Kronik, Nordjyske, 25.07.2022
1
Mødet med psykiatrien er vanskeligere end mødet med psykoserne
J
eg
Sundhedsudvalget 2021-22
SUU Alm.del - Bilag 394
Offentligt
er pårørende til et menneske med en alvorlig psykiatrisk diagnose. Et menneske, der har ringe
effekt af antipsykotisk medicin og for hvem tvangsanvendelse er et stigmatiserende overgreb.
Alligevel er tvangsmedicinering med antipsykotisk medicin altid psykiatriens svar på psykoserne!
Det er hovedårsagen til, at mødet med psykiatrien er vanskeligere end mødet med psykoserne!
Mange psykoseramte har glæde af antipsykotisk medicin. Samtidig er det evidensbaseret, at der
findes patienter, som ingen eller kun ringe gavn har af behandlingen. Til gengæld har medicinen
ofte bivirkninger, der kan være alvorlige og til tider invaliderende. Blandt de almindelige
bivirkninger kan nævnes: øget risiko for infektion, forhøjet urinsyre i blodet, sukker i urinen, for
meget fedt i blodet, forhøjet blodsukker, vægtøgning og sløvhed.
For en del præparater er pludselig død en af de mere sjældne bivirkninger. Jeg hørte engang en
psykiater sige, at risikoen er lille (forekomsten er 1 ud af 1000); men for de, der rammes, er
følgerne jo fatale!
I forbindelse med indlæggelser på skiftende psykiatriske sygehuse og afdelinger, gør jeg altid
opmærksom på den manglende effekt af antipsykotisk medicin. På trods af informationerne
ordineres der altid antipsykotisk medicin og der igangsættes tvangsmedicinering, som iværksættes
efter de lovbefalede motivationssamtaler. Det vil sige, at en læge fortæller patienten, at enten
indtages den ordinerede medicin frivilligt eller der iværksættes tvangsmedicinering, som i givet fald
også kan omfatte fastholdelse.
I udgangspunktet har jeg intet imod antipsykotisk medicin. Når det indtages frivilligt og ordineres
med respekt for patienternes oplevelse af effekten, ser jeg det som en god behandlingsmetode.
Det, jeg opponerer imod, er tvangsmedicinering af patienter, der frabeder sig behandlingen samt
den underkendelse af patienters oplevelse af effekt og bivirkninger, jeg oplever.
Lovgivningen giver mulighed for omfattende tvangsforanstaltninger, så der hersker ingen tvivl om,
at psykiatrien juridisk set har fat i den lange ende. Det ændrer blot ikke på, at tvang på daglig basis
over længerevarende perioder traumatiser mennesker.
I en netartikel om tvang i psykiatrien skriver Bedre Psykiatri blandt andet:
"Mange patienter
udsættes også for negative psykologiske effekter
[som følge af tvang]
i form af vrede, oplevelsen
af at være fanget, hjælpeløs, ked af det, frygtsom eller krænket mens andre oplever det urimelig,
nogle endda afstraffelse, livstidstraumer og PTSD lignende symptomer.”
Det bør også bemærkes, at selvom Psykiatriloven legaliserer tvangsbehandling, er den i strid med
FN's handicapkonventionen artikel 17: ”Enhver
person med handicap har ret til respekt for sin
fysiske og psykiske integritet på lige fod med andre.”
For mig at se, er det indlysende, at når tvang er en del af hverdagskulturen, så traumatiseres ikke
alene de mennesker, der underlægges tvangen. Anvendelse at tvang påvirker også det personale,
der effektuerer den. Vi ved fra andre sammenhænge, at for mennesker, der udøver tvang mod