Sundhedsudvalget 2021-22
SUU Alm.del Bilag 387
Offentligt
2608905_0001.png
Angående demensplejen på plejehjem
i Københavns Kommune
side -1 af 6-
Marts 2019
Jeg fik et chok da jeg blev besøgsven for demente på et par almindelige københavnsk
plejehjem og på nær hold oplevede at der ofte ikke blev taget tilstrækkelig hensyn til
dementes behov - både organisatorisk og i udførslen af plejen. Det, jeg som psykolog
observerede, var manglende grundviden om hvad demens er, og hvordan livet som
dement føles. Her er der tale om de ”somatiske” plejehjem, der er fyldt med demente, da
de tider hvor alle demente kom på specialiserede demensplejehjem er forbi – og også
demensplejehjemene viser nu samme mangel af grundlæggende principper i plejen af
demente som de almindelige plejehjem.
Mine iagttagelser baserede sig bl.a. på hvor lidt socialpædagogisk viden kom til
anvendelse i hverdagen – en hverdag, der fortrinsvis er bestemt af, at dække de basale
fysiske behov, og
hvor der ikke er overskud til hverken at tilpasse organisationen
eller plejen til nye behov.
Jeg vil her foreslår nogle enkle grundprincipper, der vil forbedre demensplejen på alle
plejehjem – de skal være opfyldt for at skabe værdig pleje for demente beboere på
plejehjem. Jeg beskriver også betydningen af disse principper for politisk planlægning. Jeg
ser at mine faglige refleksioner er i overenstemmelse med Københavns Kommunes og Den
Nationale Demens Handlingsplan – men virkeligheden er en anden:
Plejehjemmene er blevet stående i udviklingen fra en tid, hvor de fleste beboere ved egen
hjælp kunne bevæge sig selvstændig omkring, de fleste kunne huske planlagte aktiviteter
og selv forme sig en acceptabel hverdag. De tider er forbi. De fleste beboere på
plejehjemmene i dag er langt ringere fungerende. Der er, bl.a. ca. 80% demente ældre –
en del uden diagnose – på de almindelige plejehjem i dag.
Demente personer er oftest for utrygge, usikre og mangler generelt orientering til at
forlade de nærmeste kendte omgivelser. Derfor er de aktiviteter der er arrangeres udenfor
bo-enheden, uopnåeligt for de fleste demente. Demente personer har heller ikke
fortrinsvis
behov
for
aktiviteter
man
konsumerer,
men
i
stedet
behov
for
socialpædagogiske støttende RELATIONER.
Det er altså ikke nok at der bliver sørget for de basale fysiske behov og at der er en
aktivitet hver dag udenfor bo-enheden. Men dette er, efter mine egne og beboernes
observationer, virkeligheden i dag.
Dermed bliver de demente isoleret i deres et-
værelses lejlighed, alene med deres angst, uro og opgivende depression.
Ingrid Wawra, cand.psych.
mail:
[email protected]
side -1 -
 SUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 387: Henvendelse af 3/8-22 fra psykolog Ingrid Wawra, Brønshøj, (Frivilliggruppen på plejehjemmet "Slottet") om demens i ældreplejen
2608905_0002.png
Angående demensplejen på plejehjem
i Københavns Kommune
side -2 af 6-
Jeg vil pointere at min kritik IKKE er rettet mod personalet på plejehjemmene - de gør,
hvad de kan i et system, der er faldet langt bagud. Det er politikerne, der skal give
mulighed for bedre rammer og tilpasning til en ny situation med mange flere
diagnosticerede og u-diagnosticerede demente på plejehjemmene. Det behøver ikke at
koste så meget mere – da der er fortrinsvis tale om et kulturskifte, der bygger på et skift i
perspektiv og tankegang hos personalet, samt en opdatering af viden om demens.
Men der skal være
tilstrækkelig efteruddannelse og normering for at personalet
kan have ro og fleksibilitet til at indgå i socialpædagogisk funderede relationer
med hver af de beboere, de har kontakt med.
I den sammenhæng vil jeg gerne henvise til Dansk Psykolog Forenings input til Den
Nationale Handlingsplan for Demens 2025, hvor hovedvægten ligger på, at der mangler
psykologfaglig og socialpædagogisk viden til at forstå den demente og dennes behov i det
daglige – og at der mangler implementering af denne viden i høj grad.
I det følgende nævner jeg nogle af de grundlæggende faktorer for værdig pleje, som der
kan tages udgangspunkt i ved politiske beslutninger vedrørende virkeliggørelse af demens-
handleplaner på plejehjemmene i Københavns Kommune.
1) Livshistorien
Kendskab til den dementes livshistorie af HVER plejer, der har kontakt med den enkelte
demente er en grundforudsætning:
for at komme i kontakt med den demente person - uden at øge desorienterethed
for at kunne motivere personen til de nødvendige, ofte intime, hverdagshandlinger
- uden at overskride den dementes grænser
for at kunne støtte den dementes søgen efter nye sammenhæng i en tilstand der er
bestemt af neurale udfald og dermed støtte den dementes udvikling i denne
livsfase
Kendskab til livshistorien er uundværlig, hvis den demente skal plejes med værdighed.
Dette forudsætter accept og forståelse, tid og interesse og derudover uddannelse til at
lære de nødvendige værktøjer, så plejeren kan anvende kendskab til livshistorien
socialpædagogisk.
Ingrid Wawra, cand.psych.
mail:
[email protected]
side -2 -
 SUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 387: Henvendelse af 3/8-22 fra psykolog Ingrid Wawra, Brønshøj, (Frivilliggruppen på plejehjemmet "Slottet") om demens i ældreplejen
2608905_0003.png
Angående demensplejen på plejehjem
i Københavns Kommune
side -3 af 6-
Kendskab til den dementes livshistorie er en grundforudsætning –
og ikke kun for
kontaktpersonen,
men for alle plejere der er i kontakt med den pågældende demente
person.
Grunden til at kendskab til livshistorien er vigtigt:
Det er ikke kun hukommelsen, der er skadet – det er hele begrebsdannelsen og dermed
måden at forstå verden på. Meget af det, der for en ikke-demente er selvfølgeligheder, er
uforståeligt for den demente og derfor provokerer mange hændelser utryghed, angst og
forvirring. Livshistorien ligger dog lagret på flere niveauer og da de følelsesmæssige lag
som regel er bedre fungerende hos demente, kan der vækkes genklang i erindringen. Ved
at inddrage snak om livshistorien i daglige gøremål skabes en relation til plejepersonen.
Det skaber tryghed.
Erindring om tidligere oplevede hændelser, i en støttende socialpædagogisk sammenhæng,
giver den demente en form for helhed igen. Et stykke af identiteten, svaret på ”hvem er
jeg”, bliver skabt igen og dermed endnu et stykke tryghed.
Samtaleteknikken kan læres, men udgangspunktet er at kende livshistorien.
Københavns Kommunes handleplan for demensindsatsen nævner vigtigheden af kendskab
til livshistorien som udgangspunkt for den daglige pleje – men hvor mange af de plejere
der har kontakte med en dement beboer kender livshistorien? Det ville være værd at følge
op på.
2) Beboer-centreret arbejdsplanlægning
Beboer-centreret arbejdsplanlægning betyder, at den enkelte demente beboer på et
plejehjem har kontakt til så få plejere som muligt, altså til de samme få plejere igen og
igen. Det vil sige at arbejdsplanlægningen skal formes således, at personalet forpligter sig
til at arbejde i samme gruppe plejere hver gang og over lang tid.
Nogen vil måske tænke ”Skal psykologer nu også blande sig i planlægningen af
plejepersonalets arbejdstid?” Det skal vi ikke, men vi kan påpege, hvilke faktorer i
arbejdsplanlægningen i plejen af demente der højst sandsynligt skaber problemer og
hvilke faktorer der vil støtte en værdig pleje.
Castle and Anderson (2011) -
plejehjem
i
USA,
der
viser,
Der foreligger en undersøgelser over knap 3000
at
de
plejehjem
der
brugte
beboer-centreret
arbejdsplanlægning blev signifikant bedre på konkrete fysiske pleje-faktorer så som:
fiksering, brug af kateder, smertebehandling og liggesår.
Ingrid Wawra, cand.psych.
mail:
[email protected]
side -3 -
 SUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 387: Henvendelse af 3/8-22 fra psykolog Ingrid Wawra, Brønshøj, (Frivilliggruppen på plejehjemmet "Slottet") om demens i ældreplejen
2608905_0004.png
Angående demensplejen på plejehjem
i Københavns Kommune
side -4 af 6-
Et praktisk eksempel er den australske organisations ARCAREs omstilling til beboer-
centreret arbejdsplanlægning på en række plejehjem. En opfølgende undersøgelse påviser
50% mindre brug af psykofarmaka, 69% fald af luftvejsinfektioner (sandsynligvis fordi
smittemuligheden med mindre kontakt til forskellige personaler faldt), 25% mindre
hudafskrabninger,
13%
mindre
faldulykker
og
90%
mindre
liggesår.
Omstillingen
resulterede i at det plejepersonale som en enkelt beboer-enhed har kontakt med i løbet af
en måned sættes ned fra 48 personer til 26, der alle arbejder flere vagter i denne bo-
enhed i stedet for at skifte mellem forskellige enheder.
Antallet af plejere, der var i
kontakt med hver beboer på dag- og aftenvagter over en 30-dags periode faldt
fra 27 til 5.
Dermed var målet nået: den enkelte beboer skulle nu kun forholde sig til et
meget begrænset antal plejere.
Samtidig faldt personalets opsigelses- og gen-ansættelsesrate med mere end 50%,
desuden var der 25% mindre sygdomsfravær og 100% af personalet tilkendegav at de
ikke ville vende tilbage til tidligere model af arbejdsfordelingen.
Det eneste, der blev lavet om, var arbejdsplanlægningen, hvor øverste prioritering var at
den ældre beboer mødte de samme 5 plejere, i stedet for 27 i løbet af en måned. (link til
ARCARE sidst i denne artikel.)
At beboer-centreret arbejdsplanlægning kan have så meget positiv effekt er nemt at forstå
set med psykologens briller: Især demente, men også ikke-demente, trives bedre med
kendte plejere. Det er svært nok at holde bare lidt styr på verden som dement, men med
mange plejere bliver alting uoverskueligt og kontakter bliver alt for nemt til noget, der
ligner overgreb.
En del kontakt med plejepersoner forgår omkring intimsfæren, i nøgenhed, ved vask efter
kontroltab af kropsfunktioner, i pinlighed og hjælpeløshed forårsaget af ren glemsomhed, i
angst og sorg ved tabet af andre kognitive og fysiske funktioner. For en værdig pleje er det
afgørende, at der kan skabes en RELATION med tryghed og genkendelighed. Så bliver
plejen også mere effektiv og problemer kan forebygges i højere grad.
Psykisk set er kontakten med hver ny person en udfordring for en dement, der nemt
forøger følelsen af utryghed og af at være desorienteret. Når det oven i købet er en
fremmed, der skal arbejde i intimsfæren, går følelsen af selv at have kontrol over sit liv og
selvværd nemt tabt.
Rent fysisk kan alle plejekrævende personer profitere af at plejepersonalet kender dem
godt, kan læse signaler, der ofte overses og har en tillidsfuld relation, der bidrager til, at
den ældre tør udtrykke ubehag og plejeren forstår de ofte utydelige budskaber af især den
demente person.
Det kræver tid og fleksibilitet og skal støttes af normeringen af personaletimer.
Ingrid Wawra, cand.psych.
mail:
[email protected]
side -4 -
 SUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 387: Henvendelse af 3/8-22 fra psykolog Ingrid Wawra, Brønshøj, (Frivilliggruppen på plejehjemmet "Slottet") om demens i ældreplejen
2608905_0005.png
Angående demensplejen på plejehjem
i Københavns Kommune
side -5 af 6-
Også for plejepersonalet er en tæt kontakt mere givende. Følelsen af at kunne lave et godt
stykke arbejde viser sig bl.a. i formindskede sygefravær og opsigelsesfrekvens.
Vedrørende svært håndterbare reaktioner er det interessant at se følgende forskning:
Kunik et al. (2010) and Morgan et al. (2013), der undersøgte hvilke faktorer i plejen af
personer, der lever med demens forårsagede aggressive reaktioner. Blandt de vigtigste
faktorer der fandtes i denne undersøgelse var en forringelse af hyppigheden og kvaliteten i
kontakten mellem demente personer og deres plejere.
3) Daglig og lokal habilitering som tilbud til alle beboere, tilpasset den
enkeltes funktionsniveau
Når beboernes livshistorie er kendt af alle plejere, der har kontakt med den pågældende
beboer, og når arbejdsplanlægningen er nået så langt at der kun er så mange plejere i
kontakt med den demente beboer, som denne kan forholde sig til, så kan der tænkes på
det væsentlige i en værdig pleje:
Den daglige kontakt præget af socialpædagogisk faglighed, grundet i viden om
demens
og med en daglig konstans, der giver den demente person mulighed for at
etablere meningsfulde kontakter de fleste timer af dagen og uden belastende hændelser.
Kan dette realiseres til beboeres, pårørendes og plejepersonalets tilfredshed, så
har vi en ældrepleje, der kan kalde sig en velfærdsstat værdig.
Afhængig af hvor i sygdomsprocessen den demente beboer befinder sig, vil der være
forskellige behov, men fælles er – psykiske set – et behov for støttende meningsfulde
relationer. Denne relation skal selvfølgeligt være respektfuld og individuelt tilpasset til
personen og dennes symptomer. Den støttende relation må meget gerne udfolde sig som
en del af de praktiske gøremål og/eller i grupper, der bidrager til at beboerne har ægte
meningsfulde aktiviteter i hverdagen.
I starten af demens-udviklingen vil der ofte være sorg over tabet af kognitive evner, tabet
af relationer til venner og familie, dybtgående problemer i de nærmeste relationer, tabet af
social stilling og respekt fra omgivelserne.
Derefter kommer konfusionen, følelsen af at være tabt, tabe fodfæste, falde, være forladt.
Her kommer ofte angsten, der er svært at beskrive for den demente. Uden de vante
kategorier til at forstå verden kan man føle sig som en fortabt astronaut i rummet.
Skabelse og støtte af tryghed er afgørende, da der intet er så gennemgribende utrygheds-
skabende som at miste forståelse for verden.
Angsten kan projekteres på omgivelserne, på de nære personer, der bliver fremmede og
som kan opfattes truende. Det er også angstprovokerende, at der er så mange indtryk,
Ingrid Wawra, cand.psych.
mail:
[email protected]
side -5 -
 SUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 387: Henvendelse af 3/8-22 fra psykolog Ingrid Wawra, Brønshøj, (Frivilliggruppen på plejehjemmet "Slottet") om demens i ældreplejen
2608905_0006.png
Angående demensplejen på plejehjem
i Københavns Kommune
side -6 af 6-
der ikke kan indordnes. Alting, også de mindste opgaver kan nemt blive for meget. Nye
mennesker, nye omgivelser, nye opgaver er store udfordringer – og når man glemmer
bliver hver dag en ny udfordring. Her ligger grunden til de generende eller udfarende
reaktioner, som giver problemer for medbeboer og personalet på plejehjemmene.
Senere kommer depressionen, opgivelsen … og så har vi, som samfund, svigtet.
Denne proces er ofte som her beskrevet, men behøver ikke at være det. Den respektfulde,
støttende og fagligt velbegrundede pleje giver tryghed og skaber forudsætning for, at de
ressourcer, der stadig eksisterer hos den demente - også rent neurologisk, kan komme i
spil.
Det er et mål at levere person-centreret pleje (Handleplan for demensindsatsen i
Københavns Kommune 2015), men oftest er kontakten til beboerne på plejehjem bestemt
af konkrete opgaver: få klædt sig på, bade, medicin, transport, måltider, aktiviteter der
konsumeres –
hvor tit har personalet tid til at sidde sammen med de demente
beboere og kan med sit nærvær funderet i faglighed støtte op om den udvikling
som demente plejehjemsbeboere har ret til i deres livssituation?
Baggrundsmateriale:
- Dansk Psykolog Forenings input til den nationale handlingsplan for demens 2025
- Handleplan for demensindsatsen i Københavns Kommune 2015-2018
- NATIONAL DEMENS-HANDLINGSPLAN 2025
- ARCARE:
https://arcare.com.au/dedicated-staff-assignment/
-
Clare et al (2015):
The Agewell trial: a pilot randomised controlled trial of a behaviour change
intervention to promote healthy ageing and reduce risk of dementia in later life
- Kitwood,
T. : Dementia Reconsidered
- Kurz et al (2012):
CORDIAL: Cognitive Rehabilitation and Cognitive-behavioral Treatment for Early
Dementia in Alzheimer Disease - A Multicenter, Randomized, Controlled Trial
- Livingston et al (2005):
Systematic Review of Psychological Approaches to the Management of
Neuropsychiatric Symptoms of Dementia
- Power, G. Allen:
Dementia Beyond Disease
- Quinn et al (2015):
A Review of Self-Management Interventions for People With Dementia and Mild
Cognitive Impairment
Ingrid Wawra, cand.psych.
mail:
[email protected]
side -6 -