Til Udlændinge og integrationsministeren
c.c. Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg
København den 10. juli 2022
Kære Kaare Dybvad Bek,
Tillad mig at følge op på FN-forbundets korrespondance med dit ministerium: brev d. 10. februar
2022 og svar fra minister Mattias Tesfaye d. 21. marts 2022 vedr. Særloven om Midlertidig
Opholdstilladelse for Personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder mv.
I FN-forbundet finder vi det bekymrende, at Flygtningenævnet har påbegyndt en praksis med at
give afslag på ophold i henhold til nævnte særlov. Ifølge vores oplysninger har i alt 908
personer inkl. børn ansøgt om opholdstilladelse. Heraf har 828 fået tilladelse, 54 har fået afslag,
19 er ikke afgjort (udrejst/frafaldet), 7 er stadig verserende. Vi formoder, at afslagene bunder i,
at ansøgerne ikke opfylder de specielle kriterier i særloven om ansættelse/samarbejde i
Afghanistan, men hvad skal der ske med de 54 personer? Er de blevet vejledt i muligheden for
at søge asyl i Danmark, eller forventes de at rejse frivilligt tilbage til Afghanistan eller alternativt
at flytte ind på et udrejsecenter?
Spørgsmålet bunder i en bekymring om, at kun 472 evakuerede (inkl. børn) har søgt om asyl i
Danmark, hvilket kunne tyde på en ikke-tilstrækkelig vejledning.
Ruslands invasion i Ukraine og den deraf afledte særlov for ukrainske flygtninge i Danmark, har
forståeligt nok vanskeliggjort indslusningen af de evakuerede afghanere i det danske samfund
og på det danske arbejdsmarked. Som ministeren er bekendt med, forlader mange afghanere
nu Danmark til f.eks. USA, fordi man er usikker på, hvad der kommer til at ske, når Særloven
udløber.
Siden vores henvendelse d. 10. februar er den humanitære og politiske situation, herunder
kvinders rettigheder i Afghanistan, ikke forbedret. Derfor er det uforståeligt, at Flygtningenævnet
fastholder hjemsendelse af afviste asylansøgere. Denne praksis skaber yderligere usikkerhed
og angst for fremtiden blandt de evakuerede og asylansøgende familier.
FN-forbundet opfordrer derfor Udlændinge- og Integrationsministeren til at indkalde
forligskredsen til forhandlinger om åbning af Særloven herunder en forlængelse på 3 år (til i alt
5 år), og samtidig formulere kriterierne for, hvilke fremskridt på menneskerettighedsområdet, der
skal være opfyldt i Afghanistan, før man kan inddrage de evakuerede familiers opholdstilladelse
i Danmark og sende dem sikkert tilbage.
Med venlig hilsen,
Ditte Ingemann Hansen
Fungerende forperson
FN-forbundet
FN-forbundet ▪ Tordenskjoldsgade 25 st.th. ▪ 1055 København K
Tlf. 33 46 46 90 ▪ Hjemmeside:
www.fnforbundet.dk