Transportudvalget 2021-22
TRU Alm.del Bilag 326
Offentligt
2597099_0001.png
Michael Svane er udnævnt til formand for Rådet for Sikker Trafik
Pressemeddelelse, Rådet for Sikker Trafik, 17. juni 2022.
Den tidligere mangeårige direktør for DI Transport, Michael Svane, skal være med til at styrke
trafiksikkerheden i Danmark. Han er netop blevet udnævnt til ny formand for Rådet for Sikker Trafik.
Ni ud af ti ulykker i trafikken skyldes vores adfærd, og ulykkerne rammer hvert år tusindvis af mennesker.
Det har enorme menneskelige og samfundsøkonomiske omkostninger, når det går galt i trafikken, og derfor
er det vigtigt, at få antallet af trafikulykker bragt ned.
Det arbejde skal tidligere direktør for DI Transport, Michael Svane, nu stå i spidsen for. Han er netop blevet
udpeget som ny formand for Rådet for Sikker Trafik af transportminister Trine Bramsen (S) efter indstilling
fra alle Rådet for Sikker Trafiks medlemmer. Dermed afløser Michael Svane den tidligere borgmester, Ole
Bjørstorp, der gik på pension tidligere i år.
De fleste kender Michael Svane som branchedirektør for DI Transport, hvor han har haft sit virke de sidste
16 år. Nu kommer han til at bruge sine kompetencer og sin enorme viden på transportområdet til at
fremme trafiksikkerheden for alle i Danmark.
Trafiksikkerheden er dog ikke et nyt område for Michael Svane, da han gennem en årrække har været
medlem af bestyrelsen i Rådet for Sikker Trafik, hvor han har repræsenteret DI Transport.
- Jeg har i mine mange år i transportbranchen arbejdet for, at erhvervslivet går forrest i indsatsen for en
langt bedre trafiksikkerhed på vores veje, cykelstier, i by og på land. Jeg ser meget frem til at fortsætte
denne indsats som formand for Rådet. Jeg ser også frem til at gøre en målrettet indsats sammen med
Rådets medlemmer, myndigheder og ikke mindst med Rådets ledelse - direktør og forretningsudvalg - og de
mange dygtige medarbejdere. Vi har en bunden opgave med at sikre, at alle trygt og sikkert kan begive sig
ud i trafikken, siger Michael Svane, formand for Rådet for Sikker Trafik.
Om Rådet for Sikker Trafik
9 ud af 10 trafikulykker skyldes vores adfærd i trafikken, og det er Rådet for Sikker Trafiks formål at fremme
trafiksikkerheden. Det sker gennem kampagner, undervisning, forskning og samarbejde med en lang række
offentlige og private aktører.
Rådet for Sikker Trafik er en sammenslutning af 47 myndigheder, organisationer og
brancherepræsentanter, der alle bidrager til at løfte trafiksikkerheden i Danmark.
Se mere på
www.sikkertrafik.dk
Kontakt:
Michael Svane, formand for Rådet for Sikker Trafik: 4036 1348.
Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør, Rådet for Sikker Trafik: 4036 7801.
TRU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 326: Pressemeddelelsen af 17/6-22: "Michael Svane er udnævnt til formand for Rådet for Sikker Trafik"