UPN, Alm.del - 2021-22 - Bilag 12: Notat fra Udenrigsministeriet om afrapportering fra rundbordsdrøftelse: Afghanistan

Det Udenrigspolitiske Nævn 2021-22
UPN Alm.del Bilag 12
Offentligt

NOTAT til Det Udenrigspolitiske Nævn

Dato:

12-10-2021

Afrapportering fra rundbordsdrøftelse:

”Afghanistan – hvad nu?”

den 4. oktober 2021

DIIS og Udenrigsministeriet var den 4. oktober 2021 vært for en rundbords-

drøftelse mellem eksperter, politikere og embedsmænd. Fokus for drøftelsen

var situationen i Afghanistan nu og fremadrettet.

Drøftelsen blev ledet af DIIS direktør Kristian Fisher. Omkring bordet sad

udenrigsminister Jeppe Kofod, udviklingsminister Flemming Møller Morten-

sen, MF Martin Lidegaard, MF Karsten Hønge, MF Eva Flyvholm, MF Mar-

cus Knuth, Seniorforsker Mona Sheik (DIIS), Seniorforsker Flemming Splids-

boel (DIIS), Seniorforsker Lars Erslev Andersen (DIIS), Chefkonsulent David

Vestenskov (FAK), Ambassadør Mette Knudsen (UNAMA), Direktør for

Udenrigspolitik Jesper Møller Sørensen, Afdelingschef Kasper Høeg-Jensen

(FMN) og ambassadør for Afghanistan Nathalia Feinberg.

Følgende, med særlig vægt på ekspertudsagnene, kan fremhæves fra drøftelsen:

Situationen i Afghanistan

Drøftelserne tegnede et dystert billede af situationen i Afghanistan. Økono-

misk er landet er dybt afhængigt af udenlandsk bistand, der før Talibans magt-

overtagelse udgjorde ca. 75% af statsbudgettet og 45% af BNP. Knap halvde-

len af afghanerne lever i fattigdom. Derfor truer den nuværende situation,

hvor der er blevet lukket for udviklingsbistand, med et totalt økonomisk kol-

laps. Flere vurderede, at det ikke længere er et spørgsmål

men

hvornår

Af-

ghanistan kollapser. Allerede nu fører de stigende fødevarepriser til hastigt sti-

gende fattigdom og en stærkt forværret humanitær situation, der allerede var

dårlig pga. tørke og covid.

Paradoksalt nok er sikkerhedssituationen bedre nu end før Talibans magtover-

tagelse. Truslen mod sikkerheden kommer primært fra Islamisk Stat Khorosan

(ISK), der udfører terroraktiviteter. Livet er vendt tilbage i Kabuls gader og

markederne er åbne. Dog ser man ikke længere så mange kvinder i gadebille-

det. Der er store regionale forskelle på, om piger får lov til at gå i skole. En del

tyder på at udviklingen går den forkerte vej. Flygtningestrømmen er for inde-

værende stilnet af, og den desperate flugt ud af landet ses ikke mere.

Hvem er Taliban?

UPN, Alm.del - 2021-22 - Bilag 12: Notat fra Udenrigsministeriet om afrapportering fra rundbordsdrøftelse: Afghanistan – hvad nu?

Taliban er en emirat-bevægelse, dvs. at den i modsætning til kalifatbevægel-

serne Islamisk Stat og Al-Qaeda anerkender statsgrænser

–

herunder den om-

stridte Durandlinie, som udgør grænsen til Pakistan. Det hænger sammen med,

at Taliban er en lokal bevægelse uden en global agenda. Taliban har rødder i

Deobandismen, der opstod i Indien som en puritansk religiøs anti-kolonial be-

vægelse. Taliban er et teokrati, der ligesom i Iran styres af et religiøst råd. Men

i modsætning til salafistiske bevægelser er Taliban ikke upåvirkelig over for in-

put udefra.

Taliban er ikke en enhedsorganisation, og dens største udfordring bliver at

holde sammen på de ultrakonservative fra den sydlige del og den yngre mere

moderate generation. Sidstnævnte vil i højere grad være villig til at tillade pigers

skolegang og mindre strikse regler til gengæld for udviklingsbistand. Risikoen

for bevægelsen er, at

sådanne ”liberaliseringer”

vil kunne føre til internt op-

brud og formodentligt en ny borgerkrig. Det er også forklaringen på den ikke-

inklusive overgangsregering, der har tilgodeset Talibans egne folk, der primært

tilhører den pashtunske befolkningsgruppe.

Der er stor skepsis ift. Talibans kapacitet til at levere basale ydelser til bor-

gerne. ISK er Talibans fjende, som de bekæmper aktivt, hvorimod det kan

være svært at se forskel på Al-Qaeda og Taliban, i det Al-Qaeda i de seneste år

har fået et mere regionalt fokus, og er blevet tæt knyttet til Taliban i Afghani-

stan. Narkoproduktionen i særligt de sydlige provinser er fortsat kernen i Tali-

bans forretningsmodel.

Afghanistans naboer

For

Pakistan

er det kerneprioriteten at forhindre, at ustabiliteten i Afghani-

stan ruller over grænsen, som den har gjort i større eller mindre grad de sidste

20 år. Sympatien i de pashtunsk dominerede pakistanske grænseområder har

altid ligget hos Taliban, hvilket bl.a. er grunden til, at Pakistan har været tilba-

geholdende med at slå hårdt ned på Taliban, som Vesten har forsøgt at presse

Pakistan til. Fra pakistansk side advares mod at isolere Taliban, hvilket ifølge

pakistanerne med sikkerhed fører til, at rettighedskrisen tabes.

Iran

har traditionelt været i opposition til Taliban. Modstanden er dog mind-

sket, hvilket er muliggjort af, at Taliban ikke længere direkte bekæmper shia-

islam, der er Irans statsreligion. Iran ønsker grundlæggende et stabilt Afghani-

stan, men har samtidig hverken haft interesse i en amerikansk succes eller i en

velsmurt talibanmaskine i Afghanistan. Fokus er på at sikre en stabil grænse

ved at samarbejde med lokale grupper og centralmagten i Kabul. Iran har væ-

ret særdeles kritisk over den ikke-inklusive Taliban-regering.

”Tak gud for NATO i Afghanistan” sagde præsident Putin til Dumaen i 2012.

Udsagnet reflekterer

Ruslands

primære interesse: stabilitet. Man er særdeles

UPN, Alm.del - 2021-22 - Bilag 12: Notat fra Udenrigsministeriet om afrapportering fra rundbordsdrøftelse: Afghanistan – hvad nu?

bekymret for, at islamisk fundamentalisme kan sprede sig i både de centralasia-

tiske republikker men også til Rusland, hvor der er store muslimske mindretal.

Lidt paradoksalt er der i Rusland både glæde over USA og vestens nederlag i

Afghanistan, der ifølge Moskva varsler en ny ikke vestlig domineret verdensor-

den og også dyb bekymring for udviklingen, hvilket har fået Rusland til at

styrke sikkerhedssamarbejdet med særligt de Centralasiatiske lande.

Ligesom for Rusland er

Kinas

vigtigste hovedprioritet stabilitet og at forhin-

dre udbredelsen af islamisk fundamentalisme. Som den eneste nabo med øko-

nomiske midler, der ville kunne gøre en forskel i Afghanistan, spiller Kina en

nøglerolle. Men det er meget uklart, hvor meget Kina tør satse i landet. For

Kina er det vigtigt at beskytte dets Belt & Road aktiviteter i Pakistan og Cen-

tralasien.

Fælles for

nabolandene

er at de grundlæggende er interesserede i stabilitet,

men næppe har viljen eller evnen til at skabe den. De kan alle leve med et mo-

derat ustabilt Afghanistan med lavintensitetskonflikt, så længe disse ikke spre-

der sig over grænsen, forsager større flygtningestrømme, at Afghanistan ikke

igen bliver et arnested for terror og rekruttering eller spreder islamisk funda-

mentalisme i regionen. Alle landene vil formentligt kunne acceptere en ny,

større rolle for FN.

Afghanske kriser og dilemmaer

Rettighedskrisen:

Kvinder og pigers adgang til uddannelse og arbejde har

været et af de væsentligste fremskridt, der er opnået i Afghanistan. Disse frem-

skridt nåede dog kun i mindre grad ud i landområderne. Vi står nu i et di-

lemma om, hvor lidt kvindefrigørelse vi kan acceptere som modydelse for at

genoptage engagement og udviklingssamarbejde med Afghanistan. Vesten har

hverken interesse i ustabilitet og borgerkrig eller at drive den stærke ultrakon-

servative del af Taliban i armene på ISK and Al-Qaida. Flere understregede

vigtigheden af ikke at give køb på kvinder og pigers rettigheder, særligt til at ar-

bejde og gå i skole. Men sandsynligheden for, at Taliban vil acceptere kvinder i

regeringen, er tæt på nul.

Sikkerhedskrisen:

Uden engagement og tilstedeværelse bliver det vanskeligt

at holde øje med terrorsituationen i landet. Der er stor bekymring om, hvor-

vidt Taliban kan og vil holde udenlandske terrorgrupper ude, således at de ikke

igen får et frirum. Desuden frygtes det, at Afghanistan bliver et rekrutterings-

område for global terrorisme. Særligt Taliban i det sydlige Afghanistan har et

nært forhold til Al-Qaeda. Det er dog positivt, at Vesten, Nabolandene og

Taliban har en fælles fjende i ISK, der p.t. udgør den største sikkerhedstrussel i

Afghanistan.

UPN, Alm.del - 2021-22 - Bilag 12: Notat fra Udenrigsministeriet om afrapportering fra rundbordsdrøftelse: Afghanistan – hvad nu?

Den humanitære krise:

Allerede inden Talibans magtovertagelse havde 18,4

mio. mennesker behov for humanitær hjælp. I de kommende måneder forven-

tes den alvorlige tørke, COVID-19, den kommende vinter samt en meget svær

finansiel situation at føre til en alvorlig forværret situation. Nødhjælpsarbejdere

og NGOer er tilbage på arbejde, hvilket også gælder kvinderne. FN og huma-

nitære aktører forhandler fortsat med Taliban om rammevilkår for det huma-

nitære arbejde i Afghanistan. Udover at det er principielt vigtigt, at kvinder kan

arbejde, er kvinders arbejde for nødhjælpsorganisationer en nødvendighed for

sikre, at hjælpen også kommer ud til kvinderne.

Hvis udviklingsbistanden ikke genoptages, stiger risikoen for et finansielt kol-

laps og en langt dybere humanitær krise til følge. Der er stor sandsynlighed for

at krisen vil munde ud en større humanitær katastrofe, fornyede flygtninge-

strømme og måske en borgerkrig.

Udenrigsministeriet