En kollega fortalte mig i dag, at jeg fra 1. juli skal købe pladsbillet til 20 kr. til min cykel når
jeg tager toget fra mit hjem i Rungsted til Hellerup. Han fortalte også, at jeg skal købe
pladsbilletten på en eller anden tosset app, til trods for, at jeg er kisteglad for mit rejsekort.
Jeg var flad af grin. Han hader offentlig transport og benytter enhver lejlighed til at nedgøre
mit valg af miljøvenlig og samfundsgavnlig offentlig transport. Han vil hellere sidde to timer
på Køgebugt-motorvejen end at bruge de 19 minutter på togturen fra Køge-Nord til
København.
Jeg forklarede ham, at han tog fejl, fordi . . .
●
●
●
Myndighederne kan se det smarte i at borgerne kombinerer offentlig transport og
cykel, da løsningen kompenserer for ulemperne ved kollektiv transport.
Myndighederne understøtter, at det er smart, at borgerne får lidt motion.
Løsningerne går i retning af de populære ordninger i S-togene, hvor borgerne i
hovedstadsområdet med stor succes medbringer cykler gratis og pladsen tilpasses
behovet.
Hverken DSB eller myndighederne vil forringe Kystbanen, som for tiden drevet så
ringe og udygtigt, at de få passagerer, der er tilbage efter corona-perioden, også vil
forlade den synkende skude.
DSB får aldrig lov til at hæve en enkelt takst så voldsomt.
DSB får aldrig lov til at indføre en eller anden idiotisk løsning, som ikke anvender
det rejsekort, som borgerne har vænnet sig til, og som er en kæmpesucces - både
for den enkelte og for samfundet. Der er jo ingen, ved deres fulde fem, der i 2022
ville foreslå, at man skal bruge to forskellige betalingsmidler for den samme rejse.
Det fungerer ret godt med cykler i Kystbanen. Passagerne tager hensyn til
hinanden, og der er kun problemer, når togene aflyses eller er forsinkede - hvilket i
eftermiddagsmyldretiden desværre er hverdag, men formentlig ikke hensigten. Det
eneste, der fungerer ringere er infotavlerne.
Hvis det var rigtigt, så ville DSB have gjort meget for at informere grundigt, så det
ikke om snigende som en tyv om natten. På den måde ville borgerne jo også have
lejlighed til at klage over idiotien.
Ansvarlige politikere ville have stoppet galskaben, inden det overhovedet var
kommet på tale.
●
●
●
●
●
●
Jeg grinede af biltossen hele eftermiddagen. Da jeg kom hjem tænkte jeg, at jeg alligevel
ville undersøge sagen. Mest fordi jeg tænkte, at hvis det stod et eller andet sted på DSB's
hjemmeside, så ville datoen være 1. april, og min kollega ville være til grin i morgen.
Jeg har nu fundet "nyheden" på DSB's hjemmeside. Tossen har ret. Jeg skal købe en billet
for 6 kroner mere, end jeg giver i dag - hver vej fra Rungsted til Hellerup (11 minutter). Det
nemme ved at kunne bruge det fremragende Rejsekort er væk. DSB forklarer umanérligt
flabet og groft undervurderende, at der er tale om en forbedring af forholdene. Samtidigt
skulle det sikre, at der er plads til min cykel, hvilket der for det første er i forvejen, men for
det andet er noget rent vås, da DSB jo ikke ved, hvilken vogn passagerne stiger ind i.
Cykelmedtagning fungerer på meget længere strækninger i S-togene, hvor det oven i købet
er gratis.