sig overførsel, foreligger, når udlændingen ikke har medvirket

under eller har lagt hindringer i vejen for sagens behandling, eller når der i

øvrigt på baggrund af oplysningerne om udlændingen og opholdets varighed

og karakter er grund til at antage, at udlændingen vil forsvinde eller

unddrage sig udsendelse.

Hjemrejsestyrelsen vil fortsat have ansvaret for den indledende

sagsbehandling i forbindelse med iværksættelse af en frihedsberøvelse,

herunder om betingelserne for frihedsberøvelsen efter styrelsens opfattelse

er opfyldt, og om frihedsberøvelse efter styrelsens opfattelse er nødvendig

med henblik på at sikre en udlændings tilstedeværelse til brug for overførsel.

Politiet har enekompetencen til at udøve magt eller tvang og træffer derfor

den endelige afgørelse om iværksættelse af frihedsberøvelse efter

anmodning fra Hjemrejsestyrelsen, ligesom politiet står for at foretage den

faktiske frihedsberøvelse.

103

Det vil være et ubetinget krav for frihedsberøvelse, at foranstaltninger for at

sikre en udlændings tilstedeværelse eller medvirken efter udlændingelovens

§ 34 (deponering af pas, meldepligt m.v.) ikke vurderes at være

tilstrækkelige til at sikre den pågældendes tilstedeværelse. Det vil bero på

en konkret vurdering, om der vil være grundlag for frihedsberøvelse efter

den foreslåede bestemmelse herom, eller om mindre indgribende

foranstaltninger vil kunne anses for tilstrækkelige for at sikre udlændingens

tilstedeværelse.

Kompetencen til at træffe afgørelse om frihedsberøvelse efter den

foreslåede nye bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., vil efter

den foreslåede ordning henhøre under politiet.

Politiet vil i forbindelse med frihedsberøvelsen skulle foretage en

proportionalitetsafvejning.

Forslaget indebærer endvidere, at udlændingelovens § 37, stk. 10, om

frihedsberøvelse i særlige faciliteter samt at uledsagede mindreårige ikke

må frihedsberøves i fængsler også vil omfatte udlændinge, der

frihedsberøves efter den foreslåede ordning.

Den foreslåede ordning indebærer ingen ændringer i de gældende regler om

foranstaltninger med henblik på at sikre en udlændings tilstedeværelse eller

medvirken efter udlændingelovens § 34.

Den foreslåede ordning indebærer endvidere ingen ændringer i de gældende

regler i udlændingelovens §§ 37 a-37 e om adgangen til domstolsprøvelse

og legemsundersøgelse, isolation samt brev- og besøgskontrol over for

udlændinge, der frihedsberøves efter den foreslåede nye bestemmelse i

udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt.

Det tilsigtes med ordningen, at reglerne om domstolsprøvelse, beskikkelse

af advokat m.v. i medfør af udlændingelovens § 37, stk. 1-8, ligeledes vil

skulle finde anvendelse for udlændinge omfattet af den foreslåede ordning.

En iværksat frihedsberøvelse vil således altid skulle være af så kort varighed

som muligt og inden for de grænser for frihedsberøvelsens samlede

varighed, der er fastsat i udlændingelovens § 37, stk. 8.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 19-22 og § 12, nr. 3.

104

2.7. Fotografering og optagelse af fingeraftryk af frihedsberøvede

udlændinge

2.7.1. Gældende ret

Kriminalforsorgen har i dag ret til at fotografere og optage fingeraftryk af

varetægtsarrestanter og indsatte med henblik på senere identifikation, jf.

hhv. straffuldbyrdelseslovens § 61, stk. 1, og retsplejelovens § 776 a, stk. 1.

Adgangen til at fotografere og optage fingeraftryk i identifikationsøjemed

har bl.a. betydning for muligheden for at opspore bl.a. indsatte, der er

undveget fra straffuldbyrdelse.

Justitsministeren kan fastsætte de nærmere regler om gennemførelsen af

fotografering og optagelse af fingeraftryk, herunder også om opbevaring og

destruktion, jf. hhv. straffuldbyrdelseslovens § 61, stk. 2, og retsplejelovens

§ 776 a, stk. 2. Straffuldbyrdelseslovens og retsplejelovens bestemmelser

om fotografering og optagelse af fingeraftryk suppleres af bekendtgørelse

nr. 109 af 30. januar 2019 om fotografering og optagelse af fingeraftryk af

indsatte i kriminalforsorgens institutioner (fotobekendtgørelsen).

I fotobekendtgørelsen er det fastsat, at kriminalforsorgsområdet skal sikre,

at den indsatte fotograferes i forbindelse med indsættelsen, således at der

findes et vellignende fotografi af den pågældende i kriminalforsorgens

Klientsystem.

Det følger endvidere af bekendtgørelsen, at en indsat kan ikendes

disciplinærstraf, hvis den pågældende nægter at medvirke til fotografering

eller optagelse af fingeraftryk.

Reglerne om fotografering og optagelse af fingeraftryk med henblik på

senere identifikation i straffuldbyrdelseslovens § 61 og retsplejelovens §

776 a og de administrative regler udstedt i medfør heraf gælder alene for

afsonere og for varetægtsarrestanter.

Retsplejelovens bestemmelser om varetægtsfængsling og foranstaltninger,

der træder i stedet herfor, finder dog også anvendelse for udlændinge, der er

varetægtsfængslet efter hjemrejselovens §§ 14 og 15, jf. hjemrejselovens §

14, stk. 3, og § 15, stk. 2. Retsplejelovens § 776 a om, at kriminalforsorgen

kan fotografere og optage fingeraftryk af varetægtsarrestanter med henblik

på senere identifikation, finder således også anvendelse på udlændinge, der

er varetægtsfængslet i medfør af hjemrejselovens §§ 14 og 15.

Det følger af udlændingelovens § 37 a, stk. 2, at retsplejelovens §§ 773-776

og 778 om varetægtsfængsling, tilsvarende finder anvendelse for

105

udlændinge, hvis frihedsberøvelsen er opretholdt af retten i medfør af § 37,

jf. § 36 og hjemrejselovens § 16.

For udlændinge, der er administrativt frihedsberøvet i medfør af

udlændingelovens § 36 eller hjemrejselovens § 16, men hvis

frihedsberøvelse endnu ikke er opretholdt af retten, er det dog kun

retsplejelovens § 758, stk. 1, 1. pkt., § 758, stk. 2, og § 759 om anholdelse,

der finder anvendelse, jf. udlændingelovens § 37 a, stk. 1.

Udlændinge, der er administrativt frihedsberøvet i medfør af

udlændingelovens § 36 eller hjemrejselovens § 16, men hvis

frihedsberøvelse endnu ikke er opretholdt i medfør af udlændingelovens §

37, er omfattet af varetægtsbekendtgørelsen, jf. Folketingstidende 1993-94,

1. samling, tillæg A, spalte 7388.

Det følger af varetægtsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, at bekendtgørelsen med

de fornødne fravigelser tillige finder anvendelse på andre personer, der er

anbragt i varetægtsfængsel, medmindre anbringelsen er sket til udståelse af

straf, til afsoning af tvangsbøde eller underholdsbidrag eller til forvaring

som vidne eller lignende efter retsplejelovens regler.

Af vejledning nr. 743 af 24. september 2021 om bekendtgørelse om ophold

i varetægt (varetægtsvejledningen) fremgår det af pkt. 9, at særligt for så

vidt angår udlændinge, som efter udlændingelovens § 36 eller

hjemrejselovens § 16 er frihedsberøvet efter politiets bestemmelse (i op til

3 døgn), henledes opmærksomheden på, at disse er omfattet af

retsplejelovens regler om anholdelse. Det fremgår videre, at det herefter

følger af varetægtsbekendtgørelsens § 1, stk. 3, at varetægtsbekendtgørelsen

med de fornødne fravigelser tillige finder anvendelse for denne gruppe.

2.7.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at

kriminalforsorgen i dag ikke har hjemmel til tvangsmæssigt at fotografere

og optage fingeraftryk af de udlændinge, hvis administrative

frihedsberøvelse i medfør af udlændingelovens § 36 eller hjemrejselovens §

16, er opretholdt af retten, jf. udlændingelovens § 37, da der i

udlændingelovens § 37 a, stk. 2, ikke er henvist til retsplejelovens § 776 a

om, at kriminalforsorgen kan fotografere og optage fingeraftryk af

varetægtsarrestanter med henblik på senere identifikation.

Kriminalforsorgen har peget på, at der – primært af til brug for at hindre

undvigelser og i tilfælde af eventuelle undvigelser– er behov for, at

kriminalforsorgen får adgang til tvangsmæssigt at fotografere og optage

fingeraftryk af de udlændinge, der administrativt frihedsberøves i medfør af

106

udlændingelovens § 36 og hjemrejselovens 16, og hvis frihedsberøvelse er

opretholdt af retten, på samme måde som det i dag er muligt i relation til

afsonere og for varetægtsarrestanter. Samtidig sikres det, at

kriminalforsorgen er i besiddelse af et foto af nyere dato af de pågældende

udlændinge, og at kriminalforsorgen således kan foretage en entydig

identifikation af hver enkelt udlænding, således som det i dag er tilfældet

for så vidt angår afsonere og for varetægtsarrestanter.

Det er på baggrund af det oplyste fra kriminalforsorgen Udlændinge- og

Integrationsministeriets vurdering, at der af hensyn til at sikre sikkerheden i

kriminalforsorgens institutioner herunder under hensyn til at hindre

undvigelser, og for at sikre en effektiv identifikation af en udlænding i

tilfælde af dennes undvigelse, er nødvendigt at kriminalforsorgen får adgang

til tvangsmæssigt at fotografere og optage fingeraftryk af de administrativt

frihedsberøvede udlændinge.

Det er videre Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at

hensynet til at sikre sikkerheden i kriminalforsorgens institutioner, herunder

hensynet til at hindre undvigelser og hensynet til at sikre en effektiv

identifikation i tilfælde af en eventuel undvigelse udgør vægtige og saglige

hensyn.

Indførelsen af en hjemmel for kriminalforsorgen til at kunne fotografere og

optage fingeraftryk for udlændinge, som frihedsberøves i medfør af

udlændingelovens § 36 eller hjemrejselovens § 16, afspejler efter

ministeriets vurdering et rimeligt forhold mellem mål og middel.

Det er som følge heraf Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering,

at der bør gælde samme regler for fotografering og optagelse af fingeraftryk

og personfotografi og dertilhørende administrativt fastsatte regler for

udlændinge, hvis administrative frihedsberøvelse efter udlændingelovens §

36 eller hjemrejselovens § 16, er blevet opretholdt af retten i medfør af

udlændingelovens § 37, som i dag gælder for udlændinge, der er

varetægtsfængslet efter hjemrejselovens §§ 14 og 15.

2.7.3. Den foreslåede ordning

Udlændinge- og Integrationsministeriet foreslår, at der tilvejebringes

hjemmel til, at kriminalforsorgen tvangsmæssigt vil kunne fotografere og

optage fingeraftryk af udlændinge, hvis administrative frihedsberøvelse

efter udlændingelovens 36 eller hjemrejselovens § 16 er opretholdt af retten.

Det foreslås derfor, at udlændingelovens § 37 a, stk. 2, ændres, således at

retsplejelovens § 776 a vil finde tilsvarende anvendelse på udlændinge, hvis

107

administrative frihedsberøvelse er opretholdt af retten i medfør af

udlændingelovens § 37, jf. § 36 eller hjemrejselovens § 16.

Tilsvarende vil bestemmelsen i retsplejelovens § 776 a, stk. 2, hvorefter

justitsministeren har mulighed for at fastsætte nærmere regler om

gennemførelsen af fotografering og optagelse af fingeraftryk, herunder om

opbevaring og destruktion, finde anvendelse for begge persongrupper.

Det bemærkes, at retsplejelovens § 776 a finder anvendelse, uanset

grundlaget for varetægtsfængslingen og uanset den varighed, som

varetægtsfængslingen forventes at have, jf. Folketingstidende 2018-19, 1.

samling, Tillæg A, L 21 som fremsat, side 51. Det samme vil skulle gøre sig

gældende for udlændinge, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i

medfør af udlændingelovens § 37, jf. § 36 eller hjemrejselovens § 16.

Det er således ikke en betingelse, at der eksisterer en særlig risiko for, at den

pågældende vil unddrage sig frihedsberøvelsen eller at frihedsberøvelsen

forventes udstrakt over en given varighed, jf. Folketingstidende 2018-19, 1,

samling, Tillæg A, L 21 som fremsat, side 51. Det samme vil skulle gøre sig

gældende for udlændinge, hvis frihedsberøvelse er opretholdt af retten i

medfør af udlændingelovens § 37, jf. § 36 eller hjemrejselovens § 16.

Det bemærkes, at de til enhver tid gældende databeskyttelsesregler vil gælde

for databehandlingen af de optagne data.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 23.

2.8. Klageadgang over hjemrejsestøtte for visse udlændinge

2.8.1. Gældende ret

Det fremgår af hjemrejselovens § 22, stk. 1, at Hjemrejsestyrelsens

afgørelser efter hjemrejseloven kan påklages til Udlændingenævnet, jf. dog

stk. 3 og stk. 4, 2. pkt.

Det fremgår endvidere af hjemrejselovens § 22, stk.

Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter bl.a. § 8 ikke kan påklages.

Af bemærkningerne til hjemrejselovens § 8, jf. Folketingstidende 2020-21,

tillæg A, L 203 som fremsat side 131, fremgår det bl.a., at forslaget

indebærer, at udlændinge, der har fået deres opholdstilladelse inddraget eller

nægtet forlænget, ligeledes kan ydes hjemrejsestøtte. Det fremgår

endvidere, at de pågældende vil kunne meddeles hjemrejsestøtte bestående

af hjælp til dækning af de udgifter, der i dag følger af repatrieringsloven, og

108

at ordningen vil skulle administreres efter bekendtgørelsen om

hjemrejsestøtte, jf. hjemrejselovens § 8, stk. 6.

Det følger herudover af bemærkningerne til hjemrejselovens § 8, at

Hjemrejsestyrelsens fastsættelse af hjemrejsestøtten for den enkelte

udlænding ikke vil kunne påklages.

Af hjemrejselovens § 8, stk. 6, fremgår det, at udlændinge- og

integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om hjemrejsestøtte,

herunder om betingelser for opnåelse af hjemrejsestøtte, hjemrejsestøttens

form, støttebeløb m.v.

Det følger af bekendtgørelse nr. 1861 af 23. september 2021 om

hjemrejsestøtte, som fastsætter de nærmere betingelser for bl.a. opnåelse af

hjemrejsestøtte, at udlændinge, der har fået deres opholdstilladelse nægtet

forlænget eller inddraget, jf. udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk.

1, kan ydes hjemrejsestøtte og hjemrejsebistand, hvis de opfylder de

nærmere betingelser herfor.

Det følger af repatrieringslovens § 12, stk. 1, at kommunalbestyrelsens

afgørelser efter repatrieringsloven bortset fra afgørelser efter § 7, stk. 2, 2.

pkt., § 9 b, stk. 1, § 10, stk. 4, 2. pkt., og § 10 b, stk. 1, kan indbringes for

Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område.

Det fremgår endvidere af repatrieringslovens § 12, stk. 2, at Udbetaling

Danmarks afgørelser efter repatrieringsloven kan indbringes for

Ankestyrelsen.

2.8.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Før ikrafttrædelsen af hjemrejseloven den 1. juni 2021 var følgende

udlændinge omfattet af repatrieringsloven og kunne modtage

repatrieringsstøtte og reintegrationsbistand, hvis udlændingen opfyldte de

nærmere betingelser herfor:

Udlændinge, der var meddelt opholdstilladelse efter udlændingelo-

vens §§ 7, 8, 9 b eller 9 c, efter en ansøgning om opholdstilladelse

efter §§ 7 eller 9 e, og hvis opholdstilladelse var nægtet forlænget

eller inddraget efter § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1.

Udlændinge, hvis opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 eller

§ 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person,

der var meddelt opholdstilladelse efter §§ 7 eller 9 e, og hvis op-

holdstilladelse var nægtet forlænget eller inddraget efter § 11, stk. 2,

eller § 19, stk. 1.

109

Udlændinge, der havde haft opholdstilladelse i mindst 5 år, og som

var meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 eller § 9 c,

stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person, der

ikke var meddelt opholdstilladelse efter §§ 7, 9 e, 9 m eller 9 n, og

hvis opholdstilladelse var inddraget eller nægtet forlænget efter § 11,

stk. 2, eller § 19, stk. 1.

Disse udlændinge kunne før hjemrejselovens ikrafttræden indbringe

kommunalbestyrelsens afgørelser efter repatrieringsloven for Ankestyrelsen

efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det

sociale område, ligesom Udbetaling Danmarks afgørelser om

tilbagebetaling og ophør af reintegrationsbistand kunne indbringes til

Ankestyrelsen. Afgørelser efter repatrieringslovens § 7, stk. 2, 2. pkt., om

afslag på hjælp til repatriering, hvis ansøgeren har til hensigt at deltage i

aktiviteter i udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for statens

sikkerhed eller andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den

offentlige orden, § 9 b, stk. 1 om bortfald af den resterende del af hjælp til

repatriering og reintegrationsbistand i tilfælde af alvorlig kriminalitet m.v.

begået efter repatriering, § 10, stk. 4, 2. pkt., om afslag på løbende, månedlig

reintegrationsbistand, hvis ansøgeren har til hensigt at deltage i aktiviteter i

udlandet, som kan indebære eller forøge en fare for statens sikkerhed eller

andre staters sikkerhed eller en væsentlig trussel mod den offentlige orden

og § 10 b, stk. 1, om bortfald af den løbende, månedlige

reintegrationsbistand i tilfælde af alvorlig kriminalitet m.v. begået efter

repatriering, kunne ikke påklages, og det er ikke tilsigtet med lovforslaget,

at dette skal ændres.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at disse

udlændinge skal have samme klageadgang, som de havde efter

repatrieringsloven.

2.8.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at udlændinge, der kan modtage hjemrejsestøtte efter

hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 2-4, skal kunne klage over afgørelser

vedrørende hjemrejsestøtte.

Den foreslåede ændring vil medføre, at udlændinge, der kan modtage

hjemrejsestøtte efter hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 2-4, vil kunne klage

over afgørelser vedrørende hjemrejsestøtte, ligesom de tidligere havde

adgang til efter repatrieringsloven.

Det er hensigten, at de nærmere regler om klageadgang vil blive fastsat i

bekendtgørelsen om hjemrejsestøtte.

110

2.9. Udbetaling af hjemrejsebistand

2.9.1. Gældende ret

Der kan efter hjemrejselovens § 8 gives hjemrejsestøtte til visse udlændinge,

der medvirker til udrejsen.

En udlænding, som har fået sin opholdstilladelse efter udlændingelovens §§

7, 8, 9 b eller 9 c, hvor opholdstilladelsen er meddelt en udlænding, der har

indgivet en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 og

9 e (asylområdet), nægtet forlænget eller inddraget efter udlændingelovens

§ 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, fordi grundlaget for ansøgningen eller

opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere til stede, herunder på

baggrund af ændrede forhold i hjemlandet, samt dennes eventuelle

familiesammenførte familiemedlemmer, kan efter omstændighederne

bevilges hjemrejsebistand, der er en løbende, pensionslignende ydelse til

visse udlændinge, der ikke har midler, som kan dække behovet for

hjemrejsebistand, har haft opholdstilladelse i Danmark i 5 år og på

tidspunktet for hjemrejsestøtten er fyldt 55 år, opfylder betingelserne for at

modtage førtidspension eller er fyldt 50 år og på grund af deres

helbredstilstand eller lignende forhold må antages ikke at kunne skaffe sig

et forsørgelsesgrundlag ved hjemrejse.

Af bemærkningerne til hjemrejselovens § 8, jf. Folketingstidende 2020-21,

tillæg A, L 203 som fremsat side 131, fremgår det bl.a., at forslaget

endvidere indebærer, at udlændinge, der har fået deres opholdstilladelse

inddraget eller nægtet forlænget, ligeledes kan ydes hjemrejsestøtte. De

pågældende vil kunne meddeles hjemrejsestøtte bestående af hjælp til

dækning af de udgifter, der i dag følger af repatrieringsloven, og ordningen

vil skulle administreres efter bekendtgørelsen om hjemrejsestøtte, jf. den

foreslåede bestemmelse i stk. 6.

Udlændinge- og integrationsministeren kan efter hjemrejselovens § 8, stk.

6, fastsætte nærmere regler om hjemrejsestøtte, herunder om betingelser for

opnåelse af hjemrejsestøtte, hjemrejsestøttens form, støttebeløb m.v.

Bemyndigelsesbestemmelsen i stk. 6 er udmøntet ved bekendtgørelse nr.

1861

23.

september

2021

hjemrejsestøtte

(hjemrejsestøttebekendtgørelsen), der således indeholder nærmere regler

om hjemrejsestøtte.

De nærmere betingelser for og indholdet af hjemrejsebistand efter

hjemrejseloven svarer til reintegrationsbistand efter repatrieringsloven.

111

Udbetaling Danmark er en selvejende institution med myndighedsstatus, der

drives med teknisk og administrativ bistand fra ATP. Udbetaling Danmark

varetager de opgaver, der henlægges til myndigheden ved lov.

2.9.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Ved ikrafttrædelsen af lov nr. 982 af 26. maj 2021 om hjemrejse for

udlændinge uden lovligt ophold (hjemrejseloven) blev reglerne vedrørende

støtte ved frivillig udrejse for en udlænding, der har fået sin

opholdstilladelse inddraget eller nægtet forlænget, fordi grundlaget for

ansøgningen eller opholdstilladelsen var urigtigt eller ikke længere til stede,

herunder på baggrund af ændrede forhold i hjemlandet, samt udlændingens

eventuelle familiemedlemmer, som ligeledes har fået deres

opholdstilladelse efter familiesammenføringsreglerne inddraget eller nægtet

forlænget som konsekvens heraf, flyttet fra repatrieringsloven til

hjemrejseloven.

Ændringen indebærer, at sagsbehandlingskompetencen mv. er overgået fra

kommunerne til Hjemrejsestyrelsen.

Der var ikke derudover tilsigtet ændringer i ordningen. Derfor var det også

hensigten, at Udbetaling Danmark skulle forestå udbetaling og

administration af hjemrejsebistand efter hjemrejseloven på samme måde,

som Udbetaling Danmark forestår udbetaling og administration af

reintegrationsbistand efter repatrieringsloven.

Det er imidlertid Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der

ikke er den nødvendige hjemmel til, at Udbetaling Danmark kan forestå

udbetaling af hjemrejsebistand efter hjemrejseloven. Det er derfor

ministeriets opfattelse, at der skal tilvejebringes den fornødne hjemmel i

hjemrejseloven og foretages de nødvendige konsekvensrettelser i lov om

Udbetaling Danmark.

Det er endvidere Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse, at de

nærmere regler om Udbetaling Danmarks administration af ordningen bør

reguleres nærmere i hjemrejsestøttebekendtgørelsen.

2.9.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der indsættes en bestemmelse i hjemrejseloven, hvorefter

Udbetaling Danmark vil kunne forestå udbetaling af hjemrejsebistand og i

forbindelse med den løbende administration af udbetalingen vil kunne

træffe afgørelser om tilbagebetaling og ophør af hjemrejsebistand i henhold

til nærmere regler herom fastsat af udlændinge- og integrationsministeren.

112

Det foreslås endvidere, at der indsættes en bestemmelse i hjemrejseloven,

hvorefter staten vil afholde udgifterne til hjemrejsestøtte, og at staten

afholder udgifterne til Udbetaling Danmarks administration af

hjemrejsestøtteordningen gennem betaling af et administrationsbidrag, jf. §

25 i lov om Udbetaling Danmark.

Det foreslås desuden, at der indsættes en bestemmelse i lov om Udbetaling

Danmark, hvorefter Udbetaling Danmark varetager de opgaver, der

tillægges Udbetaling Danmark i henhold til hjemrejseloven.

Forslaget indebærer bl.a., at Udbetaling Danmark får den fornødne hjemmel

og finansiering til at kunne administrere ordningen vedrørende

hjemrejsebistand, herunder forestå udbetaling, træffe afgørelser om

tilbagebetaling og ophør m.v.

De nærmere regler om administration af ordningen er fastsat i

hjemrejsestøttebekendtgørelsen. Der er ikke tilsigtet ændringer i ordningen.

Reglerne for Udbetaling Danmarks administration af hjemrejsebistand efter

hjemrejseloven svarer derfor til de regler, der gælder for Udbetaling

Danmarks administration af reintegrationsbistand efter repatrieringsloven.

Der henvises til lovforslagets § 12, nr. 5, og § 3, nr. 1, og bemærkningerne

hertil.

2.10. Tilbagebetaling af hjælp til repatriering

2.10.1. Gældende ret

Det følger af repatrieringslovens § 9, stk. 1, at kommunalbestyrelsen skal

træffe beslutning om tilbagebetaling af udbetalt hjælp til repatriering, hvis

en udlænding eller dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab afstår fra

at repatriere eller sagsbehandlingsforløbet på anden vis bliver afbrudt inden

udrejse. Kommunalbestyrelsen skal endvidere træffe beslutning om

tilbagebetaling af hjælp til repatriering, hvis en udlænding anvender

fortrydelsesretten i udlændingelovens § 17 a, stk. 1 eller 2, eller hvis en

udlænding, der har modtaget støtte til repatriering, på ny indgiver ansøgning

om opholdstilladelse i Danmark inden for de første 2 år efter udrejsen og i

forlængelse heraf meddeles opholdstilladelse. Tilsvarende gælder, hvis en

dansk statsborger med dobbelt statsborgerskab, der har modtaget hjælp til

repatriering, ikke inden den frist, der er nævnt i repatrieringslovens § 7 a,

stk. 2-5, er ubetinget løst fra sit danske statsborgerskab.

Kommunalbestyrelsen skal endvidere træffe beslutning om tilbagebetaling

af hjælp til repatriering, hvis der til brug for behandlingen af ansøgningen

om hjælp til repatriering eller i erklæringen efter repatrieringslovens § 7,

stk. 6, er angivet urigtige eller vildledende oplysninger. Endelig skal

113

kommunalbestyrelsen, hvis retten til den resterende del af hjælp til

repatriering efter repatrieringslovens § 7 a, stk. 1, nr. 4, 6 og 9, og stk. 4, er

bortfaldet, jf. § 9 b, stk. 1, træffe beslutning om tilbagebetaling heraf.

De nærmere regler for kommunalbestyrelsernes opkrævning af

tilbagebetalingskrav efter repatrieringsloven blev tidligere reguleret i

bekendtgørelse nr. 1617 af 27. december 2019 om kommunernes

opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik m.fl.

Med henblik på særskilt regulering af tilbagebetaling af hjælp til repatriering

blev der ved lov nr. 1190 af 8. juni 2021 om ændring af repatrieringsloven

m.v. indført en bemyndigelsesbestemmelse i repatrieringslovens § 9, stk. 2,

hvorefter udlændinge- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler

om tilbagebetaling af hjælp til repatriering ved fortrudt repatriering.

Bemyndigelsesbestemmelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1675 af 13.

august

2021

kommunalbestyrelsernes

opkrævning

tilbagebetalingskrav efter repatrieringsloven, der bl.a. indeholder regler om

opkrævning af hjælp til repatriering ved fortrudt repatriering, bortfald af

tilbagebetalingskrav, overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden

mv.

Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, opkræver kommunalbestyrelsen hjælp til

repatriering, der som følge af fortrudt repatriering er tilbagebetalingspligtig

i henhold til repatrieringsloven, efter reglerne i bekendtgørelsen.

Bekendtgørelsen regulerer således ikke opkrævning af tilbagebetalingskrav

efter repatrieringsloven som følge af f.eks. svig.

2.10.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser

Det følger af repatrieringslovens § 9, stk. 2, at udlændinge- og

integrationsministeren fastsætter nærmere regler om tilbagebetaling af

hjælp til repatriering ved fortrudt repatriering.

Henset til at bemyndigelsesbestemmelsen kun etablerer hjemmel til, at

udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om

tilbagebetaling af hjælp til repatriering ved fortrudt repatriering, er der ikke

efter den gældende bemyndigelsesbestemmelse mulighed for at fastsætte

nærmere regler for så vidt angår de øvrige tilfælde, hvor en person er

tilbagebetalingspligtig efter repatrieringslovens § 9, stk. 1. Det gælder f.eks.

i de tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om

tilbagebetaling som følge af afbrudt sagsbehandlingsforløb inden udrejsen

eller som følge af afgivelse af urigtige eller vildledende oplysninger til brug

for behandlingen af ansøgningen om hjælp til repatriering eller i erklæringen

efter § 7, stk. 6, mv.

114

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at

bemyndigelsesbestemmelsen bør udvides, således at udlændinge- og

integrationsministeren har mulighed for at fastsætte nærmere regler om

tilbagebetaling af hjælp til repatriering i overensstemmelse med det fulde

omfang af bestemmelsen om tilbagebetaling i repatrieringslovens § 9, stk.

2.10.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås på baggrund af det, der er anført i afsnit 2.10.2, at ændre

bemyndigelsesbestemmelsen i repatrieringslovens § 9, stk. 2, om

udlændinge- og integrationsministerens mulighed for at fastsætte nærmere

regler om tilbagebetalingskrav af hjælp til repatriering ved fortrudt

repatriering, således at det også vil være muligt for udlændinge- og

integrationsministeren at fastsætte nærmere regler om tilbagebetalingskrav

for de øvrige situationer, der følger af repatrieringslovens § 9, stk. 1,

hvorefter kommunalbestyrelsen er forpligtet til at kræve hjælp til

repatriering tilbagebetalt.

Som følge heraf vil bekendtgørelse nr. 1675 af 13. august 2021 om

kommunalbestyrelsernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter

repatrieringsloven ved fortrudt repatriering blive ændret, således at

bekendtgørelsen også vil omfatte disse tilfælde. Det er ikke forventningen,

at der i den forbindelse i øvrigt foretages ændringer i bekendtgørelsen.

2.11. Tekniske ændringer af bestemmelser om satsregulering

2.11.1. Gældende ret

Efter udlændingeloven skal der som udgangspunkt betales gebyr for at

ansøge om opholdstilladelse mv. på bl.a. familiesammenførings- og

erhvervsområdet, jf. udlændingelovens § 9 h, stk. 1. Der skal også betales

gebyr for en ansøgning om virksomhedscertificering, jf. § 9 h, stk. 3.

Disse gebyrer fastsættes omkostningsbestemt.

udlændingelovens § 9 h, stk. 4.

Dette

fremgår

Samtidig fremgår det af udlændingelovens § 9 h, stk. 2 og 3, og stk. 13, 2.-

4. pkt., at bl.a. disse gebyrer skal satsreguleres.

2.11.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og

den foreslåede ordning

115

Når gebyrer fastsættes omkostningsbestemt, skal gebyret ikke satsreguleres,

og ved beregningen af de omkostningsbestemte gebyrer, der er blevet

fastsat, er gebyrerne heller ikke blevet satsreguleret. Det er således

misvisende, når det fremgår af udlændingelovens § 9 h, stk. 2 og 3, og stk.

13, 2.-4. pkt., at de omkostningsbestemte gebyrer satsreguleres. Det foreslås

derfor at ændre disse bestemmelser.

Der er alene tale om forslag til ændringer af teknisk karakter, da gebyrerne

er blevet beregnet og fastsat omkostningsbestemt i overensstemmelse med

bestemmelsen i udlændingelovens § 9 h, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne i lovforslagets § 1, nr. 4, 5, 7 og 8.

2.12. Kodificering af praksis for efteropkrævning af et udestående

gebyr

2.12.1. Gældende ret

Efter udlændingelovens § 9 h, stk. 1, skal der som udgangspunkt betales

gebyr for at ansøge om opholdstilladelse og om forlængelse af

opholdstilladelse på bl.a. familiesammenførings- og erhvervsområdet og for

at ansøge om tidsubegrænset opholdstilladelse. Der skal også betales gebyr

for at indgive en ansøgning om virksomhedscertificering, jf. § 9 h, stk. 3.

Efter udlændingelovens § 9 h, stk. 8, afvises ansøgningen, hvis betingelsen

i stk. 1 og 3 ikke er opfyldt, medmindre den udestående gebyrindbetaling

udgør højst 200 kr. eller det indbetalte gebyr svarer til en anden sagskategori

end den, ansøgningen vedrører, jf. stk. 1. I sådanne tilfælde vil udlændingen

få en frist til at indbetale det udestående gebyr. Indbetales det udestående

gebyr ikke inden for fristen, afvises ansøgningen.

Gebyrerne reguleres årligt pr. 1. januar, men kan også reguleres

ekstraordinært i løbet af året. Det skete f.eks. i tilknytning til lov nr. 742 af

8. juni 2018 om ændring af udlændingeloven (Reform af reglerne om

ægtefællesammenføring med nyt integrationskrav i stedet for

tilknytningskravet, skærpet boligkrav m.v.), der trådte i kraft den 1. juli

2018.

Det er i praksis almindeligt forekommende, at gebyret indbetales nogle dage

inden indgivelsen af ansøgningen, og det er kun muligt at indbetale den

gebyrsats, der gælder på det tidspunkt.

I efteråret 2020 blev en tidligere uensartet praksis i henholdsvis

Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og

116

Integration afstemt, så begge styrelser nu efteropkræver et udestående gebyr

i en situation, hvor der er indbetalt gebyr kort tid før en regulering, mens

ansøgningen først indgives efter reguleringen. Det gælder både i forbindelse

med den årlige gebyrregulering og i forbindelse med ekstraordinær

gebyrregulering. Der henvises nærmere til udlændinge- og

integrationsministerens brev af 17. september 2020 til Udlænding- og

Integrationsudvalget (2019-20), UUI Alm. del, bilag 172.

2.12.2. Udlændinge- og Integrationsministeriets overvejelser og

den foreslåede ordning

Udlændinge- og Integrationsministeriet finder, at praksis, hvorefter en

udlænding ikke vil få afvist sin ansøgning i en situation, hvor der er indbetalt

korrekt gebyr på tidspunktet for indbetalingen, men hvor gebyret kort tid

efter reguleres med virkning fra tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen,

bør fremgå af udlændingeloven. Ministeriet finder således, at det bør fremgå

af udlændingeloven, at udlændingen i sådanne tilfælde vil få en frist til at

indbetale det udestående gebyr, og at ansøgningen vil blive afvist og det

indbetalte beløb tilbagebetalt, hvis det udestående gebyr ikke er indbetalt

ved udløbet af fristen.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne i lovforslagets § 1, nr. 6.

3. Danmarks internationale forpligtelser

Efter grundlovens § 73 kan ingen tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor

almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig

erstatning.

Det er fast antaget, at fuldt ud skattefinansierede sociale ydelser ikke er

omfattet af beskyttelsen i grundlovens § 73, hvorimod borgernes særskilte

bidrag til en i overvejende grad social ordning må anses for omfattet, jf. bl.a.

Jens Peter Christensen m.fl., Grundloven med Kommentarer, (2015), side

454, Max Sørensen, Statsforfatningsret, 2. udgave ved Peter Germer (1973),

side 401 og Poul Andersen, Dansk Statsforfatningsret (1954), side 722 f.

Den del af forslaget, som vedrører karantæne for fuldt ud offentligt

finansierede forsørgelsesydelser så som kontanthjælp, revalidering og

folkepension, falder derfor uden for beskyttelsen af grundlovens § 73.

Derimod vil den del af forslaget, som vedrører udelukkelse fra at kunne

modtage sikringsydelser – eksempelvis efterløn – være omfattet af

bestemmelsens beskyttelse.

117

Det er imidlertid ikke ethvert indgreb, som skal betragtes som

ekspropriation efter grundlovens § 73, men kun de indgreb, der har karakter

af ”afståelse”. Det antages i den forbindelse, at indgreb, som har en pønal

karakter, herunder straf og konfiskation, ikke har karakter af afståelse og

dermed ikke er udtryk for ekspropriation, jf. bl.a. Jens Peter Christensen

m.fl., a.st., side 455, Max Sørensen, a.st., side 407 og Poul Andersen, a.st.,

side 703.

Under hensyn til, at den foreslåede karantæneordning, der følger af en dom

efter straffelovens § 244, stk. 2, såfremt forholdet er begået mod en person

under 18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., er udtryk for en ekstra straf i forhold

til den ubetingede fængselsstraf eller anden strafferetlige retsfølge af

frihedsberøvende karakter, som den pågældende er blevet idømt ved

domstolene, finder ministeriet, at karantænen ikke vil være udtryk for

ekspropriation efter grundlovens § 73.

Efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 14

skal nydelsen af de i konventionen anerkendte rettigheder og friheder sikres

uden forskel på grund af køn, race, farve, sprog, religion, politisk eller anden

overbevisning, national eller social oprindelse, tilhørighed til et nationalt

mindretal, formueforhold, fødsel eller andet forhold.

Anvendelsesområdet for EMRK artikel 14 er begrænset derved, at

bestemmelsen er accessorisk til konventionens øvrige bestemmelser. Det

betyder, at bestemmelsen kun kan anvendes sammen med én eller flere af

disse bestemmelser. Heri ligger ikke et krav om, at en sådan rettighed skal

være krænket, men derimod alene et krav om, at den foreliggende situation

skal ligge inden for rettighedens anvendelsesområde (”ambit”).

I de tilfælde, hvor en situation ligger inden for en anden bestemmelses

anvendelsesområde, indeholder artikel 14 et forbud mod usaglig

forskelsbehandling.

Efter Menneskerettighedsdomstolens praksis indebærer dette, at personer i

sammenlignelige situationer som udgangspunkt skal behandles ens, og at

forskelsbehandling kun er berettiget, hvis den har et legitimt formål og

samtidig står i et rimeligt forhold til dette formål.

Adgangen til at modtage sociale ydelser ligger inden for

anvendelsesområdet af artikel 1 i 1. Tillægsprotokol til EMRK, jf. bl.a.

118

Menneskerettighedsdomstolens afgørelse af 12. april 2006 i sagen Stec m.fl.

mod Storbritannien.

Idet den foreslåede karantæneordning omfatter alle dømte efter

straffelovens § 244, stk. 2, såfremt forholdet er begået mod en person under

18 år, eller § 245, stk. 1, 3. pkt., er der efter ministeriets opfattelse ikke tale

om forskelsbehandling efter EMRK artikel 14 sammenholdt med artikel 1 i

1. tillægsprotokol til EMRK, og forslaget rejser derfor ikke spørgsmål i

forhold til disse bestemmelser.

4. Forholdet til de databeskyttelsesretlige regler

For så vidt angår lovforslagets elementer om fleksibel udbetaling af

repatrierings- og hjemrejsestøtte bemærkes, at det fremgår af

forvaltningslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22.

april 2014 med efterfølgende ændringer, at for manuel videregivelse af

oplysninger om enkeltpersoner (personoplysninger) til en anden

forvaltningsmyndighed gælder reglerne i databeskyttelseslovens §§ 6-8 og

10 og § 11, stk. 1, og i artikel 5, stk. 1, litra a-c, artikel 6, artikel 7, stk. 3, 1.

og 2. pkt., artikel 9 og 10 og artikel 77, stk. 1, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske

personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri

udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen), jf. § 2,

stk. 1, i databeskyttelsesloven (lov nr. 429 af 31. maj 2000 om supplerende

bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse

med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger).

Det fremgår endvidere af forvaltningslovens § 28, stk. 1, 2. pkt., at for

videregivelse af personoplysninger til en anden forvaltningsmyndighed, der

helt eller delvis foretages ved hjælp af automatisk databehandling, finder

reglerne i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven

anvendelse.

Bestemmelsen i forvaltningslovens § 28, stk. 1, 2. pkt., indebærer, at for

elektronisk videregivelse af oplysninger mellem forvaltningsmyndigheder

gælder

reglerne

behandling

personoplysninger

databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Der vil efter forslaget forventeligt skulle ske udveksling af

personoplysninger mellem kommunalbestyrelserne og Hjemrejsestyrelsen

119

og mellem Hjemrejsestyrelsen og Udlændingestyrelsen, der er omfattet af

databeskyttelsesforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordninger

(EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i

forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af

sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel

forordning om databeskyttelse)). Udvekslingen af personoplysninger

omfatter følgende kategorier af personoplysninger: ikke-følsomme

personoplysninger, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, i form af

f.eks. navn og andre identifikationsoplysninger.

Om forholdet til de databeskyttelsesretlige regler bemærkes følgende:

Databeskyttelsesloven

supplerer

gennemfører

databeskyttelsesforordningen, jf. databeskyttelseslovens § 1, stk. 1. Loven

og forordningen gælder for behandling af personoplysninger, der helt eller

delvist foretages ved hjælp af automatisk databehandling.

Videregivelse og indhentelse af oplysninger om fysiske personer til og fra

andre offentlige myndigheder er behandling af personoplysninger, der er

omfattet af de nævnte regler.

Databeskyttelsesforordningens artikel 5 fastlægger en række

grundlæggende behandlingsprincipper, der skal være opfyldt ved al

behandling af personoplysninger. Det følger i den forbindelse af artikel 5,

stk. 1, at personoplysninger skal behandles lovligt, rimeligt og på en

gennemsigtig måde i forhold til den registrerede (litra a), indsamles til

udtrykkeligt angivne og legitime formål og må ikke viderebehandles på en

måde, der er uforenelig med disse formål (litra b), være tilstrækkelige,

relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til de formål,

hvortil de behandles (litra c), opbevares på en sådan måde, at det ikke er

muligt at identificere de registrerede i et længere tidsrum end det, der er

nødvendigt til de formål, hvortil de pågældende personoplysninger

behandles (litra d), opbevares på en sådan måde, at det ikke er muligt at

identificere de registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt

til de formål, hvortil de pågældende personoplysninger behandles (litra e),

og behandles på en måde, der sikrer tilstrækkelig sikkerhed for de

pågældende personoplysninger, under anvendelse af passende tekniske eller

organisatoriske foranstaltninger (litra f).

Efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, som vedrører

ikke-følsomme personoplysninger, er behandling af sådanne

120

personoplysninger lovlig, hvis og i det omfang behandling er nødvendig af

hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører

under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået

pålagt.

Artikel 6, stk. 1, litra e, kan anvendes som direkte behandlingshjemmel, men

der er efter artikel 6, stk. 2, mulighed for, at man kan fastsætte mere

specifikke

bestemmelser

for

tilpasse

anvendelsen

databeskyttelsesforordningens bestemmelser om behandling med henblik

på overholdelse af stk. 1, litra c og e.

Videre fremgår det af artikel 6, stk. 3, at EU-retten eller medlemsstaternes

nationale ret skal opfylde et formål i samfundets interesse og stå i rimeligt

forhold til det legitime formål der forfølges. Der gælder således et

proportionalitetsprincip.

Efter databeskyttelseslovens § 11, stk. 1, kan offentlige myndigheder

behandle oplysninger om personnummer med henblik på en entydig

identifikation eller som journalnummer.

Det forventes, at der med forslaget vil ske udveksling af ikke-

personfølsomme personoplysninger mellem kommunalbestyrelserne og

Hjemrejsestyrelsen

samt

mellem

Hjemrejsestyrelsen

Udlændingestyrelsen med henblik på identifikation, hvis den pågældende

udlænding eller danske statsborger benytter sig af fleksibel udbetaling af

henholdsvis hjælp til repatriering og/eller reintegrationsbistand eller

hjemrejsestøtte og/eller hjemrejsebistand efter de foreslåede bestemmelser i

repatrieringslovens § 14 a, stk. 1, og hjemrejselovens § 8 a, stk. 1.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der er hjemmel

i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, til at udveksle ikke-

personfølsomme

personoplysninger

sag

mellem

kommunalbestyrelserne

Hjemrejsestyrelsen

mellem

Hjemrejsestyrelsen og Udlændingestyrelsen. Der er herved lagt vægt på, at

udvekslingen af oplysningerne er nødvendige af hensyn til

Hjemrejsestyrelsens og Udlændingestyrelsens identifikation af de personer,

der ønsker at benytte sig af fleksibel udbetaling af enten hjælp til

repatriering og/eller reintegrationsbistand eller hjemrejsestøtte og/eller

hjemrejsebistand, henset til at Hjemrejsestyrelsen forventeligt vil skulle

påse disse personers udrejse fra Danmark og i visse tilfælde ledsage de

pågældende på dele af hjemrejsen og at Udlændingestyrelsen forventeligt

121

vil skulle påse, om pågældendes opholdsgrundlag er bortfaldet som følge af

repatrieringen og den frasagte fortrydelsesret.

Udlændinge-

Integrationsministeriet

bemærker,

identifikationsoplysningerne,

der

udveksles

mellem

kommunalbestyrelserne

Hjemrejsestyrelsen

mellem

Hjemrejsestyrelsen og Udlændingestyrelsen bl.a. vil være ansøgerens

personnummer. Udvekslingen sker tilsvarende med henblik på at sikre

entydig identifikation til brug for Hjemrejsestyrelsens og

Udlændingestyrelsens opgavevaretagelse. Det er Udlændinge- og

Integrationsministeriets vurdering, at der er hjemmel hertil i

databeskyttelseslovens § 11, stk. 1. Der er herved lagt vægt på, at

udvekslingen sker med henblik på forvaltningsmyndighedernes entydige

identifikation.

Udlændinge- og Integrationsministeriet bemærker, at den nærmere

regulering af fleksibel udbetaling af hjælp til repatriering og/eller

reintegrationsbistand eller hjemrejsestøtte og/eller hjemrejsebistand

forventeligt vil blive udmøntet i bekendtgørelse udstedt i medfør af den

foreslåede § 14 a, stk. 2, i repatrieringsloven og den foreslåede § 8 a, stk. 2,

i hjemrejseloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, og § 3, nr. 1.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets bemærkninger afsnit 2.5.

5. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

5.1. Økonomiske konsekvenser

Lovforslaget forventes at medføre merudgifter på ca. 0,8 mio. kr. årligt i

kriminalforsorgen. Der er afsat særskilt finansiering til håndtering af

merudgifterne på finansloven.

[I øvrigt under udarbejdelse]

5.2. Implementeringsmæssige konsekvenser

Lovforslaget

forventes

samlet

set

implementeringskonsekvenser for det offentlige.

have

begrænsede

Øvrige ændringer forventes ikke at have implementeringskonsekvenser for

det offentlige.

122

Principperne for digitaliseringsklar lovgivning vurderes ikke at være

relevante for nærværende lovforslag.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet mv.

Lovforslaget har ingen konsekvenser for erhvervslivet.

7. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget skønnes ikke at have administrative konsekvenser for

borgerne.

8. Miljø- og klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljø- eller klimamæssige konsekvenser.

9. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget berører ikke udlændinge, der har ret til ophold på baggrund af

EU-reglerne om fri bevægelighed.

Den 12. september 1963 undertegnede Det Europæiske Økonomiske

Fællesskab og Tyrkiet en associeringsaftale. Formålet med aftalen var at

styrke de økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem EU og

Tyrkiet, herunder gradvist at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed.

Associeringsaftalen er senere blevet suppleret med en tillægsprotokol af 23.

november 1970 samt af Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19.

september 1980.

Tillægsprotokollen til associeringsaftalen indeholder i artikel 41, stk. 1, en

såkaldt stand still-klausul vedrørende etableringsfriheden og den frie

udveksling af tjenesteydelser, som medfører, at Tyrkiet og medlemsstaterne

ikke efter tillægsprotokollens ikrafttræden må indføre nye restriktioner, der

hindrer etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser.

Tillægsprotokollen trådte i kraft i forhold til Danmark den 1. januar 1973,

hvor Danmark blev medlem af EF.

Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 indeholder i artikel 13 en stand still-

klausul vedrørende arbejdstagere og deres familiemedlemmer, som

medfører, at Tyrkiet og medlemsstaterne ikke efter ikrafttrædelsen af

afgørelsen den 1. december 1980 må indføre nye begrænsninger for så vidt

angår vilkårene for adgang til beskæftigelse for arbejdstagere og deres

123

familiemedlemmer, som har opnået opholds- og arbejdstilladelse efter de

nationale regler herom.

Begge stand still-klausuler må anses for at omfatte betingelserne for

adgangen til familiesammenføring for familiemedlemmer til herboende

økonomisk aktive tyrkiske statsborgere.

Ifølge Domstolens faste retspraksis skal stand still-klausulen i artikel 13 i

afgørelse nr. 1/80 fortolkes sådan, at bestemmelsen er til hinder for, at en

medlemsstat kan indføre nye begrænsninger i adgangen til at opnå

familiesammenføring i Danmark med en tyrkisk statsborger omfattet af

associeringsaftalen, medmindre begrænsningen er begrundet i et tvingende

alment hensyn, er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige

formål og ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at nå formålet, jf.

bl.a. sag C-138/13, Dogan, præmis 38-39, sag C-561/14, Genc, præmis 51-

52 og 66-67, sag C-652/15, Tekdemir, præmis 53, sag C-123/17, Yön,

præmis 72, sag C-89/18, A, præmis 31-34 og 45-47, og senest sag C-

379/20, B, præmis 23.

EU-Domstolen har fastslået, at sikring af en vellykket integration af

tredjelandsstatsborgere i Danmark kan udgøre et sådant tvingende alment

hensyn, jf. Genc-sagen, præmis 55-56, som bekræftet i A-sagen, præmis 34,

og senest i B-sagen, præmis 26.

Som det fremgår af afsnit 2.1.2., er familiesammenføringsbetingelserne og

de overførte betingelser for tidsubegrænset opholdstilladelse begrundet i

hensynet til at sikre integrationen af de udlændinge, der kommer til

Danmark. Det gælder også vandelskravet og karensperioden for

familiesammenføring. Herboende udlændinge, der som følge af manglende

opfyldelse af disse familiesammenføringsbetingelser meddeles afslag på

familiesammenføring, har ved deres adfærd skabt en sådan tvivl om deres

integrationsmæssige tilknytning til Danmark samt deres vilje til at integrere

sig, at deres evne til at bidrage til integrationen af familiemedlemmer, der

kommer til Danmark, ikke kan anses for at være tilstrækkelig.

Det er på den baggrund Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse,

at kravene er egnede til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige

formål. Det er endvidere ministeriets opfattelse, at kravene ikke går videre

end nødvendigt for at sikre dette formål. Det bemærkes, at

udlændingelovens § 9, stk. 15 og 23, kan fraviges, hvis ganske særlige

grunde, herunder hensynet til familiens enhed taler derfor. Kravene vil

124

således kunne fraviges, hvis Danmarks internationale forpligtelser tilsiger

det, herunder også af hensyn til barnets tarv.

Det er på den baggrund Udlændinge- og Integrationsministeriets opfattelse,

at de nævnte forslag i lovforslaget er i overensstemmelse med stand still-

klausulerne i artikel 41, stk. 1, i Tillægsprotokollen til associeringsaftalen

med Tyrkiet og artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80.

10. Hørte myndigheder og organisationer mv.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 10. november 2021 til den 8.

december 2021 været sendt i høring hos følgende myndigheder og

organisationer m.v.:

Advokatrådet (Advokatsamfundet), Amnesty International, Ankestyrelsen,

ASE, ATP, Barnets Tarv Nu, Bedsteforældre for Asyl, Beskæftigelsesrådets

Ydelsesudvalg, Bryd Tavsheden, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd,

Børne- og Kulturchefforeningen, Børns Vilkår, Centralorganisationernes

Fællesudvalg CFU, Danes Worldwide, Danish Biometrics, Danmarks

Biblioteksforening, Danmarks Lærerforening, Danmarks Rejsebureau

Forening, Danner, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Flygtningehjælp,

DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom, Dansk Handicaporganisation

(DSI), Dansk Missionsråd, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Tyrkisk

Islamisk Stiftelse, Dansk Ungdoms Fællesråd, Danske Advokater, Danske

Handicaporganisationer, Danske Rederier Danske Revisorer, Datatilsynet,

Den Danske Dommerforening, Den Danske Helsinki-Komité for

Menneskerettigheder, Den Katolske Kirke i Danmark, Det Centrale

Handicapråd, Det Danske Spejderkorps, Det Kriminalpræventive Råd,

DFUNK – Dansk Flygtningehjælp Ungdom, DIGNITY – Dansk Institut

Mod

Tortur,

Direktoratet

for

Kriminalforsorgen,

Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, DUI-LEG og Virke,

Etnisk Ung, Exitcirklen, Familieretshuset, Finans Danmark, Finansrådet,

Flygtningenævnet, Folkehøjskolernes Forening i Danmark, Folketingets

Ombudsmand, Foreningen af Offentlige Anklagere, Foreningen af

Udlændingeretsadvokater, Foreningen Far til støtte for børn og forældre,

Foreningen

Grønlandske

Børn,

Foreningen

Mor,

ForældreLANDSforeningen, Foreningen af Institutionschefer og

Områdechefer m.fl., Foreningen af kommunale sociale-, sundheds, og

arbejdsmarkedschefer i Danmark, Foreningen af Statsautoriserede

Revisorer, Foreningen Danske Revisorer, FSR – danske revisorer,

Færøernes

Landsstyre,

Naalakkersuisut

(Grønlands

Selvstyre),

HK/Danmark, Hjælp Voldsofre, Indvandrermedicinsk klinik, Odense

Universitetshospital,

Indvandrerrådgivningen,

Institut

for

Menneskerettigheder, Jobrådgivernes brancheforening, Justitia, Kirkernes

125

Integrationstjeneste, KL – Kommunernes Landsforening, Knud Vilby (på

vegne

Fredsfonden),

Kommunernes

Revision,

Kriminalforsorgsforeningen, Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig

Fagbevægelse, Kvinfo, Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed

(Kvindefredsligaen), Københavns Universitet (Det Juridiske Fakultet),

Landsforeningen Adoption & Samfund, Landsforeningen af Fleks- og

skånejobbere, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Landsforeningen af

nuværende og tidligere psykiatribrugere, Landforeningen for

førtidspensionister, Landsforeningen ”Et barn To forældre”,

Landsforeningen KRIM, Landsforeningen SIND, Landsklubben af

socialrådgivere ansat i Kriminalforsorgen, Landsorganisation af

kvindekrisecentre (LOKK), Mellemfolkeligt Samvirke, Mødrehjælpen,

Offerrådgivningen i Danmark, OMEP, Plums Fond for fred økologi og

bæredygtighed (Tidl. Fredsfonden), PRO-Vest, Præsidenten for Vestre

Landsret, Præsidenten for Østre Landsret, Red Barnet, RED Rådgivning,

Reden Stop Kvindehandel, Refugees Welcome, Retspolitisk Forening,

Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rigsrevisionen, Røde Kors, Rådet for Etniske

Minoriteter, Rådet for psykisk sårbare på arbejdsmarkedet, Rådet for Socialt

Udsatte, Samarbejdsgruppen om Børnekonventionen, Samtlige byretter,

SAND, SOS Racisme, Søstre mod vold og kontrol, Udbetaling Danmark,

Udlændingenævnet, Ungdommens Røde Kors, Udviklingshæmmedes

Landsforbund, UNICEF Danmark, United Nations Women, VIVE,

Ægteskab uden grænser, Ældresagen, Aalborg Universitet (Juridisk

Institut), Aarhus Universitet (Juridisk Institut), 3F , 3F Privat Service, Hotel

og Restauration (3F PSHR).

11. Sammenfattende skema

Positive

Negative

konsekvenser/mindreudgifter konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis (hvis ja, angiv omfang/Hvis

nej, anfør »Ingen«)

Økonomiske konsekvenser for [Under udarbejdelse]

stat, kommuner og regioner

Implementeringskonsekvenser [Under udarbejdelse]

for stat, kommuner og regioner

Økonomiske konsekvenser for [Under udarbejdelse]

erhvervslivet

Administrative konsekvenser [Under udarbejdelse]

for erhvervslivet

Administrative konsekvenser [Under udarbejdelse]

for borgerne

[Under udarbejdelse]

126

Klimamæssige konsekvenser

Miljø-

konsekvenser

Ingen

naturmæssige Ingen

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget berører ikke udlændinge, der har ret til ophold

på baggrund af EU-reglerne om fri bevægelighed.

[…]

Er i strid med de principper for

implementering

erhvervsrettet

EU-

regulering/

Går videre end minimumskrav

i EU-regulering

(sæt X)

Nej

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, kan der efter ansøgning

gives opholdstilladelse til en udlænding over 24 år, som samlever på fælles

bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af længere varighed med en i

Danmark fastboende person over 24 år, der har haft tidsubegrænset

opholdstilladelse her i landet i mere end de sidste 3 år.

Efter udlændingelovens § 9, stk. 15, kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1,

litra e, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens

enhed, taler derimod, kun gives, såfremt den herboende person

1) ikke er idømt ubetinget straf af mindst 6 måneders fængsel eller anden

strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for

frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af

denne varighed,

2) ikke er idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse

af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller §§ 210, 216 og 222-224, § 225, jf.

§ 216, eller §§ 243-246,

3) ikke har forfalden gæld til det offentlige, medmindre der er givet henstand

med hensyn til tilbagebetalingen af gælden og gælden ikke overstiger

100.000 kr.,

4) ikke i de sidste 4 år forud for ansøgningen om opholdstilladelse har

modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller

127

integrationsloven bortset fra hjælp i form af enkeltstående ydelser af mindre

beløbsmæssig størrelse, der ikke er direkte relateret til forsørgelse, eller

ydelser, der må sidestilles med løn eller pension eller træder i stedet herfor,

5) har underskrevet en opholds- og selvforsørgelseserklæring, jf.

integrationslovens § 19, stk. 1, 3. pkt., eller på anden vis tilkendegivet at

acceptere indholdet heraf,

6) har bestået Prøve i Dansk 1, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til

voksne udlændinge m.fl., eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere

niveau,

7) har været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig

erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år

forud for ansøgningen om opholdstilladelse og

8) fortsat må antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet på det tidspunkt,

hvor opholdstilladelse vil kunne meddeles.

Efter udlændingelovens § 9, stk. 16, kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1,

litra e, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens

enhed, taler derimod, kun gives, hvis den herboende person opfylder mindst

en af følgende betingelser:

1) Den herboende person har bestået en medborgerskabsprøve, jf.

integrationslovens § 41 b, eller udvist aktivt medborgerskab her i landet

gennem mindst 1 års deltagelse i bestyrelser, organisationer m.v.

2) Den herboende person har haft ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet

selvstændig erhvervsvirksomhed i mindst 4 år inden for de seneste 4 år og

6 måneder forud for meddelelsen af opholdstilladelse

3) Den herboende person har haft en årlig skattepligtig indkomst på

gennemsnitligt 280.908,00 kr. de seneste 2 år forud for det tidspunkt, hvor

opholdstilladelse vil kunne meddeles. Det angivne beløb er fastsat i 2018-

niveau og reguleres fra og med 2019 en gang årligt den 1. januar efter

satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent.

Det foreslås i udlændingelovens

§ 9, stk. 15, stk. 2,

at ændre »216 og 222-

224, § 225, jf. § 216, eller §§ 243-246« til: »215, 215 a, 216, 222-224, §

225, jf. § 216, §§ 243-246, § 260, stk. 2 eller 3, eller § 260 a«.

Forslaget vil indebære, at også herboende udlændinge, der ikke er flygtninge

og allerede er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse, som betingelse for

en eventuel fremtidig ansøgning om at få familiesammenført en ægtefælle

til Danmark som udgangspunkt ikke må være idømt ubetinget straf af mindst

60 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens §§ 215

(børnebortførelser), 215 a (genopdragelsesrejser), § 260, stk. 2

(tvangsægteskaber) eller stk. 3 (tildækningstvang), eller § 260 a (religiøse

vielser af mindreårige).

128

Kravet vil, som efter den gældende bestemmelse i udlændingelovens § 9,

stk. 15, nr. 2, ikke blive stillet, hvis ganske særlige grunde, herunder

hensynet til familiens enhed, taler derimod.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter udlændingelovens § 9, stk. 1, nr. 1, litra e, kan der efter ansøgning

gives opholdstilladelse til en udlænding over 24 år, som samlever på fælles

bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af længere varighed med en i

Danmark fastboende person over 24 år, der har haft tidsubegrænset

opholdstilladelse her i landet i mere end de sidste 3 år.

Efter udlændingelovens § 9, stk. 15, kan opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1,

litra e, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens

enhed, taler derimod, kun gives, såfremt den herboende person

1) ikke er idømt ubetinget straf af mindst 6 måneders fængsel eller anden

strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for

frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af

denne varighed,

2) ikke er idømt ubetinget straf af mindst 60 dages fængsel for overtrædelse

af straffelovens kapitel 12 eller 13 eller §§ 210, 216 og 222-224, § 225, jf.

§ 216, eller §§ 243-246,

3) ikke har forfalden gæld til det offentlige, medmindre der er givet henstand

med hensyn til tilbagebetalingen af gælden og gælden ikke overstiger

100.000 kr.,

4) ikke i de sidste 4 år forud for ansøgningen om opholdstilladelse har

modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller

integrationsloven bortset fra hjælp i form af enkeltstående ydelser af mindre

beløbsmæssig størrelse, der ikke er direkte relateret til forsørgelse, eller

ydelser, der må sidestilles med løn eller pension eller træder i stedet herfor,

5) har underskrevet en opholds- og selvforsørgelseserklæring, jf.

integrationslovens § 19, stk. 1, 3. pkt., eller på anden vis tilkendegivet at

acceptere indholdet heraf,

6) har bestået Prøve i Dansk 1, jf. § 9, stk. 1, i lov om danskuddannelse til

voksne udlændinge m.fl., eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere

niveau,

7) har været i ordinær fuldtidsbeskæftigelse eller udøvet selvstændig

erhvervsvirksomhed i mindst 3 år og 6 måneder inden for de seneste 4 år

forud for ansøgningen om opholdstilladelse og

8) fortsat må antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet på det tidspunkt,

hvor opholdstilladelse vil kunne meddeles.

129