Transportudvalget 2021-22
TRU Alm.del Bilag 121
Offentligt
Høringssvar vedr. den 3. Limfjordsforbindelse
Kære politiker
Vær så rar ikke at ødelægge vores by med en utilstrækkelig Egholmmotorvej, når der findes bedre og
billigere alternativer.
Den nuværende linjeføring bør genovervejes af følgende grunde:
For det første er projektet uoverskueligt dyrt og uhensigtsmæssigt i forhold til den yderst begrænsede
aflastning af Limfjordstunnellen, det vil medføre. Et af de eneste konkrete argumenter for linjeføringen, jeg
har kunnet støve op, er Orla Havs pointe om at ”udnytte motorvejsnettet i Vendsyssel med en vestlig og en
østlig linjeføring til de to havne, der udgør bindeleddet til Norden hhv. Hjørring/Hirtshals og Frederikshavn
og at aflaste Aalborgs bymidte”. Dog overser Orla Hav, at den vestlige linjeføring over Egholm ikke
forbindes til E45 mod Frederikshavn, men blot til E20 mod Hirtshals. De trafikanter, der skal til
Frederikshavn, vil således stadig skulle benytte Limfjordstunnellen.
Det piner mig, at vores fælles penge bruges med så liden omtanke, uden at man reelt undersøger, om der
kan findes bedre, billigere og mere effektive løsninger. Vi bryster os ofte af at være et innovativt samfund,
som kan skabe nytænkende, bæredygtige løsninger på nutidens og fremtidens udfordringer, så hvorfor
glemmer vi fuldstændigt dette, når det gælder vigtig infrastruktur?
Der ligger allerede flere dygtigt udtænkte forslag til en 3. Limfjordsforbindelse på bordet. Jeg vil plædere
for, at forslagene om CityTunnellen (af trafikforsker Anker Lohman-Hansen) og Ådalsforbindelsen (af kort-
og landmålingstekniker Daniel Davidsen) undersøges seriøst, så Nordjylland får en klog, fremtidssikret,
bæredygtig og fuldstændigt gennemtænkt løsning til glæde og gavn for os nuværende borgere såvel som
vore efterkommere.
For det andet vil lydforureningen fra Egholmmotorvejen påvirke utroligt mange borgere i en by, som i
forvejen kender trafikstøj som et stort problem. Støjforurening er, udover at være ekstremt generende,
også sundhedsskadelig og bør i allerhøjeste grad indtænkes i et så vidtrækkende projekt. Grundet et
stigende antal trafikanter på vejene, vil dette problem kun forværres med årene. Det kan vi ikke byde de
fremtidige generationer, som også gerne skulle kunne trives i vores dejlige by.
For det tredje har selve beslutningsprocessen vedrørende en 3. Limfjordsforbindelse været og er også
fremover (jf. Benny Engelbrechts anlægslov med afskaffelse af borgernes klageadgang) helt uhørt
udemokratisk. Det er en hån mod engagerede samfundsborgere at blive mødt med en så tyk politisk
arrogance og ligegyldighed over for de politiske projekters konsekvenser for borgerne.
Den demokratiske beslutningsproces er kernen i vores samfundsmodel, og borgernes ret til at deltage og
blive hørt er dermed essentiel. Tilsidesættes dette princip, vil borgernes tillid til systemet og politikerne
erodere væk, hvilket kan få uoverstigelige konsekvenser for vores gensidige samfundskontrakt. At varetage
et politisk hverv bør derfor indebære en dyb respekt for de borgere, hvis interesser man repræsenterer. En
sådan respekt er særdeles svær at få øje på i denne udemokratiske proces.
For det fjerde vil linjeføringen over Egholm spolere en perlerække af grønne områder til stor ulempe for
TRU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 121: Kopi til orientering af høringssvar vedrørende en 3. Limfjordsforbindelse, fra Sarah Crumlin Spanggaard, Nørresundby
områdets naturelskere og fremtidige borgeres muligheder for at nyde bynære grønne åndehuller. Det er
dybt problematisk, at Aalborgs byråd og folketingspolitikerne gang på gang understreger vigtigheden af
grønne, bæredygtige løsninger, mens de samtidigt indgår en dyr og utilstrækkelig trafikaftale, som ikke
engang tilnærmelsesvist løser køproblemet i Limfjordstunnellen, men derimod ødelægger borgernes
adgang til meget værdsatte grønne områder. Det er simpelthen beskæmmende.
Jeg håber inderligt, at du, kære beslutningstager, vil benytte denne lejlighed til at tænke dig grundigt om,
vurdere de alternative løsningsforslag med omhu (om end den ikke er rettidig så i hvert fald bedre sent end
aldrig) og således lade os borgere i Nordjylland få en fornuftig og fremtidssikret ny Limfjordsforbindelse.
De bedste nytårshilsner
Sarah Crumlin Spanggaard