Sundhedsudvalget 2021-22
SUU Alm.del Bilag 394
Offentligt
Kronik, Nordjyske, 25.07.2022
1
Mødet med psykiatrien er vanskeligere end mødet med psykoserne
J
eg
Sundhedsudvalget 2021-22
SUU Alm.del - Bilag 394
Offentligt
er pårørende til et menneske med en alvorlig psykiatrisk diagnose. Et menneske, der har ringe
effekt af antipsykotisk medicin og for hvem tvangsanvendelse er et stigmatiserende overgreb.
Alligevel er tvangsmedicinering med antipsykotisk medicin altid psykiatriens svar på psykoserne!
Det er hovedårsagen til, at mødet med psykiatrien er vanskeligere end mødet med psykoserne!
Mange psykoseramte har glæde af antipsykotisk medicin. Samtidig er det evidensbaseret, at der
findes patienter, som ingen eller kun ringe gavn har af behandlingen. Til gengæld har medicinen
ofte bivirkninger, der kan være alvorlige og til tider invaliderende. Blandt de almindelige
bivirkninger kan nævnes: øget risiko for infektion, forhøjet urinsyre i blodet, sukker i urinen, for
meget fedt i blodet, forhøjet blodsukker, vægtøgning og sløvhed.
For en del præparater er pludselig død en af de mere sjældne bivirkninger. Jeg hørte engang en
psykiater sige, at risikoen er lille (forekomsten er 1 ud af 1000); men for de, der rammes, er
følgerne jo fatale!
I forbindelse med indlæggelser på skiftende psykiatriske sygehuse og afdelinger, gør jeg altid
opmærksom på den manglende effekt af antipsykotisk medicin. På trods af informationerne
ordineres der altid antipsykotisk medicin og der igangsættes tvangsmedicinering, som iværksættes
efter de lovbefalede motivationssamtaler. Det vil sige, at en læge fortæller patienten, at enten
indtages den ordinerede medicin frivilligt eller der iværksættes tvangsmedicinering, som i givet fald
også kan omfatte fastholdelse.
I udgangspunktet har jeg intet imod antipsykotisk medicin. Når det indtages frivilligt og ordineres
med respekt for patienternes oplevelse af effekten, ser jeg det som en god behandlingsmetode.
Det, jeg opponerer imod, er tvangsmedicinering af patienter, der frabeder sig behandlingen samt
den underkendelse af patienters oplevelse af effekt og bivirkninger, jeg oplever.
Lovgivningen giver mulighed for omfattende tvangsforanstaltninger, så der hersker ingen tvivl om,
at psykiatrien juridisk set har fat i den lange ende. Det ændrer blot ikke på, at tvang på daglig basis
over længerevarende perioder traumatiser mennesker.
I en netartikel om tvang i psykiatrien skriver Bedre Psykiatri blandt andet:
"Mange patienter
udsættes også for negative psykologiske effekter
[som følge af tvang]
i form af vrede, oplevelsen
af at være fanget, hjælpeløs, ked af det, frygtsom eller krænket mens andre oplever det urimelig,
nogle endda afstraffelse, livstidstraumer og PTSD lignende symptomer.”
Det bør også bemærkes, at selvom Psykiatriloven legaliserer tvangsbehandling, er den i strid med
FN's handicapkonventionen artikel 17: ”Enhver
person med handicap har ret til respekt for sin
fysiske og psykiske integritet på lige fod med andre.”
For mig at se, er det indlysende, at når tvang er en del af hverdagskulturen, så traumatiseres ikke
alene de mennesker, der underlægges tvangen. Anvendelse at tvang påvirker også det personale,
der effektuerer den. Vi ved fra andre sammenhænge, at for mennesker, der udøver tvang mod
SUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 394: Henvendelse af 15/8-22 fra Lise Seier Petersen om at mødet med psykiatrien er vanskeligere end mødet med psykoserne
2
andre, bliver udøvelse af tvang en del af hverdagskulturen. Præcis som jeg observerer det på
nogen lukkede afsnit.
Der kan klages, vil nogen mene – og det kan der; men ser man på statistikkerne for patienters
medhold i klager over tvang i psykiatrien, er det beskæmmende læsning.
For os er de sidste par års mange indlæggelser alle afsluttet med flugt. Det er hver gang
tvangsmedicinering, der er den udløsende faktor.
Ved indlæggelse gør jeg altid opmærksom på, at tvang fører til flugt. Efter flugten, gør jeg altid
opmærksom på, at tvang er årsagen til flugten. På trods af det, fastholdes tvangsmedicinering som
metodisk greb.
I de fleste fag genovervejes metoden, hvis den gang på gang viser sig at føre til uønskede
resultater. Derfor undrer det mig, at psykiatrien, på trods af gentagne opfordringer, kategorisk
afviser at evaluere behandlingsforløbene og revurdere egne metoders hensigtsmæssighed.
Set fra min stol er det en mulig plausibel forklaring, at psykiatrien er af den opfattelse, at hensigten
helliger midlet. Det vil sige, at selve intentionen om at hjælpe retfærdiggør at patienten er ringere
stillet efter indlæggelsen, idet der oven i psykosen lægges traumer som følge af metodisk tvang.
Jeg anerkender for så vidt, at tvangsmedicineringen gennemføres med den hensigt at hjælpe; men
jeg anerkender ikke, at det gøres på trods af viden om medicinen ikke virker og at patienten
efterfølgende flygter. Hvis intentionen er at hjælpe, må strategien betegnes som kontraproduktiv.
Sideløbende med tvangsmedicineringen ignorerer psykiatrien sociale og personlige problemer.
I en tidligere behandlingsplan læser jeg et klart formuleret patientønske om hjælp til sociale og
personlige problemer. Jeg læser også en tydelig tilkendegivelse af, at antipsykotisk medicin ikke
ønskes. På trods af det, omfatter behandlingsplanen udelukkende motivationssamtaler, der tager
sigte på opstart af tvangsmedicinering.
På sygehusets hjemmeside står der bl.a.:
"Tidligt i dit forløb får du en skriftlig behandlingsplan.
Den bliver udarbejdet på baggrund af dialog mellem dig, din behandler ...”
Der står
også:
"Behandlingsplanen justeres løbende efter behov og i samarbejde med dig.”
Sidst men ikke
mindst står der:
"Du kan forvente, at vi lytter til dine ønsker og inddrager dig i beslutninger om din
behandling.”
Den nævnte behandlingsplan afspejler ingen steder dialog, samarbejde eller inddragelse. Den
afspejler derimod negligering af patientens behov og ønsker. Planen lader desuden hånt om
sygehusets egne retningslinjer, patientrettigheder og FN's handicapkonventionen artikel 17.
I det hele taget bærer hovedparten af de indlæggelser, jeg er vidne til, præg af manglende
inddragelse af patientens og de pårørendes viden og observationer. Der lyttes – og som oftest
lyttes der venligt; men jeg oplever samtidig at tale for døve øren og generelt oplever jeg, at jo
højere op i hierakiet, jeg forsøger at kommunikere, des vanskeligere er det at etablere en dialog.
Det skaber frustration, når man oplever at relevante informationer ignoreres. Den afmagtsfølelse,
SUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 394: Henvendelse af 15/8-22 fra Lise Seier Petersen om at mødet med psykiatrien er vanskeligere end mødet med psykoserne
2610595_0003.png
3
negligeringen udløser, gavner ingen; men den efterlader både patienter og pårørende uden håb
om brugbar behandling og nødvendig støtte.
Det, jeg oplever som normalitet i psykiatrien, omfatter for sene indlæggelser, for tidlige
udskrivelser, selvtilstrækkelighed og ikke mindst tvang som metodisk behandlingsform. Jeg ser
trøstesløse og nedslidte afdelinger uden mulighed for meningsfuld beskæftigelse og et personale,
der tilbringer størstedelen af tiden på et kontor. Sidst men ikke mindst er det fraværet af
retssikkerhed for mennesker med psykiatriske diagnoser, der springer i øjnene. Det er kerneord
som svigt og overgreb, der bedst karakteriserer mine erfaringer. Psykiatri virker mest af alt til at
være et spørgsmål om jura fremfor et spørgsmål om at hjælpe mennesker, der lider psykisk.
Hvad psykiatrien behøver er først og fremmest en kultur- og lovændring. Kulturændring, så
psykiatriske patienter fremover mødes med menneskelighed, samtaler, omsorg og meningsfulde
aktiviteter. Lovændring, så retssikkerhed og respekt for menneskets personlige integritet bliver
hverdag i psykiatrien.
Institut for Menneskerettigheder skriver:
”10-årsplanen for psykiatrien bør efter vores opfattelse
være med til at sikre, at vi udvikler grundlæggende patientrettigheder, som kan rykke på tilgangen
til behandling af mennesker med psykiske lidelser.”
Instituttet mener yderligere, at det er
”afgørende, at disse rettigheder faktisk kan prøves ved
domstole og ankenævn. Som det står i dag, har en række helt centrale principper i psykiatriloven
status som formål og ikke rettigheder. Det stiller patienter svagt, når det kommer til at håndhæve
deres rettigheder.”
Desuden bemærkes det, at der mangler fokus på at styrke patientrettighederne
i Sundhedsstyrelsens faglige oplæg til den længe ventede 10-års plan for psykiatrien.
Måtte regeringen, hvis den nogensinde når til at realisere den lovede psykiatriplan, have
ovenstående in mente. Konsekvenserne af manglende politisk bevågenhed på kulturen i
psykiatrien og på psykiatriske patienters retssikkerhed er nemlig fatale. Det betyder f.eks., at
mennesker med psykiatriske diagnoser og deres pårørende også i fremtiden udsættes for svigt,
overgreb, stigmatisering, social udelukkelse og tidlig død.
For os pårørende indebærer det desuden, at mødet med psykiatrien også i fremtiden vil være
vanskeligere end mødet med psykoserne.
Kilder:
https://min.medicin.dk/Medicin/Praeparater/2039
https://danskelove.dk/psykiatriloven
https://bedrepsykiatri.dk/tvang/
https://menneskeret.dk/monitorering/internationalerapporter/menneskerettighedskonventioner/hand
icapkonventionen#Artikel%2017
https://erfaringskompetanse.no/nyheter/tvangsundersokelsen-informantene-beskriver-et-system-
SUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 394: Henvendelse af 15/8-22 fra Lise Seier Petersen om at mødet med psykiatrien er vanskeligere end mødet med psykoserne
2610595_0004.png
4
som-har-gjort-seg-avhengig-av-tvang/?fbclid=IwAR3rw7qYOEcirv3MbmEZX7VA_Z_dr8NHfO-
yroEW4EM86xNDHFsoPB-FZSs
https://psykiatri.rn.dk/afsnit-og-ambulatorier/her-findes-de-psykiatriske-sygehuse-sengeafsnit-og-
ambulatorier/aalborg-universitetshospital-psykiatrien/ambulatorier-og-sengeafsnit-for-voksne-
moelleparkvej/enhed-for-depression/samarbejde-om-behandling
https://menneskeret.dk/nyheder/debat-psykiatrien-krise-mere-undersoeger-psykiatriomraadet-
mere-indser
2022 © Lise Seier Petersen