Udenrigsudvalget 2021-22
URU Alm.del Bilag 59
Offentligt
Efter Afghanistan - andre værktøjer må anvendes i udenrigspolitikken.
Analysen er skrevet af Jørn Boye Nielsen
Statement fra Tænketanken RIKO
(Rådet for International Konfliktløsning)
Dansk deltagelse i krige, som dem der er ført de sidste 20 år, bør nu have en ende.
Danmark har været involveret i tre krige de seneste 20 år i hhv. Afghanistan, Irak og luftkrigen
mod Libyen. I ingen af disse tre steder, er der kommet bæredygtige løsninger ud af
bestræbelserne.
Ser vi på krigene de sidste 20 år har Watson Institute, Brown University, USA, opgjort tabene
der er enorme:
•
•
•
•
•
•
•
•
Mindst 801.000 mennesker er døde på grund af direkte vold (soldater, private i
sikkerhedsfirmaer, civile, journalister og humanitære ansatte).
387.000 civile er blevet dræbt af alle parterne i konflikterne.
7.050 amerikanske soldater døde efter 9/11 krigene.
38 mil. er blevet fordrevet i krigene efter 9/11, 2001 (i krigene i Afghanistan, Pakistan,
Irak, Syrien, Libyen, Yemen, Somalia, Philippinerne)
Krigene efter 9/11 har bidraget betydeligt til klimaproblemerne.
Krigene er blevet ledsaget af underminering af menneske
–
og frihedsrettighederne.
De totale omkostninger for krigene og volden efter 9/11 er ca. 8. trillioner (US $
–
18
nuller).
52 danske soldater har mistet livet i Afghanistan og Irak
–
44 i Afghanistan, 8 i Irak
Krigen i Irak førte også til store ofre og et ødelagt administrativt system og i ruinerne af dette,
opstod Islamisk Stat og en dårlig fungerende stat i Irak.
I Vestens engagement i form af luftbombardementer i krigen mod Gadaffi i Libyen, endte det
med en langvarig krig og et delt Libyen med flere konkurrerende områder, der blev
udgangspunkt for migration fra Afrika til Vesten.
Spørgsmålene er nu hvilken politik der skal føres efter krigene
–
hvordan kommer vi videre,
hvad skal vi ændre?
1
 URU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 59: Henvendelse af 19. november 2021 fra Jørn Boye Nielsen om dansk udenrigspolitik efter Afghanistan
Udenrigsminister Jeppe Kofod har for kort tid siden sagt, at det negative resultat for Vesten af
krigen i Afghanistan kalder på refleksion og selvransagelse.
Så lad os komme i gang med denne selvransagelse og lære af det, der er sket for Vesten, og
overveje de ændringer der bør ske i udenrigs- og sikkerhedspolitikken i Danmark.
Konklusionen bør være, at vi skal holde os ude af deltagelse i stormagtsinterventioner, vi
alligevel ikke har nogen indflydelse på, dvs. ikke mere deltagelse i krige som i Irak og
Afghanistan. Midler og mål med luftbombardementerne i Libyen bør også undersøges. Normen
om ‘Responsibility to Protect’ (R2P), hvor vi skulle lære af Rwanda og
Srebrenica, blev visket ud
i sandet efter Libyen.
Det er godt hvis der kan ske en uvildig undersøgelse af hvorfor det gik galt i Afghanistan;
Hvordan vi kom ind og især den hovedkulds beslutningsproces der var forud for beslutningen
om at involvere os i Afghanistan. Desuden skal spørgsmålet om vi vidste nok om det land vi
kæmpede i
–
dets historie, sociale struktur og kultur, og de store forskelle afklares.
I det følgende vil der være fokus på RIKOs syn på dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik efter
Afghanistan:
En vision af en verden med fredelige og ikke voldelige relationer mellem stater og folk. Som
forudset af FN.
Danmark skal arbejde for en verdensorden, hvor vi på sigt løser konflikter og problemer med
fredelige og ikke-militære midler gennem et vidtgående samarbejde med alle lande i verden.
Hver gang vi har en konflikt, skal vi stille spørgsmålet; hvordan kan denne konflikt løses fredeligt
og uden trussel om brug af militære midler og uden pression og sanktioner. Det gøres der ikke
nok i dag.
Er væbnet brug af magt nødvendigt i visse tilfælde? Ja, vi er ikke pacifister og må anerkende at
visse former for konflikter f.eks. borgerkrige kan kræve brug af væbnet magt for at kunne
afsluttes og stabiliseres.
Dette bør tages vare på af FN’s-fredsbevarende
(militære) missioner. Til dette bør vi naturligvis
stille soldater, officerer og mandskab til rådighed
–
og hjælpe med materiel og effektiviseringer.
FN’s tilgang til konflikter, herunder militære konflikter,
har som ofte fokus på fredsbevaring,
monitorering, rapportering af menneskerettighedsovergreb og beskyttelse af civile. Det er ikke
2
 URU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 59: Henvendelse af 19. november 2021 fra Jørn Boye Nielsen om dansk udenrigspolitik efter Afghanistan
nok til at løse en konflikt, men et vigtigt element. FN har den fordel, at der er fokus på andet
end den militære side i en konflikt, idet der i en FN-intervention altid inkluderes fredskabende
elementer - f.eks kan FN være med til at skabe et forum for dialog. Det går ofte galt når Vesten,
ofte tidligere kolonimagter, kommer ind i voldelige konflikter og krige. Det bliver tænkt for
meget i militære løsninger og for lidt i konfliktløsning og bistand.
Danmark skal som småstat samarbejde maksimalt i internationale organisationer, med andre
lande
–
i FN, EU, Nordisk Råd, OSCE, NATO og bidrage aktivt til at styrke og reformere disse
organisationer. Konflikter og problemer skal løses gennem forhandling, der bunder i
programmer og planer frem for enkeltpersoner - løsninger som alle parter, også de mindre
synlige, kan se sig selv i. Det er desværre ikke det vi ser i dag, hvor trusler hænger løst og der
ikke skal meget til før sanktioner sættes i værk.
Bæredygtig sikkerhed er mere end ”krudt og kugler”
Sikkerhed har både en militær og en ikke-militær dimension.
Den ikke-militære og bæredygtige dimension skal fokusere på skabelse af tillid mellem parterne
dvs. en holdning til at kunne være sammen, samtale, forhandle og løse konflikter sammen,
igangsætte projekter sammen og samarbejde i internationale organisationer. Forholdet mellem
de fem nordiske lande er f.eks. ikke baseret på militære eller afskrækkelsesdoktriner, men på
samarbejde, samtale, forhandlinger og fælles institutioner. Det samme gælder EU.
Tillidsskabende foranstaltninger mellem lande der har konflikter eller problemer med hinanden,
er derfor vigtigt.
Midlerne hertil er primært:
●
et stærkt diplomati og ambassader med tilstrækkelige ressourcer til at lave
kontakter og forhandle
●
aktiv brug af medlemskab af internationale organisationer, hvor der kan
samarbejdes med andre for løsninger
bevillinger til tænketanke og forskere der kan genere viden til
sikkerhedspolitikken
bevillinger til at civilsamfundet kan være med via sine kontakter og deltagelse i
aktiviteterne omkring store konferencer.
●
●
3
 URU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 59: Henvendelse af 19. november 2021 fra Jørn Boye Nielsen om dansk udenrigspolitik efter Afghanistan
politikere og militære bør mødes med sine fagfæller, især i lande der er defineret
som ”den anden side”
Den måde NATO tæller sikkerhed på som procentandel af BNP, er en forkert og irrationel måde
at opgøre forsvarsudgifterne på. Man bør i NATO enes om et nyt procenttal, der dækker alle
udgifter til det militære forsvar, udviklingsbistand, udenrigstjenesten og fredsbestræbelser
(konfliktløsning, konfliktforebyggelse, fredsforskning, tidlige advarsler (early-warning).
Sikkerhedspolitik er langt mere end ”krudt og kugler”.
I et sådant nyt procenttal vil DK blive godskrevet for vor høje andel af udviklingsbistand og
Norge godskrevet for dets højt udviklede diplomati og mæglingsbestræbelser i konflikter. DK
bør i første omgang få NATO-lande som Norge, Holland og Tyskland med på ideen. Og efter
formentlig kommende centrum-venstre regeringer i Norge og Tyskland, skulle det være en
mulighed.
Respekt for andre nationer og folk.
Fjernelse af autoritære og diktatoriske ledere og udefra fremkaldt regime change, skaber ikke
automatisk demokrati, men som oftest kaos og borgerkrige. Hvis demokrati indføres gennem
massiv vold oppefra, er der en tendens til at volden flytter med over i det nye samfund. Derfor
må det anerkendes at demokrati ikke kan importeres udefra eller være resultat af ydre pres,
men må skabes nedefra på basis af folkeligt pres og med nødvendige hensyn til landets historie,
kultur og religion.
Sanktioner og isolation af lande der ikke følger vestligt pres er normalt ikke
anbefalelsesværdigt.
Støtten skal gives direkte til folkelige bevægelser og græsrødder, så de kan skabe et nyt
samfund nedefra, evt. gennem omfattende ikke - voldelige aktiviteter.
Sanktioner mod lande har normalt ikke ret stor virkning. Sanktioner mod stormagter er for det
meste nytteløse i henseende til at ændre forholdene, selv om de ofte gør økonomisk ondt hos
modparten. Sanktioner, især fra Vesten, bruges ofte for at vise offentligheden og den hjemlige
opinion at man handler.
Fokusér på alle menneskerettigheder, ikke kun på én konvention.
Der er en tendens til, at menneskerettighedskonceptet bliver brugt som et tag-selv-bord. Der er
mange menneskerettighedskonventioner. Der er en konvention for civile og politiske
4
●
 URU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 59: Henvendelse af 19. november 2021 fra Jørn Boye Nielsen om dansk udenrigspolitik efter Afghanistan
rettigheder
–
det er stort set den eneste der henvises til i Vesten af regeringer. Men der er også
konventionen for økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, der indeholder retten til
arbejde, sundhed, gratis uddannelse, en basal levestandard m.m. Den sidste type rettigheder
overholdes ikke mange steder i Vesten f.eks. i USA. Der er også børnekonventionen, der siger,
at staten skal beskytte nationens børn
–
ikke just det der sker for danske børn i Syrien. Der er
ligeledes FN menneskerettighedsdeklarationer om flygtninge og minoriteter
–
dem henvises der
sjældent til i Danmark.
Ingen nationer opfylder alle menneskerettigheder, dog er nogle nationer bedre end andre. Men
menneskerettigheder må ikke bruges selektivt som et politisk våben, hvilket der er en tendens
til.
De 17 verdensmål er et stærk middel, da de er nye og vedtaget af alle verdens lande, og et godt
mål for den vej verden skal. Verdensmålenes begrænsning er, at de ikke er juridisk bindende i
en konvention, men kun har deklarationskraft. Men som mål for verdens udvikling frem mod
2030 må de lægges til grund for og være en del af Danmarks udenrigspolitik.
I den hjemlige debat f.eks. i DR2’s
Debatten og generelt i medierne jongleres der med en
modsætning mellem demokrati/menneskerettigheder på den ene side og autoritære regimer
på den anden. Selv om der er en kerne af sandhed i denne modsætning, sker der også en
dæmonisering af lande der bygger på andre værdier end vestlige værdier. En os-dem fortælling,
der gør kommunikation, kontakter og samtale umuligt.
Skal vi løse konflikter må begge parter i konflikten anerkendes, ellers løses konflikten ikke.
Oprust diplomatiet - stærkere og mere robust udenrigstjeneste.
Udenrigsministeriet og diplomatiet bør opgraderes. Udenrigsministeriet, der de sidste 20 år er
blevet beskåret, som påvist af professor Martin Marcussen (KU), bør have samme kapacitet og
finansiering som f.eks. i Norge eller Finland
–
hvad det slet ikke har i dag. Udenrigsministeriet
skal udvikle tilstrækkelig med kontakter og netværk til lande og internationale organisationer,
samt deltage i fredsskabende virksomhed. Desuden skal UM have dansk analysekapacitet for at
kunne agere i den moderne verden, samt være med i alle de udvalg, grupper og konferencer i
internationale organisationer, som danske interesser tilsiger.
UM bør endvidere have ressourcer og tid til at møde tænketanke, forskningsmiljøer og
civilsamfundet.
5
 URU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 59: Henvendelse af 19. november 2021 fra Jørn Boye Nielsen om dansk udenrigspolitik efter Afghanistan
Diplomatiet og regeringen bør kunne tale med begge sider i en konflikt
Diplomatiet og regeringen er ikke kun til for at kommunikere med allierede, men må lægge
vægt på at have kapacitet til at kommunikere med begge/alle parter i konflikter, også dem vi er
uenige med og dem som har andre værdier end os for at kunne komme med udspil og forslag i
igangværende konflikter. I 1970’erne og 1980’erne i Helsinki-processen
spillede Danmark en
væsentlig og selvstændig rolle, ikke mindst i forhold til USA og andre stormagter i
afspændingspolitikken under koldkrigsperioden.
Freds- og konfliktløsnings center
–
tænk i fredelige optioner, ikke kun i militære og
afskrækkelses-scenarier som nu.
Som en selvstændig del af dansk udenrigspolitik oprettes et Freds- og Konfliktløsningscenter til
at bistå både den udøvende del af samfundet (regeringen, Udenrigsministeriet) og den
lovgivende del (Folketinget, Udenrigspolitisk Nævn, udvalgene). Det skal gives konkrete opgaver
i form af at levere analyser og forslag om udenrigs- og sikkerhedspolitik, og ikke mindst
fokusere på anbefalinger i forhold til løsning og forebyggelse af konflikter.
Udenrigspolitisk Nævn, Udenrigsudvalget, Forsvarsudvalget og Europaudvalget er
politikernes udvalg
–
ikke regeringens.
Disse udvalg ligger under Folketinget
–
og ikke regeringen. De kan i højere grad bruges til at lave
strategier, planlægning og diskutere udenrigs- og sikkerhedspolitik selvstændigt.
Der kan inviteres forskere og tænketanke ind i udvalget hvis politikerne ønsker det.
Det bruges ikke tilstrækkeligt i dag, hvor udvalgene reelt er regeringens udvalg.
Udenrigspolitisk Nævn bør have tilstrækkelige og ajourførte oplysninger, så der kan tages
beslutninger, med basis i sikre kendsgerninger og gerne fra flere forskelligartede kilder. Før
store udenrigspolitiske beslutninger, skal der gives mere tid til politikerne og deres baglande, så
konsekvenserne af beslutningerne kan identificeres via høringer og indkaldelse af uafhængige
eksperter. Afghanistan-, Irak- og Libyen krigen blev ikke forberedte nok
–
ikke mindst pga.
Udenrigspolitisk Nævns lukkethed, der er givet af politikerne i Loven om Udenrigspolitisk Nævn.
6
 URU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 59: Henvendelse af 19. november 2021 fra Jørn Boye Nielsen om dansk udenrigspolitik efter Afghanistan
Migrationsproblemerne bør ikke løses med mure og pigtråd, men med udvikling og
fredsopbygning
–
så folk ikke flygter. En ny Marshall-hjælp til Afrika og Mellemøsten.
I udviklingspolitikken må især den demografiske udvikling i Afrika og Mellemøsten adresseres.
Allerede i Taksøe-rapporten fra 2016 påpegedes at befolkningen i Nordafrika og Mellemøsten
estimeres at ville vokse fra 481 mil. i 2015 til 749 mil. allerede i 2050.
Ifølge The Lancets befolkningsfremskrivninger vil Afrika som sådan vokse fra 1.6 mia. i dag til ca.
4. mia. i 2100. Det er en enorm befolkningsudvikling.
Europas befolkningsudvikling vil være modsat
–
en befolkningsnedgang fra 738 mil. (2015) til
707 mil. i 2050 (Taksøe-rapporten, bilag s. 55) med arbejdskraftmangel til følge.
Et land som Nigeria vil ifølge The Lancet vokse fra 207 mil. i dag til 790 mil. i år 2100
–
og det er
kun ét afrikansk land.
Den gode historie af den demografiske udvikling er, at ifølge The Lancet vil verdens befolkning
begynde at falde i 2060’erne på verdensniveau –
dog sådan at de udviklede lande og Kina vil
opleve et stort fald. Udviklingslande i f.eks. Afrika vil stabiliseres senere.
Denne demografiske udfordring ikke langt fra Europa, kender folk i udenrigsministerierne, men
politikerne ser kun få år frem. Skal man holde befolkningerne i Afrika og Mellemøsten hjemme i
deres lande, kræves en enorm mobilisering af ressourcer til fordel for Afrika af
udviklingsbistand. Det bør også betyde mere handel og handelsliberalisering, samt
koordination med Kina, USA og FN’s særorganisationer om den store opgave.
Det hjælper ikke kun at sende penge af sted som vi har gjort i Afghanistan
–
det er en
omfattende produktiv base med modernisering og industrialisering i Afrika der skal til.
Desuden en kontrolleret indvandring til et Europa, der går mod mindre befolkning og mangel på
arbejdskraft.
Migration kan ikke undgås i en verden med en så enorm befolkningsøgning i Afrika og
Mellemøsten, og en samtidig befolkningsnedgang i Europa. Gør man ikke noget i Europa, vil
migrationen blive endnu større. I øjeblikket er der bygget/bygges der mure eller stålwire/
pigtrådshegn 15 steder i EU- og Schengen-området (Politiken 6.9.2021) med henblik på at
holde fattige migranter ude. Det er en hel gal vej og løser ikke migrationspresset
–
EU m.fl. skal i
7
 URU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 59: Henvendelse af 19. november 2021 fra Jørn Boye Nielsen om dansk udenrigspolitik efter Afghanistan
stedet hjælpe Afrika og Mellemøsten til at blive udviklede og moderniserede, så folk ikke
flygter. Mure og pigtråd og et nyt apartheidsystem mellem rige og fattige er ikke vejen.
Ikke flere kolde krige.
En proces mod en ny kold krig eller dog en ny farlig og destruktiv stormagtsrivalisering
–
økonomisk, teknologisk og militært - er på vej mellem USA og Kina. Det er ikke i verdens
interesse at den får lov at udvikle sig. Det kan betyde en økonomisk og teknologisk opdeling af
verden.
Danmark må I EU I det mindste fastholde EU’s nuværende kurs ”at gå på to ben” –
på den ene
side anerkende Kina som systemisk konkurrent og på den anden side Kina som partner. EU (og
hermed DK) må klart signalere til præsident Biden, at EU ikke er med på en ny ødelæggende
konfrontation, der vil opdele verden. Det har vi prøvet én gang før med katastrofale følger.
FN’s generalsekretær Guterres
kaldte ved den seneste FN Generalforsamling USA-Kina
konflikten for ”complete dysfunctional” – og sagde ”We need to avoid at all cost a cold war that
would be different from the past one…” og muligvis farligere end den første.
En grøn omstilling I verden. Fokus på klima
At kæmpe for den grønne omstilling og en bæredygtig verden på internationalt niveau, må
være et vigtigste mål i dansk udenrigspolitik
–
hvad det dog også synes at være.
Klimaforandringerne repræsenterer et globalt problem rettet mod den eneste klode,
menneskeheden bor på. Det er en fælles international opgave som nord og syd, øst og vest
sammen må løse. Danmark har vist vej gennem de unges høje klima- og
biodiversitetsengagement og ved at et næsten enigt Folketing har vedtaget en 70 % reduktion
af drivhusgasser i 2030, som er et vigtigt, omend ikke tilstrækkeligt mål på sigt.
Våbenkontrol og nedrustning skal på dagsordenen igen.
I det 21. århundrede er der indgået meget få nedrustnings- og våbenkontrol aftaler
–
dog med
New START traktaten fra 2010, der påbyder en halvering af strategiske missiler, som en
væsentlig undtagelse.
Vores anbefalinger på nedrustningsområdet vil være:
8
 URU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 59: Henvendelse af 19. november 2021 fra Jørn Boye Nielsen om dansk udenrigspolitik efter Afghanistan
1. Der oprettes et kontor, der skal beskæftige sig med og følge nedrustningsbestræbelser og
våbenkontrol i Udenrigsministeriet. Et sådant kontor har der været tidligere i
Udenrigsministeriet.
2. Der afholdes en årlig debat i Folketinget om nedrustning, hovedsagelig atomnedrustning,
hvor emnerne er fremskridt/tilbageslag for nedrustning og våbenkontrol i Europa og i verden
som helhed. Debatten kan suppleres med høringer af internationale forskere og andre, der
arbejder med nedrustning.
3. Danmark arbejder for at Arktis bliver en atomvåbenfri zone (som Antarktis). Et forslag der har
været med i tidligere centrum-venstre regeringsprogrammer.
4. Danmark arbejder i NATO for kontakt mellem officerskredse i NATO-landene og Rusland for
at undgå
̊
uheld og misforståelser. I dag er der næsten ingen kontakt.
5. Støtte til oplysningsprojekter og folk-til-folk-projekter med lande, grupper og folk, der
officielt ses som ” den anden side”.
6. Danmark støtter initiativer til atomnedrustning og deltager i arbejdet for ikke
–
spredning af
atomvåben samt tilslutter sig FN’s traktat om forbud mod atomvåben, der trådte i kraft 22.
januar i år, og deltager i review konference i marts 2022 i Wien sammen med Norge, Sverige og
Finland, der alle har besluttet at deltage.
7. INF-traktaten, der i 1987 forbød alle kort og mellemdistanceraketter i Europa, blev opsagt af
præsident Trump i 2019 og senere af Rusland. Danmark bør støtte at kort-og
mellemdistanceraketter igen forbydes eller begrænses i Europa og andre steder i Europa.
8. Ikke
–
spredningstraktaten (NPT-traktaten) om ikke-spredning af atomvåben overholdes ikke
af atommagterne, der har erklæret i traktaten, at de vil arbejde for atomnedrustning, hvilket
ikke sker. De viser et dårligt eksempel. Danmark skal påvise dette.
9. Det er ikke nok at tale om nedrustning
–
Danmark må også fokusere på de årsager der skaber
oprustningen, bl.a. ved tillidsskabende foranstaltninger.
10. I NATO slog Harmel-rapporten fra 1967 fast at NATO skal gå på to ben - både arbejde for
forsvar af området og for fred og afspænding med den anden side. NATO arbejder for forsvar,
men gør meget lidt for afspænding og fred. Desværre går NATO kun på ét ben
–
det militære.
9
 URU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 59: Henvendelse af 19. november 2021 fra Jørn Boye Nielsen om dansk udenrigspolitik efter Afghanistan
11. Konflikten mellem Europa og Rusland er ikke langtidsholdbar og bæredygtig. Under den
kolde krig skabtes et unikt samarbejde om afspænding mellem Øst og Vest i form af Helsinki-
processen. Forhandlingerne startede i 1972 i Finland, hvor alle europæiske lande (minus
Albanien) samt USA og Canada samledes. I 1975 underskrev landene Helsinki-slutakten, der
omhandlede grænser i Europa, sikkerhedsspørgsmål, respekt for menneskerettigheder,
økonomisk og teknisk-videnskabeligt samarbejde, handel, informationsfrihed, kulturelt
samarbejde og menneskelige kontakter. Efter afslutningen af den kolde krig dannedes OSCE
(Organisation for Security and Co-operation in Europe). OSCE bør igen bruges mere aktivt til at
starte en afspændings proces mellem de 57 medlemsstater. Nye al-europæiske initiativer og
konferencer kunne finde sted i dette regi.
Mægling
–
en metode til fredelig afvikling af konflikter
I den danske offentlighed bliver konflikter og sikkerhedstrusler ofte beskrevet med henvisning
til at vi kun kan gøre to ting, enten 1) ingenting eller 2) militær intervention. En tredje og meget
aktiv (og aktivistisk) mulighed er at mægle mellem parter i en konflikt. International mægling er
en diciplin som særligt Norge og Finland har haft succes med, og senest har Sverige også indset
at de også vil bidrage til at løse verdens konflikter gennem dialog. Forhandlinger begynder
oftest i det skjulte og med møder med hver enkelt konflikt part. Det kan så lede til mere
offentlige fredsforhandlinger, og eventuelt en en våbenhvile, en fredsaftale eller om ikke andet
en større forståelse for den anden parts ageren og interesser. Mægling kan forekomme på
forskellige niveauer fra græsrodsniveau til det mere politiske. Hvis Danmark engagerede sig
mere i at løse verdens konflikter med ikke militære midler, kunne vi for eksempel specialisere
os i at mægle mellem ikke voldelige oprør og regeringer, for muligvis at forhindre at det ender i
voldelige borgerkrige ligesom i Syrien og Yemen, eller i yderligere undertrykkelse ligesom i Hong
Kong.
10