SUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 377: Udkast til forslag til lov om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og af sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (Skærpet straf ved ulovlige ikke-terapeutiske omskæringer af drengebørn, ændring af sundhedspersoners rapporteringspligt i forbindelse med utilsigtede hændelser og ophævelse af Styrelsen for Patientklagers pligt til at udgive en årsberetning), fra sundhedsministeren

Sundhedsudvalget 2021-22
SUU Alm.del Bilag 377
Offentligt

Sundhedsministeriet

Enhed: SUNDJUR

Sagsbeh.: DEPAMN

Koordineret med:

Sagsnr.: 2204146

Dok. nr.: 2307162

Dato: 07-07-2022

UDKAST

Forslag

til

Lov om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om

sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og lov om klage- og

erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet

(Skærpet straf ved ulovlige ikke-terapeutiske omskæringer af drengebørn,

ændring af sundhedspersoners rapporteringspligt i forbindelse med

utilsigtede hændelser og ophævelse af Styrelsen for Patientklagers pligt til at

udgive en årsberetning)

§1

I lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig

virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 731 af 8. juli 2019, som ændret ved

lov nr. 816 af 9. juni 2020, § 3 i lov nr. 1855 af 9. december 2020, § 1 i lov

nr. 1185 af 8. juni 2021 og § 1 i lov nr. 478 af 26. april 2022, foretages

følgende ændringer:

§ 74

indsættes som

stk. 3:

»Stk.

En person, der ikke har autorisation som læge eller fungerer som

dennes medhjælp, jf. § 18, må ikke uden medicinsk indikation fjerne

forhuden på en dreng under 18 år.«

§ 89

indsættes som

stk. 2:

»Stk.

Den, der i strid med § 74, stk. 3, uden medicinsk indikation fjerner

forhuden på en dreng under 18 år, straffes med fængsel i indtil 1 år.«

§2

I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 210 af 27. januar 2022, som

ændret ved § 5 i lov nr. 478 af 26. april 2022 og § 4 i lov nr. 699 af 24. maj

2022, foretages følgende ændringer:

§ 199, stk. 2, 2 pkt.,

indsættes efter »hvornår og i hvilken form

rapporteringen skal ske«: »eller ikke skal ske,«, og efter »og hvad den«

indsættes: »i givet fald«.

§3

I lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet, jf.

lovbekendtgørelse nr. 995 af 14. juni 2018, som ændret bl.a. ved § 24 i lov

SUU, Alm.del - 2021-22 - Bilag 377: Udkast til forslag til lov om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og af sundhedsfaglig virksomhed, sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (Skærpet straf ved ulovlige ikke-terapeutiske omskæringer af drengebørn, ændring af sundhedspersoners rapporteringspligt i forbindelse med utilsigtede hændelser og ophævelse af Styrelsen for Patientklagers pligt til at udgive en årsberetning), fra sundhedsministeren

nr. 1853 af 9. december 2020, § 2 i lov nr. 1855 af 9. december 2020 og §

75 i lov nr. 285 af 27. februar 2021, foretages følgende ændringer:

§ 12, stk. 5

ophæves.

Stk. 7 bliver herefter stk. 5.

§ 16, stk. 1,

udgår

»og stk. 5, 1.-3. pkt.«

§ 16

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk.

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn udarbejder en årsberetning om

nævnets virksomhed. Regionen bidrager efter Sundhedsvæsenets

Disciplinærnævns anmodning med oplysninger til brug for årsberetningen,

herunder oplysninger om klager, der er bortfaldet efter en dialog med

regionen, jf. § 2, stk. 3. Årsberetningen offentliggøres og sendes til

sundhedsministeren, Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen,

regioner og kommuner.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§4

Loven træder i kraft den 1. januar 2023.

§5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig

anordning sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske

forhold tilsiger.

Side 2

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning og baggrund

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Skærpet straf ved ikke-terapeutiske omskæringer af drengebørn

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Regulering af ikke-terapeutiske omskæringer af drengebørn

2.1.1.2. Sundhedspersoners videregivelse af oplysninger ved

mistanke om ulovlige ikke-terapeutiske omskæringer

2.1.2. Sundhedsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.2. Sundhedspersoners rapporteringspligt i forbindelse med

utilsigtede hændelser

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Sundhedsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.3. Styrelsen for Patientklagers pligt til at udgive en årsberetning

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Sundhedsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Klimamæssige konsekvenser

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

10. Sammenfattende skema

Side 3

1. Indledning og baggrund

1.1. Skærpet straf ved ulovlige ikke-terapeutiske omskæringer

Regeringen vil ulovlige og farlige omskæringer til livs. Regeringen er op-

mærksom på en række sager, hvor personer, der ikke er læger eller deres med-

hjælp, har foretaget ikke-terapeutiske omskæringer på drengebørn. Det gæl-

der personer, der er bosiddende i Danmark, men også personer, der er rejst til

Danmark for at foretage disse indgreb.

Regeringen nedsatte derfor en tværministeriel arbejdsgruppe med deltagelse

af Justitsministeriet, Sundhedsministeriet, Social- og Ældreministeriet samt

Udlændinge- og Integrationsministeriet, der fik til opgave at komme med ini-

tiativer til bekæmpelse af ulovlige omskæringer.

Arbejdsgruppen har udarbejdet seks initiativer, som gruppen har anbefalet, at

der skal arbejdes videre med. Et af initiativerne omhandler en oplysningsind-

sats rettet mod sundhedspersonerne med information om, hvornår og hvortil

sundhedspersonerne kan rette henvendelse, når de modtager en dreng, der har

komplikationer efter en omskæring, og det mistænkes, at indgrebet er foreta-

get ulovligt. Et andet initiativ handler om at skærpe strafferammen for ulov-

lige omskæringer.

Med dette lovforslag ønsker regeringen at udmønte de initiativer, der på sund-

hedsområdet kræver lovændring. Forslaget går ud på at skærpe strafferammen

for ulovlige omskæringer. Ved den skærpede straf sikres der samtidigt enty-

dig hjemmel til, at sundhedspersoner kan videregive oplysninger om formo-

dede overtrædelser af reglerne til bl.a. politiet. Forslaget skaber derfor samti-

digt bedre muligheder for politiet til at efterforske disse ulovligheder.

1.2. Sundhedspersoners rapporteringspligt i forbindelse med utilsigtede

hændelser

En sundhedsperson har pligt til at rapportere alle utilsigtede hændelser, som

han eller hun i princippet måtte blive opmærksom på som led i sit faglige

virke. En utilsigtet hændelse er kort sagt en begivenhed, som enten var

skadeforvoldende eller kunne være skadeforvoldende og som ikke skyldes

patientens sygdom.

Formålet med rapporteringen af utilsigtede hændelser er at uddrage læring,

således at lignende hændelser i sundhedsvæsenet kan undgås i fremtiden.

Rapporteringerne om utilsigtede hændelser er udover at styrke

patientsikkerheden også med til at understøtte en kultur, hvor der er fokus på

og åbenhed om fejl, uden at berørte sundhedspersoner samtidig har grund til

at frygte sanktioner.

Den generelle pligt til at rapportere utilsigtede hændelser har medført

særdeles mange indrapporteringer.

Styrelsen for Patientsikkerhed har gennemført projektet

Utilsigtede

hændelser og læring i sundhedsvæsenet

blandt andet med det formål at

forbedre rapporteringsordningen for utilsigtede hændelser. I den forbindelse

afprøvede mere end 100 kliniske enheder i 2020 en række forsøg, som havde

Side 4

til formål at gøre det lettere at rapportere og lettere at uddrage læring af de

rapporterede utilsigtede hændelser. Tilbagemeldingerne var positive.

På baggrund heraf har Styrelsen for Patientsikkerhed anbefalet, at en

sundhedsperson som led i sin faglige virksomhed skal rapportere utilsigtede

hændelser, som har medført eller bidraget til alvorlige eller dødelige

konsekvenser for patienten, eller som kunne have haft alvorlige eller dødelige

konsekvenser for patienten. Utilsigtede hændelser, som ikke er omfattet af

disse to kategorier, bør efter styrelsens opfattelse ligeledes rapporteres, hvis

personer med rapporteringspligt vurderer, at hændelserne kan bidrage til

læring og forbedring af patientsikkerheden og derfor er relevante at

rapportere.

Med lovforslaget sikres det retlige fundament for at målrette og forenkle

sundhedspersoners pligt til at rapportere utilsigtede hændelser, således at det

er de alvorligste eller potentielt mest alvorlige utilsigtede hændelser, der skal

rapporteres. Samtidig foreslås det, at øvrige utilsigtede hændelser, som der

kan uddrages læring af til gavn for patientsikkerheden, også skal rapporteres.

På den måde sikres det, at alle relevante utilsigtede hændelser rapporteres.

Lovforslaget sikrer samtidig, at sundhedspersoner ikke skal bruge unødig tid

på rapportering af utilsigtede hændelser, som der ikke kan uddrages læring

af. Sundhedspersonerne kan i stedet anvende ressourcer på at tilegne sig den

læring, som den mere målrettede rapportering er en konsekvens af.

1.3. Styrelsen for Patientklagers pligt til at udgive en årsberetning

Styrelsen for Patientklager fungerer som patienternes klageadgang på sund-

hedsområdet. Patienternes klager og patienternes øvrige erfaringer med sund-

hedsvæsenet er en væsentlig kilde til læring i sundhedsvæsenet. Styrelsen for

Patientklager skal ved aktiv formidling medvirke til, at den viden omsættes

til konkrete tiltag til gavn for fremtidige patienter. Ud over at underrette om

afgørelser i de konkrete sager skal Styrelsen for Patientklager regelmæssigt

udsende systematisk udarbejdede praksissammenfatninger, såvel om sund-

hedsfaglige spørgsmål som om fortolkningen af patientrettigheder.

Styrelsen er herudover efter § 12, stk. 6, i lov om klage- og erstatningsadgang

inden for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven) forpligtet til at udar-

bejde en årsberetning om styrelsens virksomhed. Med dette lovforslag ønsker

regeringen at afbureaukratisere processen med vidensdeling til sundhedsvæ-

senet, således at Styrelsen for Patientklager ikke i en årsberetning skal rede-

gøre for viden, som i forvejen er tilgængelig og videreformidlet til regioner,

kommuner og andre.

Derudover er ønsket med lovforslaget at frigive ressourcer til klagesagsbe-

handling og videreformidling af viden, som ikke i forvejen er tilgængelig for

regioner og kommuner.

På den baggrund foreslås det, at Styrelsen for Patientklagers forpligtelse til at

udarbejde en årsberetning ophæves.

Side 5

Som en konsekvens heraf foreslås det også, at kommuner og regioners pligt

til årligt at redegøre for konkrete initiativer på baggrund af Styrelsen for Pa-

tientklagers årsberetning ophæves. Det indebærer en afbureaukratisering i

kommuner og regioner, så der frigives ressourcer til kommunerne og regio-

nernes kerneopgave – at behandle patienter.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Skærpet straf ved ulovlige ikke-terapeutiske omskæringer

2.1.1. Gældende ret

2.1.1.1. Regulering af ikke-terapeutiske omskæringer af drengebørn

Det fremgår af § 74, stk. 1, i lov om autorisation af sundhedspersoner og om

sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven), at en person, der ikke har

autorisation som læge, ikke må behandle en person for veneriske sygdomme

i smittefarligt stadium, tuberkulose eller anden smitsom sygdom.

Det fremgår af bestemmelsens stk. 2, at en person, der ikke har autorisation

som læge, ikke, medmindre andet er særligt lovhjemlet, må foretage operative

indgreb, iværksætte fuldstændig eller lokal bedøvelse, yde fødselshjælp, an-

vende lægemidler, der kun må udleveres fra apotekerne mod recept, eller an-

vende røntgen- eller radiumbehandling eller behandlingsmetoder med elek-

triske apparater, mod hvis anvendelse af uautoriserede personer Styrelsen for

Patientsikkerhed har nedlagt forbud på grund af behandlingens farlighed.

Herved definerer bestemmelsen, hvilke behandlinger m.v., det er forbeholdt

læger at foretage. Det drejer sig typisk om behandling af sygdomme, der er

farlige for almenheden på grund af smittefare, og om indgreb og behandlinger

m.v., der kræver en betydelig faglig kompetence at udføre, så som operative

indgreb, bedøvelse, fødselshjælp, anvendelse af receptpligtige lægemidler,

røntgen- eller radiumbehandling m.v.

Et ”operativt indgreb” defineres almindeligvis som et indgreb, der medfører

gennembrud af hud, væv eller slimhinder, eller et indgreb med indførelse af

apparatur i de naturlige legemsåbninger, uanset om det foretages i diagnostisk

eller terapeutisk øjemed.

Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende (2005-

2006), Tillæg A, L 111, som fremsat den 14. december 2005, side 3232, at

det generelt er forbeholdt læger at foretage operationer, hvad enten disse fo-

retages med et terapeutisk eller et ikke-terapeutisk formål. Kerneområdet for

de kirurgiske specialer er selvsagt at foretage operative indgreb, der tjener et

terapeutisk formål.

Det følger videre af bemærkningerne, at det i forbindelse med visse mindre

indgreb, hvor der hovedsageligt er tale om gennembrud af huden, tillægges

vægt, at der er tale om et ikke-terapeutisk formål. Hvis et indgreb uden tera-

peutisk formål er mere omfattende end den ovennævnte gennembrydning af

huden, regnes dette for et operativt indgreb i § 74´s forstand, og således er

forbeholdt læger og disses medhjælp at udføre.

Side 6

Med ikke-terapeutisk formål forstås et indgreb, der sker uden medicinsk in-

dikation.

Et eksempel på dette er omskæring af drenge. Omskæring af drenge er således

omfattet af begrebet operativt indgreb, idet en del af forhuden bortskæres,

afklemmes eller fjernes operativt på anden måde. Indgrebet er dermed omfat-

tet af § 74, stk. 2, i autorisationsloven som en behandling, der er forbeholdt

læger.

Det fremgår af § 18 i autorisationsloven, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan

fastsætte nærmere regler om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af

medhjælp.

Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1219 af 11. december 2009

om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af

forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed).

Det fremgår af § 1, stk. 1, i bekendtgørelsen, at en sundhedsperson, der er

autoriseret i henhold til lov om autorisation af sundhedspersoner og om sund-

hedsfaglig virksomhed (autorisationsloven), kan delegere alle former for for-

beholdt sundhedsfagligt virksomhed, jf. autorisationslovens § 1, stk. 3, til en

medhjælp, jf. dog §§ 2 og 3.

Det betyder, at lægen f.eks. kan delegere ikke-terapeutisk omskæring til en

medhjælp. Det er lægens ansvar at sikre sig, at medhjælpen har de fornødne

og relevante kompetencer og erfaring til omskæringen fagligt forsvarligt, li-

gesom lægen i fornødent omfang skal føre tilsyn med medhjælpens udførelse

af virksomheden.

Det fremgår desuden af Styrelsen for Patientsikkerheds vejledning nr. 9813

af 14. november 2020 om ikke-terapeutisk omskæring af drenge, at kravet om

lægeligt tilsyn med medhjælpen ved ikke-terapeutiske omskæring af drenge

indebærer, at lægen skal være til stede under indgrebet for herved at føre til-

syn med medhjælpens udførelse af den forbeholdte virksomhed.

Hvis personer, der ikke er tillagt et forbeholdt virksomhedsområde, udøver

forbeholdt virksomhed på baggrund af delegation i overensstemmelse med

reglerne herom, vil dette ikke indebære en overtrædelse af autorisationslovens

§ 74, stk. 2, og dette vil derfor ikke være strafbart.

Overtrædelse af § 74, stk. 2, er strafbar. Det fremgår af § 89 i autorisationslo-

ven, at en person, der uden autorisation som læge eller uden at være berettiget

hertil i medfør af regler udstedt i medfør af § 49, stk. 2, foretager operative

indgreb, iværksætter fuldstændig eller lokal bedøvelse, yder fødselshjælp, an-

vender lægemidler, der kun må udleveres fra apotekerne mod recept, eller

anvender røntgen- eller radiumbehandling eller behandlingsmetoder med

elektriske apparater, mod hvis anvendelse af uautoriserede personer Styrelsen

for Patientsikkerhed har nedlagt forbud på grund af behandlingens farlighed,

jf. § 74, stk. 2, straffes med fængsel i indtil 1 år, under formildende omstæn-

digheder med bøde.

Side 7

Straffeloven regulerer ligeledes legemsindgreb. Det fremgår af straffelovens

§ 244, stk. 1 (simpel vold), at den, som øver vold mod eller på anden måde

angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år. Det

fremgår endvidere af straffelovens § 245, stk. 1 (grov vold), at den, der udøver

et legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig

i mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år.

I TfK 2020.345 blev en person, der ikke havde lægeautorisation i Danmark,

ved Østre Landsret dømt for overtrædelse af autorisationslovens § 74, stk. 2,

om overtrædelse af lægeforbeholdt virksomhed. Straffen blev fastsat til

bøde på 25.000 kr. Der blev fastsat en forvandlingsstraf til fængsel i 14

dage. Østre Landsret ændrede derved samtidigt byrettens dom, der fandt til-

talte skyldig i overtrædelse af autorisationsloven og straffelovens § 245, stk.

1, og fastsatte straffen til betinget fængsel i 40 dage. Landsretten fandt det

efter en samlet vurdering ikke bevist, at personen, der efter det oplyste var

læge fra Syrien og havde en omfattende erfaring med omskæring af drenge-

børn, havde gjort sig skyldig i strafbar vold i forbindelse med den rituelle

omskæring.

Ved Retten i Aarhus’ dom af 4. juni 2015 blev en person dømt for overtræ-

delse af straffelovens § 245, stk. 1 (legemsangreb af særligt rå, brutal eller

farlig karakter), for at have omskåret en tre måneder gammel dreng. Straffen

blev fastsat til 3 måneders ubetinget fængsel. Det fremgår af dommens præ-

misser, at idet den pågældende hverken var læge eller under tilsyn af en sådan,

var indgrebet ulovligt. Det var derfor uden betydning, om drengens forældre

havde meddelt samtykke til indgrebet. Det forhold, at omskæringen var sket

af religiøse og kulturelle årsager, gjorde heller ikke indgrebet lovligt.

2.1.1.2. Sundhedspersoners videregivelse af oplysninger ved mistanke om

ulovlige ikke-terapeutiske omskæringer

Sundhedsloven indeholder i kapitel 9 regler om tavshedspligt, videregivelse

og indhentning af helbredsoplysninger m.v.

Det er fastsat i sundhedslovens § 40, at en patient har krav på, at sundheds-

personer iagttager tavshed om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv er-

farer eller får formodning om angående helbredsforhold og andre fortrolige

oplysninger, jf. dog reglerne i denne lov (dvs. sundhedsloven).

Videregivelse af helbredsoplysninger m.v. til andre formål end konkret og

aktuel behandling af patienten kan ske efter sundhedslovens § 43. Efter stk. 1

kan sundhedspersoner med patientens samtykke til andre formål end behand-

ling videregive oplysninger om patientens helbredsforhold og andre fortrolige

oplysninger til sundhedspersoner, myndigheder, organisationer, private per-

soner m.fl.

Det følger af sundhedslovens § 14 sammenholdt med forældreansvarslovens

regler, at det er forældremyndighedsindehaveren, der skal give samtykke til

videregivelse og indhentning af helbredsoplysningerne m.v. om en mindre-

årig patient under 15 år. En patient, der er fyldt 15 år, kan selv give

Side 8

samtykke, jf. sundhedslovens § 17, stk. 3, 2. pkt. Betingelserne for samtykket

fremgår af sundhedslovens § 44 og bekendtgørelse nr. 359 af 4. april 2019

om information og samtykke i forbindelse med behandling og ved videregi-

velse og indhentning af helbredsoplysninger m.v., § 8 og § 10.

Uden patientens samtykke kan sundhedspersoner efter § 43, stk. 2, nr. 1-5,

videregive oplysninger som nævnt i stk. 1, når det følger af lov eller bestem-

melser fastsat i henhold til lov, at oplysningen skal videregives og oplysnin-

gen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende myndigheds

sagsbehandling (nr. 1), når videregivelsen er nødvendig for berettiget vareta-

gelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten,

sundhedspersonen eller andre (nr. 2), når videregivelsen er nødvendig for, at

en myndighed kan gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver (nr. 3), når videre-

givelsen sker til et myndighedsgodkendt akkrediteringsorgan og er nødvendig

med henblik på dokumentation af arbejdsgange til brug for akkreditering (nr.

4) eller videregivelsen sker til brug for opfølgning på en utilsigtet hændeles

i regionen, kommunen eller et privat sygehus (nr. 5).

Det følger af lovbemærkningerne til § 26, stk. 2, i lov om patienters retsstil-

ling, jf. Folketingstidende 1997-98 (2. samling), tillæg A, side 541-543, som

er videreført i sundhedslovens § 43, stk. 2, at det forudsættes, at sundhedsper-

sonen i almindelighed, medmindre der foreligger særlige grunde, forinden vi-

deregivelse finder sted, forsøger at indhente patientens samtykke. Det forud-

sættes endvidere at der aldrig efter stk. 2 må ske videregivelse af oplysninger

i et videre omfang, end det er påkrævet efter formålet.

Bestemmelsen i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, er en værdispringsregel,

der som udgangspunkt forudsætter en konkret vurdering i hvert enkelt til-

fælde. Bestemmelsen er kun relevant, hvor der ikke er fastsat udtrykkelige

pligtudleveringsbestemmelser som nævnt i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 1.

Det følger af lovbemærkningerne til § 26, stk. 2, nr. 1, i lov om patienters

retsstilling, jf. Folketingstidende 1997-98, tillæg A, side 541-543, som er vi-

dereført i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, at i forhold til politi og anklage-

myndighed vil en videregivelse af oplysninger bl.a. være berettiget, såfremt

der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet som manddrab, seksual-

forbrydelser, grovere vold m.v., herunder vold mod børn. Det er i den forbin-

delse uden betydning, om politiet fremsætter begæring om udlevering af op-

lysninger, eller der opstår spørgsmål om videregivelse på sundhedspersonens

eget initiativ, f.eks. i forbindelse med overvejelse om indgivelse af anmel-

delse om strafbart forhold.

Bestemmelsen i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, indebærer i princippet, at

der ikke i nogen tilfælde er pligt til at videregive oplysninger til f.eks. politi

og anklagemyndighed, uanset hvor grov kriminalitet m.v. der er tale om. Det

forudsættes som modstykke hertil, at der i alle tilfælde, hvor videregivelse må

anses for berettiget, foretages en konkret vurdering af, om videregivelse også

bør finde sted.

Side 9

2.1.2. Sundhedsministeriet overvejelser og den foreslåede ordning

Omskæringer af drengebørn, der foretages af personer, der ikke har

autorisation som læge eller er dennes medhjælp, kan medføre store skader på

drengebørn, hvis det går galt.

Styrelsen for Patientsikkerhed har på basis af oplysninger fra Sundhedsdata-

styrelsen, Københavns Universitet og repræsentanter fra religiøse miljøer

estimeret, at der er ca. 2.000 ikke-terapeutiske omskæringer i Danmark. Heraf

er alene omkring halvdelen registreret i Landspatientregistret. Det vil sige, at

der formentlig udføres ca. 1.000 ikke-terapeutiske omskæringer, som myn-

dighederne ikke har kendskab til. Det må formodes, at en del af dette mørketal

dækker over omskæringer, der foretages i det skjulte og er ulovlige, dvs. at

indgrebene foretages af en person, der ikke er læge eller dennes medhjælp.

Det er Sundhedsministeriets opfattelse, at ulovlige omskæringer bør straffes

med fængsel og ikke alene med bøde.

Sundhedsministeriet er i den forbindelse opmærksomt på, at ulovlige omskæ-

ringer vil kunne straffes med fængsel i indtil 1 år, under formildende omstæn-

digheder med bøde, efter autorisationslovens § 89, ligesom der vil kunne

straffes efter straffelovens §§ 244 eller 245 om simpelt hhv. grov vold.

Sundhedsministeriet er også opmærksomt på, at domstolspraksis på området

synes at være sparsom, og at straffen i de sager, som ministeriet er bekendt

med, alene har været bøde eller fængsel i tre måneder.

Det er endvidere Sundhedsministeriets vurdering, at der er en åbenbar almen

interesse i at bekæmpe de ulovlige ikke-terapeutiske omskæringer, og at der

heri indgår med en vis vægt, at kriminalitetsforebyggelse og opklaringsmu-

lighederne er vanskeliggjort af, at omskæringer i Danmark også foretages af

omrejsende personer, der ikke er autoriserede læger eller deres medhjælp.

Det er efter Sundhedsministeriet opfattelse afgørende for politiets mulighed

for efterforskning af disse ulovlige omskæringer, at politiet bliver underrettet,

når der er mistanke om en ulovlig omskæring. Der er derfor efter Sundheds-

ministeriet opfattelse behov for at sikre, at sundhedspersoner – i deres møde

med børn og forældre – i øget grad foretager anmeldelse til politiet ved mis-

tanke om ulovlige omskæringer, og at sundhedspersoner kan videregive op-

lysninger til politiet uden at indhente samtykke fra f.eks. forældrene.

Sundhedsministeriet er dog også opmærksomt på, at der ikke på nuværende

tidspunkt er entydig hjemmel til, at sundhedspersoner kan videregive oplys-

ninger til politiet ved mistanke om ulovlig omskæring uden at indhente sam-

tykke fra f.eks. forældrene.

Det skyldes, at det kan give anledning til tvivl, om en mistanke om en ulovlig

ikke-terapeutisk omskæring, der vil kunne være en overtrædelse af autorisa-

tionslovens § 74, stk. 2, er så alvorlig, at sundhedspersoner vil kunne videre-

give oplysninger til f.eks. politiet efter sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2. En

sådan mistanke om, at der er tale om en ulovlig omskæring, kan eventuelt

Side 10

opstå, hvis der er opstået komplikationer efter omskæringen, som sundheds-

personer er blevet bekendt med.

En ulovlig ikke-terapeutisk omskæring vil dog efter omstændighederne

kunne straffes som vold efter straffelovens § 244 eller grov vold efter straffe-

lovens § 245. I forbindelse med efterforskning af sager om grov vold vil sund-

hedspersoner som udgangspunkt kunne videregive oplysninger efter værdi-

springsreglen, jf. § sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2.

Det foreslås på den baggrund at skærpe strafferammen for ulovlige ikke-tera-

peutiske omskæringer ved en særskilt bestemmelse herom i autorisationslo-

ven. Forslaget indebærer, at der vil blive indsat en særskilt bestemmelse i au-

torisationsloven om, at en person, der ikke har autorisation som læge eller er

dennes medhjælp, ikke uden medicinsk indikation må fjerne forhuden på en

dreng under 18 år.

Dette suppleres med en strafbestemmelse, hvorefter personer, der ikke er læ-

ger eller deres medhjælp, der fjerner forhuden på en dreng under 18 år, straf-

fes med fængsel i indtil 1 år. Det er hensigten, at straffen skal hæves i forhold

til den nuværende domstolspraksis. Det betyder, at domstolene fremadrettet

vil skulle udmåle strengere straffe ved overtrædelse af autorisationslovens

regler om forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed, der omhandler ikke-tera-

peutiske omskæringer af drengebørn under 18 år. Bestemmelsen vil også be-

tyde, at overtrædelsen fremover alene vil kunne straffes med fængsel og ikke

alene med bøde.

Den foreslåede skærpede strafbestemmelse vil samtidigt indebære, at , sund-

hedspersoner med hjemmel i værdispringsreglen i sundhedslovens § 43, stk.

2, nr. 2, efter en konkret vurdering vil kunne videregive helbredsoplysninger

og andre fortrolige oplysninger uden samtykke fra forældremyndighedsinde-

haveren, hvis patienten er under 15 år, eller uden samtykke fra patienten selv,

hvis patienten er over 15 år, til politiet og anklagemyndigheden i forbindelse

med politiets efterforskning, hvis der er mistanke om, at patienten har været

udsat for ulovlig omskæring. Det bemærkes i den forbindelse, at sundheds-

personers videregivelse af helbredsoplysninger og andre fortrolige oplysnin-

ger efter værdispringsreglen i forhold til politi og anklagemyndighed bl.a. er

berettiget, hvis der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet som

manddrab, seksualforbrydelser, grovere vold m.v., herunder vold mod børn.

Det bemærkes endvidere, at overtrædelse af den foreslåede skærpede strafbe-

stemmelse for at udføre ulovlig ikke-terapeutisk omskæring vil skulle betrag-

tes som alvorlig kriminalitet ved vurderingen af, om værdispringsreglen i

sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, kan anvendes.

2.2. Sundhedspersoners rapporteringspligt i forbindelse med utilsigtede

hændelser

2.2.1 Gældende ret

En sundhedsperson, der som led i sin faglige virksomhed bliver opmærksom

på en utilsigtet hændelse, skal efter § 198, stk. 2, i sundhedsloven, rapportere

hændelsen til regionen. En hændelse, der er forekommet i den kommunale

sundhedssektor, jf. afsnit IX, skal dog rapporteres til kommunen.

Side 11

Dette finder tilsvarende anvendelse på ambulancebehandlere, apotekere og

apotekspersonale.

Det fremgår af § 198, stk. 5, i sundhedsloven, at der ved en utilsigtet hændelse

forstås en begivenhed, der forekommer i forbindelse med sundhedsfarlig virk-

somhed, herunder præhospital indsats, eller i forbindelse med forsyning af og

information om lægemidler. Utilsigtede hændelser omfatter på forhånd

kendte og ukendte hændelser og fejl, som ikke skyldes patientens sygdom, og

som enten er skadevoldende eller kunne have været skadevoldende, men for-

inden blev afværget eller i øvrigt ikke indtraf på grund af andre omstændig-

heder.

Det fremgår af § 199, stk. 1, i sundhedsloven, at Styrelsen for Patientsikker-

hed modtager rapporteringer fra regionsrådet og kommunalbestyrelsen om

utilsigtede hændelser og opretter et nationalt register herfor. Styrelsen for Pa-

tientsikkerhed analyserer og videreformidler viden til sundhedsvæsenet på

baggrund af de modtagne rapporteringer.

Det fremgår af § 199, stk. 2, 1. pkt., i sundhedsloven, at Styrelsen for Patient-

sikkerhed fastsætter nærmere regler om, hvilke utilsigtede hændelser der skal

rapporteres af regionsrådet og kommunalbestyrelsen til Styrelsen for Patient-

sikkerhed, hvornår og i hvilken form rapporteringen skal ske, og hvad den

skal indeholde. Styrelsen for Patientsikkerhed fastsætter endvidere efter be-

stemmelsens stk. 2, 2. pkt., nærmere regler om, i hvilke tilfælde personer om-

fattet af § 198, stk. 2, skal rapportere om utilsigtede hændelser til regionsrådet

og kommunalbestyrelsen, hvornår og i hvilken form rapporteringen skal ske,

og hvad den skal indeholde.

Bemyndigelsen i § 199, stk. 2, i sundhedsloven er udmøntet i bekendtgørelse

nr. 1 af 3. januar 2011 om rapportering af utilsigtede hændelser i sundheds-

væsenet m.v.

Det fremgår af § 2 i bekendtgørelsen, at der ved utilsigtede hændelser forstås

i denne bekendtgørelse på forhånd kendte og ukendte hændelser og fejl, som

ikke skyldes patientens sygdom, og som enten er skadeforvoldende eller

kunne have været skadeforvoldende, men forinden blev afværget eller i øvrigt

ikke indtraf på grund af andre omstændigheder. En utilsigtet hændelse omfat-

ter en begivenhed, der forekommer i forbindelse med sundhedsfaglig virk-

somhed, herunder præhospital indsats eller i forbindelse med forsyning af og

information om lægemidler.

Det fremgår af § 3 i bekendtgørelsen, at rapporteringspligten omfatter hæn-

delser, som en rapporteringspligtig person observerer i forbindelse med, at

hændelserne finder sted, herunder såvel hændelser, som de selv er impliceret

i, som hændelser de pågældende observerer hos andre sundhedspersoner m.v.

Endvidere omfatter rapporteringspligten hændelser, som en rapporterings-

pligtig person efterfølgende bliver opmærksom på i forbindelse med udøvelse

af sin faglige virksomhed.

Side 12

2.2.2. Sundhedsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Den nuværende ordning, hvorefter sundhedspersoner har pligt til at rapportere

om utilsigtede hændelser trådte i kraft den 1. januar 2004.

Formålet med ordningen var at forbedre patientsikkerheden i

sundhedsvæsenet ved at etablere et system, som skulle modtage

rapporteringer fra sundhedspersoner på sygehuse om utilsigtede hændelser.

Ved analyse af rapporterne og anvendelse af resultaterne heraf i

patientbehandlingen kunne rapporteringssystemet bidrage til, at der

forebyggende kunne reageres fra sundhedsmyndighedernes side, således at

antallet af utilsigtede hændelser blev mindsket, og kvaliteten af

sygehusbehandlingen generelt blev bedret.

Rapporteringerne om utilsigtede hændelser er udover at styrke

patientsikkerheden også med til at understøtte en kultur, hvor der er fokus på

og åbenhed om fejl, uden at berørte sundhedspersoner samtidig har grund til

at frygte sanktioner.

Det blev i den forbindelse fundet hensigtsmæssigt først at koncentrere sig om

at indføre et rapporteringssystem for sygehusvæsenet, herunder de private

sygehuse, for hurtigst muligt at kunne etablere systemet i Danmark.

Rapporteringspligten for utilsigtede hændelser var således ved etableringen

af ordningen alene knyttet til behandling på sygehuse, og på samme måde var

selve definitionen på en utilsigtet hændelse en begivenhed, der var en følge

af behandling eller ophold på et sygehus, og som ikke skyldtes patientens

sygdom. Antallet af rapporteringer af utilsigtede hændelser var med

afgrænsningen til sygehuse også tilsvarende begrænset.

I 2009 og i 2010 blev rapporteringspligten for utilsigtede hændelser udvidet

til også at omfatte store dele af det øvrige sundhedsvæsen som

praksissektoren, den kommunale sundhedssektor, det præhospitale område og

apotekerne. Desuden fik patienter og pårørende mulighed for at rapportere

utilsigtede hændelser. På den måde blev det muligt at uddrage læring fra

rapportering om utilsigtede hændelser fra stort set hele sundhedssektoren, og

ikke kun fra sygehuse.

Udvidelsen af ordningen har givet mulighed for at uddrage læring fra hele

sundhedsvæsenet. Ordningen har dog samtidig medført et meget stort antal

rapporteringer og lagt beslag på ganske betydelige administrative ressourcer

hos særligt de involverede sundhedspersoner. Der har derfor gennem årene

været fokus på, om ordningen kunne moderniseres og målrettes til gavn for

patienterne og patientsikkerheden.

Det er Sundhedsministeriets opfattelse, at ordningen med rapportering af

utilsigtede hændelser bør indrettes på en måde, hvor der uddrages muligt

mulig læring af de ressourcer, der anvendes til rapporteringerne. Det er også

ministeriets opfattelse, at rapporteringerne bør indrettes, så sundhedspersoner

ikke skal bruge unødig tid på rapportering af utilsigtede hændelser, som der

ikke kan uddrages læring af, således at sundhedspersonerne i stedet kan bruge

tiden på at tilegne sig den læring, som den mere målrettede rapportering er en

konsekvens af.

Side 13

Sundhedsministeriet er i den forbindelse opmærksomt på, at mere end 100

kliniske enheder blandt kommuner og regioner har deltaget i et pilotprojekt,

hvor kun hændelser som havde eller kunne have haft alvorlige eller dødelige

konsekvenser skulle rapporteres. Kommunerne skulle dog fortsat rapportere

utilsigtede hændelser inden for kategorierne ”Medicin ikke givet” og ”Fald”,

hvor konsekvensen ikke var alvorlig på rapporteringstidspunktet. Dette kunne

gøres som samlerapportering. I projektet skulle den rapporteringspligtige

person, hvis en utilsigtet hændelse ikke er omfattet af ovenstående, vurdere,

om hændelsen kan bidrage til læring og forbedring af patientsikkerheden, og

om hændelsen derfor alligevel er relevant at rapportere. Projektet og

resultaterne er modtaget positivt af kommuner og regioner.

De positive resultater fra pilotprojektet vil efter Sundhedsministeriets

opfattelse med fordel kunne udbredes permanent til resten af landet.

Der er imidlertid efter Sundhedsministeriet opfattelse ikke efter den gældende

bemyndigelsesbestemmelse entydig hjemmel til, at Styrelsen for

Patientsikkerhed kan fastsætte en sådan ændret rapporteringspligt.

Det foreslås derfor, at den gældende bemyndigelsesbestemmelse ændres, og

at der derved skabes entydig hjemmel til implementering af en ændret

rapporteringspligt.

Den ændrede bemyndigelse vil blive anvendt til at fastsætte regler om, at

sundhedspersoners rapporteringspligt begrænses og kvalificeres til alvorlige

eller potentielt alvorlige eller dødelige utilsigtede hændelser, eller til

hændelser, der i øvrige kan bidrage til læring eller forbedring. Bemyndigelsen

vil også kunne anvendes til at fastsætte regler om, at visse utilsigtede

hændelser, der uden at være alvorlige eller dødelige, fortsat kan rapporteres

men ved brug af samlerapportering.

2.3. Styrelsen for Patientklagers pligt til at udgive en årsberetning

2.3.1. Gældende ret

Det fremgår af § 1, stk. 1, 1. pkt., i lov om klage- og erstatningsadgang inden

for sundhedsvæsenet (klage- og erstatningsloven), at Styrelsen for

Patientklager, behandler klager fra patienter over sundhedsvæsenets

sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af sundhedslovens kapitel

4-9 med undtagelse af klager, hvor der i den øvrige lovgivning er foreskrevet

en anden klageadgang.

Det fremgår videre af § 2, stk. 1, 1. pkt., at Sundhedsvæsenets

Disciplinærnævn behandler klager fra patienter over autoriserede

sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og forhold omfattet af

sundhedslovens kapitel 4-7 og 9 samt afsnit IV med undtagelse af klager, hvor

der i den øvrige lovgivning er foreskrevet en anden klageadgang.

I medfør af klage- og erstatningslovens § 12, stk. 5, 1. pkt., udarbejder

Styrelsen for Patientklager en årsrapport om Styrelsen for Patientklagers

virksomhed.

Regionerne bidrager efter Styrelsen for Patientklagers anmodning med

oplysninger til brug for årsberetningen, herunder med oplysninger om klager,

Side 14

der er bortfaldet efter en dialog med regionen efter klage- og

erstatningslovens § 1, stk. 5.

Årsberetningen skal offentliggøres og sendes til Sundhedsministeren,

Styrelsen

for

Patientsikkerhed,

Sundhedsstyrelsen,

regionsråd,

kommunalbestyrelser og Søfartsstyrelsen.

I medfør af klage- og erstatningslovens § 12, stk. 6, redegør regionsrådet og

kommunalbestyrelsen, senest 6 måneder efter Styrelsen for Patientklagers

offentliggørelse af årsrapporten efter stk. 4 over for Styrelsen for

Patientklager, Styrelsen for patientsikkerhed og Sundhedsstyrelsen for, hvilke

initiativer årsberetningen har givet anledning til.

Ud over årsberetningen udarbejder Styrelsen for Patientklager årsberetninger

for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn, Ankenævnet for Patienterstatningen

og Det Psykiatriske Ankenævn.

2.3.2. Sundhedsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

I forbindelse med oprettelsen af Patientombuddet (nu Styrelsen for

Patientklager) og indførelsen af det nye patientklagesystem den 1. januar

2011 blev det muligt også at klage over sundhedsvæsenets faglige

virksomhed, hvor det tidligere kun var muligt at klage over konkrete

sundhedspersoners faglige virksomhed.

Der blev samtidigt indført en pligt til, at Patientombuddet skulle udarbejde en

årsberetning. Tilsvarende blev der indført en pligt for regioner og kommuner

til at redegøre for konkrete initiativer på baggrund af årsberetningen.

Det blev forudsat, at Patientombuddet skulle medvirke til at sikre en aktiv

formidling af den viden, som Patientombuddet fik ved behandlingen af

klagesager til sundhedsvæsenets aktører med henblik på at styrke grundlaget

for øget læring i sundhedsvæsenet.

Hensigten med ordningen var således at sikre, at den øgede viden, som

etableringen af Patientombuddet gav mulighed for, i praksis blev omsat til

forbedringer i sundhedsvæsenet, ved at relevant viden blev omsat til konkrete

initiativer, der blev implementeret i regioner og kommuner.

Det blev også forudsat, at Patientombuddets videreformidling skulle ske på

en relevant og anvendelig måde.

Årsberetningen indeholder typisk følgende:

1. En beskrivelse af patientklager.

2. En beskrivelse af sagsbehandlingstider.

3. En beskrivelse af virksomheden i de nævn, som Styrelsen for

Patientklager betjener.

4. Statistiske oplysninger om Styrelsen for Patientklagers afgørelse af

klager.

5. Statistiske oplysninger om regionernes dialogsamtaler.

6. En redegørelse for de drøftelser, der har været i det rådgivende

praksisudvalg.

7. En beskrivelse af rettighedsklager, herunder en beskrivelse af klager over

Udbetaling Danmarks afgørelser.

Side 15

Oplysningerne om patientklager og sagsbehandlingstider (punkt 1 og 2)

fremgår af Styrelsen for Patientklagers årsrapport, som udarbejdes i medfør

af § 39, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 116 af 19. februar 2018 om statens

regnskabsvæsen m.v. Statiske oplysninger om sagsbehandlingstider

opdateres desuden løbende på styrelsens hjemmeside.

Oplysningerne om nævnenes virksomhed (punkt 3) fremgår af de særskilte

årsberetninger, som Styrelsen for Patientklager udarbejder for de nævn, som

styrelsen betjener.

Oplysningerne om Styrelsen for Patientklagers afgørelse af klager og om

regionernes dialogsamtaler (punkt 4 og 5) fremgår af statiske oplysninger på

styrelsens hjemmeside. Oplysningerne opdateres løbende.

Oplysningerne om drøftelserne i Det Rådgivende Praksisudvalg (punkt 6)

offentliggøres løbende på Styrelsen for Patientklagers hjemmeside i form af

referater fra møderne i Det Rådgivende Praksisudvalg.

Oplysningerne om rettighedsklager (punkt 7) fremgår af de afgørelser, som

Styrelsen for Patientklager løbende offentliggør på sin hjemmeside. Hertil

udarbejder styrelsen årligt en rapport om Udbetaling Danmarks

sagsbehandling, som offentliggøres på styrelsens hjemmeside.

Oplysningerne er derfor nu offentligt tilgængelige, fordi Styrelsen for

Patientklager generelt har øget fokus på løbende formidling, hvilket ikke var

forudsat, da styrelsens forpligtelse til at udarbejde en årsberetning blev indført

i 2011.

Det er således Sundhedsministeriets vurdering, at oplysningerne i

årsberetningen ikke indeholder oplysninger, som der ikke allerede er adgang

til i andre publikationer m.v.

Det er hertil Sundhedsministeriets vurdering, at regioner og kommuner

desuagtet årsberetningen er forpligtet til løbende at iværksætte konkrete

initiativer på baggrund af de afgørelser, som Styrelsen for Patientklager

træffer og underretter regioner og kommuner om. Tilbagemeldingen fra

kommuner og regioner på styrelsens årsberetning om konkrete initiativer har

desuden været meget sparsom.

Samlet set er det herefter Sundhedsministeriets vurdering, at forpligtelsen til

at udarbejde årsberetningen ikke bidrager til forbedringer i sundhedsvæsenet

eller tilvejebringer den tilsigtede læring, da regioner og kommuner i forvejen

har adgang til oplysningerne.

Det foreslås på den baggrund at ophæve Styrelsen for Patientklagers pligt til

at udarbejde en årsberetning.

Ophævelsen vil efter Sundhedsministeriets vurdering bidrage til, at der

frigives ressourcer, som vil kunne bruges på Styrelsen for Patientklagers

kerneopgaver i form af afslutning af klagesager til gavn for klagerne og

sundhedspersonerne samt til også fremadrettet at løfte opgaven med aktiv

Side 16

formidling af oplysninger, der ikke allerede er tilgængelige. Styrelsen vil

f.eks. i større omfang kunne udarbejde praksissammenfatninger om de

afgørelser, som træffes af styrelsen og de nævn, som styrelsen betjener.

Praksissammenfatningerne er efterspurgt i sundhedsvæsenet og bidrager til

værdifuld læring.

Som en konsekvens heraf foreslås det ligeledes, at kommunernes og

regionernes pligt til at udarbejde en redegørelse ophæves. Dette vil således

også frigive ressourcer for kommuner og regioner, som ikke længere en gang

årligt behøver at redegøre for den læring og de konkrete initiativer, som de

har implementeret, og iværksat på baggrund af Styrelsen for Patientklagers

årsberetning.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det

offentlige

Lovforslaget vurderes ikke af medføre økonomiske konsekvenser eller

implementeringskonsekvenser for det offentlig.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget vurderes ikke at have økonomiske eller administrative

konsekvenser for erhvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for

borgerne.

6. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes ikke at have klimamæssige konsekvenser.

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslaget vurderes ikke at have miljø- eller naturmæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 7. juli til den 18. august 2022

været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

3F, Advokatrådet, Akademikerne, Alzheimerforeningen, Angstforeningen,

Ansatte Tandlægers Organisation, ATP, Bedre Psykiatri, Børnerådet,

Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Center for Bioetik og Nanoetik,

Center for Dansk Muslimske Relationer, Center for Etik og Ret, Center for

Hjerneskade, Danmarks Apotekerforening, Danmarks Lungeforening,

Danmarks Optikerforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Center for

Organdonation, Dansk Dermatologisk Selskab, Dansk Diagnostika og

Laboratorieforening, Dansk Epidemiologisk Selskab, Dansk Erhverv, Dansk

Farmaceutisk Industri, Dansk Farmaceutisk Selskab, Dansk

Fertilitetsselskab, Dansk Handicap Forbund, Dansk Industri, Dansk Islamisk

Center, Dansk IT – Råd for IT-og persondatasikkerhed, Dansk Kiropraktor

Forening, Dansk Neurokirurgisk Selskab, Dansk Neurologisk Selskab,

Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening, Dansk

Side 17

Psykoterapeutforening, Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Selskab

for Anæstesiologi og Intensiv Medicin, Dansk Selskab for Klinisk

Farmakologi, Dansk Selskab for Palliativ Medicin, Dansk Selskab for

Patientsikkerhed, Dansk Selskab for Retsmedicin, Dansk

Socialrådgiverforening, Dansk Standard, Dansk Sygepleje Selskab

(DASYS), Dansk Sygeplejeråd, Dansk Transplantations Selskab, Danske

Bandagister, Danske Bioanalytikere, Danske Dental Laboratorier, Danske

Diakonhjem, Danske Fodterapeuter, Danske Fysioterapeuter, Danske

Handicaporganisationer, Danske Patienter, Danske Regioner, Danske

Tandplejere, Danske Universiteter, Dataetisk Råd, Datatilsynet, De

Videnskabsetiske Komiteer for Region Hovedstaden, De Videnskabsetiske

Komiteer for Region Midtjylland, Den Danske Dommerforening, Den

Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet, Den Videnskabsetiske

Komité for Region Nordjylland, Den Videnskabsetiske Komité for Region

Sjælland, Den Videnskabsetiske Komité for Region Syddanmark,

Depressionsforeningen, Det Centrale Handicapråd, Det Etiske Råd, Det

Jødiske Samfund i Danmark, Det Nationale Integrationsråd,

Diabetesforeningen, Dignity – Dansk Institut mod Tortur,

Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Epilepsiforeningen,

Ergoterapeutforeningen, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Fagligt

Selskab af Kliniske Diætister i Kost og Ernæringsforbundet,

Farmakonomforeningen, FOA, Forbrugerrådet, Foreningen af Døgn- og

Dagtilbud for udsatte børn og unge, Foreningen af Kommunale Social-,

Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark, Foreningen af

Speciallæger, Forsikring & Pension, Færøernes landsstyre, Gigtforeningen,

Hjerneforeningen, Hjerneskadeforeningen, Hjerteforeningen,

Høreforeningen, Institut for Menneskerettigheder, Intact Denmark, IT-

Universitetet i København, Jordemoderforeningen, KL, Kost- og

Ernæringsforbundet, Kristelig Lægeforening, Kræftens Bekæmpelse,

Københavns Byret, Københavns Universitet, Landsforeningen af Kliniske

Tandteknikere, Landsforeningen for nuværende og tidligere

psykiatribrugere (LAP), Landsforeningen for ansatte i sundhedsfremmende

forebyggende hjemmebesøg, Landsforeningen LEV, Landsforeningen

SIND, Ledernes Hovedorganisation, Lægeforeningen, Muskelsvindfonden,

Nationale Videnskabsetiske Komité, Nationalt Center for Etik,

Naalakkersuisut (Grønlands landsstyre), OCD-Foreningen, Organisationen

af Lægevidenskabelige Selskaber, Osteoporoseforeningen,

Patienterstatningen, Patientforeningen, Patientforeningen i Danmark,

Pharmadanmark, Pharmakon, Politiforbundet i Danmark, Praktiserende

Lægers Organisation, Praktiserende Tandlægers Organisation,

Psoriasisforeningen, Psykiatrifonden, Psykolognævnet, Radiograf Rådet,

RESAM, Retten i Roskilde, Retten i Odense, Retten i Aalborg, Retten i

Aarhus, Rigsadvokaten, Roskilde Universitet, Scleroseforeningen,

Socialpædagogernes Landsforbund, Sundhed Danmark - Foreningen af

danske sundhedsvirksomheder, Syddansk Universitet, Tandlægeforeningen,

Tandlægeforeningens Tandskadeerstatning, Udbetaling Danmark,

Udviklingshæmmedes Landsforbund, Vaccinationsforum, Vestre Landsret,

VIVE - Det nationale forskningscenter for velfærd, Yngre Læger,

Øjenforeningen, Østre Landsret, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet.

Side 18

10. Sammenfattende skema

Positive

Negative

konsekvenser/mindreudgifter konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis nej, (hvis ja, angiv omfang/Hvis

anfør »Ingen«)

nej, anfør »Ingen«)

Økonomiske konsekvenser for

Ingen

stat, kommuner og regioner

Implementeringskonsekvenser

Ingen

for stat, kommuner og

regioner

Økonomiske konsekvenser for

Ingen

erhvervslivet

Administrative konsekvenser

Ingen

for erhvervslivet

Administrative konsekvenser

for borgerne

Klimamæssige konsekvenser

Ingen

Miljø- og naturmæssige

Ingen

konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

Er i strid med de principper

Nej

for implementering af

erhvervsrettet EU-regulering/

Går videre end

minimumskrav i EU-

regulering (sæt X)

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det følger af den gældende bestemmelse i § 74, stk. 1, i lov om autorisation

af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven),

at en person, der ikke har autorisation som læge, ikke må behandle en person

for veneriske sygdomme i smittefarligt stadium, tuberkulose eller anden smit-

som sygdom.

Efter bestemmelsens stk. 2 må en person, der ikke har autorisation som læge,

ikke, medmindre andet er særligt lovhjemlet, foretage operative indgreb,

iværksætte fuldstændig eller lokal bedøvelse, yde fødselshjælp, anvende læ-

gemidler, der kun må udleveres fra apotekerne mod recept, eller

Side 19

anvende røntgen- eller radiumbehandling eller behandlingsmetoder med elek-

triske apparater, mod hvis anvendelse af uautoriserede personer Styrelsen for

Patientsikkerhed har nedlagt forbud på grund af behandlingens farlighed.

Omskæring af drenge er omfattet af begrebet operativt indgreb, idet en del af

forhuden bortskæres, afklemmes eller fjernes operativt på anden måde. Ind-

grebet er dermed omfattet af § 74, stk. 2, i autorisationsloven, som en behand-

ling, der er forbeholdt læger.

Det følger af § 18 i autorisationsloven, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan

fastsætte nærmere regler om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af

medhjælp.

Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 1219 af 11. december 2009

om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp (delegation af

forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed).

Det følger af den gældende bestemmelse i § 1, stk. 1, i bekendtgørelsen, at en

sundhedsperson, der er autoriseret i henhold til lov om autorisation af sund-

hedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed (autorisationsloven), kan de-

legere alle former for forbeholdt sundhedsfagligt virksomhed, jf. autorisati-

onslovens § 1, stk. 3, til en medhjælp, jf. dog §§ 2 og 3.

Det betyder, at lægen f.eks. kan delegere ikke-terapeutisk omskæring til en

medhjælp.

Det foreslås at indsætte et

stk. 3

i § 74. Efter det foreslåede stk. 3 må en

person, der ikke har autorisation som læge eller fungerer som dennes

medhjælp, jf. § 18, ikke uden medicinsk indikation fjerne forhuden på en

dreng under 18 år.

Med det foreslåede stk. 3 foreslås en særskilt bestemmelse om omskæringer

af drenge under 18 år. Det vil samtidigt betyde, at reguleringen af omskæ-

ringer af drenge under 18 år ikke længere vil være omfattet af den gældende

§ 74, stk. 2, i autorisationsloven. Forslaget skal ses i sammenhæng med den

foreslåede strafbestemmelse, jf. lovforslaget § 1, nr. 2.

Bestemmelsen vil som hidtil betyde, at ikke-terapeutiske omskæringer af

drenge under 18 år vil være forbeholdt læger. Tilsvarende gælder for ikke-

terapeutiske omskæringer af mænd over 18 år og terapeutiske omskæringer

af drenge og mænd under hhv. over 18 år, som dog fortsat vil være reguleret

af den gældende § 74, stk. 2.

Efter den foreslåede bestemmelse vil det fortsat være muligt at for personer,

som ikke har autorisation som læge, at foretage omskæringerne, når det sker

som medhjælp for lægen. Trossamfund, religiøse mindretal eller øvrige

grupper, der f.eks. af kulturelle årsager lader drengebørn omskære, vil såle-

des fortsat have mulighed for at opretholde traditioner, hvor omskæringen

ikke nødvendigvis foretages af en læge.

Side 20

Det er væsentligt at bemærke, at der efter de gældende sundhedsfaglige ret-

ningslinjer skal være en læge til tilstede under omskæringerne.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det følger af § 89 i autorisationsloven, at en person, der uden autorisation

som læge eller uden at være berettiget hertil i medfør af regler udstedt i med-

før af § 49, stk. 2, foretager operative indgreb, iværksætter fuldstændig eller

lokal bedøvelse, yder fødselshjælp, anvender lægemidler, der kun må udleve-

res fra apotekerne mod recept, eller anvender røntgen- eller radiumbehandling

eller behandlingsmetoder med elektriske apparater, mod hvis anvendelse af

uautoriserede personer Styrelsen for Patientsikkerhed har nedlagt forbud på

grund af behandlingens farlighed, jf. § 74, stk. 2, straffes med fængsel i indtil

1 år, under formildende omstændigheder med bøde.

Det foreslås, at der indsættes en særskilt straffebestemmelse for overtrædelse

af det foreslåede 74, stk. 3, om ikke-terapeutiske omskæringer af drenge

under 18 år, jf. lovforslagets § 1, nr. 1. Med det foreslåede

§ 89, stk. 2,

foreslås

det, at den, der i strid med § 74, stk. 3, uden medicinsk indikation fjerner

forhuden på en dreng under 18 år, straffes med fængsel i indtil 1 år.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at personer, der ikke er autoriserede

som læger eller fungerer som lægens medhjælp i overensstemmelse med

regler udstedt i medfør af autorisationslovens § 18, kan blive straffet med

fængsel i indtil 1 år for overtrædelse af det foreslåede 74, stk. 3.

Med bestemmelsen foreslås således indført en straf på fængsel i indtil 1 år for

personer, der ikke har autorisation som læge eller er dennes medhjælp, og

som fjerner forhuden på en dreng under 18 år, uden at det sker på medicinsk

indikation.

Med den foreslåede bestemmelse er det hensigten, at straffen skal hæves i

forhold til den nuværende domstolspraksis, og den nuværende strafferamme

for overtrædelse af autorisationslovens bestemmelser om forbeholdt

virksomhed for så vidt angår ikke-terapeutiske omskæringer af drenge under

18 år. Det betyder, at domstolene fremadrettet vil skulle udmåle strengere

straffe for overtrædelse af autorisationslovens regler om forbeholdt

sundhedsfaglig virksomhed, der omhandler ikke-terapeutiske omskæringer af

drenge under 18 år. Den foreslåede skærpelse vil betyde, at overtrædelse ikke

længere vil kunne straffes med bøde, men alene med fængsel.

Det bemærkes, at omskæring af mænd på 18 år eller derover som hidtil vil

være omfattet af den gældende bestemmelse i autorisationslovens § 74, stk.

2, om lægeforbeholdt virksomhed. Overtrædelse af denne bestemmelse vil

fortsat skulle straffes efter autorisationslovens § 89. Det vil sige, at der

straffes med fængsel i indtil et år, under formilende omstændigheder med

bøde.

Side 21

Den foreslåede bestemmelse i autorisationsloven om særskilt strafferamme

for ulovlige ikke-terapeutiske omskæringer for drenge under 18 år vil

samtidigt få betydning for sundhedspersoners mulighed for at videregive

oplysninger til politi og anklagemyndighed.

Den foreslåede bestemmelse vil således indebære, at sundhedspersoner med

hjemmel i værdispringsreglen i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, efter en

konkret vurdering vil kunne videregive helbredsoplysninger og andre

fortrolige oplysninger om patienter under 15 år uden samtykke fra

forældremyndighedsindehaveren, hvis patienten er under 15 år, eller uden

samtykke fra patienten selv, hvis patienten er over 15 år, til politiet og

anklagemyndigheden i forbindelse med politiets efterforskning, hvis der er

mistanke om, at patienten har været udsat for ulovlig omskæring.

Det bemærkes i den forbindelse, at sundhedspersoners videregivelse af

helbredsoplysninger

andre

fortrolige

oplysninger

efter

værdigspringsreglen i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, i forhold til politi og

anklagemyndighed bl.a. er berettiget, hvis der er tale om efterforskning af

alvorlig kriminalitet som manddrab, seksualforbrydelse, grovere vold m.v.,

herunder vold mod børn. Det bemærkes endvidere, at overtrædelse af den

foreslåede skærpede strafbestemmelse for at udføre ulovlig ikke-terapeutisk

omskæring vil skulle betragtes som alvorlig kriminalitet ved vurdering af, om

værdispringsreglen i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, kan anvendes.

Det bemærkes endvidere, at det er uden betydning, om politiet fremsætter

begæring om udlevering af oplysninger, eller der opstår spørgsmål om

videregivelse på sundhedspersonens eget initiativ, f.eks. i forbindelse med

overvejelse om indgivelse af anmeldelse om strafbart forhold.

Den foreslåede straffebestemmelse i autorisationslovens § 89, stk. 2, om

ulovlige ikke-terapeutiske omskæringer vil således indebære, at

sundhedspersoner efter en konkret vurdering i medfør af værdispringsreglen

i sundhedslovens § 43, stk. 2, nr. 2, vil være berettiget til uden samtykke fra

forældremyndighedsindehaveren, hvis patienten er under 15 år, eller uden

samtykke fra patienten selv, hvis patienten er over 15 år, at videregive

oplysninger til politiet til brug for politiets efterforskning.

Som det fremgår af pkt. 2.1.1.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger er

det efter sundhedslovens § 43, stk. 2, forudsat, at sundhedspersonen i

almindelighed, medmindre der foreligger særlige grunde, forinden

videregivelse finder sted, forsøger at indhente patientens samtykke, og hvis

der er tale om et barn under 15 år skal samtykke forsøges indhentet hos

forældremyndighedsindehaveren. Det bemærkes i den forbindelse, at hvis

sundhedspersonen har en mistanke om, at den pågældende omskæring er sket

på foranledning af forældremyndighedsindehaveren, vil der foreligge

sådanne særlige grunde, at der ikke er behov for at forsøge at indhente

samtykke fra forældremyndighedsindehaveren, før sundhedspersonen

anmelder forholdet.

Det vil være den enkelte sundhedsperson, der skal foretage en konkret

vurdering af, om det er berettiget efter værdispringsreglen i sundhedslovens

§ 43, stk. 2, nr. 2, at videregive oplysninger ved mistanke om, at der er

Side 22

foretaget ulovlige ikke-terapeutiske omskæringer. Der indføres således ikke

med lovforslaget en pligt for sundhedspersoner til at videregive oplysninger

til politiet.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.1.1.2 i lovforslagets almindelige

bemærkninger for en nærmere beskrivelse af værdispringsreglen i

sundhedslovens § 43.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

En sundhedsperson, der som led i sin faglige virksomhed bliver opmærksom

på en utilsigtet hændelse, skal efter sundhedslovens § 198, stk. 2, rapportere

hændelsen til regionen. En hændelse, der er forekommet i den kommunale

sundhedssektor, jf. afsnit IX, skal dog rapporteres til kommunen. 1. og 2. pkt.

finder tilsvarende anvendelse på ambulancebehandlere, apotekere og

apotekspersonale.

Det fremgår af sundhedslovens § 198, stk. 5, at der ved en utilsigtet hændelse

forstås en begivenhed, der forekommer i forbindelse med sundhedsfarlig

virksomhed, herunder præhospital indsats, eller i forbindelse med forsyning

af og information om lægemidler. Utilsigtede hændelser omfatter på forhånd

kendte og ukendte hændelser og fejl, som ikke skyldes patientens sygdom, og

som enten er skadevoldende eller kunne have været skadevoldende, men

forinden blev afværget eller i øvrigt ikke indtraf på grund af andre

omstændigheder.

Det fremgår af § 199, stk. 1, i sundhedsloven, at Styrelsen for

Patientsikkerhed modtager rapporteringer

fra regionsrådet

kommunalbestyrelsen om utilsigtede hændelser og opretter et nationalt

viden til sundhedsvæsenet på baggrund af de modtagne rapporteringer.

Det fremgår af § 199, stk. 2, i sundhedsloven, at Styrelsen for

Patientsikkerhed fastsætter nærmere regler om, hvilke utilsigtede hændelser

der skal rapporteres af regionsrådet og kommunalbestyrelsen til Styrelsen for

Patientsikkerhed, hvornår og i hvilken form rapporteringen skal ske, og hvad

den skal indeholde. Styrelsen for Patientsikkerhed fastsætter endvidere

nærmere regler om, i hvilke tilfælde personer omfattet af § 198, stk. 2, skal

rapportere

utilsigtede

hændelser

til

regionsrådet

kommunalbestyrelsen, hvornår og i hvilken form rapporteringen skal ske, og

hvad den skal indeholde. Styrelsen for Patientsikkerhed kan desuden fastsætte

nærmere regler om, i hvilken form rapportering efter § 198, stk. 4, skal ske.

Det er ikke efter sundhedsministeriets opfattelse entydig hjemmel i den

gældende bemyndigelsesbestemmelse i sundhedslovens § 198, stk. 2, 2. pkt.,

til at fastsætte regler, der bl.a. begrænser rapporteringspligten til utilsigtede

hændelser, som har medført eller bidraget til alvorlige eller dødelige

konsekvenser for patienten.

Det foreslås derfor at ændre den gældende bemyndigelse i § 198, stk. 2, 2.

pkt. Det foreslås, at der i

§ 199, stk. 2, 2. pkt.,

efter »hvornår og i hvilken form

Side 23

rapporteringen skal ske« indsættes »eller ikke skal ske,«, og at »i givet fald«

indsættes efter »og hvad den«.

Den foreslåede ændring vil blandt andet betyde, at Styrelsen for

Patientsikkerhed fremover vil kunne fastsætte regler om, i hvilke tilfælde

sundhedspersoner skal rapportere om utilsigtede hændelser til regionsrådet og

kommunalbestyrelsen, hvornår og i hvilken form rapporteringen skal se eller

ikke skal ske, og hvad den i givet fald skal indeholde.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil således få en klar og entydig hjemmel, som

styrelsen kan udmønte til at fastsætte regler om, at sundhedspersoner alene

skal rapportere utilsigtede hændelser, som har medført eller bidraget til

alvorlige eller dødelige konsekvenser for patienten, som kunne have haft

alvorlige eller dødelige konsekvenser for patienten, eller som vil kunne

bidrage til læring og forbedring af patientsikkerheden.

På den måde sikres et entydigt retligt fundament for at målrette og forenkle

sundhedspersoners pligt til at rapportere utilsigtede hændelser.

Bemyndigelsen vil blive udmøntet til at fastsætte regler om, at det alene er de

alvorligste eller potentielt mest alvorlige utilsigtede hændelser, der skal

rapporteres. Bemyndigelsen vil også blive anvendt til at fastsætte regler om,

om øvrige utilsigtede hændelser, som ikke vurderes som alvorlige eller

potentielt dødelige skal rapporteres, hvis den rapporterende person vurderer,

at der kan uddrages læring af til gavn for patientsikkerheden.

Endelig kan bemyndigelsen anvendes til at fastsætte regler om, hvorvidt

hændelserne kan rapporteres enkeltvis eller ved brug af såkaldt

samlerapportering. Det gælder for eksempel hændelser i kommunerne, hvor

medicinen ikke er givet, eller hvor patienten eller borgeren er faldet, uden at

dette har haft alvorlige konsekvenser for den pågældende.

Med samlerapportering forstås, at utilsigtede hændelser, der er almindelige

især i ældreplejen i form af undladelse af at give medicin eller fald uden

konsekvenser på for eksempel et plejehjem, samles og rapporteres på et

passende tidspunkt f.eks. en gang om ugen af den samme sundhedsperson,

som på den måde også vil opnå fortrolighed med rapporteringsordningen

generelt og mere specifikt den tekniske håndtering af rapporteringerne.

Dermed kan for eksempel kommunerne fortsat uddrage læring af hændelserne

med henblik på at undgå tilsvarende situationer.

Lovforslaget sikrer samtidig, at der kan fastsættes regler, som sikrer, at

sundhedspersoner ikke skal bruge unødig tid på rapportering af utilsigtede

hændelser uden læringspotentiale til gavn for patientsikkerheden, og at

sundhedspersonerne vil blive lettet i den administrative opgavevaretagelse, så

der i højere grad vil kunne anvendes ressourcer på den læring, som den mere

målrettede rapportering vil være en konsekvens af.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 3

Til nr. 1

Side 24

Det følger af § 12, stk. 5, i klage- og erstatningsloven, at Styrelsen for

Patientklager udarbejder en årsrapport om Styrelsen for Patientklagers

virksomhed. Regionen bidrager efter Styrelsen for Patientklagers anmodning

med oplysninger til brug for årsrapporten, herunder oplysninger om klager,

der er bortfaldet efter en dialog med regionen, jf. § 1, stk. 5. Årsrapporten

offentliggøres og sendes til sundhedsministeren, Styrelsen for

Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen, regioner og kommuner, Årsrapporten

sendes desuden til Søfartsstyrelsen.

Det følger af § 12, stk. 6, at regionsrådet og kommunalbestyrelsen redegør

senest 6 måneder efter Styrelsen for Patientklagers offentliggørelse af

årsrapporten efter stk. 4 over Styrelsen for Patientklager, Styrelsen for

Patientsikkerhed og Sundhedsstyrelsen for, hvilke initiativer årsrapporten har

givet anledning til.

Det foreslås, at § 12, stk. 5 og 6, ophæves. Forslaget betyder, at Styrelsen for

Patientklager ikke længere vil have pligt til at udarbejde en årsberetning.

Derudover vil kommunalbestyrelsen og regionsrådet ikke længere have pligt

til at redegøre for, hvilke initiativer årsberetningen har givet anledning til.

Til nr. 2

Der følger af § 16, stk. 1, i klage- og erstatningsloven, at reglerne i § 12, stk.

1-4 og stk. 5, 1.-3. pkt., finder tilsvarende anvendelse for Sundhedsvæsenets

Disciplinærnævn.

Det foreslås, at

»og stk. 5, 1.-3. pkt.«

udgår af

§ 16, stk. 1.

Der er tale om en

lovteknisk konsekvensændring som følge af forslagets § 3, nr. 1, hvori § 12,

stk. 5, foreslås ophævet.

Til nr. 3

Der følger af § 16, stk. 1, i klage- og erstatningsloven, at reglerne i § 12, stk.

1-4 og stk. 5, 1.-3. pkt., finder tilsvarende anvendelse for Sundhedsvæsenets

Disciplinærnævn.

Det foreslås at indsætte et nyt

stk. 2

i § 16. Efter det foreslåede stk. 2

udarbejder Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn en årsberetning om nævnets

virksomhed. Regionen bidrager efter Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns

anmodning med oplysninger til brug for årsberetningen, herunder oplysninger

om klager, der er bortfaldet efter en dialog med regionen, jf. § 2, stk. 3.

Årsberetningen offentliggøres og sendes til sundhedsministeren, Styrelsen for

Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen, regioner og kommuner.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det foreslåede i § 3, nr. 1, hvorefter 12,

stk. 5, foreslås ophævet.

Forslaget sikrer, at Styrelsen for Patientklagers pligt til at udarbejde en

årsberetning ikke vil få betydning for Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns

pligt til at udarbejde en årsberetning. Forslaget sikrer således, at

Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn fortsat som hidtil vil have pligt til afgive

en årsberetning til trods for ophævelsen af denne pligt for Styrelsen for

Patientklagers.

Side 25

Der er således tale om en konsekvensrettelse, idet de dele af § 12, stk. 5, som

også vedrører Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns pligt til at udarbejde en

årsberetning fastsættes i et nyt § 16, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 4

Det foreslås at loven træder i kraft den 1. januar 2023.

Til § 5

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Det følger af autorisationslovens § 97, at loven ikke gælder for Færøerne og

Grønland, men at den ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i

kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold

tilsiger. De foreslåede ændringer af autorisationsloven vil derfor kunne

sættes i kraft for Færøerne men ikke for Grønland.

Efter sundhedslovens § 278, stk. 1, gælder loven som udgangspunkt ikke for

Færøerne og Grønland. Efter stk. 2 og 3 kan visse områder dog ved kongelig

anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne hhv. Grønland. De

foreslåede ændringer af sundhedsloven, dvs. kapitel 61, er omfattet af de

områder, der efter stk. 2 ved kongelig anordning kan sættes i kraft for

Færøerne. De foreslåede ændringer af sundhedsloven vil derfor kunne

sættes i kraft for Færøerne.

Efter § 64 i klage- og erstatningsloven, gælder loven ikke for Færøerne og

Grønland, men kan for Færøerne sættes i kraft ved kongelig anordning med

de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. De foreslåede

ændringer af autorisationsloven vil derfor kunne sættes i kraft for Færøerne

men ikke for Grønland.

Det foreslås i overensstemmelse hermed, at loven ikke skal gælde for

Færøerne og Grønland, men den ved kongelig anordning kan sættes i kraft

for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Side 26

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering

Lovforslaget

§1

I lov om autorisation af

sundhedspersoner og om

sundhedsfaglig virksomhed, jf.

lovbekendtgørelse nr. 731 af 8. juli

2019, som ændret bl.a. ved lov nr.

816 af 9. juni 2020, § 3 i lov nr.

1855 af 9. december 2020, § 1 i

lov nr. 1185 af 8. juni 2021 og § 1

i lov nr. 478 af 26. april 2022,

foretages følgende ændringer:

§ 74. ---

Stk. 2.

En person, der ikke har

autorisation som læge, må ikke,

medmindre andet er særligt

lovhjelmet, foretage operative

indgreb, iværksætte fuldstændig

eller lokal bedøvelse, yde

fødselshjælp, anvende lægemidler,

der kun må udleveres fra

apotekerne mod recept, eller

anvende røntgen- eller

radiumbehandling eller

behandlingsmetoder med

elektriske apparater, mod hvis

anvendelse af uautoriserede

personer Styrelsen for

Patientsikkerhed har nedlagt

forbud på grund af behandlingens

farlighed.

Stk. 3-4.

---

§ 89.

En person, der uden

autorisation som læge eller uden at

være berettiget hertil i medfør af

regler udstedt i medfør af § 49, stk.

2, foretager operative indgreb,

iværksætter fuldstændig eller lokal

bedøvelse, yder fødselshjælp,

anvender lægemidler, der kun må

udleveres fra apotekerne mod

recept, eller anvende røntgen- eller

radiumbehandling eller

Side 27

I § 74 indsættes som

stk. 3:

»Stk.

En person, der ikke har

autorisation som læge eller

fungerer som dennes medhjælp, jf.

§ 18, må ikke uden medicinsk

indikation fjerne forhuden på en

dreng under 18 år.«

behandlingsmetoder med

elektriske apparater, mod hvis

anvendelse af uautoriserede

personer Styrelsen for

Patientsikkerhed har nedlagt

forbud på grund af behandlingens

farlighed , jf. § 74, stk. 2, straffes

med fængsel i indtil 1 år, under

formidlende omstændigheder med

bøde.

I § 89 indsættes som

stk. 2:

»Stk.

Den, der i strid med § 74,

stk. 3, uden medicinsk indikation

fjerner forhuden på en dreng under

18 år, straffes med fængsel i indtil

1 år.«

§2

I sundhedsloven, jf.

lovbekendtgørelse nr. 210 af 27.

januar 2022, som ændret ved § 5 i

lov nr. 478 af 26. april 2022 og § 4

i lov nr. 699 af 24. maj 2022,

foretages følgende ændringer:

§ 199. ---

Stk. 2.

Styrelsen for

Patientsikkerhed fastsætter

nærmere regler om, hvilke

utilsigtede hændelser der skal

rapporteres af regionsrådet og

kommunalbestyrelsen til Styrelsen

for Patientsikkerhed, hvornår og i

hvilken form rapporteringen skal

ske, og hvad den skal indeholde.

Styrelsen for Patientsikkerhed

fastsætter endvidere nærmere

regler om, i hvilke tilfælde

personer omfattet af § 198, stk. 2,

skal rapportere om utilsigtede

hændelser til regionsrådet og

kommunalbestyrelsen, hvornår og

i hvilken form rapporteringen skal

ske, og hvad den skal indeholde.

Styrelsen for Patientsikkerhed kan

desuden fastsætte nærmere regler

§ 199, stk. 2, 2. pkt.,

indsættes

efter »hvornår og i hvilken form

rapporteringen skal ske«: »eller

ikke skal ske,«, og efter »og hvad

den« indsættes: »i givet fald«.

Side 28

om, i hvilken form rapportering

efter § 198, stk. 4, skal ske.

Stk. 3-5.

---

§3

I lov om klage og

erstatningsadgang inden for

sundhedsvæsenet, jf.

lovbekendtgørelse nr. 995 af 14.

juni 2018, som ændret bl.a. ved §

24 i lov nr. 1853 af 9. december

2019, § 2 i lov nr. 1885 af 9.

december 2020 og § 75 i lov nr.

285 af 27. februar 2021, foretages

følgende ændringer:

§ 12.

---

Stk. 2-4.

---

Stk. 5.

Styrelsen for Patientklager

udarbejder en årsberetning om

Styrelsen for Patientklagers

virksomhed. Regionen bidrager

efter Styrelsen for Patientklagers

anmodning med oplysninger til

brug for årsberetningen, herunder

oplysninger om klager, der er

bortfaldet efter en dialog med

regionen, jf. § 1, stk. 5.

Årsberetningen offentliggøres og

sendes til sundhedsministeren,

Styrelsen for Patientsikkerhed,

Sundhedsstyrelsen, regioner og

kommuner. Årsberetningen sendes

desuden til Søfartsstyrelsen.

Stk. 6.

Regionsrådet og

kommunalbestyrelsen redegør

senest 6 måneder efter Styrelsen

for Patientklagers offentliggørelse

af årsberetningen efter stk. 4 over

for Styrelsen for Patientklager,

Styrelsen for Patientsikkerhed og

Sundhedsstyrelsen for, hvilke

initiativer årsberetningen har givet

anledning til.

Stk. 7.

---

§ 16.

Reglerne i § 12, stk. 1-4 og

stk. 5, 1.-3. pkt., finder tilsvarende

anvendelse for Sundhedsvæsenets

Disciplinærnævn.

§ 12, stk. 5

ophæves.

Stk. 7 bliver herefter stk. 5.

§ 16, stk. 1

udgår

»og stk. 5,

1.-3. pkt.«

Side 29

Stk. 2.

Sundhedsvæsenets

Disciplinærnævn skal, inden der

træffes afgørelse i en sag

vedrørende sundhedsfaglig

virksomhed i Grønland, indhente

en udtalelse om sagen fra

sundhedsmyndighederne i

Grønland.

§ 16

indsættes efter stk. 1 som

nyt stykke:

»Stk.

Sundhedsvæsenets

Disciplinærnævn udarbejder en

årsberetning om nævnets

virksomhed. Regionen bidrager

efter Sundhedsvæsenets

Disciplinærnævns anmodning med

oplysninger til brug for

årsberetningen, herunder

oplysninger om klager, der er

bortfaldet efter en dialog med

regionen, jf. § 2, stk. 3.

Årsberetningen offentliggøres og

sendes til sundhedsministeren,

Styrelsen for Patientsikkerhed,

Sundhedsstyrelsen, regioner og

kommuner.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

Side 30