Høringssvar/indsigelse mod forslag til anlægslov for en 3. Limfjordsforbindelse
Folketingets Transportudvalg
Etablering af en motorvej over øen Egholm er et betænkeligt projekt, som vil have en række
negative konsekvenser, herunder udbredt trafikstøj, der ikke fuldt ud er belyst i VVM-
redegørelsen, og belastning af uberørt natur. Men ikke mindst den fraværende langsigtede løsning
på de trafikale problemer ved Limfjordstunnellen, idet der efter en relativ kort årrække vil være
samme trafikmængde og dermed trængsel i den eksisterende tunnel og dens tilslutningsanlæg.
At projektet ikke effektivt løser de trafikale udfordringer, afspejles i Vejdirektoratets
samfundsøkonomiske analyse, der kun lige balancerer på rentabilitet, og som ville være negativ,
såfremt man indregnede CO2 udledningen fra anlægsprojektet. Projektet er meget dyrt, og den
lokale arbejdsudbudsgevinst er mindre end det nationale tab på arbejdsudbudsforvridning grundet
den store investering. Der er altså ikke dokumenteret væsentlige lokale udviklingsperspektiver, der
kan begrunde en så stor investering eller ignorering af miljømæssige udfordringer.
I analyserne af 3. Limfjordsforbindelse er der i tidligere faser undersøgt forskellige alternativer,
men ikke en ny vejforbindelse til Aalborg Centrum fra E45. Samtidigt foreligger der kun en
detaljeret trafikmodelberegning for en motorvej vest om Aalborg over øen Egholm. I forhold til
VVM-direktivet mener vi ikke, at man med rimelighed kan sige, at beslutningsgrundlaget
klarlægger alternative løsninger. Særligt vil vi foreslå, at følgende alternativ vurderes på lige fod,
inden den endelige beslutning træffes.
En ny vejforbindelse til Aalborg Centrum fra E45
Den tredje Limfjordsforbindelse er primært affødt af behovet for en aflastning af den eksisterende
Limfjordstunnel øst for Aalborg, hvor trængsel, kødannelse og jævnlige uheldssituationer
vanskeliggør planlægning af ture i myldretiden.
Dette behov vil som alternativ til Egholmforbindelsen kunne varetages af en ny vejforbindelse til
Aalborg Centrum fra E45 i form af en 4-sporet tunnel under Limfjorden umiddelbart vest for den
nuværende, hvorved lokaltrafik til og fra Aalborg C kører i denne og den nuværende
motorvejstunnel forbeholdes trafik på E45.
Problemet med Egholmforbindelsen er, at motorvejen vest om byen i mange sammenhænge er en
omvej for mange bilister. De fleste bilister vil derfor fortsat køre gennem den eksisterende tunnel,
hvor trafikken i løbet af et årti efter anlæggets åbning vil stige til det nuværende niveau. Dette
dokumenteres af Vejdirektoratets trafikberegninger. Herefter vil der være samme trængsel og
antal uheld som i dag. Problemet med E45 er blandt andet, at udfletningerne ligger for tæt i
forhold til moderne krav til motorveje, jf. Vejreglerne. Det gælder især udfletningen ved
Kridtsvinget syd Limfjorden.