Transportudvalget 2021-22
TRU Alm.del Bilag 134
Offentligt
Kære Transportudvalg
Passagerrådet i Region Sjælland og Roskilde Pendlerklub er blevet bekendt med, der endnu engang
skabes tvivl om finansieringen til renovering af Østbanen.
Dette er yderst beklageligt.
Østbanen er en livsnerve for Faxe og Stevns kommuner, som sikrer at særligt børn og unge samt
handicappede har en høj mobilitet og mulighed for at tilgå højere uddannelser og rehabiliterende
samt somatisk behandling på regionens sygehuse og speciallæger i både Køge, Roskilde, Holbæk,
Næstved, Slagelse, Ringsted og Nykøbing F.
Hertil at både arbejdstagere og særligt unge vælger at blive boende i området og ikke medvirker til
urbaniseringen, som har taget til i store dele af Danmark (særligt indenfor de seneste 20 år) og er
den hurtigst udviklende i Europa.
Den stigende urbanisering medførte det nye ord ”UdkantsDanmark”, som blev optaget i nudansk
ordbog i 2010.
Alle undersøgelser og statistikker peger på, det er af afgørende betydning for at mindske
urbaniseringen, og ikke mindst trængsel på vejene i og omkring de større Sjællandske byer og på de
sjællandske motorveje, at Østbanen bevares og renoveres.
Dette med henblik på at gøre det attraktivt at blive boende og ikke mindst flytte til Stevns og Faxe
kommuner i forbindelse med bedre økonomiske vilkår til boligkøb og familieforøgelser, for særligt
vores unge og nystiftede familier.
Passagerer i den kollektive trafik er også mere tilbøjelige til at foretage indkøb og handel i
lokalområderne.
Dette i modsætning til privatbilister som oftest handler i og omkring de større byer, hvor bagagerum
og bagsæder skaber plads til at fragte indkøbene hjem.
Og så vil bilister (på trods af mere grønne fremdriftsmidler) i stigende grad udgøre et problem i
forhold til miljø, klima og ikke mindst elforbrug.
Altså vil en renovering af Østbanen forhindre butiksdød og trængsel på vejene udover at gavne
miljø, klima og behovet for strøm og alternative brændstoffer.
Både urbanisering, trængsel, miljø og klima er vigtige emner for hele befolkningen også udenfor
Stevns og Faxe kommuner.
Det vil sende et meget dårligt signal til alle landets vælgere, om enkelte medlemmer og/eller deres
partier i folketingets transportudvalg ikke deltager i at sikre en optimal renovering af Østbanen.
Dette vil gøre sig gældende for vælgere både i og udenfor hovedstadsområdet.
Jeg vil derfor på vegne af Region Sjællands Passagerråd og Roskilde Pendlerklub opfordre alle
partier og deres medlemmer i folketingets transportudvalg om at medvirke til en optimal renovering
af Østbanen og sikre de allerede nævnte 510 millioner kroner til formålet.
Danny Pedersen
Medlem af Region Sjællands Passagerråd
Styregruppemedlem af Roskilde Pendlerklub