Sundhedsudvalget 2021-22
SUU Alm.del Bilag 393
Offentligt
2610532_0001.png
Åbent brev til
Sundhedsminister Magnus Heunicke
Sundhedsministeriet
Holbergsgade 6
1057 København K
Roskilde, d. 10. august 2022
PROSTATAKRÆFT DRÆBER
-
HVIS IKKE DEN OPSPORES OG BEHANDLES I TIDE
Sundhedsstyrelsen har i maj 2022 udsendt pjecen ”Pakkeforløb for prostatakræft” med nye retningslinjer for
sundhedsvæsenets behandling af prostatakræft til ikrafttræden 1. september 2022.
I den forbindelse har styrelsen udformet en indgang til pakkeforløbet til brug for de praktiserende lægers virke
angående henvisning af patienter til netop denne kræftpakke.
Desværre er de nye retningslinjer til almen praksis mere restriktive end tidligere og vil helt sikkert føre til, at
flere mænd bliver ramt af u-opdaget prostatakræft og derfor ikke bliver behandlet, mens sygdommen endnu
kan helbredes.
Det vil ske, fordi Sundhedsstyrelsen nu stiller en række alt for stramme krav til lægerne, før disse overhovedet
må henvise mænd med mulig prostatakræft til det pakkeforløb, som netop er beregnet på at få opsporet og
behandlet sygdommen i tide.
Mens alle kvinder over 50 bliver tilbudt undersøgelse for brystkræft, skal vi mænd nu affinde os med, at vi selv
skal kunne fremvise en række alvorlige symptomer så som smerter i mellemkødet, væskeophobning i testikler
eller ben, knoglesmerter eller en arvelighed i flere grene af familien for overhovedet at få taget den simple
blodprøve, der kan indikere, om der bør foretages videre undersøgelser. Og det endda med en sygdom, der
ofte kommer snigende helt uden mærkbare symptomer. Det er en helt urimelig forskelsbehandling omkring to
kræftformer, der har lige mange ramte og lige mange dødsfald om året.
Patientforeningen for prostatakræftramte i Danmark PROPA står fast på, at alle mænd
mellem 50 og 70 år skal tilbydes en undersøgelse, såfremt de selv ønsker det. Helt på linje
med brystkræft.
Derudover skal mænd med prostatakræft hos blot én i den nære familie tilbydes
undersøgelse allerede fra de er 45 år.
Dette er mål, som vi i PROPA har arbejdet for, siden vores forening blev stiftet i 2000. I dag er der heldigvis
kommet langt bedre tekniske muligheder både for tidlig opsporing og for skånsomme indgreb, der kan redde
nye patienter, før kræften har spredt sig.
Men det hjælper jo intet, hvis ikke disse patienter bliver fundet i tide.
Prostatakræftforeningen PROPA
Jernbanegade 23 B
4000 Roskilde
Tlf.: 33 12 78 28
[email protected]
www.propa.dk
SUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 393: Henvendelse vedr. åbent Brev til Sundhedsminister Magnus Heunicke "Prostatakræft dræber", fra PROPAs hovedbestyrelse
2610532_0002.png
De nye retningslinjer for lægernes henvisning til et ellers udmærket kræftbehandlingsforløb er et absolut
tilbageslag i kampen mod prostatakræft og kampen for livsbevarende behandlinger.
Der er stadig omkring 1100 mænd, der hvert år dør af prostatakræft. Myten om, at det blot er en sygdom, man
dør med og ikke af, må stoppe nu. Et effektivt tilbud om tidlig opsporing er vejen frem, og det starter med, at
de praktiserende læger får mulighed for at henvise alle mænd over 50, hvor der er den mindste mistanke om
prostatakræft til en reel udredning således som beskrevet i kræftpakken.
PROPA skal derfor opfordre til, at du straks tager initiativ til at få ændret denne nye ”Indgang til pakkeforløb
for prostatakræft” til brug for de praktiserende læger, og samtidig til at sikre alle mænd i risikogruppen ret til
tidlig opsporing og hurtig behandling. Ganske som ved brystkræft.
Med venlig hilsen
Hovedbestyrelsen,
Prostatakræftforeningen PROPA
Tonny Clausen
Landsformand
Børge Munksgaard
Næstformand
Svend Erik Bodi
Formand for Sundhedsudvalget
Poul Risom
Formand for Økonomiudvalget
Hans Jakob Helms
Hans Møller
Formand for Kommunikationsudvalget Formand for Region Hovedstaden
Poul Tolstrup Christensen
Formand for Region Sjælland
Laurids Schack
Formand for Region Syddanmark
Ole Hansen
Formand for Region Midtjylland
På foreningens vegne
Gitte Blixt
PROPA Landssekretær
Brevet sendes Cc til Folketingets Sundhedsudvalg, v/ udvalgssekretær Jørgen Nielsen: jø[email protected]
Prostatakræftforeningen PROPA
Jernbanegade 23 B
4000 Roskilde
Tlf.: 33 12 78 28
[email protected]
www.propa.dk