Transportudvalget 2021-22
TRU Alm.del Bilag 298
Offentligt
Pressemeddelelse
Ændring i tidsplanen for Coradia Stream el-togsæt
DSB’s leverance af 100 el-togsæt fra den franske togproducent Alstom forventes
modtaget op mod et halvt år efter den oprindelige tidsplan.
Det er en kombination af flere faktorer, der ændrer tidsplanen for togleverancen. Der
er tilkommet en række ændringer på togets design, som er nødvendige, for at
Danmark modtager de optimale togsæt i forhold til behovet. Hertil kommer den
generelle usikkerhed med forsyninger verden over. Disse forhold har sat projektet
bagud i forhold til planen.
Oprindeligt skulle de nye el-togsæt have været sat i drift i december 2024 – og
tidspunktet for idriftsættelsen er nu ændret til medio 2025.
”Det er ikke unormalt, at indkøbsprojekter i denne størrelsesorden får justeret
tidsplanerne. Med den ekstra tidsramme, der tager højde for de nævnte udfordringer,
er der den rette tid og luft til, at Alstom kan levere togsættene som forudsat og DSB
kan modtage og idriftsætte dem bedst muligt,” siger direktør for Strategi &
Togmateriel Jürgen Müller.
”Vi har fået en rigtig god start på samarbejdet med DSB om Coradia Stream, og
arbejdet skrider godt frem. Vi er overbeviste om, at vi sammen med DSB leverer et
innovativt og driftssikkert tog til danskerne med høj passagerkomfort," siger
Emmanuel Henry, administrerende direktør i Alstom Danmark.
Coradia Stream el-togsættene skal afløse DSB’s nuværende IC3- IR4- og IC4-tog, og
de skal i udgøre rygraden i landsdelstrafikken, ligesom de vil blive indsat i dele af den
regionale trafik.