Uddannelses- og Forskningsudvalget 2021-22
UFU Alm.del Bilag 68
Offentligt
Notat vedr. SDU ´s planer om udflytning af ingeniøruddannelser til Uddannelses- og forskningsudvalget i
anledning af foretræde for Udvalget d. 26. februar.
Erhvervslivet i Trekantområdet og Syddanmark har længe haft et stort ønske om at få bedre adgang til
teknologi og tekniske kompetencer, herunder i form af ingeniøruddannelser. Et ønske, som Kolding
Kommune løbende har været i dialog med SDU om, senest i forbindelse med de aktuelle udflytningsplaner.
SDU har indtil videre lagt op til, at universitetet i forbindelse med udflytning/opbygning af uddannelser
uden for Odense, vil udvikle en helt ny campus med fortrinsvis ingeniøruddannelser i Vejle. Det forstår vi
ikke, selv om vi selvfølgelig finder det glædeligt, at SDU overhovedet er parat til at etablere
ingeniøruddannelser uden for Odense.
Hvorfor lave en ny SDU-campus, kun 30 km fra den nuværende velfungerende SDU-campus i Kolding? En
campus, hvor der allerede er opbygget et stærkt studie- og forskningsmiljø, som ville blive endnu stærkere,
hvis der blev tilført tekniske kompetencer. Og omvendt ville kunne berige tekniske uddannelser med
elementer fra design, entreprenørskab og humaniora. Samtidig vil tekniske uddannelser på campus Kolding
kunne få glæde af den diversitet, som en campus med flere forskellige uddannelser har. Ingeniørstudierne
er stadig præget af mange mandlige studerende.
I forlængelse af ovenstående: IBA og Designskolen Kolding har i deres institutionsplaner understreget
behovet for tekniske kompetencer og uddannelser i Kolding.
Campus Kolding har allerede værksteder (herunder et stort 3D-print center som del af IBA ´s uddannelse
inden for AM-teknologi), studieboliger og i det hele taget en infrastruktur, som gør, at der relativt billigt og
nemt kan opbygge nye tekniske uddannelser. Kolding kommune råder over en velegnet bygning 100 meter
fra SDU´s bygning og skråt over for Designskolen Kolding. En bygning, som kan bringes i anvendelse til
ingeniøruddannelser i løbet af kort tid. Kolding Kommune og erhvervslivet i Syddanmark vil i det hele taget
støtte op med ressourcer og samarbejder. Vi vedhæfter en oversigt over virksomheder, som bakker op om
en placering af ingeniøruddannelser i Kolding. Også erhvervsrådene i Vejen og Haderslev støtter en
Kolding-løsning. Det samme gør Kolding Erhvervsråd samt mere end 150 virksomheder, som har støttet op
med en selvstændig erklæring til Kolding Kommune. Alt i alt en opbakning fra +1700 virksomheder.
Endelig: En placering af ingeniøruddannelser i Kolding vil understøtte en positiv erhvervsudvikling i den
sydlige og vestlige del af Syddanmark. Et område, som i de kommende år rammes relativt hårdt af den
demografiske udvikling og søgningen mod de større byer. Placering af ingeniøruddannelser i Vejle vil
fortrinsvis gavne Trekantområdet og geografien nord for Vejle. I øvrigt har VIA i Horsens etableret en
campus med ingeniøruddannelser.
Vi er af den opfattelse, at en placering af ingeniøruddannelser i Kolding lever op til de politiske
intentioner/hensigter i aftalen af 25. juni, herunder:
o
At nye udbud understøtter, at eksisterende udbud og mindre campus-byer fortsat
har et tilstrækkeligt rekrutteringsgrundlag og kan fastholde et tilstrækkeligt optag.
o
At nye udbud sikrer, at de allerede eksisterende regionale udbud i de kommende år
med faldende ungdomsårgange får bedre mulighed for at klare sig i konkurrencen
med de største byer.
o
At nye udbud skaber synergi med eksisterende forsknings- eller
undervisningsmiljøer i områderne mhp. at understøtte tilstrækkelig kapacitet.
UFU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 68: Materiale til Borgmester og viceborgmester i Kolding kommunes foretræde vedr. SDU ´s eventuelle etablering af ny ingeniørcampus i Vejle som en del af universitetets udflytningsstrategi
o
Uddannelsesudbud må ikke komme i unødig konkurrence
o
At nye udbud har stærk tværfaglighed.
o
At nye udbud undgår uhensigtsmæssig konkurrence og først-til-mølle-logikker i
forbindelse med etableringen af de nye uddannelsespladser.
o
At nye udbud er hensigtsmæssige set i både et samfundsøkonomisk og
uddannelsespolitisk perspektiv.
På den baggrund håber vi, at forligspartierne vil medtænke Campus Kolding ved en placering af
nye ingeniøruddannelser i Syddanmark. Denne politiske beslutning har altafgørende betydning for,
om vi i den sydlige del af landet kan lykkes med at fastholde og tiltrække unge, og dermed skabe
et bedre grundlag for vækst og udvikling i hele Danmark.
Vi ser frem til at uddybe vore synspunkter ved et foretræde for Uddannelses- og
Forskningsudvalget. Tak for den mulighed.
Knud Erik Langhoff og Birgitte Munk Grunnet
Borgmester og viceborgmester, Kolding Kommune