Udlændinge-og Integrationsministeriet
Att.: Kaare Dybvad Bek
Slotholmsgade 10
1216 København K
12
AMNESTY
INTERNATIONAL
DANSK AFDELING
Gammeltorv 8, 5. sal
1457 København K
12
København, den 28. juni 2022
Kære Kaare Dybvad Bek
Jeg skriver til dig i forbindelse med Amnesty Internationals nye rapport om Litauen:
”Lithuania:
Forced out or locked up”.
Rapporten dækker vores research fra november 2021
til marts 2022 og beskriver, at der har været over 10.000 såkaldte ’push-backs’,
hvor
flygtninge og migranter er blevet tvunget tilbage med vold fra Litauen til Belarus
–
uden at
have haft adgang til retfærdige asylprocesser. Amnesty har talt med myndighedspersoner,
Ombudsmanden og 47 personer fra Irak, Syrien, Cameroun, DRC, Nigeria, Sri Lanka og
Guinea. De fortæller, hvordan tusindvis af migranter og flygtninge er blevet fængslet i
omkring ni måneder eller har siddet i overfyldte militære anlæg, tidligere fængsler og telte.
De har haft ringe adgang til sanitet, toiletter, medicin og lægehjælp - og mange har fået
frarøvet deres penge og mobiltelefoner. Vores interviewpersoner fortæller om
myndighedernes vold og seksuelle og racistiske ydmygelser. Asylansøgere har ikke adgang
til en snak med en uvildig advokat
–
og der bruges dårlige tolke. Der berettes om afgørende
fejl i myndighedernes sagsakter, og at mange føler sig tvunget til at underskrive uforståelige
dokumenter på litauisk. Alt imens 50.000 ukrainske flygtninge blev registreret i Litauen i
maj måned, hvor de blev budt velkomne med åbne arme.
Vi er bekendt med, at Danmark i september 2021 tilbød ekspertbidrag fra Rigspolitiet og
Udlændingestyrelsen til
EU’s grænseagentur, FRONTEX, og EU’s asylstøttekontor, EASO,
samt solgte 15 km. pigtråd og gennem Beredskabsstyrelsen bidrog med diverse faciliteter.
I et brev til Europaudvalget understreger den daværende udlændinge- og
integrationsminister, Mattias Tesfaye, at regeringen forventer, at Litauen overholder EU-
retten og de internationale menneskeretlige forpligtelser.
Derfor opfordrer vi den danske regering til tydeligt at fordømme de mange krænkelser af
migranters- og flygtninges rettigheder. Enhver fremtidig støtte til de litauiske myndigheder
skal tage udgangspunkt i, at flygtninge og migranters rettigheder tilgodeses. Danmark bør
arbejde for etableringen af en uafhængig og effektiv monitoreringsmekanisme på grænsen
mellem Belarus og Litauen, der kan overvåge, om der tages menneskeretlige hensyn.
Danmark bør suspendere Dublin-overførsler til Litauen - indtil forholdene for asylansøgere
og migranter er blevet forbedret.
Vi ser frem til et svar på, hvordan regeringen vil arbejde med vores dokumentation om
forholdene i Litauen for at være med til at sikre, at menneskerettighederne overholdes.
Med venlig hilsen
T: 3345 6565
F: 3345 6566
www.amnesty.dk
Vibe Klarup, Generalsekretær
Side 1