Det Udenrigspolitiske Nævn 2021-22
UPN Alm.del Bilag 50
Offentligt
2489828_0001.png
NOTAT til Det Udenrigspolitiske Nævn
Orientering om aktivering af nødbremse for yderligere tre lande i det
sydlige Afrika på grund af virusvarianten Omikron
__________________________________________________________
Nævnet orienteres hermed om, at den tværministerielle taskforce for COVID-19
rejserestriktioner den 28. november 2021 med kort varsel besluttede at aktivere
nødbremsen for yderligere tre lande i det sydlige Afrika: Angola, Malawi og Zambia.
Det skete på baggrund af indstilling fra Statens Serum Institut af hensyn til at begrænse
risikoen for import af den nye bekymrende virusvariant B.1.1.529 også kaldet
Omikron.
Aktiveringen af nødbremsen for de tre lande træder i kraft kl. 12:00 den 29. november
og udgør en udvidelse af gruppen på syv lande i det sydlige Afrika, som taskforcen den
26. november besluttede at aktivere nødbremsen for. Aktiveringen af nødbremsen for
de yderligere tre lande sker ud fra et forsigtighedsprincip samt fund af virusvarianten
Omikron i Malawi. Dermed vil nødbremsen foreløbigt være aktiveret for i alt ti lande:
Sydafrika, Lesotho, Eswatini, Mozambique, Zimbabwe, Botswana, Namibia, Angola,
Malawi og Zambia.
Aktiveringen af nødbremsen betyder, at a) alle rejser frarådes til disse lande (røde), b)
krav om test og isolation efter indrejse, såfremt rejsende har haft ophold i et rødt
område inden for de seneste 10 dage, c) krav om test før ombordstigning på direkte
fly fra omfattede lande, c) krav om anerkendelsesværdige formål for indrejse for
udlændinge og d) test inden indrejse for udlændinge.
Siden den nye virusvariant blev opdaget i det sydlige Afrika, er den også blevet
bekræftet i en række lande. Der forventes at komme yderligere viden om varianten,
særligt fra Sydafrika, i løbet af de kommende dage og uger. Det bemærkes, at enkelte
lande har indført et generelt indrejseforbud for udlændinge, herunder danskere, det
gælder Israel, Japan og Marokko. Derudover har Schweiz indført krav om, at
indrejsende fra Danmark skal gå direkte i 10 dages isolation ved ankomst. Mulighed
for forkortelse efter 7 dage. Der er ingen undtagelser for vaccinerede eller tidligere
smittede. Det skyldes, at Omikron-varianten er bekræftet konstateret i Danmark.
Nævnet vil blive holdt løbende orienteret. Det gælder særligt, såfremt nødbremsen
bliver aktiveret for lande, hvor det vurderes at kunne have væsentlige udenrigspolitiske
konsekvenser.
Udenrigsministeriet
Til:
Det Udenrigspolitiske
Nævn
Dato:
29. november 2021